Louisen

Blev ramt af ensomhed på vejen hjem, den der slags hvor man ikke sætter pris på alt det man har, fordi man kun kan se hvad man ikke har. Fik trøst af en veninde, og har mere mod nu. Jeg skal nok finde en hundeven snart. Lånte naboens lille vuf til en tur og klap, det hjalp.

Han er en meget dejlig og sød hund. Men jeg føler bare ikke lige det der udefinerbare sidste. Heldigvis så jeg to andre lægge ansøgninger på ham. Så han skal nok finde et hjem.

Nu er jeg ved at stå op, på vej i bad osv., for at besøge ham igen. Kan godt mærke, at jeg faktisk er lidt nervøs? Det er jo en stor beslutning. Men jeg ved fra i går, at så snart jeg er derude, slapper jeg af. Det er jo også noget, jeg har lært i mit arbejde, at falde til ro og være i nuet. Men ih.

Nu har der været en del fokus på aussien. Men hvor meget den fylder ift. bulleren, ved jeg ikke. Som nævnt så jeg ikke skyggen af stress eller skyhed, eller noget som var mistænkelig adfærd. Og vi sad da sammen noget tid, også alene. Jeg skal nok opdatere i morgen, når jeg har været derude igen

Jeg så ikke hans reservation. Men ok, er vant til shiba. Håb snuste til min hånd, og så var vi venner. Han virkede ikke stresset selvom der var aktivitet og hundegøen. Bare distraheret. Jeg ser mere i morgen, hvor vi også går tur. Han forsøgte to gange at sætte sig på mig, da jeg nussede hans bagparti. Så lidt rolig kan han da blive. Men igen, jeg ved mere i morgen. Jeg er der 20 minutter før de åbner, og bliver helt til luk hvis jeg må - fire timer. Det jeg så i dag var ret positivt, trods larm, aktivitet og mørke/kulde. Så jeg er spændt på i morgen, hvor vi får væk i fred og får lidt ro på. Hvor bor du på Sjælland? I tilfælde jeg tager dig op på det med legekammerater PS. Næsen er det, jeg kalder en mule. Den er ikke snude-spids, men bestemt ikke flad. Jeg lyttede på hans vejrtrækning og den var ubesværet. Så det har han vist umiddelbart ikke med.

Han vil være super til lydighedstræning. Han udviste virkelig flair.

Pga bøvl med offentlig transport kom jeg først sent herud. Så vi gik ikke tur, men jeg sad i buret og hilste på ham. Han er en meget dejlig hund, med et skønt temperament. Glad og fjollet, men viiildt fokuseret ved øvelser. Han kunne godt sit, giv pote kom efter første gang, tænker han har lært den med en anden verbal kommando. Næsedut kendte han ikke, fattede den efter anden gang og den sad i skabet efter tredje. Mega fokuseret, meget kontakt selvom han tydeligt var distraheret (ikke stresset) pga megen larm fra de andre hunde. Han er utrænet, og hvilken skam altså. Det var jo så nemt, men jeg er så også vant til shiba. Jeg vender tilbage både lørdag og søndag, for at gå ture og overveje det yderligere.

Jeg kan generelt anbefale Dyrekassen. I forbindelse med Taikis sygdom var der absolut ingen problemer med dem, selvom vi var en kæmpe udgift for dem. De bestred intet, så længe de bare fik de papirer, der stod i betingelserne at de havde brug for. Og dette endda selvom det i sin værste periode, var mens de var ferieramte.

Billede: http://www.dyrevaernet.dk/dyr.aspx?id=252eae32-065e-4c8c-9bd2-5696fb63029f Jeg tænker, at hans legekammerater skal være rottweilere, bulldogs og den dogue de bourdeax teenager, der bor i området. Så alt efter hvad type leg han er til, så kan jeg finde legekammerater. Jeg er også lidt nervøs for aussien, fordi hvis han har deres "hektiske stress hysteri" og bulldogs stædighed, så kunne det være ret uheldigt, når han også samtidig er så aktiv og har brug for mental stimuli. Han lyder jo umiddelbar som en meget sød og positiv hund, men det kan jo også komme an på situationen.

Jeg skal ud og hilse på en hund i dag, som er en blanding af engelsk bulldog og australian shepherd. De skriver: Udover de ting, der stikker i øjnene i denne beskrivelse, hvad tænker I så om denne blanding? Helt håbløs eller mere sjov i det? Kan den fungere som træningsmakker på et normalt (ikke konkurrence) niveau? Eller tror I han bare har vat i ørerne, eller? Det med alene-hjemme, lyder som om det kan trænes stille og roligt - jeg har mulighed for at have ham med på uni i en periode, eller hente ham i frokostpausen og gå en lang tur med ham/træne, inden vi går over til eftermiddags-forelæsninger, alternativt skaffe pasning, så alene-hjemme træningen bliver i hans tempo. Er det helt håbløst, eller? Glæder mig til at besøge ham, og måske en anden hund hos Dyreværnet, som dog ikke er lagt på hjemmesiden endnu.

Min engel Taiki bed mig ind til knoglen i armen under et epileptisk anfald. Han huskede det heldigvis ikke senere da hans anfald var slut, og ville bare gerne slikke blodet væk. Min dav kæreste nussede med ham i sengen, mens jeg tog på skadestuen. Jeg er i dag glad for arret, det er en slags tatovering til at mindes vores venskab, som holdt hele vejen, gennem ALT.

Der er jo bare nogle andre ting, man skal overveje. Jeg var selv 24, da jeg fik min første hund - jeg boede sammen med en mand, jeg troede jeg skulle stifte familie med. Da vi gik fra hinanden var jeg stadigvæk studerende. Så for at kunne beholde både hund og uddannelse, måtte jeg flytte fra KBH til Roskilde, da det var her jeg kunne finde en af de sjældne studieboliger hvor hund er tilladt. Selv uden hund er KBH jo svær at finde billig bolig i. Jeg fandt så ud af, at det gav mening også at flytte mit studiested, men ikke alle har denne mulighed og kombinationen af studietid på uddannelsesstedet og pendlertid, havde betydet 9-10 timer væk hjemmefra dagligt i perioder. Oveni kan så smides lektier/selvstændig læsning og evt et behov for at supplere SU med studiejob - især med tanke på, at selv den billigste hund ikke er gratis. Og allerede her tænker jeg, hvilket liv man byder en hund. Selv hvis man tager den med til alle aftaler med familie og venner, så bliver hverdagen presset. Man må spørge sig selv, hvad kan JEG tilbyde en hund... Og kunne det, hånden på hjertet, blive bedre for både hund og én selv, lige at vente nogle år til man er mere sat i et job efter endt uddannelse. Jeg er nu snart 30 år og længes efter hund igen. Men jeg er stadig på SU, og står over for en forhåbentlig snarlig sammenflytning med min kæreste. Hvis vi ender i Ringsted, betyder transporttiden igen 8-10 timers alenetid til en hund, selvom vi er to, grundet min kæreste skal i praktik i Kalundborg. Og hunden - ja, den får vel et andet hjem, forhåbentlig med rigelig tid og overskud. Det er KUN mig, det går ud over, ved at vente med at få hund. Hvis folk er villige til at "ofre" sig, så skal de endelig få en hund som unge. Men jeg vil ikke stikke dem blår i øjnene. De skal vide, at det kræver noget af den og at man nogle gange kan fortryde lidt, hvis man må afvise det fede studiejob eller årets fest, eller ikke kan ses så ofte med sin nye kæreste fordi man ikke er så voldsomt fleksibel når man har en pels derhjemme som venter på én.

Min shiba gjorde det samme. I en periode hang der et plysdyr uden for døren, så vi havde det i hånden når vi låste os ind. Når han så kom hen, stoppede vi det nærmest i gabet på ham når han kom hen for at sige hej (ej, vi satte det bare mellem os og hans mund, så han kom til at tygge i det fremfor i os), og så roste vi og gav en masse opmærksomhed, leg med plysdyret osv. som belønning. Med tiden kunne plysdyret bare ligge i entreen eller i lejligheden, så fór han selv hen og hentede det - eller et andet stykke legetøj - som han så ville vise os som en del af velkomsten. Jeg var aldrig i tvivl om at det var "love bites" - han gumlede også gerne på ens fingre, når man lå og hyggede/nussede med ham i sofaen (uden at det på nogen måde gjorde ondt). <3

Jeg plejer i øvrigt at lukke diskussionerne ned, ved at bede om forældredyrenes informationer fra hundeweb, så jeg selv kan tjekke det efter. Jeg tror nemlig sjældent på at man tager to meget fine racehunde fra hver sin sygdomsfrie race, og blander dem i avl - økonomisk giver det sjældent mening, og derfor forholder jeg mig skeptisk. Jeg ved dog at nogle opdrættere brænder så meget for deres sag, så jeg udelukker ikke at det sker. Jeg vil bare gerne have syn for sagen, og så må de jo fremvise de fine, raske stamtavler på begge kræ for at overbevise mig. Jeg har endnu til gode at få lov til at se en stamtavle som opdrætterne selv fremlægger - de spiller altid smækfornærmede og gider overhovedet ikke diskutere sagen mere med mig. Nogle gange har jeg selv kunne støve stamtavlen op på hundeweb via oplysninger på deres hjemmeside, og i disse tilfælde har jeg kunne se eksempler på dårlige hofter, allergier og andre ting, hvor jeg tænker - hjernedødt at avle på det kræ dér, elsk dog hunden uden at give dens nederen gener videre. Men det er også lidt en sport for mig at gå i klinch med sådanne opdrættere - jeg mener nemlig, at det er systematisk og organiseret vanrøgt, da de helt bevidst avler hvalpe som er syge, med smerter, operationer, dyrlægetjek, medicin m.m. til følge. Det er noget forbandet svineri, hvalpen udsættes for psykiske og fysiske traumer for sin blotte overlevelses skyld, i en grad så opdrætteren lige så godt selv kunne have tævet på hvalpen med et jernbat. Hertil kommer at der i forvejen avles alt for mange hvalpe som der ikke findes hjem til og derfor aflives. Måske ikke lige dén opdrætters hvalpe, men vedkommendes hvalpe er med til at mætte markedet hvilket betyder, at der er andre hvalpe et andet sted, som må lade livet. Så i mine øjne er de også indirekte skyld i hvalpedrab. Og de gør det enten fordi de er naive idioter der skal tage sig sammen, eller fordi de er grådige svin. Jeg kan ikke finde pænere ord for dyremishandlere og hvalpedræbere. Beklager at jeg lige blev grov i min retorik her, men jeg kan IKKE have det. FØJ.

Jeg er ikke sikker på, hvad der menes med en f1 generation, da jeg ikke ved hvad begrebet dækker over. Der er generelt en misforståelse om genetik. Folk antager, at hvis et sygt og et rask gen står i konkurrence, så vil det raske altid vinde. Dette er ikke korrekt - det dominante gen vil vinde, og det dominante gen kan godt være det syge gen. Det er forskellige parametre som afgør om genet er dominant eller recessivt, og et gen kan som nævnt være recessivt i én genetisk blanding og dominant i en anden. Sådan kan en syg hund også få raske hvalpe - som dog vil være bærere af syge gener, som de kan give videre til kommende generationer. Hvis f1 skal forstås som de første hvalpe af en blanding mellem to racer, kan det godt ske at de helbredsmæssige er sunde - men de kan ikke "flygte" fra deres genetiske arv. De er stadigvæk bærere af syge gener fra begge forældre, og kan give dette videre til kommende afkom. Som sagt kan det på denne måde springe en generation eller flere over - og det er derfor, at hjernedød avl uden stamtavler er sådan et lotteri, for du kan godt have en hund som på alle overfladiske parametre er sund og rask, med gode hofter og godt temperament, men fordi du ikke kender dens forældre eller bedsteforældre, kan du ikke vide om dens hvalpe bliver sunde eller syge. Med andre ord, ved stamtavleløs avl hvor man ikke kender forældre eller bedsteforældre: - Man ved at en syg hund kan få syge hvalpe, eller raske hvalpe som er bærere af syge gener som de kan give videre til kommende generationer. - Man ved, at en rask hund kan få raske hvalpe, syge hvalpe eller raske hvalpe som er bærere af syge gener som de kan give videre til kommende generationer. Det eneste scenario hvor en rask hund statistisk set kun får raske hvalpe (tilfældige mutationer undtaget), er hvis både den selv og dens mage IKKE er bærere af syge gener fra deres forfædre. Dette kan man KUN sikre ved konsekvent og målrettet brug af stamtavler, hvor der KUN bruges raske hunde med raske forfædre i avlen. Alternativt at man er pisse heldig at ramme en af de blandingshunde, som ved en naturens lune tilfældigvis er både rask og har raske gener - der er også folk, der bliver millionærer i Lotto. (Og det er så her at jeg tvivler på, at hvis man har en fin hund med en fin stamtavle bestående af fine forfædre - at man så lader den indgå i blandingsavl, da man kan få mindst dobbelt så meget i økonomisk gevinst, ved at lade den avle med en anden lige så fin racefælle. Så min logik fortæller mig, at hvis man lader sin hund avle på tværs af race, er det nok fordi dens stamtavle ikke er heeeeelt så fin igen - og så bliver resultatet, dvs. hvalpene og deres sundhed, derefter.)

I er meget "close, but not cigar"-agtige. Forklaret i Pixibogs-versionen, kan gener være enten dominante eller recessiv. Når et levende væsen skabes, får det halvt gener fra mor, halvt fra far. Hvilke gener der slår igennem, kommer an på om det er dominant eller recessivt. Det dominante gen bliver det styrende - og hvis genet bærer sygdom, bliver hunden syg. Er genet recessivt, bliver hunden ikke syg, men bærer af sygdommen og kan give det videre til sine hvalpe. Det er derfor man kan opleve at raske hunde får syge hvalpe - hvalpene har fået et nedarvet sygt gen, som har været recessivt ("undertrykt") gennem flere generationer grundet raske, dominerende gener. Men så parrer den ene forældrehund sig med en anden hund, hvis gen på området er endnu mere recessivt, således at det førhen recessive syge gen nu er det dominante - og voila, syge hvalpe. Det er derfor, stamtavler er en god idé. Man kan ek. se at hvis en hvalps forfædre har haft en del B og C hofter, så er der en vis risiko for at hvalpen også udvikler sådanne hofter, selvom begge forældrene har A hofter. Det er derfor ingen garanti at en hund er rask - den kan være spækket med arvelige sygdomme, der bare venter på at bryde ud i lys luge, så snart den får hvalpe. Laver man en blanding af to hunde med raske gener (hvilket kun kan sikres gennem bevidst brug af stamtavle-avl), er chancen for raske hvalpe langt større uanset om de er blandede eller ej. Aber dabei'et her er, at folk med stamtavlehunde hellere vil avle på andre stamtavlehunde af samme race, da hvalpene så kan indkassere flere penge. Og det er jo ofte også et spørgsmål om forretning. - Derfor er der risiko for, at folk der avler på stamtavleblandinger, ikke har haft adgang til de fineste, mest raske hundelinjer fra de forskellige racer, og derfor er kvaliteten af avlen ofte tvivlsom.

Ja ok, kry er forkert. Hm, det jeg mener er noget i retningen af krybende, altså den er ikke typen der sniger sig langt panelerne når den er angst eller presset grundet mennesker eller andre hunde. Men brandhaner eller plastikposer i vinden derimod... Anyway, shibaer ER meget specielle. Det kan man også læse de fleste steder med gode racebeskrivelser, eller høre fra shiba-ejere. Jeg oplever ofte det problem, at folk tager fortællingerne med et gran salt. "Det er jo bare en hund, den kan vel nok finde ud af at..." bliver der sagt. Men ligesom det kan være rigtig svært, nærmest umuligt, at fjerne jagtinstinktet hos jagthunde og hyrdeinstinktet hos hyrdehunde, så har shibaen nogle karaktertræk, der gør den ret særegen. - Det er nogle ting, vi herhjemme nok mener kan være lige vel særprægede nok, men i Japan er de helt vilde med det, og med deres nationalrace... På udstillinger i Japan ser man bl.a. efter, at hunden skal stå med ryggen til sin ejer og skue ud i verden, som tegn på dens uafhængighed og selvstændighed! Der var en artikel oversat fra japansk til svensk, i Spidshundebladet engang. Nå, men det jeg bare ville sige var egentlig, at jeg ikke læser/tolker beskrivelserne af denne hund, som særligt ikke-shiba agtige. Den er shiba, men den har også fået nogle utrygheder/uvaner, som gør at de mere besværlige dele af shibaens sind, træder lidt for meget igennem. Dette kan og bør der arbejdes med, så hunden ikke fanges i en virkelig dårlig cirkel og så dens mennesker kan holde ud, at være sammen med ham. Men det kræver nok en træner, med spidshunde-erfaring... og at man arbejder med det i lang tid, uden at give op/skifte retning.

Jeg vil gerne sige tak for hjælpen. Erstatningskravet har kun været rejst mundtligt. Så jeg har hjulpet dem nu med at udfærdige et sobert og neutralt brev, hvori de rejser erstatningskrav og også informerer om fogedretten osv. - Det sidste har jeg gjort mig umage med at beskrive som en orientering og ikke en trussel, for jeg tror ikke ud fra de ting, skadesvolder har sagt, at hun kender noget til de gældende regler ... Og forhåbentlig vil det, at hun bliver bekendt med dem, gøre at hun betaler nu... Det er nemmere end hvis det skal trækkes gennem retten osv. Hun har fået en deadline på en måned til at betale - som jeg sagde til mine venner, så giver det hende tid til at finde pengene samt komme ind i en ny lønudbetaling (1. december), og det må også være rimelig tid skulle jeg mene. Nu må vi se hvad der sker - jeg har sagt, de skal sende brevet rekommanderet, så de har bevis på modtagelse, og så må det gå sin gang.

Det er Alm. Brand der siger, de selv skal indhente pengene fra skadesvolder. Kan man skrive til Alm. Brand og sige, at skadesvolder nægter at betale, og om der skal rejses fælles erstatningskrav i fogedretten om der ikke betales?

Tak for svar. Jeg antog, at det var noget de "skulle" - Dyrekassen Danmark gør det i hvert fald. De har Alm. Brand. Problemet er yderligere, at skadesvolder - den anden hundeejer - ikke har nogen lovpligtig ansvarsforsikring. Vedkommende nægter nu at betale for opfølgende behandling (øret er varmt, hævet og rødt stadigvæk - de skal til dyrlæge i dag igen), med henvisning til at vedkommende ikke har nogen penge og i øvrigt ikke mener, at mine venner har været grundige nok til at rengøre såret osv. (jeg ved, at såret har været renset som det skal, da jeg har hjulpet dem med det 2 x dagligt som anbefalet af dyrlægen). Mine venner har følt sig nødsaget til at politianmelde hende for den manglende ansvarsforsikring. Men hvad er næste skridt?

Btw. lyder hans opførsel i hjemmet helt normal ift. at han er shiba og at han 3 gange i sit liv har oplevet indbrudsforsøg. Jeg ville klart mene, at der måske ligefrem var en fejl i hans personlighed, hvis han IKKE blev vogtende i hjemmet, efter disse oplevelser. En del af shibaens loyalitet over for familien er også, at den rent faktisk er villig til at dø for sin ejer. Eks. efter jordskævlet i Japan, hvor man efterfølgende fandt hunde som var døde af tørst, oven på murbrokkerne af sammenstyrtede huse, hvor ejerne lå døde i ruinerne. Shibaen kunne være skredet og have klaret sig selv, men den bliver, også selvom det betyder at den dør af det. Det lyder som om, at jeres hund ikke er helt tryg ved hjemmet og forventer, at bliver den forskrækket eller bange pga. noget, så er det fordi der er fremmede på vej som er farlige.

Nu har jeg læst tråden og det meste af det du beskriver, lyder ret typisk shiba. Nogle har det mere, andre har det mindre, men de fleste har lidt af det hele i en skøn blanding. Det er også derfor, at shiba-ejere har den interne joke: "Nej, jeg har ikke hund - jeg har en shiba". Og for at køre den med racen helt ud, så accepterer/forventer jeg opførsel i en shiba, som jeg ville finde meget mistænkelig og utryg, hvis jeg så det i eks. en labrador. Det er ikke for sjov, at National Geographic har fundet ud af, at den genetisk er hunderacen som er tættest på den vilde ulv. En shiba er af sind stadigvæk en meget "vild" race, og skal dermed håndteres anderledes end man ville andre racer. Endnu en gang vil jeg gerne understrege, at kry opførsel ikke hører til hos en shiba. Det er ret sjældent, man oplever det, hvis den bliver skræmt over andre levende væsner. I stedet spiller den med musklerne, og man skal have lidt is i maven som shiba-ejer. Man må acceptere, at den kan finde på at knurre af en hvis den er utilfreds, den kan finde på at fare frem og gø helt vildt hvis man forskrækker den, og hvis man krænker dens personlige space, kan den finde på at snappe. Balancen er, at den aldrig må krydse den grænse, som hedder "farlig". Den må aldrig bide rigtigt, den må ikke angribe rigtigt. Men at den skaber sig og udviser "farlig" opførsel - det har jeg set hos mange shibaer, og jeg oplever at de fleste shiba-ejere blot ser det som en form for kommunikation, ruller øjne af hunden og siger "Det kan godt være, du knurrer af mig og viser hele gebisset, men du SKAL altså have klippet negle brormand!" --- mens andre hundeejere står og er mega nervøse, fordi hunden er skide sur. - Herefter følger cirka en times kold skulder/fornærmethed/udfrossende ignorering af ejeren, indtil man enten nusser shibaens mave eller bestikker den med bacon og kan allernådigst tilgives. Det er en virkelig særpræget race og jeg forstår godt, at andre hundeejere kan tænke "Holy shit". Det gør man som shiba-ejer sgu også selv nogle gange. Og nej, det er ikke altid hverken nemt eller let.

Også shiba-ejer her, har arbejdet med personligheds-udfordringer i racen før med min afdøde hund. De ting jeg skriver er måske ikke racespecifikke, men det er mine erfaringer med racen og debatten her er ikke, om det kun er shibaer der gør sådan og sådan. Just disclaiming. Jeg har brug for at vide, hvilke metoder I bruger til træning og hvordan I gør det. En shiba har brug for fasthed, men ikke hårdhed og hvis I på nogen måde har været fysiske over for hunden, så skal I stoppe med det straks. Jeg siger det bare, fordi nogle har den opfattelse, at hvis en hund er sur og stædig, skal ejeren bare være endnu hårdere og mere stædig - men det ødelægger samarbejdet med shibaen, da den så bare fravælger en som leder grundet sin selvstændige og selektive natur. Det lyder på mig som om, at han er meget utryg og angst, og dette er grunden til at han farer op. Shibaen er af natur ikke en kry personlighed, så når den bliver bange, lægger den sig ikke ned - den farer i flæsket på den/det, som skræmmer den. Mit bud er at han lå og sov sødt, da han bliver forskrækket over hende kæresten der, og derfor farer frem på den måde han gjorde. Nu ved jeg ikke, hvordan I har gjort træningen, men shibaen er en hund, der mest af alt har brug for konsekvente, men ikke hårde, rammer - i kontinuerlig gang. Det vil sige, at hvis man shopper rundt mellem forskellige metoder, hvilket vel er ret normalt når man er desperat (jeg har selv været der), så får man ikke en bjælde ud af det med en shiba. Især hos shibaen, bliver aggression ofte fejltolket. Folk mente også jeg var tosset, da jeg stod med min pisse sure hanhund, som gerne ville fare i flæsket på alle andre hunde og ævlede om, at han skulle gøres mere tryg. Men da jeg blev en mere tydelig leder, og skærmede ham mod andre hunde - og han blev gjort mere tryg i de rammer, hvor han ofte blev aggressiv (turene for vores vedkommende) - så deskalerede det stille og roligt, indtil det var ganske håndterbart. Så jeg tror, at I skal arbejde med tillid og tryghed - og første skridt er at respektere jeres hunds grænser. Han gider ikke andre hunde eller fremmede mennesker - cut it. De fleste shibaer gider ikke fremmede af nogen art, hverken dyr eller mennesker, og det må man bare acceptere som en typisk "race trait". Der findes kun få af dem, som bare er cool - og deres afvisninger af andre spænder henover "den kolde skulder" til at snappe efter folk (min egen hund ville hoppe to skridt tilbage, og hvis folk havde hånden henne og røre, ville han markere på dem uden at bide - folk blev meget forskrækkede, men der skete aldrig noget. Jeg blev bedre til at melde ud, at de IKKE skulle røre ham og det gjorde med tiden også, at han blev mere afslappet). Det er fint nok at du skriver, at I vidste hvad I gik ind til, men det lyder stadig som om, at I har haft nogle lidt skæve forventninger ift. den race. Du skriver i det første indlæg noget omkring familien - en shiba er ikke rigtig en familiehund per se, i hvert fald ikke i den klassiske idylliske forstand. Den er ekstrem loyal over for sin familie, men den er jo ikke særlig social anlagt. Og derudover må man også skelne på situationerne. Da hunden farer op om natten, er det så bare "vagt i gevær, alarm alarm" vi er ude i - eller går den til angreb? Snapper den? Hvis den bare farer op og skaber sig, så er det ret forventeligt med den race. Den skal ikke gøre udfald eller være farlig, men bliver de forskrækkede, så reagerer de altså med at spille med musklerne. Hvis du bor i nærheden af KBH, kan jeg varmt anbefale Københavnersnuden aka Regitze Pedersen. (du kan Google det) Hun forstår sig på hundes forskellige ting, og hjalp mig meget med min shiba.

Mine venners hund blev bidt i øret af en anden hund. Den er okay osv. Da de anmelder skaden til eget forsikringsselskab, svarer selskabet, at de kun dækker 60% af dyrlægeregningen, jf. deres sygeforsikring. Herefter skriver selskabet, at det er op til mine venner selv at rejse erstatningskrav over for den anden hundeejers forsikringselskab /den anden hundeejer. Er dette korrekt? Jeg troede, at ens forsikring dækkede 100% af beløbet på dyrlægeregningen, og selv indhentede beløbet hos den anden forsikring/hundeejer. Den lovpligtige ansvarsforsikring dækker jo 100% - de gange, jeg selv har stået i lignende situation, var det sådan det foregik. Jeg er meget forvirret over, at deres egen forsikring dækker 60% jf. sygeforsikringen, og at det kun er de sidste 40% som skal dækkes af den anden hundeejers forsikring. Samt at det er op til dem selv, at stille erstatningskrav... Må selskabet godt gøre det sådan?

Da Taiki var unghund, var træning svært i en periode, for man måtte have to slags godbidder. En alm. tørfodder-dut, fra hans alm. mad og så lækre skinketern. For hvis han lavede en øvelse forkert - men dog lavede et eller andet for én - så havde man fandeme også bare at hoste op med noget til mavsen. Ellers hang han straks i ens ankel. Han tyggede ikke, hans mund var så blød som den fineste apporterings-labradors, men han lå der bare og tilsavlede ens bukser, sokker og sko indtil han fik ET ELLER ANDET spiseligt ned i maven. Jeg endte med bare at give op på det. Når han gjorde noget for mig, men det var ikke helt korrekt eller det jeg ville, fik han det kedelige. Var det rigtigt, fik han det gode. Sådan lærte han både sit, dæk, uden-om (træet, lygtepælen osv.), gi pote osv. :blink: