Louisen

I dag har vi haft den dejligste lange tur, hvor vi både jagtede fluer, søgte godbidder og tyggede tyggeben mens han blev afpelset (han fælder). På vejen hjem gik vi durk fordi en mega sur rottweilerhan, Taiki gik yderst på min venstre side og rottweileren passerede på den højre. Han rynkede lidt på næsen men blev så distraheret af en lækker tørret fisk og der var ikke noget ballade. Han fik lige knebet de sidste 2 dråber tis oven på en stor tisplet lavet af rottweileren. Det var han meget tilfreds med og stolt over; så stolt at vi ikke kunne gå videre før han havde fået en godbid. Vi faldt lidt i søvn på en græsbunker i solen, så jeg tænkte at vi hellere måtte gå hjem og nu putter han sig oven på mine fødder i sofaen og drømmer sageligt, med et stort grin om munden. Rævepels!

Really? Jeg synes ellers at have læst... Nå. Du ved det bedre end mig! Hvilket bare bekræfter mig i 2 ting: 1) Shibaer er, uanset alder, meget klogere og dygtigere end alle andre hunde. 2) Og så er de mere nuttede. To ting, jeg udmærket vidste i forvejen!!

Du kan da godt tage kontakt til en opdrætter og bede om, at få oplysningerne. Hvis opdrætter bliver sur og fornærmet, er det alligevel ikke et sted du ønsker at købe en hund fra. Hvis opdrætter i stedet virker indifferent eller ligefrem synes, at det vidner om ansvarlighed hos dig som køber, så tjek hundene og vær glad for, at du har fundet en opdrætter som lader til at have en faglig stolthed og tillid til, at vedkommendes hunde er fine og gode.

I Matas kan man få nogle bløde skrubbebørster (til bad) til mennesker. Jeg kender flere som med succes bruger dem på deres DSG'er og de koster heller ikke alverden.

Eller hvad med dette: Min onkels retriever/boxer blanding åd engang en halv flødeskumskage der lå i vejsiden og var tabt. På resten af turen kunne min onkel ikke forstå, at ejerne til hunde som normalt gerne ville hilse på hans, gik i en stor bue udenom. Efter noget tid fik han set på sin hund - den havde flødeskums-"fråde" om munden og lignede en rabiesramt. Hahaha.

Og jeg synes også den siger noget godt om mennesker, alle de mennesker som tog sig af Hachi i virkelighedens historie, sparede sammen til hans mad og dyrlæge som kom og tjekkede ham, og jeg har også læst i en bog om Hachiko, at om vinteren sov han inde i stationsbygningen sammen med en hjemløs, de puttede sig og fik varmen sammen. Så Hachi var loyal over for sin herre, men menneskene der færdedes omkring stationen var også loyale over for ham.

Har selvfølgelig set den. ) Det er altså ikke shibahvalpe som spiller akitahvalpe, men lidt ældre shibaer (unghunde). Årsagen er, at unge shibaer kan lære meget og være enormt dygtige, og ligner akitahvalpe. Så de brugte altså shibaer med nogle måneder på bagen som havde lært indkald og kommandoer matchende det, de skulle kunne i filmen, så de kunne gå for at være akitahvalpe og stadig gøre "det rigtige". Historien er meget rørende. Der findes flere lignende historier om akitaer og shibaer. De nyeste fra oversvømmelserne og jordskævet i Japan, bl.a. en shiba som nægtede at forlade sin ejer, der var fanget under en nedfalden bjælke, i stedet gik hun (en tæve) ud og fandt mad til ham, selvom hun havde et kuld hvalpe at tage sig af også. Men jeg skal ikke se den film igen, så græder jeg hele natten.

Hejsa, jeg synes allerede at det går bedre efter at vi har boycuttet tilfældige møder med hanner. Taiki kan allerede gå forbi hanner vi møder, hvis han ikke bliver overrasket over dem og vi i god tid påbegynder "plads" og kontaktøvelse. Og jeg er blevet god til at sige kontakt-signalet "Tjek, Taiki, Tjek" samtidig med at jeg meget hurtigt siger "Ja-vi-træner-kontakt-så-vi-hilser-altså-ikke TJEK Taiki" haha. Der er kommet en anden ro over ham, nu hvor han ikke længere bliver sur på hver eneste tur vi går, mindre stresset, så det er helt sikkert denne retning vil skal gå og så må vi om en længere periode se, om han er kommet ud over dette her eller ej. Han leger fint med en del tæver og hans bedste venner er stadig okay (intakte hanner), så jeg er heller ikke så nervøs længere for, at han ikke får social kontakt.

Når I leger med hende og hun napper, siger i "Nej" og går jeres vej, legen stopper. Simple as that. Med tiden forstår hun, at hvis hun bider, så stopper alt det sjove, hvis hun lader være med at bide, kan man lege mere. Det skal gælde ALLE i huset, også de voksne og gerne også gæster. Ift. at lære hende om forbudte rum m.m., kunne det være en idé med børnegitter? Ellers er mit forslag at lære hende sit eller dæk. Når hun kan denne øvelse, så ville jeg, hver gang hun går ind i de forbudte rum, sige "Nej", følge hende tilbage til skinnen eller gangen, sige "Sit" og rose. Vær ultra konsekvente. Med fordel kan I lære hende sit som i "sit - og bliv siddende" hvor I øger intervallet fra hun sitter og sidder, og til hun får sin belønning. Dette kan også bruges ift. den rumtræning. Et sidste pip inspireret af en anden tråd herinde: Husk altid at have øjne på hende og jeres baby, når de er sammen. I må ikke kigge væk i bare to sekunder. Baby kan hurtigt få prikket hende i øjet eller hevet hende i øret, hvilket kan give hende dårlige oplevelser med børn generelt og jeres barn i særdeleshed, hvilket er meget uheldigt. Og hun kan komme til at barnet hårdt, da en hvalps bidehæmning ikke er fuldt udviklet endnu. Det kan være, at hun bare vil nappe i leg, men kommer til at bide til, og så er skaden sket. Når vi engang skal have børn, vil der blive investeret i en større kravlegård til ungen, som skal bruges i hverdagen når man liiiiiiige skal sætte vasketøj over eller lægge noget i skabet, så ungen har frit spil i de få sekunder/minutter det tager. Og mere tid har barnet ikke brug for, for at genere hunden så den enten får en skidt oplevelse eller reagerer uhensigtsmæssigt - og så har vi balladen.

I øvrigt synes jeg, at det giver sig selv, at et lille barn ikke skal være alene med NOGET der har skarpe tænder. Eller stikkontakter, kogende vand og deslige. Er det svært at efterkomme, så kan man jo købe en kravlegård til barnet. Og det er ikke nedsættende ment, i gamle dage havde en husmor jo nok at lave, så der brugte man konceptet mere. Og der SKAL jo altså også laves mad, vaskes tøj og gøres rent i de moderne hjem, og kan man ikke involvere barnet eller have øjne på det imens, er en kravlegård altså et udmærket alternativ. Eller børnegitre, som allerede nævnt.

Hvis de korte ture skyldes manglende energi, kunne du forhøre dig i kommunen om du kunne søge om at få en elscooter eller en trehjulet med en kurv foran (evt. med hjælpemotor), som både er fiks til indkøb og til at transportere en mindre hund. Et sådan køretøj har mange muligheder. Udover at du nemmere kan komme fra A til B i dit eget tempo, kan du også sidde på cyklen og hvile, mens hunden går eller løber ved siden af. Jeg har selv en Nihola cykel, som er en variant af Christianiacyklen, den med det store lad foran. Jeg har selv betalt den, men den er guld værd. Jeg har en meget aktiv hund (en anden race end löwchen), men mangler også energi nogle dage. Det er en befrielse, at jeg nemt kan cykle ham over i en større park, hvor der sker lidt mere og hvis jeg bliver træt af at gå, kan jeg sidde i sadlen og cykle langsomt, mens han går eller løber ved siden af. Det betyder, at uanset mit energiniveau lige den dag, kan jeg sikre mig at han får nogle gode ture uden at det samtidig trækker for store veksler på mig. Jeg ved, at flere ældre her i mit kvarter har trehjulede cykler, som i stedet for et stort lad foran, har en mindre indkøbskurv til varer og hvor de 3 hjul samtidig betyder bedre balance og de kan cykle i eget tempo uden at falde. Du kan snakke med din socialrådgiver om at blive visiteret til en eller hvilke tilskud du evt. kan få, da det er at betragte som et hjælpemiddel.

Når Taiki får skånekost med ris og noget lyst kød f.eks. kylling eller torsk, så har han en evne til at tage en mundfuld og kun spise kødet, men spytte alt det andet ud igen. Det samme gælder alle grøntsager undtagen gulerod som han kan gnave. Det får han til gengæld også en del af, fordi gulerod kræver mere energi at omsætte end man får fra selve roden, så det er altså slankemad.

Det jeg læste på deres hjemmeside skulle det bare være voksenfoder med rødt kød. Men jeg kan sagtens tage fejl og så forklarer det en del. Taiki er en meget aktiv hund når vi er ude, så der skal jo være lidt energi i hans foder, men det kan godt blive for meget af det gode hvis han både får hvalpefoder og high perfomance foder. Så forstår jeg måske bedre at han er lidt rund.

Ja, uanset hvad vi gør, så vedbliver Taiki at være lidt chubby. Han får gode, lange ture og får løbet, vi kan ikke gøre mere i den afdeling uden at overstimulere ham og/eller belaste hans led. Han har en tendens til at kaste mavesyre op, hvis han ikke har nok indhold i maven og derfor skal han ikke reduceres i mængden af foder, derudover er jeg imod slankekure baseret på sult. Det gør det også et helvede at gå med ham i kebabheaven som Nørrebro er. Jeg har også fundet et fedtfattigt alternativ til træningsgodbidder. Jeg skal snart købe nyt foder til ham. Indtil nu har han fået hhv. hvalpefoder og Red Regional fra Orijen. Jeg har valgt at supplere med RR, fordi kødet i hvalpemaden var lyst og RR består af rødt kød fra bison, vildsvin osv. og Taiki kan godt lide variationen. Jeg tænker så, om det ikke ville være tilforladeligt, at købe endnu en omgang Red Regional og så supplere, for variationens skyld, med et fedtfattigt foder. Sådan at Taiki får 2/3 RR og 1/3 fedtfattig foder. Men han er jo kun 9 mdr og derfor ikke voksen, jeg tror dog ikke at han vokser mere, for han er allerede langt over racestandarden. Men hvad ved jeg. Jeg ville selvfølgelig holde øje med hans vægt og straks stoppe på det fedtfattige, hvis det gik over gevind.

Jeg tror også, at der er en tendens til at hunde bare skal acceptere den forandring det er, at dele hjem med et barn, mens større børn/ældre søskende omvendt forventes at blive jaloux og irriterede, og det er nærmest et mirakel hvis de ikke reagerer på den ene eller anden måde. Det ER svært at tilgodese sin hund på samme måde som før, for baby skal jo skiftes og have mad, hvor man ikke kan lege bold eller nusse med hunden som kan kunne før. Til gengæld synes jeg, at man skal gøre en dyd ud af at afse tid til kvalitetstid med hunden, også moren i huset, og også uden barnet. En anden ting, det er for sent nu, men hvis andre nu læser dette: Man har jo som regel over ½ år til at tage sine forholdsregler og begynde at indrette en hverdagsrytme efter, at der kommer et barn, når man ved at man er gravid. F.eks. at hunden skal vænnes til at der går lidt tid, inden man går tur om morgenen (for når babien kommer, skal den lige skiftes og have mad, inden den kan smides i en barnevogn), så den kan godt blive liggende og snue lidt, hvis den ellers har for vane at komme ud med det samme den slår øjnene op. Hvis man ikke længere ønsker hunden i sengen eller sofaen pga. barnet, skal dette trænes. Indretter man et særligt børneværelse, kan det være en god idé at sætte et børnegitter op og dermed ½ år eller mere i forvejen, at gøre det til hundefri zone. Og så snart barnevognen er indkøbt, kan man gå tur med hunden ved siden af den, selvom der ikke ligger et barn i, så hunden også tilvænnes dette. Ved at indføre disse små ændringer inden barnet kommer, er hunden allerede inde i en "børnevenlig hverdag" når babien melder sin ankomst, hvilket reducerer stressen ved, at også hunden forstyrres om natten når der skal ammes, samt alle de andre ændringer der sker. Jeg tror ikke, at hunden som sådan forbinder barnet med ændringen af hverdagen, det tror jeg ikke de kan ræssonnere sig frem til. Men jeg tror, at de kan blive meget stressede af, at alting pludselig bliver vendt på hovedet og at der er tusind nye ting og anderledesheder, som de skal vænnes til fra dag til dag. Kunne man begrænse det lidt, ved at tilvænne hunden løbende under graviditeten, ville hunden også have et bedre overskud til at håndtere det dersens barn og de uhyrligheder, det kommer til at måtte udstå pga. det. Jeg har selv en hund, som er hjemmets prins og røvforkælet, og selvom jeg kommer til at fortsætte med at forkæle ham skamløst uanset hvilke (andre) børn vi får, vil jeg også i god tid forsøge at tilvænne ham nogle af de nye ting, der kommer til at ske fordi vi får en baby i huset, så han ikke også skal finde hoved og hale i DET, samtidig med det der larmende kræ der kommer til at terrorisere os alle. Det er i forvejen lidt af et kulturchok for alle implicerede parter, både forældre og ældre søskende, så man må jo forsøge at gøre overgangen så glidende som det nu er muligt.

Jeg har arbejdet i en vuggestue, så jeg ville foreslå at træne barnet (også). Et barn på 1½ år kan lære fagterne til Lille Peter Edderkop, så kan det også lære at hunden er forbudt område ligesom ledninger og stikkontakter, kogeplader, sakse og lignende farligheder. Et barn på 1½ år har dog ringe impulskontrol endnu, så jeg ville forslå at investere i nogle børnegitre uanset hvad, for at kunne adskille hund og barn uden at hunden "spærres inde" med en lukket dør. Jeg ville også kontakte en adfærdsterapeut/træner eller lign., for at træne mig ud af problemet med hunden.

Det er et stort problem, som man også oplever herinde i København. Der er desværre en tendens i byen til, at fordi der kan være langt til nærmeste skove, strande og fredelige områder, så må man godt ignorere påbud om snor der ellers er skiltet med ved alle indgange, når man går i visse parker. I nogle er det værre end andre og som regel skal man søge hen på kirkegårdene, før folk ... som regel ... har respekt for gravfreden, omend ikke for andres uvilje over for deres egen indkaldsløse hund. Problemet har været rejst i DKKs medlemsblad "Hunden", fordi ejerne til frygtsomme hunde ikke er enige med ejerne af de indkaldsløse hunde i, at der "Jo ikke er sket noget", når en, godt nok fredelig, hund uden kontrol har opsøgt en anden hund i snor. For hunden i snor kan have traumer fra tidligere eller være af den opfattelse, at den er forsvarsløs og udsat pga. snoren. Eller også taber den slet og ret fatningen, når en fremmed hund kommer løbende vild og løs imod den uden nogen form for kontrol. Som ejer af en hund, der ikke kan med ALLE hunde, synes jeg heller ikke, at der "ikke sker noget". Udover at jeg bakser som en Sisyfos med at genoprette Taikis tillid til at fremmede hunde kan ignoreres og passeres roligt - hvilket svært lader sig gøre med en social løs hund der ikke lystrer sin ejer - så får JEG også en dårlig oplevelse. Det er svært, at udstråle den rette energi, når man selv bliver usikker og angst når en fremmed, løs og måske vild hund nærmer sig. For sit indre blik forestiller man sig, at den måske ikke finder sig i hverken ens egens hund attituder eller at et fremmed menneske stiller sig imellem og forsøger, at sige Nej og få den væk. Man ender måske med at tage sin hund op, vel vidende at hvis den anden hund vil have fat i den, er man nem at vælte ved at ruske i benet eller simpelthen bare løbe over ende. Al denne nervøsitet forplanter sig gennem snoren til ens hund, der reagerer negativt på dette. Og så er der altså lagt i ovnen til et møde, som udover at være ubehageligt, kan være decideret farligt for alle involverede parter - som så ikke inkluderer den anden hunds ejer, der kommer løbende alt for langt bag ved sin hund. Jeg ved ikke hvad man kan gøre, udover at vise sin frustration meget tydeligt over for den anden ejer og håbe, at det kommer ind på lystavlen. Jeg har tit brugt udtryk som "Jeg håber at du er forsikret for ellers bliver det da dyrt for dig en dag" eller "Er du ikke godt SØD at have din hund i snor indtil du rent faktisk har styr på den???" eller "Næste gang sparker jeg måske din hund, for at få den væk fra min. Jeg har jo ikke andre valg". Det betyder, at jeg - og dermed også min hund - stemples og her hvor jeg bor, indbefatter det desværre sjældent bare den ene ejers opfattelse. I denne bydel kender de fleste hundeejere hinanden og i sidste ínstant risikerer jeg at min hund aldrig må hilse på selv de af hundene, han fungerer godt med her i området, fordi han og jeg bliver stemplet som "umulig hund og sur ejer". Det er et problem, som går igen rigtig mange steder og det er enormt træls.

Jeg har en ting med hængemuler der savler. Således var jeg ved at falde i svime og talte babysprog med en mindre hest af en kæmpe, gammel han-boxer med gråt skæg og savl ned på jorden, fordi jeg havde godbidder til ham som jeg måtte give. Jeg fik savl over det hele og det reddede min dag.

Jeg er så glad og taknemmelig for, at I deler disse tanker. Jeg har ikke behov for, at min hund kan med alle. Jeg har bare behov for at blive bekræftet i, at jeg opfylder hans behov. At jeg slår til som hundemor. Han er jo ene hund i hjemmet, så han kan ikke selv opsøge socialt samvær. Derfor er det op til mig som hans menneske at sørge for det. Og derfor fokuserer jeg nok så meget på det. Taiki udviser stor interesse for andre hunde. Han vil gerne hen til dem og i kontakt. Det første han gør, uanset om det er hanner eller tæver, er at smide sig ned på jorden og ligge. Skal han med videre, så skal han trækkes/slæbes. Men at han går i dæk, er hverken udtryk for aggression eller ikke-aggression. Det er bare det, han gør, når han ser en fremmed hund. Men folk som ser dette, tror at det er fordi han er trænet til det og derfor er en dygtig hund som jeg har helt styr på (jeg har styr på ham, men sgu ikke i den situation, hvorfor vi selvsagt ikke skal hilse) eller fordi han er sød og vil gøre sig mindre, af hensyn til den anden. Hvis jeg stod med en sur hund, kunne de nok forstå at jeg sagde nej til at hilse. Når de tror, at jeg står med en social, glad, interesseret bamse, synes de at jeg er mærkelig pga. det og skal tit have det ind med syvtommersøm. Det gør det også svært at træne, for hvis den anden hund kommer 100 meter væk på en sti, smider Taiki sig ned. Jeg gør det, at jeg prøver at slå væk i en 90 graders vinkel, så vi straks mister synet af hunden, men det kan man ikke altid. Og så kan det ende med, at jeg enten haler Taiki væk (fordi jeg forudser ballade) eller at jeg må stå og bede den anden ejer om at passere uden at hundene hilser, selvom min hund har ligget klar i 100 meter's tid, fordi han vokser fast til jorden. Han kan gå den flotteste plads, men andre hunde har åbenbart effekten af meget stærk tyngdekraft. Hverken leg, distraktion, gøgl eller godbidder virker til at aflede ham. Forslag? Heldigvis er han stadig selskabelig over for de fleste tæver og sine bedste venner. Så det må bare være sådan han får opfyldt sit sociale behov. Er allerede synket så dybt at jeg har tilbudt min kæreste at vi udskyder projekt første barn nogle år (han finder tanken om børn skræmmende), for at få en shibatæve, så de har hinanden. Men ved jo godt, at det er meget uansvarligt at købe en hund til sin hund, og Taiki er sgu lidt et luksusdyr der helst ikke deler, så det er jo bare endnu en ønsketanke som skal dø i bunken af ønsketanker. Tror jeg vil forsøge de gule bånd!

Jeg synes selv, at jeg har en høj tolerencetærskel. F.eks. bor der en psykisk forvirret mand på kirkegården, hvilket han har gjort i flere år. Taiki er bange for ham, men jeg skælder ham aldrig ud hvis han forsøger at hilse på Taiki og Taiki så forsøger at stikke af, eller bliver nervøs. Forsøger bare at vænne Taiki til, at der er ekstra gode godbidder i vente når vi møder den mand og den er så ved at synke ind på lystavlen. ... For manden er altså psykisk syg og bor på en kirkegård, og sådan nogle skæve eksistenser må man finde sig i, når man bor på Nørrebro. Og dem ville jeg aldrig skælde ud, med mindre de var virkelig slemme, men det er de nu aldrig. I øjeblikket handler det også om, at jeg tidligere har været for blødsøden, hvilket i en periode gjorde at Taiki var mere nervøs på ture sammen med mig, end når han gik med min kæreste. Så derfor har jeg måtte oppe mig lidt og sige fra noget før, fordi det ellers ville gå ud over tilliden imellem os. Til gengæld er det også nemmere at have med folk at gøre, når man går ind og overtager situationen, fordi DE også reagerer på den styring man tager, og derfor er nemmere at instruere. Problemet er vist mest dem, der ikke er interesseret i at blive instrueret, men bare vil hilse på ham i forbifarten og hænger halvt ud over deres cykler på cykelstien, eller forsøger at klappe ham mens de bare går forbi på gaden og vi venter ved fodgængerovergangen. Og det er dem, jeg er skrap over for.

De 480 kroner min glimrende dyrlæge tager for en konsultation, er sgu hårde penge at give ud på en SU. Så jeg ville sgu også blive lang i næbbet hvis folk forsøgte at løfte på Taiki. Jeg HAR råd til at have hund, OGSÅ hvis der sker ham noget, men 480 kroner kan jeg lave mange andre spændende ting for, end lige dét.

Jeg havde prøvet med nej tak ad flere omgange. Så til sidst besluttede jeg mig bare for, at prøve noget helt andet. Statistisk set er det ikke ofte, at jeg møder respektløse mennesker. Måske én for hver 20 personer, der har styr på det, spørger først og snakker med mig. Men når man bor i KBH og nemt passerer de første 200 mennesker når man går tur i parken (og skal ad travle veje eller Nørrebrogade derhen), så er det pludselig 2-3 mennesker der kommer hen og overskrider grænser PÅ HVER ENESTE TUR. Hvis man så møder den samme person flere gange og vedkommende virker normalt begavet, men bare voldsomt egocentreret uden at have følerne ude, så ender man et sted hvor man prøver nogle alternative løsninger af, fordi man egentlig ikke kan finde på flere pæne måder at kommunkere sit budskab ud på, da de er udtømte.

Jeg takker for jeres indput, især dig søster lagkage. Burde have dig på speed dial I min frustration googlede jeg en hel masse selvom vi alle er gået i seng og fandt dette link: Dog to Dog Aggression – Why and How to Stop It Og det vil jeg printe ud, følge som en slave og tvinge min kæreste til også at følge. Vi har gjort noget lignende før, efter råd fra træner og terapeut, men nu gør vi det her til vores dages ende eller Taiki bliver omgængelig.

Det er meget forskelligt synes jeg, ang. shibahanner. F.eks. da vi havde fælles gåtur med klubben var der ingen ballade. Så de kan åbenbart godt tolerere hinanden. Jeg tror også bare at det er svært fordi Taiki var så social som hvalp. Så den kamel skal jeg lige sluge. Også fordi jeg sidder fast i en idé om, at hunde har BEHOV for at være meget sociale med andre hunde, og selvom han har det helt fint bare med os og de hunde, han nu engang er glad for, så bliver jeg stadig nervøs for, om det er nok. Hvornår ved man, at ens hund er ensom/ikke får opfyldt sit sociale behov? Shibaer kan jo godt være meget egenrådige og have nok i sig selv. Mht. det kemiske, er det også bare sådan en ønskedrøm at det ville fjerne alle problemer, men omvendt er der så mange bivirkninger jeg heller ikke vil udsætte ham for. Jeg tror jeg vil snakke om opdrætter, som har en kastreret hanhund og først prøvede kemisk på ham, om hvad de synes. Jeg må købe nogle gule bånd og være lidt eneboer-agtig med Taiki for en periode. For ellers byggges der jo bare den ene dårlige oplevelse oven på den anden.

I ramme alvor stillede jeg mig engang op imellem en dame og Taiki, da hun ville nulre hans kinder, og sagde den der PSSSST lyd Cesar Milan siger, når han opdrager på hunde. Hun mente jeg var tosset og tog flugten, så metoden kan helt sikkert anbefales til mennesker!