Rangorden i familien

[Gæst Sus&Siku]

Jer der har børnefamilie, hvordan ser det ud hos jer?

 

Er nysgerrig

 

Kan fortælle at i min lille familie bestående af mor(mig), datter på 5 og vovsen på snart 1 år.

I gennem en længere periode på nogle mdr, er rangordenen skredet her. Meget 4 kantet set, er jeg øverst, bestemmende og beskyttende. Nu er vovsen på 2. pladsen(i hans hovede), han er meget overbeskyttende overfor min datter. Hvis hun fx skriger eller råber, så kommer han promte. Han holder hele tiden øje med hende. Fx igår i hundeskoven kom flere større hunde hen til min datter, det kunne vores vovse slet ikke have, han fik hundene "jaget" væk. Ligeledes hvis min datter tumler/pudekamp med en veninde, så blander vovse sig, gøer, for at det skal stoppes!

Min datter var tidligere meget jaloux på vovsen, drillede ham lidt. I dag er de bedste legekammerater, hun behandler ham ordentligt og han er ovre al hvalpe snappen og jagten efter nederdele.

 

Jeg kan næsten gætte, hvorfor rangordenen har ændret sig. Vovsen er mere lydhør/trænet end min datter. Så irettesætter mere min datter end vovsen pt.

Og jeg nusser rigtig meget med vovsen, deler ofte sofaen.

 

Der er ingen probl med rangordenen, det fungere.

[AnneMangetal]

I vores familie er alle lige. Jeg bestemmer over hunden i det omfang den skal bestemmes over. Hunden beskytter mig i det omfang den synes den skal beskytte mig.

 

Rangorden er IMO outdated, og jeg kan slet ikke se hvad folk tror en hund ville gøre hvis den var "øverst". Ville den gå på arbejde, købe ind, lave mad og gøre rent, så fint med mig.....

 

Resten af tiden synes jeg der er vigtigere at vi SAMarbejder og fungerer sammen:vedikke:

[PMJ]

I min familie er vi ikke så mange.

Jeg fører an, når det drejer sig om ting som jeg er bedst til og hunden fører an når der skal findes ting eller mennesker.

Jeg spiser, når jeg er sulten og min hund spiser, når der bliver serveret.

Vi sover, hvor vi har lyst til og går ud af døren i den rækkefølge som er mest praktisk.

[Gæst kleo]

(null)

Helt enig med Anne, rangorden er ikke noget jeg tænker på og ikke noget jeg tror eksisterer mellem dyr og mennesker, hunde er hunde og mennesker er mennesker, hunden gør det som kan betale sig for den, derfor adlyder den mig for jeg har adgang til godbidder:rolleyes:

[Shii]

Jeg er enig.. Ingen rangorden hos os....

 

Det handler om "jobs" hos os, og hvem der har hvilke opgaver.

 

Din hund tror det er hans opgave at beskytte, og derfor gør han det. Det er så din opgave at træne ham væk fra dette... Det har intet at gøre med at han tror at han er bedre end din datter, han tror bare at han skal beskytte hende....

 

Vi har samme "problem" med Penny (Derfor hun kaldes Politi Penny herhjemme!). Hvis f.eks. Dexter får et "nej", så står Penny straks klar til at hoppe foran og få ham væk. Vi træner stadig gennemgående at det ikke er hendes job at springe til når der skal irettesættes.

[Gæst Sus&Siku]

Jeg kunne ikke finde et bedre ord end rangorden... men jeg mener hvordan "familien" er bygget sammen?

 

Nu skriver een, at hunden vil gøre tingene pga ejeren har godbidder -jo jo det er også rigtig nok, dog i min familie bruger vi ikke godbidder, nok mere ros og nus. Det kommer self ud på et

 

Jeg har nu aldrig bedt eller trænet, at vovse skal beskytte hverken min datter eller mig. Han skal kunne gø, hvis der kommer fremmede ind på gårdspladsen. Men han gør det af "lyst", for han har aldrig fået noget for det. Min datters opmærksomhed måske, men ikke mere end det.

 

Jeg var også bare nysgerrig på, hvordan jeres hunde var i jeres familie. Og især hvordan de er overfor jeres mindre børn.

[AnneMangetal]

Jeg kunne ikke finde et bedre ord end rangorden... men jeg mener hvordan "familien" er bygget sammen?

 

Nu skriver een, at hunden vil gøre tingene pga ejeren har godbidder -jo jo det er også rigtig nok, dog i min familie bruger vi ikke godbidder, nok mere ros og nus. Det kommer self ud på et

 

Jeg har nu aldrig bedt eller trænet, at vovse skal beskytte hverken min datter eller mig. Han skal kunne gø, hvis der kommer fremmede ind på gårdspladsen. Men han gør det af "lyst", for han har aldrig fået noget for det. Min datters opmærksomhed måske, men ikke mere end det.

 

Jeg var også bare nysgerrig på, hvordan jeres hunde var i jeres familie. Og især hvordan de er overfor jeres mindre børn.

 

En hund er over for små børn, som den har LÆRT af sin ejer at være over for små børn. Min hund kan ikke lide børn, så kan man jo tænke lidt over det:slem:

 

Men jeg forstår slet ikke din tankegang:vedikke: En hvalp er et blankt stykke papir ifht. hvordan man begår sig i en menneskeverden. Alt hvad den kan, har den lært af sit menneske, alt hvad den ikke kan, er menneskets fejl. Sådan er det bare, og jo hurtigere man accepterer det, des nemmere er det at komme videre.

 

Hvorfor tror du at din hund er "højere" end din datter? Og tror din hund at den er et menneske? Eller at din datter er en hund?

[Gæst Sus&Siku]

Det har intet at gøre med, hvem er "højest", men derimod hvordan familien intrigere sammen.

 

Jeg har fx hørt om en lab hund, som ikke veg fra barnevognen, når barnet sov udendørs. Hunden var så "glad" for barnet, at hunden skulle omplaceres, da forældrene med tiden havde svært ved at komme til barnet.

 

Jeg har lagt mærke til at i de seneste mdr, er der blevet mere "ro" herhjemme. Vores hund er også snart 1 år og har lært, at snuppe min datters legetøj, tøj og ting generelt er dumt. De er blevet gode legekammerater, har mange positive oplevelser sammen, så måske er det derfor, at vovse er mere opmærksom på min datter...

 

Er klar over, at i hvalpetiden skal man præge sin hund til den, man gerne vil have den til at blive som voksen. Her er det en familiehund, som skal kunne lide alle børn i alle aldre. Samt kunne begå sig på plejehjem, så jeg kan tage ham med på job.

 

Og vores vovse er hund(kun hund), men er blevet en del af vores lille familie.

[Shii]

Jeg har nu aldrig bedt eller trænet, at vovse skal beskytte hverken min datter eller mig.

 

Har du lært ham ikke at gøre det?

 

For det handler jo lige så meget om at stoppe en uønsket adfærd. Han ser/føler eller hvad man mener en hund gør, at der bør passes på din datter, og derfor indtager han den rolle. Derfor er det vigtigt at man som ejer af hunden, når den slags ting sker skal vælge at sige: Er det okay eller ej?

 

I min verden skal vores hunde IKKE beskytte på den måde, fordi det er ikke deres job at tage stilling til hvornår noget er farligt eller ej (Fordi de kan tage fejl, og ved uheld skade en anden hund eller menneske).

[Ninjamor]

Her kan man så se hvad der kan komme ud af at dele og muligvis bruge lidt forkerte ord.. Det er ikke nemt.

 

Hos os er balancen sådan, at jeg har det store ord om det meste, det er mit ansvar og mig der har overblikket, men Pelle må det meste af det han vil, så han har slet ikke opdaget at jeg har det store ord at skulle have sagt, dog skal han stoppe en given adfærd hvis jeg beder ham om det.

Det er suverænt Pelles ansvar at grave efter mus og sådanne ting jeg er rigtig dårlig til.

 

Pelle kan få mig op af stolen ved at tilkendegive at han har et behov jeg ikke lige kan opfylde siddende og alt i alt vil jeg nok mene, vi hver "bestemmer" sådan cirka fifty fifty hvad der skal ske i løbet af en dag.

[luciente]

Det har intet at gøre med, hvem er "højest", men derimod hvordan familien intrigere sammen.

 

Jeg har fx hørt om en lab hund, som ikke veg fra barnevognen, når barnet sov udendørs. Hunden var så "glad" for barnet, at hunden skulle omplaceres, da forældrene med tiden havde svært ved at komme til barnet.

 

Jeg har lagt mærke til at i de seneste mdr, er der blevet mere "ro" herhjemme. Vores hund er også snart 1 år og har lært, at snuppe min datters legetøj, tøj og ting generelt er dumt. De er blevet gode legekammerater, har mange positive oplevelser sammen, så måske er det derfor, at vovse er mere opmærksom på min datter...

 

Er klar over, at i hvalpetiden skal man præge sin hund til den, man gerne vil have den til at blive som voksen. Her er det en familiehund, som skal kunne lide alle børn i alle aldre. Samt kunne begå sig på plejehjem, så jeg kan tage ham med på job.

 

Og vores vovse er hund(kun hund), men er blevet en del af vores lille familie.

Jeg læste nu også din historie som - en historie

Jeg kommer til at tænke på min gamle tæve, hun var en noget følsom hund. I gamle dage kom ungerne om eftermiddagen og ringede på og sagde: "ka Josie lege?" og det kunne hun naturligvis godt:-D Ungerne råbte alle mulige kommandoer til hende, i en uendelighed, men hun overhørte det og morede sig. Hvis jeg havde råbt til hende på den måde, havde hun været et rystende nervevrag. Jeg kan naturligvis ikke vide hvordan hun så børnene, men de legede dejligt sammen:hjerte:

[Gæst Sus&Siku]

Det var ren nysgerrighed, at jeg stillede spørgsmålet.

 

Det er ikke et probl i min familie, at vovse har en beskyttertrang overfor min datter. Det må han da gerne have, medmindre, at det self går for vidt. Han har aldrig bidt, han markere bare gøende, at situationen skal stoppes.

Mon ikke han også har fundet ud af, at når han gøer, så kommer jeg rendene.

 

Han holder bare mere øje med hende i dagligdagens situationer, sidder sommetider afventende og studere hende.

Jeg tænker lidt, at hunden må have regnet ud, at min datter er et barn.

[Ulla H]

Til Anne 79

jeg tror ikke på den med de små børn. Jeg er vel på nr 17 hund nu, og de har da ageret meget forskelligt på små børn. Jeg elsker små børn. Jeg har prøvet at socialiserer dem alle til små børn, men deres opfattelse af selv søde børn er vidt forskellig her.Ingen af dem alle, har været udsat for at være alene med mærkelige børn, der har irriteret dem.

Molly på 12 år som er den pzykisk mest stabile, bryder sig meget lidt om børn, og græske Nana, der er lidt nervøs af sig, kan danse zorba af glæde, hvis et lille barn i klapvogn kigger på hende.

[Ulla H]

For mig er rangorden noget der kan sees, men ikke altid, hvis man har flere hunde af samme køn.

Vi har rangorden herhjemme. Molly får klart mest respekt og kun hendes barnebarn Freddy der er næsten 10 år yngre, tør snuppe hendes legetøj for næsen af hende.

Hanhundene har væbnet fred, endnu da, men det er Freddy der er mest på med advarsler, nok fordi Snoopy er kastrat.

[Gæst Sus&Siku]

Babyer og hunde... Jeg forsøgte for sjov, at låne en af min datters dukker, som både kan græde/tale/mor/far og grine.

Vores hund gik fuldstændigt agurk, da han så, jeg gik rundt og vuggede dukken, aede dukken og lod somom det var en rigtig baby.

 

Nu ved jeg godt, at dukken ikke lugter som en rigtig baby. Men hunden gik amok, gøede, forsøgte at springe op og snappe dukken i benene/armene. Her tænker jeg, at hvis jeg en dag fik et barn mere, ville jeg ikke turde, at lægge babyen ned på gulvet sammen med hunden.

 

Om hvornår og hvordan hunden(generelt)finder ud af, at børn er børn, ved jeg ikke? Børn er uforudselige, svinger med armene og skriger/hviner højt.

[Ulla H]

Mht babyer har der også gennem årene været meget grove overfald, hvor familiehunden har bidt baby ihjel. Alene babylyde kan vel udvirke, at et jagtinstinkt på noget svagt kan trikke hunden til at angribe.

Jeg stoler på mine,med undtagelse af Snoopy.

[Lykkeliv]

Her i huset er vi 2 voksne, 2 børn (12 og 2) og 2 hunde.

 

Jeg tænker det ikke sådan, at nogen "bestemmer" over andre, men vi udfylder alle en rolle og er en del af det samspil, der får familien til at fungere.

 

I forhold til hundene er det os voksne der udstikker retningslinierne. Det er også os der sørger for sjove aktiviteter og påfund og er adgangsgiverne til mad - hvilket Asta ikke mener vi helt gode nok til

 

Mathias på 12 er det sjove menneske, som man godt kan tage en løbetur i haven med. Han ejer også en seng, som man godt må ligge i - også selvom man har et ben. Og så gider han godt kaste legetøj nogle gange, også indendøre, selvom vi voksne faktisk helst frabeder os vild leg indenfor.

Begge hunde bliver altid ekstra glade når han kommer hjem, for de har opbygget en forventning om, at der skal nusses/leges/trænes eller løbes. Han opfordrer dem også til at hoppe op af sig, så det gør de glad og gerne.

For os voksne er det af og til en udfordring at huske ham på også at lave rolige ting med hundene (nus og træning fx.) så den forventning ikke kammer over i en stresfaktor. Han får aldrig lov til at lave vilde aktiviteter over en længere tidsperiode af samme årsag.

 

August på 2 år er den mindste i familien. Han er med til at fodre hundene hver morgen, fordi han synes det er fantastisk.

Asta, som er min voksne tæve, elsker ham mere end hun elsker alle os tilsammen tror jeg. Hun var her også da han var baby, og var "med" i alle de basale pasning og pleje ting. Hun fungerede en overgang også som min levende babyalarm, da hun altid var meget bekymret over at han græd og derfor kom og insisterede på at jeg skulle følge med hende.

Hun udviser generelt tydelige tegn på, at have forståelse for at han er en lille en, og indbyder fx af og til, til trækkeleg med legetøj men lader altid ham vinde, selvom hun ved et simpelt hiv nemt kunne vælte ham omkuld.

 

Modjo som er min hanhund på 9 måneder, er ret simpel Han forstår godt at August er et barn og er meget overbærende hvis han kommer til at tage hårdt fat i ham eller uddeler voldsomme krammere.

Han ville også gerne lege med ham hvis han fik lov, men da han ikke helt har finesse til at forstå, at man ikke bare trækker til hvis de har fat i hver sin ende af et stykke legetøj, leger de to ikke sammen. For Modjos skyld lige så meget som Augusts - da Modjo nok ville komme slemt til skade, hvis August lander ovenpå ham.

 

Jeg oplever ikke mine hunde er "særligt opmærksomme" på børnene i andre henseender end når der kan falde mad af (August) eller der er udsigt til leg (Mathias)

 

Internt hundene imellem er der et storesøster/lillebror forhold, og man kan nærmest fornemme Asta af og til ruller med øjnene og sukker over lillebrorens irriterenheds-faktor

Dog er der ingen tvivl om, at Asta udstikker retningslinierne for deres indbyredes forhold, og hvis Modjo overskrider en grænse, bliver der sagt fra med det samme og jeg kan mærke at min unghund er lettere for os at leve sammen med, fordi Asta også er der til at hjælpe opdragelsen lidt på vej

[Gæst Sus&Siku]

Her bliver der aldrig givet kiks eller godbidder. Morgenmaden bliver severet og spist. Al træning forgår med ros og nusseri.

 

Jeg tænker lidt, at i min familie har hunden fundet ud af, at min datter er et barn. At hun tiltider er fuldstændig uberegnelig og støjene. Hun er den sjove, som finder på alle de vilde lege med løb, træk og gemmelege. Og han har en forventning herom er mulig, men han sidder mest rolig afventende og bare holder øje.

 

Jeg er den mere kedelige med rutiner, gå/lufte turene og simpel træning. Og nusseri, putning og rolige aktivteter.

 

Og så har jeg tænkt lidt ang bestyttelsestrang. Jeg er selv meget overbeskyttende overfor min datter, det kan have smittet af.

[Gæst AK*]

Vi har to små børn - en på 3 år og en på 4 1/2 år.

Derudover har vi vores lille shih tzu pige på 4 måneder.

Hun er jo stadig en hvalp og pt. Er børn det absolut bedste i verdenen!

Er vi ude at gå tur og der kommer børn bliver hun totalt overgearet, hun vil bare så gerne hilse på dem.

Det er dog ikke alle børn vi hilser på, da det er super vigtigt for os at hun får gode oplevelser med dem.

Dem vi ved hvem er og som bor her i nabolaget har hilst på hende og gør det jævnligt med guidning fra os.

 

Umiddelbart går vi ikke så meget op i rangorden her, hun er en del af familien på lige fod med os andre.

 

Jeg synes det er helt fantastisk med småbørn og hund sammen. Jeg er overbevist om, at de alle får noget ud af at opvokse med hinanden, men det kræver virkelig også meget opmærksomhed fra vores side, selvom vores børn er vokset op med hunde, så er det vigtigt at forebygge en eventuel misforståelse. Så vi har et øje på dem konstant