KarinaO

Jeg laver så overspringshandlinger for mig selv, for at udsætte støvsugningen. Her er de. Der er endda en fra 12. Måske en kuldsøster? Australian shepherd - Godrumgaard søgning i gallerier på HundeGalleri.dk - senest oprettet

Næ, ikke andet end at der jævnligt er hvalpe til salg derfra på G&G. Jeg tror ikke der er nogen herinde, men kig på Hundegalleri, og søg på Godrumsgård under australian shepherd. Jeg mindes at der er flere af dem nemlig.

Tusind tak. Jeg har også taget virkelig mange dårlige. Desværre sletter jeg dem, og så kan jeg ikke lave de der sjove billedserier med hunde der ser vildt bøvede ud. Set i bakspejlet kunne de jo være lidt sjove at have.

Nåh ja, jeg kender vel også selv lidt til det, selvom jeg kun har en hund. For det hænder da at jeg godt vil have et billede af Gracie og en ven eller veninde. Som regel er det ikke noget problem at få dem placeret nogenlunde ved siden af hinanden, men så er der alt det der med at få dem til at kigge ind i kameraet samtidigt. Gracie og Trunte. Haloooo Trunte! Kiiig! Gracie og Baloo. Han har et eller andet med at smide hovedet tilbage på den måde. Gracie og Baloo. Ser okay ud, lige bortset fra lys i øjnene. Vi har også prøvet med 3. Mere helt end forstand, for Duffy syntes Baloo var meget meget stor. Og her. Både Skipper-Odense, Findus og jeg tog billeder. Jeg tror ikke det lykkedes nogen af os at få et billede hvor de alle kiggede. Og det her er egentlig lidt sødt. Man kan slet ikke se på Gracie, at hun var ret træt af Skipper, der havde hægtet sig fast i numsen på hende, hvis han havde fået lov.

Ha ha! Hvor er det bare sjove billeder. Penny er godt nok blevet stor. Hun er fin.

Trist

Tusind tak, og værs'go' Det er også alt alt for lang tid siden jeg har taget andet end mobilbilleder af Gracie, men det er også fordi jeg er lidt træt af mit kamera, og onsker mig et nyt. Her kommer de i noget svingende kavalitet. Gracie leget med sit yndlingslegetøj. Aldrig har jeg oplevet hende være så glad for at jege med noget selv Den gik nogle gevaldige rusketure, og jeg kan se på nogle af billederne, at lukkertiden ikke har været helt hurtig nok. I fuld firspring af sted efter sin bold. Jeg har den jeg har den. Så bliver der ellers rusket i et tempo hvor kameraeet ikke kan følge med. Min smukke :hjerte: Kunsten at fange en vild vild bold under sneen. Det var dælme en hård kamp mod bolden, men den gav sig til sidst. Og der ruskes igen. Min smukke smukke tøs.:hjerte: Wrrooooom! Hej for nu.

Er det det 1.8 der ikke koster ret meget mere end 500 kr? Sådan et havde jeg engang,og det tog ret fine billeder trods den billige pris. Men nu er det dødt, vist nok fordi jeg tabte det. Meget meget smukt billede du har taget. Er vild med de varme farver og hans øjne :hjerte:

Ja sneen er helt fantastisk på de uberørte steder. Jeg mistede åbenbart også helt fornemmelsen af tid og sted. Ville bare skridte en lille tur, og endte med at være af sted i 2 timer. Den her er uskoet, og det går fint, når der liger så meget sne i skoven som nu, men min anden hest har brodder og snesåæer. Wooow! Hold da op nogle lange stænger ham Yada har. Har han stadig det, eller har han bare cammuflere dem i sneen på det sidste billede? Der må ikke væreret mange hunde der kan løbe ham op, eller får der kan rende fra ham, for den sags skyld. Skal du have han prøvet på får på et tidspunkt?

Åh nej Lilleræv! Hvor er det bare urimeligt, at sådan et ungt dyr skal herfra. Kæmpe krammer til dig :ae: :ae: Hvilket land er I flyttet til, hvor de ikke kunne hjælpe ham?

Tusind tak Sitto. Og så var det bare mange gange smukkere i virkeligheden. Så flot et gyldent lys der kom ned mellem træerne, men som mobilen bare ikke lige fandt vigtigt st gengive, desværre..

Hmmm..... Har slet ikke fået lagt billeder ind i denne tråd, men har heller ikke fået taget nogen, udover lidt i dag, men de skal lige tjekkes igennem. Men ellers tog jeg dette med mobilen - Gracie med på 10 km ridetur i 2 timer. Eller hesten gik 10 km, Gracie har nok mindst løbet 15 km inkluderet både skrænter og snedriver. Behøver jeg at skrive hun har sovet lige siden.

Åhhhh! Hvor er de skønne Bliver de langhårede?

Jeg tror helt klart også at det er en fordel at dine er klikkertrænet fra hvalpe. Det startede jeg også med da jeg fik Gracie. Men det var virkelig op ad bakke. Jeg kunne godt mærke hun rent intellektuelt slet ikke havde været udfordret det første 1½ år af sit liv. Hun satte sig bare foran mig og gloede, og når hun så blev træt i forenene, lagde hun sig ned. Hun lærte så hurtigt at være aktiv, når jeg brugte target stick, papkasse eller lign, men uden reklisitter, gik der godt nok lang tid inden hun selv tog initiativ til noget. Men som skrevet tidligere, er det ikke i træningen jeg oplever fastlåstheden, men i dagligdagen. At hun danner et billede af hvordan det foregår, når vi skal ind og ud af døren, turen om til stalden og tilbage igen, hvor hun har fundet ud af at stoppe op og stå og glo forskellige steder, når jeg går fra hende, og i stedet for bare at følge med, er begyndt at ville have en kommando. Jeg aner simpelthen ikke hvordan hun har lært sig det, og jeg ved ikke hvordan jeg skal bryde hendes billede af at rutinerne ser sådan ud, når vi går ud?? Hvor er det sødt som det udvikler sig med med Koda og katten. De skal nok blive gode venner. Gracie var vant til katte, da jeg fik hende, men jo ikke mine katte. Hun havde rigtig meget med at ligge og bokere for dem, der hvor de skulle forbi, og så ellers stirre på dem. Min ene kat, som ellers er ret cool og har mødt mange hunde, kunne bare ikke have det. Hun fik ham fuldstændig fikseret med sit blik. Jeg begyndte så at sige nej, hver gang hun gjorde det, og efter lang lang tid, begyndte katten at kunne passere hende, fordi hun er holdt op med at stirre. Den anden kat har heldigvis aldrig ladet sig mærke med det. Det var lidt sjovt at se forskellen. Mht. ressourceforsvar, så tror jeg da godt man kan træne det. Ninjamor nævner det i hvert fald i Ida_Astas tråd om kasteration. Det med at hunden simpelthen ikke skal føle at den opnår noget ved det. Jeg skrev tidligere at Gracie ikke havde noget ressourceforsvar, men nu er jeg kommet i tanke om et par eposoder, da jeg lige havde fået hende. Da jeg havde haft hende i to dage, var hun med hjemme ved min mor til overnatning. Jeg satte min rygsæk i køkkenet, Gracie lagde sig ved den og begyndte at knurre, så nart min mors hund kom i nærheden af den. Jeg tog tasken, satte den ind i et andet rum og lukkede døren. Den episode gentog sig ved en 4-5 gange hjemme ved min mor, hvor jeg fjernede tasken. Men pludselig holdt hun op med at interesseret sig for den, så nu kan jeg lade den stå. Sider har der aldrig været problemer, måske lige med undtagelse af når fremmede hunde udenfor, render efter HENDES katte. Der bliver hun godt nok sur og taler med store bogstaver, hvis det i første omgang ikke har været nok at hun bare gik imellem. Men det synes jeg så er i orden. Ellers så har hun ikke nogen problemer med ben, godbidder, legetøj, fodersøg osv.

Tror du det skyldes de er grænsesøgende? Du er inde på det med strukturen, og jeg tænker det skyldes de er fastlåste i rutiner. De tænker sort/hvidt, og har man først lært dem en ting på en bestemt måde, så er det sådan deres verdensbillede ser ud. Hvis man så næste dag forlanger noget andet i samme situation, bliver de forvirrede, fordi deres hjerne er programmeret til de de lærte dagen før. Så prøver de igen og igen at lave noget der ligner de de har lært, som så ikke er det man ønsker af dem i dag, I de situationer virker Gracie i hvert fald frustreret over ikke at kunne finde ud af hvad hun gør forkert og bliver derfor også lidt trykket. Til sidst kan hun blive helt passiv, og fuldstændig blank at se på. Som om hun har besluttet, at hvis hun alligevel ikke kan gøre noget rigtigt, vil hun slet ikke foretage sig noget. Men måske er det trods hendes tendens til fastlåsthed, et punkt hvor hun adskiller sig fra den gennemsnitlige aussie? Eller det har noget at gøre med forskellen på hanner og tæver - at hannerne er lidt hårdere i filten og kommer til at virke grænsesøgende?

Jeg var 13 år da vores 4-årige schæfer Lupus fik en mavedrejning. Det er 16 år siden og jeg husker det som var det sidste år. Jeg var elene hjemme med min far og lillesøster. Det var fredag aften, min mor var til noget fest med sine kollegaer, og jeg sad og pakkede reklamer til hele 2 ruter jeg skulle ud med om lørdagen. Pludselig fandt jeg hunden ude på badeværelsesgulvet, et sted hvor han aldrig plejede at være. Han virkede lad, havde skum om munden, og da han kom op og stå, så vi hvor oppustet han var. Vi tog ham med ud og han opførte sig som akitaen ovenover - gik hvileløst rundt og drak en del vand, skummede om munden og kastede op. Min far, der absolut intet ved om hunde, tolkede det som om lidt forstoppelse, og prøvede at give den olie. Det hjalp ikke. Senere på aftenen ringede min far til dyrlægen, og hunden røg akut på operationsbordet. Da min mor kom hjem om natten, sad min far og sov i en stol ved siden af telefonen. Hun spurgte til sin hund, og min far kunne så fortælle at Lupus ikke var mere. Det vsr så forfærdeligt, både for os der havde oplevet symptomerne, og ikke havde været hurtige nok til at se alvoren, men især også for min mor, der tog fra en rask og frisk hund, uvidende om at hun aldrig skulle se den igen. Det var før mobiltelefonernes tid, så vi havde ikke muligheden for at få fat på min mor. Den lørdag lå jeg hele dagen i dobbeltsengen sammen med min mor og bare græd og græd, imens min far måtte gå ud med alle reklamerne for mig.

Nej ikke blank. De der mærkebrune øjne....:hjerte: Ja vi skal så. Det er lææænge siden sidst.

Sikke de hygger de to, og så klæder de hinanden. Nej altså. Pajko ser da bestemt ikke blank ud. Jeg har altid været vild med hovedbilleder af ham. Der er det også svært at forstå at han indimellem er lige ved at give sin "mor" grå hår før tid. For han ser bare så mild og god ud.

Ja, jeg synes også de langhårede har et meget mildere udtryk, men det skyldes jo nok den vamsede pels, for de er ikke anderledes.. Den første vi havde var sådan en smuk langhåret en. Han var rigtig rar og omgængelig over for mennesker, men i omgangen med andre hunde så han rødt. Det mækelige ved det, var at det startede inden han blev kønsmoden. Jeg kan huske vi havde ham med nede ved opdrætter, da han var omkring et halvt år, fordi de ikke ville tro os, og så satte de ham ind til et par andre halvstore hvalpe, og han havde nær ædt dem. Så han levede et liv uden omgang med andre hunde, men døde så af tarmslyng som 4-årig. Bagefter fik vi ham der åd mennesker. Set i bakspejlet var han en meget usikker hund, og efter han havde bidt mig, blev han solgt til en enlig mand, der godt vidste den havde bidt, men han troede på at han kunne afrette den. Men den angreb ham en natmanden skulle på toilettet, og havde nær bidt øret af ham. Derefter blev den aflivet, 2 år gammel. ironisk nok tror jeg faktisk han passer ret godt på beskrivelsen af Milders venindes aussie. Så der er hunde med uheldig adfærd inde for alle racer. Nogle hunde er bare svære, og griber man det som hundeejer bare lidt forkert an med de hunde, ja så kan det gå gruligt galt. Men det skal jo ikke tegne billedet af en hel race.

Jeg bruger meget sjældent sele. Det er kun når vi cykler, eller vi skal med offentlig transport, så jeg gider ikke ofre et hundetegn til selen. Derfor får hun bare begge dele på. Da jeg boede i Odense, havde hun ALTID halsbånd på, så snart vi gik uden for døren (aldrig inde), men efter jeg er flyttet herud på landet, har jeg næsten ikke brugt halsbåndet. Hvorfor ved jeg ikke, for chancen for at hun bliver væk, er jo det samme, men nu har jeg hende gerne med på rideture på op til 10 km uden hverken at have halsbånd eller line med. Sløseri, er hvad det er.

Jeg synes også du skal kastrere. Det giver ham ro, og du får en mere koncentreret hund til træning, som du har ønsket helt fraa du fik ham Og mht. ressourceforsvar, jamen så er det bare så vidt muligt at bringe Pajkoi de situationer, hvor det vil komme til udtryk, så ingen fodersøg med andre hunde. Da jeg passede ham, ved jeg ikke lige hvad der skete med opvaskermaskinen, andet end at de begge har stået og gloet på mig. Jeg stod med ryggen til og hældte afspændingsmiddel på den. Du fortalte senere at han går temmelig meget op i opvaskermaskiner, i tilfælde af at der er noget snask på servicet, så det var nok det han troede ogvile forsvare. Men jeg tænker ikke det er noget problem, når han er alene? Så må du undgå at have ham i køkkenet med andre hunde. Og sofaen, ja der sad jeg og så TV, da Pajko pludselig kom og hoppede op i sofaen ved siden af mig. Jeg plejer ikke at have mine dyr i møblerne, men kan godt give licens til mindre rene gæstehunde, hvis de er vant til det hjemmefra. To sekunder sad han der, og jeg nåede lige at tænke at det måtte han da godt, da Gracie kom hen til os, og så farede han ellers lige i hovedet på hende. Helt impulsivt tog jeg ham i nakken og smed ham ned på gulvet. Så opførte han sig som om intet var hændt og gik hen i sit bur og sov. Måske han havde taget den noget prompte irettesættelse til sig?? Begge hans udfald mod hende lød ret voldsomme og højrøstede, men jeg er ikke sikker på at han sådan rigtig ville gøre hende fortræd, blot markere? Efterfølgende kom han flere gange hen til sofaen for at blive kælet for, uden at han prøvede at hoppe op. De gange bad jeg så Gracie om at gå i sin kurv imens, og så var der ingen problemer. Så jeg vil mene at du i de fleste tilfælde kan skåne ham, for situationer, hvor han reagerer med ressourceforsvar, eller irettesætte ham, hvis uheldet er ude. Mange af de samme forbehold omkring andre hunde, ville du alligevel skulle tage, hvis du lader ham forblive intakt (blot af andre årsager selvfølgelig), tillige med at fordelene omkring koncentration ved træning måske også forsvinder igen. Jeg kan faktisk kun se gode fordele ved at han kommer af med den løgpose.

Jeg bruger sjældent sele, men når jeg gør, er det altid sammen med halsbånd, deri sidder hundetegnet nemlig. Ikke fordi hun smutter fra mig, jeg er bare mest tryg ved det, for er uheldet ude, så er det jo lovpligtigt med det hundetegn.

Der er vist ingen der modsiger dig i at din venindes hund er potientiel farlig. Det den meget vel være, men det er lidt trist at du genereliserer en hel race ud fra det. At det simpelthen ligger til aussien at være agressiv. I min bardom havde vi to schæfere. I temperament og adfærd var der ingen af dem der faldt specielt heldigt ud, dog på hver deres måde (Den første åd andre hunde, den anden åd hellere mennesker) Men jeg kunne ikke dræmme om at dømme hele racen ud fra det, for jeg ved der findes mange fantastiske schæfere.

Hej med dig, og velkommen til Hunde-Forum. Nu er min viden om chi'er meget begrænset, men jeg har en Facebook-ven, der har chi'er, og der er et par stykker af den der har været ved dyrlægen og i narkose for at få hevet tænder ud. Har ikke forhørt mig om hvorfor, men tænker at det må ligge til racen at have problemer med de tænder. Måske har det noget at gøre med den måde deres hoved/stop ser ud på og at de avles så små?? Så hvis jeg var dig, vil jeg tage til dyrlægen, og lade dem vurdere om der skal gøres noget ved tænderne, eller om hunden kan tabe dem selv.

Gracie kan ikke lide mudder og vand, og er derfor altid kun meget lidt beskidt, også selvom hun har galoperet 10 km gennem en mudret skov ved siden af en hest. Hun kan dog godt overtales til at soppe lidt, og der hvor jeg boede før, var der en å der snoede sig igennem området. En dag gik vi så et sted langs åen, hvor vi ikke kom så tit og åen desuden er temmelig klam, da Gracie kommer i tanke om at hun vil ud og soppe. Før jeg ved af det står hun i slam til maven, og ser selv noget overrasket ud, hvorefter hun skynder sig op på bredden igen. Sådan så hun så ud efter 1½ sekund i åen. Reelt set hører bilederne vel egentlig slet ikke til i tråden, for hun havde jo sådan set slet ikke hygget sig. Hun har heller aldrig ødelagt noget, så det har vi heller ingen billeder af. Jeg er så også udmærket tilfreds med at hun tilsyneladende ikke aner hvad hundehygge er for noget.