Journalisten

Labradoodlen har arvet en masse gode egenskaber fra sine umiddelbare forfædre: Puddelen og Labrador Retireveren, men racens eksplosive popularitet har gjort den kontroversiel. Det var lutter gode intentioner, der fik australieren Wally Conron til at skabe den første labradoodle i slutfirserne. Han arbejdede med at finde og træne førerhunde til blinde og andre handicappede, og han havde fået en svær opgave. En blind kvinde på Hawai var gidt med en hundeallergiker, og det var meget sværere end Conron havde regnet med, at finde en allergivenlig hund, der også havde alle de gode kvaliteter, som kræves af en handicaphund. Derfor endte han med at parre en puddel og en labrador, og en af kuldets tre hvalpe viste sig at være helt perfekt, da den blinde kvindes mand var blevet testet for reaktioner mod dens pels. Glædeligt overrasket fortsatte Conron avlen, og snart steg efterspørgslen - og her startede problemerne. Interessen for den nuttede, kærlige og særdeles intelligente hunderace spredte sig nemlig ikke kun blandt opdrættere af førerhunde. Den nåede også til Hollywood, hvor labradoodlen øjeblikkeligt blev en modehund. Derfra eksploderede populariteten, og det medførte nogle lyssky og meget tvivlsomme opdræt, og etbaleringen af forfærdelige hvalpefabrikker. Disse forbryderiske opdrættere har svækket racen, og rigtig mange labradoodles fra dårlige avlere har mentale problemer. I dag fortyder Conron offentligt at have opfundet racen, og berømte mennesker, som eksempelvis det norske kronprinspar, er blevet kritiseret for at gøre hundene endnu mere populære ved at købe dem. Andre har dog overtaget Contons arbejde, da de mener at racen stadig er en overlegen førerhund, og den allergivenlighed gør den også særdeles eftertragtet som terapihunde og som alarmeringshunde - hunde der kan alarmere ens omgivelser, hvis man får et epileptisk anfald, et hjerteanfald, en blodprop, etc., er et mere og mere udbredt fænomen i Australien, hvor racen stammer fra. Denne avl føres der streng kontrol med, og der udvikles stadig på den genetiske sammensætning, fx ved at krydse labradoodles med renblodede pudler, for at få en endnu mere allergivenlig pels. Labradoodlen har arvet lidt af hvert. Fra puddelen har den sin pels, der kommer i tre varianter, hvoraf to er allergivenlige for langt de fleste allergikere. Disse typer er uldagtig pels, der enten er bølget eller krøllet. Begge typer kræver virkelig meget børstepleje og jævnlige klipninger. En labradoodle fra en ordentlig opdrætter har desuden arvet puddelens skyhøje intelligens. Fra den næsten lige så intelligente labrador, har den arvet snarådighed og et kolossalt hjerte. Fra begge forældre kommer en enorm forkærlighed fra at svømme og plaske i vand og et særdeles alsidigt sæt af talenter, som nogle trænere er i gang med at udnytte, for at skabe de første jagt-labradoodles. Ligesom puddelen, kommer labradoodlen i tre størrelser: Standard, medium/dværg og minature. Der findes ikke nogen egentlig racestandard for den, da den ikke er en godkendt race i nogen af de store nationale eller internationale kennelklubber, så størrelse og farve varierer en del. Race: Labradoodle (ikke FCI-godkendt) Max højde: 42 cm (miniature), 52 cm (medium), 63 cm (standard) Vægt: 7-13 kg (miniature), 13-20 kg (medium), 21-30 kg (standard) Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5

Den lille Münsterländer er en ret populær jagthund i Tyskland, Danmark og Benelux-landene. Den kan varetage mange forskellige opgaver i felten og er desuden velsignet med et roligt og behageligt gemyt. Münsterländerens historie handler om en ædel hunderace, der senere blev adopteret af det jævne folk. Oprindeligt var den tyske landadelens foretrukne hund til falkejagt. Hunden moslede gennem filtret skovbund og engområder med højt græs, hvor den opsnusede byttedyr som kaniner og agerhøns. Når den havde fundet byttet, jog den det ud i åbent terræn og markerede hvor det befandt sig. På dette tidspunkt ville jægeren løslade sin falk, der så fløj højt op og dykkede ned og greb byttet mellem sin skarpe kløer. Da jagten blev udbredt blandt den jævne befolkning, efter adelstandens ophævelse i 1919, tog almuen Münsterländeren til sig. De brugte ikke falke, men hundens evne til både at finde spor, pointe og apportere gjorde den til et oplagt valg af jagthund for folk på et stramt budget. Münsterländeren er bygget til hårdt arbejde og skal have rigeligt med motion. Den er ikke egnet til at bo i lejlighed eller som hyggehund, men er man en familie, der kan lide at røre sig, er den et godt valg. Hvis man ikke selv går på jagt, kan den tages med på løbeture, cykelture og til stranden, hvor den kan løbe frit og snuse til en masse spændende ting. Hvis den bliver rørt nok, er Münsterländeren en rolig hund, når den er inde. Den kan godt finde på at give hals , når der kommer fremmede, men kun for at gøre opmærksom på besøget - de er generelt ikke aggressive, men bare vagtsomme. Den kan hurtigt trænes til at acceptere husets kat eller andre husdyr - men den vil stadig, instinktivt, gå efter vilde dyr i det fri. Pelsen er halvlang og let bølgende, og hvis man ikke har lyst til at støvsuge hele tiden, kan med med stor fordel børste hunden et par gange om ugen - den fælder nemlig en del. Münsterländere er generelt ikke bekostelige i dyrlægeregninger - racen avles af ihærdige og seriøse jagthundeentusiaster og har meget stærke gener. Race: Kleiner Münsterländer Max højde: 54 cm Vægt: 16-25 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 1/2

Det første man lægger mærke til er størrelsen. Den irske ulvehund er ikke bare stor, den er enorm. Den er verdens højeste hund og skabt til at jage nogle af de farligste dyr i Irland. Ikke desto mindre er den også en sød og imødekommende familiehund. Der er noget ædelt over ulvehundens udseende. Den er en urkraft på fire ben, og var i sin tid kendt som kongerne og høvdingenes hund - for ingen andre havde råd til at fodre den. Det blev tradition for disse store ledere, at forære kobler af syv ulvehunde væk i gave til udenlandske gæster, for at vise hvor rig man var. På den måde præsterede man faktisk næsten at udrydde racen, men den blev genatableret i midten af 1800-tallet. Den irske ulvehund er en krigsmaskine. Den er avlet til egenhændigt at jage store, farlige dyr, som ulve, bukke og vildsvin, og gå i struben på dem. Nogle forskere mener også, at de blev brugt i jagten på den gigantiske irkse kæmpehjort i stenalderen - hunderacens tilstedeværelse i Irland kan spores hele 7000 år tilbage. Ulvehunden har også været anvendt som krigshund, hvilket man må formode at den har været overmåde god til. Selvom racens historie er fuld af vold, er den ikke af natur aggressiv. Faktisk er ulvehunden ret kælen og nyder at blive kløet på maven. Den skal dog stadig behandles som en jagthund, når den skal motioneres. Ulvehunden en god langdistanceløber, men kommer virkelig til sin ret når den skal sprinte. Den er af samme familie som mynden, og bliver i stigende udstrækning brugt som væddeløbshund. Det nytter ikke noget at give en ulvehund for lidt plads - den skal have mulighed for at bevæge sig langt og komme op i fart. Hvalpe kan blive ret destruktive, hvis de ikke får rørt sig nok, og derfor kan en - meget stor - hundegård være en nødvendighed, indtil hunden modnes. Ulvehunde har nærmest en tænd/sluk-knap installeret i hjernen. Den kan springe rundt i skoven, og løbe efter fugle og andre smådyr, spæne fire fodboldbaner rundt og lege hele dagen, hvis man har lyst. Men lige så vild og aktiv den er udendørs, lige så rolig og gemytlig er den, når den kommer indenfor. Pelspleje er vigtigt, men ikke tidskrævende. Ulvehunden får hurtigt et forhutlet udseende, hvis man lader pelsen stå, men det kan ordnes med en ugentlig børstning og en halvårlig klipning. Store hunde, og de fås ikke større, har en tilbøjelighed til ledsygdomme og ulvehunden er ingen undtagelse. hold derfor godt øje med hvordan den bevæger sig. Race; Irsk Ulvehund Max højde: 92 cm Vægt: 52-82 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 5/5 Plejekrav: 1/5

NOTE: DÆKKER FØLGENDE OPSLAG: KORTHÅRET DVÆRG GRAVHUND, KORTHÅRET GRAVHUND, KORTHÅRET MINIATURE GRAVHUND, LANGHÅRET DVÆRG GRAVHUND, LANGHÅRET GRAVHUND, LANGHÅRET MINIATURE GRAVHUND, RUHÅRET DVÆRG GRAVHUND, RUHÅRET GRAVHUND, RUHÅRET MINIATURE GRAVHUND Vittighederne står som regel i kø, når uindviede skal beskrive en gravhund. Men de små pølser på ben har en lang historie bag sig, som nogle af Europas mest effektive og populære jagthunde, og besidder et dertilhørende ædelt sind. Gravhunden har, i en eller anden form, eksisteret siden 1400-tallet. Den blev forædlet i Tyskland, og i 1750 opstod den hund vi alle kan genkende i dag. Dens tyske navn, Dachshund, betyder grævlinge- og rævehund, og det var som grævlingejæger, at racen vandt udbredelse. Man fandt dog snart ud af, at den også var en god apportør, og derfor anvendelig til fulgejagt og i brug mod småvildt, som harer og kaniner. Kobler af gravhunde blev endda sluppet løs mod langt større vildt, som vildsvin, og kunne løbe byttet træt, så jægerne lettere kunne nedlægge det. Det var dog som tunneljæger, at gravhunden var allermest anvendelig. Dens aflange, smalle form, det spidse hoved og den stærke bagkrop, er altsammen indrettet til at forfælge underjordisk bytte, og skræmme det op til den ventende jæger. Ikke overraskende er nutidens gravhunde ekstremt modige og stolte. De betragter ikke selv deres ringe størrelse som en hindring, men som en fordel, og de indgår gerne i flokke af artsfæller. Statistisk set er gravhunde ret aggressive, hvad talrige kulørte historier om kongehusets gravhunde vidner om. Det er en god kvalitet hos en hund, der skal jage under jorden, men ikke nødvendigvis hos en familiehund. Det er derfor vigtigt at opdrage hunden tidligt og vænne den til alsidigt selskab, hvis man har børn eller andre dyr. Den får meget hurtigt ejerfornemmelser over sine mennesker, og kan let føle sin plads truet. Der findes ni varianter af gravhunde, fordelt på tre størrelse - standard, dværg og miniature - i kombination med tre pelstyper - korthåret, ruhåret og langhåret. Forskellene mellem de mange varianter er stort set kun kosmetiske, om end de mindre hunde har en tendens til at være lidt mere støjende og balstyriske. Hvad pelspleje angår er det selvfølgelig nemmest at have at gøre med de korthårede og ruhårede varianter, men de langhårede er stadig ikke lige så plejekrævende som eksempelvis en puddel eller en coton de tulear. Alle gravhunde kan bruges til jagt, og skal have motion og udfordringer der minder om jagten. Sporfinding, agility og apportering er alle oplagte færdigheder at træne sin gravhund i. De skal ud at røre sig og kan løbe langt, til trods for deres korte ben. Det er også en ret intelligent hunderace, der skal udfordres mentalt, for ikke at kede sig og blive gnaven. Den kan være stædig og stolt, og finder sig sjældent i at blive skældt ud eller i at gentage de samme øvelser hele tiden. Race: Gravhund Max højde: 25 cm Vægt: 8-15 kg Børnevenlig: Delvist Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 2/5 eller 3/5 (langhåret)

Den franske bulldog er en dejlig selskabshund, der ikke kræver det store for at være tilfreds. Den er mest tilfreds med en afslappet hverdag i vante omgivelser. Racens oprindelse er der delte meninger om, men man er enige om, at den er en slags dværgudgave af den engelske bulldog. Målrettet avl gav den franske bulldog sine karakteristiske flagermusagtige ører, der adskiller den fra stamracen. Hvis man leder efter en nem hund burde den franske bulldog være i toppen af ens liste. Den lille størrelse kræver meget lidt motion - faktisk frarådes det at motionere den for meget. Den spiser ikke alverden, og den korte pels passer stort set sig selv. Racen er skabt som en skødehund, der helst ligger stille, selvom dens stærke, muskuløse forfædres gener ikke fornægter sig - den er stadig en ret solidt bygget hund. Man skal dog være opmærksom på at racen, som mange andre dværgracer, har en række nedarvede rygproblemer. Det er derfor vigtigt at finde en certificeret opdrætter, helst en der er godkendt af Bulldog-klubben. En fransk bulldog har et fladt næseparti, der gør, at man skal holde øje med dens vejrtrækning. Af samme årsag må den ikke løbe for langt og for længe, og man skal være opmærksom på om hunden har det for varmt. Enhver aktivitet, der kræver en heftigere vejrtrækning end normalt, skal monitoreres og modereres. Ørerne skal undersøges for vokspropper jævnligt. Racen er taskevenlig, og bør trænes til at betragte en bestemt taske eller en transportkasse, som sit hjem, fra den er hvalp. På den måde vil den altid have et trygt sted, hvor den kan finde ro, hvis man eksempelvis skal på biltur, med offentlig transport eller på ferie i nogle uger, hvor hunden skal med. Når den først har knyttet sig til en taske, kurv eller kasse, er den endog meget nem at have med rundt. En fransk bulldog er ikke nogen optimal hund til børn - men de, altså børnene, kan sagtens trænes til det. Børnene skal lære at hunden ikke tåler for meget tumult, hurtigt bliver dehydreret og ikke skal løftes op hele tiden. Race: Fransk Bulldog Max højde: 35 cm Vægt: 8-14 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 1/5 Plejekrav: 1/5

NOTE: SAMLET ARTIKEL FOR KORTHÅRET OG RUHÅRET FOX TERRIER Fox Terrierne er adrætte små hunde, med et livligt og godmodigt sind. Den er avlet som jagthund, men fungerer også fint som familiehund. Der findes to slags fox terriere. Der er de glathårede, der er bygget som små missiler på fire ben, og de ruhårede med deres charmerende fuldskæg. Om der er tale om to forskellige racer eller blot varianter af én race har der historisk set været delte meninger om. De fleste vestlige kennelklubber betragter i dag fox terriere med forskellig pels, som hørende til to forskellige racer, selvom man lystigt krydsavlede dem helt op i 1960'erne. Udover pelsdragten er der marginale forskelle på kropsbygning og vægt hos de to racer. Den korthårede fox terrier er smallere og lille smule lettere end den ruhårede. Begge slags fox terriere blev frembragt i England og brugt til jagt. På egen hånd er den en glimrende rotte- og mårfænger, og i kobler er de blevet brugt mod grævlinge og sågar vildsvin, foruden naturligvis ræve, hvorfra deres navn stammer. De er indrettet til at grave sig ned i rævens tunneller, og jagte den op til overfladen, hvor større hunde og mennesker venter. Selvom de er blevet brugt som selskabshunde siden 1800-tallet, har de haft et ry for at være bidske og aggressive. Disse kvaliteter var gode hos hunde, hvis primære job bestod i at knække nakken på rotter og jage rovdyr rundt under jorden. Men efterhånden som fox terriernes funktion forandrede sig, avlede man målrettet efter mindre voldleige og mere imødekommende sindelag. Det havde man stort held med, ogi dag er fox terrierne søde hunde med stor kærlighed til mennesker, også børn og fremmede. Andre dyr kan det dog stadig være lidt svært at få dem til at acceptere, og man skal være meget opmærksom på sin fox terrier i skoven. Det ligger stadig i dens natur at sætte efter smådyr og nedlægge dem. Deres vilde fortid giver fox terrier-racerne en stolthed,der udvikler sig til obsternasig stædighed, hvis man prøver at træne den med magt og trusler. Den skal belønnes for sit arbejde og får sin gode opførsel, ellers lærer den ingenting. Til gengæld husker den nærmest alt hvad man lærer den. Man skal huske, at selvom den er lille skal den legesyge fox terrier have lov til at røre sig - gerne lidt mere end andre hunde i samme størrelse. Den korthårede fox terrier kræver meget lidt opmærksomhed hvad angår pelspleje. Det er ikke tilfældes med den ruhårede, der gerne skal børstes en eller to gange om ugen og klippes fire gange om året. Race: Foxterrier (korthåret eller ruhåret) Max højde: 40 cm Vægt: 6-8,5 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5 (korthåret) eller 2/5 (ruhåret)

Selvom den hører til de små såkaldte legetøjshunde, er der plads til enormt meget spræl i en dværgpischer. Den er en venlig hund, der er god til førstegangsejere og børnefamilier, men også kan trænes til alt muligt. Det er et noget obskurt stamtræ, der ligger bag dværgpinscheren, og eksperterne er ikke helt enige om hvad den egentlig består af. Black-and-tan toy terrier, tysk pincher, gravhund og italiensk mynde kan allesammen høre til mixet, afhængigt af hvem man spørger. Man mener at dværgpinscheren blev skabt til en dobbeltrolle, som rottefænger og selskabshund - i dag bliver den udelukkende brugt til det sidste og som udstillingshund. Hunden er i taskestørrelse og derfor nem at tage med på rejse. Den er også billig i drift på alle måder: Den spiser ikke særlig meget, lider ikke af alvorlige arvelige sygdomme, har et stærkt helbred og kræver så godt som ingen pelspleje. Mange tror at den, på grund af den meget korte pelsdragt, ikke håndterer kulde særlig godt, og investerer i tøj til den, til den danske vinter - dette er ikke nødvendigt, hvis man blot sørger for at hunden får den rette føde, den skal bruge for at danne en smule vinterpels og tage lidt isolerende fedt på. Dværgpinscheren er glad for at være udenfor, men på den anden side også en glimrende lejlighedshund. Den tilpasser sig hurtigt dens famlies skema og energiniveau. Man skal dog være varsom med at give den for meget motion. De korte ben er ikke skabt til at løbe et halvmaraton om dagen. Til gengæld elsker den at boltre sig i naturen, løbe korte strækninger i spændende terræn, følge duftspor og - som gammel rottehund - at grave i jorden. Den er også glad for at flade ud i sofaen med mindre aktive familiemedlemmer, altså de ældste og de yngste. Den er god til børn, men en smule skeptisk overfor andre dyr. En udbredt fordom om hunde i legetøjskategorien er, at de gør hele tiden. Dværgpinscheren er mere intelligent end de fleste andre hunde i sin størrelseskategori, og kan derfor sagtens lære at tie stille, hvis den skal. Ofte er det dog en god idé at lade den kommunikere, bare lidt. Hvis den får lov til at melde gæsters og postbudes ankomst, føler den at den bidrager med noget vigtigt, og det gør den glad. Race: Dværgpinscher Max højde: 30 cm Vægt: 4-6 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5

Dengang Danmark og Skåne var landbrugssamfund - altså da de fleste boede på landet og var ansat i landbruget - var der behov for en hund, der kunne lidt af det hele. Det blev den dansk/svenske gårdhund. Racen menes at være en videreudvikling af forskellige, for størstedelens vedkommende uddøde, pinscher-racer, men der er også noget gammel cirkushund i gårdhundens DNA. Resultatet af avlen er en hund, der begår sig perfekt på et husmandssted. Den er en trofast og kærlig følgesvend til sin ejer, og en særdeles god rottefænger, hvis man fra hvalpealderen nøder dens jagtinstinkt. Den kan også trænes som apporterende jagthund, og har en naturlig vagthund gemt i sig, og er eksempelvis meget villig til at bevogte høns, så ræven ikke tager dem. En dansk/svensk gårdhund har et godt sind, og er derfor også en sjov og glad legekammerat til børn i alle aldre. Det er altså ikke så mærkeligt at den dansk/svenske gårdhund er blevet udbredt, på et tidspunkt hvor hunde skulle arbejde for føden. Før den dansk/svenske gårdhund fik sit officielle navn, hvilket først var i 1980'erne, var den kendt under andre navne, som rottehund, skånsk terrier eller dansk foxterrier. Det er dog misvisende at kalde hunden en terrier, da den, som nævnt, er langt tættere beslægtet med de mere rolige pinschere. Man kan ikke komme udenom at racerne ligner hinanden - eksempelvis bliver den nok mest berømte dansk/svenske gårdhund, Kvik fra Matador, spillet af en foxterrier. Da Kvik dør og bliver skiftet ud med en ny hvalp, sent i serien, er det dog en ægte dansk/svensk gårdhund der overtager. Hvis man nu ikke bor på en landejendom, kan man sagtens holde hunden beskæftiget alligevel. Der er som sagt noget cirkushund i den, og den er dygtig til at lære tricks, som at hoppe gennem ringe og over forhindringer. Den kræver ikke enormt meget motion, i form af gåture, men den har det bedst med at bestille lidt og kunne vise at den er dygtig. Agility og lydighed er gode discipliner for gårdhunden. Dank/svenske gårdhunde er nemme hunde, hvis man bare stimulerer dem. De kræver et absolut minimum af pelspleje og er ganske selvhjulpne og lette at gøre sturerene. Når man dertil lægger at racen er utroligt robust og ikke er plaget af arvelige sygdomme, får man en hund, der er virkelig god til helt nye hundeejere. Race: Dansk/svensk gårdhund Max højde: 40 cm Vægt: 8-12 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5

Dalmatineren er en unik og utroligt alsidig hund, med en lang historie bag sig. Der er stort set ikke det job racen ikke har udført. Eksperter skændes konstant om hvor dalmatineren stammer fra. Navnet stammer muligvis fra Dalmatia-regionen i Kroation, men racen er langt ældre end det, og ses for eksempel afbilledet af de gamle egyptere. Der er et utal af legender om racen, med dens helt enestående plettede pels, der siges at have inspireret klerikale klædedragter, brugen af sort-hvidt hermelinskind på royale kapper, og alskens andre ting. Siden oldtiden har dalmatineren været brugt som vognhund. Antikkens middelhavsriger brugte dem som krigshunde, i samarbejde med hestetrukne stridsvogne, og op gennem middelalderen, faktisk helt op til industrialiseringen, blev dalmatinere brugt som beskyttelse mod landevejsrøvere, som forløbere for vogne, der advarede folk om at flytte sig, og som følgehunde til hestetrukne brandsprøjter. Dalmatinere er frygtløse, og heri ligger kimen til deres samarbejde med hestene - der hurtigt kunne knuse en hund under sine hove. Som brandhund har frygtløsheden også været en enorm fordel - dalmatinere er ikke bange for ild, men har ligesom mennesker et velfunderet respektforhold til det. Racen er særdeles intelligent, og har været brugt som jagthund, førerhund, vagthund, skadedyrsbekæmper, cirkushund og redningshund. Det er dog det tætte, medfødte bånd, racen har til heste, der til stadighed anvendes. Hesteavlere er den dag i dag tilbøjelige til også at opdrætte dalmatinere, både som rottefængere og familiehunde, da det er langt mere belejligt med en hunderace, der ikke lader sig skræmme af de store dyr, og dermed ikke gør hestene nervøse. Man skal være varsom med hvordan man motionerer sin dalmatiner. Den kan nemlig stort set ikke føle træthed, og vil aldrig bakke ned fra en udfordring, hvis man ikke siger den skal. Den kan således overanstrenge sig og nægte at anerkende det, hvilket i længden vil slide den ned før tid. Den skal dog have en masse motion, godt med foder og holdes beskæftiget, så den ikke keder sig. Dalmatineren excellerer indenfor stort set alle hundesportsgrene, og nyder at lære og røre sig samtidig. Dens korte pels kræver en overfladisk børstning hver, hver anden uge, så man kommer af med de døde hår, men ellers passer pelsen sig selv. Dalmatineracens popularitet hopper og danser, som regel i forhold til hvornår der sidst er udkommet en 101 Dalmatinere-film. Som med alle andre racer har det resulteret i at samvittighedsløse avlere har oversvømmet markedet med dårlige hunde, avlet på meget tvivlsomme linjer. Hver gang det er sket, er det heldigvis lykkedes kennelklubberne at avle problemerne ud igen, men man skal alligevel være meget opmærksom på at skaffe sin hund fra en ordentlig kennel. Race: Dalmatiner Max højde: 60 cm Vægt: 16-32 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 5/5 Plejekrav: 1/5

På grund af Lassie-filmene er collien en af det mest berømte og genkendelige hunderacer i verden. Den overvældende interesse for racen, der opstod i den forbindelse, førte til ugennemtænkt masseavl, som gav den et rygte som en sygelig og småparanoid race. Et grundigt og gennemført avlsprogram, foretaget af seriøse opdrættere, har nu ført collien tilbage på det rigtige spor. Oprindeligt arbejdede collierne hårdt, som en af de mange, stærke hyrdehunderacer, der er blevet fremavlet i Skotland siden tidernes morgen. Det er en meget gammel race, fra før man førte stamtavler, måske endda før man overhovedet begyndte at skrive. Sikkert er det dog, at collien var en formidabel hyrdehund, og stadig har bevaret nogle af de evner. Det kommer til udtryk gennem colliens vane med at forsøge at styre sin familie som en flok. Den bliver lidt utryg hvis der er for langt imellem familiemedlemmerne, og placerer sig gerne et centralt sted i huset, hvor den let kan holde øje med alle. Som arbejdshund har collien også skullet være meget selvstændig og selvsikker, og yderligere meget intelligent, og det er disse træk man har avlet efter. Resultatet er en hund, der er for stolt til at få skældud, men som man kan lege helt utroligt mange tricks ind i. Et godt eksempel på dette er collien Pal, der spillede Lassie i hele syv film mellem 1943 og 1954. Pal lavede alle sine egne stunts og opfattede næsten øjeblikkeligt hvad instruktøren og hans træner gerne ville, så behovet for stand-in-hunde og gentagne optagelser var nærmest lig nul. En collie skal røre sig en del, for at være tilfreds, men ikke mere end så mange andre hyrdehunderacer. Til gengæld er de meget rolige når de kommer indenfor - den skelner mellem hjemmet, hvor man har fri og verden udenfor, hvor man arbejder, lidt ligesom mennesker gør. I det hele taget er det en meget menneskelig hund, der kræver menneskeligt selskab i store mængder. Det er derfor en fordel at have den som børnefamilie, hvor der oftest muligt er nogen, der har tid til at lege og træne med hunden. Der findes to slags collier: De Hollywood-berømte og udstillingsvenlige langhårede collier, og de langt mere sjældne korthårede, og mere arbejdsorienterede collier. For de langhårede kræver pelsen en del pleje, med en daglig børstning og en ugentlig gennemredning, mens den korthårede collies pels nærmest passer sig selv. Den korthårede kræver til gengæld lidt mere motion. Race: Collie Max højde: 61 cm Vægt: 16-34 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 4/5

Der er omkring dobbelt så meget hund, som der ser ud til, gemt i en Cairn Terrier. Den ser ikke ud af meget, hvis man bare lige møder den - Cairn Terrieren. En lille, pjusket fyr med en skulderhøjde der sjældent overstiger 30 centimeter, og med et ansigt der mest beskriver den som lidt af en gavtyv. Den ligner mest det man i udlandet kalder en Toy Dog. Men man skal ikke skue hunden på hårene, om man så må sige. Cairns er arbejdshunde, der i århundreder har knoklet for skotske bønder. De er forbløffende effektive skadedyrsbekæmpere, der jager mus, rotter, mårer, muldvarpe og ildere - og er rigeligt modig til at tage kampen op mod ræve og oddere og større dyr også. Racen er en af de ældste terrierer. Den er solidt bygget, meget selvstændig og har en gevaldig personlighed. Den ser sig selv som lidt af en superhelt, og den forventer at blive behandlet som sådan. Den er skabt til at være udendørs og aktiv, og kræver derfor længere og hyppigere gåture end andre hunde på samme størrelse. På mange måder er en cairn terrier en slags kampvogn i miniformat. Fordi dens byttedyr i vid udstrækning er underjordiske, er cairnen også lidt af en gravemaskine. Har man egen have, som hunden løber i, skal man således nok forvente at plænen bliver lidt bulet, hvis man ikke får hunden afrettet fra den er hvalp. Man kan dog give hunden afløb for gravetendenserne ved at lade grave i naturen, når man alligevel går tur med den. De to stærkeste karaktertræk ved cairnen er nysgerrighed og mod. En charmerende kombination, der dog kan volde nogle problemer. Den er simpelthen genetisk disponeret til enten at jage eller hævde sig overfor andre dyr, og det er noget nær umuligt at lære den at lade være. Derfor er det vigtigt at man vænner den til at gå i snor - den vil forfølge alt fra småfugle til granddanoiser, og den kigger sig ikke for, før den går over vejen. Jagtinstinktet kan anvendes til træning og motion, eksempelvis ved at lade hunden følge duftspor, helst over forhindringer og gennem udfordrende terræn. Cairnens pels er halvlang og strid, umådeligt velegnet til det kolde og blæsende klima den kommer fra. Alligevel kan man slippe med at børste den grundigt igennem et par gange om ugen, og sporadisk klippe de værste totter af i ny og næ. Race: Cairn Terrier Max højde: 30 cm Vægt: 4,5-7 kg Børnevenlig: Delvist Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 2/5

En særlig dansk hund med fine aner, der strækker sig tilbage til antikken. Broholmeren er en stor og muskuløs hund, men venlig og rolig, hvis den har det godt. Broholmeren tilhører gruppen af hunde, der nedstammer fra antikkens Molossus-hund, der nu er uddød. Molossen blev brugt til krig, og det fornægter sig ikke i dens efterkommeres DNA. Broholmerens slægtninge tæller eksempelvis boxeren, mastiffen og rottweileren. Inden racen fik sit nuværende navn og udseende, var den simpelthen kendt som "stor gul hund". Den blev især anvendt på godser og herregårde, som vagthund og i mindre grad også som jagthund, når der skulle nedlægges storvildt, som vildsvin, bjørne og kronhjorte. Det var en greve ved navn Sehested, der i slutningen af 1800-tallet besluttede sig for at strømline racen. Han iværksatte et gevaldigt avlsprogram, og sørgede for at sprede gode avlseksemplarer til forskellige dele af landet - blandt andet til Københavns Zoologiske Have - for på den måde at sikre en stærk genetisk arv. Sehested ejede godset Broholm, der blev en slags hovedkvarter for avlen, og altså kom til at lægge navn til racen. En hund der er skabt som en prestigeejendel og er stor nok til at gå på bjørnejagt, er ret dyr i drift. Dette blev næsten broholmerens endeligt. Efter Første Verdenskrig begyndte en verdensomspændende økonomiske krise, adelen mistede magt og privilegier, og industrialiseringen af landbruget tog fart, og begrænsede storvildet. Broholmeren var derfor arbejdsløs og blev kun holdt i live af et fåtal af entusiaster, eller mere eller mindre tilfældigt. I starten af 70'erne blev en flok danske hundeundstillere drillet af en udenlandsk dommer, på grund af manglen på særligt danske racer. Det blev anledningen til at genoplive broholmeren, og siden da er der igen etableret en sund avl af de store hunde. Til trods for de drabelige opgaver den i sin tid blev skabt til, er broholmeren en gemytlig og rolig hund. Den er derfor nem at opdrage og er stadig en rigtig god vagthunderace. Den er ikke unødigt aggressiv og foretrækker at jage uvelkomne indtrængere bort, i stedet for at flyve i flæsket på dem. Den siger som regel ikke så meget, men når den løfter stemmen er det til gengæld rigeligt, til at de fleste tager benene på nakken. Broholmeren er en stor, tung og meget tålmodig hund, og derfor god til børn i alle størrelser. Den grundigt kontrollerede avl har gjort den til en sund og robust race, og dens pels behøver nærmest ingen pleje overhovedet. Den kræver dog at man har en del plads den kan brede sig på. Bjørnejægeren i den skal kunne strække benene. Dertil kommer de høje udgifter til foder. Race: Broholmer Max højde: 75 cm Vægt: 40-70 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5

Selvom den er meget sjælden i Danmark, kender de fleste nok blodhunden fra film og tegneserier, eller fra vendinger som "de jager ham som blodhunde". Racen har den bedste lugtesans i hele hundeverdenen, og det har haft meget at sige for dens historie. Historisk set er blodhunden en jagthund, en støver, hvis formål er at opstøve vildtet for jægeren. Blodhundens uovertrune næse kan spore gamle dufte over mange kilometer, og den forfølger sporet utrætteligt. Dens næse er så god, at den nemt sporer individuelle hjorte og vildsvin, og ikke lader sig forvirre af andre dyrs spor. Blodhunden har været i Europa siden før korstogene, og blev især avlet i Belgien, indtil briterne fik øjnene op for hundens enorme potentiale. De begyndte at importere hundene og lavede deres egne forædlingsprogrammer, og i dag nedstammer langt størstedelen af alle hunde fra disse strengt kontrollerede avlslinjer. Det var også den stramme britiske avl, der gav racen sit nuværende navn, der ikke har noget at gøre med evnen til at følge lugten af blod - endskønt de da også er formidable til det. Navnet kommer af det gamle britiske begreb for adel, at være "of the blood", fordi hundenes stamtavler var lige så nøje ført som adelens. Briterne opdagede også muligheden for at bruge blodhunden til andet end jagt på dyr. De kunne nemlig også bruges til at jage krybskytter med, og derfra var der kort til tanken om en hund der kan bruges til rednings- og eftersøgningshund generelt. Racen er stadig ganske populær i dette arbejdsfelt i Storbritannien, Canada, USA og Schweiz. Der er så stor tiltro dens blodhundes lugtesans, at den i USA tæller som gyldig bevisførelse i retten. De relativt få blodhunde, der bor i Danmark, bruges mest som familiehunde, og bag det melankolske ansigt og drabelige navn gemmer der sig en god og kærlig, børnevenlig og livlig hund. Den skal have en hel del motion, og på grund af sin størrelse æder den en del, men til gengæld er den sjov at træne - igen på grund af næsen. Man kan gå meget lange spor med sin blodhund, og den elsker at komme nye, spændende steder hen, med fremmede dufte. Den ansporer på den måde familien til at tage ud i det blå. Netop ivrigheden efter at følge spor, kan gøre det lidt svært at styre blodhunden. Den arbejder helst i sit eget, ret høje tempo, og så må man bare følge med. De skal næsten altid være i snor, og det er vigtigt at have et højt og solidt hegn rundt om haven, fordi det er hundens natur at stille sin nysgerrighed og følge nye dufte. Pelspleje er der ikke meget af, men blodhundens karakteristiske hudfolder skal man være ekstra opmærksom på. Der må ikke samle sig skidt i dem, da det kan medføre infektioner. Race: Max højde: 72 cm Vægt: 36-50 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 2/5

En ældgammel hunderace, der er avlet til, ikke bare at kunne lidt af hvert, men at være virkelig god til det. Rollen som familiehund løser den også. Racen udviklede sig allerede i Folkevandringstiden, mellem 400 og 800 e.Kr., fra de hunde som invaderende barbarstammer og romerske legioner tog med sig ind i nutidens Schweiz. De hunde der klarede sig bedst, var nødvendigvis dem der tålte Alpernes klima, og som kunne arbejde hårdt for den sparsomme føde, i lange perioder ad gangen. De hære og stammer der havde haft hundene med, brugte dem til at drive kvæg med - Berneren bruger den usædvanlige taktik, at nappe kvæget blidt i haserne, for at drive det fremad. Det er klart at det kræver en velvoksen portion mod, sådan at løbe hen til et dyr, der er så meget større og hapse efter dets ben. Ligeledes har en hund behov for at være særdeles adræt, for at springe rundt mellem så mange trampende klove. Den havde dog langt fra fri når kvæget nåede frem til græsning. Berneren er en stor hund, og det gjaldt om at få så meget ud af den som muligt for den tidligere middelalders fattige bjergbønder. Den blev derfor også brugt som trækdyr, og trak eksempelvis vogne med store tunge mælkejunger ned fra bjergene helt op i midten af 1800-tallet. Når den ikke sprang op og ned af Alperne, skulle den holde vagt ved kvægflokken eller bevogte hyrdens ejendele - som den også ofte bar i en ransel på ryggen. Alle disse færdigheder er stadig en del Bernerens arv, og de sidder på rygradden og skal blot aktiveres. Racen er generelt lærenem, meget arbejdsom og loyal overfor sin "hyrde" - altså dens træner. Den trækker gerne børn rundt i en trækvogn, og er mere end villig til at bære picnic-sættet og maden i en slags saddeltaske, når man skal på skovtur. Den føjter ikke, da den er vagtsom og passer godt på sin flok. Faktisk passer den så godt på flokken, er den nogle gange, helt naturligt, driver børn og husholdningens andre dyr tættere på flokken, med blide nap i haserne, for at sikre sig at ingen af dem farer vild eller bliver spist af vilde dyr - i vore dage er der nok større fare for at blive kørt over, men resultatet er det samme. Danmark er jo langt fra Alperne, og selvom her ofte er ret koldt, er hunden dog bygget til tør, iskold bjergluft. Dens lange, smukke pels kræver en overfladisk daglig børstning, og om sommeren skal man være ekstra opmærksom på om hunden får vand og skygge nok. Selvom Berneren er en arbejdshund, kan den i perioder godt nøjes med moderate mængder af motion, men den skal ud at røre sig lidt hver dag. Den har intet imod at langt, men den kan trænes træt, hvis man ikke har tid til at gå en lang tur hver eneste dag. Dens rolige gemyt og tålmodighed gør den til en glimrende konkurrence-hund, der er god til lydighedsprøver, rally og redningsøvelser. Race: Berner Sennenhund Max højde: 70 cm Vægt: 30-55 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 3/5

Er man på udkig efter en meget rolig hund, der er let at opdrage og smuk at se på, er det måske en chow chow man skal have fat i. Chow chow'en har eksisteret i Kina i mindst 2000 år, og lignende hunde findes på malerier og vægtæpper fra Han-dynastiet, der er endnu ældre. I hjemlandet er racen blevet brugt til jagt og som vagthund - sidstnævnte er stadig dens vigtigste opgave, når den ikke er en ren familie- og udstillingshund. Der er forskellige teorier om hvordan racen er opstået, men generelt enighed om at der langt tilbage i stamtræet ligger noget tibetansk mastiff og samojed. Racens lidt morsomme navn skyldes dovne handelsrejsende. Når de store fragtskibe skulle fra Kina til Storbritannien i 17- og 1800-tallet, medbragte de ofte et væld af forskellige varer. Når de vigtigste varer var ombord, fyldte man lasten op med allehånde småting, som kunne detailsælges på markeder i Europa. Til disse småvarer hørte hvalpe fra de kinesiske hunderacer, der var populære blandt den britiske adel. Ordet for "diverse småting fra Kina" var et hjemmeopfundet fiduskinesisk begreb: Chow chow. Når hundene ankom til Europa var de således angivet som Chow chow i lastregistreret, og navnet hang ved. Det særlige ved chow chow'en, udover dens velkendte blåsorte tunge, er dens rolige gemyt, der kommer bag på de fleste. Den giver sjældent hals og gør generelt ikke noget væsen af sig medmindre den selv eller den foretrukne menneske er truet. Denne behagelige mentalitet er noget chow cho'en fødes med, men man er nødt til at sørge for at vedligeholde den. Hvalpene er således næsten naturligt velopdragne, lette at gøre sturerene og ikke særlig destruktive, men man skal alligevel være over dem. For når puberteten sætter ind glemmer den sine gode manerer, hvis man ikke minder den om dem. Bevarer man dens ro, er det med til at gøre den til en fantastisk vagthund, der hurtigt skelner mellem rigtigt fremmede og gæster af huset. Fuldvoksne, afrettede chow chow'er kan godt virke lidt katteagtige. De er reserverede og eftertænksomme, og forbløffende renlige sammenlignet med andre hunderacer, grænsende til det forfængelige. Renligheden er en fordel når man skal pleje den omfangsrige pelsdragt. I perioder er chow chow'en blevet avlet som spisehund og som uldhund, og pelsen kan for så vidt sagtens bruges til garn. Pelsplejen giver god mulighed for at knytte hunden til dens ejer, og det er vigtigt at huske, at chow chow'er ofte udvælger ét bestemt menneske, som dens sociale "port" til resten af husets mennesker. Dette individ bliver den person som hunden retter sig efter. Race: Chow Chow Max højde: 55 cm Vægt: 20-32 kg Børnevenlig: Delvist Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 3/5

En lille hund med et lyst sind, men også en stor og dominerende personlighed. Yorkshire terrieren er en populær udstillingshund, men startede som en arbejderklassehund. Det var væveriarbejderne i Yorkshire der var de første avlere af racen, om end det skete mere eller mindre ved et tilfælde. Hundene, der nedstammede fra andre terrier-racer, fulgte skotske arbejdere, der flyttede til Yorkshire. De var glimrende skadedyrsbekæmpere, og jagede rotter i det store bomuldsvæverier i midten af 1800-tallet. De udviklede en fin og smuk pelsdragt, som gjorde at det finere borgerskab fik øjnene op for racen. Den blev adopteret af de rige, og har været yndet som selskabs- og udstillingshund lige siden. Pelsen er et naturligt kunstværk, der når helt ned til jorden, og giver hunden et yndefuldt udtryk. Det er dog et meget krævende arbejde, at holde Yorkiens pels ren og fri for knuder. Daglige børstninger og gennemredninger er en nødvendighed, og hunden skal bades regelmæssigt. Op til udstillinger er der selvfølgelig en del ekstraarbejde forbundet at sætte frisurer og klippe pelsen i facon. Traditionelt sættes pelsen i en midterskilning der løber hele vejen fra næsen til der hvor halen starter. Yorkien er en temperamentsfuld lille hund, der endnu ikke har glemt sin fortid som selvstændig rottefænger. Den kan godt få meget høje tanker om sig selv, og betragte sig som chef, hvis man ikke etablerer dominans over den som hvalp. Dette kommer til udtryk ved gøen og ulydighed, som kan være meget svært at pille ud af den igen. Af samme årsag har mange yorkie-ejere oplevet problemer med at sætte hunden sammen med børn. Hvis børnene ikke retter sig efter hunden, bliver den utålmodig og uvenlig. Dette gælder langt fra alle yorkier, men men man skal være forberedt på det, hvis man køber den som familiehund. Hvis man får afrettet hunden ordentligt, er den dog en livlig og legesyg hund, der ikke undertrykker sine nære forbindelser til andre terrier-racer. Den graver og jager, maser sig gennem skovbund og krat, og nyder generelt at være udenddørs. Dette resulterer i endnu mere pelspleje, men er virkelig godt for hundens humør og helbred. Race: Yorkshire Terrier Max højde: 25 cm Vægt: 3-9 kg Børnevenlig: Nej Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 5/5

Boxeren er undervurderet som familiehund - men den blev også skabt til langt mere voldsomme formål end det. Der ligger enormt meget omtanke bag skabelsen af boxer-racen. Den kan nærmest kaldes for et resultat af genetisk arkitektur. Et sted i en fjern fortid figurerer Molossus-hunden i boxerens stamtræ - en uddød, oldgræsk race, der er stamfader til en perlerække af store, solide hunderacer i dag, heriblandt broholmeren, rottweileren og den nu ligeledes uddøde Bullenbeisser. Boxeren blev fremavlet af tyske opdrættere, der blandede bulldog og givetvis også noget terrier ind i bullenbeisseren. Man mener at boxerens egentlige formål var at kæmpe mod tyre og andre store dyr, som underholdning, men den blev øjensynligt ingen succes i den branche. Til gengæld opdagede man at den er en formidabel vagthund og en ganske dygtig sporfinder. Af disse to grunde blev boxeren en anset tjenestehund for det tyske gendarmeri og politi. Under Første Verdenskrig viste boxerens sig også at være en fantastisk meldehund, der løb med beskeder og vigtigt smågods fra skyttegrav til skyttegrav - et job der krævede utroligt mod og stoiskhed, høj fart, gode reflekser og en god stedsans. Efter den næste verdenskrig, hvor tyskerne igen havde rekrutteret boxeren som vagt- og patruljehund, blev mange hunde taget med tilbage af de sejrende allierede, og på den måde vandt boxeren også udbredelse i USA og Storbritannien. Boxeren er en muskuløs og energisk hund, der vil motioneres og løse opgaver. Den er på ingen måde dum, og har det bedst med også at få udfordret hjernen. En boxer der keder sig bliver let destruktiv. Man er nødt til at variere lege og træningsøvelser, så den ikke oplever det samme hver dag. Ligesom mange andre store hunde, er boxeren god til børn. Den betragter sig selv som deres beskytter, men vil også gerne lege med dem. Her skal børnene selv være opmærksomme på, at boxeren er meget stærk og til tider bliver lige kåd nok. De må derfor forberedes på muligheden for at blive væltet omkuld, hvis de ikke passer på. Boxere er generelt positivt stemt, venlige og kærlige, til et punkt hvor de ignorerer at der ikke er plads til dem i sofaen - og bare prøver at mase sig ind. De kan være skeptiske overfor fremmede, men er på ingen måde aggressive af natur. Der er meget lidt pleje forbundet med at have en boxer. De har helt tæt, kort pels, der blot skal børstes efter behov med en stiv hårbørste, for at holde hunden smuk. Boxere er desuden generelt meget billige i dyrlægeregninger, da arvelige skavanker er sjældne og racen er ganske robust bygget med tykke knogler og store muskler. Race: Boxer Max højde: 64 cm Vægt: 25-32 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 1/5

Jack Russel Terrieren er en hårdt knoklende humørbombe, der passer ind i de fleste familier med et tilpas højt energiniveau. Det sker meget ofte, at Jack Russellen bliver forvekslet med Parson Russell Terrieren, og det er ikke så mærkeligt. Begge racer er fremavlet af og navngivet efter den britiske præst, John "Jack" Russell, og de fysiske og mentale ligheder mellem de to broderracer er flere og større end forskellene. John Russel havde sat sig for at skabe en jagt hund, der kunne "gå i grav", som det hedder når hunden selvstændigt og frygtløst sætter efter underjordiske rovdyr, som ræve og grævlinge. Samtidig skulle den kunne holde trit med Jacks større, mere langbenede fox hounds. Projektet lykkedes over al forventning, og Jack Russellen fik sin nuværende form engang mellem 1860 og 1880. Jack havde frembragt en utrættelig, modig, loyal, kernesund, intelligent og menneskeglad hund, og alle disse gode kvaliteter er bevaret i racen i den dag i dag. Anskaffer man sig en Jack Russell, skal man være forberedt på, at det svarer til at få et nyt familiemedlem - med alt hvad det indebærer. Den kræver rigtig meget opmærksomhed, både hvad angår motion og træning, og socialt samvær. For en hund af sin størrelse kan den løbe langt og løse opgaver i en uendelighed, før den bliver træt, og den keder sig aldrig, hvis man giver den varierede og spændende opgaver. med andre ord, er købet af en jack russell terrier en glimrende måde selv at komme i form på! Hunden vænner sig hurtigt til nye omgivelser, hvilket der er mange fordele ved. Den bliver nemt integreret i en ny familie, og accepterer relativt problemfrit at nye børn og dyr bliver en del af hjemmet. Det gør den også til en rolig rejsekammerat, og den finder let ud af hvis man ikke altid bor det samme sted - eksempelvis hvis man tilbringer sommermånederne på en campingplads eller i en kolonihave. Jack Russellen kommer i tre pelsvarianter: Glathåret, Ruhåret og Broken. Førstnævnte kræver meget lidt pelspleje - en ugentlig børstning er fint. De to andre skal have lidt mere omsorg, dog uden at det ligefrem kan beskrives som krævende. Alle tre varianter fælder en del, og hyppige børstninger kan afværge en hel del støvsugning. Den britiske præst var øjensynligt en utroligt dygtig opdrætter, for jack russellen lider ikke af nogle alvorlige arvelige sygdomme eller skavanker. Den er en robust hund, der, hvis den lever et sundt, aktivt liv, kan blive over 15 år gammel. Race: Jack Russell Terrier Max højde: 30 cm Vægt: 6-7 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 1/5

En ældgammel hunderace med et slet ry og en hel masse gode sider. Rottweileren er en ægte arbejdshund, der elsker at putte med sin familie efter en hård dag i felten. Det var antikkens romere der fremavlede de første rottweilere. Racne startede som uundværlige følgehunde til de romerske legioner der underlagde sig Europa og Middelhavsområdet. En hær på march skulle have masser af mad, blandt andet frisk kød, og i en tid uden industriel præservering eller elektriske frysere, var det simpelthen nemmest at tage enorme flokke af kvæg og får med sig. For at holde styr på de store dyreflokke, der skulle bevæge sig langt hver dag, skabte man en hårdfør, udholdende, særk og intelligent hyrdehund. Efter Romerrigts fald opstod der et kæmpemæssigt årligt kvægmarked i byen Rottweil i nutidens Tyskland, og her blev hundene forædlet yderligere til den race vi i dag kender som rottweileren. Den var snarrådig, trofast og arbejdssom som få andre racer, og den spredte sig hurtigt. Da jernbanen gjorde sit indtog, og de mange slagtedyr ikke længere skulle føres rundt manuelt gik det hårdt ud over rottweiler-racen, men omkring skiftet til 1900-tallet opdagede man, at den også var en formidabel vagthund, hvilket den er blevet brugt som siden. I Danmark bruger politiet mest schæfere, men private vagtfirmaer har taget rottweileren til sig, og den er stadigt mere anvendt inden for dette felt. Racen er særdeles intelligent og kan derfor også trænes som redningshund, hvilket den i høj grad bliver i USA. Rottweileren bliver ulykkelig af ikke at blive brugt, og det er vigtigt at udfordre både dens muskler og dens hjerne. Da den også er en glimrende sporfinder, kan man med fordel stimulere dens lugtesans samtidig med at man træner og motionerer den. Et af rottweilerens mest kendte og værdsatte træk er dens virkelig gode hukommelse, der gør at man ikke behøver at gentage sin træning i det uendelige. Når den har lært at løse en given opgave, sidder kundskaben simpelthen fast. Udover rigeligt med motion kræver hunden nogle klart formulerede grænser. På grund af dens intelligens er den ret stædig og egenrådig, og den er genetisk disponeret med en viljestyrke der får nogle hundrede okser, der er fem gange større end hunden til at makke ret. Man skal aldrig være unødigt hård ved nogen hund, men rottweilere, særligt hanhunde, skal have klar besked om hvor grænserne går. Får man først afrettet hunden ordentligt, kan man dog glæde sig over at have en af de mest loyale og disciplinerede hunde i verden. Rottweilere kræver et minimum af pleje. De er avlet til at være på farten konstant, i situationer hvor man ikke kan bruge tid på at børste den hele tiden. Kennelhunde har generelt stærke kløer og gode tænder. Man kan ikke se bort fra at rotteweileren er et brutalt udseende dyr, der nærmest ligner en knytnæve med pels. Dens knurren er dyb og ildevarslende, og disse træk har gjort racen populær blandt mere eller mindre uegnede hundeejere, der har en hund for at intimidere andre mennesker. Det er jo bestemt ikke hundens skyld - som sagt kan en rottweiler i de rigtige hænder blive en fantastisk familiehund, der til tider helt glemmer at se farlig ud og bare gerne vil ligge i skødet og slumre. Som rottweilerejer må man dog, desværre, nok forberede sig på at skulle bekæmpe nogle fordomme. Race: Rottweiler Max højde: 70 cm Vægt: 40-60 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 1/5