Ninjamor

Jeg tror ikke her er hjerterum i Danmark.. Selv så jeg gerne ulven tilbage, men tror det er urealistisk. Måske er her plads til en enkelt flok, som indretter sig efter fødegrundlaget, men hvor skal efterkommerne tage hen?

Det at blive gammel er jo ikke en sygdom, bare en tilstand som indtræder gradvis. Jeg er vild med gamle hunde. Det er fantastisk at have en hvalp, dejligt at have en voksen hund, men en gammel hund :hjerte: Nå ja, der er skavanker og hensyn der skal tages og det gør man så. Selv vågner jeg med smerter hver dag, har stress og depression men vil nødig aflives af den grund

Nånå skal du være flabet Jeg er enig med Umulia. Du kan fjerne Tulles usikkerhed mht. om hun skal med eller ej, ved at give hende sele på før du gør dig selv klar til at gå - altså når hun skal med, og sige "bliv hjemme" før du begynder at gøre dig klar, når hun ikke skal med. Så melder du tidligt ud hvad der skal ske og hun behøver ikke være usikker på situationen. Du kommer nok ikke udenom at træne separation med hende for hurtiigt at få stoppet hendes gøen og hurtigt give hende tillid til at du kommer igen. Jeg ville gøre som jeg har skrevet ovenover og gå ud og komme ind igen før hun begynder at gø, mange gange, så hun så hurtigt som muligt finder ud af at du kommer igen hurtigt. Hvordan tager hun at du henter post, går med affald, vasketøj og de andre småærinder man har udenfor i løbet af dagen?

Det er så nemt at have principper og en holdning til at hvis.... Livskvalitet er en variabel størrelse og min grænse har flyttet sig gennem årene. Jeg lever nu med en hund, som jeg for 20 år siden nok ville have vurderet skulle "have fred" - på papiret altså. Vi har alle en holdning til hvad et godt hundeliv er og især hvad det ikke er. Pelle har en lang ryg som giver problemer og et opereret knæ som har resulteret i stivhed. Begge dele giver ham smerter fra tid til anden - muligvis dagligt? Der er lys i øjnene på ham, han opfordrer til aktivitet er altid villig til spas og ture, han er eminent til hvalpe og nyder at lege og hygge med dem. Efter hvalpeleg skal han have smertestillinde medicin. Der er dage hvor han er opfarende og overreagerer og da får han smertestillende. Det var slet, slet ikke det liv jeg havde tænkt for ham, da han kom hjem som 8 ugers hvalp. Slet ikke. Jeg glædede mig til dagsture med rygsæk og udstyr, til træning og alt det der normalt følger med, når man får en stor hund. Pelle kan ikke klare lange ture uden at få smerter efterfølgende, det samme med hundeleg. På papiret ser det kedeligt ud, men sandheden er nok snarere at Pelle lever et optimalt liv ift. hvad han kan klare. Han virker tilfreds og glad og selvom jeg i mine mørke stunder tænker, at nu må det være nok, så tror jeg han holder lidt endnu - og har det godt med det Min omplaceringshund Stjerne derimod var fysisk sund og rask, en fantastisk hund at træne og aktivere, men hun kunne ikke kapere udefrakommende stimuli. En dag hvor postbudet eller andre bankede på døren var en dag hvor Stjerne hang oppe under loftet hele resten af dagen. Min søn måtte vente udenfor huset hvis nogen skulle hente ham for at undgå at Stjerne blev mega stresset. Hun magtede ikke et almindeligt familie- eller hundeliv og jeg så mig gradvis indskrænke mit liv for at hjælpe hende med sit. Hun fik en afdeling bag huset i haven, så hun ikke kunne se forbipasserende, gåturene blev indstillet og det nederste af ruderne i vinduerne blev blændet. Havedøren kunne ikke stå på klem og radio eller TV måtte køre konstant for at dæmpe lyde udefra, så hun ikke eksploderede i gøen. Hun fik det bedre da de daglige ture blev indstillet og hun kun fik et par ture om ugen. Sterne var hundeaggressiv og "forsøgte" et par gange at overfalde fremmede hunde. "Forsøgte" fordi hun gerne ville, men alligevel ikke turde! Stjerne var angst og aggressiv, en rigtig dårlig kombination da angsten ikke kan behandles før aggressiviteten - som er der pga. angsten, så det kører bare i ring. Efter to år med al den terapi og behandling som findes på markedet gav jeg op og Stjerne blev aflivet. Det blev hun den dag hun to gange angreb min anden tæve, som var væsentligt mindre og jeg så udtrykket i hendes øjne. Ingen hund har fået mig til at tvivle så meget på mine egne evner som adfærdsbehandler og fået så mange tårer ud af mig, som Stjerne gjorde. Da jeg kom hjem fra dyrlægen efter aflivningen opdagede jeg hvor meget Stjerne havde fået mig til at ændre i min hverdag og det var en fantastisk befrielse at kunne åbne havedøren, selvom det var iskoldt i februar, slukke radioen, pille afdækningen af ruderne og faktisk ånde frit igen på trods af smerten over at måtte tage afsked med hende. Stjerne var en fantastisk hund, som jeg lærte utrolig meget af, men set i bakspejlet skulle hun ikke have haft det sidste år med. Problemet med sådanne situationer er, at de oftest opstår gradvis og derfor er man ikke lige så opmærksom på ændringerne hos hunden, som hvis ændringen kom fra den ene dag til den anden.

1. Luk døren til vasketøjet 2. Få indlært en apportering vis sokken. Dvs. ros for sok i mund og byt med godbid. Herefter SLUT signal og adgang til sokker spærret. 3. Forud for de tidspunkter hvor I ved, at hun ønsker opmærksomhed kan I sørge for at hun er dækket ind og/eller aflede hende med andet, så hun ikke tager sokker. 4. Træne med sokker - at det er ok at have dem i munden, men ikke at tygge i dem.

Der må være en del utryghed forbundet med adfærden tænker jeg. Det er en hyrdehunderace, som skal holde sammen på sin flok. Dette kan være svært eftersom hundene er i line, men så kan man da altid forsøge at holde andre væk. Det kan hænge sådan sammen. Hvis hundene er løse, hvordan reagerer de så? Der er også andre muligheder f.eks. at din veninde ubevidst giver advarende signaler som at spænde op i kroppen, blive febrilsk i stemmen og stramme linen.

Jeg går ud fra at "hun kan næsten ikke holde den" refererer til at hunden er i line... Din venindes hunde gør det åbenbart også ind imellem når hun går alene med dem. Jeg synes det er bekymrende at hvalpen er udfarende og derfor ville jeg straks stoppe med at gå med begge hundene på en gang, hvis hun gør dette, så adfærden ikke smitter fra den ene til den anden. Da begge de hvide tilsyneladende har et problem med forbipasserende når de går i flok, bør der arbejdes på dette med en hund af gangen med en blanding af veltimet afledning, belønning for ønsket adfærd og øjeblikkeligt stop af uønsket adfærd, altså med andre ord: Opdragelse

Som sådan ser jeg intet forkert i at modtage en findeløn, hvis sådan en tilbydes. Jeg prøver at se det fra hundeejerens vinkel og blev Pelle, eller en af kattene, væk og blev afleveret ville jeg blive så lykkelig så lykkelig, at jeg gerne ville belønne finderen (og her er penge noget alle kan bruge) sådan har andre dyreejere det sikkert også Højst sandsynligt ville jeg ikke tage imod penge, men jeg ved det ikke. Det kommer helt an på hvordan det føles i situationen

Det er ikke fordi jeg absolut vil have at han reagerer på loppemidlet, men du kan ikke konkludere som du gør ud fra at han ikke plejer/ikke har reageret. Hvis der er en overfølsomhed overfor et emne, kan både dyr og menneske gå et stykke tid uden at reagere. Jeg har selv oplevet at tage medicin nogle uger og så pludselig få en krafig hudreaktion. Ligesådan kan visse emner forstærke hinanden og tilsammen give en reaktion. Allergi/overfølsomhed kan skabes hvis der er flere emner som tilsammen giver en reaktion.

Jeg farer vild, bare jeg drejer rundt om mig selv, giver postnumrene dig ikke en ide om hvor kiropraktoren holder til?

Det er jeg helt overbevist om. Desværre er afledning blevet stort set det eneste en del hundeejere griber til, når der opstår uhensigtsmæssige eller potentielt farlige situationer. Til spørgsmålet om hvordan: Selv bruger jeg først og fremmest at sørge for mest at gå steder, hvor jeg har god oversigt, så jeg kan nå at handle før min hund reagerer. Dette viser hunden (hvis den overhovedet iagttager mig) at jeg har overblikket Jeg har en plan for hvad jeg vil gøre i x situation. Dette giver en beslutsomhed og ro som hunden kan mærke. Derudover siger jeg fra overfor uacceptabel opførsel også uanset årsagen! Hvis Pelle f.eks. snappede ud efter en person, ville han blive irettesat med det samme. Selvom han havde snappet pga. frygt, så mener jeg det er vgtigt at vise, hvad man vil tolerere og hvad man absolut ikke vil tolerere. Det er naturligvis mig som fik sat ham i situationen og derfor er han på sin vis undskyldt, men det ved han ikke og tager derfor ikke dette med i sine "overvejelser", blandt andet også derfor gives irettesættelsen. Årsagen til den uacceptable adfærd skal naturligvis adresseres på passende vis, så hunden kan blive styrket og få tillid til, at den kan mestre situationen, men i selve situationen skal der handles hvis man vil have, hunden skal lære at f.eks. snapperi ikke er en passende strategi. Når dette er sagt, så skal man ikke automatisk gå ud fra at en hund oplever, at man har styr på tingene hvis man gør enten dit eller dat. Det kommer helt an på hvor hundens fokus er og hvis hunden er optaget af alt andet end ejeren, oplever den slet ikke at ejeren udstråler "jeg har situationen under kontrol". Udstrålingen af "jeg har tjek på det" starter i hjemmet under rolige former blandt andet med fornuftig grænsesætning, hvor hunden erfarer at man mener det, hvis man vil have den til at stoppe en uønsket adfærd. Hvis ikke dette fungerer optimalt hjemme vil det slet ikke fungere i en opkørt situation på udebane. De uønskede adfærd man vil have hunde til at lære at stoppe opstilles som træningssituationer, f.eks. at man har kage/mad stående fremme, som man ved hunden vil tage når man vender ryggen til. Det træner man forbud og tilladelse på til man kan styre situationen. Der er mange muligheder for anden fornuftig grænsesætning i hverdagen

RC Hypoallergenic foder virker på Pelles allergisymptomer, muligvis kan det også hjælpe Tjaldur, Du kan købe det i små portioner hvis du vil prøve det først. Kløe kan også være et stresssymptom, det behøver ikke være allergi. Han kan være følsom overfor loppemidlet eller reagere på hvordan du har det

Du kan spørge Vordingborg Dyrehospital om Sune fra Faxe kommer derned nogle gange. Jeg ved, nogle af dyrlægerne er begge steder. Ellers kan du google vet. kiropraktor og se hvad der kommer op

Tillykke med konkurrencen Ærgerligt at vinde en konkurrence uden at få præmie Jeg har været så frimodig, at jeg et par gange har været på Admins profil for at se om han er helt væk, for er han væk, er det tidspilde at holde liv i denne tråd. Det er han ikke. Admin var på HF d. 8/10 og derefter d. 11/10. Så jeg aner ikke hvad der sker, måske har han bare mistet interessen

Pelle har ingen dårlige vaner, han er bare klædeligt excentrisk

Der er også Maja Guldborg Kiropraktik

Der er flere vinkler på det: Hvad gør gæsterne i situationen? Hvad gør I i situationen? Når man skal opdrage sin unghund er det vigtigt, at man tager kontrollen over den situation, man vil have ændret. I gæstesituationen er det vigtigt dels at gæsterne ignorerer hende, dels at I tager kontrol over hunden (navn?) f.eks. ved at sætte hende i line og belønne for afslappethed. Så nemt kan det være Giv hende noget stort at tygge på, så hun bliver afledt fra gæsterne og så hun holder sig i ro. Hvis I på et tidspunkt synes, gæsterne skal hilse på hende, kan I give hende lov i line og med ordet "hilse" eller andet, derefter "slut" og så hen at ligge igen - eller hvis hun selv kan forholde sig roligt, kan hun slippes fri af linen. Det er vigtigt at gæsterne er rolige omkring hende og ikke taler til hende med høj og hurtig stemme, da dette animerer hende til at søge kontakt. Hunde som opsøger gæster for at få gang i den har ofte lært dette af gæsterne selv fordi de, eller andre gæster, har haft leget med hunden på tidligere tidspunkter så hunden har opbygget en forventning til aktivitet og kontakt med gæster

Enig Kastration er gennem en årrække blevet brugt som løsning på rigtigt mange besværligheder og problemstillinger, mest hos hanhunde. Som jeg oplever det, er der ved at ske en ændring i mange hundeejeres holdninger hen imod at kastration ikke nødvendigvis er den bedste og sikreste løsning og dette synes jeg er et stort fremskridt. Har I besluttet en decideret kastration af Penny eller "bare" sterilisering?

Min holdning er at man skal kende de potentielle forbedringer/risici der er ved sådan et kæmpe indgreb i en hunds hormonsystem. F.eks. er det fortvivlende at en ung hund som blev kastreret pga. "dominans" bliver utryg resten af sit liv. "Dominansen" kan vise sig at være påtaget og hundens forsøg på at vise den selvtillid den ikke har, men lader ejeren sig "narre" af dette er hunden endnu værre stillet efter en kastration Når man siger sådan noget som at hunden "potentielt" bliver dvask er det ikke ud fra oplevelsen med en enkelt hund eller 5, det er ud fra den viden der er samlet både fra etologer og dyrlæger. Vores første hund blev heller ikke dvask, men han "bollede" da lystigt tæver i løbetid uanset han bev kastreret. Han strejfede også uanset kastrationen. Hunde har jo individelle egeskaber og træk og "potentielt dvask" hentyder til at nogle hunde vil blive det, men man kan ikke få forhånd afgøre hvilke Som du beskriver det har Zaki da netop ændret sin personlighed og åbenbart i en god retning. Mht. overvægt, synes jeg man skal have med i overvejelsen hvad denne potentielle overvægt kommer af - nemlig øget sult. Jeg har kendt kastrater hvis dagsorden var at blive mætte og her mener jeg det er synd for hunden at være evigt sulten. For selv om man kan styre sin hunds fødeindtag ændrer dette ikke på sulten. Nogle hunde har jo en omsætning som får dem til at at tage på, bare de ser en anden hund spise - sådan lidt overdrevet Alt i alt synes jeg, der er mange ukendte individuelle faktorer som gør sig gældende ved neutralisering og at man derfor skal tænke sig rigtig godt om. Det kan give et fantastisk godt resultat og det kan give et fantastisk dårligt resultat, et resultat som ikke kan ændres. Derfor mener jeg, man skal se på det værst tænkelige udfald og vurdere om man kan leve med dette og om man mener, ens hund skal leve med dette. Derfra kan det jo kun blive positivt

Flere ting: Først og fremmest "sætter" jeg mig tungt på mine hunde fra hvalpe af. Dette betyder ikke, at jeg er hård eller streng ved dem, snarere tværtimod, de har "frihed under ansvar", men jeg sørger for at blive en meget, meget vigtig person i deres liv, ved at dække deres behov for tryghed, oplevelser, aktivering og ikke mindst grænser så godt som muligt og ved at optræde selvsikkert, hvilket blandt andet betyder, at jeg opfører mig som om jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at min hund ikke gør det jeg beder den om. Den med grænserne er en vigtig del af det at kunne stoppe sin hund i at køre op f.eks. når der er en løbsk tæve i området. Hvis en hund opdrages uden grænsesætning kan man ikke stoppe en uhensigtsmæssig adfærd med almindelige midler, den dag det bliver nødvendigt og den dag man står og hunden skal vælge mellem tæveduft og godbidder ved vi godt hvad den vælger. Jeg opstiller få, og mener jeg selv, rimelige grænser og er 100% konsekvent med at gennemføre og vedligeholde disse grænser. Når hunden er blevet voksen og har fået noget livserfaring kan jeg godt slække på grænserne ind imellem uden der sker noget ved det. En grænse kan f.eks. være at et "nej" skal efterleves, ellers bliver jeg vred og viser det hurtigt opstået og hurtigt overstået, men så hunden ikke behøver være i tvivl om min mening. Der er kun få "nej'er" i min hunds liv og de siges i en stille tone. Til engæld generer det mig ikke det mindste at brøle op, ved en grov overtrædelse af gældende regler f.eks. for at stoppe Pelle i at ville jage en fremmed kat i haven efter jeg har bedt ham lade være. Da vores omgangstone normalt er stille og rolig gør et brøl virkelig indtryk! Herudover lader jeg min hanhund bruge al den tid han vil på vore ture til at fordybe sig i tæveduft. Han snuser slikker, salver og smasker og først når han er færdig forlader vi stedet. Dette får den betydning, at han dels lærer at afkode færten dels at han ved han ikke behøver skynde sig eller bliver trukket væk og det giver en ro omkring det. I går stod jeg f.eks. det meste af et kvarter mens Pelle snuste, smagte, snuste, gik væk, tilbage igen, væk igen og således til han var helt sikker på, han havde fået alt med og det var så det. Færdig. I dag på samme sted (i vores park) optog han faktisk spor og jeg fulgte efter i lang line. Da sporet efter nogle hundrede meter fortsatte den vej vi ikke skulle bad jeg ham bare komme med og det var så det. Dette er forarbejdet Du kan læse, hvordan jeg fik styr på Pelles "tævelyst" i en forholdsvis sen alder, tror han var nået at blive to år, i denne artikel http://www.hunde-forum.dk/content/56-hanhunde-og-dufte-af-loebsk-taeve.html Rasmus trænede jeg målrettet på løbske tæver fra han var lille hvalp. Når jeg vidste, der havde været løbske tæver på træningspladsen sørgede jeg for at træne og beskæftige ham der og tilbød aktiviteter han ikke kunne afvise, så han selv valgte tæveduften fra og mine tilbud blev valgt til. Det var naturligvis super nemt med en hvalp Dette fortsatte jeg med op gennem hans opvækst og da vi samtidig havde tæver hjemme lærte han sig, at løbetid er èn ting, det er først når tæverne er højløbske de er virkeligt interessante. Det betød, at han fint kunne slappe af med løbske tæver omkring sig både ude og hjemme Jeg kan kun anbefale hanhundeejere at lægge dette stykke arbejde i deres hunde for det styrker både hunden og båndet mellem hund og ejer gevaldigt. I stedet er mange hanhundeejere febrilske omkring det, de søger helt at undgå løbetidsfært og deres hunde lærer derfor aldrig at kunne håndtere situationen. Det er der delte meninger om. Det kommer an på hvad du vil have. Jo tidligere du får det udført jo mere mild og hvalpet forbliver hunden. Jo senere des mere fysisk hanhundeudstråling.

Hvor har du denne (markeringen) fra?

Jeg troede først det var min pc, så jeg prøvede min søns "store" pc, som er superhurtig og kan en masse den skal kunne for at spille nogle avancerede spil. Det gik lidt hurtigere men ikke som det har været tidligere her på HF. Hvis jeg går ind på andre debatter er der ikke disse problemer. På Jubii hundedebat skal jeg nærmest bare tænke på at klikke så sker der noget Uanset ville det være rart med et svar fra Admin, når man nu henvender sig.

Potentielle fordele: Ingen frustration ved løbske tæver Mere ro (se også ulemperne) Mindre hanhundeaggressivitet (se også ulemperne) Ingen testikelkræft Potentielle ulemper: Testosteronets feedback system elimineres. Dette system fungerer ved at styrke hundens selvtillid. Testosteron = selvtillid = øget testosteron = øget selvtillid. Den manglende feedback fra hormonet kan resultere i, at en usikker/utryg hanhund får øget usikkerhed/utryghed og i stedet for at blive afslappet bliver hanhundeaggressiv (forsvar) Øget sult med madfixering Tendens til fedme Pelsen kan blive kedelig Roen kan blive til dvaskhed Det er de ting der umiddelbart popper op i mit hoved, andre, samt dyrlægen kan sikkert lægge mere til. Vores første hanhund blev kastreret som 2 årig. Han strejfede og det fortsatte han med at forsøge på resten af sit 15 årige liv. Min personlige holdning er at ingen af mine hunde bliver neutraliserede medmindre der er en medicinsk årsag til det. Hormonernes betydning tror jeg er langt mere kompleks end bare lige at handle om fertilitet. Pelle er 6 år og intakt. Jeg har taget konsekvensen af at have intakte hanhunde og har opdraget målrettet på, at de kan slappe af på trods af løbske tæver i nærheden. Vi har flest tæver på vejen her og naturligvis ved jeg, når de er i løbetid, det skal Pelle nok fortælle mig, men han bliver ikke tudefjæs over det. Dels på grund af træningen dels fordi jeg sørger for at han bruger sit hoved til noget andet og faktisk også fordi jeg siger til ham, jeg ikke gider det pjat. Mange hanhundeejere kan fortælle dig at en hanhund ikke er til at holde ud under løbetiderne, og der findes også hunde som er nærmest umulige at aflede og hvor kastration efter min mening er det mest humane, men med træning/opdragelse så tidligt som muligt kan man gøre en masse for at styrke sin hund, så den kan klare situationen.

Det vil være det smarteste at give ham værktøjer til det, da han næppe kan leve et langt liv uden at rende på store hunde. Men lad ham ikke hilse på kluntede hvalpe som ikke helt kan styre deres bevægelser og impulser Joee. Men også når man tænker på hvorfor han gør det! Han er i affekt, sikkert pga. utryghed og det tænker jeg en hunds liv er for vigtigt til ikke at gøre noget ved, så alene af den grund bør småhundene lære at kunne acceptere store hunde. Der er ingen som siger de skal være fri med dem. Absolut! Hvis han får for vane at skulle hilse på alle som kommer forbi, bliver det dels tidskrævende at gå tur, dels findes der hunde som ikke vil/må hilses på, dels bliver han frustreret når han møder disse hunde. Der er f.eks. ikke den store værdi for ham i at blive frustreret over lige at sniffe til en løbsk tæve eller rende ind i en galsindet hanlabrador som også har denne tæve i tankerne. Præcis! Det er rigtig godt du er opmræksom på disse grænser :5up: Jeg har en kæphest gående ud på hvordan mange småhunde løftes op i et snuptag, helt uden respekt for deres personlige rum og grænser og som regel af en uvarslet hånd som bare svupper hunden op bagfra Personligt mener jeg, at chihuahuas skal opdrages som om de var rottweilere - altså at man tænker på om man ville acceptere en given adfærd hvis hunden var en rottweiler (eller anden stor hund) Den er jo en stor hund ideni og bør behandles som sådan, hvis man vil vise den respekt som hund

Rasmus nøs når vi gjorde os klar til at skulle ud. Han strakte sig og nøs samtidig med at han bevægede hovedet lidt sidelæns i en hurtig bevægelse. Han lærte at nyse på signal