Louisen

Personligt synes jeg, at det er SÅ svært at holde min kæft, når nogen overvejer en alvshan eller -hun ud fra parametret: "Den SER jo godt ud". Eller når det vidner lidt om hurtige penge, uden skelen til sundhed, temperament eller lign. Jeg er ligeglad med tavler osv., men jeg synes virkelig det er synd for de hunde (og deres familier) der må aflives tidligt i deres liv pga. diverse medfødte, avlede skavanker. Derfor synes jeg det er svært at sidde og læse de annoncer, fordi helt ærligt... At din pullegøj er en sød hund betyder ikke, at den har så gode gener at den kan berige fremtidige generationer. Jeg går som sagt ikke meget op i tavler, men helbred.

Hvordan introducere man hende for f.eks. føntørreren og støvsugeren? (og hvornår skal man gøre det) Personligt fulgte jeg mine egne daglige rutiner fra begyndelsen. Føntørren havde intet med hvalpen at gøre, så han satte sig lidt væk og gloede. Da jeg havde gjort det nogle dage i træk, kom han tættere på og kiggede bare. Med tiden blev han indifferent over for den eller forsøger at lege med den varme luft/bide efter den. Men han har aldrig været bange, fordi han bare sad og kiggede lidt væk. Hvornår kan man gå en lille tur med hende f.eks. ned i byen og få hende socialiseret? Gerne så hurtigt som muligt MEN! En tommelfingerregel siger, at en hvalp kan tåle at gå så længe om dagen i minutter, som den er gammel i uger. Selvfølgelig med mindre variationer. Så det første stykke tid ville jeg anbefale at socialiseringen skete så tæt ved hjemmet som muligt så I ikke skal gå så langt. Aftal evt. legeaftaler med andre hundeejere i området hvis I bor et sted uden mange hunde man tilfældigt møder på ture. Husk også at det førse stykke tid skal hvalpen bare vænne sig til jer og det nye hjem, samt de umiddelbare omgivelser udenfor; for nogle hvalpe er dette mere end rigeligt. Vores hvalp brugte den første uge på at sidde på trappestenen og bare kigge på forhaven og alting udenfor. Tag tingene i hvalpens tempo, da det kan have en dårlig virkning at overskride hendes grænser. Hvis hun er social og nysgerrig anlagt, kan I fragte hende til byen i en taske (som I først tilvænner hende) som hun også kan ligge i, når hun er træt. Husk, at hvis hun bliver træt, må I værne om hendes fred ved at bede folk om ikke at klappe hende, selvom hun er sød, for det kan være stressende for en hund at søge væk og søge fred, og så blive opsøgt og rørt alligevel. En taske der også fungerer som hule, er nok bedst, f.eks. denne model: http://alttilhundogkat.files.wordpress.com/2012/02/transporttaske_torino_s_4.jpg Hvordan lærer vi hende, at hun skal have hvalpesele på? Det er ikke sikkert, at det overhovedet bliver et problem; det var det ikke her. Ellers så forbind selen med godbidder og "lok" den hen over hovedet på hende med godbidder. Hun har jo ingen negativ referenceramme over for den, og de fleste hunde forstår hurtigt at sele = tur = yay! Hvornår skal vi lære hende kommandoer som sit og dæk? De første dage får hun nok i at lære jer og sit nye hjem at kende. Men ellers kan man starte med det samme. Bare husk at holde øje med, om hun bliver for overstimuleret, for så skal I måske skrue ned for aktivitetesniveauet. Tegnene på overstimulerethed er det samme som ved børn; de bliver fistrende, rastløse, urolige, kan finde på at sjattisse og halser. Er det for sent, at starte til hvalptræning når hun er 17-18 uger? Det passer meget godt med hvornår vi startede på hvalpetræning med Taiki efter vi fik ham og det passede meget godt. Han var en forsigtig hvalp der brugte lang tid på at lære sine nye omgivelser at kende. I kan jo også starte i det små med de mest enkle øvelser og at træne fokus.

Haha i hendes tilfælde ja!

Jeg vil gerne preppe Taiki til at være klar til sweissprøver i 2013. Hunden kan lugte min kæreste rundt om blokken, så udfordringen er ikke at gå spor, men at gå spor PÆNT. Fnis.

Hvornår er det smart at begynde på agility? Taiki er 8 måneder og meget glad for agility-ish arbejde. Vi gør det kun i det små for sjov; f.eks. hoppe op på høje, flade træstubbe hvor han så ligger og kigger, eller i zigzag på minibanen i den lokale indhegning osv. Han er en stor hund for sin race, 14 kilo (rent muskler, dyrlægen var imponeret!) og 80 cm. bryst, racestandarden siger 8-10 kilo... Han er også ret høj. Jeg tænker jo på, at han er vokset en del på det sidste og stadig er i gang, måske er han særlig ramt fordi han er fra et kuld hvor alle søskende også er store og flotte. Så jeg vil jo helst ikke overbelaste ham. Jeg overvejer et besøg på en agilitybane for sjov, men er det overhovedet en god idé og hvad med vores små hop op på træskubbe og den lille rampe på legepladsen osv., som bare er leg. Hvad tænker I?

Det der med at lære sin hund at kende igen; den har jeg også været igennem. Taiki var den klassiske glade, sociale hvalp der kunne med alle. Nu er han den klassiske shiba på godt og ondt, men der er heldigvis balance i tingene og så længe han bare er shiba-agtig og ikke har adfærdsvanskeligheder, så er det jo fint nok og forventeligt. Jeg har i hvert fald selv haft lidt sorg, hvis man kan sige det sådan, over at måtte sige farvel til "hvalpe Taiki", også selvom jeg elsker den unghund han er nu og den voksne hund han er ved at blive. Jeg forestiller mig, at det er lidt det samme forældre går igennem, når barndommens uskyld forsvinder fra deres børn og de begynder at træde ind i de voksnes rækker.

Kræet er blevet så bredbrystet, at jeg har måtte købe en 80 cm. Hurrta H-sele. Derudover en alm. line også Hurrta, på tilbud til 99 kroner (dogshop.dk) 2 prøver på Ziwipeak En anti-skvulpeskål til Niholaen.

PS. Jeg har taget udgangspunkt i min egen hund og måske er det skudt ved siden af, hvordan din hund er/har det. Men måske kan du bruge lidt af det.

Socialiseringen har intet med dette at gøre, det handler om hundens temperament. Det burde stå i den almene beskrivelse af hunden hvordan den ideelt set er som voksen. Taiki er meget social... af en shiba at være. Og det siger ikke så lidt. Han er ekstrem selektiv og det sker da et par gange om dagen, at jeg må sige "De skal ikke hilse" fordi jeg kan se hårene på hans ryg rejse sig bare ved synet af nogle bestemte hunde. Han er også ekstrem selektiv ift. mennesker. For mig er fokus følgende: 1) Jeg VED at han er blevet konstruktivt socialiseret som hvalp, så det er ikke fordi jeg har fejlet som ejer. STOR betydning, fordi man ellers giver sig selv skylden for, at ens hund bare ikke har en personlighed hvor den gider alt og alle. 2) Det er en selektiv race; det vidste jeg inden jeg købte den. Det skal ikke kamme over... Men jeg skulle ikke have valgt en shiba hvis jeg ville have en selskabshund. Hvad står der om kooikeren i lærebøgerne? 3) 70% af alle hunde kan Taiki rigtig godt med, 15% er han indifferent overfor og 15% er han skidesur på fra begyndelsen, eller reagerer negativt på den ene eller anden måde, når de har snust til hinanden. Så længe han ikke bider andre hunde, men kun markerer enten med lyd eller opførsel: "Jeg kan ikke li' dig!", så synes jeg at det er okay i forhold til alle de hunde, han godt kan med. Det spænder over alle racer, køn, intakte eller ej, så jeg er kommet frem til at der ikke er nogen rød tråd udover "kemi"... Hvad det så end dækker over i hundeverdenen. 4) Jeg har taget et aktivt, bevidst valg som hedder, at jeg gerne vil værne om min hunds personlighed og grænser. Det betyder, at det kun er i de tilfælde hvor jeg vurderer det absolut nødvendigt, at jeg forsøger at lave noget grundlæggende om ved ham. F.eks. har han altid været sky ved fremmede, men vi er nu i gang med at lære ham at acceptere børn, fordi mange af vores venner og familie har børn, og vi skal vel også have nogen engang (hvis det ikke bare bliver endnu en shiba, haha). Og så foregår det i hans tempo hele vejen, selvom det tager 100 år. At jeg har taget det valg på min hunds vejne gør det også nemmere for mig at sige "Nej, de skal ikke hilse" hvis jeg mærker en negativ reaktion fra Taiki ved mødet med en anden hund. Det handler ikke om, at det er noget som er "sket" mig eller hunden, det er ikke blevet påduttet. Det er et valg jeg har taget, fordi jeg har vurderet at det var bedst for Taiki og for vores samarbejde. At det er vigtigere at han ikke tvinges ud i møder han ikke kan overskue/lide, end at han er verdens "socialeste" hund. 5) Hvis jeg virkelig føler, at hundemøder er en ting min hund skal, så foregår det altid ved at vi går tur sammen med hundene på hver sin side af os, så vi begge to er imellem dem. Taikis hundemøder går altid 200% bedre, hvis vi mennesker er i bevægelse og hundene i første omgang ikke skal i nærkontakt, men går og snuser, og tisser. På et tidspunkt vil den ene gerne snuse til den andens tisplet, og så snuser de lidt til hinanden, og så går man videre og de skal hen til et nyt sted. Det virker mindre presset, fordi fokus ikke er på mødet imellem de to hunde, men på at gå en tur. Stemningen er en helt anden og det fungerer altid bedre, end når menneskene står stille og stirrer på hundene for at aflæse en reaktion. Er der ikke interesse fra den anden ejer i at gå lidt sammen, er der ikke interesse fra min side i, at hundene skal hilse, hvis de ikke med det samme er positive og glade. For jeg vil hellere prøve at gå turen igen en anden dag hvor den anden ejer har tid/lyst til det end at risikere, at den ene råber "Røv" af den anden, og så kan de bare ikke sammen fremover.

Taiki var som hvalp meget social. Der går sjældent en dag nu, hvor han ikke leger, løber, snuser eller tisser med én eller anden hund. Men der er også en del hunde, han bare ikke kan med. Nogle af dem var sure på ham allerede da han var hvalp, nu er han så stor at han svarer igen. Jeg forcerer det aldrig. Jeg bruger morgenturen som indikation på, hvilken slags dag det er. Er han opsøgende og glad ved mødet med andre hunde, kan vi godt tage i en større indhegning den dag, hvor han løber frit og leger m.m. Men er han tilbageholdende og lidt "knotten", er det bare ikke en dag hvor vi prioriterer det; men vi møder tit hunde han kan med på vores ture og følges lidt med dem, og det er jo fint. Taiki er en hund, hvor han egentlig bliver helt okay med tiden, hvis han får tingene i sit helt eget tempo. Et eksempel er hans skyhed over for fremmede, især børn. Han har været decideret bange for dem. Nu er det sket flere gange, at fremmede børn må komme hen og klappe ham. Vi bor lige ved siden af legepladsen til en skole/fritidshjem og de sidste mange måneder har han ville sidde på en kunstig høj og bare kigge på de legende børn. De skulle ikke komme for tæt på, så ville han tage flugten. Børnene var gode til at acceptere det og sige til hinanden: "Han er bange for os, han skal bare have lov til at sidde!". Elsker fandeme de unger her på Nørrebro, de er så skide rapkæftede - men når det virkelig gælder, har de bare respekt. Det har aldrig været dem som var problemet. Nå, men anyway, langsomt blev det sådan at børnene kunne give ham godbidder, men uden at røre ham. Han kunne godt fare lidt sammen hvis de grinede over at hans tunge kildede hånden, men han havde løs line og kunne tage flugten hvis han ville, så han styrede det selv. Nu må nogle børn gerne ae ham forsigtigt, når de har givet ham godbidder. Vi sørger selvf. for at se efter hans signaler og at det kun er 1-2 børn ad gangen. Jeg er ret sikker på, at med tiden bliver han faktisk ret glad for børn; han udviser allerede stor interesse for at lege med dem. Vi presser ikke på, for vi vil gerne have en positiv-oplevelses-rate på 100%, så vi er selektive mht. hvornår, hvordan og hvor mange der hilser osv. Hellere en dag uden børnekontakt end en dag, hvor det bliver for meget. Det har været på samme måde med en del hunde. Hvis han har fået lov til at se dem lidt an og gå et par meter bagved, snuse hvor de snuste og tisse hvor de tissede, så hilser han glad på dem næste gang. Det er klart, at de sure hunde gider han ikke, men ellers kan han godt være afvisende, endda knurre, af en hund og næste dag være glad for at møde den. Jeg spørger nogle gange ejere, jeg har set før (så jeg ved, at jeg nok vil rende ind i dem og deres hunde i fremtiden), om vi må "stalke" dem. Altså gå nogle meter bagved dem, så Taiki bare kan se på hunden fra sikker afstand, tisse og snuse osv. Jeg er ret sikker på, at i Taikis hoved går han tur SAMMEN med den anden hund... men det foregår så i en tryg afstand, hvor de kan se hinanden, men ikke ellers kan interagere. Og næste gang vil Taiki så være glad og nysgerrig, og man kan gå en tur rigtig sammen og ikke nogle meter væk som en anden lurer.

Taiki spiste meget græs i går aftes inden sengetid og kastede op i... mit hår. Tak tak. Da jeg så stod og redte halvt fordøjet hundemad og -græs ud af mine lange lokker, inden jeg tog et bad, drattede der et fint stykke gummi ned på det til formålet udbredte viskestykke. I dag har Taiki været i et vældigt humør, helt sig selv og glad. Stadig lidt slatten mave, men hverken vandet eller tynd, og det endda på alm. kost og uden Zoolac. Han er også begyndt at drikke af det rindende vand ved vandposterne på Assistens kirkegården fremfor af de små fuglebade, det tror jeg har en god effekt også.

Det med tomat er forresten en sjov historie i sig selv: En veninde har også hund som er et par måneder yngre end min, også en han. Jeg gav hende rådet om tomat og hun spurgte et par dage efter: "Hvordan stopper du den i at slikke tomaten af, inden det når at have en effekt?" ... Jeg undrede mig, indtil det gik op for mig hvad hun mente og SKYNDTE mig at fortælle hende, at tomaten altså skulle spises, IKKE påsmøres dilleren! Hun kunne heller ikke forstå at den var blevet lidt irriteret over behandlingen, men det tror da pokker så syreholdigt tomater er. Da jeg arbejdede som sandwichpige for DSB skulle vi bruge handsker når vi skar tomater, fordi vi ellers fik eksem!! Stakkels hund. Han er heldigvis ok igen uden gener fra hendes tomat-eventyr og nu tjekker hun lige TO gange om tingene skal udvortes eller indvortes. Hun var sgu også lige ved at give hunden Bayvantic i maden inden jeg fik råbt "Gud bevar mig vel!" i telefonen.

Nogle gange kommer Taikis diller bare frem mens vi går. Så sætter han sig ned og nægter at gå, indtil den er smuttet ind igen. Haha. Det er lidt problemet med hans forhudsbetændelse tror jeg, han sætter sig nogle gange ned i græs eller støvet grus, hvor der så kommer lidt skidt med ind, når den trækker sig ind igen. Heldigvis tager tomat det værste af det, guderne må vide hvorfor.

Åh, hvor er det bare dejlige nyheder. Jeg har været SÅ trist og endda haft mareridt om hende, så jeg er bare glad for at hun har det godt. Vi skal ikke adoptere indtil vi er afklarede omkring børn og om vi flytter til noget større engang, hvor Taiki også er ældre. Men jeg kunne sagtens overveje det.

Fra en gammel sål til en sko, så jeg tror den kan klare lidt af hvert uden at blive hård, det er de jo lavet til.

Shit, det kribler for at adoptere Bitka, men vi har ikke plads eller tiden til det, med den terrorist vi i forvejen har. IiiiiiH!

Jeg fortryder ikke at vi fik Taiki. Men jeg kan nogle gange godt tænke, at jeg god gad at vi også havde tid og plads til Bitka. Gadehunde.dk Hende har jeg kigget på mange gange og jeg ville virkelig gerne bruge tiden på, at gøre hende tillidsfuld ved mig og give hende den ro, tryghed og kærlig tålmodighed hun har brug for. Billederne skærer i hjertet.

Han spiser også græs når han har dårlig mave, men her i går spiste han simpelthen græs indtil han kastede op. Det virkede meget målrettet. Gummistykket er 1 cm bredt og 2 cm langt. Men vi ser det i hvert fald bare an, så længe han ikke har smerter og spiser fint, tror jeg det går. Problemet er bare at en del mad kom med op de to gange han kastede op, det går jo ikke i længden.

Det skal lige siges, at vi først sov fra kl. 5, så både han og jeg har været mega trætte i dag, derfor sover han så meget. Og jeg også.

Åha ja, først får Taiki rundesyge som sætter sig som tyndskid, da det endelig er ved at gå over sluger han så et lille stykke gummi. Det skete i går aftes. Hele natten pev han og ville ud hver halve time. Jeg troede, at det var maven den var gal med igen og han skulle skide, så han kom ud hver gang. Men han åd bare græs! Til sidst, da kl. var 5, var jeg så træt at jeg bare "opgav" og lod ham æde græs, mens jeg sad og holdt flexilinen og prøvede ikke at falde i søvn. Til sidst havde han ædt så meget græs at han kastede op. Der var både aftensmad, græs og noget hvidt skum jeg tror var Zoolac. Jeg kunne ikke se, om gummi-dimsen var kommet med op. Bagefter sov han igennem, jeg jog ham ud at skide og tisse kl. 8 fordi jeg skulle i skole og kæresten først kom hjem fra job kl. 9.15, og han spiste glad hvalpefoder af hånden, drak fint, sked og tissede - men var træt. Han sov til kl. 17 uden at komme ud, så gik kæresten med ham og fortalte bagefter, at han åd græs og kastede op igen. Men han spiser fint mad, er sit eget gode humør og drikker fint. Jeg tænker lidt, at han måske spiser så meget græs for at fremprovokere opkast? For at komme af med gummiet. Vi har besluttet at så længe han ikke har smerter og spiser, drikker, skider m.m. fint så ser vi det an. Men er det stadig galt fredag, tager vi til dyrlæge. Hvad tænker I?

Straf herhjemme foregår meget effektivt ved, at have sammenrullede aviser liggende i hvert rum klar til brug. Når hunden så gør noget, man ikke vil have, tager man simpelthen avisen og slår sig selv gentagende gange i hovedet mens man siger "Fy, dårlig ejer! Tag dig sammen!". Bagefter kan man så læse lidt Irene Jarnved for at løse problemet.

Det kan være en god idé at købe et vådliggerlagen og evt. klippe det til, så det passer på bagsædet/hvor hundene er. Så behøver man ikke bekymre sig og vådliggerlagen er meget behageligt at ligge på. Hav gerne et ekstra med, sådan at I har et ekstra hvis det andet skal vaskes. )

Mht. kommadoer, kommer det også an på hvordan de bruges. Er det sjov samvær, hvor du roser og giver godbidder, eller siger du det i en streng tone, når han er for meget osv.? Lav nogle sjove ting med hunden. Vær glad og positiv i din omgang med den. Lær den, at du er forbundet med hygge, f.eks. ved at købe et lækkert ben, hvor hunden ligger på et tæppe og du sidder ved siden af, og roser/aer hunden, evt. børste den hvis det er relevant. De fleste hunde vil klart føle, at DET bare er SKIDEhyggelig samvær og den vil begynde at forbinde dig med positive ting. Det lyder lidt som om, at du lige nu kun har en praktisk værdi for hunden - mad og tur - men det kan du nemt ændre ved selv at indføre andre ting. Og husk, at træning er ikke en sur pligt, det er sjovt!! Attituden smitter af på hunden. Og tjek også, at du bruger de rigtige kommadoer og håndtegn, som din kæreste.

Jeg synes, at hun ligner en Kita.

Men jeg troede, at det var når dilleren stak ud, at de var opstemte? Det har han et par gange om dagen. Derfor fattede jeg ikke lige hvad det handlede om, da han lå med dilleren inde og var afslappet, uden hans fjogede grin og tunge åndedrag, når der kører "Sexual Healing" inde i hans hoved (ligner det). Så lærte man noget nyt!!