Ascha

Hvis vi allesammen taler om den samme ting (og det er jeg ikke helt sikker på at vi gør), så er det samtidig noget man kan vælge fra og til. Hvis jeg forstår det som jeg tror du mener, så kan man altså sagtens få en retriver til at have sin egen mening, så den ikke kun sidder og venter på at føreren skal beordre den til et eller andet.

Måske er jeg også forudindtaget, for da min tæve var intakt var det værste jeg kunne møde en labrador hanhund (de sprang på ryggen af hende i det øjeblik de opdagede at hun ikke var en anden hanhund). Da jeg fik Thailo var det værste jeg kunne møde en labradortæve (de kastede sig på ryggen og forsøgte ikke overhovedet ikke at sige fra). Jeg er ked af at sige det, men jeg sætter faktisk kryds i kalenderen når jeg møder en lab der hilser stille og roligt på andre hunde,.... og på alle fire ben (for tævernes vedkommende).

Nu har jeg jo ikke udfrittet folk om hvad de bruger deres hunde til, det er bare den opfattelse jeg får, når jeg møder hundene på min vej. Måske er din opfattelse anderledes fordi du kommer i jagtkredse,... troede bare vi diskuterede ganske almindelige familiehunde. Det kommer vel an på hvad man ønsker at bruge sin hund til. De jagtgoldens jeg har mødt ville jeg da ihvertfald nødigt arbejde med, for de er ret urolige. Hvad mener du med det markeret med rødt?.

Har fundet et foder der hedder "now". I produktinformationen står der at der ikke er lagermider i fordi der ikke er korn i foderet. Tror I man kan stole på det?. Petcurean NOW! Senior

For det første synes jeg der er meget stor forskel på hanner og tæver. Mest hos labberne hvor jeg synes der er en lidt kedelig tendens til at hannerne bliver mere og mere stressede og provokerende og tæverne mere og mere usikre og underdanige. Desuden er det en race der er så stor variation hos, at man skal være meget om sig når man leder efter en opdrætter. Jeg synes ikke længere at man kan sige: en lab er sådan og sådan. Goldens synes jeg generelt virker blidere og mere nede på jorden i sociale sammenhænge, men også dèr synes jeg der ved at ske nogle forandringer. Ved ikke hvad der sker i Retriever Klubben, men jeg tror snart de skal vågne lidt op, inden alle racerne bliver ødelagt.

Jamen, jeg har da heller ikke noget imod at andre ikke neutraliserer deres hunde,.. reagerer blot ved at høre at mange hunde tager mentalt skade af det, og sådan en hund tror jeg bare aldrig jeg har mødt. Det er så bare sådan jeg opfatter stemningen. Herinde synes jeg ihvertfald der er mange advarsler, så snart nogen spørger om råd ang. neutralisering. Lige et spørgsmål. Hvordan kan man så opbygge en kastrats selvtillid?, altså der må jo være andre ting der også spiller ind?. Det vil jeg give dig ret i, men tror også at grunden til hvorfor man vælger at kastrere er afgørende for om man evt. fortryder. Mange får det jo gjort fordi de tror det hjælper på alle mulige opdragelses issues. Skal da indrømme at jeg ville have været ærgerlig hvis jeg f.eks. havde brugt 4000,- og fået en forslugen pelsbombe, men ellers ingen virkning.

Ja, selvfølgelig. Og det er jo lige det jeg forsøger sige,... at man nemt kan blive skuffet hvis man får indtrykket af at man kan slippe for at forholde sig til ting der kræver noget af een. Det jeg synes er underligt er, at så mange ytrer at hunden tager skade af det.... og det mangler jeg altså bevis på, for alene herinde, er der mig bekendt kun en forsvindende lille del, der har fortrudt at deres hund er blevet neutraliseret. Imo ligner det en politisk korrekt holdning, som folk indtager uden selv at have erfaring med det,... ja, undskyld mig.... men det er lige det jeg tænker.

Jeg tænker så lidt: måske de havde regnet med at det ville være en mirakelkur og at de derfor har spildt deres penge (det er det samme hvis folk ikke følger en plan for en adfærdsbehandling,... så har adfærdsbehandleren heller ikke "virket"). Hvis nu man lavede en rundspørge herinde, tror jeg faktisk med ret stor sikkerhed, at flertallet er glade for at have fået det gjort. Synes nærmere at der er mange der har ytret at de skulle have gjort det lidt før. Kan godt tro at 80% af de adspurgte ikke mente at de havde fået vejledning nok, men det dèr med at blande to spørgsmål sammen, giver jo ikke noget reelt billede af noget som helst.

Dejlige billeder af en smuk hund. Tillykke med fødselsdagen, Halfdan. :tillykke:

Min dyrlæge har da fortalt mig lidt ting om spaniels som jeg ikke vidste men Thailo har ikke rigtig fejlet noget racespecifikt, så kender ikke meget til hendes kendskab til springere. Men selvom hun ikke anede hat om min hunds race, anser jeg det for vigtigere at hun kender sine egne begrænsninger og fortæller ærligt hvis der er noget hun ikke ved nok om eller har nok erfaring med. Har prøvet at være inde hos en dyrlæge der lod somom han vidste liiiige præcis,... og så vidste han det bare ikke alligevel. Sådan noget gider jeg ikke med, vil hellere have en dyrlæge der fortæller hvilke tanker han/ hun har, så jeg selv kan afgøre om der skal andre kræfter til. En valgmulighed jeg synes JEG skal have ret til at afgøre nødvendigheden af.

Hvil i fred lille, smukke Cody. Og masser af dem her :ae: til dig, Aussiepower.

Jo det er muligt. Og hvor er det dog irriterende at der er så mange ting, ingen ved noget om med sikkerhed.

Jeg tror på at ens hund kan ligne den ene forældre, både i det ydre og det indre. Ascha lignede sin mor (helt ned til et par skæve fortænder) og var ligeså rolig og besindig. De "babbede" også på samme måde (dvs. at de bevægede munden som en guldfisk, hvis de blev varme men ikke gad halse ordentlig. Thailo ligner sin far. Har tit dunket mig selv i hovedet for at tro at det blot drejede sig om dårlig opdragelse (fordi opdrætterne bare grinte af ham). Jeg blev bedt om at sætte mig i en stol, fordi han var en meget "glad" hund. Ja tak, døren blev åbnet og en hvirvelvind kom flyvende ind ad døren, hen over sofabordet og landede i en stol, ned på gulvet for derefter at styrte et par gange rundt i hele stuen for til sidst at havne oppe i hvalpekassen, til en skideballe af rang fra morhunden (som han slet ikke lod til at registrere, det dæmpede ham ihvertfald ikke)...... Og sådan oplevede jeg Thailo allerede den første aften. Kender alt for godt følelsen af ikke at gøre det godt nok, og jeg skal da også indrømme at jeg ikke har gjort det rigtige, hele vejen igennem. Man er jo kun et menneske og kan kun gøre det så godt man kan. Tror det vigtigste er at måle fremgangen i forhold til sig selv og hunden, og ikke lytte til alle de klooooge bemærkninger som folk kommer med.

Jeg nævnte det heller ikke for at så tvivl hos dig, for du kender jo din hund bedst. Se det som et forkvaklet forsøg på at trøste dig, håber ikke du blev ked af at jeg skrev det.

Ja åbenbart, men jeg havde jo også en intakt tæve der lugtede af løbetid hele året rundt, så selvfølgelig kunne jeg kun opleve en positiv forandring. Synes bare heller ikke Thailo viser større interesse for neutrale tæver. Mange dyrlæger siger at man bare kan operere 3 mdr. efter løbetidens start, men jeg fik lavet en lille hormon test inden, bare for at være helt sikker. Ved ikke om det kan være usikkerhed omkring tidspunktet at gøre det på, så nogle alligevel får ramt forkert i cyklus?.

Bor i lejlighed med egen dør lige ud til gaden. For mange år siden var der i en periode nogle børn der morede sig med at "tænde" for hundene, så derfor lærte jeg dem at ignorere det når det bankede på. Thailo er dog vagtsom, hvis der sker noget mærkeligt. En madpakke til hundene, som min mor havde sat ind på mit køkkenbord, udløste engang en knurren (værdig en rottweiler) da han kom ud i køkkenet. Jeg blev faktisk en lille smule nervøs indtil jeg fandt ud af hvad han havde følt sig sådan truet af. :stupid: For ikke ret lang tid siden vågnede jeg ved at jeg skulle kaste op, så jeg fløj op af sengen og suset fra min dyne har sikkert fået gardinerne til at bevæge sig lidt. Hold op hvor blev han tosset og gøede og knurrede og det ville bare ingen ende tage. Jeg sad jo med hovedet nede i kummen og blev mere og mere stresset over at jeg ikke kunne gøre en skid ved det, så da jeg endelig var færdig med at ørle, skyndte jeg mig at åbne hoveddøren så han kunne se at der ikke var noget. Havde så ikke lige fat i ham, for jeg regnede da med at han bare lige ville kigge,.... men nej nej,... han skulle da ud i skoven og undlod behændigt at kigge efter om jeg var med (så er det altså ikke smart at man ikke kan kalde på sin hund). Nå, jeg havde jo ingen tøj på så måtte bare vente i døråbningen, på at han kom igen. I 15 graders frost... Jo, det er dejligt med en vagtsom hund.

Hvor ser han dog skøn ud på billederne,... en rigtig charmetrold og jeg fælder lige en tåre sammen med dig, for som ejer af en gammel hund, ved jeg præcis hvad du går igennem lige nu. Men jeg bliver altså også nødt til at sige til dig at både mennesker og dyr kan komme sig betydeligt ovenpå en hjerneblødning, men at det selvfølgelig ikke sker over en nat. En venindes labrador fik en blødning i hjernen og kunne ikke engang gå selv i flere dage, men selvom han var 12 år gammel, kom han sig altså efter et par uger. Håber du har et godt forhold til din dyrlæge og at denne kender jer godt, for så er jeg sikker på at I nok skal få taget en beslutning der er rigtig for både Cody og dig. Mine varmeste tanker.....:ae:

Det er rigtigt at en kastreret hanhund bliver snuset mere til, af andre hanner, end en intakt hanhund (de bliver mere målt), men da ikke mere end min tæve, og hun blev bestemt mindre "snusværdig" efter hendes kastrering. Tæver virker bare mere glade og knap så nervøse for Thailo, end før han blev kastreret.

Det hænger bare ikke særlig godt sammen med en undersøgelse jeg hørte om, fra en dyrlæge der er uddannet i adfærd og selv var med til at lave undersøgelsen, om at det er hanhunde der ligger i midten (når man måler niveauet af testosteron) der har problemer med at de er for aggressive overfor andre hanner. Det markeret med rødt anser jeg for at være hearsay, indtil jeg møder sådan en hund irl. Tilgengæld har jeg mødt mange, der holder op med at udfordre andre hanner. Det eneste jeg ser som et problem er, at kastrater reagerer som tæver når de bliver snuset til af andre hanhunde,... de kan ikke lide det, og det må man så som ejer gå ind og gøre noget ved (hvis hunden viser stort ubehag), præcis som jeg også mener at man bør som tæveejer. Så undgår man at hunden bliver presset ud i en situation hvor den selv skal forsvare sig, for så kan det jo hurtigt sætte sig som en vane, at det er sådan man møder andre hunde. Den er nu også gået min næse forbi, selvom mine hunde har været halvgamle, før jeg fik det gjort. Tror nu ikke at en hund bliver lettere at træne "accept af håndtering hjemme i stuen", end en intakt hund. Det rør jo ikke ved intelligensen og for min hunds vedkommende er han da blevet meget mere stædig,... selvom jeg jo reelt ikke kan vide om det bare er noget der er kommet med alderen.

Ser man på ulve kan de trave i timevis mens gallop stort set kun bruges i lege-/jagtsituationer. Måske er det derfor.

Noget jeg ikke mener nogen har berørt endnu er, at hunden (kan vi også få et navn?) ikke ser ret mange andre hunde. Han kan jo sagtens have et udækket behov for socialt samvær, og det vil han som det første forsøge at få dækket. Så måske skulle du se dig om, evt. sætte en annonce op, efter en legekammerat I kunne mødes med et par gange om ugen, hvor hundene fik lov til at lege færdigt. Når hundene har gjort dèt, kan det være at du har held med at få kontakt til ham, men husk (som jane også siger) kun at kald på ham, hvis du er sikker på at han også vil komme hen. Noget andet jeg ikke tror nogen har været inde på er at man kan lade hunden træne en selv. Altså at man kalder ind hver gang hunden selv kommer over og giver en godbid for det. Jeg ville måske finde et andet ord, da dit signal formodentlig har mistet sin betydning. Når du har ladet dig træne en uges tid, kan du så småt begynde at kalde lige inden hunden ellers ville komme hen (og nu taler vi indkald indenfor i hjemmet, der kan gå mange uger inden du kan tillade dig at kalde udendørs, og da først i f.eks. egen have). Gradvis kan du så øge kravene, men jeg vil advare dig om at gå for hurtigt frem,.... den fælde falder de fleste i.

Der føres tilsyn med både minkfarme og dyrehandlere, dem er jeg sikker på at politiet gerne vil kontakte. Som regel synes jeg de er rimelige til at hjælpe hvis det kan klares over telefon. Man kan jo ikke revolutionere verden alene, og kan da heller ikke forvente at alle andre tænker på samme måde som een selv. Det er da bare ikke særlig demokratisk at tvinge sine synspunkter igennem, ved at mishandle dyr og skade andre der ikke har noget med sagen at gøre. Du mener: ikke respektere samfundet, eller føler sig hævet over det. Super. :5up:

Petrine, jeg håber du bare er i dit provokerende hjørne i denne tråd, for jeg anser da ellers dig for at være dyreven. Der er da også mange dyrehandler hvor dyrene ikke har det godt, men man lukker sgu da ikke bare dyrene ud dèr, heller. Man ringer og melder det til politiet, for så har dyrene en chance for at blive hjulpet til at få et bedre liv. Synes det er sørgeligt at nogle bruger levende dyr som "våben" i en politisk sag. Det er "små" mennesker der gør sådan noget og det minder mig egentlig lidt om terrorister. Det er bare ikke dyr de slår ihjel i deres kamp for at få deres vilje igennem.

Ja, jeg har et rigtig godt forslag. Drop minkfarmen. Ja, undskyld men det er jo legaliseret dyrplageri, fuldstændig uden et fornuftigt formål.

Kan høre at du har haft en oplevelse lidt a´la den jeg havde med Thailo,.. at intet er sikkert før hvalpen bliver taget ud af flokken og puttet ind i sin nye "flok". Og det er så derfor jeg undrer mig over at nogle opdrættere partout selv vil sætte hvalp og ejer sammen og at nogle mener at de kan sikre sig en danmarksmester i et eller andet ved at vælge een bestemt hvalp i kuldet. Okay, tak for info. Helt enig, og det der gør at jeg synes at match af hvalp og ejer ikke kan blive/ bør blive en videnskab, for der er alt for mange usikre elementer imo. Jamen det er bare helt iorden. Regnede også med at tråden ville brede sig, for det var jo mange ting jeg spurgte om. Men, hvis man ønsker en hund der kan nå helt til tops, hvorfor så ikke bare købe en lidt ældre hund, der har vist at den indeholder det rigtige materiale?. Det gør mange opdrættere da, hvis de vil have en egnet udstillings-/ avlshund. Mange gange ser man f.eks. jægere (ja, jeg vil kalde det mishandle) deres hund, fordi den er købt som jagthund og så skal den død-og-pine-mig også kunne bruges til det formål. Synes langt henad vejen at vi (der trods alt er klogere end hunden) burde kunne nøjes med at udnytte det bedste der er i dem, ved at indrette vores træning efter hvad vi har fået mellem hænerne.