Farvel, kære Trold

[Gæst ThomasTBO]

Normalt møder jeg på internatet klokken 10, og normalt har jeg fri om torsdagen... men idag var ikke normal. Vækkeuret ringede to timer før det plejer, og så tog jeg afsted - min mission: at hjælpe en uforglemmelig ven over regnbuebroen.

 

Lille Trold ankom til internatet den 10.8, han havde rendt løs ude på Djursland i omkring en måned (se tråden 'who let the dog out'), hvor rigtigt mange mennesker forgæves havde forsøgt at indfange ham, men han var frygteligt, frygteligt sky og projektet lykkedes først da en anden hund blev brugt som 'lokkehund' (Trold elskede andre hunde og opsøgte deres selskab).

 

Fra starten kunne vi heller ikke komme til ham. Trold var godmodigheden selv, men flygtede skrækslagen hvis man nærmede sig. Men han havde 'noget' - jeg mærkede lige med det samme (kald det hvad I vil), at han inderligt ønskede kontakt, men bare ikke turde. Han ønskede at lære, at samarbejde, at blive 'en ven', og sådan gik det til, at den lille forskræmte Sheltie trængte helt ind i hjertet på mig. Jeg begyndte at blive flere timer efter arbejde, og brugte hvert et ledigt øjeblik på ham.

 

I starten brugte jeg leverpostej og pølsestykker, senere dåsefoder til at overbevise ham om mine venlige hensigter. Jeg sad i hans løbegård, uden at se på ham, og smed i begyndelsen godbidderne næsten en meter væk, for at han turde tage dem. Gradvist kom han tættere på, tog så forsigtigt fra min hånd og trak sig væk, så holdt han op med at trække sig væk, og en dag turde han stå og slikke mine fingre omhyggeligt rene for guf.

 

Når man åbner en låge fra løbegården, er der adgang til en lille have. Her kom Trold ud hver dag, og han begyndte at følge mig, først tøvende, men efterhånden mere målbevidst. Satte jeg mig på hug, kom han hen til mig, rejste jeg mig og fortsatte, fulgte han med igen. Han snuste mig til mig, først kun på 'ufarlige' steder som sko, bukser og jakke/trøje, men efterhånden også hænder og ansigt... og så en dag fik jeg et lille slik på næsen.

 

Jeg begyndte at prøve at klø ham lidt på brystet. De første par gange trak han sig et skridt tilbage efter få sekunder, men han begyndte snart at kunne lide det. Under hagen, på kinderne, ved ørerne... han begyndte at lægge hovedet i mine hænder.

 

Når Trold var med inde i huset, fulgte han mig som en skygge. Gik jeg på toilet ventede han trofast udenfor døren (og ville helst have været med). Gik jeg ind og han var ude, stod han og kiggede ind gennem glasruden... ventende.

 

Trold begyndte at elske min nærhed. Allerbedst var det, når jeg holdt mine hænder som en skål under hans hage og så nussede ham ovenpå hovedet med min næse :ae:

 

For godt en uges tid siden, begyndte han at bede om at blive holdt i poten! Han løftede ligeså forsigtigt den ene forpote og 'fiskede' ud efter min arm/hånd... holdt jeg hånden frem, med håndfladen op, placerede han sin pote i den. Satte jeg hånden på gulvet, duttede han den med poten, for at fortælle mig, at vi skulle holde i hånd/pote.

 

Desværre havde Trold en række håbløse odds mod sig - der er ting jeg pga. tavshedspligt ikke kan komme ind på, men vi vidste, at han overhovedet ikke var blevet socialiseret og at meget afhang af hans evne til at kunne generalisere og overføre positive oplevelser til andre end mig - her gjorde han i starten en del fremskridt, men der var for ham et stort spring fra, at kunne 'fungere' med flere mennesker omkring sig (hvilket han lærte) og så til at kunne have dem helt tæt på. Et andet problem var, at han var rædselsslagen for hundesnore. Da Falck kom med ham, havde han kastet sig panisk rundt i snoren, så jeg vidste han ikke på nogen måde skulle presses. Sidste fredag prøvede jeg så for første gang at sætte en fleksline i hans halsbånd. Han gik ikke i panik, men stod som en stenstøtte, ude af stand til at bevæge sig og kiggede bare på snoren der gik ned fra hans halsbånd. Jeg prøvede at gå et par skridt i den ene retning og lokke ham til mig... ingen reaktion, det samme når jeg gik den anden vej - han magtede ganske enkelt ikke at rokke sig ud af flækken, til trods for at snoren var helt slap. Først da jeg tog snoren af, 'kunne' han igen bevæge sig. Efter denne episode turde han i et par timer ikke følge med mig hen i nærheden af stedet og han syntes at have mistet lidt af sin tillid til mig. Heldigvis lykkedes det at få den genskabt fuldt ud i løbet af nogle timer, men det stod lysende klart, at det havde lange udsigter med at få ham ud at gå i snor.

 

Vi stod altså desværre, efter 1½ måned, med en hund, der kun havde virkelig tillid til mig, og som forøvrigt ikke kunne komme ud i snor, overhovedet. Hertil kom et par andre problemer, som bl.a. ekstreme urinmarkeringer indendøre. Han var tillidsmæssigt stagneret overfor andre og kunne heller ikke sættes i pleje hos fremmede. Jeg så hans daglige fremskridt, men de nyttede bare ikke så meget, når det kun var overfor mig

 

 

Så imorges stod jeg tidligt op og tog ud på internatet for at tage afsked. Klokken ca 8.15 gav jeg ham lidt guf med 5 Plegicil og satte mig så ind til ham i boksen. Her tilbragte jeg de næste to timer - måske de mest rørende to timer i mit liv. I starten skulle der holdes i pote og powernusses, han var ovre i sin kurv og finde legetøj, som vi hyggede os lidt med. Der kom også en flue forbi og drillede lidt, så den skulle han lige se om han kunne fange. Men Trold begyndte at føle sig så underligt træt, havde brug for at ligge lidt ned, så sammen fik vi arrangeret tæppet i hans kurv, så han kunne ligge godt (første gang jeg havde set ham bruge kurven, forøvrigt). Jeg lagde min hånd på kurvens kant, og Trold kravlede ombord, lagde snuden henover mit håndled og sukkede. Jeg fortalte ham, at han var "jordens bedste Trold", han løftede hovedet og begyndte at slikke mig på munden. Dyrlægen kom ind for at checke om Trold var faldet i søvn... det var han jo så ikke, så hun gik igen. Trold lagde igen hovedet på mit håndled og med den anden hånd nussede jeg hans ører. På et tidspunkt kunne jeg mærke en klump i halsen og at mine øjne blev fugtige. På en eller anden måde, må Trold også have mærket det, for han løftede hovedet og slikkede mine øjne.

 

Jeg aner ikke hvor lang tid der var gået - tiden stod stille. Jeg troede Trold var faldet i dyb søvn og jeg havde fået kramper i både arme og ben af at sidder der på gulvet, så jeg bevægede mig forsigtigt... hvilket fik Trold til at vågne: På usikre ben stavrede han ud på gulvet "hvad sker der nu? Går du?" syntes han at spørge. "Det er okay, Trold, kom bare over og læg dig igen. Jeg bliver hos dig" svarede jeg hans uudtalte spørgsmål. Trold vaklede over til mig og kilede sig ned mellem mit strakte ben og den parallelle væg, han lagde hovedet i min hånd og sukkede igen. Kort efter begyndte kræfterne at slippe op og han lagde i stedet hovedet ned på gulvet.

 

Dyrlægen kom kom ind igen og jeg kunne fortælle, at nu sov Trold vist. Kort efter fik han den blå sprøjte og han krydsede regnbuebroen stille og roligt.

 

 

EFTERSKRIFT:

Jeg har deltaget ved aflivninger før, også af egne hunde, men aldrig har jeg oplevet det så intensivt, smukt, fredfyldt og rørende som idag. Måske det lyder underligt, at en 'fremmed' hund, som jeg kun havde kendt i 1½ måned, skulle gøre stærkere indtryk end mine egne hunde, men de har været gamle, mætte af dage, hvorimod Trold var ung, ikke engang et år. Og så havde vi, i løbet af de 1½ måned, fået opbygget et bånd, som ikke kan beskrives, det var som om vi var 'soul mates' og det blev ikke mindre stærkt af, at hvor andre hunde som oftest har flere venner, så var jeg 'den eneste ene' for Trold og det er mit indtryk, at ingen anden nogensinde har kendt og elsket ham som jeg gjorde. Jeg vidste fra starten, at odds var dårlige, og jeg kunne bare have ladet være med at engagere mig så stærkt, men jeg fortryder ikke et sekund. Trold var en ener og jeg var så privilegeret at få lov til at opleve det... og få lov til at følge ham på vej over regnbuebroen.

 

Hvil i fred, lille Trolde... vi ses en dag!

[Therese]

Det er på en gang en rigtig sørgelig og rigtig smuk historie

[JeanetteH]

Nu sidder jeg og tuder. Sikke dog en lille stakkel. Og i guder hvor må det have været hårdt for dig. Men du har givet Trold en god sidste tid.

 

Nu har Trold det godt....

 

Hvil i fred Trold og nyd turen over Regnbuebroen

Redigeret September 24, 2009 af JeanetteH
Tilføjet lidt mere

[Tonks]

 

:ae: :ae:

[Amanda1996]

:ae:

[Gæst Vivi]

Du må have et af verdens sværeste jobs :ae:

[cs-dumle]

:megaked: Åh nej åh nej hvor jeg dog tuder

 

:ae::ae::ae:

 

Hvor er det sørgeligt og samtidig så smukt

Det var virkelig det bedste i gjorde for Trold. og hvor er det bare godt at høre at du var i stand til at vinde hans tillid så meget og hvor er det smukt at han stolede så meget på dig og du gjorde så meget for ham. Du skal virkelig have tumbs up for dit betydningsfulde arbejde :5up: hvor har du gjort det godt. Takket være dig fik Trold fred på en god og fredfyldt måde i selskab med den ene person han stolede på :kys: :ae:

 

men hvor er det samtidig utroligt sørgeligt at en så sød og kærlig hund kan blive ødelagt så meget at den ingen chance har i vores verden

 

R.I.P. Trold. Håber du har det sjovt med en masse andre hunde.

[Gæst ThomasTBO]

Link til den oprindelige tråd... http://www.hunde-forum.dk/debat/8895-who-let-dog-out.html

[Gæst Renésj]

Puha Thomas, det er en historie der giver blanke øjne....

 

Men hvor det dog glæder mig Trold sov ind i dit trygge nærvær og han dermed kom afsted herfra med en stor føelse af tryghed, den føelse han måske har manglet lige indtil du gav ham dem.

[PinPoynter]

:ae: jeg kan ikke rigtig finde de rigtige ord, men tænker på dig.

[Gæst freya3010]

Jeg sidder og stortuder..:megaked::megaked:

 

Men, Thomas... hvor er det bare godt at der findes nogle som dig... nogle som virkelig prøver at give hunde som Trold en chance...:ae:

 

Nu har jeg jo selv set Trold, og med mine egne øjne... og jeg må indrømme, at jeg SLET ikke havde regnet med at nogle nogen sinde vil kunne komme så tæt på han som du kom!...

[Gæst Lusen]

Smukt at han fik så god en afsked med den verden som han blev så misforstået i ! :ae:

[Gæst Tessa&Molly]

Nu sidder jeg og tuder. Sikke dog en lille stakkel. Og i guder hvor må det have været hårdt for dig. Men du har givet Trold en god sidste tid.

 

Nu har Trold det godt....

 

Hvil i fred Trold og nyd turen over Regnbuebroen

 

Jeg tilslutter mig JeanetteH..

 

[Gæst mulline]

Thomas nu er det ikke for at dreje kniven rundt i såret, forstår godt du er ked, og ved det er et job du har:ae:

 

Men jeg forstår ikke man bruger 1½ måned på en hund, for derefter at aflive den, hvis den alligevel var chanceløs kunne man have endt dens lidelser langt før:(

 

Jeg undres fordi jeg hele tiden kan læse om at de positive metoder virker lige så godt som en vis anden herres, hvorfor er de så ikke brugt ?

 

Sorry jeg er bare en smule foraget over at man afliver en hund, der faktisk viser fremskridt:oops:

[cs-dumle]

Thomas nu er det ikke for at dreje kniven rundt i såret, forstår godt du er ked, og ved det er et job du har:ae:

 

Men jeg forstår ikke man bruger 1½ måned på en hund, for derefter at aflive den, hvis den alligevel var chanceløs kunne man have endt dens lidelser langt før:(

 

Jeg undres fordi jeg hele tiden kan læse om at de positive metoder virker lige så godt som en vis anden herres, hvorfor er de så ikke brugt ?

 

Sorry jeg er bare en smule foraget over at man afliver en hund, der faktisk viser fremskridt:oops:

 

Jeg syntes det er godt Thomas prøvede i 1½ måned. Forestil dig hvor skræmt den stakkels hund havde været hvis der så snart den var inleveret kom dyrelæge og en masse støhej omkring den. Hunden ville jo næsten være død af skræk inden den blev aflivet. Så hellere bruge 1½ måned på at hunden sover stille ind i trygge omgivelser med den ene person hunden stoler på.

 

Jeg syntes da positive metoder blev brugt. Thomas tvang den jo ikke til at være sammen med ham og han lokkede med mad og opbyggede langsomt en tillid. At hunden viste fremskridt overfor Thomas er en ting. Det ville jo tage den en uendelighed at blive lige så tillidsfuld overfor en ny, komme i et nyt hjem, pludselig blive ladt alene, ikke være angst når der kommer nye mennesker i huset, ikke markere indendøre osv.

Det ville efter min mening være en unødvendig lidelse for hunden der nu havde chancen for at sove ind på en fredelig måde.

[Gæst ThomasTBO]

:megaked: Åh nej åh nej hvor jeg dog tuder

 

:ae::ae::ae:

 

Hvor er det sørgeligt og samtidig så smukt

Det var virkelig det bedste i gjorde for Trold. og hvor er det bare godt at høre at du var i stand til at vinde hans tillid så meget og hvor er det smukt at han stolede så meget på dig og du gjorde så meget for ham. Du skal virkelig have tumbs up for dit betydningsfulde arbejde :5up: hvor har du gjort det godt. Takket være dig fik Trold fred på en god og fredfyldt måde i selskab med den ene person han stolede på :kys: :ae:

 

men hvor er det samtidig utroligt sørgeligt at en så sød og kærlig hund kan blive ødelagt så meget at den ingen chance har i vores verden

 

R.I.P. Trold. Håber du har det sjovt med en masse andre hunde.

 

Til det fremhævede: tak, det er nok det mest nagende spørgsmål ved det hele - gjorde vi det rigtige? Skulle vi have ventet? Skulle han have fået fred noget før? Hvad ville fremtiden have bragt, hvis nu...?

 

Det er så svært at skulle bestemme over liv og død og man kan spørge nok så meget om råd, men i sidste ende er man alene, for kun hvis man ser, forstår og oplever præcis det samme kan man i virkeligheden sætte sig ind i alle for og imod'erne. Det var mig, der flere gange med held plæderede for udsættelse af Trolds frist. Om det rent fysisk var rigtigt eller forkert, skal jeg ikke kunne svare på, men jeg har en slags 'åndelig' tro på mening med livet - at ingen må forlade verden uden at have været (og følt sig) elsket... vi skal have noget at tage med os herfra, og jeg trøster mig med, at hvis Trold måske blev her lidt for længe, så gav det ham i det mindste en forvisning om, at jo: han var elsket!

[Nollike]

Thomas, jeg er SÅ glad for at jeg ikke har dit job, jeg er ikke sikker på at jeg havde kunnet gøre det du har gjort Men jeg er fuld af beundring for at du har givet Trold en reel chance og samtidig formår at sende ham trygt og smukt til Regnbuebroen når det viser sig, at han ikke vil få et godt liv :ae:

 

Du har det hårdt lige nu, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men det at du har investeret dig selv i Trold har gjort en kæmpe forskel for ham. Han har oplevet venskab, kærlighed og tryghed når du har været i nærheden. Det kan du godt være bekendt at sende ham til Regnbuebroen med :ae:

 

Tak fordi der er sådan nogle som dig!!! :kys:

[Gæst ThomasTBO]

:ae: jeg kan ikke rigtig finde de rigtige ord, men tænker på dig.

 

Mange tak. Ja, jeg tænkte også på dig idag - på hvordan du for kort tid siden har taget afsked med Akita, der, med dine egne ord, også var en enestående hund der aldrig vil findes magen til.

[guanomo]

får sku blanke øjne ....af afskeds historien..

Redigeret September 24, 2009 af guanomo

[Ida_Asta]

I det mindste er det godt han kom over på den anden side på en rolig måde.... Men det gør det bestemt ikke mindre trist

 

Du må være en stærk person, Thomas. :ae:

[Gæst ThomasTBO]

Thomas nu er det ikke for at dreje kniven rundt i såret, forstår godt du er ked, og ved det er et job du har:ae:

 

Men jeg forstår ikke man bruger 1½ måned på en hund, for derefter at aflive den, hvis den alligevel var chanceløs kunne man have endt dens lidelser langt før:(

 

Jeg undres fordi jeg hele tiden kan læse om at de positive metoder virker lige så godt som en vis anden herres, hvorfor er de så ikke brugt ?

 

Sorry jeg er bare en smule foraget over at man afliver en hund, der faktisk viser fremskridt:oops:

 

Hej Mulline. Nej, det er ikke en fejl, at jeg har takket for dit indlæg, selvom det jo egentlig var en kritik. Du er nemlig velkommen til at være skeptisk.

 

Som jeg skrev, har Trold jo ikke været aldeles chanceløs fra starten. Vi fik ham ind som herreløs, hvilket betød, at han naturligvis ikke kunne aflives på stedet uden fremlysning. Vi skulle altså under alle omstændigheder have ham stående til henvendelsesfristen udløb. I løbet af denne tid, kommer man nødvendigvis til at lære hunden at kende i en eller anden grad. Trold udviste nysgerrighed og et 'ønske om samarbejde' (bedre kan jeg ikke definere det) og der var i starten tydelige fremskridt, ikke bare overfor mig, men også overfor andre (som beskrevet), dette fortsatte et godt stykke tid, indtil han så at sige 'ramte muren' for ikke så længe siden. Urinmarkeringen oplevede vi ikke, før han blev tryg nok til at komme ind i køkkenet. Snoren? Ja, han var panisk for snoren ved ankomsten, men jeg havde egentlig regnet med det skyldtes fornemmelsen af at være 'fanget', ikke at kunne slippe væk fra det 'farlige'. Først da han var helt tryg ved mig og jeg gav ham snoren på, blev det klart, at frygten stak dybere end som så.

 

At bløde metoder virker, ja det kan du lige bande på... jeg gyser ved tanken om at have brugt CM-metoder overfor Trold. Jeg føler vi kom tættere på hinanden, også tillidsmæssigt, på de 1½ måned, end mange hundejere opnår gennem et helt hundeliv. Desværre viste det sig, at han ikke formåede at generalisere så meget som håbet, ellers kunne han evt. have været sendt i pleje/rehabilitering.

 

Som jeg også skrev i et andet indlæg, så er det allersværeste nok, at 'trække stregen' præcis det rigtige sted, for hvornår er håb ikke længere håb? hvornår skader man mere end man gavner? Det skal opleves, forstås til fulde og 'sanses' før man kan svare. Personligt har jeg det sådan, at jeg gerne vil give alle en chance, men at man ikke 'betonagtigt' må insistere på at fortsætte i det uendelige, blot fordi man en gang er startet.

 

Håber jeg har besvaret dine spørgsmål?

[Oskar-løwen]

Nu sidder jeg og tuder. Sikke dog en lille stakkel. Og i guder hvor må det have været hårdt for dig. Men du har givet Trold en god sidste tid.

 

Nu har Trold det godt....

 

Hvil i fred Trold og nyd turen over Regnbuebroen

 

Jeg sidder også og hyler.....

Jeg tilslutter mig også disse ord.....

[Belzique]

"hvad tuder du over" spurgte kæresten som absolut skulle komme vadende medens jeg læste dit indlæg.

Hvor er det flot at du har givet så meget af dig selv til Trold, han har fået en værdig afsked og det at han nåede at have en ven inden han måtte sige farvel betyder så evigt meget.

Jeg er, ligesom andre har nævnt, glad for at der findes mennesker som dig. :ae:

[Gæst ThomasTBO]

Hvor er I søde, allesammen Den eneste kritiker har været Mulline og hun/du stiller endda nogle helt relevante spørgsmål, som jeg efter bedste evne har prøvet at besvare.

[Agnete87]

:ae: Kan sagtens sætte mig i dit sted Thomas, har jo selv været der. Men vi vil altid have minderne, om de hunde der har været inde på livet af os.