KimJ

Hvad er der egentlig galt med at avle en ny race, som primært har til formål at have et attraktivt udseende? Der er da langt mere brug for og større efterspørgsel efter smukke hunde, som bare passer ind i en almindelig families hverdag, end endnu en super brugshund! Faktum er jo, at de fleste hunderacer slet ikke passer ind i den hverdag vi helst ville give dem, og derfor kræver at vi går på kompromis mellem det vi helst vil, og det der er bedst for hunden. Så kunne man selvfølgelig prøve at rette en eller anden race hen mod det ønskede, men hvad så med de der synes at den pågældende race er præcis som den skal være, og derfor ikke vil samarbejde? Så får man endnu en race der knækker over i flere linjer, og på et tidspunkt reelt er to forskellige racer, og så kunne man vel lige så godt lave en helt ny fra starten... At der er eksempler på at det ikke er gået så godt, kan jeg ikke se som et argument for at man skal lade være med at prøve. Der er jo lige så mange, hvis ikke flere, eksempler på succeshistorier (f.eks. Schæfer og Golden retriever).

Hofferne: Jeg udfyldte oplysningerne i skemaet Therese linker til; http://hundeejere.dk/barf/foderplan.html 1 stk. 10 mdr. gammel hund, med en forventet voksenvægt på 42 kg. = ca. 52 kg foder? Jeg er klar over at der er en fejl et eller andet sted, måske fordi man, i modsætning til stort set alle andre steder, skal indtaste hundens nuværende vægt? Det er lige nu 36 kg, og beregningen viser ca. 46 kg, hvilket stadig er omkring 2000,-/md.

Der må være noget jeg har misforstået? Iflg. den beregner Therese har linket til, skal vores Luffe (voksenvægt anslået til 42 kg) fodres for godt og vel 2500,-/md! Det må da vist siges at være mere end bare "lidt dyrere" end tørfoder.

Jeg tror at der er noget om snakken, når der nævnes, at mange schæferejere selv er med til at promovere racen som "farlig". Tendensen til at træne adskilt fra andre lignende racer, og den noget barske træningsform man kan se nogle steder, er jo også med til at bestyrke indtrykket af at der er tale om hunde der skal "holdes nede" for ikke at løbe ejeren over ende. På den anden side, er det også irriterende at se hvordan selv hundetrænere nærmest virker lidt bange for ens hund, så det kan jo godt være en af grundene til at schæferejerne søger sammen? Jeg har selv en hund som åbenbart påkalder sig en noget overdreven respekt hos nogle mennesker, og i hvert fald hos den første træner jeg mødte (han havde ellers selv opdrættet Hovawart) som var nervøs for at holde min helt igennem fredelige hvalp, medens jeg gik fra den til en indkaldsøvelse, og som forlangte at jeg holdt den i snor når de andre hunde legede frit mellem øvelserne! Efter sådan en oplevelse, vil man egentlig gerne være sammen med hunde som ens egen... Jeg droppede den træning efter 3 lektioner.

Alle tackler sorg på forskellige måder, så det er svært at rådgive om. For mig var løsningen simpelthen at komme videre, og få en ny hund i en fart. Det kan godt virke lidt koldt, men ingen, heller ikke din afdøde hund, har gavn af at Du sidder og har det dårligt. Det betyder jo ikke at man glemmer sin gamle hund (jeg kan stadig sidde og savne min "gamle" hund vi sagde farvel til sidste forår), men man bliver helt automatisk optaget af noget andet, når der står en og har brug for opmærksomhed og kærlighed. Jeg håber at Du kommer gennem dette, lettest muligt.

Jagthunde kan da forhåbentlig godt trives uden at komme på jagt. Hvis ikke, er det på høje tid at opdrætterne tager fat på dette. Det kan da ikke være rigtigt, at man fremavler hunde, som ikke trives ordentligt de 2/3 af året hvor der ikke må drives jagt! :hmm:

Jeg har faktisk i dag været ude og købe nyt foder (Taste of the Wild) og det er åbenbart lige sagen! Luffe spiser alt det vi giver, hvilket dog ikke er så meget, lige nu, da vi lige skal bruge nogle dage til at vænne ham over. Det er formentlig også det mærke vi vil satse på fremover, da der er mange smagsvarianter at vælge mellem, så der kan veksles lidt, når det bliver for ensformigt.

Hvis opdrætteren er interesseret i at følge, sine hunde og se deres evner til det de nu er beregnet til, sælger han/hun dem formentlig kun til nogen der klart giver udtryk for at det er det de vil. Ellers må man vel forvente at køber bruger hunden til det han/hun har lyst til. Hele ideen om at man skal "gøre sig fortjent" til en hund man betaler for, er i mine øjne for langt ude, og jeg tvivler ærlig også talt på, at der er mange opdrættere der siger nej til at sælge en hvalp, med mindre at de direkte tror at køber ikke kan/vil behandle den ordentligt. Hvis f.eks. jagthunde kun skulle sælges til jægere, ville det næppe heller være gavnligt for racen, da der så ville blive opdrættet langt færre af dem, hvilket ikke gavner muligheden for at opdage svagheder i en given linje, inden for rimelig tid. Alt dette ligger jo helt hos den enkelte opdrætter, så jeg ser ikke nogen grund til at nogen behøver at have dårlig samvittighed over at anskaffe sig nogen hund man er i stand til at håndtere, så den får et godt liv. At man måske narrer sig selv til at tro man har fået noget der er bedre, er så en anden sag...

Jeg har fået svar fra opdrætteren, og det svarer ret godt til det I siger her: "Hej Alice & Kim!! Stort tack för att ni berättar om hur det går för Iggy, det uppskattar vi mycket!! Vi följer också er hemsida och ser alla de fina bilderna ni tar på Iggy! Det är bra att ni fortsätter med Maxi Junior, det bör ni göra fram tills Iggy är 18 månader. Ni behöver inte vara så oroliga över fodergivan nu när han är såpass gammal. Den största tillväxten på en valp sker mellan 2-6 månader. Det är under denna period det är väldigt viktigt att valpen inte blir för tjock. En vuxen Hovawarthane väger mellan 35-45 kilo. Det beror helt på hur hunden är bygd, ju högre hunden är desto mer väger den också och vi har ingen uppfattning om hur hög Iggy är? Själva väger vi aldrig våra hundar utan vi känner och ser om de är normala i hullet. Om ni kan känna hans revben när ni lägger handflatan över hans kropp och att han har en markerad midja då brukar det vara bra. (revbenen skall inte sticka ut men man skall med lätthet känna dem) Ni kan ju fråga veterinären i samband med hans 1-års vaccinering i mars om han känns lagom i hullet. Men jag tror inte ni behöver vara oroliga:)) Ni kan också gå mycket längre med Iggy, det är ingen fara! Jag har ute Iggys bror Ibsen ihop med de andra vuxna hundarna och vi promenerar i 2 timmar i skogen där de är lösa hela tiden. Så länge hunden kan välja sin egen takt och man inte tvingar dem till mer rörelse än de orkar med så är det ingen fara nu när de är såpass gamla. Glöm bara inte att ge mer foder om ni går längre promenader. Med bästa hälsningar Jennie & John" Vi har så det tillægsproblem, at Luffe simpelthen ikke gider at æde foderet i de mængder vi giver ham? Mistanken her er, at han går og venter på at der skal falde noget mere spændende af, og det er først sent på aftenen han opgiver og tager fra madskålen. Vi kan sagtens "narre" ham til at spise mere, ved at håndfodre ham, og han tager også fint imod det som godbidder under træning og leg, men gider ikke rigtigt at søge efter det, hvis man smider foderet ud på græsset, med mindre man selv går rundt og leder sammen med ham. Vi har egentlig ikke noget problem med at gøre dette, men spørgsmålet er jo, om det ikke betyder, at vi på den måde presser mere foder på ham, end han egentlig har brug for? PS: I svaret fra Bergenhovs, omtales Luffe som Iggy. De har svært ved at slippe hans stamtavlenavn.

Jeg er måske lidt tungnem her, men jeg forstår simpelthen ikke hvordan man, i denne sammenhæng, kan ødelægge noget for andre, ved sit valg af hund?

Jeg er enig i at man ikke skal købe hvalpe fra hvalpefabrikker, men at der ikke kan findes gode hunde i Østeuropa (eller i det hele taget uden for DK) er jo noget sludder. Det vigtige er, at man vælger en opdrætter der kan sine ting, og som avler efter en metode man selv kan gå ind for. Der er faktisk racer, hvor man kan finde hunde andre steder, der er bedre end det man kan finde i DK.

Hvis jeg har fået beskrevet Hovawart som terrieragtig, er det helt klart en fejl. intet kunne næsten være mere forkert. Hovawart er meget samarbejdsvillige, og klarer sig typisk rigtig godt i næsten alle brugsprøver, men de kræver lidt mere af deres førere, og lader sig ikke presse til at gøre mere end de selv vil. Prøver man at tvinge dem, går de ofte lidt i baglås, men forstår man at motivere en hoffe, er der stort set ikke noget man ikke kan få den til. De bliver dog næppe nogensinde gode jagthunde (mildest talt)... Der er rigtigt, som I skriver, at de deler mange træk med Schæfere, hvilket ikke er mærkeligt, da man bla. har brugt schæfere, da racen skulle genoprettes efter næsten at have været udryddet i anden verdenskrig (den tyske hær brugte dem i stort omfang, og de fleste omkom).

Der er altså ikke noget mærkeligt ved at en gruppe mennesker med deres hunde, ved en gruppetræning laver den samme øvelse, og at der er nogle hunde der lærer hurtigere end andre. De hunde der har lært øvelsen, må naturligvis vente til alle, eller i det mindste de fleste, er med, og i den tid kan man jo enten stå og glo, eller man kan gentage øvelsen, hvis hunden er med på den. I mit tilfælde, hygger vi bare med lidt nusseri og nærkontakt, for at Luffe ikke skal blive alt for nærgående over for de hunde der stadig arbejder, og nogle af dem der har hunde der ikke stritter imod, gentager øvelsen, til der kommer en ny. Det er vel hverken mærkeligt eller vanskeligt at forstå. Nu går debatten her jo heller ikke ud på at diskutere træningsmetoder, men forskelle på hunderacer, og hvorfor vi hver især vælger dem fra. Jeg vælger altså bl.a. schæfere fra, fordi de i mine øjne virker uselvstændige når de ikke klarere melder fra, når man udsætter dem for kedelige opgaver. At det er en egenskab som gør dem meget attraktive for andre, og formentlig også gør dem til nogle af verdens bedste og mest alsidige brugshunde, ændrer ikke min opfattelse det mindste.

Ikke helt. Det KAN ske, men Luffe siger typisk fra, hvis man fortsætter, når han HAR lært øvelsen, og der bare er tale om gentagelser. Man kan vel sige at han har en lavere tærskel for kedsomhed? Der er selvfølgelig øvelser det ligger lidt tungt med, som f.eks. apport, men der stopper han sådan set heller ikke, han gør bare ikke altid det han skal...

Strengt taget er det her december billeder, da de er taget 31/12, men de skal da lige med: Luffe får en sidste chance med svanerne, før der bliver nedlagt forbud mod at han forstyrrer dem (han skulle selvfølgelig slet ikke have lov, men det giver så gode foto muligheder.) Her er et fra i år; Første chance for at blive pladret til, kan man da ikke sige nej til, men hvis man ser godt ud undervejs, er det vel heller ikke så slemt?

Biene: Faktisk træner jeg ikke det sted hvor jeg har gjort mine observationer (Politihundeskolens træning på Falster og ved skydebane terrænet på Amager). Luffe og jeg går til træning som er baseret på ren underholdning, og vi kan derfor frit vælge til og fra, blandt de tilbud der gives til træningen. Jeg kan dog også her konstatere, at vi "er færdige" med øvelserne, længe før de schæfere vi træner med er det (ikke sådan at forstå at schæferne er længere tid om at lære det, men de nyder tilsyneladende at gentage øvelserne i længere tid, eller affinder sig i hvert fald med det). Det gælder i øvrigt også overfor de fleste andre racer vi er sammen med. Den mest synlige undtagelse er faktisk en BC, som tilsyneladende forstår øvelserne mens træneren forklarer dem, og udfører dem korrekt efter meget kort tid, og derefter ikke rigtig gider dem mere.

Der er selvfølgelig ingen der træner deres hund til døde, heller ikke der hvor jeg kommer. Der er udelukkende tale om en beskrivelse af forskellen på to hunderacer, hvor den ene bare bliver ved og ved, og den anden siger fra når den keder sig. Det er ikke synd for nogen af dem, og ingen af dem er , objektivt set, bedre end den anden.

Man skal jo nok huske at skelne mellem de krav man stiller til hunde man selv ønsker at eje, og dem man stiller til hunde man bare møder af og til, og som er valgt af andre. Listen over hunde jeg aldrig vil eje er da lang, og grundene til at jeg ikke vil have dem er langtfra altid egnet til at lufte over for ejerne, men jeg har aldrig mødt en hund jeg som udgangspunkt ikke kunne li` når jeg mødte den på gaden. De hunde der nævnes meget her, som f.eks. chihuahua, labrador og schæfer, er også på min liste over hunde jeg aldrig vil eje, og af meget forskellige grunde; Chihuahua er simpelthen bare for små, og jeg bliver nervøs for at de kommer til skade når jeg rører ved dem. At det sikkert er overflødigt, er en anden sag. En af grunden til at jeg ikke vil have labrador er måske lidt pinlig, og siger selvfølgelig mere om mig end racen; jeg synes simpelthen at de er for almindelige her hvor jeg bor Udover det, vil jeg hellere have en hund med en mere berøringsvenlig pels, som man ikke bliver fedtet på fingrene af at røre ved, og som ikke lugter langt væk når den bliver våd. Det ændrer dog ikke på, at labrador er blandt de allermest behagelige hunde at møde, når jeg går tur med min fedt- og lugtfri Luffe. De er tilsyneladende altid venligt indstillede og oplagte til leg. Min antipati mod schæfere skyldes til dels en af de egenskaber der gør dem så populære; De virker simpelthen for uselvstændige og behagesyge, når jeg ser dem på træningspladsen. De siger jo ikke fra, før de er ved at falde døde om, uanset hvor kedelige og intetsigende træningen er! Det kan man selvfølgelig godt opfatte som misundelse, når man selv står med en hund der simpelthen sætter sig ned og kigger den anden vej, når man vil gentage en øvelse mere end 3-4 gange, og som betragter alt hvad den har apporteret, som privat ejendom, der ikke nødvendigvis skal afleveres til nogen, men jeg synes bare at det er spændende at arbejde med en hund der ikke lader sig tvinge til at gøre noget den ikke vil. Schæfere er efter min mening en lidt blandet fornøjelse at møde på gaden, idet de kan være både venlige og meget aggressive.

Alle hunderacer, der ikke er en Hovawart! Frataget det valg, kunne enhver race som ikke har medfødte handicaps i form af f.eks. vejrtrækningsproblemer, forkortede lemmer, for lang ryg, abnormt store ører, ingen pels/ekstremt lang pels, ekstra høj risiko for alvorlige sygdomme og kort liv, eller andet der kan give dem et dårligere liv end en normalt bygget hund, sikkert gøre det... Det ville dog ligge lidt tungt med spidshunde, muskelhunde, schæfere/schæferlignende racer og terriere.

Pedigree er jo blandt hundeentusiaster kendt som noget der er lavet af og til onde mennesker, så lad os håbe at jeres hund overlever... Nej, seriøst ment, er der måske noget om snakken, og hvis der ikke er tvingende grunde til at fastholde netop det foder, giver det god mening at skifte til et mærke der, som minimum, gør noget mere ud af at holde niveauet af fyldstoffer lavere, og har en bedre dokumentation for indholdet af foderet. Husk dog på, at en evt. omskiftning skal ske gradvis. Jeg har rimelig gode erfaringer med Royal Canin Maxi Junior (et hvalpefoder beregnet til hunde med en forventet max. vægt på +25 kg), men der er masser af mærker at vælge mellem. RC anbefaler 3 fodringer dagligt i starten, men en ændring til 2 gange efter nogle måneder. det står alt sammen på pakken.

Vi har haft megen glæde af bomuldsreb som f.eks. det på billedet herunder. Det virker fint som det er, men man kan gøre det ekstra godt, ved at lægge det/dem (vi har haft 6 stk. i brug da det var tandskiftetid) i vand og fryse dem ned. De skal selvfølgelig skiftes med mellemrum når de ikke længere er kolde, og de holder ikke evigt, men der sker ikke noget ved at hunden æder et par trævler hist og her, og de koster ikke mange penge.

Der er jo ikke nogen grund som er "for lille" i dyrlægens øjne. Man køber en service, som dyrlægen sælger, og med mindre der er tale om en dyrlæge der er modstander af at tjene penge, kan man ikke komme for ofte...

Problemet er, at Vi ikke har den fornødne erfaring, der skal til for med sikkerhed at kunne foretage den vurdering. Vi er derfor henvist til at følge de råd vi kan få. Vi prøver at give Ham lidt ekstra, og ser hvordan det går. Vi har overvejet at skifte foder, men ville egentlig helst vente, til Han alligevel skulle skifte fra hvalpefoderet, til voksenfoder. Der er ca. 6 mdr til.

Det er efter instruktion fra opdrætteren. Vi fik meget klar besked om, at væksten ideelt lå mellem 700 og 800g om ugen, og at den under ingen omstændigheder måtte komme over 1000 g. Det gjorde den alligevel i starten, da vi fulgte anbefalingerne fra Royal Canin. Vi justerede gradvis ned, til vi kom til at ligge lige under de 1000 g. og turde derefter ikke gå længere ned i fodermængde, da vi, som nævnt, lå 20% under allerede.

Jeg har kontaktet opdrætteren via mail, men ikke fået et svar endnu. Under alle omstændigheder, skader det jo ikke at få andres syn på sagen. Der har på intet tidspunkt været tegn på fedme eller skæv vækst, udover det ranglede look de fleste unghunde har. Han virker heller ikke mager, selv om det kan være vanskeligt at bedømme under al den pels. M.h.t. fødselsvægten, er "lille" vel et relativt begreb, afhængig af hvilken race der er tale om? Jeg er nu heller ikke bekymret, men vil bare være sikker på at vi gør det der er optimalt for vores hund.