Shii

Dexter havde en kort, kort periode hvor han markede indenfor når vi kom et nyt sted. Vi begyndte at lufte ham helt af inden vi gik ind, og så var han i snor de første 5-10 minutter. Så var det som om det ikke var så vigtigt at rende rundt og snuse/markere. Han er snart 2 år, og har ikke markeret siden han var 11 måneder...

Vi hilser nu heller ikke på hundene når vi kommer hjem... Vi har en fast rutine for det... Vores grund er dog at det var pisse trælst at have to hunde stående med hovederne i poserne, eller hoppende rundt og overstressede hinanden

Jo helt bestemt at med arbejde kan det komme til alle hunde! Min "pointe" er skam bare at ved nogen hunde er det en helt naturlig ting, og ved nogen hunde er det noget man skal knokle røven ud af bukserne for, og i sidste ende faktisk gå en anelse imod "deres natur". Selve "friheden" synes jeg som førnævnt er fantastisk, men jeg ville aldrig GIDE (ja dovenskaben længe leve) at træne min husky til at lære han ikke må "løbe" når han er fri. Jeg tror de fleste som ejer en Husky kender det når man slipper dem og de bare løber i deres helt egen verden. Ikke nødvendigvis "hen til noget" eller af nogen grund, og Dexter ville bare hade hvis han skulle holde sig i en radius af 40 meter fra mig... Hvorimod Penny jo tilgengæld har det super svært når hun kommer ud i den radius, så kan det med det samme ses at hun søger tilbage. Jeg må indrømme at når man som os har været vant til en Husky, så får man rigtig mange overraskelser i sit arbejde med en Aussie, eller ja vi har jo ikke arbejdet med hende endnu faktisk (flovt!). Men vi har brugt meget tid på at "knytte os", og jeg har vilel have et godt basis forhold til hende, og nu starter vi så til træning om to måneder (når hun er 8 måneder). Tanken er at "pack bonding", i min verden er noget som har eksisteret "længe", og som blot er en del af det vi allerede gør; Positivt får vores hund til at forhold sig til os, træning og opdragelse. Det virker i min verden logisk at hvis man træner sin hund til at oplevelse og sjov foregår med "flokken", så er det der hunden vil befinde sig.

Jeg synes det er noget "bavl" at bruge det som et trænings begreb... Først og fremmest fordi det ikke er muligt at have det sådan. De fleste som har hunde der kan gå fri; Går fri hvor de må, hvilket er meget få steder de rent faktisk lovligt må rende uden snor! Jeg synes princippet i at ens hund skal være så fri så muligt synes jeg er totalt fantastisk. Og hele "tilvalget" at hunden skal VÆLGE at være hos ejeren fremfor andet synes jeg er et fantastisk princip. Dog vil jeg vove at påstå at det har noget med den enkelte hund at gøre. Et godt eksempel er mine to egne hunde. En husky og en Aussie. Vi var i hundeskov for en uge siden, og vores husky har vi trænet med, rigtig meget, vi har arbejdet hårdt med ham, gået til træning osv... Vores Aussie har bare... været der.. Og hun er stadig bare en teenagehund, og hun har aldrig gået til træning, vi har aldrig trænet indkald eller at man skal holde sig tæt... Deres opførsel i hundeskov? Husky løber afsted og finder de første hunde-venner han kan, og tumler løs, og løber og leger, når vi kalder kommer han, får godbid og afsted igen! Vores Aussie? Hun løb med de første 25-30 meter, så stoppede hun og løb tilbage, og hun på intet tidspunkt løb længere væk end maks 50 meter fra mig, på trods af at hun aldrig har fået at vide at hun ikke må løbe "væk"... Hendes bedste legekammerater er vores husky og mig, hun gider ikke rigtig fremmede hunde, på trods af at hun jo bare er en stor hvalp og burde elske andre hunde. I mine øjne viser det virkelig to vidt forskellige racer, og en af de største forskelle. Det var virkelig en øjenåbner for mig, da jeg ikke havde forventet SÅ stor en forskel i deres lyst til at blive ved "flokken".

Jeg er helt enig! Det som i denne sag gør mig lidt vigende i forhold til at skyde hunden er at hunden skal indfanges først, da der ikke findes en jæger på stedet. Det vil sige hunden bliver indfanget, skal sidde i et lille bur og vente på at dø. DET synes jeg er synd! At de vælger at ville skyde hundene kan jeg intet forkert se i, men så må de få en jæger ud og sidde vagt, hvis de ikke selv har jagttegn. Desuden vil jeg mene man skal være super påpasselig men hensyn til hvordan hunden indfanges, og man skal blandt andet kunne bevise hvor den er indfanget, ellers kan man jo i princippet liste rundt og fange hele nabolagets hunde, og få dem aflivet, og sige de rendte rundt på ens grund... I mine øjne dybt forkert at indfange den for at skyde den, jeg ville til enhver tid mene at har man muligheden for at indfange den, så aflevere man den på internat. Jeg ved godt at hele balder sagen viser hvor ligeglade folk er med det, men så må man jo få den jæger ud og skyde hundene!

Jeg skulle netop nævne at pas på med at fang dyrene og skyd dem. Det hedder sig at man må skyde hunden hvis advaret korrekt, og dyrene er til farer. Og sidder de i en fælde er de jo ikke til farer for nogle. Personligt mener jeg at der er en KÆMPE forskel på at man har en jæger på sin grund som skyder en løs hund, hvor ejeren er advaret, og man ved hunden vil til at slå ens kaniner ihjel.. Og på at man indfanger en hund, og sender den til en jæger som kan skyde den.. DET holder IKKE i min verden, det svarer til man indfanger hunden og har ret til at tage til dyrlægen og aflive den? Nej, hvis den indfanges så send den på internat!! Derudover ville jeg vælge en mindre kattelem? Jeg havde en DSgårdhund, og det var en bette skid på 6 kg, og han kunne ikke komme igennem vores kattelem.. Han kunne lige få hovedet ud og stå og bjæffe, men hand brystkasse var for stor, så det burde være muligt at få en kattelem der var mindre, eller f.eks. vælge at have et vindue åbent højt oppe, så hundene ikke kan komme ind af dem i stedet for... (Lige for at gøre det klart, synes jeg det er dybt forkasteligt de ikke tager ansvar, men det som får mig helt ud af den er at man vil indfange hundene og sende dem til en jæger, det er i mine øjne endnu mere forkert, og direkte at straffe hundene, langt mere end at lade en jæger komme ud og skyde dem imens de uvidende lusker rundt, uden at være udsat for stress osv.... indfangning osv vil gøre dem stressede og de ville være skræmte formodentlig.. Ikke okay i min verden!)

Hold da helt op... Jeg er virkelig nogle gange chokeret over hvad folk gør for at holde deres dyr i live...

Jeg mener alt med maade! Det vil sige jeg leger gerne traekke leg med mine hunde, men ikke i lang tid af gangen, og slet ikke hvis de stresser over det.... F.eks. havde jeg en DSgaardhund, som blev totalt gak i boetten hvis man kastede boldte, og hvor f.eks. mine nuvaerende hunde bliver traette af det, saa gjorde hun bare IKKE. Hun kunne blive ved i timevis, og det er ikke sundt. Saa i mine uprofessionelle oejne. Alt med maade! Og saa selvfoelgelig med omtanke for din hund!

Og hvis man vinder sagen skal modparten så betale advokat osv? Ellers så skal det alligevel være en pæn dyr hund for at det kan betale sig... Altså med tanke på der ikke er stamtavle...

Men hvis det ikke kan bevises om det f.eks. er følge af fodring, opstået ved ejeren? (altså teoretisk set)...

Hvis ikke andre hvalpe er syge, og I ikke VED at det er arveligt betinget er der vel ingen grund til at ønske parringen ikke finder sted... Nå men til det som det drejer sig om; Jeg ville personligt ikke bruge min tid på at få pengene tilbage medmindre der var en decideret salgsaftale lavet.

Velkommen til! Janni hvalpe Jeg drømmer stadig selv om en

Jeg tror nogen gange at vi er rigtig "mærke forskrækket", og der har før været debatter herinde, omkring foder og kvalitet. Vi kan let må give op i den verden af "gode kvalitets mærker", og at foderet skal hedde noget bedst... Selv havde jeg besluttet at vores husky skulle have Orijen for det var jo top kvalitet... Problemet var bare at han gik rundt med konstant diarré... Vi skifter til et totalt skod foder, og pludselig fungere han bare helt perfekt... Lige nu er vores hunde på et ok foder, men absolut ikke kvalitets foder... Men: DET VIRKER! De er sunde og raske! Hvad vil jeg med mit indlæg? Kig på din hund, se hvad den trives på. Hvis hun kan være sund og rask og leve af frikadeller og kattemad, så synes jeg altså bare det er det du skal gøre Som sagt med tryg på sund og rask! Der findes hunde som lever af lorte mad, så mon ikke det nok skal gå, hvis det trods alt, er det der fungere bedst for hende? Jeg kæmper selv med at holde vægten oppe på vores husky, og kan rigtig godt genkende den der kamp med at have en hund lige på grænsen til "tyk", og en der bare nærmest ikke spiser! Frustrende! Det gør det altså lidt mere svært Held og lykke, jeg håber du finder noget hun trives på!

Imponerende, jeg ville selv have valgt at få hunden aflivet, men det sagt i de her to tilfælde er for mig forskellen at denne greyhound jo løber "normalt", den skal bare sætte sine ben mere mod midten, og så har den afbalanceret, og opvejet det manglende ben. Hvorimod den første hund i denne tråd direkte skal gå "forkert". Jeg synes det er helt okay at hunde får amputeret ben, men den skal kunne gå "normalt", i en normal stilling, om man vælger en "kørestol", til at kompensere, jeg synes jeg har set en hund uden forben der havde sådan en stol nærmest fastpændt på forkroppen, så den kunne rulle afsted.. Jo vist igen jeg ville aldrig gøre det selv, men det kan jeg bedre forsvare....

Dexter og Penny er totalt vildbasser, og de kan tage vild leg.. Penny er stadig lidt i sin spøgelses alder, så hun er nok en tøse-tøs Men jeg tror nu det sagtens skal gå!

Din trænings prinsesse ville virkelig dø af hvor uartige vores er Når vi er i Solbjerg hundeskov får Dexter lov til at rende i, oftest to timer, og normalt kalder vi ikke på ham Simpelthen fordi der er så stort og han bare nyder at få lov at løbe og være FRI, hernede har vi ingen stoooore hundeparker så der bliver han jo kaldt tilbage efter måske 30-50 meter maks Eneste krav vi har er at vi kan se ham... Og han må gerne rende hen og hilse på hunde uden vi spørger deres ejere (Bare hunden ikke er i snor, så stopper vi ham). Penny har aldrig været der, så hvordan hun tager det ved jeg ikke, måske bliver hun spontant-døv Jeg regner med vi tager i hundeskoven i Solbjerg så godt som hver dag i juledagene (vi ankommer i morgen, og tager afsted d. 26ende). De fleste dage plejer vi at tage afsted klokken 11-12 ca. men det er forskelligt... Jeg kan opdatere herinde med sikre tidspunkter vi tager afsted, og så skal folk være velkomne til at finde os derude, vi er nemme at finde! (Os med de to fantastisk uopdragende hunde!). Jeg plejer at retfærdiggøre deres uopdragenhed med at de er søde ved andre hunde (Ja ja, jeg ved godt det ikke betyder andre hunde nødvendigvis er søde ved dem)

Helt helt enig! Og det jeg mener er; Hvem er det der skal peges "fingre af" i denne tråd? I mine øjne så har dyrlægen "ret" til at fejle, måske har han sagt; Kom tilbage hvis hun får det skidt eller i ikke ser en bedring så får vi hende scannet! Uanset hvad så er det som har gjort at tæven er død, at ejeren ikke reagerede! Det kan godt ske dyrlægen kunne have taget den i opløbet, men der må vi bare indse at nogen gange er det svært at være dyrlæge, og han lavede en fejl, men hunden var da trods alt i live da hans "ansvar blev fragivet" (Da hunden forlod hans klinik).

Jeg har intet imod at være uenig.. Men jeg vil nu stadig mene at man kan ikke synes dårlig om en dyrlæge som f.eks. i dit eksempel der ikke opdager en livmoderinfektion, hvor symptomet er at den halter på forbenet... Undskyld, men hvis alle ting skal sendes til Ultralydsscanninger, hvor er vi så henne? Det er da klart at det skal vær ei overvejelserne, og mon ikke hvis familien havde reageret da tæven lagde sig, at lægen nok havde taget det skridt og haste opereret? Det kan vi ikke vide. Min personlige holdning er stadig at jeg antager dyrlægen har reageret udfra hvad han har set, at de så ikke har reageret når behandlingen ikke har virket er stadig deres egen fejl.

Jeg er med på det er sødt og dejligt at den fik en chance- agtigt... Men jeg må altså indrømme jeg også synes at... Ja.. Nogen gange er der jo en grund til at hvalpe f.eks. ikke overlever.. Selvfølgelig er det forfærdeligt, men jeg ville altså også have valgt at aflive denne her... Synes dens ryg ser ufattelig belastet ud som den hopper rundt...

Jeg mener bestemt at hvis man IKKE stoler på sin dyrlæge, så skal man finde sig en anden. Det er en ærlig sag hvis dyrlægen har brug for at finde information omkring eventuel sygdom, og at de nogen gange skal gætte, det har jeg da oplevet dyrlæger der skal; Men så har de altid været ærlige omkring forløbet. Min pointe er skam bare at HAVDE der været en risiko for at dyrlægen mente det var andet end en tarminfektion, så HAVDE han jo undersøgt det. Ellers er det da jordens dovneste dyrlæge, som ikke har forstået sit job? Altså hvis han tænker at det nok er noget andet, og så sender hunden hjem og "håber det går", så er det jo på grænsen til galskab. Han sender jo hunden hjem fordi han mener han har korrekt diagnosticeret den, og det kan han kun gå ud fra, til han høre andet fra ejeren, han kan jo ikke lige ringe til hunden og høre hvordan det går. Jeg er skam helt enig i at hvis han er USIKKER, så skal han da undersøge, men hvis han er sikker på det, så ser jeg ingen grund til at han skal undersøge for alt mulig andet.... Og selvom man er sikker på noget, kan man jo stadig godt tage fejl. Og det er jo hvad der (sikkert) er sket i denne forbindelse, blandet sammen med en ejer der ikke reagere på deres hund meget tydelige signaler, bliver fatale....

100% enig! Vores er også et "jaloux lille bæst", heldigvis kan det i nogle tilfælde trænes næsten helt væk, eller i hvert fald hjælpe hunden til at takle det bedre. Penny har også rigtig meget forsvar, af os, og sine ting, og vi stopper hende så snart hun begynder, og vi kan nu se at det er blevet meget bedre i forhold til hende og Dexter. Men vi er så også så heldige at vi har en Husky, som jo ikke egentlig er specielt "social", og f.eks. gider han hverken være i vores sofa eller seng, så der er hun "dronning"

Nej det synes jeg ikke. Hvis dyrlægen diagnosticere tarm/mave infektion udfra hvad ejer beskriver, samt hunds symptomer, så ser jeg INGEN grund til at dyrlægen skal komme med en masse behandlingsmuligheder. Det svarer til at jeg kommer til min læge fordi jeg har ondt i maven, og jeg går derfra med henvisning for diverse former for kræft, hofteproblemer osv. Nej Dyrlægen skal vejlede dem, og hvis de føler sig godt nok vejledt når de går derfra, så er det godt; Hvis ikke, så skulle de nok have spurgt ELLER allerede der fundet sig en anden dyrlæge! I mine øjne er og bliver dette dødsfald, i forhold til din forklaring, 100% ejerens "skyld", i forhold til ikke at reagere på en svag og smertepræget hund! Hunden har jo tydeligvis ikke været så præget af det da den var til dyrlægen, og derfor kan dyrlægen ikke reagere ud fra det. Herinde ser vi ofte at nogen "maler fanden på væggen", og det har vi diskuteret rigtig mange gange, og for mit vedkommende så synes jeg IKKE en dyrlæge skal gøre det. Det er fint nok at han oplyser, men jeg ser ingen grund til at han skulle sende dem videre hvis han ikke havde udstyr og bla bla. Dyrlægen kan se den hund vi kommer med, i den tid (korte tid!) den er hos dem, og derudfra skal de lave en diagnose, derfor er det bare SÅ vigtigt at hvis noget ændres, så kontaktes de!

Men selv det er i mine øjne ikke en undskyldning... Uanset hvor meget du stoler på din dyrlæge, så ringer man, som det absolut mindste og spørger om det er normalt at hunden ikke vil gå pga. smerter! Og medmindre dyrlægen har sagt "Her mirakel-kur pille, nu skal alt blive godt, og ignorer skam bare hvis den får det dårligere", så ER det ejerens ansvar, det har INTET at gøre med at "stole" på dyrlægen. At stole på en læge og en dyrlæge betyder for mig at man skal kunne være sikker på at den behandling lægen tilbyder er korrekt i forhold til det lægen mener at man fejler. Specielt en dyrlæge kan nogen gange være nød til at gætte, for de kan ikke få alle symptomer, f.eks. kan de jo ikke rigtig vide om hunden har hovedepine? Spiser den ikke pga. tandpine, eller kvalme? Eller? Det kan de jo i princippet ikke vide. Jeg kan jo godt sige til min læge at jeg ikke har kunne spise et døgns tid fordi jeg simpelthen har så ondt i min kæbe, så ved han allerede der hvor han skal kigge, han behøves ikke umiddelbart at kigge på om jeg har kvalme f.eks. Alle kan lave fejl, men vi må også selv reagere. Når jeg er afsted ved læge, eller dyrlæge, så spørger jeg. Jeg siger ikke bare "okay". Jeg siger "Hvorfor skal jeg have den medicin? ". Eller f.eks. med hensyn til Dexters mave infektion. Før lægen havde sagt specielt meget spurgte jeg med det samme: Hvorfor vil du ikke anbefale en røngtenfotograferng nu? Kan det være noget han har spist som sidder fast, og i så fald, hvordan skal det komme ud? Hvor lang tid virker det smertestillende? Kan det give kvalme eller andre bivirkninger? Er der noget jeg skal være opmærksom på? Og det synes jeg egentlig er helt basale spørgsmål, som alle har ret til, og faktisk BØR stille sin dyrlæge (og egen læge). Jeg ved ikke om det er flabet, men jegv il da gerne vide hvad de basere deres behandling på. Lige PT har jeg min egen læge, som f.eks. siger "Pga. det, det og det overvejede jeg at det kunne være X, men da du ikke har oplevet XX, og det passer bedre på XXX undersøger vi for det først, og hvis det kommer tilbage negativt, så prøver vi om det kunne være X eller noget helt andet".... Begrundelser skal man altid spørge efter, og derefter er det altid ens eget ansvar at sørge for at ens kæledyr er som minimum i behandling for smerten, og det har denne hund jo ikke været, den har jo været i store smerter, og allerede det burde jo have fået dem til at overveje at de skulle kontakte dyrlægen.

Synes det er helt fantastisk at dyr kan hjælpe på den måde! Jeg synes også princippet med trøstehundene er rigtig godt, i hvert fald synes jeg ikke at det "kan skade". Om det ville være noget for mig? Næppe.. Jeg er også typen der helst bare skal have lov at tude ud i fred for hele verdenen...

Jeg har altså heller ALDRIG oplevet en dyrlæge sige "Nej så må du gå et andet sted hen", hvis jeg har sagt at jeg altså gerne f.eks. ville have hunden røngtenfotograferet. Og igen, selv HVIS dyrlægen har "fejl diagnosticeret" hunden i første omgang, så er den dyrlæge stadig kun et menneske, og hvis denne har været overbevist om at det var en tarm infektion, så er det i mine øjne STADIG ejerens ansvar, da hunden ikke har reageret på behandlingen. Forresten beder vores dyrlæge altid om at få en opdatering; Også selvom hunden bliver rask!