Dina

Det synes jeg ikke, at du har ret i - altså at der blev overdramatiseret i den korte artikel. Det blev blot oplyst, at en amstaff havde overfaldet og bidt en 3-årig pige. Og hvis hele historien ikke er løgn, så er det vel ret nøgterne facts? I øvrigt har jeg da også læst om andre racer, der har bidt mennesker, så det er næppe en hetz mod kamp- og listehunde, vi er ude i?

Det ville jeg bestemt også gøre i dag, hvor denne mulighed heldigvis foreligger - altså lige bortset fra, at Sofus så ikke skal bruges til avl.

Nu ved jeg ikke, hvordan det er i din race, men i min står opdrætterne sædvanligvis ikke ligefrem i kø hos privatpersoner med en hanhund. Efter sigende foretrækker opdrætterne at bruge hinanden indbyrdes.

Når først parringen er overstået, så er dette argument virkningsløst.

Når først min hanhund har parret, så har jeg INGEN rettigheder. Og det er jo netop dér, at det ville være rart at være en del af gamet. Det bliver man kun, såfremt opdrætteren ønsker det. Mine erfaringer som privatperson med en hanhund i avl er tussegamle og længe før, at det blev in med hundeweb og hanhundeejerens ansvarlighed. :slem: Vi så hvalpene blive født og vi fulgte dem, indtil de blev solgt, men vi mødte aldrig en hvalpekøber og vi hørte aldrig en lyd om hvalpenes videre færd her i livet. Det er lettere i dag, hvor vi har internettet og dets mange velsignelser.

Det skal du ikke undskylde, for din formulering var da præcis nok....nemlig at der var udarbejdet en ønskeprofil for "enhver race". Der er jeg ganske uenig. Hvis mentaltesten overvejende består af jagtprægede øvelser, så viser den ikke konkret nok, hvad fx en hyrdehund eller en selskabshund typisk skal "indeholde". Men derfor kan det naturligvis sagtens være interessant at lade sin hund gennemgå en mentaltest.

Jeg bliver nu lidt nysgerrig. Betyder dit OK Dina, at du alligevel er enig med mig?

Du behøver ikke at bekymre dig mere. Naturligvis skal hanhundeejeren i sådanne tilfælde fremover sige nej til en parring.

Tja, papir er taknemmeligt og i alle andre sager følges ret og pligt sædvanligvis ad. Det sker ikke altid i hundeverdenen, så det kan næppe overraske dig. Opdrætteren har alene retten til at præge hvalpene, samt alene retten til at udvælge hvalpekøberne. Som hanhundeejer har jeg ingen ret til noget som helst. Derfor er det efter min mening min eneste pligt at sørge for, at min hanhund er sund og - i dag, hvor muligheden foreligger - at undersøge tæven via hundeweb.

Iben skriver: "Det er de jo, ift. ønskeprofilen. Hver race har en særlig ønskeprofil, fordi alle racer ikke forventes at skulle reagere ens på det de udsættes for. Det er da rimelig racedesignet?". Og eftersom der ikke er udarbejdet en ønskeprofil for hver race, så er Ibens udsagn vist, hvad de fleste ville kalde....forkert?

Nej. Hver race har ikke udarbejdet en særlig ønskeprofil. Det er ønsketænkning. Se indlæg #16 i denne tråd.

Ja, enig! Men også her bør opdrætterne være lidt vakse og selv være de første til at sige fra.

Som ordentlig opdrætter - jo, bestemt. Som privatperson - bestemt nej. Ansvaret påhviler den, som har muligheden for at følge hvalpene. En privatperson lægger jo "bare" hanhund til, men har ingen kontakt til hvalpekøberne.

Derfor er det en rigtig god idé at lave en test, som er race-designet.

Helt enig. Der er helt bestemt gået inflation i mange ord, der omhandler hunde. Men godt, at hunden blev aflivet!

Jeg surfede lige på formiddagsbladene og så dette i EB: "Pigen var ude og gå en tur med sin mor, da de passerer to mænd, der kommer gående med hunden. Pludselig går hunden til angreb på den lille pige og bider hende flere steder".

Sådan havde jeg det slet ikke. Faktisk spurgte denne opdrætter mig gennem et par år, og jeg svarede hver gang nejtak! Men min hund havde den "skavank", at han blev ukoncentreret, hvis der var en tæve på pladsen, der bare tænkte på at gå i løbetid snart og det var skideirriterende. En gammel, erfaren trimmer fortalte mig så, at en parring kunne hjælpe på det, så derfor ændrede jeg mit svar til "okay, lad os prøve". Og jeg skal da nok love for, at det hjalp. Kort tid efter første parring kunne han gå en kæderundering i mørke med en dejlig tæve på hver side. Men han vidste nu af erfaring, at der intet var at komme efter endnu, så han kunne lige så godt i stedet koncentrere sig om sit "arbejde".

Nu har jeg kun haft en enkelt hanhund, der for mange år siden indgik i avl, og jeg tænkte faktisk ikke alt for meget over det. Jeg tog halv pris af den normale betaling, fordi mit primære formål var, at han skulle lære, hvornår en tæve var villig - og hvornår det ville være skønne spildte kræfter at prøve at indynde sig hos skønjomfruen. Han var i forvejen avlsgodkendt og blev forinden checket hos dyrlægen - og så gav jeg ellers grønt lys. Jeg følte bestemt intet ansvar for hvalpene og var overhovedet ikke blandet ind i, hvem hvalpekøberne var. Opdrætteren kom med de 4 koner over en periode på et par år, tror jeg, at det var - og det var så det.

Det er okay. Det gør faktisk ikke noget. Håber ikke, at ilden fortærede for meget. Sov godt - på et tidspunkt.

Okay?! Jaja, pyt.

Det er for så vidt ligegyldigt, hvad race det er, om det er en amstaff eller en airedale terrier. Hvis hunde umotiveret bider fremmede børn på gaden, så skal de aflives. I hvert fald efter min mening.

Ja. Og sikke da en åndssvag hund, der bider så lille et barn. De fleste hunde har en lang lunte med børn, simpelthen fordi hundene forstår, at børn er lidt i liga med hvalpe. Det er det rene gætværk. Kunne du slet ikke forestille dig, at der var noget skingrende galt med hunden? Der stod i hvert fald intet i artiklen om, at det var en legeseance, der var gået galt, så barnet kunne faktisk lige så godt bare have passeret hunden - lige i hovedhøjde. De fleste hundeejere ville nok bare tænke: Gud fri mig for en underlig hund. Godt, at det ikke er min!

Naturligvis skal denne amstaff aflives og det kan ikke gå stærkt nok. Men faktisk er det underligt, for netop amstaff'er er faktisk ret børneglade? Jeg ville langt bedre have kunnet forstå det, hvis den havde bidt en anden hund.

Jeg blev helt inspireret og lokkede mand og hund i Søndermarken i dag. Det var en dejlig tur, skønt det vrimlede med kondiløbere og andet godtfolk. Der var naturligvis også nogle hunde, men Sofus fik kun hilst på en enkelt, der selv kom over og sagde hej - en lille fjolleglad JRT. Først da vi skulle ud igen, mødte vi en sur hund. Det var en vred schæferhund med en ejer, der talte i mobiltelefon. Men han var hurtig til at smække snoren på sin hund, så det var okay. Den brølede og råbte af Sofus, som fik stor ros for - for en gangs skyld - at indskrænke sig til et surt blik og ikke at brøle tilbage. Mors dreng.

Det er i hvert fald ikke noget nyt, at der er tant & fjas på netop Assistens Kirkegård. Allerede i slutningen af 1700-tallet tog københavnerne på udflugt på kirkegården - med madkurv. Og små 100 år efter måtte en kommision nedsættes for se på de generelle forhold på kirkegården, fordi der blev "ædt og drukket og musiceret og foretaget noget, der lignede lystighed". Det blev ved samme lejlighed forbudt graverne at sælge spiritus til de besøgende. Dette har intet med løse hunde at gøre, men liv i kludene - det har der altså altid været på den kirkegård. :slem: