Hop til indhold

Brugsegenskaber - kan det gå for vidt?


Recommended Posts

Jeg kunne godt tænke mig en debat om brugsegenskaber hos jagthunderacerne. Jeg synes jeg ser en del jægere, der kan have lidt svært ved at magte nogle af hundene. De er gode til at søge hjælp, og det er bestemt langt fra alle, der anvender hårde metoder så jeg har længe gået og summet lidt over om, der kunne være andre ting, der spiller ind? Jeg ved ikke meget om jagt, men jeg ved, at der er mange herinde, der gør, så jeg håber, at I kunne spille ind med jeres meninger og erfaringer. Min hensigt er ikke at sige noget dårligt om hverken jagt eller jagthunde. Jeg er nysgerrig på at vide mere

 

Fra hesteverden ved man, at nogle af linjerne/racerne er blevet så forædlede i deres egenskaber, at de stort set er blevet uhåndterbare for almindelig lægmand at omgås. Jeg passede fx på et tidspunkt ægyptiske arabere - de var meget svære at omgås pga deres intensitet og hurtige reaktioner. Noget man havde fået med i avlen sammen med forædlingen. Mange af dem kunne et almindeligt menneske ikke ride, da det var for farligt pga hestenes tænding. Jeg har også arbejdet på en travbane, hvor nogle af derbyhestene slog benene så hårdt ned i jorden, at de kunne brække dem i adranalin og tænding, og disse heste var også tændte så de stod helt oppe under loftet af og til.

 

Ikke dem alle, men visse linjer.

 

Jeg har bemærket, at en del jagtfolk har problemer med højt kørende hunde. LÆKRE hunde, absolut, men de piber, er utålmodige på posten, svære at få ro på, når de først tænder og tygger måske på vildt osv. I kender de her problemer sandsynligvis. Kunne det tænkes, at nogle af disse hunde er blevet "for forædlede" som hestene? Eller spiller andre ting snarere ind?

 

Jeg synes bare, at flere af disse hunde virker som en endda meget stor mundfuld at stå med for en almindelig jæger, og måske en ny. Hvad tænker I andre om dette? Er hundene blevet for dygtige eller har man fået noget andet med, som gør dem sværere at træne/nå?

 

Måske kunne debatten udvides til andre brugshunderacer også - måske ser I problemerne her eller måske har I andre forklaringer, som man kunne overføre på jagthundene? Måske ser I dem ikke - så kunne det være spændende at høre om man bevidst arbejder imod at nå "over grænsen" i avlsarbejdet?

 

Jeg håber jeg gør mig forståelig. Jeg har ikke nogle svar, men jeg synes bare, at det kunne være en spændende debat at høre lidt om.

 

Sidst jeg stod for en gruppe jagthunde tænkte jeg bagefter, at det måske var på tide at selektere lidt på nogle andre ting også - trods alt skal sådan en hund jo fungere i et hjem/dagligdag 99 % af dens liv. Jagtdelen udgør forsvindende lidt. Og hvis de er så stressbare, så kan det være svært uanset gode intentioner.

 

En anden mulighed er naturligvis, at nogle folk vælger hund over evne?

 

Ja jeg vil rigtig gerne høre, hvad andre tænker og ser?

 

Helst i en sober tone, da jeg ikke tror på, at man når ret langt ved at rakke folks avlsarbejde eller træninsgmetoder ned. Jeg oplever også jægere af den virkelig gamle skole opsøge mig - og folk opsøger altså ikke hjælp, hvis de er dårlige mennesker, der ikke kan lide hunde - samtidig kan jeg se, at langt de fleste i dag anvender positive metoder - især de yngre jægere bliver jeg rigtig glad for at opleve med deres hunde. Så håber vi kan få en debat om det med brugsegenskaber eller eventuelle andre årsager, som kan gøre os lidt klogere :) Jeg er i hvert tilfælde så nysgerrig på disse ting, da det er et område, som jeg ved meget lidt om

Link til indlæg
Del på andre sites

Ps. En jæger jeg kender har en kleiner, der ryger helt op i tænding bare den ser jagttøjet. Hun udvander triggere, beroliger, belønner, indlære gradvis - jeg kan ikke se denne jæger gør noget galt, men hunden er simpelthen bare så stressbar, at den næsten er uegnet til det, som den egentlig er købt til. Forleden sagde hun til mig de ord, der satte disse tanker i gang:

 

"Din gamle hund Hugo, som var den her gadehund uden jagtinstinkt overhovedet, ville måske havde været nemmere at træne op til at kunne øvelserne, der indgår i en jagt og medbringe end min fint avlede hund"

 

Naturligvis sagt i afmagt og sat på spidsen, men måske hendes ord kan beskrive lidt om, hvad det er jeg gerne vil debattere. For en hund kan vel sagtens lære øvelserne - vente på post, hinter apportering osv osv - og så være ikke stressbar fordi den netop ikke er fremavlet til jagt... og så ville sådan en hund MÅSKE være nemmere for nogle folk at eje og have med samt eje til dagligt? Ja jeg ved det ikke. Hvad siger I andre om disse ting?

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg synes det er et udmærket emne at tage op. Der er jo heldigvis ved at komme lidt mere opmærksomhed omkring de mange problemer af helbreds- og adfærdsmæssig art, der følger med ensidig eksteriøravl. Og det er heller ikke utænkeligt at brugsavlen i visse tilfælde har uheldige konsekvenser.

 

For mit eget vedkommende er det længe siden jeg konkluderede at at Border Collie ikke er en race for almindelige mennesker, og det tror jeg faktisk at en del BC ejere vil give mig ret i.

Jeg har set rigtig mange understimulerede BC'er, der nærmest opførte sig løver i bur hjemme i ejerens stue, og kom de udendørs løb de rundt og snappede gæster og børn i hælene.

Racens intensitet og arbejdsiver er skabt til et helt andet liv end det, en almindelig familie kan tilbyde. Men læg så det sammen med den avl, der i de seneste år har været meget målrettet mod højtydende sportshunde, så går det da helt galt!

 

I jagten er der "Formel 1" Labrador. Jeg har gået til træning med sådan en, og den stakkels mand, der havde anskaffet den for at få en hund af "gode linier", anede virkelig ikke hvad han var gået ind til. Hunden løb i bogstaveligste forstand i cirkler om ham konstant.

 

Hvis hundenes instinktive adfærd er sådan, at det går ud over deres livskvalitet, så er det vel et problem?

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg kender også en med en border, og hun siger, at hvis hunden er "hurtigere end ejeren" så frustreres hunden og ejeren og de matcher ikke.. Det passer meget godt med de ting, du siger her.

 

De fuldblodheste jeg kendte ville aldrig egne sig hos en almindelig ejer. De var livsfarlige nogle af dem. De var avlet på fart, tænding og udseende. Smukke dyr. Men hold da op... Den mindste lyd, så kunne de finde på at smide sig ned i boksene. Alle hestene i samme stand. Det synes jeg er lidt over grænsen

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg skal se om jeg kan holde mig på måtten (ellers er folk velkomne til at give mig en røffel), men jeg mener (som jeg også har sagt mange gange) at det værste der kan ske for en race er at den bliver delt i udstillingslinje og brugslinje, for der hvor udstillerne glemmer at få egenskaberne med, glemmer brugsfolket alt om udseendet og at alt ikke kun handler om fart. Opdrætterne der forsøger sig på midten får sat sig midt imellem 2 stole for de kan selvfølgelig og desværre aldrig være med helt i toppen, hvilket medfører at de efterhånden forsvinder. At se enøjet på tingene er aldrig godt, næsten uanset hvad man ser på.

 

Personligt er jeg meget spændt på/ frygter også lidt hvordan racerne opfører sig om 20 år, for det er da godt nok gået i den forkerte retning de sidste 20, og det gælder både udstillings-/ og jagtlinjer.

Link til indlæg
Del på andre sites

Det er kompliceret.

 

man skal ikke lave "sportshunde" "elitehunde" "ensporede hunde" og man skal heller ikke lave "udstillingshunde", man skal lave brugshunde.

men brugshunde i bred forstand

 

Hunde der kan bruges til "Gårdhund"

Hunde der kan bruges til "Jagthund"

Hunde der kan bruges til "Hyrdehund"

Hunde der kan bruges til "Servicehund"

Hunde der er perfekte "familiehunde"

osv. - du kan selv fortsætte listen

 

Fælles for hundene er at de skal være rare at omgås, have en godt temperament, at de skal kunne slappe af, at de skal kunne fungere perfekt i familien, at de skal være sunde og raske og helst opnå en høj alder uden at få særlige helbredsmæssige problemer.

 

Der hvor det går galt er når sporten og konkurencen overskygger alt andet. så er det faktisk ligegyldigt om det er jagt-hunde-konkurencer, Udstillinger, Rally eller Agility - tror jeg. tror fordi jeg egentlig kun har reelt kendskab til udtillliingshunde og jagthunde og der går det galt når den ensporede konkurencehund er det eneste der avles efter.

Link til indlæg
Del på andre sites

Mange af disse hunde jeg ser er både et problem træningsmæssigt, på jagterne, hvor de kan ødelægge en jagt eller skade vildt samt derhjemme i dagligdagen, hvor de rigtig trives. De kører meget meget højt i tændingen og der er utrolig meget stress - og stress kan jo som bekendt give en lang række andre bivirkninger.

 

For at nævne nogle:

- aggression, kortluntethed mod andre hunde

- Ukontrolleret adfærd i og omkring hjemmet (hopper op, napper i folk, ingen impulskontrol, stikker af osv osv)

- Øget sensitiv over for lyde fx samt andre stimuli i miljøet

- Konstante småreparationer pga et svækket immunforsvar = dyr i drift

- Dårlig fordøjelse

- Nedsat reproduktionsevne

- nedsat indlæringsevne - nedsat præstation

 

 

ja listen er lang. Men det er da alvorlige ting at stå med som ejer uanset niveau og ambitioner

 

Samtidig ser jeg en stor frustration og stress hos mange af ejerne, fordi de oplever, at "intet virker". Jeg kan godt forstå, at nogle til sidst i afmagt river hunden omkuld og råber af den - også selvom det kun stresser en stresset hund endnu mere, men det er jo virkelig opslidende

 

Er der nogle racer/linjer, hvor man ser dette oftere?

 

Jeg synes - helt uden at have en dyt at have det i andet end jeg har set en del - at nogle kleinere og spanielstyper kører for højt til at mange kan magte det - selv dygtige folk, mens Weimeraneren fx virker som en gennemført fornuftig hund på dette plan selv om den har en masse at give. Jeg har til dato kun set weimeranere med veludviklet slukknap. Kan andre genkende dette? Labrador og Retriever synes jeg også virker afbalancerede. Kan I genkende dette eller er det et tilfælde, at jeg har set disse racer på denne måde indtil nu?

 

Det er jo fint at have eustress, mens distress er noget skidt. Der er forskel på om hunden i arbejdet frigør adrenalin og glykosereserver eller kortisol - og hvis den frigør det sidste - om den så kan falde ned ind imellem. Fra andre undersøgelser ved man, at dette er målbart. Hvis man fx domesticere et dyr, så får de mindre binyrer pga stresstærsklen flyttes

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg synes - helt uden at have en dyt at have det i andet end jeg har set en del - at nogle kleinere og spanielstyper kører for højt til at mange kan magte det - selv dygtige folk, mens Weimeraneren fx virker som en gennemført fornuftig hund på dette plan selv om den har en masse at give. Jeg har til dato kun set weimeranere med veludviklet slukknap. Kan andre genkende dette? Labrador og Retriever synes jeg også virker afbalancerede. Kan I genkende dette eller er det et tilfælde, at jeg har set disse racer på denne måde indtil nu?

Egentlig synes jeg ikke der er noget med münsterländere (den store virker mere rolig og afbalanceret). De fleste ft'ere er ganske ustyrlige for deres ejere og om de bliver brugt til jagt er ligegyldigt. En del af dem er oven i købet kællingehunde. Golden og labber synes jeg kun der er problemer med hanhundene,.. de er tilgengæld også som regel til at sende en str. 39 efter når man har tæve.

 

Skal lige tilføje at på nær retrieverne, så er mine observationer ikke fra træningssituationer, men daglige møder på fritløbsområder.

 

Det er jo fint at have eustress, mens distress er noget skidt. Der er forskel på om hunden i arbejdet frigør adrenalin og glykosereserver eller kortisol - og hvis den frigør det sidste - om den så kan falde ned ind imellem. Fra andre undersøgelser ved man, at dette er målbart. Hvis man fx domesticere et dyr, så får de mindre binyrer pga stresstærsklen flyttes

 

Nu hvor du lige er inde på stress, så husker jeg en undersøgelse om skadelige stresshormoner lavet i en stor virksomhed. Alle medarbejderne fik taget blodprøver og fik deres niveauer målt og det viste sig faktisk at dem længst nede i organisationen havde de højeste værdier, af den simple grund, at de ikke havde nær samme mulighed for at påvirke deres egen situation. Overført til hunde, er jeg sikker på at en hund der er vant til, ikke at få lov til at tage initiativer i dagligdagen, altid kun må hvad den altid må (og derfor ikke lærer at den kan "spørge" om lov) eller er vænnet til at alt er forbudt med mindre det bliver tilladt, har et generelt højere stressniveau end hunde der ikke kun ligger og er passive indtil de får en ordre. Og den slags hunde er jeg ked af at sige (for nu får jeg nok startet noget af det du ikke ønskede i tråden), ofte er at finde hos jægere eller hos folk der har hund som et redskab.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har jo hende her: DKCH, DKJV'13, DKV'13, DEVDHJCH, DEJCH (Klub), HerbstJugend Siegerin'13, BundesJugend Siegerin'13 BundesSiegerin'14 HerbstSiegerin'14 , hun har klaret begynder mark prøven (ikke så svært), men er en knag til apportere, men det bedste er at hun forstår, at når hun får en opgave, så bliver hun ved til den er klaret, vi skal snart til apporterings prøver, Vand/slæb, og jeg regner med den udvidede apporteringsprøve når den anden er bestået, hun elsker mennesker er rar ved andre hunde, hun er fantastisk skøn at træne og er i det hele taget bare god til det jeg laver med hende, hendes mor er ligesådan, jeg kom bare aldrig rigtig i gang med hende.

Det er nogle ting jeg vil bibeholde i opdrættet, + det at de er tændt på fugle, og deres vildtfinder evner er supergode. Det er hunde der ikke er så højt i tændingen som mange andre, og det elsker jeg, de kan bo hos "almindelige" mennesker, der ikke er trænings nørder.

Jeg nyder at have hunde der ikke er opdelt (endnu) i udstilling/jagt/prøver, at de kan klare sig i begge discipliner. Det kan godt være at racen ikke er en "rigtig jagthund" i manges øjne, men det er en hund der kan trænes af nærmest alle, de kan fungere hos mange typer familier, og være en god stabil jagt kammerat, uden at skulle være den der løber hurtigst, stresser mest, eller er "skarp".

Jeg er startet på jagthunde træning i den lokale jagtforening, og der er en del, der har hunde som de måske nok ikke skulle have haft, fordi at man gerne vil have "jagtmaskiner", men det er at skyde over målet, hvis man ikke vil/kan bruge den tid det tager for at få trænet dem ordentligt. Det er meget populært at have lynhurtige labradorer og ft. springere, fordi at det er sådan nogle at de andre har (selvfølgelig ikke alle). Men det er måske racer, der skal overlades til dem der virkelig vil bruge tid på træningen.

Men den er jo også svær, for der er jo individuelle forskelle inden for racerne, men jeg synes at det er vigtigt, uanset hvilken race man vælger, at gøre sig klart hvad man vil med den, og om man har tiden til at aktivere den, og måske ikke skyde over målet, ved at ville have den lynhurtige sorte labrador, eller den vildt tændte springer. Måske erkende at det er en anden type hund der passer til en.

Jeg har for øvrigt haft (har den ene endnu) 3 münsterlændere, ingen af dem har været stresset, eller hængt i gardinerne hvis de ikke lige blev aktiveret, men skarpe har de været, og det har jeg ikke behov for, så det blev en anden race.

9227323_orig.jpg

IMG_9230 (Large).jpg

Link til indlæg
Del på andre sites

Det kan nok ikke overraske nogen, at jeg er meget begejstret for mine brugshunde. FT Spaniel er en skøn race at arbejde med, hvis man altså erkender at det er en race med stort potentiale. Det betyder også, som for andre racer med stort potentiale, at de kan udvikle sig uheldigt, hvis ikke ejeren er kompetent og har tid og lyst til at forstå ar arbejde med racen.

 

Betyder det så at man har avlet for meget udelukkende på brugsegenskaberne? Jeg synes nogen avlere går for meget op i at lave hunde der primært skal kunne vinde markprøver. Men da markprøverne jo foregår som praktisk jagt, fastholder man jo også i høj grad jagtegenskaberne på den måde. Problemet er, at man avler meget tæt på en "usynlig grænse", hvor hundene står så højt i tænding, at nogen hunde kammer over samt at det kan resultere i hunde som kan være en udfordring for den almindelige jæger. Derudover skal man også vurdere om den kortvarige meget høje hastighed, bliver på bekostning af evnen til at gå en hel dag, samt at de går så hårdt på terrænet, at de skader sig selv. Man skal finde grænsen og holde sig på den rigtige side.

 

Maggie er valgt efter en far som er sej, stærk og lidt hårdere at arbejde med, mens moderen er efter meget trænbare og stilfulde hunde. Jeg håber at få en fantastisk jagthund, som også vil kunne bestå (ikke nødvendigvis vinde) markprøver.

 

Og så er det jo bare hunde, som altid gider arbejde med mig. Altid parate og altid glade.

Link til indlæg
Del på andre sites

En politimand fortalte engang noget om riesenschnautzere, som han mente var blevet for overgearede. På det tidspunkt var der kun én riesen i tjeneste hos politiet -en for meget efter hans mening. Problemet er at de kører totalt op i adrenalin når/før de skal til at arbejde, så de skal bruge alt for meget tid på at falde så meget til ro på et arbejdssted til de faktisk kan koncentrere sig om det der skal laves. Til sammenligning fotalte han at ordentlige schæfere og rottweilere er klar til at gå i gang lige så snart de kommer ud af bilen.

Link til indlæg
Del på andre sites
Det er kompliceret.

 

man skal ikke lave "sportshunde" "elitehunde" "ensporede hunde" og man skal heller ikke lave "udstillingshunde", man skal lave brugshunde.

men brugshunde i bred forstand

 

Hunde der kan bruges til "Gårdhund"

Hunde der kan bruges til "Jagthund"

Hunde der kan bruges til "Hyrdehund"

Hunde der kan bruges til "Servicehund"

Hunde der er perfekte "familiehunde"

osv. - du kan selv fortsætte listen

 

Fælles for hundene er at de skal være rare at omgås, have en godt temperament, at de skal kunne slappe af, at de skal kunne fungere perfekt i familien, at de skal være sunde og raske og helst opnå en høj alder uden at få særlige helbredsmæssige problemer.

 

Der hvor det går galt er når sporten og konkurencen overskygger alt andet. så er det faktisk ligegyldigt om det er jagt-hunde-konkurencer, Udstillinger, Rally eller Agility - tror jeg. tror fordi jeg egentlig kun har reelt kendskab til udtillliingshunde og jagthunde og der går det galt når den ensporede konkurencehund er det eneste der avles efter.

 

 

Den tilslutter jeg mig :5up:

 

 

Har ikke en bjælde forstand på jagt racerne.

Men ved at indenfor bc'en så er der desværre en tendens til at avle hunde, der står så højt i tændingen, at de ikke kan gå en dag uden at lave noget og som næsten ikke er til at arbejde med for den alm. hundeejer.

 

Og selvom bc'en er og skal være en hurtig, udholdende og aktiv arbejdshund, så skal det stadigvæk være en hund der har en god "slukknap" og som kan arbejde uden at tabe hovedet.

 

Det er der rigtig mange der ikke kan....... Når en lidt over gennemsnitlig dygtig og aktiv hundefører, der har sat sig ind i racen, har store udfordringer med at håndtere og få en fornuftig hund ud af visse linjer, så er det virkelig gået for vidt imo.

Indenfor bc'erne er det netop hunde der er avlet til "sport" og ikke som "brugshunde" der er de her udfordringer med.

Link til indlæg
Del på andre sites

[ATTACH=CONFIG]126484[/ATTACH] [ATTACH=CONFIG]126485[/ATTACH]

 

Jeg ved godt det er totalt off topic, men...

 

Vil du godt love mig en ting?. At du holder din kæft hvis hende dér nogensinde skal have hvalpe. Jeg havde faktisk lovet mig selv at jeg aldrig skulle have spaniel igen, men med det du fortæller og det fjæs på billedet. Aiii jeg er solgt,... det vil jeg skide på. :lun::lun::lun::lun: Puha, der burde være en lov der forbød indlæg som dit, Drentsche. :lol: Det forvirrer sgu mit hoved.

Link til indlæg
Del på andre sites
Når en lidt over gennemsnitlig dygtig og aktiv hundefører, der har sat sig ind i racen, har store udfordringer med at håndtere og få en fornuftig hund ud af visse linjer, så er det virkelig gået for vidt imo.

De allerfleste hunde bliver "til at snakke med" = dødtrætte af en svær eftersøgning eller et indviklet spor - efter min erfaring. Bare for også lige at få dét med. :vuf:

Link til indlæg
Del på andre sites
Jeg har bemærket, at en del jagtfolk har problemer med højt kørende hunde. LÆKRE hunde, absolut, men de piber, er utålmodige på posten, svære at få ro på, når de først tænder og tygger måske på vildt osv. I kender de her problemer sandsynligvis. Kunne det tænkes, at nogle af disse hunde er blevet "for forædlede" som hestene? Eller spiller andre ting snarere ind?

 

Flere ting har været nævnt i tråden allerede. en del er jeg absolut enig i.

 

Men det skal lige siges, at rigtig mange jægere der har hund, har reelt et produkt der er et resultat af whatever-parring.

Blandinger af alt muligt mærkeligt, såvel som noget der er købt som renracet, men som, når man ser dyret arbejde, absolut ikke er det.

Ligesåmange jægere har ikke købt "over evne, men snarere bare købt forkert, og får heller ikke startet rigtigt op, og det bider dem i røven ganske få måneder senere.

Endnu flere for startet forkert op, på den måde at de er alt for tidligt igang med hunden, og har alt for travlt med at nå det hele.... Og det bider dem i dén grad i røven senere. (der er en grund til at unghundemestrene, i reglen forsvinder fra jordens overflade når de når den alder hvor de rent faktisk skulle kunne bruges fuldt ud og hele tiden!)

Men det er en blanding af dels at man ikek helt forstår hvornår en hund er klar til hvad og hvor meget, samt tidens trend, hvor det man køber i dag, helst skulle bruges i morgen. Der er ikke mange der tænker over at hunden egentlig ikke er klar til så satans meget før den er 2, måske endda tættere på 3 år.

 

Jeg synes bare, at flere af disse hunde virker som en endda meget stor mundfuld at stå med for en almindelig jæger, og måske en ny. Hvad tænker I andre om dette? Er hundene blevet for dygtige eller har man fået noget andet med, som gør dem sværere at træne/nå?

Sidst jeg stod for en gruppe jagthunde tænkte jeg bagefter, at det måske var på tide at selektere lidt på nogle andre ting også - trods alt skal sådan en hund jo fungere i et hjem/dagligdag 99 % af dens liv. Jagtdelen udgør forsvindende lidt. Og hvis de er så stressbare, så kan det være svært uanset gode intentioner.

EN jagthund der ikke er yderst stresstolerant, ikke kan holde kæft, ikek kan finde ro, og alt det andet mange har så travlt med at skyde jagtlinjerne i skoene, kan ganske enkelt ikke brugespå hverken jagt eller markprøver. Heller ikek for den knap så ivrige hundemand. Det er ødelæggende og irriterende for alle, ikek blot hundeføreren.

Og en sådan hund er ikke at finde i jagtregi, eller jagtlinje-avl. SKulle en sådan hund dukke op, udgår den også ret hurtigt igen. På jagt, fordi ingen inviterer sådan en hund igen, på prøver fordi sådan en hund bliver diskvalificeret aldeles omgående.

Men jeg støder tit på dem rundt omkring på jagterne, det gør jeg da. Sært nok aldrig med tavle på, for retrievernes vedkommende, og sjældent mere end én gang.

 

Tværtimod er det, igen for retrievernes, vedkommende, hundenes egenskaber som apportører, der gør dem så velegnede og tilpasningsdygtige til alt muligt andet. Der er bare ikek så pokkers meget der rent faktisk avles med dette for øjet.

Og så er der en helt anden problematik omkring labberne og jagtlinjerne dér: de er ved at blive FOR bløde. De skal være bløde, men i Danmark er det ved at kamme over og være liiidt for meget af det gode. Heldigvis er nogle af opdrætterne af ordentlige jagtlinjer, også udmærket klar over dette.

 

 

Det største problem træningsmæssigt, er at folk har alt for travlt med at få deres hunde klar. Og dét alene, giver sig udslag i rigtig mange, hvis ikke alle, de problemer der oftest nævnes. Og det har intet med linjerne bag hunden at gøre.

  • Like 1
Link til indlæg
Del på andre sites
De allerfleste hunde bliver "til at snakke med" = dødtrætte af en svær eftersøgning eller et indviklet spor - efter min erfaring. Bare for også lige at få dét med. :vuf:

 

Ehhh.... Jo....

 

Men det skulle sørme da ikke være nødvendigt at gå et langt spor eller løbe en eftersøgning hver eneste dag, eller inden lydigheds/AG/rally træning, for at hunden ikke står så højt i tændingen at den slår hjernen fra, eller ikke kan slappe af derhjemme?

Link til indlæg
Del på andre sites

"Jeg har også arbejdet på en travbane, hvor nogle af derbyhestene slog benene så hårdt ned i jorden, at de kunne brække dem i adranalin og tænding, og disse heste var også tændte så de stod helt oppe under loftet af og til."

 

nu har jeg arbejdet med travheste i 20 år og det har jeg ligegodt aldrig oplevet. Selvfølgelig er der tænding på en væddeløbshest. Men det er kun træningen der for dem til at stresse. Travheste er faktisk meget rolige og fornuftige avlsmæssigt set. Ellers kunne de slet ikke holde hovedet koldt i løb og med den træning de udsættes for.

 

Nu kan jeg kun udtale mig om den BC jeg har. Han er hyrdelinjer. Og han kører ikke for højt herhjemme. Han er faktisk meget stille og rolig også når løbende børn leger, gæster kommer på besøg osv. Agility og ffårehyrdning får ham voldsomt tændt. Han er dog hurtigt nede igen når han ikke er på.

Men vil faktisk sige at dsg'en er mindst lige så aktiv.

 

Jeg har så hørt om en del der har store problemer med BC både sportslinjer og hyrdelinjer så meget mere fokus på et godt temperament kunne være ønskeligt

Link til indlæg
Del på andre sites

Apropos travheste, så har jeg også arbejdet med sådanne i sluttresserne. Alt var ro og idyl. jeg kan ikke genkende noget af det trådstarter fortæller. Men da min datter var i praktik på travbanen i 90'erne berettede hun om meget stressede heste. Avl eller miljø? Aner det ikke.

 

Jeg har ikke det store kendskab til jagt, men har i træning, og til daglig, mødt alt for mange labrador og goldenhanner som kører i alt for højt gear og stresser over tæver, andre hanner og hvad ved jeg. En del af disse er ikke egnede som familiehunde i ukyndige hænder. En del tolererer ikke en afvisning fra andre hunde, tæver som hanner og vil ikke finde sig i en tilrettevisning fra ejer og er vanskelige at opdrage og træne.

Labtæver oplever jeg desværre mere og mere som superbløde og som tager tingene for nær.

 

Da mit berøringsfelt er meget bredt, tænker jeg, at det er avlen den er gået galt med.

Link til indlæg
Del på andre sites

Labtæver oplever jeg desværre mere og mere som superbløde og som tager tingene for nær.

Udstillingshundende ja, det er også min opfattelse. På den anden side synes jeg at jeg møder jeg flere og flere jagtlabbe tæver der er lidt skarpe i det og som er ret ressourceforsvarende overfor ting der kan bæres.

Link til indlæg
Del på andre sites
Det er kompliceret.................

 

brugshunde i bred forstand

 

Hunde der kan bruges til "Gårdhund"

Hunde der kan bruges til "Jagthund"

Hunde der kan bruges til "Hyrdehund"

Hunde der kan bruges til "Servicehund"

Hunde der er perfekte "familiehunde"

osv. - du kan selv fortsætte listen

 

Fælles for hundene er at de skal være rare at omgås, have en godt temperament, at de skal kunne slappe af, at de skal kunne fungere perfekt i familien, at de skal være sunde og raske og helst opnå en høj alder uden at få særlige helbredsmæssige problemer.

 

Helt enig. Jeg tror at vi har kigget for meget på resultater i stedet for at se på den hele hund som også fungerer når den ikke løser opgaver.

Arbejds-/brugsprøver kan være et godt hjælpemiddel i en avl, men de fortæller ikke alt om hvordan hundens temperament og fysik er.

 

En god arbejdshund skal kunne slappe af, når der ikke er opgaver og det er det meste af dens liv.

Link til indlæg
Del på andre sites
Ehhh.... Jo....

 

Men det skulle sørme da ikke være nødvendigt at gå et langt spor eller løbe en eftersøgning hver eneste dag, eller inden lydigheds/AG/rally træning, for at hunden ikke står så højt i tændingen at den slår hjernen fra, eller ikke kan slappe af derhjemme?

Næ, blot et par gange om ugen. Og så skulle sociale hyggestunde, gode skovture og den "almindelige" træning ellers være nok til at holde en hund tilpas og glad. Ellers er der da noget galt?

Link til indlæg
Del på andre sites
Næ, blot et par gange om ugen. Og så skulle sociale hyggestunde, gode skovture og den "almindelige" træning ellers være nok til at holde en hund tilpas og glad. Ellers er der da noget galt?

 

 

Det var jo så der jeg vil hen - For det er jo netop det der er problemet med nogle af de her hunde.

Det er jo netop ikke nok :blink:

 

Og det burde det i den grad være.

Link til indlæg
Del på andre sites

Er der ikke stor forskel på at "stå højt i tænding" og så på at "kræve meget aktivering".

 

Stå højt i tænding opfatter jeg som hunde der har det svært med selvkontrol. Svært ved styre Deres egne drifter og instinkter. Det kan komme til udtryk ved stor uro når de skal sidde stille mens andre hunde arbejder. hunde der tænder helt af når der kommer gæster. Det giver sig ofte udtryk i overdreven aktivitet i visse situationer eller meget lyd.

 

En hund som kræver meget aktivering, bliver rastløs og urolig, hvis ikke den med mellemrum får lov ar arbejde.

 

En rigtig avlet og trænet brugshund står passende højt i tænding, så den har tænd/sluk evne/kompetance og den kan og vil gerne tage rigtig meget aktivering, men kræver det ikke.

Link til indlæg
Del på andre sites
Er der ikke stor forskel på at "stå højt i tænding" og så på at "kræve meget aktivering".

 

Stå højt i tænding opfatter jeg som hunde der har det svært med selvkontrol. Svært ved styre Deres egne drifter og instinkter. Det kan komme til udtryk ved stor uro når de skal sidde stille mens andre hunde arbejder. hunde der tænder helt af når der kommer gæster. Det giver sig ofte udtryk i overdreven aktivitet i visse situationer eller meget lyd.

 

En hund som kræver meget aktivering, bliver rastløs og urolig, hvis ikke den med mellemrum får lov ar arbejde.

 

Mange af de hunde jeg ser med de her udfordringer, har problemer med begge dele.

Så det virker for mig lidt som to forskellige sider af samme sag lige med de hunde jeg har set?

Det er som om det hænger lidt sammen, at de netop står så højt i tændingen at hovedet slår fra og at de så ikke kan køre ordentlig ned og at de kræver ekstremt meget aktivering.

 

En del kan naturligvis være indlært fra hvalp, at aktiveringen er skruet så meget op at det er blevet noget hunden ikke kan klare sig uden.

Om det så også kan hænge sammen med, at de er trænet så de knap kan tænke imens fordi de kører så højt, det tør jeg ikke sige.

 

Men synes bare jeg har set nogle af de her overgearede hunde, hos rigtig fornuftige mennesker som virkelig har kæmpet en brav kamp med at få bugt med det.

 

Synes jo ikke det burde være raketvidenskab og kun forbeholdt en helt særlig elite, at eje en brugshund.

Selvfølgelig skal man være interesseret i træning og aktivering, men synes virkelig ikke det burde kræve daglig eftersøgning, spor, lydighedstræning osv. bare at holde hunden fra at kravle på væggene, eller for at de kan arbejde rimelig fornuftigt.

Så er der imo gået noget helt galt i avlen.

 

De fleste brugshunde skal jo være rimelig cool, have hovedet med i det de laver og kunne slappe af når der ikke er noget arbejde.

Link til indlæg
Del på andre sites

Man kan vel sige at man skal træne brugshunde mindst lige så meget i ikke at arbejde, som i at arbejde - eller mere.

 

Jeg er ret sikker på at, hvis Maggie var havnet i en børnefamilie, med fuld knald på og en ejer/træner, som ikke forstår at bringe det kæmpe potentiale ind i brugbare rammer, kunne den godt det godt være blevet både en hund som stod for højt i tænding og krævede meget aktivering - og jo mere aktivering man gav den jo værre blev det, for kunsten er jo at lære - eller nærmere vænne hunden/hvalpen til at tage den lidt med ro, når der ikke arbejdes.

 

Mange velmenende hvalpekøbere tror, at hvis de aktiverer meget - både leger og pjatter, men også fodersøg og andre opgaver, så kan de køre hunden/hvalpen træt og så er der ro. Der sker det modsatte - de træner hunden til at kunne klare mere og mere uden at blive træt. Og bliver man ved længe nok bliver det også en hund som kræver det.

 

Vi har af og til diskuteret hvordan man håndterer hvalpe, både mht aktivering og socialisering og jeg tror begge dele er meget lette at overdrive - især hvis man er en glad og meget interesseret hvalpeejer, som har taget 4 ugers ferie og er indstillet på at bruge meget tid med hvalpen. Det skal man selvfølgelig, men god tid, hvor man sidder i lænestolen med hvalpen sovende ved siden af, er rigtig god kvalitetstid. Jeg tror mange problemer med hunde, der står for højt i tænding og kræver meget aktivering, skabes af "overinteresserede" ejere. Især rigtige arbejdshunde-racer er lette at køre for meget op, men også andre racer, som er livlige af natur.

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.



×
×
  • Tilføj...