Louisen

Nu er det jo sådan, at bevisbyrden ligger på ejeren. Hvis politiet stopper dig på gaden med en hund og synes, at den ligner en af de ulovlige racer, så er det op til ejeren at bevise, at den ikke er (eller er født før hundeloven trådte i kraft), hvilket kan være svært hvis man har en tavleløs hund, der ikke er solgt med attest, bevis eller enddog en kvittering (sådan "under bordet" -agtigt). Så hvis politiet har fået det ind i hovedet, at disse hunde ligner amstaffblandinger og dine bekendte ikke kan bevise det, så er det bare ærgerligt. Jeg vil så lige tilføje, at hvis man har pengene i orden, så kan man betale sig både til en gentest og en aldersvurdering ved dyrlægen som kan bevise, om ens hund har ulovlige racer i sig, men det koster temmelig meget. Derfor: Hvis man køber en hund der ser bare det mindste farlig ud, så sørg for at gemme alle beviser på, at den ikke er af en ulovlig race.

Vi bruger Hurrta H-sele. Den er overraskende blød, selvom det ligner at den bare består af nogle sammensyede refleksbånd. Taiki er bredbrystet, men kan godt passe den og bliver ikke sur over, at få den over hovedet. Og så kan man indstille rundt om maven, så det er først når de bliver for brede om brystet, at den skal skiftes ud. Taiki fik én da han var de der 3½ måned og den har holdt til nu, hvor han er 8 måneder. Så blev han for bred om brystet og vi har købt en ny magen til, bare større. Vi har været meget tilfredse med den.

Mht. tæver der lettede ben, så har jeg kendt en tæve der lettede ben fordi de boede ude på landet og hendes mås skulle BARE ikke ned i nærheden af alt det mudder! Men var de i byen eller på fortov, så tissede hun som de fleste tæver gør. Det var så også en shiba, de er vist lidt sarte.

Vi er glade for Orijen herhjemme. Ja, det er dyrt, til gengæld holder det også længe, Taiki bliver i hvert fald hurtigere mæt end på de billigere mærker.

Og ja, folk tror også at ens hund er psykopat fordi man beder dem om at tage sin hund i snor når de passerer én, også selvom hunden kan gå fint på plads ved siden af dem uden at reagere på min hunds gakkerier. For Taiki betyder det bare ALT om den anden hund er i snor eller ej, når han selv er i snor, så derfor beder jeg om det hvis jeg har mulighed for det... og det er alligevel også irriterende, når man er et sted hvor hunden burde være i snor jvf. skiltningen. Jeg synes, at hvis man vil have sin hund løs, bør man køre derhen hvor man kan gøre det uden at genere os med hunde i snor. For jeg mener det helt bogstaveligt når jeg skriver, at der er INTET sted her i KBH hvor jeg kan gå med min hund i snor og forvente, at alle andre hunde vi møder på vores tur også er. Ejerne til løse hunde har et valg, det har jeg ikke ---- og jeg får ham aldrig trænet på denne her måde. Det er virkelig, virkelig træls.

Nej og jeg forstår godt problematikken. Mit problem er, at jeg kan ikke have min hund løs med mindre det er i en hundeindhegning. Derfor lader jeg være. Samtidig vil jeg gerne lære min hund at ignorere fremmede hunde vi bare passerer på vores tur, fordi han nogle gange har et problem med dem. Men det er bare op ad bakke, når halvdelen af dem er løse (så bliver han først rigtig tosset fordi han selv er i snor) og halvdelen af dém er så langt foran deres ejer, at jeg bliver ret nervøs for om de bare går videre eller om de kommer hen til min hund inden ejeren når at kalde dem til sig... Og selvom der ikke sker noget ved, at de fremmede løse hunde evt. holder sig nogle meter væk og bare kigger eller snuser, så sker der alligevel noget ved det, fordi Taiki bliver rigtig gal og så kan jeg skyde en hvid pil efter at lære ham noget som helst om, bare at tolerere fremmede hunde som går forbi. For mig er skaden allerede sket, hvis den fremmede hund kommer et par meter i nærheden af os og så er det jo, at jeg bliver rigtig træls, især hvis jeg har valgt at gå et sted med påbud om snor netop for at undgå den slags. Hvor skal jeg hellers gå hen for at træne det? Mange respekterer ikke skiltningen alligevel. Der findes flere områder hvor hunden må være løs - hundskove og indhegninger - men der findes ikke ét eneste område herinde i KBH, hvor ALLE hunde man møder er i snor, uanset hvor meget der skiltes. DET synes jeg er virkelig træls.

For mig er problemet "går langt foran mig"-delen... For hvis jeg står med en hund, der ikke kan lide din hund og din hund står og tænker "Wtf er der galt med kræet" eller begynder at snuse rundt nogle meter fra os, så kan jeg stå der og vente indtil du indhenter din hund og tager den med videre. Du skriver selv, at du kalder din hund til dig når I møder andre hunde, men det er måske ikke altid du når at se de fremmede hunde hvis man kommer ind fra en anden sti eller imellem træerne. Og nu har jeg selv en teenagehund der godt kan blive overrumplet af et pludseligt møde med en fremmed hund og så bliver lidt sur/forskrækket, og så lægger han sig bare ned og er sur. Desværre er der også en del hunde som synes det er lidt morsomt at han er lidt hysterisk hvis han bliver overrumplet, så de "orber" i nogle meters afstand. Igen med det resultat at jeg står og glor, indtil den anden ejer kommer. Mit problem opstår i københavnske parker og anlæg, hvor der oftest er påbud som snor på hunden; det vælger nogen bare at ignorere. Det synes jeg er irriterende, for det kan da godt være at de har styr på deres hund, men hvem siger at jeg har og hvem siger at jeg gider at stå i 5 minutter med en sur hund, fordi ejeren lige skal indhente sin egen som "løb langt foran" og nu i al fredelighed "orber" rundt om os, fordi den synes det er interessant at lugte til min hunds nyeste tisplet eller bare kigge lidt på kræet. Det er sgu også op ad bakke at lære sin hund at tolerere fremmede hunde man bare passerer, når disse "provokerer" på den måde og ejerne bare er ligeglade. .. Jeg har ikke taget udgangspunkt i dig specifikt, men mine oplevelser med fredelige løse hunde som går "langt foran".

Jeg bryder mig ikke om fremmede hunde uanset størrelse. For mig er alle hunde både gale, farlige og uforudsigelige indtil jeg kender dem, og så er de stadig lidt det sidstnævnte, men på den sjove måde. Nå, men hvorom alting er, for mig er løse hunde en gene fordi Taiki reagerer på dem. Så en hund der susede forbi et par meter fra os ville trigge ham enten positivt eller negativt. Vi træner selvfølgelig at gå på plads så han ikke går amok hver gang, men han er 8 mdr. og har nogle gange problemer med hørelsen. Men især på vores aftentur er det træls hvis en fremmed, løs hund får ham helt op i gear, så kan jeg bruge 100 år derhjemme på at få ham ned igen inden vi skal sove. Det er jo også lige det, at DU ved hvordan Teitur er, det gør andre jo ikke. Og der er desværre så mange ejere, som påstår at deres hunde er søde og så sidder de pludselig i ens ben (jow, det er prøvet, derfor jeg ikke kan lide fremmede hunde) eller går efter ens hund - og jeg synes ikke det er fedt, at skulle fjerne fremmede hunde fra Taiki, når ejeren kommer halsende flere meter bagved. Det er sgu også svært når ens egen er i snor og den anden hund måske er sur og ikke skrider, så begynder jeg altså at skubbe den væk med foden for hvad andet kan jeg gøre. Og forventer hver gang at den snapper ud efter mig, men hellere mig end min hund. Og så synes jeg i øvrigt også, at man skal huske at tjekke om der er særligt påbud om at have hund i snor der hvor man færdes, for der er mange hundeejere der ignorerer det hvis de føler at de har styr på deres hund.

Jeg laver min egen is til bamsen herhjemme af enten oksekødsuppe eller A38 eller simpelthen bare vand. Og så er han RET vild med frossen banan. Hvis vi køber is mens vi går tur må han gerne smage lidt, men jeg vil gerne skåne hans tænder mest muligt fra sukkeret.

Taiki har ikke nogen særlige folder, men han er meget øm omkring sine poter, så jeg bruger nogle gange Neutrals vådservietter til lige at rense imellem hans tæer. De er ikke sprittede i hvert fald.

240 lyder urimeligt billigt, hvordan kan de gøre det så billigt? De 480 jeg betalte var bare for prøven i sig selv, det står meget udspecificeret på min dyrlæges regninger.

Taiki havde problemer med øjnene og vi fik i den forbindelse taget blodprøver til tjek for allergi. Jeg sendte regningen ind uden nogen større forhåbninger, men det dækker de sgu!! Det er Dyrekassen. 768 kroner tilbage kan mærkes på en SU!

Hov, jeg tilføjer lige at jeg er begyndt at bløde lidt op overfor tæver, fordi jeg har mødt så mange søde der ikke var "emsige"...

Insp. af debatten om hvalpeudvælgelse, der nu er endt i snak om køn. Hvordan opfatter I så GENERELT tæver og hanhunde, hvilke tanker gjorde I jer og hvilken (hvis nogen) indflydelse havde det på jeres valg af hvalp? Jeg kan selv byde ind med, at selvom jeg i min opvækst fik at vide, at hanhunde kunne være dominerende og nogle gerne gerne ville brydes og provokere andre intakte hanner, så har jeg aldrig følt at jeg havde temperament til en tæves humørsvingninger som jeg har observeret på en del hunde efterhånden. Jeg synes, at hanhunde er ret forudsigelige ift. tæver og jeg synes da også oftere at opleve, at hvis en tæve er ude med riven er hendes ejere helt shokerede og havde "aldrig set det komme", hvor hanhunde ejere er mere sådan "Jaja Rollo, tys tys, slap lige af kammerat". Af samme grund har jeg set flere tæveslagsmål som var mere voldsomme, simpelthen fordi ejerne var totalt uforberedte, hvor en del hanhundeejere jeg har mødt, altid lige har et vågent øje på deres han og dennes signaler, fordi de er klar over risikoen for at nogen råber røv og så har vi balladen. En intakt hanhund kan godt være kulret pga. damer, men det er ikke noget systematisk som med løbetider, der virkelig kan have en indflydelse på diverse tævers humør, energiniveau osv. Tænk hvis vi havde en tæve som kom i løbetid samtidig med mig! Det ville sleeeet ikke gå... Jeg søger ikke nogen objektiv sandhed, jeg er interesseret i deres subjektive vurderinger, tanker og oplevelser.

480 kroner hos Amicis Dyreklinik, jeg afleverede en fredag og havde svar mandag. De bor på Frederiksberg, Hostrups Have.

Jeg har kun erfaring med hanhunde. I hele min opvækst var der kun hanhunde i familien og den hanhund min tidl. svigermor havde (også shiba), var jeg også rigtig meget inde over og passede m.m. En han-shiba ved jeg altså hvad er, jeg ved hvad jeg kan forvente på godt og ondt, og jeg har mere tillid til min egen forståelse og "gutfeeling" ift. hanhunde. Bortset fra meget få undtagelser, er hanhunde også altid dem jeg har haft bedst kemi med, hvor det med tæver var mere sådan "Nå, du er da meget sød, men gå lige væk igen" -agtigt. Taiki er min første hund som jeg har ansvaret for 100%. Derfor var kønnet vigtigt for mig, så jeg vidste hvad jeg nok ville få med at gøre (med tryk på "nok", for man kan aldrig vide sig helt sikker) og så jeg ikke var helt på herrens mark ift. løbetider og alt mulig andet som følger med en tæve. Skal vi have en hund til, bliver det en tæve af den ene årsag, at Taiki er en han og svinger bedre med tæver. Inden det evt. sker, skal jeg så lige læse tusind bøger om tæver, snakke med ejere af tæver, snakke med dyrlæge omkring løbetid, falsk graviditet, kræft osv... Alle de ting som man skal tænke over ift. tæver, som jeg ikke aner en skid om, fordi jeg kun ved en masse om testikler og forhudsbetændelse og hvad der nu kan være specifikt med hanhunde. Til sidst vil jeg understrege, at man selvf. kunne have indhentet denne viden INDEN man evt. valgte en hanhund, men der gik jeg simpelthen ud fra mine tidligere oplevelser omkring at jeg svinger bedst med hanhunde. Ligesom at jeg også svinger bedst med shibaer fremfor andre racer og derfor valgte sådan én. Det er vel i princippet det samme.

Nu hvor Taikis nye sele er kommet får jeg helt dårlig samvittighed. Den sidder bare SÅ godt... han burde have fået den for 1-2 måneder siden, kan jeg se nu ift. hvordan den gamle sad. Taiki er mere interesseret i Ziwipeaks-prøverne, især den med hjort og musling.

Findes der en god DANSKsproget bog om barf-metoden? Som I kan anbefale.

Måske kommer det an på racen? Da jeg udstillede min Taiki i Stevns, var alle folk bare SÅ søde, delte råd med mig, opmuntrede mig m.m. Racerepræsentaten som slet ikke skulle deltage, kom forbi bare for at tage en masse billeder og folk tog billeder for hinanden, hvis de ikke var oppe i samme ring. Jeg blev faktisk ret overrasket over den venlige stemning der var i "vores" lejr, men der kender alle også alle (stort set). Måske gør det en forskel?

Hvordan det foregik her: Jeg skrev til opdrætter længe inden der overhovedet var tale om parring eller kuld. Fordi jeg havde læst og hørt om hende, og hurtigt opfattede hende som et varmt menneske der brændte for racen og opdrættet, og fordi hun lavede hunde som udover at være smukke, også var sunde og velfungerende. Vi skrev sammen over mail og hun fik flere siders forklaringer om mine intentioner med hunden, vores liv og de tanker jeg havde gjort mig omkring det. Hun spurgte en del ind til vores liv ift. arbejde og studie, og når jeg var færdig med at studere (for at finde ud af, om arbejdstider kunne blive et problem senere). Jeg kan ikke huske, om moderen var parret da, men de kom på besøg ude hos os sammen med to af deres tre hunde. Vi drak kaffe og spiste kage, og gik en tur i den lokale park så de kunne se nærområdet. De snakkede med os begge to og var meget involverede i at høre om vores tilværelse og hvad vi tænkte om konceptet "at have hund". Da Taiki blev født, var vi ude at besøge dem flere gange da hvalpene blev store nok. Det var ikke kun hvalpebesøg, men vi snakkede også med opdrætter og familie. Men det var først 2. sidste besøg hos dem, at vi fik fastlagt hvilken hund vi skulle have med hjem. De lagde ud med at spørge os, om der var en hund vi særligt tænkte at vi ville have. Jeg svarede, at jeg ud fra udelukkelsesmetoden hældte mest til Taiki og spurgte så dem, hvem de havde tænkt på; det var den samme de havde tænkt på. Men vi hældte også lidt til en anden hvalp, så vi fik noget betænkningstid alene mens vi sad med hvalpene og de gik ind i et andet rum, så min kæreste og jeg lige kunne snakke sammen om det (vi var de første købere der fik udvalgt en hvalp, udover tævens ejere, for der var jo kun den ene i kuldet). Og jeg måtte så sige, at hvis vi ikke fik Taiki gad jeg egentlig ikke have nogen hvalp med hjem, for jeg ville ikke kunne lade være med at tænke "Burde det have været Taiki?". Og det var så dét. Jeg tror ikke, at opdrætter havde modsat sig det, hvis vi havde insisteret på en anden hvalp, men jeg kunne virkelig mærke at de var lettede og glade, da vi så meldte ud at vi altså tog ham - fordi de var sikre på, at vi var rigtige til hinanden. Jeg ved godt, at andre opdrætter måske ikke gør lige så meget ud af det som min har gjort, men jeg tror virkelig ikke at der IKKE var dele af mit liv, som hun ikke spurgte ind til - og samtidig på en meget behagelig måde, det føltes ikke som et jobinterview. De har også tilbagekøbskontrakt på alle deres hvalpe, skal vi en dag af med Taiki (no way!!!) så skal vi tilbyde ham til dem først. Umiddelbart ville den eneste forskel på det DE gjorde og det MAN ville gøre hvis man skulle bortadoptere et barn, at de ikke tjekkede vores straffeattester. Så i nogle tilfælde kender opdrætter altså deres købere enddog MEGET godt.

Min ærlige mening? Sælger man hvalpe uden tavle burde de neutraliseres. Ej ok, det mener jeg måske ikke helt, for jeg synes det er ærgerligt at neutralisere/sterilisere uden grund. Men tavleløse hunde bør bare ikke deltage i den videre avl på nogen måde. Som tidligere skrevet mister man overblikket over, hvor deres hvalpe stammer fra, fordi DE heller ikke får nogen tavle. Og så er vi pludselig ude i en reel risiko for indavl som ville være MEGET uheldig i en allerede udsat race. Og hvad kan man bruge en tavle til udover at tjekke sunde aner? For mit vedkommende surfede jeg billeder af Taikis forældre og bedsteforældre, fordi han ikke ligner den typiske shiba; alle hvalpene fra hans kuld er mere muskuløse og robuste end andre shibaer fra andre opdrættere, jeg har mødt herinde i KBH, som er meget mere slanke/tynde i deres bygning. Jeg regnede ikke med, at der var noget galt med Taiki eller hans søskende, men jeg var nysgerrig omkring hvor det stammede fra og den eventuelle årsag. Jeg fandt så et billede af Taikis morfar, hvor han på en prik ligner en ældre udgave af Taiki og ligner også meget Taikis morbror. Importeret til Holland direkte fra Japan og altså det, jeg vil kalde for en "original shiba" avlet efter de JAPANSKE standarder ... og det gør en stor forskel, for shibaerne i Europa er begyndt at ændre udseende, f.eks. har en del japanske shibaer ikke krølle på halen som de fleste europæiske, den ligger bare indover ryggen. Så at Taiki og hans søskende er sådan nogle robuste hunde skyldes simpelthen at de er mindre "europæiske" end de shibaer vi ellers har mødt (hvis stamtavler jeg også har stalket på nettet for at sammenligne ). Ikke meget overhovedet (de fleste shibaer stammer fra Japan i min. 3. eller 4. led) men nok til at det kan ses. Det syntes jeg egentlig var meget sjovt at kunne undersøge, i sidste ende betyder det ikke en fis, men det er jo en ting jeg ikke havde chancen for at tjekke hvis han var uden tavle. PS. Det skal ikke lyde som om at jeg ikke synes Taiki er perfekt, for jeg valgte ikke kun opdrætteren fordi hun er sød og professionel, men også fordi hun laver herresmukke hunde. Syntes lige at det lød som om, at jeg misundte de andre hundes udseende, sådan er det ikke, jeg er bare hamrende nysgerrig.

Jeg har Dyrekassen Danmark. Jeg betaler 2200 årligt for deres HundTotal løsning som er rimelig overkill, da den også dækker figuranttræning og rejse i EU. Men så er kræet også dækket ind. Jeg betaler 608 kroner i selvrisiko og de dækker 80% af udgifterne til dyrlæge, indlæggelse og medicin hunden får imens den er indlagt (men ikke det, man selv køber). Den dækker også akupunktur, kiroprakti og en livsforsikring på hunden på købsprisen op til 10.000 kroner hvis den aflives pga. sygdom (ikke alderdom eller adfærdsvanskeligheder). Den dækker ikke medfødte skavanker, f.eks. bulldogs der har vejrtrækningsproblemer pga. flad snude. Der er rabat at få, hvis man er medlem af DKK. Den dækker hele livet. De har en sagsbehandlingstid på 14 dage og er meget hurtige og venlige. Alle jeg kender som har Dyrekassen Danmark og har haft brug for den, kan kun rose dem.

Jeg tror også de lyder mere skrappe end de er, for at sortere ud i de seriøse købere og for at have et kort på hånden ift. at nedlægge veto hvis nu en familie meget gerne vil have en hvalp som slet ikke passer til dem. Så kan de sige "Vi skrev jo også på hjemmesiden, at..." og køber er forberedt på det. Det er lidt sværere at smide i spil, hvis det kommer som et mega shok for køberen.

Men jeg tror også det kommer an på hvordan den besked gives og hvordan man forklarer sig omkring sine forbehold.

Jeg oplever det som et ikke-problem. Som regel finder man som hvalpekøber hurtigt "sammen" med den eller de hvalpe, der matcher ens temperament, både når man er på besøg og når man får små anekdoter fra opdrætteren om de ting, hvalpene gør. F.eks. syntes vi også, at en af Taikis brødre var meget sød, men de historier de fortalte os om Taikis temperament og finurligheder gik jo lige i hjertet hver gang, fordi det bare var så meget "os". Derfor virkede det også naturligt, at de fremhævede ham som det rette valg til os og vi var jo enige i den beslutning. Det er et halvt år siden nu og vi kan ikke huske tiden FØR Taiki; han er bare vores pelsbaby der er faldet perfekt ind i familien som en puslespilsbrik der passer. De meget få gange jeg har hørt om opdrættere, der trumfede igennem, har jeg tænkt at opdrætterne var de fornuftige og det var dejligt at opleve, at de ikke var så hooked på ussel mammon, at de undlod at tage konflikten og gerne risikerede at evt. miste en villig køber, fordi de stod fast og sagde "Nej, den hvalp skal I ikke have pga. X, Y eller Z årsag". Det er jo sådan det bør være. For mig var det rart at vide, at der stod et kompetent menneske og rådgav mig, og ikke kun tænkte på at sælge et produkt. Det gav mig ekstra tillid at vide, at vi fik den helt rigtige hvalp også ud fra hendes (opdrætters) synspunkt. Jeg synes at man som køber skal se det som en service, ligesom hvis man prøver en kjole og ekspedienten så siger "Prøv den lige i en anden størrelse, den vil nok sidde bedre". Man KUNNE da godt blive sur og fornærmet, men jeg synes at man hellere burde være taknemmelig over rådgivningen.