Louisen

Jeg er vandt til selvstændig opgaveløsning, da min Taiki havde voldsomt brug for dette. Så det dyrkede vi hver dag, og hver anden-tredje dag også sporarbejde. Jeg ønsker en hund, der kan tænke nogenlunde selvstændigt uanset hvad. For shibaen er dette lidt en selvfølge, mens det ved andre racer er noget, man skal opildne og træne frem. Det er en egenskab jeg sætter pris på, men det er noget, jeg tænker at man skal opfordre hunden til. Jeg vil helst kunne bruge opdragelsesmetoden "tilladelse indtil forbud", og for at denne taktik virker, skal man have en nysgerrig og tilbydende hund. Det kræver jo, at den ikke bare venter på signal fra sin fører. Så den vil blive trænet til selvstændig opgaveløsning, ved netop at få sådanne opgaver. Da jeg så tænker, det er det bedste fra to verdener: En hund som gerne vil arbejde, please og være lydig, men som samtidig kan tænke selv. Kan den leve i en 2-værelses lejlighed i et års tid eller to, indtil jeg flytter på landet? Den vil aldrig blive en "havehund", den vil altid komme med ud på nogle dejlige ture, men mere/længere når i lejlighed. Ift. schæfer er jeg netop bange for knæ, hofter m.m. Jeg var på dyrskue og så nogle schæfere, der var "woobly" på bagbenene, det var helt så jeg fik tics af at se på det. Jeg er nok meget, meget nervøs for det, for jeg vil gerne kunne bruge min hund uden at frygte meget for, om det slider på den og slider år af dens levetid i den anden ende i form af slidgigt m.m.

Jeg mener, det er absurd at tro, at man kan få det samme for hunden, som man selv gav. Som jeg ser det, falder hunden i værdi henover tid lidt ligesom en bil, da risikoen for aldersbetingede skavanker stiger, ligesom at det er færre år man forventeligt har med hunden som kommende ejer. Eksempelvis en hund, der typisk lever 15 år og som man har givet 15.000 kroner for. Så ønsker man den omplaceret efter 5 år, jamen, så burde den måske koste 10.000 kroner for den nye ejer, eller måske endda lidt mindre, da de sidste år jo tit er præget af sygdom og alderdom, samt aldersbetingede udfordringer. Undtagelserne er klart hunde, hvor man kan argumentere for, at den har samme værdi eller enddog er steget i værdi. En hund der skal bruges til avl, som har vundet udstillingspriser, eller en hund der har vundet medaljer i agility, eller en særlig dygtig jagthund som fortsat skal bruges i jagten. Her kan man argumentere, at køber får en "fiks og færdig hund" uden selv at have udfordringen ved træningen m.m., så her vil jeg mene at værdien som minimum er den samme som en hvalp og måske endda mere, alt efter hvad der er tale om. Sælger man en hund med skavanker allerede - alt fra seriøse adfærdsproblemer til fysiske udfordringer til højere alder - bør prisen falde derefter. Dog er det helt fair, at sætte en falsk pris højt for at sortere ud i useriøse henvendelser.

Altså, jeg er jo typen der gerne former mit liv efter den hund, jeg har. Det er bare det menneske jeg er, det er min livsstil. Selv når jeg får børn, må de finde sig i at være en time længere i institution, hvis hunden har brug for enetid når jeg har fri fra arbejde (indtil de er gamle nok til at gå med, på hundens præmisser). Det ved jeg godt, virker voldsomt for nogen, men det er bare sådan, det er med mig. Lige pt. overlever jeg, fordi jeg bor et sted med mange hunde og min nabo har lige fået hundehvalp, hvor jeg er deres første-passer. Men det kan ikke blive ved for evigt, så tror jeg nok at jeg mister min vittighed.

Skal jeg vælge mellem racer, er jeg enten til shiba (ikke mange andre spidser, dog) eller schæfer. Der er lidt et spænd, men jeg har altid haft noget for schæfere. Jeg er dog ret utilfreds med deres fysiske udfordringer. Fik jeg en sådan hund, ville jeg gå til agility med den. Jeg har spurgt inde på den nordiske facebook side omkring aktivitet m.m. Jeg er også i tvivl om den kan bo i lejlighed, selvom den ville få 2½-3½ timers udetid med fritløb, træning, socialisering m.m. til hverdag - agility er jo kun 1-2 gange om ugen eller sådan noget, og derudover ville jeg måske 2 gange om måneden være på besøg på det lokale plejehjem. Om 1-2 år flytter kæresten og jeg i hus på landet, så lejligheden er bare en mellemstation for at vi lige kan bo sammen og teste vandene. Og går det ikke, flytter jeg i hus på landet alligevel. Bare et lidt mindre hus, så. Jeg ville aldrig anskaffe mig det, jeg anser som en "typisk arbejdshund" uden at sætte den i arbejde på en eller anden måde. Og helst fysisk, jeg ved ikke om lydighedsrally bliver for kedeligt fysisk (også for mig). Jeg løber hver morgen, og er begyndt på skov-parkour, her kunne hunden også være med hvis det var.

Bohemian shephards... Har jeg aldrig set/hørt om før, men de lyder fantastiske og kunne sagtens være noget for mig. Jeg bor stadig for småt, så jeg kunne ikke tage imod en hund førend jeg er flyttet. Men tak for at smide det sidste link efter mig.

Jeg har tænkt over udstationeringshunde. Jeg ville dog være meget kræsen med dette. For jeg er kompromisløs i min tilgang til hunde: "Altid på hundens vilkår". Og hvad nu hvis opdrætter kræver ét kuld mere, og jeg ser på min hund og tænker, at det ville bare være synd og fortærsket, og kun for menneskenes/pengenes skyld. Og en drægtighed samt fødsel er heller ikke risikofrit. Jeg ville kun kunne tage en udstationeringshund hvis jeg fik veto-ret med henvisning til hundens ve og vel. Og det ved jeg ikke, om nogen opdrættere ville kunne acceptere.

Jeg er ikke klar til ny hund lige nu og aner ikke, om det bliver en hvalp eller voksen omplacering. Jeg ville ikke prutte om prisen på en hvalp, når det er en racehund. Og jeg ville forvente, at en opdrætter så skævt til mig, hvis det var en ordentlig opdrætter. Nå, men ender jeg med en omplaceringshund, kunne jeg finde på at bede om et nedslag i prisen, hvis det gav mening. Eksempelvis hvis jeg kunne se, at den snartligt trængte til en tandrensning ved dyrlægen eller hvis den havde nogle adfærdsproblemer, jeg ville behøve prof. hjælp til. Med henvisning til disse kommende og kostbare udgifter, kunne jeg godt finde på at (forsøge at) forhandle om prisen på hunden.

Jeg har ikke læst hele tråden, den er på 5 sider og det magtede jeg ikke. En eller anden dag farer hunden ud foran en bil som måske forsøger at undvige. Det er så hamrende farligt, både for den hund og for alle andre. Jeg går ikke ind for at anmelde i tide og utide, men når ejerne ikke tager ansvar, så SKAL det gøres. Det nytter ikke, at alle går og ryster på hovedet, og er rørende enige om at der er et problem - men ingen siger eller gør noget ved det. Så kan der ske ulykker med skambidning eller biler eller whatever, og alle kan stadig være rørende enige om at ja, det var jo en værre historie. Men folk tager ikke ANSVAR, og når ejer nægter at tage ansvar, så må vi andre samfundsborgere jo gøre det. Så det var godt, at du anmeldte det, for ellers havde det altså også været ret skod. Skal alle så gå og dække over sådan nogle hattenåle, og HVORFOR? De skal da ikke have frit spil og her går det ikke engang ud over hunden som sådan, det er ejer som får en bøde.

Efter at have mistet min bedste ven, har jeg per nuværende ingen lyst til ny hund lige foreløbig. Så det giver sig selv. Men når andre har spurgt mig om det, kan jeg mærke, at jeg er meget i tvivl omkring det, når det engang skal være. Jeg er meget glad for den race (shiba) og det er jo nogle ret specielle hunde, ikke fordi de er bedre end så mange andre, men fordi de har et særegent sind og temperament, som jeg godt kan lide. Det er meget "min" race, men nu er det svært for mig, for jeg tænker jo hele tiden på min dreng når jeg ser sådan en starut komme vimsende. En af mine venner, som intet ved om hunde og som aldrig har haft kæledyr, spurgte om jeg ikke "bare" kunne få en overgangshund. En måske ældre hund fra internat eller omplacering, som trængte til et godt hjem. Så kunne jeg have denne hund i nogle år, indtil den døde af alderdom eller alders-relaterede sygdomme/slid, og lige ryste oplevelsen med min hunde-ven af mig, inden jeg evt. fik en hvalp af den race igen. Begrebet "overgangshund" skal ikke forstås sådan, at jeg har en hund som jeg skaffer mig af med (aflivning/omplacering), når jeg er klar til en racehund igen. Men en hund, jeg måske mindre vælger med hjertet og mere vælger, fordi jeg har brug for at have hund i mit liv og har brug for en hund til at hjælpe mig videre. Idéen er ikke dårlig, men jeg er nervøs for, at jeg ikke kan elske hunden "rigtigt", sådan helt inde i hjertet, men "bare" som jeg elsker alle hunde (og det gør jeg). Vil hunden kunne mærke, at det ikke er 100% dybtfølt, selvom jeg klart vil holde meget af den og blive tilknyttet? Vil den blive ked af det? Den vil under alle omstændigheder blive røvforkælet og indlemmet i familien som enhver anden hund eller kat er blevet det, og altid vil blive det. Så der vil ikke blive gjort forskel, men følelsen inden i mig vil måske være anderledes... og er det synd eller amoralsk? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det, og det er nok også fordi jeg slet slet ikke er klar lige nu til en hund. Og måske ender jeg alligevel med, ikke at kunne lade være med at elske sådan en hund (eller jeg ender med at blive klar til en hvalp igen, who knows). Men hvad nu hvis - er jeg så et ondt menneske og risikerer jeg at hunden bliver trist, eller er hunden glad bare den forkæles, får sine ture og masser af klap, nus og opmærksomhed.

Dette er ikke så meget en mindetråd, som det er en tudetråd. Det er så svært. Han var syg. http://www.hunde-forum.dk/sygdomme/40597-krampeanfald.html Jeg ved godt, at man kommer over det, men jeg græder hver dag. Jeg forsøger at skjule det; jeg er nødt til at arbejde og jeg vil ikke gøre min familie eller omgivelser for kede af det. Mange af dem var også tætte med Taiki, så det er også svært for dem. I dag forsøgte jeg at "rive plastret af" ved at samle alle hans ting i hans kurv; alle yndlingstingene og de ting, jeg forbinder med ham. Meningen var egentlig, at det skulle i en sort sæk og sættes væk/gemmes, men nu har jeg tudet krampagtigt i en time, så jeg har opgivet det for nu. Nu må det bare blive stående lidt. Alt blev rippet op, da jeg fandt hans hvalpehalsbånd. Hundetegnet valgte min eks, det er et lille rødt hjerte med en pote i, og så vores adresse m.m. bagpå. Han var så lille og fin! Han elskede at møsse og var en rigtig bøllemis. Vi kaldte ham sofa-murænen fordi han kravlede under sofaen og lå på lur efter vores fødder, når vi gik forbi eller sad ned. Han er min bedste ven, og nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal stille op med noget. Alt jeg foretager mig, fungerer som distraktion, for at jeg ikke går i stykker. Jeg vil bare have ham tilbage, jeg gider ikke det her. Der er gået en uge nu, men der kunne lige så godt være gået kun en dag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Jeg har en kasket med lys foran i skyggen. Det virker super godt, og kasketten sørger for at jeg ikke får regn eller sne i øjnene. Elsker den og den sidder rigtig behageligt på hovedet og giver lys som en lommelygte. http://www.alttilhundogkat.dk/jaegeren?/Generelt/HUNDE/Agility/J%E6geren/Sort_kasket_med_indbygget_lysdioder_i_skyggen,_samt_refleksstribe_i_hele_skyggens_front_/=&showitem=10755

Hunde kan blive stjålet fra haver eller generet groft af lømler der går forbi og ser deres snit. Nej tak.

Lige nu har jeg det sådan, at jeg aldrig nogensinde skal have hund igen. For det her gør absurd ondt. Men det er nok bare en fase. Jeg har dog bedt folk om at droppe "Få en ny hund!" klicheer, for det gør mig bare vred. Det her fortalte man mig ikke, da jeg fik hund.

Hundehimlen har fået endnu en stjerne. Taiki fik for nogle få timer siden endnu et krampeanfald og vågnede ikke igen. Detaljerne magter jeg ikke at dele lige nu, jeg er fuldstændig ødelagt, men har en god familie.

Et lille pip på falderebet, jeg ved ikke om det er nævnt. Jeg synes tit, man bedst kan vurdere om hunden har behov for smertestillende, ved rent faktisk at give hunden smertestillende i et par dage. Hunden kan sagtens vænne sig til at gå med smerter til daglig, det bliver en slags status quo for den og så vil den ikke vise det, med mindre det nogle dage er rigtig slemt. Det samme gælder mennesker, som kan leve med kroniske smerter uden at man kan mærke det på dem udover at de er mere trætte og bliver hurtigere udmattede. Men hvis man giver hunden smertestillende, så vil man ret hurtigt kunne se en forskel i opførsel (til den positive side), hvis de tidligere har haft smerter men nu er smertedækket. Så oplever man "at få en helt anden hund", der pludselig gør flere og andre ting end sædvanligt, har mere overskud (f.eks. til andre hunde) og som generelt virker mere glad end den plejer, selvom den måske altid har givet én fornemmelse af, at være ganske tilfreds. Så hvis du skal være helt sikker i din sag, så ville jeg klart prøve smertestillende i en uge og se, om eller hvilken forskel det gjorde i hundens opførsel at være smertedækket.

Jeg blev pædagog med 12 i bachelor og et gennemsnit på 11,7 eller sådan noget. Et enkelt 10-tal forpurrede det. Sommeren tilbringes med hygge og sommerkursus på uni, inden studiestart den 1. september. Har også fået et lille studiejob i et fritidshjem, så der kan hales nogle penge hjem - men de var fleksible med tiderne og jeg har pasningsmulighed, så det går an ift. Taiki. I morgen tror jeg, at vi tager på stranden og torsdag skal vi finde en skov. Varmen har været led, der bliver meget varmt i min lejlighed. Heldigvis købte jeg sidste år en ventilator, der virker 360 grader og står solidt på gulvet - den ligner lidt en sort R2D2 (star wars) og er ikke sådan et skrammel som drejer eller står ustabilt. Så jeg tør godt lade den være tændt mens Taiki er alene, og han har alle dagene lagt sig en meter fra den, med maven blottet imod den. Det har hjulpet, samt 4 ture i løbet af dagen - længere ture tidlig morgen og sen aften, og to bitte-små ture i heden, hvor der bare blev tisset hurtigt af. Min hund er dejlig, vi nyder sommeren. Jeg er ret udmattet stadigvæk, men har lige en uges afslapning inden studierne begynder igen. Måske besøger vi min søster i Odense, hun har fået dejlig lejlighed og så kan vi få set noget lidt andet. Alt det her med Taiki og eksamen har ført til, at jeg har tabt mig 3 kilo og fået et ekstra sæt rynker rundt om øjnene - jeg ved med sikkerhed, at de er opstået i løbet af de sidste to måneder. Det er vildt, hvad den slags bekymringer gør ved mig. Men nu er jeg på protein-drik og jeg forsøger at geare lidt ned, de dage jeg har fri og nyder Taiki og sommeren. Jeg føler mig 1000 år gammel. Men han er dejlig. Og når jeg ser på ham, så er han jo alle udfordringerne værd. Han er det værd 500 gange om.

Personlighedsmæssigt er gøtaen slet ikke som de andre spidshunde. Generelt er spidshunde-gruppen delt i to lejre: Dem med hyrdehunde-typerne, hvor andre almindelige hundeejere kan se charmen med hundene. Og så os, der har de selvstændige lortehunde, hvor hundeejere til ikke-spidshunde tager sig til hovedet og tænker "Hvem fa'en gider DET DER??", hahaha. Spidshundene er lidt særegne, det vil jeg medgive - men hyrdehunde-varianterne inden for spidshundegruppen er mere ... normale /almindelige... i det. Mere "hund-ede".

Ork jo, jeg synes bare corgier er værre!

Anyway, hvis jeg en dag skal have hund igen og ikke ender med en internatvov, så skal det klart være en staffy. De er ellers så langt fra spidshunde-gruppen som man kan komme, men jeg har endnu til gode at møde en staffy som ikke helst ville krøbe ind under ens bluse og bare bo der for evigt, hvis den kunne - de har så meget kærlighed alle sammen, og den der overdejlige glade charme synes jeg er ret fantastisk.

Men mindre end en corgi IMO.

Hvad med en västgötaspids? Ligner lidt en grå schæfer uden ben, eller en schæfer parret med en corgi. Fås både med og uden hale. Nå ja, nu er jeg jo bare glad for spidshunde, sådan generelt.

Hej, jeg afleverede bachelor i fredags, og skal forsvare den i morgen. Så har været ret ustabil i sådan cirka alt andet end med Taiki. Jeg ved ikke helt, hvordan det går. Det er et mærkeligt limbo. Det går hverken rigtig godt, men heller ikke sådan helt skidt. Der har været nogle små anfald. Men ikke rigtig noget, der er "værd" at tage med i beregning, sammenlignet med de større anfald, aggressions-anfaldene eller hvordan han ellers har det. Han er en glad hund. Der bliver ikke stillet så store krav til ham i hverdagen, udover når vi er med offentlig transport og han skal være omkring andre mennesker. Han er faktisk fint tilfreds med nogle gode, varierede ture (hvor vi bl.a. også tager bussen eller toget et stop eller to, bare for at afveksle lidt og se noget nyt) og så puslespil om aftenen. Hvis han får større kødstykker, søger han det i græsset. Jeg har også haft frosset kød rundt om et hampreb der hang fra loftet, så han skulle "bide til kødbolle". Bare for at aktivere ham lidt ift. diverse stimuli. Så det hele er bare lidt mærkeligt, og føles nærmest afventende. Kommer der flere større anfald? Gør der ikke? For at kompensere lidt for denne mærkelige tilstand, bliver Taiki forkælet. Jeg har brugt lidt for mange penge på aktivitetslegetøj, rusketorve, bidedyr og sunde økologiske snacks. Det stak helt af for mig, da jeg var på Roskilde Dyrskue (han blev hjemme, for mange hunde) - jeg støvsugede bla. en bod for tørrede grisetryner fra økologisk landbrug, og tørrede hjortestrips. Han tager ikke på, men han taber sig heller ikke. Det med vægten vil jeg fokusere på i sommerferien, lige nu har det bare handlet om at vi har det så godt som muligt, så jeg kan fokusere på eksamen. Det er den afsluttende...

Dyreværnet er ikke kendt for at kastrere/sterilisere bare sådan. Men det er en god ting i dette tilfælde, tror jeg.

Ja, alle sammen, både tæver og hanner. Dette for at undgå, at de igen falder i de forkerte hænder. Jeg forstår godt deres beslutning, men hvor er det vildt at de må gå til sådan en yderlighed, for at reducere risikoen for, at hundene ender som avlsmaskiner igen. http://www.dyrevaernet.dk/nyheder/status-paa-gravhundene

Da jeg var omkring de 20, var jeg på weekendbesøg hos en veninde, der var i sommerhus i Jylland. De havde deres border collie med, som hele sit liv havde dyrket agility, men den var fra København og den havde, efter sigende, aldrig set et får før. Nu var den pensionist, 12 år gammel, og med familien på ferie. Vi går en tur henover nogle marker, hvor bondemanden har sagt at vi bare kan gå. Pludselig skimter vi i det fjerne en flok får, der græsser. Inden vi har set os om, har hunden revet sig løs og tonser henover marken til fårene. Panikken spreder sig og far, mor, min veninde og jeg løber alt hvad remmer og tøj kan holde efter hunden - frygten er, at den vil skambide fårene. Da vi kampsvedende og forpustede kommer derhen, kan vi se en hund som løber rundt i kanten af fåreflokken og HYRDER. Den hyrder, som havde den aldrig bestilt andet i hele sit liv. Da gik det op for os, at den hyrdede fårene i retningen af faren, som var ham der havde gået til agility med den. Værsgo far, her er nogle får. Den var så fokuseret på hyrdningen, at han endte med at bruge sin hundefløjte - totalt uhørt, den kom ALTID når man bare kaldte dens navn. Men fløjten måtte frem, for at "vække" den fra sin hyrde-rus. (Fløjten blev brugt til deres anden hund, som var hos opdrætteren den weekend for at parre en tæve. Det var den eneste grund til, at han havde den i jakken.) Jeg glemmer aldrig den oplevelse. 12 år gammel border collie fra hovedstaden, der begynder at hyrde, første gang den ser et får. Jeg fik respekt for avlen lige dér. For det var ikke en fis miljø eller træning. Det var ren genetik. Det er næsten skræmmende.