Sygdom eller ferie når man mister en hund.

[Sitto]

Hold da op hvor er jeres arbejdspladser "menneskelige". Hvad siger de til hvis folk går ned med stress eller får en depression?.

Hvis det betyder sygemeldinger på flere måneder, så bliver man afskediget. Det samme ved fysisk sygdom som kræver måneders sygemelding uden man ved hvornår man er arbejdsdygtig igen.

 

Men jeg vil tilføje at min chef er rigtig fleksibel med alt det jeg render til dyrlæge med hundene - jeg kan få det præcis som jeg vil med at holde fri. Og der er fuld forståelse for at jeg på fredag kommer senere, fordi jeg skal aflevere Liva hos dyrlægen, og ligeledes holder fri tirsdag-onsdag, så det ligger i forlængelse af min faste fridag mandag, for at michael og jeg (forskudt) kan dække alle dagene ind med Liva hjemme, indtil stingene skal ud. Der er FULD forståelse på min arbejdsplads. Jeg hører intet andet end "Selvfølgelig! Det er jo dine små børn"

 

Så jeg er slet ikke i tvivl om at jeg kan holde fri pga man siger farvel til sin elskede hund. Det vil de have fuld forståelse for! Men jeg har intet imod at betale det selv/holde ferie. Noget for noget. Og med den enorme fleksibilitet min chef giver mig og den forståelse hun udviser for mit forhold til mine hunde, så giver jeg selvfølgelig også noget igen, og kunne derfor aldrig drømme om at bede hende om at betale fridage efter man har mistet en hund.

[Umulia]

Jeg har aldrig så meget som overvejet at tage fri i forbindelse med et dødsfald, hverken menneske eller hund. Tvært imod så synes jeg det hjælper at have noget at lave, så man ikke går helt i selvsving med sin sorg. Personligt kan jeg sagtens tilrettelægge mine tudeture, så de ikke generer andre. Det er noget, man kan lære.

 

Jeg har dog haft fri nogle gange i forbindelse med kritisk sygdom hos både hunde og andre familiemedlemmer. Der synes jeg som regel arbejdsgivere er meget forstående - f.eks. hvis et familiemedlem ligger for døden, og man gerne vil være der for vedkommende.

[Doberfan]

Jeg er meget enig med Umulia i, at det hjælper at holde sig beskæftiget. Men jeg kan også godt sætte mig ind i, at det ikke altid er muligt. Da jeg mistede Cash for en del år siden var jeg nærmest i chok-tilstand og jeg husker ikke meget mere end at jeg ikke kunne andet end at tude og erklære verden uretfærdig i rigtig lang tid. Vi var som et nyforelsket par og jeg kunne bare ikke acceptere at han var væk.

 

Men jeg har haft virkelig forstående arbejdsgivere hvad hunde angår. Da jeg stadig boede i dk og arbejdede for et rederi tøvede de ikke et sekund med at lade mig få fri (betalt) for at lede efter min hund der var blevet væk, eller at lade mig tage til dyrlæge med hende i arbejdstiden.

 

Hvis Greta døde i morgen kunne jeg godt fungere normalt og bare "dyrke" sorgen når jeg havde tid - hun har haft et langt godt liv, og det ville være acceptabelt for at sige det sådan hvis vi mistede hende. Hvis derimod Leah eller Scoop døde i morgen ville jeg tage det ufattelig hårdt og hvis jeg havde et arbejde pt ville de ikke se mig et par dage. Og hvadenten det blev betragtet som sygedage eller ferie ville være totalt ligegyldigt.

[Lenschow]

Nogle mennesker møder på deres arbejde den samme dag som de har fået aflivet deres hund. Tjah, nogle møder også ind to dage efter at have mistet et nært familiemedlem, så selvfølgelig er der forskel på hvordan man håndterer sorg. Jeg forstår ikke at nogle kan klare det, for jeg er opløst af tårer i flere uger bagefter.

 

På min arbejdsplads anerkender man ikke tabet af en hund som værende en gyldig grund for at melde sig syg, så de to gange jeg har mistet hund har jeg brugt af min ferie, men egentlig ikke følt at det var helt retfærdigt. Jeg har taget emnet op et par gange over årene og har altid stået helt alene med mit synspunkt, så jeg vil gerne vide hvordan det fungerer på jeres arbejdsplads og om I synes det er rimeligt at man ikke kan sygemelde sig fordi man har mistet en hund.

 

Jeg er mødt ind på job. Men det betyder ikke, at jeg ikke sørger. jeg sørger stadig over Hugo. Han døde i oktober sidste år

[Umulia]

Da jeg mistede Cash for en del år siden var jeg nærmest i chok-tilstand og jeg husker ikke meget mere end at jeg ikke kunne andet end at tude og erklære verden uretfærdig i rigtig lang tid. Vi var som et nyforelsket par og jeg kunne bare ikke acceptere at han var væk.

 

Det lyder lidt som da jeg mistede Chili. Det skete så hurtigt og var så voldsomt, at jeg nok nærmest var i en slags PTSD-tilstand, som varede i godt 2 år.

Jeg arbejdede og fungerede normalt, men kunne pludselig få "anfald" hvor jeg græd ukontrollabelt. Det var også en rigtig grim oplevelse

[AnjaCS]

Da min bedstemor døde var jeg uarbejdsdygtig i en uges tid. Det en ret ventet død, men kom alligevel som et enormt chok for mig. Jeg havde været på arbejde i en time da hun døde, og tog naturligvis hjem. Det var en lørdag. Mandag havde jeg fri, tirsdag ringede jeg og sagde jeg ikke kom. Onsdag var jeg på arbejde 4 timer ud af en vagt på 9 timer, hvorefter jeg kørte ud at hente min søster i lufthavnen. Da sagde min chef at det var fint hvis jeg skulle have mere fri, men jeg måtte selv sørge for at bytte mine vagter for han ville ikke bytte dem for mig længere.

Ingen af timerne gjaldt som sygdom så fik ikke løn for nogle af dem. Og var også ret ligeglad.

 

Da min kat døde arbejdede jeg et andet sted. Hun blev akut syg og måtte aflives inden jeg mødte ind. Havde sen dag, så kunne fint passe min mødetid. Fortalte om katten og min chef spurgte om jeg ville hjem igen. Det ville jeg dog ikke.

To dage senere fik jeg dog en overhaling fra en kunde og endte meget atypisk med at græde i to timer hvorefter jeg måtte give op og gå hjem. Det viste sig senere at jeg var gravid og min chef mente så at min reaktion skyldtes katten + hormoner..

 

Jeg synes både jeg har mødt stor forståelse og knap så stor forståelse..

[Louisen]

Da jeg ringede mig syg om mandagen, hvor han var død pludseligt om fredagen, var jeg stadigvæk så grådlabil, at der ingen tvivl var hos chefen om, at jeg skulle være syg derhjemme. Jeg kom dog tirsdag.Jeg er pædagog og arbejder med børn, inden for specialområder, så der kan man ikke rende og hulke.Jeg har kun været ansat steder, hvor man anerkender psykisk dårligdom på linje med fysisk sygdom. Men man får problemer ved for meget sygefravær, uanset karakteren af sygefravær.

[Ascha]

^ Lige når det sker er jeg såmænd også ligeglad om jeg skal bruge ferie eller trækkes i løn. Jeg har bestemt også fået medfølelse de to gange det er sket (mine chefer ved jo godt hvor tæt knyttet jeg er til mine hunde),.... men når jeg så tænker over situationen ud i den blå luft synes jeg faktisk det er ret respektløst, ikke at anerkende at nogle påvirkes på en sådan måde at de reelt ikke er i stand til at udføre deres arbejdsopgaver. Jeg mener, hvem kan bestemme at jeg ikke må komme i krise over at miste min hund?. Og hvem kan bestemme at det at være i krise ikke er en gyldig grund til sygemelding?. Ergo forlanger man at folk i krise møder på arbejdet og at de ellers er overladt til om chefen nu er forståelig nok til at tillade at de får en uplanlagt ferie.

 

Jeg ligger som regel hvert år under 5% grænsen, hvad angår sygefravær. Jeg arbejder om aftenen, så jeg skal aldrig have fri for at komme til tandlægen mm. Jeg har aldrig haft børn som min arbejdsplads har skulle betale omsorgsdage og barnets første sygedag til. Samtidig oplever jeg kollegaer der melder sig syge fordi de har fået trukket en tand ud (så kunne de jo have planlagt tandlægebesøget så det lå på en fridag), hovedpine (det kan man som regel drikke væk med et par glas vand og nogle piller) og i den dur. Så bliver jeg sgu sådan lidt... hmm, når systemet ikke fatter at min hund betyder det samme for mig, som et barn gør for forældre.

[søster lagkage]

^ Lige når det sker er jeg såmænd også ligeglad om jeg skal bruge ferie eller trækkes i løn. Jeg har bestemt også fået medfølelse de to gange det er sket (mine chefer ved jo godt hvor tæt knyttet jeg er til mine hunde),.... men når jeg så tænker over situationen ud i den blå luft synes jeg faktisk det er ret respektløst, ikke at anerkende at nogle påvirkes på en sådan måde at de reelt ikke er i stand til at udføre deres arbejdsopgaver. Jeg mener, hvem kan bestemme at jeg ikke må komme i krise over at miste min hund?. Og hvem kan bestemme at det at være i krise ikke er en gyldig grund til sygemelding?. Ergo forlanger man at folk i krise møder på arbejdet og at de ellers er overladt til om chefen nu er forståelig nok til at tillade at de får en uplanlagt ferie.

 

Jeg ligger som regel hvert år under 5% grænsen, hvad angår sygefravær. Jeg arbejder om aftenen, så jeg skal aldrig have fri for at komme til tandlægen mm. Jeg har aldrig haft børn som min arbejdsplads har skulle betale omsorgsdage og barnets første sygedag til. Samtidig oplever jeg kollegaer der melder sig syge fordi de har fået trukket en tand ud (så kunne de jo have planlagt tandlægebesøget så det lå på en fridag), hovedpine (det kan man som regel drikke væk med et par glas vand og nogle piller) og i den dur. Så bliver jeg sgu sådan lidt... hmm, når systemet ikke fatter at min hund betyder det samme for mig, som et barn gør for forældre.

 

men hvad ville der ske, hvis du meldte dig syg? i sidste ende må du jo gå til lægen og få en erklæring på, at du er uarbejdsdygtig. det ville jeg da gøre, hvis jeg reelt var syg af krise/sorg.

[Louisen]

Mine arbejdspladser har været ret gode til at acceptere forskellige tilgange til kæledyr. En tidl kollega på tidl arbejdsplads var sygemeldt uden problemer i to uger, da hendes hund blev kørt ned og døde. Årsagen til accepten fra både leder og kollegaer skyldtes i høj grad, at kvinden ikke kunne få børn, så hendes to hunde var substitutter, hvilket blev rummet fint af selv de kollegaer, der aldrig selv havde haft kæledyr og måske ikke helt forstod det rationelt.

 

Der er en del hønsegård i mit erhverv, men empati, sympati og rummelighed er heldigvis både værktøjer og personlige egenskaber, der ikke bare forventes men decideret kræves af os, for at kunne udføre vores arbejde kompetent. I kriser betyder det ofte en fantastisk støtte og en følelse af et socialt fællesskab der er indfølende og forstående. Det gør tendensen til fnidder og sladder til at leve med i nogen grad.

[Ascha]

men hvad ville der ske, hvis du meldte dig syg? i sidste ende må du jo gå til lægen og få en erklæring på, at du er uarbejdsdygtig. det ville jeg da gøre, hvis jeg reelt var syg af krise/sorg.

Jeg ved det ikke og jeg finder nok heller aldrig ud af det. Jeg er nemlig sådan indrettet at jeg er ret obs på ting som kan opfattes som selviske eller ukollegiale. Det er labels jeg ville have monster svært ved at have siddende på mig og derfor er det hele tiden med i mine overvejelser, at jeg i hvert fald trækker mit eget læs og ikke er årsag til ekstraarbejde for mine kollegaer. Sådan tror jeg man sikrer et godt teamarbejde, men det gør også at jeg aldrig ville kunne ringe og melde mig syg over ting mine kollegaer ikke ville se som en gyldig grund.

 

Mine arbejdspladser har været ret gode til at acceptere forskellige tilgange til kæledyr. En tidl kollega på tidl arbejdsplads var sygemeldt uden problemer i to uger, da hendes hund blev kørt ned og døde. Årsagen til accepten fra både leder og kollegaer skyldtes i høj grad, at kvinden ikke kunne få børn, så hendes to hunde var substitutter, hvilket blev rummet fint af selv de kollegaer, der aldrig selv havde haft kæledyr og måske ikke helt forstod det rationelt.

 

Der er en del hønsegård i mit erhverv, men empati, sympati og rummelighed er heldigvis både værktøjer og personlige egenskaber, der ikke bare forventes men decideret kræves af os, for at kunne udføre vores arbejde kompetent. I kriser betyder det ofte en fantastisk støtte og en følelse af et socialt fællesskab der er indfølende og forstående. Det gør tendensen til fnidder og sladder til at leve med i nogen grad.

Sådan tænker man jo at det må være når man arbejder med mennesker (du arbejder med børn ikke?). Og sådan er det også ude hos os, i hvert fald på papiret. Vi har syge og svage mennesker boende og de skal jo helst ikke udsættes for smitte, så det hedder sig at man skal blive hjemme hvis man har så meget som en bullen finger eller øjenbetændelse. Men man kan så samtidig høre lederne sige at hvis man er forkølet, så bør man kunne holde sig oprejst hvis man tager et par panodiler hjemmefra. De er trængt på økonomien jo....

[Louisen]

 

Sådan tænker man jo at det må være når man arbejder med mennesker (du arbejder med børn ikke?). Og sådan er det også ude hos os, i hvert fald på papiret. Vi har syge og svage mennesker boende og de skal jo helst ikke udsættes for smitte, så det hedder sig at man skal blive hjemme hvis man har så meget som en bullen finger eller øjenbetændelse. Men man kan så samtidig høre lederne sige at hvis man er forkølet, så bør man kunne holde sig oprejst hvis man tager et par panodiler hjemmefra. De er trængt på økonomien jo....

 

Det kommer an på, hvor hårdt man er ramt. Uanset hvad der er tale om. Det er OK at være trist, så længe man er professionel, men går man og græder, er det hjem. Det samme med sygdom: Det går nok, hvis man er lidt snottet og skidt, men har man decideret feber eller kaster op, er det også hjem.

Så det er ikke fordi man bare har grønt kort til fravær, men eks da min tidl kollega ringede sig syg pga sin hund, brød hun grædende sammen i tlf flere fange, og en så påvirket medarbejder skal ikke møde på job med højsensitive og socio-emotionelt/psyko-socialt udfordrede unger.

 

Hvis borgerne var en anden gruppe, ved jeg ikke hvor langt forståelsen rækker, men ift "mine" specialbørn er der ikke så mange gråzoner. Du må godt være trist, men ikke decideret ked af det, for så er du hårdt sagt faktisk mere i vejen end en ressource for dine kollegaer.