Louisen

Vi fejrede afleveret eksamen i går, med en 15 km. spadseretur til og på stranden ved Roskilde Fjord. :hjerte:

Jeg bruger Bayvantic. Her i Roskilde området er flåterne helt vildt aggressive og der er mange af dem. Den kollektive erfaring herfra de lokale hundeejere er, at Bayvantic er kraftigt, men virksomt.

Vi tog på stranden her til morgen. :blink: [video=youtube_share;x9dwrHp8aE4]

Hun er jo også bare så mor-glad. På den gode, konstruktive måde. Hvis jeg kalder på hende og går i hug, spurter hun som var der ingen dag i morgen. Og så skal hun helt op af halsen og helst have en bjørnekrammer med nus i hænderne.

Jeg ved, det sker hos shibaen, omend sjældent. Ligesom de hvide shibaer er det ikke noget der avles på eller efter, da det anses som en fejl, men pga sjældenheden er de ofte meget værdifulde, selvom de ikke kan bruges til avl. I DK er prisen dog den samme på alle hvalpe, uanset.

Når jeg klapper andre hunde, kommer Trillo straks over og skal også klappes. Helst vil hun møve sig imellem, eller stikke hovedet ind mellem min hånd og den hund, jeg klapper. Jeg plejer bare at irettesætte hende overbærende, sådan "Ej, jeg nå altså godt klappe Tyson" og så med min anden hånd vinke hende over ved siden af. Så nusser jeg gerne hende med den anden hånd, samtidig med at jeg fortsat klapper den anden hund. Hun viser ikke tegn på decideret ressourcevogtning af mig, og slet ikke af legetøj eller mad. Men jeg vil bare høre, om I tænker det er fint nok at håndtere det sådan. At selvfølgelig må hun gerne få nus, men hun kan altså ikke få lov til at "stjæle" en andens nus.

Allerede inden Taiki blev syg med epilepsi, var han en stor mundfuld. Jeg vidste, at han var decideret farlig for andre hunde i perioder - andre gange var han bare sur og knotten. Han brød sig ikke om fremmede, selvom han var nysgerrig, så jeg følte at hver gang jeg var ude med ham, var jeg konstant på nåle. Jeg skulle se løse hunde på lang afstand og undgå dem, eller råbe ejeren an. Og jeg skulle holde øje med, om fremmede forsøgte at række ud og klappe ham, hvad han slet ikke fandt sig i. Med massiv træning, blev det holdt nede på et acceptabelt niveau og han var jo så sjov og glad, og fulgte nemt med. Men så blev han syg og det stak helt af. For hvert anfald han havde, blev han mere "sær". Hans glade, gode sider forsvandt lige så stille og hans "dæmoner" fyldte mere og mere. Mens vi var i udredning, begrænsede jeg mig mere og mere. Jeg var så nervøs for, at han havde anfald når alene, at jeg tog direkte fra studiet og hjem til ham. Jeg havde intet socialt liv, alt handlede om ham. Og da det stod klart, at medicinen ikke hjalp ham, da hans epilepsi skyldtes en fysisk hjerneskade og ikke "dårlig kemi", gik alting op i at skabe faste rammer, strukturer, forudsigelighed for at reducere stress, der kunne udløse et anfald. I endnu højere grad skulle andre hunde undgås, fremmede skulle holdes på afstand og kun nærmeste familie og de tætteste venner, som han kendte godt, kom på besøg. Jeg tabte mig sindssyg meget i den periode, og flere var nervøse for mig. Men jeg kunne bare ikke give slip. Hvordan tager du det valg? Jeg tænkte over det flere gange, men så længe Taikis liv var mere godt end skidt, så kunne jeg ikke se mere end dét. Jeg reducerede mig selv til en person, der skulle sørge for dét, og så fuck resten. Da han døde, rev det gulvtæppet helt væk under mig. Jeg var allerede i mine overvejelser, men jeg var slet ikke kommet dertil hvor jeg tænkte, at en human afslutning var det rigtige. Jeg har sidenhen følt mig helt enormt snydt for denne proces, selvom alle fortæller mig at jeg var "heldig", fordi jeg slap for at tage den beslutning. Det havde været en tung og svær beslutning at tage, men det havde været MIN og jeg tror, jeg kunne have været afklaret på en anden måde. Jeg blev meget vred, og jeg var meget vred i lang tid, inden jeg kunne lade sorgen tage over. Og så blev jeg også sendt til tælling, big time, for han efterlod jo et KÆMPE tomrum, når alt havde handlet om ham. Og så var han min første hund og han var min Bammis. Hans gode sider var så gode, jeg møder aldrig en hund som ham igen. Han havde så meget personlighed, det sagde ALLE. Nu har jeg fået min Trillo, og jeg er sådan helt: "Er der noget, jeg har glemt?". Den følelse har jeg hele tiden. Jeg var ikke klar over, at det kunne være så nemt at have en hund. Hun har sine egne udfordringer, men det er piece of cake at træne med hende ift. hvordan det var en kamp med Taiki. Jeg har modsat sig, ikke erfaringen til at vide, at det kunne være nemmere. Så jeg har det meget spøjst med, at have sådan en glad og ukompliceret hund. Der er sgu ikke noget dillerdaller med hende, selvom hun er lidt til den forsigtige side og elsker at jage harer & katte. Jeg ville ønske, at jeg havde noget klogt at sige. Jeg tror bare, at jeg ville dele min fortælling for at lade dig vide, at jeg forstår hvad du går igennem. Og jeg forstår også din tvivl - jeg aner virkelig ikke, hvad der er rimeligt at en hund skal fylde i ens liv.

Jeg kender et omvendt eksempel, det er en langhåret shiba. 100% raceren og med stamtavle, kuldsøskende er helt normale shibaer med kort pels som racebeskrivelsen dikterer. Men pga. genfejlen, er denne shiba langhåret. Det er den eneste langhårede shiba i hele Danmark, og muligvis også hele Norden - så sjælden en spontan genfejl er det. Og hunden bruges ikke i avl, for netop ikke at give det videre. Fordi den slags genfejl/-mutationer er så sjældne, så vil det altid være langt mere sandsynligt at det skyldes en blandet arvemasse eller at man har avlet på forældre med korthårs-gen, med mindre der er flere andre faktorer, der taler imod (stamtavle, krediteret opdrætter, de andre hvalpe i kuldet har ikke samme udseende etc.). I fald at forældrene ikke lever op til racestandarden, har de næppe været udstillet og godkendt til avl. Dem ville jeg ikke ønske en hvalp af, med mindre total sundhed kunne påvises.

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden, og bor ikke sammen mere. Han var lidt for glad for de gammeldags metoder. Og det kan ikke rigtig forklares med hvordan jeg er påvirket, uden at jeg vil gå i detaljer. Hun slapper bare af nu. Og vi flytter stadig i stor lejlighed, bare kun mig og Trillo. Bum.

Jeg fandt problemet, og har nu ordnet det. Så der er ro på hende nu.

Det er en 1 værelses som bliver delt til en 2v. Der er to franske altaner med glasruder, så hun kan ligge og kigge. Og så indretter jeg med få møbler, så der er godt med plads på gulvet. Hun får en seng ved siden af min, en pude i stuen og er tæppe ved entree. Det sidste bruger jeg, når hun ikke skal med mig, så hun forstår det (og får godbidder).

Jeg er glad for jeres beroligende beskeder. Her er hun, verdens smukkeste.

Plejemor gjorde et stort arbejde og på alle andre parametre er jeg det perfekte match.

Trillo er 2-3 år gammel blanding, tidl. gadehund. Hun har boet hos mig i fire måneder, og inden da to måneder i en plejefamilie med to andre hunde, to voksne og et deltidsbarbæn, i et stort hus med stor have. Jeg bor i lejlighed uden have, og det snakkede jeg med plejemor om. Hun mente ikke, det var et problem med den aktivering jeg tilbyder og grundet Trillos fortid var det jo ikke til at sige. Trillo er en drøm af en hund. Hun er lydig, lærenem og sjov. I tiden jeg har haft hende, og med afsæt i plejemors kæmpe rehabiliterings arbejde, er hun blomstret op. Hun hilser på andre hunde, langsomt på andre mennesker, hun pjatter og leger, og har lært at lege med mennesker. Vi træner alt muligt, går lange ture m/u snor, og hun er den mest puttesyge hund jeg kender - ofte vil hun hellere putte snuden under min arm og have kærlige ord i øret end godbidder. Jeg elsker hende. Sådan helt vildt meget. Mors myssepige. Men jeg tror ikke hun trives fuldt ud! Hun virker rastløs. Hun bider i sit tæppe nogle gange, selvom jeg gør alt for at reducere stress. Hun vil gerne ud, men jeg kan ikke lukke hende ud. Jeg ved, hun er velstimuleret og jeg hjælper hende ned i gear når vi har været ude. Men hun virker rastløs stadig. Plejemor fortalte, at Trillo var en rigtig tullefis, der godt kunne lide at gå lidt rundt. Og elskede adgang til haven. Måske en rest også, fra gadetiden? Men jeg tænkte hey, hvis hun nu bare sover når hjemme, går det nok? Det har været sådan fra begyndelsen. Jeg skalerer op og ned for aktiviteter, lægger vægt på det ene og det andet. Jeg drejer på "knapperne" én ad gangen, venter, og ser om der er effekt. Jeg har bestilt en adfærdsbehandling/konsultation, og afventer. Fra medio juni flytter vi i lidt større lejlighed, ikke meget og stadig uden have, men måske? I sidste ende må jeg overveje hendes bedste, lige nu er det sammen med mig. Hun er den smukkeste, blide hund.

Min hund er voksen (ca. 2 år) og omplacering. Kunne være alene i første hjem. Det tog os 2 uger at lære hende at være alene her, og vi gik frem som var hun en hvalp. Det var vi nødt til, fordi hun ellers pev eller nærmest små-tudede, og det var jo synd. Min pointe er, at en voksen hund også kan have brug for alene-hjemme træning henover længere tid. Den skal jo også forholde sig til samme skift som en hvalp, men modsat hvalpen er det jo ikke naturligt på samme måde, og voksne hunde har en anden "bevidsthed" dvs. tilknytning til tidligere hjem, ejere osv. Så der er jo lige så meget for dem at bearbejde i den proces. Nogle falder nemt til, andre har brug for mere tid. Jeg er studerende og havde mulighed for at gå hjemme med Trillo den første måned, hvor vi havde fokus på tilknytning og tryghed, og først efter halvanden uge begyndte alene-hjemme træningen stille og roligt, som med en hvalp. Det havde hun brug for, andre hunde har måske ikke. Hun er ellers ret omstillings-kompetent, har været vant til lidt af hvert, så det var en overraskelse for både os og tidl. plejemor, at det tog så lang tid. Det er altså ikke altid til at vide på forhånd. Men tiden var godt givet ud, på trods af at hun er en rigtig "mors hund" og elsker at hænge i mine skørter, så har hun intet problem med at være alene nu.

100% raceren Afrikansk Slædehund.

Jeg slog en kattekilling ihjel for halvandet år siden. Den var døende efter at være kørt over og kunne ikke reddes eller transporteres uden store smerter - og Falck var langt væk. Uden at gå i detaljer var hele kroppen på killingen nærmest flad... Den skreg og led, så jeg tog en tung spade, satte over nakken og så trampede jeg til. Ville knække nakken og det gjorde jeg også,.men derefter gik spaden igennem halsen så killingen var halshugget. Jeg græd mens jeg gjorde det, men bagefter var det OK. Døden var en udfrielse. Bagefter brugte jeg spaden til at skrabe liget fri af vejen og fik chippen tjekket ved dyrlægen. En familie fik vished. Jeg ved ikke om jeg kunne gøre det i dag, hvor min søster har fået kat.

Indkald går fint. Vi løber i bakket terræn. Hun får ekstra proteinrigt fødder. Er ved at få gode muskler. Har taget lidt på, jeg synes hun er perfekt nu.

En af mine veninder er meget involveret i arbejdet med gadehunde på internater i udlandet. Hun er meget kritisk over for den danske model, hvor hundene står alene i hver sit bur.Hun mener, at det er dybt skadeligt for en hund, der i forvejen er ked fordi den er adskilt fra sin/en familie, at blive isoleret på den måde, vi gør det på danske internater.I udlandet sætter man flere hunde sammen, hvilket kan være en stor fordel. Selvfølgelig underforstået at hundene kan godt sammen.Jeg har tit tænkt, at man burde gøre det mere. Da jeg besøgte Dyreværnet, tænkte jeg en del over, hvor trist det var/er, at hundene ikke kunne se naboen, når de godt kunne med andre hunde og måske kunne have god brug af en "hyggeven".

Os.

NOGEN har overvundet sin fobi for at gå over broer. Den var der lige pludselig i dag.

Jeg savner ham hver dag. Og jeg er bange, fordi jeg ved at jeg en dag vil savne min nye hund på samme måde. Jeg havde virkelig regnet med, at det hele ville gå væk når jeg fik en ny, men det har kun hjulpet lidt. Det synes jeg faktisk er pisse uretfærdigt. Hvem fanden laver de regler. Jeg er sur på vedkommende.

Alene-hjemme er ikke en bekymring længere. Jeg brugte DAP, og fandt en rutine som var god. Hun har godt af lidt distraktion lige i adskillelses-situationen, så når jeg går, får hun et par godbidder kastet på gulvet og en tyggepind, som er halvt spist når jeg kommer tilbage. Hun ligger bare og sover, når jeg kommer hjem fra uni. Hendes mareridt er også væk så småt, efter brugen af DAP. Drømme stadigvæk, men ikke noget hvor hun virker skræmt. Hun er desværre begyndt at jage vildt når vi går tur. Det er sket nok gange til, at jeg mener det er en begyndende dårlig vane, så nu skal der ske noget, inden det bliver reel fastsiddende problem-adfærd. Jeg vidste ikke hvordan det skulle håndteres, det er første gang jeg har en hund som kan gå fri og kommer på indkald. Så jeg gik i "Biblen" aka "Hunden i hverdagen" af Irene Jarnved. Hun beskrev præcis denne udfordring med sin egen hund Sally, så jeg vil følge hendes træning/råd. Så det er ikke længere en bekymring, men et træningspunkt. Jeg kan ikke helt lure Trillo ift. andre hunde. Når vi ser dem eller møder dem, piber hun og virker ivrig for at komme derhen, men så kan hun godt miste interessen eller virke som om, hun slet ikke vil det alligevel. Så jeg forsøger at lære hende, at det er mig der bestemmer hvornår vi hilser på en hund og hvornår vi ikke gør, for at fjerne forvirring/usikkerhed. Når vi møder dem i hundeindhegning, går jeg på knæ. Jeg pylrer hende ikke, men hun kan finde tryghed hos mig og det gør hun gerne. Men hun er også nysgerrig (meget! forsigtig og ret nervøs også) ift. de andre hunde. Jeg har været der før med min Taiki, som jo var aggressiv og ikke nervøs. Så jeg husker ikke at presse hende, og at være "på hendes hold" ift. at når hun sætter sig mellem mine ben og vender sig helt væk fra de andre, så sørger jeg for at de ikke kommer hen. Så kommer hun gerne ud fra sit "skjul", når hun har set dem lidt an. Det er en hårfin balance mellem at vise hende, andre hunde er okay og søde (dem jeg vælger, vi hilser på, ved jeg er søde da jeg kender ejerne i forvejen), og ikke at presse hende for meget, så det kammer over. Men jeg synes, jeg kan finde ud af det. Jeg vil gerne snart til Dr. Dyr, for jeg skal have vurderet hendes foderstand. Hun må gerne være slank og adræt, men jeg synes stadig hun er for tynd. Den sidste tid har jeg haft fokus på muskelopbygning fremfor bare fedtlag, vi har gået meget i bakket terræn. Hendes lårmuskler er ved at være rigtig flotte, men jeg kan fornemme hun bliver træt i den nederste del af bagbenene/baglåret. Skal snakke med Dr. Dyr omkring det også. Hun virker ikke vildt interesseret i vand, men det er jo også koldt. Jeg ved ikke, om water walking ville være et hit.

Hvis hun har e hofter, tror jeg vi går ind i rally i stedet. Så det betyder noget. Også at jeg fra starten kan sikre god muskelmasse i bagpartiet, korrekt foder og olie osv. Jeg vil gerne forebygge, hvis det er.

Her er nogle billeder, bare fordi: