Dina

Hvor jeg bor, holder vi også lidt - måske ikke helt så meget som hos dig - øje med, hvordan hinanden gebærder sig. Og vi har også såvel gode som mindre gode hundeejere. Men det er nu mere et spørgsmål om opdragelse (af hundeejeren) end om katration. At følge en tradition uden at reflektere nærmere over det, er vel aldrig i sig selv en god ting?! For at sætte det lidt på spidsen, så er kvindelig omskæring en tradition nogle steder i verden, og det er da en tradition, som man som man helt generelt nok ønske, at der blev pillet lidt ved. Hvor "plejer" bor, kan det være svært at få lov at tænke anderledes end flertallet, men det må da være lidt ubehageligt, at man ligefrem bliver stemplet som retarderet, fordi man mener, at to intakte hanhunde sagtens kan bo sammen til begges fornøjelse. Vores Sofus leger dagligt med naboens to år ældre hanhund (intakt labrador), og de elsker hinanden. De tumler og leger og for udenforstående uden hundekendskab kan det se voldsomt ud. Men når de har leget sådan en times tid, så drikker de - side om side - en masse vand og lægger sig glade ved siden af hinanden. Sådan var det også med deres forgængere. De elskede hinanden hele livet, og de var begge intakte hanhunde. Ligeledes kender jeg masser af mennesker, der har flere intakte hanhunde sammen, så jeg kan forsikre dig og din egn om, at herovre i Nordsjælland kan sådanne ting sagtens lade sig gøre, også uden at ejerne er særligt retarderede.

Det er sørgeligt, at der bliver aflivet hunde unødigt. Ingen tvivl om det. Men det har nu ingen sammenhæng overhovedet med, at fx mine 3 hanhunde har været intakte. Min første airedale blev godt nok far til 32 efterkommere, men det var så absolut på hvide plader. Så det argument holdet vist ikke for andre end de hundeejere, der ikke enten indhegner deres have eller på anden vis holder deres hanhunde hjemme. At tiderne har ændret sig, har du ret i. Men selvom det er kommet på mode at interessere sig for dyrevelfærd, så har det altså stadig ingen sammenhæng med mine intakte hanhunde (kan jo egentlig kun svare for mig selv). Om man vælger at kastrere sin hanhund eller ej er i bund og grund et spørgsmål, som hver enkelt må tage stilling til. I det store og hele berører det faktisk ikke så mange andre i ens dagligdag.

Jeg forstår ikke, hvad du mener ...."de tider, vi lever i"???

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad din dyrlæge ville have sagt om Sofus. Hvis du vidste, hvor hidsigt han hakkede ud efter mig som lille, når jeg friserede/trimmede/børstede tænder/klippede negle på ham.....heldigvis har jeg en god teknik, så jeg ikke blev bidt, men jeg opfattede det ALDRIG som en magtkamp. Blot som en uheldig måde at manifestere sin stærke vilje på. Jeg tog aldrig "kampen" op, men valgte i stedet at hviske til ham, fx "Ja, jeg ved det godt, men der er ikke noget at gøre ved det, do". Hver gang jeg hviskede, holdt han inde med sine dårlige manerer og kiggede forbløffet på mig, og efter nogle uger kunne jeg pille-rode-rage alt det, jeg havde lyst til. Jeg opnåede - i mine egne øjne i det mindste - to ting: Jeg fik min vilje OG jeg masede ikke hvalpen. Sådan ville jeg ikke reagere i alle situationer, men pille-rode-rage-situationen opfattede jeg mest som ren indlæring, og så gjorde det ikke så meget, om det tog sin tid.

Det er i høj grad et spørgsmål om ejers indstilling, om en hund skal kastreres eller ej. Hvis du ikke selv har spor problemer med en selvsikker hanhund, så lad ham da forblive intakt.

Hvor er det dejligt at høre! Jeg synes da i øvrigt, at jeres aktivitetsniveau er fint. Hun kommer jo meget ud og får rørt sig. Jeg er helt enig i, at det er kontakten mellem jer, der lige skal have et par grader opad, så tror jeg, at din dårlige samvittighed kan skrottes, fordi du så ser en glad og langt mere afslappet hund. Jeg går selv meget ind for træning, men ser det også som en kompensation for, at man selv er væk hjemmefra (arbejde) i mange timer hver dag. Hvis man derimod arbejder hjemme, er decideret hundetræning lidt overflødig som aktivitetsmiddel (medmindre man tænder på det selv). Så er tæt kontakt og daglig leg og lange, gode ture rigeligt nok.

RH-træningen er bare det mest spændende, man kan byde sig selv og sin hund - såfremt at hunden da tænder på det.

Jeg fik at vide af en dommer, at kun Trold var blevet færdiguddannet redningshund og at min var den anden (og eneste). Jeg kendte kun Trold fra Airedale Terrier-bogen, hvilket faktisk var det, der gav mig lysten til selv at træne netop dette. Har du også haft en redningshund?

Tænk, det tror jeg faktisk heller aldrig, at du får. Kender jeg dig ret, vil du se en sådan "ikke-trænings-svingende" hund som en stor udfordring, og du vil formentlig bruge oceaner af timer på at lægge hjernen i blød for at finde skægge og nuancerede træningsfif til at "omvende" en sådan hund. I Beredskabet betragtes ruinarbejdet som paradedisciplinen, og der var min hund stort set uovertruffen. Spor, rundering og felt (dengang gravede man genstandene ned og tog dem 24 timer efter) tændte ham også, så faktisk blev jeg altid kun bebrejdet i lydighedsdelen, at jeg ikke tog dette alvorligt. Ikke helt retfærdigt, for jeg evnede sgutte bedre på det tidspunkt. Underdog-rollen mødte jeg først med min nr. 2 airedale, da jeg valgte at træne ren LP. Dén indstilling holder jeg meget af!

Man kan vel egentlig godt argumentere for, at jeg HAR dyrket en hundesport på højt plan. En airedale terrier er ikke den mest typiske redningshund. Faktisk har der kun været i alt to af slagsen i DK. Min hund opfyldte da langtfra de ambitioner, jeg havde i selve lydighedsdelen og kunne jeg til redningshundeprøven samt de årlige mønstringer have fået lov til at medbringe en schæferhund eller en labrador til denne del, ville det da have været lettere og jeg ville have fået flere points. Som det nu var, fik vi altid kun lige rumpen med over vandskorpen i denne for os så svære (læs: for hunden kedelige) disciplin. Til gengæld var jeg en af de yderst få hundeførere, der aldrig havde grund til nervøsitet i eftersøgningsdelen. Der kunne vi til gengæld brilliere. Men havde han heller ikke vist interesse for de selvstændige øvelser, så ville jeg blot have stoppet og fundet noget andet, som vi begge kunne trives ved. Vi er alle forskellige og jeg kunne personligt aldrig i livet sætte en sportsgren over samlivet med min hund. Dette er noget, jeg har spekuleret meget over, for jeg har i min tid mødt flere, der videreformidlede og sågar aflivede (gerne med pludseligt opståede stress- eller allergiårsager), og jeg har aldrig fattet det. Sådan er der så meget. Jeg siger ikke, at jeg er en bedre hundeejer. Jeg har bare et ufravigeligt princip lige dér.

Selvfølgelig laver alle mennesker fejl i løbet af et langt liv. Men én fejl, jeg nægter at begå, er at kassere min hund, medmindre der er tale om svær sygdom. Det ville være et af de skridt, jeg ville være nødt til at tage. Men jeg bliver aldrig nødt til at vælge mellem en sportsgren og min hund.

Nu er ambitioner jo ikke det samme som naturlove, som man er nødt til at underkaste sig. Jeg forstår godt dine sammenligninger med cykler og heste osv., men hvad mener du selv, at alternativet skal være, hvis en AG-ambition pludselig popper op OG man står med fx en 2 år gammel gravhund OG man bor et sted, hvor man kun må holde én hund? For mig er alternativet nemlig helt klart.

Ikke i min verden. Der står de mennesker derimod med "forkerte ambitioner". Men hvis AG lige pludselig betyder så meget for dem, må de anskaffe sig en AG-egnet hund. Masser af mennesker har i dag flere hunde ad gangen. Og så er der jo også den mulighed, at de ser udfordringerne i øjnene og begynder AG-træningen med den hund, de fra start valgte og vel stadig elsker. De må så godt nok i en lang periode skrue ned for ambitionsniveauet, men kærligheden er vel større end ambitionerne, trods alt? Enten det - eller også må der komme endnu en hund (border collie) i huset.

I Lille Nordisk er der enten Spor/Felt/Lydighed eller Rundering/Felt/Lydighed, så det går ikke uden apportering.

For et par år siden deltog jeg i et weekend-kursus hos den nyslåede verdensmester i lydighed, Mads Møller. Han havde sin hund med, men vi så den først i aktion den sidste dag og Haley kom kun ud af bilen, fordi nogle hundeførere havde bedt Mads om at vise "skarpe venstrevendinger". Han havde forklaret, hvordan man med fordel kunne tage en mini-mini skridt tilbage på den ene fod, lige idet man skulle til at dreje. Ikke at det lød specielt indviklet, men da han så hev Haley ud af bilen og viste PERFEKTE venstrevendinger med overdreven tydelighed på det mini-skridt, så tror jeg faktisk, at vi alle fik et langt bedre billede af, hvad dælen han egentlig mente. Men det er så også det eneste "gode" eksempel på en træner-hund i aktion, jeg kan komme i tanker om.

FED idé! :klap:

Det var dog en noget speciel idé. Hvem i alverden skulle i så fald en sådan gruppe bestå af? Folk, der havde trænet hunde i flest år? Det ville være nemt nok, for det er blot at kunne tælle på fingre. Eller folk, der var nået "længst" med deres hunde? Den er straks sværere, for hvad er "længst"? Måske det bedste ville være, om du skrev en bog, som vi andre så kunne slå op i, når vi kommer i tvivl. :blink:

Min første airedales kuldbror havde også en sådan træner i DcH. Hun rev beslutsomt linen ud af hånden på ejeren og endte med en skarp markering i sin arm. Ikke at hun egentlig lærte så meget af det, for adskillige år efter lavede hun samme stunt med en tysk jagtterrier, der røg lige i benene på hende. Den havde et anderledes iltert temperament og hun gik med krykker i ugevis. Man skal sgutte "overtage" andre menneskers hunde, medmindre man har fået tilladelse - også fra hunden.

Det er lige nøjagtigt grunden til, at det er yderst fremsynet at træne den øvelse stort set, fra hvalpen kommer inden for døren. At lære en 8-9 uger gammel hvalp at apportere er 100 gange nemmere end at lære en voksen hund det. Specielt hvis den voksne hund i forvejen overhovedet ikke tænder spor på øvelsen.

Jeg har ikke læst hele tråden, men jeg ville bare lige fise ind og sige: Gosh, for en fjoget træner! Nu kender jeg kun din race fra Turner og Hund og jeg kan bare sige, at jeg smeltede på stedet. Jeg ser endnu for mig den lille hvalp i skabet og Tom Hanks, der yderst beslutsomt siger: This is NOT your room! Nå, det var et sidespring, men hvis du har ulyst til at lære Lexus at apportere, så skal du da bare stå fast. Der er ingen i verden, der kan tvinge dig til at stå og kaste en apportbuk, selvom alle andre omkring dig gør det. I stedet kan du bare vise din gode vilje og lave en fed fri ved fod eller et spring eller noget andet fornuftigt. Eller lave lidt socialt samvær med din hund. Det skal der jo også til selv på en træningsplads. At jeg så personligt godt kan lide øvelsen, er jo en anden ting. :slem:

Jeg er bestemt ikke enig med dig. I øvrigt mener jeg, at MK101 pindede det ud på en anderledes og tydelig måde, som kun kan være til fordel for en, der står og har brug for hjælp. Dette skal være et levende og engageret forum, hvor alle kan komme til orde og ikke en kortfattet køreplan over et bestemt pensum.

Ja, hun lyder som en perfekt træner. Jeg savler af misundelse.

Jeg synes, at jeg har mødt et hav af trænere gennem årene, men i grunden synes jeg, at den bedste og mest udbytterige træning overhovedet er, når man slår sig sammen med en håndfuld andre hundefolk. Men skulle jeg forvente noget specielt af en træner, så ville det nok være evnen (og viljen) til at erkende, at en ellers virkningsfuld metode altså ikke altid virker på alle hunde. Det er ikke et must, at træneren er nået langt med sin egen hund, men det må altså heller ikke være en nybegynder. Hmmmm, når jeg rigtigt tænker efter, så er en træners fornemste opgave vel i grunden mest at være ski'go' til at lugte af figurant, samt at lægge nogle spændende spor, der allerede er hørmet af, når vi andre kommer. :banan:

Jeg krydser fingre for, at Frida må få et godt og BLIVENDE hjem med hjemmegående folk, der kan tage sig af hende!

Hunden er mindst et år, så det er nok mere teenage-ting, der kører i hovedet på hende.