KimJ

Man skal nok tænke lidt på de forskelle der er på de lande vi taler om. "Normale" køreafstande i Danmark eller Holland, er lidt anderledes end i Sverige. Mindre ubehag over en afstand på 50-100 km, føles nok lidt mere i retning af "alvorlig ulempe" for nu at tage et udtryk fra den Danske lovgivning, hvis man f.eks. skal fra Gøteborg til Stockholm. Bortset fra det, er der en klar forskel på de Svenske og Danske regler, som helt enkelt drejer sig om den forskel det giver, at det ene regelsæt i høj grad tager hensyn til sikkerheden for hunden, modsat det andet, som stort set kun tager hensyn til at hunden ikke må kunne skade de mennesker der har smidt den ind i bilen. Det ser meget ud til, at den enkleste måde at være sikker på at overholde loven, er at bruge en sele. Selv hvis man har misforstået noget, kan politiet ved grænsen sikkert hjælpe med at finde en løsning, så man i hvert fald kan komme videre, og så må man jo arrangere sig lidt mere hensigtsmæssigt, når man er kommet væk fra grænsen...

Nu var meningen med mit indlæg ikke at man skal have dårlig samvittighed, hvis man ikke har mod på selv at stå for en aflivning, men blot at påpege, at det faktisk er en af måderne man kan hjælpe, også rent økonomisk, så de penge der ville have været brugt på den opgave, kan bruges til noget andet. Jeg kan ikke fordrage at aflive dyr, men jeg ved hvordan man gør, og gør det når det er nødvendigt. til gengæld er jeg ikke typen der påtager mig at hente min hund i et internat, og sådan er vi jo forskellige...

Jeg tror den pointe PBC vil frem til, er at det ikke rigtig giver mening at bruge de knappe ressourcer der er til rådighed til dyrevelfærd, på at pleje en måge eller en svane i flere uger. En human aflivning på stedet, vil være betydeligt billigere, og kan måske frigive midler til at hjælpe på andre og mere effektive måder? Deri er jeg 100% enig! I forlængelse af det, kunne man måske opfordre til at folk der færdes meget i naturen, lærer sig selv at aflive mindre dyr (jeg er med på at store måger og svaner er grænsetilfælde, for nu at sige det mildt), så det ikke bliver nødvendigt for Falck at rykke ud for at træde en solsort ihjel... Nogle gange er dyrevelfærd også at kunne handle når det ikke føles så rart.

Det er, som sagt, fordi Luffe roder rundt mange steder, hvor der ligger døde dyr og han får jævnligt samlet et af dem op, før jeg får stoppet ham.

Jeg har ikke tænkt videre over det, og jeg har ingen argumenter, udover besværet og pengene.

Det er en dansk hjemmeside der sælger ormekuren: http://www.hooked4pets.dk/shop/ormeskraek-filix-suluplex-17604p.html?gclid=CjwKEAiA58a1BRDw6Jan_PLapw8SJABJz-ZWgaHWGh-56erWCtwu1vx0Z0U_UmmC1-KMDW7rDsbRVRoC1eHw_wcB Jeg kan ikke genkende nogle af de symptomer der beskrives, så det er nok mig der er lidt hysterisk. Hvis der kan være negative bivirkninger ved at give en kur, vil jeg selvfølgelig ikke give den "for sjov".

Jeg bliver lidt forvirret, når nogle af jer skriver om at "få lov til" af dyrlægen, at give ormekur? Jeg er faldet over mindst 4 forskellige mærker ormekur, som kan købes uden videre på nettet? Det er ikke fordi jeg er helt vild efter at hælde medicin på min hund, men nu er det snart 3 år siden sidst, og Luffe færdes dagligt på mark og i skov, og finder desværre ofte døde og halvdøde dyr, især her når det er jagtsæson. Jeg må indrømme at jeg ikke er vild med at skulle få lavet prøver og undersøgelser (ud over det årlige check, som er i juni måned), når der ikke er tegn på at der er noget galt.

Er det OK at give sin hund en ormekur, bare for at være sikker på at den ikke har orm, og hvilken kur vil i givet fald være den bedste?

Jeg bliver lidt nysgerrig her. Luffe blev, på opdrætters regning, HD fotograferet 18 måneder gammel. Er bekymringen, at han kunne have fået et dårligere resultat, hvis vi havde ventet til han var f.eks. 3 år gammel?

Luffe har kun halsbånd på, når vi er uden for matriklen, som er hegnet ind med hæk/hegn/låger der er 2 meter høje. Han ville måske kunne hoppe over, hvis han ville og vidste at han kan, men der er intet der tyder på at han har de lyster, så hegnet er egentlig mere til for at forhindre at nogen kommer ind. Jeg synes at et halsbånd er irriterende, når vi tumler rundt, og hundetegnet larmer.

OK, den tager jeg på mig. Undskyld! M.h.t. at man kan nøjes med at lade uønskede hvalpe neutralisere; Det kan man jo sagtens gøre, hvis man ikke har andre mål end at levere et par kuld eller fem i løbet af den tid man er opdrætter. Det er helt fint at man vælger den linje, men med al respekt, så er det altså ikke den type opdrættere der får rykket noget særligt, hvad enten det drejer sig om at få rettet op på defekter hos en eksisterende race, eller at skabe en ny. Det kræver mange opdræt, hvilket bare ikke rigtig hænger sammen med, at man skal vente til man er sikker på at alle hvalpe kan afsættes til mennesker der accepterer en hund der ikke må avles videre på. Der VIL opstå situationer, hvor hvalpe bliver til overs. Det er barsk, men alternativet er måske heller ikke så tillokkende endda...

Har du overhovedet læst oplægget? Hvalpene bliver jo ikke aflivet fordi de ikke kan sælges, men fordi opdrætteren mener at det er bedst for de hvalpe der bliver tilbage, og fordi opdrætter ikke vil risikere at de tiloversblevne hvalpe ikke kan få et ordentligt liv. Jeg ser heller ikke at opdrætter bliver fremhævet som et godt eksempel nogen steder? Man kan være enig eller uenig i beslutningen, men hvis det skal give nogen mening at have en mening, må meningen være baseret på det oplægget beskriver, og ikke alt muligt andet. Jeg har ikke nogen klar mening om sagen, simpelthen fordi jeg ikke ved tilstrækkeligt meget om, hvorvidt opdrætteren har ret i, om det har de konsekvenser der beskrives, men generelt må vi nok konstatere, at opdrættere der har større ambitioner, end at deres "produkt" skal kunne fungere som alm. familie/hobbyhunde og bare ikke være ringere end det avlsgrundlag der starter med, er nødt til at have et noget mere kontant (eller mindre Walt Disneyagtigt, hvis man foretrækker den vinkel) end os der bare nyder frugterne af deres arbejde. Er der nogen her, som helt seriøst tror på, at de mange fine hunderacer vi har i dag, er opstået uden en skarp frasortering, som har kostet masser af hvalpe livet?

Mon ikke det bare er fordi det slører hovedets form, og dermed virker camouflerende? Det er faktisk ikke ligefrem en vellignende efterligning af et øje. Der er masser af eksempler på dyr med "ekstra øjne", og der er beskrevet flere funktioner. "Øjne" der er konstant synlige, har ofte den funktion, at de skal vildlede en angriber, som ofte angriber netop øjet, fordi det er åbenlyst sårbart. Derfor er de falske øjne som regel placeret et sted som ikke har så stor konsekvens for ejeren, typisk ved halen. Det har også den virkning, at bæreren bevæger sig i den modsatte retning af hvad "øjet" indikerer ved flugt. Derimod har "øjne" der kun vises når ejeren selv ønsker det (typisk insekter), til formål at forskrække et rovdyr, som pludselig konfronteres med et dyr der er væsentligt større end først antaget, og som stirrer lige på angriberen.

Jeg har prøvet, men det har en rimelig kedelig effekt på prisen. Jeg kan købe "luksus-pakken" for lidt over 500,-/25 kg, bl.a. fordi man slipper for at betale for pakning og forsendelse, medens en forsøgsvis sammensætning af foder der ikke allerede er i omtalte pakke (og selvfølgelig indeholdt dyrere varer), kostede over 1000,- for 25 kg. Et nærmere studie kunne sikkert godt give en lavere pris, men jeg har det egentlig ret godt med de alternativer jeg har fundet, som også er lettere at dosere, når vi har "ben-dag" og det bløde foder skal serveres i mindre portioner end de 500 g. vi ellers bruger og som uden videre kan afhentes hos en lokal forhandler.

Jeg fodrer udelukkende med BARF, og har gode, om end ikke særlig langvarige (5 mdr.) erfaringer med det. Det er rigtigt, at god fryseplads er, om ikke et krav, så dog en meget stor fordel, og vi har løst problemet ved simpelthen at anskaffe en ekstra lille fryser, udelukkende til hundemad. Egentlig kan jeg ikke påstå at have konstateret den vilde forskel på Luffes udseende, ud over at han har taget lidt på, hvilket var tiltrængt. Der kommer, som stort set alle nævner, ikke ret meget ud i den anden ende, og Luffe har ikke haft en eneste dag med dårlig mave, efter vi er gået over til BARF (det har dog også været sjældent da han fik tørfoder). Til gengæld er det helt klart, at begejstringen ved fodringstid er så meget større, at det alene er nok til at jeg ikke går tilbage til tørfoder igen, med mindre der er tvingende grunde! Nåja, det skal vel også med, at Luffes tænder nu er så kridhvidt rene, at han ligner en tandpastareklame. Foderet er primært fra Perleberg, men da deres "færdigpakker" næsten udelukkende er forskellige former for oksekød/indvolde/bladmave med et tilskud af kylling, supplerer jeg med "Naturens menu" som kan fås i mange smagsvarianter med kød fra kanin, and, hjort, laks, lam m.v. Desuden indkøber jeg noget hestekød, som ellers ville mangle, hos vores lokale slagter, som også er leveringsdygtig i ben i alle størrelser og former. Det sidste giver vi ca. 1 gang om ugen. Det er helt sikkert ikke nødvendigt at gøre så meget ud af det, og faktisk er jeg ikke overbevist om at det gavner, men det er jo altid rart at forkæle kræet...

Tak for svarene! Hvis jeg har forstået linket i #2 rigtigt, er farvetegningen knyttet til et gen, som åbenbart findes i mange racer, og som kan vise sig, afhængig af en mere eller mindre tilfældig kombination af gener? Det forklarer måske også, at nogle racer udelukkende har denne farve, hvor andre racer kan have flere forskellige farver?

Jeg har ofte undret mig over, at det meget karakteristiske farvemønster min egen hund har, går igen i så utroligt mange, meget forskellige racer (Rottweiler, Doberman, King Charles cavalier, gravhund m.fl.)? Er der nogen der har en forklaring på dette?

Jeg opfatter "Robust" som en kombination af evnen til at at komme sig over forskrækkelser og evnen til at fungere godt under stadigt pres. At en hund reagerer kraftigt på en påvirkning, kan jo i yderste konsekvens, være det der redder den fra at blive dræbt, så det er måske ikke så tosset, at reagere hurtigt, og først bagefter checke op på, hvad der egentlig sker? Hvis den så reagerer fornuftigt, også over for et vedvarende pres, er den vel det man forstår ved "robust"? Jeg opfatter min egen hund som robust, ud fra den definition, og jeg tror det er ret typisk for racen.

Vi har haft to hunde, som begge hed/hedder Luffe. Den første Luffe, der ligesom den nuværende, var en Hovawart, fik sit navn fordi jeg synes det er en super kontrast til den atmosfære af "sejhed" mange Hovawart ejere ynder at omgive deres hunde med. Hans tavlenavn var Tallyhoe de Ville. Den Luffe vi har nu, er simpelthen opkaldt efter den første, som vi måtte sige farvel til i en alt for ung alder, og slet ikke var "færdige med" (dumt udtryk, men jeg kan ikke finde de rigtige ord). Egentlig kan man vel godt sige, at det ikke er retfærdigt over for en ny hund, at den skal være erstatning på den måde, men han har gjort det rigtig godt, og kan sagtens leve op til det. Hans tavlenavn er Bergenhovs Iggy.

Umiddelbart virker det som om, at hunde der ikke har et klart defineret arbejdsområde, automatisk ender op i kategorien selskabshunde?

Rolig nu Anja, du er ikke den eneste deltager debatten. Hvor ung skal man mon være, for ikke at ende med i hvert fald at nå en alder hvor et fuldtidsjob og børn bliver aktuelt i løbet af en hunds forventede levetid?

"For den unge er der ikke børn, alt for lange arbejdsdage osv..." Det er da noget af en påstand. Netop unge mennesker har travlt med at skabe sig et arbejdsliv (hvis de kan), og for rigtig mange, er en 38 timers arbejdsuge ikke engang noget de ønsker. Jeg arbejder på en stor arbejdsplads, og noget man kan være helt sikker på, er at så snart der er mulighed for overarbejde, er det de yngste medarbejdere der melder sig først på banen. M.h.t. børn, vil jeg klart mene, at dem som HAR børn og ved hvad dette indebærer, er i en bedre position til at træffe et informeret valg, end en der bare regner med at det ikke bliver aktuelt de næste 10-12 år, og at det nok skal gå hvis det alligevel sker. Der er mange måder at holde hund på, og det er helt rigtigt at det ikke behøver at være nogen større videnskab, men de fleste vil nok være enig i, at trygge omgivelser, med en rimelig stabilitet, er bedre end omskiftelighed og utryghed. At man har overtaget sine hunde fra sådanne omgivelser, er vel ikke ligefrem noget argument for at det bare er det de elsker allerhøjest? Vi er jo heldigvis forskellige, men jeg ville aldrig overveje at anskaffe et kæledyr, hvis jeg vidste at jeg i lange perioder hellere ville lave noget der forhindrede mig i selv at passe dem.

Selvfølgelig ved man mere om, hvordan tingene vil udvikle sig i ens liv, når man er 30, end man gør når man er 18! Der kan selvfølgelig være undtagelser, men der ville det nok være tilrådeligt, at man helt afstår fra at holde noget man ikke kan droppe med kort varsel... Jeg forstår fuldt ud, at der advares mod at man som helt ung, anskaffer sig en hund, som man formodes at kunne give gode forhold de næste 10-12 år. For hver succeshistorie, er der jo også historierne om hunde der må opgives fordi ejeren bliver tvunget til at flytte, og ikke kan finde en bolig hvor den må komme med, flytter sammen med en kæreste der ikke tåler hunde, får børn og opdager at der ikke også er tid til hund eller ligefrem ikke tør risikere at barnet kommer til skade med den "farlige" hund. Det betyder jo ikke, at helt unge mennesker aldrig skal have en hund, og mange som er vokset op med hunde, har jo også en god forståelse for problematikken. Der er også forskel på, hvilke forudsætninger man har, både på det udviklingsmæssige plan og det materielle. Alt i alt er det umuligt at komme med helt faste "regler" for hvornår et menneske er klar til at have hund, men mon ikke man kunne lave noget statistik, som understøtter ideen om, at chancen for succes, stiger når man har fået lagt en nogenlunde sikker kurs for, hvilken vej livet bevæger sig? Her er der måske også noget, hvor det typiske H-F medlem måske ikke helt er i den rigtige til at kunne ses som repræsentativ for den generelle tilstand i befolkningen?

Godt at høre, at Sinus er OK

Jeg tror egentlig bare at det er en del af det "sprog" man som hund/hundeejer får udviklet indbyrdes. Luffe gør det samme, dog ikke specielt forsigtigt, men det er nok fordi vi bare generelt tager ret godt fat i hinanden. Det er ikke altid helt hensigtsmæssigt, men det passer på en eller anden måde godt til os.