Dina

:ae:

Men vi er jo alle i masser af grupper? Jeg er kvinde, kone, mor, mormor, bilist, brillebærer....ork, der skulle nok være rig lejlighed til at føle sig ramt, hvis nogen skulle finde på at sige noget om disse grupper. Du har ret i, at det VIRkelig kræver meget at have børn. De skulle jo helst ende med at blive en tak bedre end én selv (såfremt det da er muligt ).

Jeg tror, at du har misforstået indlægget. I hvert fald forstår jeg Ullas indlæg på en ganske anden måde. Hun skriver ikke, at det er et problem, at hendes hunde ikke sover om dagen, men fortæller blot, at de - som de nysgerrige væsener hunde jo er - foretrækker at være med overalt og at de derfor netop sjældent opnår "den overskudsenergi, der forekommer på sprælske hunde, der ligger alene i mange timer , 5 dage om ugen". Det samme har jeg set hos Sofus, som vi fik, efter at vi gik på efterløn. Han er glad og med overalt og jeg er inderligt overbevist om, at hans to forgængere ville have foretrukket, at vi også havde været hjemme hos dem. Sådan var vilkårene bare ikke, for ussel mammon måtte der jo til. Til gengæld var blev de i modsætning til Sofus trænet altid og hele tiden, simpelthen for at opveje at de måtte være alene om dagen.

Prøv at anskue det helt nøgternt og lad være med at inddrage dig selv. Så vil du formentlig kunne se, at der generelt er større mulighed for et godt og stabilt liv hos pensionister/efterlønnere, simpelthen fordi disse mennesker har tiden og lysten til en hund. Lysten til at have hund kan være lige så stor og såmænd også større hos unge mennesker, men der sker en masse omvæltninger i deres liv, netop fordi de er - unge. De skifter arbejde/bolig/kæreste og pludselig får de børn...altsammen godt og dejligt, men især børn og arbejde har det med at tage det meste af folks tid. Og så står hunden der - og står. Jeg kender unge mennesker, der er fantastiske hundeejere ligesom jeg kender ældre mennesker, der er elendige til at have hund, så ingen regel uden undtagelse. Jeg hæfter mig bare ved, at pensionister/efterlønnere har langt mere TID end alle andre grupper. Og hvis lysten så også er der til at have en hund, så er det nu ikke så ringe endda. Hvorfor i alverden føler du dig ramt? Du har en sød hund, som du elsker og som du sørger for har det godt og dejligt, så hvorfor skulle du føle dig ramt?

Helt enig. Jeg kan også sige det lidt mere direkte: Hvis man spørger, om man skal give sin hund et nyt hjem, så HAR man allerede besluttet sig. Og så er det "bare" med enten at finde et rigtigt godt hjem eller aflive hunden.

Jeg er bestemt heller ikke adfærdsuddannet, men jeg har haft airedales i over tyve år og er derfor vant til, at det meste terrierleg er meget "fysisk" og ofte ledsaget af knurren. Det skræmmer mange, indtil de opdager, at det ikke er udtryk for vrede. Nogle hunderacer er forsigtige og blide, terriere er....ikke. En irriterende møghund med en tåbelig ejer! Men hvis "din" amstaff havde ønsket en konflikt, så VAR det endt helt og aldeles anderledes og uden spor tvivl hos dyrlægen. Det er derfor, at jeg - uden at have været tilstede - straks forkaster tanken om, at den skulle have været aggressiv. Men bortset fra det, så KUNNE det nemt være gået over i noget kedeligt, så hvis jeg havde været i dine sko, var jeg enten smuttet igen med min hund eller havde bedt amstaff-ejeren om at tage hunden i snor. Men det er, fordi jeg har langt større "respekt" for damehunde end jeg har for hanhunde. Med hanhunde kan man normalt nå at stoppe dem, hvis man ellers holder et vågent øje med deres leg. Damehunde spilder ikke tid med indledende manøvrer, men går til stålet uden svinkeærinder, når de bliver sure og ofte kan man ikke nå at stoppe dem, før de er i fuld gang.

Nu skal jeg ikke sidde her og gøre mig klog på noget, som jeg ikke selv har overværet, MEN - hvis amstaff-tæven var aggressiv "i yderste grad", så havde den altså ikke nøjedes med at lægge poter op på rygge eller nappet. Den havde hakket til og I havde måttet til dyrlæge. Det kan være, at det var skideirriterende, at den var på besøg og blandede sig, men aggressiv - nej. Ikke som du har beskrevet det.

Gudfader. I gamle dage ville hun have fået at vide, at man ikke skal stikke fingrene imellem to hundemunde. Det er jo født til at gå galt.

Ups, jeg fik i skyndingen "blogget indlægget". Jeg ville såmænd blot sige, at det som sædvanlig var skønne billeder + spørge om, hvor den skægge bold var købt?

Meget få hanhunde har den store fornøjelse at blive avlshunde, men derfor er det vel ikke et must, at resten af hanhundene skal kastreres? Folk må naturligvis gøre, som de selv synes, men ovennævnte er ikke rigtigt grund til operation i mine øjne. Er det mon noget, som dyrlæger er begyndt at foreslå helt rutinemæssigt?

En skrækkelig og totalt tåbelig historie. Måske de to herrer skulle slå sig sammen og skaffe en advokat for at følge historien til dørs? Jeg ville i hvert fald have utroligt svært ved ingenting at foretage mig, hvis jeg havde været den tilskadekomne, hvis rift blev indberettet mod min vilje. Ikke om jeg ville lade hændelsen hænge dér og ikke gøre noget.

Men det skabte faktisk stor utryghed i den del af befolkningen, som er hundeejere. At så hundeloven så i modsætning til andre love mod diverse synder tilsyneladende bliver fortolket forskelligt i forskellige politikredse - tja, man undres.

Jeg ville kun anmelde, hvis der skete skader på min hund (eller mig sæl, forstås - lidt hyler er man vel altid). Sofus er blevet overfaldet af en "adfærdsvanskelig golden" på vores egen vej, men det var retfærdigvis den, der måtte til dyrlæge med to bid. Sofus gik helt fri. Ejeren var meget nervøs for, om jeg ville anmelde det, men eftersom det var sort uheld (teenagesøns gæster holdt en dør åben, mens de stod og hyggesnakkede) og eftersom ejeren ellers er utrolig påpasselig med hunden, så anmeldte jeg naturligvis ikke, skønt jeg ved, at den er meget aggressiv. Sofus blev fornylig overfaldet af en langhåret schæferhund, som var på besøg ovre på den næste lille vej og som kom farende ud som en raket, da vi intetanende gik forbi. Der skete ikke andet end tordnende brølen fra begge, skønt de tilsyneladende var ved at myrde hinanden. Jeg skældte husets ejer ud og bad hundens ejer om at checke sin hund for bidsår, men han sagde stolt "min hund bliver aldrig bidt". Heller ikke den hund anmeldte jeg, da Sofus blot havde lidt snot på halsen.

Brian - dit link omhandler hunde, der bider mennesker. Hundeloven blev ikke vedtaget af den grund, men på grund af fatale overfald på hunde.

Man kan jo overhovedet ikke garantere, at forældrenes højt præmierede ydre smitter af på hvalpene. Man kan håbe, ligesom man kan håbe, at gode brugsegenskaber går i arv, men der er bestemt ingen garanti for nogen af delene, så det ville i mine øjne være forkert at hæve prisen. Til gengæld finder jeg det rimeligt, at opdrætter giver et afslag, hvis der helt tydeligt er (ydre, men ikke sundhedsmæssige) fejl på en hvalp.

Sådan er der mange, der har det, men de køber sig blandingshunde og venter spændt på at se resultatet. Men køber man sig en racehund, så forventer man, at den følger standarden, så alle - der kender den race - straks kan genkende den.

Næ, dommere dømmer ikke ens. Det er jo en slags skønhedskonkurrence, så hver dommer har sin favoritudgave af racen. Når det gælder arbejdende hunde, er det i sagens natur langt lettere at være dommer. Men hvorfor finder du det bekymrende, "at man kun kan udstille under EN standard her i Danmark"? Tag nu fx min egen race - airedale terrieren. Der er da kun én standard, fra hvilken den enkelte hund naturligvis kan fravige lidt hist & pist ved enten at være for stor eller for lille, for "tæt" eller for spinkel. Men der er kun én standard, og hvorfor skulle det være bekymrende?

DET ville jeg altså gerne give flere penge for! Eller hvad med en neongrøn airedale? Jæs, jeg ville være der som et søm. Du skriver, at dine hunde er BRUGS-hunde. Hvad bruger du dem til (bare nysgerrig - som sædvanlig, ak).

Vel gør den så. Det er en værre quote, er det. Men vi nakker den ved at klikke "Vis indlæg", hehe.

Du bliver altså nødt til at prøve at bruge citater rigtigt. Jeg har farvet fejlen rød, så du bedre kan forstå, hvad jeg mener. Altså - du må ikke slette den firkantede parentes, der stod foran quote=korvis. Det gjorde du ved at trykke på Enter. Og du skal sørge for, at /quote MED BEGGE PARENTESER afslutter Korvis' indlæg, som du vist nok ønskede at citere. Og brug så endelig "Vis indlæg" og vent med at klikke på "Send besvarelse", til du er tilfreds med, hvordan dit indlæg kommer til at se ud. Eller klik på "Besvar med citat" - og hold dig så ellers fra det citerede og skriv NEDENUNDER, hvad du ønsker at skrive. Som du gør nu, bliver det alt for svært at forstå, hvem der skriver hvad.

Jeg tror bestemt IKKE, at der er tale om dominans....slet ikke. Men måske forvirring i et stakkels hanhundehoved?

Måske golden og beagle? Han er i hvert fald dejlig.

Træk lige vejret lidt, Anne. TS har åbenlyse problemer med at quote. Giv hende lige en chance. :5up:

Jeg kan se, at du har lidt bøvl med at citere andres indlæg. Når du klikker på "Besvar med citat", så kommer hele indlægget omkranset af QUOTE = begynd citat og /QUOTE = slut citat - begge skal være i firkantede parenteser. Hvis du ikke ønsker at gentage hele citatet, kan du gå ind og slette det overflødige, men ikke de to parenteser. Du skriver så dit indlæg nedenunder. Når du er færdig, kan du klikke på "Vis indlæg", så du kan se, hvordan dit indlæg vil se ud, når du klikker "Send besvarelse". Håber, det hjælper lidt. Man skal bare lige gøre det nogle gange, så sidder den der.

Nej, de må de for eksempel slet, slet ikke, for det bliver nemt min hund, som betaler prisen for deres dumhed. Jeg kan ikke passe på andre mennesker, men jeg kan heldigvis passe på min hund. Nu lyder det, som om han overfalder folk, men faktisk kan vildt fremmede mennesker gå tæt forbi og endog lade deres hånd glide henover hans hoved, og han ignorerer det. Der, hvor jeg passer på, er, hvor folk tror, at de bare kan gå hen til os og så ellers hive fat i halsbåndet for at trække ham hen til sig (og jo - det prøvede min forrige hund!). Ligeledes lader jeg heller ikke børn kramme ham. Ikke at jeg egentlig frygter, at han ville bide fra sig, men han ville formentlig sætte i en advarende brølen, som nok kunne forskrække et barn. En airedale ser for mange ud som en fjantet trøstpræmie i et skydetelt, og det tiltrækker mange klappelystne fingre, men uanset hvordan man vender og drejer det, så ER det mit ansvar, at min hund ikke drives ud, hvor han ikke har lyst til at være.