Louisen

Ih, hun er godt nok fin. Jeg er desværre i venteposition til en større bolig, da jeg bor meget meget småt lige nu, og det vil være synd at have en hund som hende her. Men sådan en lækker hund, finder du nok hurtigt en god familie til.

Jeg vil gerne spørge på min Fjæsbog, men er du villig til at betale en skilling for det? Mere om jeg kan skrive det.

Jeg tror måske, at jeg dør langsomt af sorg, hvis jeg ikke SNART får hund igen. Kom nu boligselskab, med en ordenlig lejlighed....

Firkløveren: Renlighed Alene hjemme Indkaldt Pænt i snor ... Et godt fundament.

Jeg har altid sagt, at en aflivning burde ske i hjemmet, hvis hunden har issues med dyrlæge klinikken. Dette mener jeg stadig, men hold op hvor er det hårdt. Taiki døde selv, i min seng, og dyrlægens aflivning af ham samme sted, var kun en fremskynding af det, som allerede skete. Jeg har siden (2,5 måneder) undgået at være længere tid i mit hjem, og de få gange jeg har sovet der, har jeg ligget på en luftmadras. Nu var Taikis død også meget dramatisk med et anfald og en hjerneblødning, så minderne om situationen er mega ubehagelige. Jeg valgte, at dyrlægen tog Taiki med, da han gik, fordi jeg ikke magtede at mærke Taikis krop blive rigid, eller evt ligpletter (blodansamlinger) der kan komme. Det havde så den pris, at jeg bagefter ikke følte, at jeg havde fået sagt ordentligt farvel til ham og dét føltes også meget traumatisk. Taiki blev kremeret, og hans urne blev lagt i jorden et hemmeligt sted, hvor han elskede at komme. Det var min eks, Taikis far, og mig, Taikis mor, der valgte stedet, og min eks' kæreste samt min mor, der begge også var meget knyttet til ham, deltog i nedlæggelsen og snak hjemme hos min eks, en slags mini-gravøl. Jeg havde meget svært ved at "give slip" på urnen, da den stod hjemme hos mig i en uges tid inden nedlæggelsen. Jeg tror, at jeg for at klare sorgen psykisk, følte en forbundethed med Taiki via urnen, selvom jeg ellers skelner meget mellem jordiske rester og dyr/menneskers sjæl/person/indre. Det føltes som blev han taget fra mig én gang til, men nu er jeg glad for det, for både min eks og jeg besøger ham ofte, og jeg ville nok ikke vide, hvad jeg skulle gøre af urnen på sigt. Dyrlægen kunne have opbevaret den for mig, men jeg kunne ikke holde tanken ud, at han (Taiki, ikke urnen - der var det manglende skel mellem aske og sjæl igen!) skulle stå der, og være helt alene om natten et sted, han aldrig brød sig om. Fjollet. En anden gang vil jeg, hvis muligt, altså tænke over hvor i mit hjem evt. aflivning finder sted, eller hvis hunden er OK med dyrlægeklinikken, så lade det ske dér. Jeg vil tage mig tid til en afsked i minutterne efter, evt. betale ekstra for det/aftale aflevering af dyret senere den dag. Og hvis urnen skal nedsættes, vil jeg hente den hos dyrlægen samme dag, dvs lade dyrlægen opbevare den, så det ikke er så svært at "give slip på den" igen. Med mindre jeg bliver ked af, at dyret står der - så skal det opbevares hos nogle andre, men ikke mig selv. Sidst men ikke mindst har jeg lært, at det at miste en hund utidigt, ødelægger mig. River mig i stykker. Og intet kunne forberede mig på det, trods mit liv har været hårdt i forvejen. Et helt nyt niveau af smerte, sorg og sjælelig lidelse. Sådan noget fucking lort.

Siden denne tråd, har jeg været medlem og luret i Facebooks chodsky-gruppe. Nu har jeg så endelig taget tilløb og har skrevet til den danske opdrætter. Som sædvanligt kunne jeg ikke fatte mig i korthed, fuck. Men jeg forsøgte kun at få det relevante med. Jeg har også fremvist racen for min kæreste, som jeg nok skal bo sammen med, når jeg anskaffer mig en hund igen. Jeg fandt alle de billeder på Google, hvor hundene mest ligner den hund, hans far har (en blanding, der sagtens kunne ligne en slank udgave af en chodsky!) og det virkede. Han synes, det er en meget smuk hund. Faktisk er han blevet så lun, at jeg har fået forarbejdet ham til at acceptere hund i soveværelset, om end ikke i sengen. Og da jeg nævnte, at den så også skulle have ordentlige hunde-sofa forhold, nu hvor han er imod hunde i møblerne, var hans svar, at den måtte få en madras på gulvet med gode puder, fordi han "ikke gad ligge på gulvet og få ondt i ryggen, når han dagligt skal snakke med hunden om livet". :hjerte: Jeg er så småt også ved at forarbejde familien, som ellers er meget glade for shibaen. Jeg har været taktisk og præsenteret racen for min søster først - hun er bidt af en gal schæferhund, men har ikke muligheden for at have hund lige nu. Nu er det så hende, der forsøger at forarbejde mig til, hurtigst muligt at flytte, så jeg kan få "den smukke hund" og når vi snakker om kæledyr, lister hun ind i samtalen alle de fantastiske ting, jeg kan lave med min kommende chodsky. I mit hjerte ved jeg dog, at jeg skal have shiba igen. Det er "min" race. Men jeg tænker på det som en hund, jeg kan få om 10-15 år, når jeg har større børn og har fået Taiki-bamsen lidt mere på afstand. Jeg er dog stadig vægelsindet, så det skal ikke være et chok, hvis jeg pludselig står med en shiba om nogle måneder og ikke en chodsky. Ift. bolig, sørger jeg for at holde mig opdateret på diverse ventelister, og samler også en del guld sammen, så jeg kan bekoste flytning, lidt flere møbler og en hund + grej. Jeg savner stadig Taiki som ind i helvede, og er nødt til at besøge hans grav 1 gang om ugen som minimum. Jeg græder stadig en del, men oplever en masse opbakning og folk som fortæller mig, at det er helt normalt og okay. Det hjælper. For der er nogle dage, hvor jeg næsten ikke kan holde ud at leve, men det ved jeg jo godt handler om savnet, sorgen og ensomheden. Og så det, at jeg er typen der fungerer rigtig dårligt uden et nærtstående kæledyr, så det er naturstridigt for mig, at være uden hund lige nu. Godt min søster er i gang med at få en kat, det aflaster lidt og tager noget fokus væk fra det sørgelige.

Det kommer an på, hvor hårdt man er ramt. Uanset hvad der er tale om. Det er OK at være trist, så længe man er professionel, men går man og græder, er det hjem. Det samme med sygdom: Det går nok, hvis man er lidt snottet og skidt, men har man decideret feber eller kaster op, er det også hjem. Så det er ikke fordi man bare har grønt kort til fravær, men eks da min tidl kollega ringede sig syg pga sin hund, brød hun grædende sammen i tlf flere fange, og en så påvirket medarbejder skal ikke møde på job med højsensitive og socio-emotionelt/psyko-socialt udfordrede unger. Hvis borgerne var en anden gruppe, ved jeg ikke hvor langt forståelsen rækker, men ift "mine" specialbørn er der ikke så mange gråzoner. Du må godt være trist, men ikke decideret ked af det, for så er du hårdt sagt faktisk mere i vejen end en ressource for dine kollegaer.

Jeg bor i ungdomsbolig, med mange ret unge mennesker og flere af dem har hund eller fået hvalp. Jeg oplever et paradigmeskift. De unges fokus er på kontakt mellem hvalp og ejer, samt socialisering med de andre hunde, og så at gå pænt i snor. Jo, flere af dem træner diverse, men internt er det kun disse tre ting der fokuseres på hos dem selv og hinanden. Som en af dem sagde, så skal hunden nok lære tricks i løbet af de næste 10-15 år, de går mere op i at have en hund der kan begå sig vel når de hænger ud med vennerne og øl og hund ved søen, eller møder naboens hund. Det er for mig overraskende, men glædeligt med denne afslappede tilgang. Ejerne er mellem 18-25 år. Edit: hundene er søde og velopdragne, der er sjældent problemer selvom vi er mange hundeejere på ret lidt plads/koncentreret, og jeg tror det er fordi at når hvalpen har god kontakt med ejer og er godt tilpasset området både socialt og ift nødvendig opdragelse når man bor i lejlighed, så er det ret nemt at "forme" hunden ift træning og god opførsel. De fleste er hygge-hunde, men går til alm lydighedstræning.

Mine arbejdspladser har været ret gode til at acceptere forskellige tilgange til kæledyr. En tidl kollega på tidl arbejdsplads var sygemeldt uden problemer i to uger, da hendes hund blev kørt ned og døde. Årsagen til accepten fra både leder og kollegaer skyldtes i høj grad, at kvinden ikke kunne få børn, så hendes to hunde var substitutter, hvilket blev rummet fint af selv de kollegaer, der aldrig selv havde haft kæledyr og måske ikke helt forstod det rationelt. Der er en del hønsegård i mit erhverv, men empati, sympati og rummelighed er heldigvis både værktøjer og personlige egenskaber, der ikke bare forventes men decideret kræves af os, for at kunne udføre vores arbejde kompetent. I kriser betyder det ofte en fantastisk støtte og en følelse af et socialt fællesskab der er indfølende og forstående. Det gør tendensen til fnidder og sladder til at leve med i nogen grad.

Da jeg ringede mig syg om mandagen, hvor han var død pludseligt om fredagen, var jeg stadigvæk så grådlabil, at der ingen tvivl var hos chefen om, at jeg skulle være syg derhjemme. Jeg kom dog tirsdag.Jeg er pædagog og arbejder med børn, inden for specialområder, så der kan man ikke rende og hulke.Jeg har kun været ansat steder, hvor man anerkender psykisk dårligdom på linje med fysisk sygdom. Men man får problemer ved for meget sygefravær, uanset karakteren af sygefravær.

Nevermind

Jeg har hørt om at tæven blev insemineret, hvis hun sagde nej til hanhunden og parring. Men ikke tvangsparring. Det virker også ret farligt, altså hvis tæven kæmper nok for at komme fri, kan det skade både hende og hanhunden. Ift. at man bare kan "rive den af" på hanhunden og inseminere med en engangssprøjte (uden kanyle), virker det totalt hjernedødt og jeg tænker, at det virkelig er forældet metode. De fleste tæver er jo egentlig villige nok hvis de er i højløb, og når opdrætter så kun stiller én han til rådighed, så er det sjovt nok ham der parres med. Hvis tæven siger nej, og ikke tidligere har haft problemer med at takke ja, tænker jeg at der er noget på spil, man som opdrætter burde "lytte" efter.

Jeg har fundet "Lie to Me" på Netflix og den er ret hyggelig.

Det skal jeg måske i efterårsferien.

Det er ekstremt individuelt fra hvalp til hvalp. Hvis det I gør nu, er for meget, så gør mindre og se, hvad der sker. Man er nødt til at justere efter den enkelte hvalp, ikke efter hvad andres hvalpe har været i stand til.

Ikke særligt. Det ses hos eks. dingoer, at moderen forlader ungerne i en hule eller andet sikkert sted, for at søge føde. Det er tidsintervallet, mange ofte er væk en arbejdsdag, som er naturstridigt, men hunde har ikke samme opfattelse af tid som vi har. De måler tidsopfattelse efter lys/mørke, stigende sult, stigende trang til at besørge - man antager, at hunde som udviser tegn på at kunne skelne om ejer har været væk kort eller lang tid, er i stand til at "måle" tiden på denne måde. Det sker jo, at hvalpe enten fødes som eneunger eller at de andre unger dør/bortfalder under opvæksten.

Ja, en underlig forespørgsel I know!! Min himmelhund Taiki blev jo desværre overfaldet og skambidt af en løs hund, og sidenhen arbejdede vi med, at han selv var blevet aggressiv (grundet angst) over for andre hunde. Det gik faktisk ret godt til sidst. Øv. Nå, men hurtigt videre: Det var mig, der oplevede overfaldet på ham og det gjorde mig faktisk også lidt traumatiseret; før havde jeg aldrig haft så voldsom en oplevelse med nogen hunde tidligere. Samtidig var jeg meget bevidst om at undgå alle hunde på vores ture, så Taiki ikke blev stresset eller aggressiv (i værste fald ville han jo bide fra sig), og tilfældige hundemøder med fremmede hunde var overhovedet ikke på tale. Det sidder stadig meget dybt i mig, og jeg vil gerne af med det, inden jeg overvejer en ny hund. Derfor: Har du en hund, som ikke har problemer med andre hunde og som du ikke har et problem med at lade hilse på fremmede hunde I møder på jeres tur, når den anden ejer siger at det er ok. Og har du lyst til selskab på en tur af en sød ung kvinde, der bliver lidt nervøs ved fremmede hunde og hundemøder, og som gerne vil "komme over det"? Så skriv gerne. Din hund skal jo helst ikke blive påvirket af at kunne mærke, at en fremmed dames hjerte sidder oppe i hendes hals og hendes mave snører sig sammen i frygt, når der kommer en anden hund hen. Reaktionen er hurtigt overstået, men den er dér, så er din hund sensitiv over for den slags, er det nok ikke jer, jeg skal gå tur med.

Jeg har mødt en del cockere i min tid. Dem, som får opfyldt deres behov for træning og mentale udfordringer, samt får lov til at strække benene i fri fysisk udfoldelse, er meget rolige, søde og omgængelige. De cockere, der bare trænes en gang om ugen på et træningshold og så måske 1-2 gange om ugen derudover, og ellers bare luftes lidt og sådan. De er sgu lidt hysteriske, og jeg tror det er fordi de er understimulerede. Det samme kan egentlig også siges om chihuahuaer, som egentlig er en super intelligent hund, men som ofte er misforstået og bliver bims i bøtten af et liv som selskabs- og taskehund uden træning eller udfordringer. Hvis du føler, at du kan give hunden det, den har brug for både fysisk og mentalt, så får du sikkert en sød og omgængelig hund som er glad.

Hvad kan jeg tilbyde: Hjemmet 2v lejlighed 200 m fra Himmelev Skov,500 m fra kæmpe stor hede. Lille egen have (grøn plet) eller stor altan, stor privat hundeindhegning hører til boligerne, i skoven også hundeindhegning/”lille hundeskov”. Hunden får kurv i soveværelset og egen madras/”sofa” i stuen, adgang til hele hjemmet. Alene-hjemme Jeg er studerende de næste to år, så begrænset alene-hjemme tid. Jeg kommer aldrig til at arbejde mere end maks 32 timer om ugen af div. årsager, og tror derudover på Dyrenes Beskyttelses anbefaling om maks 6 timers alene-tid om dagen. Skal hunden være alene mere end 8 timer, skaffer jeg pasning, samt hvis det er flere dage i træk den skal være alene 8 timer. Pasning af hunden Jeg har masser af private pasningsmuligheder – familie, venner m.m. Jeg er feriemæssigt sommerhus-typen og vil helst være sammen med hunden i min fritid. Skal den passes, bliver det aldrig i pension (en holdningsting). Enten kan familie/venner den er glad for og tryg ved passe den, eller også må ferie udskydes/aflyses... jeg ville alligevel ikke nyde den. Det sociale liv Hunden deltager så vidt muligt i mit sociale liv med familie og venner, og bliver en integreret del af min familie – som består af flere hunde entusiaster/crazy dog people. Udeliv 2½-3½ times gåtur om dagen tilbydes, alt efter hundens behov, om man har været til træning/på gæstebud den dag osv. Jeg "tror" ikke på havehunde, så dette vil ikke ændre sig selvom jeg flytter i hus senere. Opdragelse Positive opdragelsesmetoder. Jeg er uddannet vuggestuepædagog, så jeg har en engels tålmodighed og er super dårlig til at skælde ud. Også en holdningsting. Tilladelse indtil forbud. Træning Træning, ja tak. Men jeg er ligeglad med, hvad hunden kan lide. Så hvad end den synes er fedt, kan jeg tilbyde, om det så er lydighed, spor, agility m.m. Hvis den ikke rigtig gider regulær træning, får den hovedbrud og spas på turene. Jeg er dog ret interesseret i agility eller lydighedsrally. Børn Respekt for hunden og hundens grænser. Hunde og børn lades aldrig uden opsyn, da jeg ikke stoler på børn. Jeg skal have børn på et tidspunkt, men jeg skal altid have hund i mit liv. Så antallet af børn vurderes på, at jeg stadig har overskud til hunden. Igen står familie parat til at støtte/hjælpe, så det vil ikke blive et problem ift. tid/overskud at familien udvides. Flytning/ophør af samliv Jeg er tidligere ved ophør af samliv flyttet by og studiested for at kunne beholde min hund, og er villig til at gøre dette igen. Så hunden kommer ikke til at risikere en omplacering uanset hvad mit liv byder mig + min familie og øvrige netværk er solidt/støttende. Hunden er (også) min familie. Som man måske kan gætte, er jeg typen der tænker på alt og helgarderer mig. Så en hund er tryg hos mig. Økonomi Økonomisk velfungerende/anvarlig og tegner altid sygeforsikring på min hund udover selvf. ansvarsforsikring. Eventuelle behandlinger ved dyrlægen vil være baseret på lægens vurdering af bedste fremgang– ikke min pengepung. Foder Det dyre og fancy tørfoder uden "crap", som f.eks. Kingsmoor, Taste of the Wild, Orijen, Wolfsbluut eller Acana. Jeg er lidt nervøs for fejlernæring ved råfodring, men ser på hundens trivsel først og fremmest. Der suppleres med råt kød, ben, øko oksehud uden kemisk blegning og andre snacks. Jeg har tidligere haft hund som døjede med vægten, dette er jeg super OBS på at undgå og at sikre hundens sundhed, så den ikke bliver tyk og får gode olier til sin pels, hud, led m.m.

Taiki vejede 16 kilo. Men han var også faldet i gryden med trylledrik som spæd og både (for) høj samt buttet. Men den størrelsorden er jeg vant til at håndtere.

Ej, tak for al hjælpen. Jeg vil straks gå i gang med at stalke. Tror også jeg tager turen til Kolding i starten af september, dels for at møde to hunde og dels for at se dem arbejde i konkurrencen. Det kunne blive en hyggelig tur.

Lige nu bor jeg på 27 kvm2 inkl. køkken og bad. Det er for småt. Det gik med Taiki, fordi han var af en lille mellemstørrelse og var ligeglad med det. Men med en større hund er det ligefør man skal have en drejeplade i gulvet, for at kunne vende den om i stuen, så den kan gå den anden vej også. Det er altså FOR småt IMO, jeg ville blive lidt klaustrofobisk. En mindre 2-v'er som jeg er skrevet op til, tænker jeg vil kunne gå fint an ift. det, du beskriver. Og om senest 2 års tid, når jeg har fået en kandidat og forhåbentligt et godt job, kan jeg så finde et hus på landet. Eller, om jeg på dette tidspunkt er gift, et nedlagt landbrug som min kæreste ævler så meget om.

Taiki hadede klippere og elektriske, så jeg brugte en grovfil i metal købt i Bauhaus. Så længe jeg ikke holdt om hans pote, accepterede han det, men det tilhørende bestikkelseskødben hjalp sikkert også en del. Ulvekløerne var nemmere at klippe, så dem snuppede jeg med klo-saksen mens jeg fik en frivillig til at dingle med rå bacon så han var distraheret (og stod op).

Jeg gider ikke risikere noget. Jeg har haft nok død og ødelæggelse i mit liv allerede, så jeg gør faktisk ret meget aktivt for at undgå den slags hvis jeg kan. Det er kun træningsformen for spas jeg søger, ikke aktiv tjeneste. Hvis jeg ser et eneste dødt eller traumatiseret menneske igen, bliver jeg rigtig sur. Har opbrugt min kvote. Er det mon muligt at træne "for sjov"?

Tak for al din hjælp AnneMangetal. Er der steder man kan træne redningsarbejde? Sjælland, gerne Midtsjælland.