Ninjamor

Jeg er så priviligeret at jeg indtil videre ikke har haft brug for at lufte hund i mørke, men har en masse reflekser, reflekshalsbånd og diverse lygter hvis det bliver nødvendigt. Vi går typisk steder hvor der ikke er saltet og når det er koldt og blæser/regner/sner har Pelle dækken på. Sidste vinter investerede jeg i sådan nogle: til mig selv og det var et rigtig godt køb da der lå is overalt. Jeg stod helt fast Pelle har også nogle hjemmesyede "overgangsdækkener" da hans ryg ikke må blive kold.

Jeg stoppede med at se det da det blev annonceret at producenterne ville have mere drama på og at bedømmelserne fra dommer derfor ikke nødvendigvis blev retfærdige. Så er jeg stået af Selvom jeg synes det er fantastisk at se hvordan de nye dansere udvikler sig hen ad vejen

Jeg kan se, at flere vejer/måler foderet op. Det gør jeg ikke og har aldrig gjort det. Jeg ser på Pelle før hvert måltid og giver ham det jeg mener han trænger til. Nogle dage er han mere aktiv end andre dage + det hjemmelavede mad er mere eller mindre kalorierigt afhængig af proteinkilden. Hvis fisk feder f.eks. mindre end svinekød, laks og kylling. Er her ingen andre som gør sådan, altså ser på hunden før fodring?

Pelle på 5 år får tre faste måltider i skålen dagligt. Kommer han så og siger han er sulten udover det får han også, så det kan blive 4 måltider.

Jeg tror retrieveren har fået sit ry fordi labben i mange år blev fremhævet som værende den bedste begynderhund. Jeg har haft rigtigt mange problem labber mellem hænderne gennem mange år. Men stort set ingen af de andre retrievere. Måske er ens liv bare for kedeligt hvis man som hundeejer absolut skal udfordres? Selv vil jeg helst have "nemme" hunde, hvad det så ellers er, jeg har ikke haft nogen endnu, der har været udfordringer hos dem alle Godt jeg bare har en "nem" retriever. Det overstiger heldigvis ikke mine evner

Pelle hilser og siger at de to tæver på vejen bestemt ikke er neutraliserede :banan: De to hanner på vejen ved jeg ikke med. Pelle forbliver intakt medmindre han bliver syg i "de dele"... Hvorfor fixe noget der ikke er gået i stykker?

Der er vist mange "guder" Anne Line kender jeg ikke Marianna Bendixen plejede at komme jævnligt hos Rie Ravn i Kolding, det gør hun måske stadigvæk. Hun er knusende dygtig, dog uden en anderkendt uddannelse. Hun ville til hver en tid få lov at behandle mine hunde alligevel. Tove Due har jeg kun hørt rigtig godt om, det samme om Darly i Århus. Min egen "gud" er Gudrun Frantsen i Rønde.

Tillykke til Vinnie og tillykke med den forestående udvidelse af familien

5 år :klap: Bestemt nej! Det er guld værd at kunne

Jeg havde store drømme og planer med min nuværende hund, Pelle. De drømme blev smadret allerede da han var 4½ måned af en hæftig ledinfektion og en misdannet menisken som ødelagte højre bagknæ. Dengang vidtse jeg det bare ikke. Nu står jeg med en hund som ikke kan holde til det jeg ønsker: Lange ture, træning og måske lidt konkurrence oveni. Ønsker som ikke er urealistiske med en almindelig frisk hund. Havde jeg vidst, at vi ville ende sådan, var han ikke blevet opereret som hvalp, men aflivet. Ikke pga. mine uopfyldte ønsker, men pga. det han har måtte igennem. Nu er han her og her bliver han, til han ikke vil mere. Han bliver højst sandsynligt ikke så gammel som labber almindeligvis gør Mine hundedrømme blev knust, men så længe Pelles liv føles godt og han selv virker tilfreds må mine ønsker og drømme vige - selvom det er hårdt ind imellem. Det er jo ikke anderledes end at have børn, deres behov kommer også i første række... Som jeg ser det, må man nå så langt med det "materiale" man nu engang har og være glad for det Bortset fra det så har jeg faktisk selv skilt mig af med en hund engang. Det var min første labber Sam, som var så ekstrem følsom at jeg ikke kunne håndtere ham på en god måde. Vi passede bare ikke sammen! Han flyttede dog ikke ud af huset, idet min mand overtog ham. De to passede perfekt sammen og Sam blev redningshund og tog jagtprøver. Jeg fik så en blandingshund som var så hård i filten at hun kunne "klare" min energi - og lidt til

Jeg kan sagtent se mig selv med en storpudel, en flok cavaliers, cairnterrier (som jeg har haft før), langhåret schäfer, flere labber, måske en rottweilertæve... Beagle, eller en pjusket blanding af ubestemmelig herkomst. Eller papillon i flertal Det er næsten altid impulsivt eller "tilfældigt" hvad jeg ender op med og jeg har brændt mig på flere omplaceringshunde fordi mit hjerte løb af med mig. Jeg ønsker ikke bittesmå hunde eller kæmper.

Det må være muligt at bygge det op med kontrol, f.eks. med hvalpen/unghunden i line. Jeg tænkte netop også på bidearbejdet hvor min oplevelse er at mange hunde er måske endda mere tændte end hyrdehundene. At bygge op med kontrol af hunden i en lille paddock og ét erfarent får/vædder af gangen, må være muligt omend det teoretisk kan se ud som om det vil tage længere tid. Der må ligesom bidearbejdet være en vis % disciplin og en vis % selvstændighed til stede?

Det er altid godt at teoretisere, synes jeg, for man kan få nogle nye tanker Men den kan snyde helt utrolig meget den stress. Jeg har tidligere haft og har også nu en hund som tilsyneladende klarer belastninger fint. Lige i situationen. Der er intet at se. Men efterfølgende kommer der en reaktion på "ingenting". Nogle hundeejere tænker at bare hundens krop er i ro, så stresser hunden ikke op. Men det er en fælde Ofte er det faktisk det forkerte sted der arbejdes, som du skriver Uanset så er den beskrivelse du fik af hunden og situationen meget kort og utilstrækkelig at konkludere noget ud fra

Det er min erfaring at en ellers velstimuleret hund, som kører for højt op når den skal på tur, gør dette af vane - fordi den er kommet ud af døren i denne tilstand og dermed er blevet belønnet for adfærden. Tilstanden "hører til" det at komme ud. Det vil så sige, at for at finde ud af om det er reel frustration/stress adfærden dækker over, så skal man gennemgå hundens hverdag for at se om den er dækket ind på alle punkter både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt - samt om der er en masse fnidder/uro i dens familie. Det er den eneste måde, udover iagttagelse som en flue på væggen hele døgnet, at finde ud af hvad adfærden dækker over. Stress er blevet noget mange ser alle steder og for at være sikker på at vi taler om det samme, arbejder jeg med definitionen: Stress er den tilstand et individ kommer i, når det ikke kan håndtere sin situation på en fornuftig og rationel måde. Altså er det ikke stress hvis hunden kører højt, piber og skriger for at komme ud, hvis den kan handle rationelt og f.eks. give ønsket respons på et signal eller reagere "sundt" på en påvirkning. Så kører den bare højt. Man kan tænke sig til meget og adfærden ved gåture kan teoretisk have mange årsager f.eks. at hunden frygteligt gerne vil på tur, men har erfaring for at ejer altid bliver vred på turen, at det kommer til at gøre ondt i et ben, at man altid møder en "hadehund", at hunden aldrig får lov at bestemme ruten eller at snuse færdigt osv. osv osv. Dette sætter hunden i et dilemma og kan gøre den meget frustreret. Tilstrækkeligt med frustration giver stress. Men, som nævnt, oplever jeg, at langt de fleste hunde som, "skaber sig" når de skal på tur gør det af vane fordi det hører til mønstret at gå tur

Guanaman har en pointe alligevel. Vel kan man ikke hos en meget fysisk aktiv race mentaletræne den så den bruger alt sit fysiske krudt, men man kan godt få bugt med en del af det gennem f.eks. foder/godbidsøg rundt i (haven) lejligheden, problemløsningsopgaver samt træning af tricks. Sidstnævnte, om det så er tricks eller andre positive øvelser, har den fordel at hundens fokus på ejeren etableres og kan tages med ud af døren, så der er en fælles kontakt allerede før man går ud. Dette gør det nemmere at få/bevare en god kontakt og et niveau på hunden så man ikke først skal hive den ned fra under skyerne og prøve at få gjort den lydhør, når man er kommet ud i det pulserende liv. En lille god øvelse er at vente med at åbne døren ud til til hunden selv har valgt at sætte sig, eller allerhelst at tage øjenkontakt, og så gå ud sammen med denne kontakt. Hunden skal på forhånd have indlært at tage øjenkontakt uden signal fra ejer. Man kan komme til at stå længe foran døren, men gør man det, og undlader at sige noget til hunden, vil den relativt hurtigt opleve at den skal være med mentalt for at kunne komme ud. Når døren åbnes lidt og hunden vil mase sig ud, lukkes døren lige for næsen af hunden. Dette gentages til døren kan åbnes helt og hunden bliver stående/siddende med øjenkontakt. Og dette gentages om nødvendigt lige udenfor døren. Belønningen er at hunden får lov at gå lidt frem. Du kunne jo prøve det

Jeg ved det er vanskeligt Nå Lige præcis i denne situation kan du gøre meget for hans forståelse! En hund trækker jo ikke bare for at trække. Der er en hensigt med det. Det kan være for at komme væk fra en ubehagelig situation, det kan være en indlært vane og det kan være for at komme hen til noget/nogen. I sidstnævnte situation kan man undlade at lade sin hvalp/unghund opnå et møde når den trækker. Så siger nogle måske: Jamen den skal jo også lære at være social og at hilse osv. Det skal den naturligvis også, men belønningen for at komme til at hilse er så betydningsfuld for unghunden at den er uhyre bevidst om, hvad der førte til det. Og det var at trække! Belønningen for at trække bliver dermed stor- og det ved jeg godt at du allerede ved. Man skal naturligvis gøre det man selv vil. Jeg har fravalgt tilfældigt opståede hilsemøder, både hunde og mennesker, med min hund fra hvalp af. Af to årsager: 1. Jeg vil (/&%¤#"!§§)(!! ikke have en hund som trækker hjernedødt hver gang han ser en venlig person eller en hund! 2. Jeg vælger selv hvem han skal hilse på i hvalpe/unghundetiden, da det er da han får sine erfaringer som senere danner grundlag for hans holdning til f.eks. fremmede hunde og mennesker. Det vil jeg have indflydelse på! Hvad trækker han efter! Hvad vil han? Dejligt!

Det kan du heller ikke. Du skal ikke øge et krav før det aktuelle krav sidder næsten fast. Men bliver du for længe på et krav før du øger sværhedsgraden, kommer din hund til at hænge fast i det han har lært indtil da, f.eks. at gå en meter uden at trække, og da bliver det svært at høve kriteriet.

Det er nemlig konsekvensen og viljen af stål der giver resultatet. Det kan være svært at være konsekvent og jeg oplever hver eneste gang til træning at en eller flere hundeejere, som bøvler med at deres hunde trækker, træner fint på pladsen og i same øjeblik vi siger farvel og de går mod bilen eller bussen, så får hundene lov til at trække! Det er ikke nemt at være hund så I min bog "Sjov på turen med din hund" kan man læse om borttræning af trækning med "vend om metoden".

Vil du uddybe den? God ide

Netop

Velkommen til. Jeg håber du vil befinde dig godt herinde Vi kender vist hinanden lidt fra et andet forum

Okay... Det skal ses... Uden at vide andet end det du har skrevet, vil jeg foreslå grænsesætning som en del af hverdagen. Altså at sætte nye grænser for ham. Bare 2 - 3 stykker, så han oplever at "høre efter", "give sig" eller hvad du vil kalde det. Racen har det jo med ressourceforsvar, men det er op til dig om du vil acceptere at han helst vil holde andre væk fra dig. Eller rettere ikke at han vil, men at han faktisk gør det. Selv ville jeg ikke kunne have en hund som knurrede ad mine børn, men det er vanskeligt at give råd uden at have set situationerne og hvis du oplever at der er fremgang med den måde du indtil videre har trænet på, skal du endelig fortsætte med det

Næh, det kan ikke stå alene, men skal være en del af konceptet. Det er en af de få ting jeg er enig med Millan i En usikker hund og en ejer som også er det kan kun gå galt.

At arbejde under en hunds tolerancetærskel er generelt en god ide og der skal "krise-greb" til... Nu har jeg jo allerede blandet mig, men det er en rigtig dårlig ide at mixe to behandlingsformer. Som jeg forstår det du skriver, er det ikke sådan jeg generelt arbejder. Hvis jeg forstår dig korrekt (den fede skrift så stopper personen ved knur og når Silas igen er rolig fortsætter vedkommende hen mod jer? Hvis dette er korrekt forstået, så arbejder I ikke konsekvent under Silas grænser. Forstået sådan, at det du ser er "rolig adfærd", men du aner ikke hvad der foregår i hovedet på ham. Hvis man arbejder med gradvis desensibilisering er det altid hunden som skal nærme sig det, den er utryg ved og ikke omvendt. Dette kan virke underligt at træne hvis det kun er i den omvendte situation en hund reagerer (når nogen nærmer sig den). Men man skal arbejde på selve problemet og hvis det er utryghed/usikkerhed eller ligefrem angst er det det grundlæggende der skal tages fat i. Det har du muligvis allerede arbejdet med, men efter min arbejdsfacon, ikke nok til at begynde at ændre situationen, så det er personen som nærmer sig Silas og ikke omvendt. For var der arbejdet nok på usikkerheden (hvis det er usikkerhed) ville han godt kunne håndtere at nogen nærmer sig. Giver det mening? I ovennævnte situation føler en hund ikke den har kontrol med udviklingen af situationen og den base kan man ikke udvikle tryghed på. For at han skal komme over sin usikkerhed skal han føle han har en vis kontrol med situationen f.eks. at han kan fjerne sig hvis han har behov for dette. Den kontrolfølelse, den der giver trygheden, kan han vanskeligt opnå i den situation du har skitseret. Omvendt har han fuld kontrol med situationen når han er løs og kan lave udfald og jage folk væk. Det virker perfekt for ham og derfor er det en eminent strategi for ham. En strategi han stoler på og som giver ham en vis følelse af sikkerhed/tryghed i situationen. Okay Hvor gamle er dine børn og hvordan reagerer de? Og synet er 100% i orden også? Det er ikke helt almindeligt at en hund som er vokset op sammen med husets børn knurrer ad dem, medmindre den har erfaring for at de ikke er til at stole på. Børnene hører til familien, "flokken" og burde velkommes med glæde. Okay. Fik du nogle nye input omkring træning? Uanset en hund er usikker eller ej, er det supervigtigt at sende den nogle signaler om hvad man vil tolerere "i denne flok" og hvad man absolut ikke vil tolerere. Hvilke grænser sætter I for Silas i hverdagen - altså hvad kan I stoppe ham i af ting han gerne vil?