Grænser for behandling?

[PBC]

Desværre opstår rigtig gode og principielle debatter ofte med udgangspunkt i konkrete tilfælde. Desværre fordi det betyder at der sidder en eller anden derude som "kommer i klemme" følelsesmæssigt mellem de forskellige debattører og holdninger og det må være ret ubehageligt i visse tilfælde.

 

Jeg har den holdning at hunde som har så væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer at de dels giver sig selv et ringe liv, men også ofte giver Deres ejere (som for så vidt godt kan være en del af problemet, men ikke altid er det) et ringere liv, kan være kandidater til omplacering og hvis det er udsigtsløst også til aflivning.

 

Det er meget individuelt om det er løsningen. Mit liv er for kort til "problemhunde" og jeg har brug for velfungerende hunde til jagt og hundesport og det er så vigtigt for mig at jeg ville omplacere en hund, som ikke, i rimelig grad, kan opfylde mine behov og er den så problematisk at omplacering ikke kan komme på tale, vil jeg få den aflivet.

 

Jeg kan også erkende at nogen mennesker/familier nærmest har det omvendt, nemlig at det, at kunne hjælpe og rette op på et dyr (eller et menneske) som har store fysiske, psykiske/mentale problemer, nærmest er livsbekræftende og dermed bidreager til at man selv får et bedre liv. Det er vel til en vis grad det, der driver hundevenner, som tager vanskelige omplaceringshunde, gadehunde osv. Så udover at hjælpe hunde er det også egennyttigt.

 

Er man en mere "almindelig hundeejer", som ønsker sig en mere normal og uproblematisk hund og derfor har anskaffet sig sådan en (eller det troede man) - og det så viser sig at der opstår store problemer, hvor langt er man så "forpligtet" til at gå for at løse disse problemer? Hvor mange ressourcer skal man bruge på dette, før man kan være "bekendt" at sige: "Her slutter det"? Den hund jeg anskaffede har væsentlig fejl. Den er ikke mentalt eller fysisk "god nok". Den vil ikke bidrage til min og min families liv og trivsel på en overkommelig og positiv måde, så nu er det slut. For hundens skyld eller for min og min families skyld.

 

Mennesker er forskellige og vi er ikke alle indstillede på at leve med og håndtere problemhunde. Nogen ser det som en pligt, andre som en udfordring og der er en del som ser det som en fornøjelse, men for mange er det en ulykkelig situation, som de hader at være i og som fører til mistrivsel i familien.

[Ascha]

Er man en mere "almindelig hundeejer", som ønsker sig en mere normal og uproblematisk hund og derfor har anskaffet sig sådan en (eller det troede man) - og det så viser sig at der opstår store problemer, hvor langt er man så "forpligtet" til at gå for at løse disse problemer? Hvor mange ressourcer skal man bruge på dette, før man kan være "bekendt" at sige: "Her slutter det"? Den hund jeg anskaffede har væsentlig fejl. Den er ikke mentalt eller fysisk "god nok". Den vil ikke bidrage til min og min families liv og trivsel på en overkommelig og positiv måde, så nu er det slut. For hundens skyld eller for min og min families skyld.

 

Mennesker er forskellige og vi er ikke alle indstillede på at leve med og håndtere problemhunde. Nogen ser det som en pligt, andre som en udfordring og der er en del som ser det som en fornøjelse, men for mange er det en ulykkelig situation, som de hader at være i og som fører til mistrivsel i familien.

Jeg bliver en lille smule provokeret af den holdning du beskriver. Hunde har som regel ikke fejl fra start af. Det er deres ejere der får købt en hund de ikke burde, eller får ødelagt den ved at behandle den forkert og så kan jeg brække mig over at det kommer til at lyde som om det er hunden der er noget galt med. Det er det jo som regel ikke.

 

Jeg har selv haft en hund der ikke passede til mig, så jeg ved godt hvor hårdt det er, men at tilskrive hunden at den fejler noget eller at der er noget galt med den,.. det synes jeg er at komme for let omkring tingene. Når man vælger at få en bofælle vil der altid være et element af spil i lotteriet og er man ikke villig til at tage konsekvensen af at trække en mindre gunstig gevinst, så skal man helt undlade at spille. Personligt synes jeg det er alt, alt for let at anskaffe sig kæledyr i DK.

[PBC]

Du afleder debatten lidt fra starten Ascha, ved at bringe et andet spørgsmål: Er det hunden som har fejl eller ejeren. måske er det en del af debatten, men ikke lige det jeg spurgte om. Har du et svar på det jeg spurgte om?

 

Jeg skrev:

Jeg har den holdning at hunde som har så væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer at de dels giver sig selv et ringe liv, men også ofte giver Deres ejere (som for så vidt godt kan være en del af problemet, men ikke altid er det) et ringere liv, kan være kandidater til omplacering og hvis det er udsigtsløst også til aflivning. .

 

Så også jeg ved godt at ejeren oftest kan være problemet.

[BassilBerner]

Desværre opstår rigtig gode og principielle debatter ofte med udgangspunkt i konkrete tilfælde. Desværre fordi det betyder at der sidder en eller anden derude som "kommer i klemme" følelsesmæssigt mellem de forskellige debattører og holdninger og det må være ret ubehageligt i visse tilfælde.

 

Jeg har den holdning at hunde som har så væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer at de dels giver sig selv et ringe liv, men også ofte giver Deres ejere (som for så vidt godt kan være en del af problemet, men ikke altid er det) et ringere liv, kan være kandidater til omplacering og hvis det er udsigtsløst også til aflivning.

 

Det er meget individuelt om det er løsningen. Mit liv er for kort til "problemhunde" og jeg har brug for velfungerende hunde til jagt og hundesport og det er så vigtigt for mig at jeg ville omplacere en hund, som ikke, i rimelig grad, kan opfylde mine behov og er den så problematisk at omplacering ikke kan komme på tale, vil jeg få den aflivet.

 

Jeg kan også erkende at nogen mennesker/familier nærmest har det omvendt, nemlig at det, at kunne hjælpe og rette op på et dyr (eller et menneske) som har store fysiske, psykiske/mentale problemer, nærmest er livsbekræftende og dermed bidreager til at man selv får et bedre liv. Det er vel til en vis grad det, der driver hundevenner, som tager vanskelige omplaceringshunde, gadehunde osv. Så udover at hjælpe hunde er det også egennyttigt.

 

Er man en mere "almindelig hundeejer", som ønsker sig en mere normal og uproblematisk hund og derfor har anskaffet sig sådan en (eller det troede man) - og det så viser sig at der opstår store problemer, hvor langt er man så "forpligtet" til at gå for at løse disse problemer? Hvor mange ressourcer skal man bruge på dette, før man kan være "bekendt" at sige: "Her slutter det"? Den hund jeg anskaffede har væsentlig fejl. Den er ikke mentalt eller fysisk "god nok". Den vil ikke bidrage til min og min families liv og trivsel på en overkommelig og positiv måde, så nu er det slut. For hundens skyld eller for min og min families skyld.

 

Mennesker er forskellige og vi er ikke alle indstillede på at leve med og håndtere problemhunde. Nogen ser det som en pligt, andre som en udfordring og der er en del som ser det som en fornøjelse, men for mange er det en ulykkelig situation, som de hader at være i og som fører til mistrivsel i familien.

 

Mit liv er også for kort.

 

Jeg har en hund, der er som han er - og hvis han en dag bliver en 'pine' for mit liv - ja så bliver han aflivet. Jeg har for længe siden besluttet at han ikke kan omplaceres pga. det forhøjede stressniveau, også i 'trygge' omgivelser. Det ville være synd for ham!

 

Så den dag han ikke længere passer ind i mit liv - for at sige det hårdt - ja så må vi omkring dyrlægen... Det ville være hårdt, men ikke desto mindre ville jeg tage beslutningen.

[Michela]

Godt spørgsmål

 

Min første hund, var hvad jeg vil kalde en problemhund, og jeg endte med at få ham aflivet

 

Han var en golden retriever uden stamtavle. Han var en sød og kærlig hund, som for det meste var sjov at træne med. Men allerede som hvalp var han ofte ustyrlig for mig, vi gik til hvalpetræning, men det var sjældent en succes. Det var ikke fordi at han ikke kunne lære noget, han havde bare mange forstyrrelser i hans hoved. Han kunne heller ikke lege med de andre hunde, han tonsede bare rundt, tumlede voldsomt ind i dem og respekterede aldrig når de sagde stop, det gjorde ham kun vildere. Hjemme var han en teorist, han farede rundt, høl, peb og ødelagde ting. Han lærte aldrig at være alene, og ingen kunne lide ham, så vi kunne ikke tage ham med nogen steder. Da han blev 2 år, var alting kun blevet værre, han var stadig lige voldsom, andre hunde gad ham ikke, han var angst for mørke og elskabe ude ved vejen, han havde udviklet noget OCD-lignende adfærd med flere ting og om aftenen lå han og kiggede ind i vægen imens han pev.

 

Allerede da han var omkring 6 måneder havde jeg en adfærdsbehandler på ham første gang, som sagde at udsigterne for at han blev velfungerende var usikre, han var igennem dyrlægen for at blive tjekket fra top til tå, og han blev aktiveret og trænet som vi fik anvist. Til sidst flyttede han ud til min mor, som er pensionist, i håb om at han ville finde ro i at hun var der. Men intet hjalp, vi overvejede først omplacering, men blev frarådet det af adfærdsbehandlere og internaterne ville ikke tage imod ham. Så efter 2 år sagde vi farvel til ham inde ved dyrlægen.

 

I dag ville jeg ønske at jeg havde fået ham aflivet tidligere, for selvom der ikke var noget i vejen med ham fysisk, var det tydeligt at han ikke havde det rart inden i hans hoved.

[Lonny]

Min holdning vil nok falde mange for brystet, men jeg vover at komme med den alligevel

 

Det gør ikke ondt at blive aflivet, men det kan derimod gøre rigtig ondt at være konstant stresset eller i smerter fysisk/psykisk, og derfor mener jeg bestemt at en aflivning kan være den bedste løsning til tider.

[Hofferne]

Jeg synes det er meget svært at svare entydigt, da det for mit vedkommende vil være meget afhængigt af hvad problemet er.

 

Hvis det er fysisk vil jeg gå langt så længe hunden stadig kan have et ordentligt, værdigt hundeliv - men jeg ville f.eks. ikke lade en hund få amputeret et ben og leve videre på 3, uanset at mange siger det er ok og at den sagtens kan lære det.

 

Er det et psykisk problem kommer det meget an på hvordan det udarter sig. Min tidligere hund var meget usikker/nervøs og valgte tit at lave udfald mod både hunde og mennesker. Det lærte jeg "at leve med" således at jeg altid var på forkant når vi var ude at gå. Kunne nærmest kigge omkring hjørner o.lign., valgte at lufte på tider og steder hvor man ikke mødte så mange, og hvor der var frit udsyn og/eller mulighed for at skabe afstand. Men da han ikke havde problemer når vi var hjemme overvejede jeg aldrig at han skulle ha' fred. Det var bare blevet vores hverdag! Men hvis hundens problemer er så alvorlige, at de ikke er til at leve med, så vil jeg tro de også giver hunden et dårligt liv - tja, så ville jeg måske overveje at aflive. Men ikke før jeg havde været omkring en adfærdsbehandler og prøvet at få løst problemerne ad den vej.

 

Er iøvrigt enig med Ascha i at det er alt for nemt at anskaffe sig husdyr i DK - og lige så nemt at skaffe sig af med dem igen. Den almindelige "køb og smid væk"-mentalitet går igen når det drejer sig om husdyr - desværre!

[luckyluna]

Det er så individuelt at det er svært at sætte fakta på. Generelt mener jeg dog at folk skal have taget ved lære af det og indset deres egen skyld inden de omplacerer eller afliver. Deres dgen skyld ksn også være at have valgt forkert race eller dårligt opdræt eller glemt at socialisere.

[Ascha]

Du afleder debatten lidt fra starten Ascha, ved at bringe et andet spørgsmål: Er det hunden som har fejl eller ejeren. måske er det en del af debatten, men ikke lige det jeg spurgte om. Har du et svar på det jeg spurgte om?

Det spørgsmål du stiller kan ingen da svare på, for det afhænger jo af situationen. Hundeproblemer opstår jo af samspillet mellem hund, ejer og miljø, så det kan man da ikke generalisere omkring. Og jeg synes ikke jeg afleder noget. Det er da nok så væsentligt for den måde man ser på problemerne, om man er klar over at man selv har skabt dem eller om man luller sig i søvn af, at man har købt et defekt produkt. Jeg mener så at folk som regel vælger den sidste løsning og derved fraskriver sig ansvaret= at de generelt ikke tager deres egen andel af problemet alvorligt nok.

Jeg skrev:

 

Så også jeg ved godt at ejeren oftest kan være problemet.

Jeg skrev at den holdning du beskrev provokerede mig. Jeg kunne godt læse det var de ramte familiernes tanker/ situation du beskrev, men fik det måske ikke formuleret synligt nok.

[PBC]

Hvis man ikke kan besvare det kan man måske udvikle og dele lidt tanker omkring emnet: "Grænser for behandling" med udgangspunkt i det jeg skrev indledningsvist. Men man kan selvfølgelig også lade være.:slem: - det får vi jo så ingen værdifuld debat ud af - og så er det jo den kommer i de konkrete situationer hvor nogen har noget følelsesmæssigt i klemme. For debatten er der og er væsentlig.

[Ascha]

Hvis man ikke kan besvare det kan man måske udvikle og dele lidt tanker omkring emnet: "Grænser for behandling" med udgangspunkt i det jeg skrev indledningsvist. Men man kan selvfølgelig også lade være.:slem: - det får vi jo så ingen værdifuld debat ud af

Hmm, det syntes jeg også jeg gjorde men fik så følgende næse fordi du ikke hænger dig i mere end en enkelt sætning:

 

Du afleder debatten lidt fra starten Ascha, ved at bringe et andet spørgsmål: Er det hunden som har fejl eller ejeren. måske er det en del af debatten, men ikke lige det jeg spurgte om. Har du et svar på det jeg spurgte om?

Engang med tiden vil jeg altså gerne have din version af hvad OT er, for jeg synes godt nok det er en lidt svær balancegang.

[Michela]

Tror der er mange ting som kan have indflydelse på hvor langt man vil gå for sin hund. Min gennerelle holdning er, at man skal blive ved med at prøve, så længe det er til hundens bedste og at man som ejer har mulighed for at tage de nødvendige hensyn.

 

Tænker at der er flere ting der spiller ind her. Fx hundens alder, almene sundhedstilstand, ejerens ønsker til brug af hunden, økonomiske begrænsninger, og mange andre ting.

 

Jeg tror også at der er stor forskel på om man kun har hunden for hyggens skyld, eller om man har købt en hund til at udfører et bestemt arbejde. Min hund er et kæledyr, han skal holde mig med selskab, være min og børnenes ven og være en underholdende fritidsbeskæftigelse. Jeg vil gerne gøre noget med ham, men om det bliver lydighed, agility, spor, udstilling og avl eller besøgshund er næsten lige meget, det kommer an på ham. Hvis han blev syg, handicappet eller udviklede adfærdsproblemer, tror jeg at jeg vil gå så langt som min tid og min pengepung kan klare, og måske lidt længere, jeg vil i høj grad forsøge at tilpasse min hverdag til hans behov, og søge professionel hjælp hvis det behøves, som hvis han var en biologisk del af familien. Han vil dog altid komme i anden række i forhold til mine børn.

 

Men havde jeg nu købt ham til at være min næste stjernehund indenfor en bestemt sportsgren eller min nye makker på job eller jagt, så tror jeg at han i højere grad skulle leve op til mine forventninger og levere nogle gode resultater, og gjorde han ikke det, eller blev handicappet på en eller anden måde, ville jeg nok ikke være så villig til at betale prisen, hverken tidsmæssigt eller økonomisk.

[PBC]

Ascha emnet hedder "Grænser for behandling" - og så kan man jo godt analysere lidt på årsagen til problemerne. Om det er hunden eller ejeren, men man bør da føre tankesættet videre og analysere frem mod tanker om hvor er "Grænser for behandling" - ellers bliver det jo en afledning af debatten til: Hvorfor opstår problemerne. Interessant også - og som sagt kan det indgå, men kunne man ikke lade det føre frem mod et svar på det spørgsmål eller den debat der er rejst?

 

Taler vi helt forbi hinanden - igen?

[Gæst DorteDK]

Det er et meget svært spørgsmål.

 

Jeg har endnu aldrig taget afsked med en hund - mine to er mine to første - så jeg aner ikke hvordan det føles at tage afsked. Jeg tror det er meget svært at gøre det - fordi det er mennesket der gør det - altså tager beslutningen om aflivning.

 

Vi har en aftale her hos os, at det er mig der skal køre afsted men hunden når vi når dertil at de ikke kan mere - min mand kan ikke gøre det og han vil nok lade hunden leve længere end det er "acceptabelt" - her mener jeg at man tænker på sig selv og ikke på hunden.

 

Jeg har den tanke, har mine hunde ikke den livskvalitet mere som de burde have, og de ikke har det godt på den ene eller anden måde, så skal de have fred. Men jeg bliver sikkert klogere når jeg står i situationen.

Jeg tror ikke, jeg kunne magte at skulle "redde" en hund i 6-12 mdr. det lyder lidt hårdt - men jeg ville blive syg af at se min hund lide så længe hvis I forstår hvad jeg mener, ved ikke lige hvordan jeg skal skrive det.

 

Ellers er jeg ret enig i Michela´s indlæg.

 

 

 

Jeg håber, når det engang er så vidt at mine hunde ikke vågner en morgen og så selv har bestemt at det var det, men det er nok ønsketænkning, men for mig ville det nok være det nemmeste, men hvem siger det skal være nemt

 

En ting er sikkert mine hunde skal ikke lide, gør de det, er der kun en vej vist.

[Beaglepack]

Min første egen hund var noget af en mundfuld. Racen var dalmatiner som er en yderst selvstændig race. Han var meget lærenem så deri var der ingen problemer.

Problemet opstod da han i en alder af 1 år blev diaginoseret med en kraftig allergi - han har 40 allergener han reagerede på og på foder området og det gav en masse problemer og med tiden ændrede han også adfærd. Han havde ofte ondt og var i perioder plaget af det her allergi. Overfor mig var han jordens skønneste hund - men for resten af familien blev han hurtigt en plage i det de ikke kunne gøre med ham på samme måde som jeg kunne.

 

I en alder af 6 år udviklede han problemer med nyrevejene - urat sten (som dalmatineren er kendt for at kunne få) - Hele problematikken omkring allergi og at han skulle have opereret urinvejen ud af siden og gå med en pose på resten af sit liv - gjorde at jeg traf beslutningen om at han skulle have fred - dette blev også truffet af hensyn til familien og i sær for ham.

Det var den værste beslutning at skulle træffe fra den ene dag til den anden - og det sendte mig godt nok til tælling. I dag ved jeg at jeg traf den rigtige beslutning for han ville ikke have fået et aktiv hundeliv med sådan en pose på maven.

 

Så fik vi Charlie, som er en beagle - kort tid efter. Dels skulle vi videre og dels ville vi have en race som kunne være til hjælp for vores to sønner som begge har autisme. Dette valg - af beaglen er ganske enkelt det bedste valg jeg har truffet i mit liv - og ret hurtig kom der en til og knap 3 år senere endnu en.

Det havde lige præcis den virkning jeg havde forventet med hensyn til vores sønner - at det hjalp dem til at blive mere udadvendte - at de kunne gå ture med beaglerne, træne dem mv. hvilket denne race netop er egnet til.

 

Når det er sagt - så ved jeg også hvornår vi skal sige stop - det lærte jeg jo af de år hvor vi havde Pongo og det vil jeg også vide når den tid kommer for en af beaglerne - sådan noget ved man bare, når tiden er inde.

[KimC]

De fleste af mine hunde er problemhunde, og det er i hvert fald delvist selvvalgt. Nogen skulle jo tage sig af de hunde, og jej har deltaget i masser af specialundervisning som jeg synes har givet mig et godt indblik i hvordan hunde fungerer. Og mennesker for den sags skyld. Jeg ville nok tage "projekthunde" igen når jeg en gang om mange år komer til at mangle en hund igen.

Med grænser for behandling forstår jeg også hvorvidt man skal blive ved med at lappe på en hund der er ved at være derhenad. Min "blind date" fra sidste år er lidt over 9 år. Han har ikke nogen livstruende sygdome, men næsten alt er dårligt på ham. Han er hundeverdenens svar på et IC4 tog. Han er glad og tillidsfuld, men koster i snit 2000 i dyrlægeregninger om måneden, bare for at holde ham nogenlunde på fode. Ind imellem har jeg da overvejet hvorlænge jeg bør blive ved med at lappe på ham.

[NannaSoko]

Selvfølgelig er der grænser for hvor meget man skal eller bør behandle og hver person må sætte sine grænser for hvor meget de kan og vil udholde, hvor meget de er klar til at omlægge deres liv, hvor mange penge de vil bruge og hvor meget tid de vil ofre på projektet.

 

Jeg har selv genbrugshunde og især den ene af dem jeg har, har ændret mit liv. Den har gjort det pissebesværligt på nogle områder: har meget svært ved at tage på ferie uden hund, når jeg er til noget med andre hunde, skal jeg være hele tiden være opmærksom på hende, jeg har bure stående i stuen, da jeg ikke tør at have hundene fri, når der er mad tilstede. Den har resulteret i utallige frustrationer og dyrlægeregninger i løbet af de sidste 8 år, men den har også lært mig meget, meget mere om hundeadfærd og træning end 30 år med hunde havde inden da.

Den hund giver mig kæmpe glæde hver eneste dag, jeg er så forelsket i hende og vi har et fantastisk forhold. Finder aldrig en så fantastisk hund som hende.

Det er hendes skyld at jeg uddanner mig på livet løs inden for alt hvad der handler om indlæring hos dyr og mennesker.

 

Jeg evaluerer som regel hvert år til hundenes fødselsdag og i øvrigt hvis der sker et eller andet: Går det som det skal? Har hunden glæde af at leve? Bliver dens behov opfyldt? Har jeg glæde af hunden? Kan noget gøres bedre?

 

Det samme gør jeg i øvrigt med mit job, mit parforhold og andet jeg bruger meget tid og energi på i mit liv

[Ninjamor]

Er man en mere "almindelig hundeejer", som ønsker sig en mere normal og uproblematisk hund og derfor har anskaffet sig sådan en (eller det troede man) - og det så viser sig at der opstår store problemer, hvor langt er man så "forpligtet" til at gå for at løse disse problemer?

 

Det afhænger af ens egen livsholdning, men ingen er forpligtet udover evne. Man er forpligtet til at gøre sit overhovedet bedste, hvad dette så end er.

 

Jeg har stået i den umanerlig kedelige situation at måtte lade Rasmus aflive, da han som gammel blev lidt småsenil og noget blind. Han havde det rigtig fint i hverdagen, men på et tidspunkt blev han ind imellem så "forvirret" efter søvn, at han ikke kunne efterlades alene og dette betød at jeg måtte lade ham aflive udelukkende af praktiske årsager, arbejde skal man jo...

 

Hvor mange ressourcer skal man bruge på dette, før man kan være "bekendt" at sige: "Her slutter det"? Den hund jeg anskaffede har væsentlig fejl. Den er ikke mentalt eller fysisk "god nok". Den vil ikke bidrage til min og min families liv og trivsel på en overkommelig og positiv måde, så nu er det slut. For hundens skyld eller for min og min families skyld.

 

Det synes jeg ikke andre hverken kan eller skal vurdere. Da min gravhund fik en diskusprolaps og aldrig blev rigtig godt gående igen, skældte dyrlægen mig ud for at aflive hende og venner skældte mig ud for ikke at have gjort det for længst. Alt afhænger af øjnene der ser og holdningen man har.

 

Mennesker er forskellige og vi er ikke alle indstillede på at leve med og håndtere problemhunde. Nogen ser det som en pligt, andre som en udfordring og der er en del som ser det som en fornøjelse, men for mange er det en ulykkelig situation, som de hader at være i og som fører til mistrivsel i familien

 

Jo flere vi er som ser hunde, ikke kun som hunde, men som medlemmer af familien, des flere bliver der også som forpligter sig meget langt fordi de/vi føler det er det eneste vi kan gøre. Jeg tænker aldrig på hvad andre vil sige, jeg tænker på min hund og mig selv, som skal leve med den. Ligesom der opstår ulykkelige situationer i familier kun bestående af mennesker, gør der det også i familier hvor et af medlemmerne er en hund. Ligesom man ikke melder fra overfor familiemedlemmer af egen art ligger det mange fjernt at gøre det overfor hundene.

 

Selv tænker jeg aldrig i pligt på den måde eller i at kunne være det bekendt, kan jeg klare det, bliver det klaret. Så enkelt er det jo...

[Ascha]

Ascha emnet hedder "Grænser for behandling" - og så kan man jo godt analysere lidt på årsagen til problemerne. Om det er hunden eller ejeren, men man bør da føre tankesættet videre og analysere frem mod tanker om hvor er "Grænser for behandling" - ellers bliver det jo en afledning af debatten til: Hvorfor opstår problemerne. Interessant også - og som sagt kan det indgå, men kunne man ikke lade det føre frem mod et svar på det spørgsmål eller den debat der er rejst?

 

Taler vi helt forbi hinanden - igen?

 

Spurgte du om hvor langt man ville gå inden man aflivede pga. sygdom?. Men du finder det nødvendigt at irettesætte mig for at gå OT fordi jeg skriver at folk kaster skylden på en defekt hund, så de ikke selv behøver at se deres eget ansvar i situationen,.. ja, jeg tror den er gal igen.

 

Never mind, jeg skal nok holde mig fra dine tråde i fremtiden. Der er sgu for mange underlige retningslinjer for mig. Og så kan vi jo altid sammen gå OT i andres (lige i øjeblikket tror jeg faktisk ikke Umulia får ret mange brugbare indlæg i hendes tråd om strinten indendørs).

[PBC]

Jeg har den holdning at hunde som har så væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer at de dels giver sig selv et ringe liv, men også ofte giver Deres ejere (som for så vidt godt kan være en del af problemet, men ikke altid er det) et ringere liv, kan være kandidater til omplacering og hvis det er udsigtsløst også til aflivning.

 

.

 

Ascha tråden handler om hvor "grænser for behandling" ifht væsentlige fysiske eller psykiske/mentale problemer går - ikke hvordan de er opstået og dit input til dette vil være meget velkomment.

[PBC]

 

Jo flere vi er som ser hunde, ikke kun som hunde, men som medlemmer af familien, des flere bliver der også som forpligter sig meget langt fordi de/vi føler det er det eneste vi kan gøre. Jeg tænker aldrig på hvad andre vil sige, jeg tænker på min hund og mig selv, som skal leve med den. Ligesom der opstår ulykkelige situationer i familier kun bestående af mennesker, gør der det også i familier hvor et af medlemmerne er en hund. Ligesom man ikke melder fra overfor familiemedlemmer af egen art ligger det mange fjernt at gøre det overfor hundene.

 

Selv tænker jeg aldrig i pligt på den måde eller i at kunne være det bekendt, kan jeg klare det, bliver det klaret. Så enkelt er det jo...

 

Jeg tror du har fat i noget meget væsentligt her. Og jeg tror det er her en del af konflikterne opstår. En del hundeejere, jeg selv incl. betragter ikke hunden som et "næsten menneske". Et værdifuldt medlem af familien ja, men stadig et dyr - en hund, som ikke pr definition har samme værdi i humanistisk forstand som et menneske, men som et højerestående dyr, med de etiske/moralske rettigheder et sådan dyr har. Dette er jo også i tråd med lovgivningen, hvor hunde beskyttes af dyreværnslovgivning mv.

 

Problemerne opstår, hvis "den ene gruppe" skal måles med en moralsk/etisk målestok som er defineret af "den anden gruppe", som betragter hunde som "næsten mennesker" med næsten samme rettigheder til behandling osv. som mennesker. Den målestok vil altid få "den ene gruppe" til at fremstå som barbarisk, hård, kold eller inhuman, hvilket forekommer mig at være urimeligt.

 

Som sagt - godt indspark i debatten Ninjamor. Det giver eftertanke, synes jeg, og forståelse for, hvorfor vi er så grundlæggende uenige herinde sommetider.

[Louisen]

Jeg ved ikke. Jeg har svært ved at deltage i denne diskussion, fordi jeg selv er en person, der er gået distancen med min problem-vovse, for at rette op på hans issues - med succes.

 

Da eks'en og jeg gik fra hinanden, skulle jeg jo alligevel finde et sted at bo. Men jeg valgte at flytte ud af KBH på landet, væk fra familie og venner, fordi jeg mente at det ville være bedre for min hund, at få lidt ro på. Og var det bedre for min hund, var det også bedre for mig som ejer - jeg ville blive mindre stresset af det.

 

Det betød, at jeg også måtte skifte studiested, da pendlertiden ellers var helt galemathias. Så jeg endte med, at flytte og skifte studie, af hensyn til min hund.

 

Nu lever jeg så på en sten rent økonomisk, for at kunne betale for vores fine ungdomsbolig i naturen og for at kunne betale for mad og træning, selvom jeg er på SU. Blandt andet kommer jeg ikke til tandlæge, før jeg er færdig med skolen om et års tid. Og jeg går glip af en del ungdomsfestligheder, fordi Taiki ikke skal være for meget alene og der ikke er andre hjemme, til at holde ham med selskab.

 

Da jeg mødte min nye kæreste, var der risiko for, at han var allergiker. Fra start af gjorde jeg det klart, at Taiki ikke blev fravalgt. Så jeg kunne have risikeret, at stå med knust hjerte, på grund af min hund.

 

 

Jeg vil ikke pådutte andre, at de skal handle eller prioritere som jeg. Jeg ved godt, at min indsats over for Taiki og hans problemer, og at jeg har baseret endog ret vigtige valg, på hans trivsel, er "above and beyond" hvad man normalt kan forvente eller kræve af en hundeejer.

Men jeg elsker ham.

Jeg ved ikke, om jeg elsker ham lige så højt som et barn, for jeg har ikke børn endnu. Men jeg tror, at det er meget tæt på. Jeg ville tage en kugle for ham. Og han er min aller-aller-aller-ALLER bedste ven.

 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne vurdere, hvad der er rimeligt, når jeg samtidig ved, at min egen måde at tænke hund på, er så omsiggribende og omfattende, at de færreste reelt kan være med. Jeg er Crazy Dog Lady, ikke på den sjove måde, men den lidt mærkelige måde, hvor det bliver lidt for meget. Og når jeg er denne her person, så ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om tingene. Mit eget syn på hundehold er på en anden planet, sammenlignet med folk, der f.eks. opgiver hunde, fordi de knurrer lidt hvis man piller dem et ømt sted eller hvis de ikke finder sig i alt hvad børn byder dem.

[PBC]

Men Louisen, gør du det ikke også fordi du kan lide projektet - altså et eller andet sted har oplevelse, værdi og glæde ved at gøre det? Jeg tror du tilhører den kategori, som har et omsorgsgen som omfatter også hunde og derfor om end man må lide afsavn osv. stadig ikke opfatter det primært som belastende og surt.

 

Sådan tror jeg bestem ikke alle har det. Og det gør jo en kæmpe forskel.

 

Eller er jeg helt galt på den?

[Ninjamor]

Jeg tror du har fat i noget meget væsentligt her. Og jeg tror det er her en del af konflikterne opstår. En del hundeejere, jeg selv incl. betragter ikke hunden som et "næsten menneske". Et værdifuldt medlem af familien ja, men stadig et dyr - en hund, som ikke pr definition har samme værdi i humanistisk forstand som et menneske, men som et højerestående dyr, med de etiske/moralske rettigheder et sådan dyr har. Dette er jo også i tråd med lovgivningen, hvor hunde beskyttes af dyreværnslovgivning mv.

 

Problemerne opstår, hvis "den ene gruppe" skal måles med en moralsk/etisk målestok som er defineret af "den anden gruppe", som betragter hunde som "næsten mennesker" med næsten samme rettigheder til behandling osv. som mennesker. Den målestok vil altid få "den ene gruppe" til at fremstå som barbarisk, hård, kold eller inhuman, hvilket forekommer mig at være urimeligt.

 

Som sagt - godt indspark i debatten Ninjamor. Det giver eftertanke, synes jeg, og forståelse for, hvorfor vi er så grundlæggende uenige herinde sommetider.

 

Lige en fodnote: Jeg betragter ikke hunde som "næsten" mennesker, men som hunde, en anden art - et dyr.

Når dette så er sagt, er der ikke stor forskel på den omsorg en hund, kat eller menneske får her i familien, nemlig at der altid ses på den enkeltes behov både generelt og i den aktuelle situation.

 

At menneskeliggøre hunde ligger ikke til mig, men jeg kan sagtens trække paralleller mellem hunde og menneskers reaktionsmønstre og følelser, for de er ret ens.

Mht. rettighed til behandling, så mener jeg, at når man har taget et dyr til sig, så er man ansvarlig for at dyret får den nødvendige behandling ved sygdom og ved adfærdsproblemer, der som regel er menneskeskabte på en eller anden måde og jeg mener såmænd også, at dyret har ret til det etisk set.

 

Udover det, så ved jeg ikke hvilke problemer, du mener der opstår, ved at man har forskellig grundholdning til hunde?

[Miss_M]

Det er en frygtelig svær debat, for det kommer jo meget an på hvilke ressourcer man selv ligger inde med og hvilke ressourcer der gemmer sig i hunden.

 

Startede jo selv ud med en problemhund, som skulle omplaceres for anden gang.

Han havde issues som skulle arbejdes med, men der gemte sig en helt fantastisk hund under den der udfarende facade og han endte da også med at deltage i DM i lydighed.

 

Havde jeg nu fået en helt normal og velfungerende cavalier, som vi egentlig havde planlagt, så havde jeg nok aldrig fået smag for hundesport og træning, på det niveau jeg er på nu.

 

Så det kan være utroligt givende på mange forskellige niveauer, at gå i kast med en hund som ikke er velfungerende.

 

Men der er grænser.

Jeg ville pt. ikke have overskuddet til en problemhund, da sporten og træningen fylder så meget, at en hund er nød til at kunne begå sig i det miljø jeg bevæger mig i.

Der er ganske enkelt ikke tid til at tage hensyn til specielle behov og samtidig imødekomme de hunde jeg har i forvejen.

 

Så jeg synes alt er så subjektivt at det må handle om at kigge på hvad man kan tilbyde og om livskvaliteten for hunden og en selv står mål med den process man skal igennem.

Som Lonni skriver, så gør det ikke ondt at dø.

Tilgengæld er det umuligt at forklare en hund, hvorfor den skal have smerter, igennem et længere behandlingsforløb med operationer osv.

Så det må hele tiden bero på en afvejning om udsigterne til ordentlig livskvalitet for både hund og menneske opvejer forløbet man skal igennem.