KimJ

Enig. Hvis man læser spørgsmålet i #1, kan man ikke svare anderledes end der er blevet gjort. Jeg har selv valgt en race som mange har frarådet mig, fordi jeg simpelthen bare synes at den er så overdådigt smuk, at jeg er villig til at indrette mig efter de mindre hensigtsmæssige egenskaber den efter sigende skulle have. Hvis jeg dengang jeg anskaffede den havde spurgt her, ville jeg da ikke have spurgt OM jeg skulle have denne race, men have søgt råd til hvad der skulle til, for at sikre størst mulig chance for succes, når jeg nu VILLE have den hund! Havde TS gjort det samme, var der sikkert også kommet nogle mere (for ham) brugbare svar?

Hvad med at gå over til BARF? Der skal gives temmelig meget foder i forhold til tørfoder for at få den samme energimængde, og det ser ud til at mætte meget fint. Der er masser at vælge mellem, og de fleste hunde (alle jeg har set) er vilde med det!

Det er der nu ikke noget der umiddelbart tyder på. Jeg har prøvet at stoppe den forbyggende behandling, og der kommer hverken mere eller mindre udflåd end der kom før jeg gik i gang med det. Det er selvfølgelig helt op til den enkelte, og det har måske også noget at gøre med hvordan man har sin hund integreret i hjemmet. Her hos os kommer Luffe alle steder hvor vi selv gør, så en rimelig høj hygiejnisk standart er simpelthen en nødvendighed, og de klamme pletter af betændelse ville gøre et forbud mod at komme i møblerne nødvendigt. Det skulle nødigt ske!

Det er vist mig der har nævnt det. Jeg gør det, at jeg fylder en ørebollesprøjte med en blanding af 1/10 brintoverilte og 9/10 vand, som jeg sprøjter op i tissetrolden. Blandingen holdes inde ved simpelthen at klemme sammen om åbningen, og man kan massere det lidt rundt uden på. Jeg fik metoden demonstreret af min dyrlæge. Som Hun, med et lille smil sagde, "det plejer de ikke at have noget imod". Luffe ser nu ikke ud til at få det store ud af det, men på den anden side, ser det heller ikke ud til at genere og han lægger sig villigt ned når jeg kommer anstigende med remedierne... Om man vil gøre det til en forebyggende ting, og hvor tit man skal gøre det, afhænger sikkert af temperament og hvor galt det står til (her er 1 gang/måned tilstrækkeligt til at vi aldrig ser noget udflåd, noget som ofte kom igen efter netop en måneds tid, før jeg gik i gang med det forebyggende). Vi har prøvet med flere af husrådene uden held; tomater har ikke haft nogen effekt, og æblecider eddiken gjorde maden uspiselig for de sarte smagsløg vores hund er monteret med... Luffe bader ofte i havet (hvis man kan kalde brakvandet i Østersøen for "hav") og det har ikke haft nogen effekt. Jeg tvivler ærlig talt også på, at badevandet kommer ind bag forhuden.

I dette tilfælde er det nu bare konklusionen på de oplysninger du selv fremfører, jeg sætter spørgsmålstegn ved, eller rettere at man kan konkludere noget entydigt ud fra dem i det hele taget, ud over det helt åbenlyse, nemlig ar jægere af en eller anden grund foretrækker tæver. Hvorfor, og om der er en faktabaseret grund til det, fremgår jo ikke, og alt hvad jeg læser her, peger jo på at hanner er foretrukket, i de jobs hvor der er alvor bag brugen af hunde. Selvfølgelig kan der i mange tilfælde peges på at hanhunde har nogle fysiske fortrin i forhold til opgaver der kræver styrke og imposant fremtræden, hvilket ikke rigtigt har noget med lethed i træningen at gøre. Er der nogen der ved hvordan det ser ud med kønsfordelingen i de "blødere" men stadig seriøse jobs (handicaphunde, narkohunde, bombehunde o.l.)?

Nu er der måske også forskel på rigtige brugshunde som f.eks. politi/rednings/narko/bevogtnings/bombehunde og hobbyhunde som f.eks. jagt/agilityhunde? Både m.h.t. at de skal være til rådighed når der er brug for dem, og m.h.t. at det måske er vigtigere hvor gode de ender med at blive til deres job, snarere end hvor lette de er at træne? Der er jo en pæn forskel på konsekvenserne af at de fejler. Jeg tænker også at de mennesker der træner politi- rednings- narko- bevogtnings- og bombehunde, nok generelt ligger på et højere niveau end jægere (og alle os andre der "bare" leger med vores hunde) er flest?

Umiddelbart er de oplysninger du kommer med, ikke rigtig noget jeg synes at jeg kan konkludere noget sikkert ud fra? At flertallet vælger tæver, kan måske umiddelbart virke som en logisk indikator på at de er "bedst", men omvendt skriver du også, at de fleste hanner går til førstegangskøbere. Af egen erfaring ved jeg, at den første hund man får, også er den der er størst chance for, ikke bliver som man helst ville have at den skulle være. Det er nok mere et spørgsmål om ejerens evner end hundens! Mange vælger måske at overse denne mekanisme (eller evner ikke at opdage den) og leder efter en anden grund, og her er det måske nærliggende at vælge en hund af modsat køn? Så er der jo også tilbøjeligheden til at gøre som "alle de andre", som langt fra altid har bund i logik... At folk der må formodes virkelig at have styr på deres ting, efter dit udsagn (som jeg formoder er korrekt) oftest vælger hanhunde, siger måske også noget om at "flertalsargumentet" ikke rigtigt giver noget entydigt svar?

Måske har det noget med det syn vi mennesker har på eget/modsat køn at gøre generelt? Det virker da i høj grad som om at det den ene opfatter som en fordel, er noget andre ser som en ulempe. Personligt har jeg svært ved at se mig selv vælge en tæve frem for en han, både af praktiske årsager (periodevise blødninger i møblerne er ikke tillokkende, tævers indbyrdes aggressioner er uforudsigelige og ofte meget voldsomme, i modsætning til hanners, som er mere konsekvente i den forstand at den omfatter de fleste hanner, men stort set aldrig tæver) og fordi jeg simpelthen synes at hanner generelt ser bedre ud (mere robuste og generelt med stærkere udtryk af de kendetegn der er for deres race). Forhudsbetændelse er noget gris, men hvis man gør behandlingen til en del af den regelmæssige soignering, ser man det jo aldrig. M.h.t. at tæver ikke tisser på sig selv; de sidder altså midt i den pøl de selv laver på jorden, hvis det ikke er et sted der opsuger væske meget effektivt! Check evt. bagpoterne lige efter en tissetur...

Måske er det et tilfælde, med faldet af flåter. Her har vi ikke ændret noget, men alligevel er antallet af hjembragte flåter faldet til 0 i løbet af de sidste 8-10 dage. Måske antallet af "ledige" flåter simpelthen er aftaget, eller de er i hvert fald ikke længere så desperate at de hopper på hvad som helst? Jeg synes i øvrigt, at flåterne har været usædvanligt aggressive her i foråret, i forhold til noget andet jeg har oplevet de sidste 4 år.

Bravecto. Det er rigtigt at man skal have recept, men den udstedes så man kan bruge den så længe man vil. Min oplevelse er et det virker i den forstand at flåterne enten opdager at den er gal, og ikke bider, eller at de alligevel bider og dør meget hurtigt. Det uheldige er jo, at de flåter som ikke bider, og hopper af igen, lander et eller andet sted... jeg piller typisk 2-5 løsgående flåter af Luffe hver dag efter skovturen, men der skal jo nok være nogle der selv falder af. Endnu er der dog ingen der er blevet bidt herhjemme. Vi har tidligere brugt Bayvantic med stor succes, men det giver en kedelig fedtet pels i nakken, og det er måske ikke så smart når man har en hund der springer i ethvert vandhul den kan komme i nærheden af...

Nu har jeg ikke fået læst alle de mange indlæg, men det jeg lægger vægt på, er om der er nogle gode referencer, f.eks. pålidelige organisationer i DK som kender og kan validere dig og dine hundes kvaliteter. Jeg har selv brændt mig grueligt på en opdrætter som jeg i min bundløse naivitet ikke checkede op på, før det var alt for sent, så jeg kommer aldrig igen til at købe en hund, uden at have forespurgt mig om opdrætteren, som minimum hos den relevante raceklub. En reference fra en udenlandsk organisation, som f.eks. FCI tæller desværre nærmest negativt hos mig, da den pågældende opdrætter faktisk havde status som formand for Hovawart afdelingen af FCI i DK (og var eneste medlem). Det tyder jo ikke lige på, at FCI følger specielt godt op på, hvad deres medlemmer egentlig går rundt og laver... at de samme problemer eksisterer for DKK er så en anden sag. En anden ting som jeg lægger vægt på, er hvad jeg som køber kan forvente af aktivitet fra opdrætters side; følges der op på hundens udvikling med dyrlægeundersøgelser (typisk røntgenfotografering af hofter o.l.) og er der arrangementer hvor man kan få en objektiv vurdering af hvordan hundens mentale tilstand er og den slags ting. Et galleri hvor tidligere købere (må selvfølgelig komme med tiden) kan vise billeder, både fra diverse kåringer/prøver og helt almindelige hverdagsbilleder, af deres hunde, er også en god måde at vise, at køberne ikke er glemt når de er ude af døren med deres nye hvalp, samtidig med at det er informativt for dem som vil vurdere kvaliteten af de hunde der allerede er "produceret".

Forslaget fra Ninjamor er det samme jeg sad og tænkte på. Hvis en hel flok af utilfredse naboer (jo flere jo bedre!) tropper op og enigt udtaler sig, virker det formentlig lige så intimiderende som at en betjent kommer forbi (og så er det jo ikke alle steder man kan bestille politibetjente der kommer og giver lige det show man gerne vil have). Er der en ejerforening der hvor du bor? De kunne måske også assistere. Jeg forstår godt at du ikke har lyst til at lade din egen hund klare sagen, selv om den måske kan. Det kan let skabe præcedens i en hundehjerne, at det er vejen frem, og selv hvis det ikke bliver tilfældet, sker det jo ofte at også vinderen af et hundeslagsmål kommer fra det med skader. Endelig er det ikke altid lige sjovt, at ens hund bliver kendt i nabolaget som "skarp", uanset at den har haft al mulig ret til at være det.

Det svinger åbenbart en del, alt efter hvilke kredse man kommer i (og måske hvor i landet man bor?). I min omgangskreds kender jeg ingen som ikke har en sygeforsikring på deres hund. De fleste jeg kender, bor enten her på Falster eller i København.

Her griner vi hver dag, når Luffes alternative drikketeknik bliver demonstreret...

Umiddelbart kan jeg ikke rigtig se den store virkning, men som allerede nævnt, er det nok det bedste vores politikere kan forventes at komme frem med, som sagerne står i vores samfund i dag. Det ville nok have været betydeligt mere effektivt at få domstolene til at ændre på brugen af den lovgivning der er på plads allerede. Ganske som med den tumpede "dyresex" lov, som formodentlig ikke har været i brug endnu, og som sandsynligvis kommer til at leve en permanent skyggetilværelse, vil også denne nye lov kun have den effekt, at nogle politikere har kunne give en gratis omgang, og fået profileret sig som "handlekraftige".

Jeg er nok nem at gøre tilfreds, eller også har jeg været ekstremt heldig. Jeg har valgt Hovawart, udelukkende baseret på at de efter min mening er de mmukkeste hunde der findes, og på den baggrund er det jo egentlig overraskende hvor godt Luffe passer til mig. Jeg nyder at have en hund der siger fra, hvis det vi er i gang med er for åndssvagt, eller træningen er for repetetiv. Det giver mig en undskyldning for at finde på noget nyt på træningsbanen, i stedet for at stå og terpe det samme som de andre, når nu vi allerede har fundet ud af hvad det går ud på Det er også fedt med en hund der er tilpas robust til, både fysisk og psykisk, at tåle at der bliver taget godt fat, uden at knække helt sammen. Omvendt kan det dog også være lidt enerverende, med en hund der opfatter et "NEJ" som en udfordring til at opføre sig endnu mere tumpet, end den allerede var i gang med. Luffe er en hund man godt kan "slå sig på", vi leger lidt voldsomt, og skrammer er ikke ligefrem usædvanlige, men det passer os begge ret fint. Der er selvfølgelig nogle ting som kan give lidt problemer; Som de fleste Hovawarter, er Luffe ikke særlig tilbøjelig til at indordne sig til fremmede hunde, så hvis de hunde vi møder, ikke med det samme erkender at det er Luffe der bestemmer, bliver stemningen let lidt ophedet. Vi har derfor indstillet vores praksis med at hilse på fremmede hunde når vi møder dem på gaden. Ballade er generelt noget der ligger lige under overfladen, og der skal kun en lille provokation til, før den bryder frem, både i sjov og for alvor. Nogle ville måske sige, at det ville være smartere med en mere fredelig/rolig hund, og endda ønske sig et omvalg, men jeg har i stedet valgt at tilpasse vores aktiviteter (og lære at det godt kan gøre lidt ondt at lege med en hund), og kunne ikke forestille mig en bedre hund. Han lever jo så også helt op til grunden til at jeg valgte ham:lun:

Brintoverilte er det eneste vi har på lager. Det kan til gengæld klare det meste...

Jeg havde et uheld med Luffe for et par år siden. Vi går altid uden snor ved vores lokale strand (som ikke rigtig er en strand men snarere en mudderkant ud mod havet) som vi typisk har helt for os selv. Det var i februar, og der lå is langs kanten, og den 4 meter brede afvandingskanal vi skal over, der er en bro selvfølgelig, var også dækket af is. Normalt er Luffe ikke interesseret i at komme ned i kanalen, så jeg gik uden at tænke over det, bare hen over broen, indtil jeg ud af øjenkrogen så at der stod en svane på isen! Jeg nåede lige at tænke, at jeg hellere måtte få fat på Luffe, da han satte af fra kanten, som er ca. 1 meter over isen/vandoverfladen, for at lande mere eller mindre oven på "byttet" som på det tidspunkt nok vejede omtrent det samme som ham selv! Det gik desværre sådan, at isen ikke kunne bære den pludselige ekstra vægt, så Luffe forsvandt lige gennem isen og var helt væk. Jeg nåede faktisk at tænke rigtig mange tanker på vej ned mod kanalen (kan man nå at brække isen op inden hunden drukner / kan man overhovedet selv holde til kulden / hvordan kommer vi det lange stykke tilbage til bilen gennemvåde i den kulde....) men heldigvis klarede Luffe selv skærene og dukkede op ved kanten inden jeg nåede at hoppe i. Efter et par forsøg, var han oppe på isen og inde på land, og en heftig rystetur som overførte en pæn del af det vand han havde i pelsen til mig, var han sådan set videre. Tilbage sad en temmelig rystet ejer, som stadig kan få anfald af koldsved ved tanken om hvor galt det kunne være gået...

Måske skal man også passe på med at overtænke? I virkeligheden er der jo slet ingen garanti for at den hvalp man har valgt fordi den er "bedre" end de andre, også er den "bedste" når den er blevet voksen. Selvfølgelig er det da bedst at få en hund som man med det samme føler er den rette, men på den anden side, er der jo en del som nødvendigvis tager de sidste tilbageværende, og jeg tvivler på at der er et statistisk grundlag for at tro, at de i længden trives dårligere med deres hunde, end dem som har valgt først. jeg har købt hund to gange, og begge gange været i den situation, at andre havde valgt før mig, i en sådab grad at der kun var hhv. 1 og 2 tilbage. Den første gav ligesom sig selv, og den anden blev valgt ud fra et billede (den befandt sig små 500 km. fra os). Begge gange har vi fået hunde som vi hurtigt kom til at opfatte som verdens bedste... Den sidste var i øvrigt den mindste han i kuldet, men er i dag, 3 år senere, den største. Generelt ville jeg dog også fravælge hvalpe med fysiske skavanker, når der er helt reaske alternativer.

Jeg aner ikke noget om udstationeringsaftaler, men ordet "medejer" skurer slemt i mine ører. Jeg ville være bekymret for, om den anden "medejer" en dag tog en beslutning jeg ikke ville kunne være med på, og om det så kunne komme til at der var tvivl om, hvem der i sidste ende ville kunne drage af med "min" hund...?

Luffe bliver spulet med haveslangen (koldt vand) over hele kroppen, når vi har været i skoven, uanset hvor koldt det er. Han hopper jo også gladeligt en tur i havet. Der bliver frotteret grundigt med et par håndklæder når vi kommer ind, og så er det med at få lagt et tæppe i sofaen, inden han går op og lægger sig... Han kommer i bad med shampoo i, 5-6 gange om året.

11 uger. Han vejede lidt over 10 kg. Herunder et billede der måske giver et bedre indtryk af størrelsen.

Tak! Kødbenet var mest en fødselsdagsgave. Der var ikke frygtelig meget kød på det, men Luffe fik da det meste af dagen til at gå med det, og han havde det også med ind i stuen, hvor det desværre viste sig, at det ikke helt var til at holde inde på det tæppe han plejer at kunne begrænse sig til... der måtte en ekstra omgang gulvvask i gang der! Lige et billede fra dengang vi fik ham, taget i bilen på vej hjem fra den svenske opdrætter:

Så blev Luffe 3 år, og er nu officielt voksen og følsom! Eller noget...

Jeg gider generelt ikke underskriftindsamlinger, men den her ligger alligevel for godt til højrebenet... ikke p.g.a. dene viste video alene, men fordi CM tilsyneladende er ude af stand til at vise sig på min TV-skærm uden at dumme sig. Jeg har skrevet under.