Ascha

Han lyder til at være en finurlig lille fætter.

Det var et rent tilfælde at jeg fik en flatcoat, jeg kunne ligeså godt have haft boxer, dobermann, rottweiler, dalmatiner, amstaff, lab, golden, collie, cesky terrier, storpudel, islandsk fårehund og meget andet, for jeg skulle bare have en hund og det skulle være nu (havde glædet mig til at få hund i hele mit dengang 24-årige liv) men måtte ikke holde hund før. Er stadig bitter over at man ikke må holde hund i visse afdelinger indenfor det sociale boligmarked og synes det er et overgreb på den personlige frihed. :evil: Nå, men jeg kom heldigvis i kløerne på en fornuftig opdrætter der gav mig lov til at købe Ascha. Den dag idag er jeg sikker på at een eller anden må have holdt hånden over mig og forhindret mig i at begå fejl, for kors hvor var jeg dog torskedum og uvidende :stupid: og hvor fik jeg dog bare det mest vidunderlige kræ der kunne gå på 4 ben. De bedste 4500,- kroner jeg nogensinde har givet ud. Thailo (engelsk springer) valgte jeg fordi jeg ville have en race der skulle kunne gå godt i spænd med en flatter og som ville kræve nogenlunde det samme af daglig aktivering og motion, men som ikke fyldte så meget (jeg boede dengang i en 1-værelses på 50 m2). Det der gør at jeg er blevet skrevet op til endnu en flatter er at den er: - Socialt anlagt og har ikke meget revirforsvar (bor tæt på andre mennesker). - Venligtsindet og altid munter og glad men alligevel lidt mindre "tossegod" end golden og lab, især når det er mørkt. - En hund som andre mennesker ser som nuttet og ufarlig om dagen, men som en stor sort hund om aftenen (går gerne tur i skoven om natten) og vil derfor gerne have følgeskab af en hund jeg kan føle mig tryg ved. - Træningsvillig men alligevel med sin egen mening. - Blød mund og interesse for apportering. - Blidt og følsomt væsen der ikke tager skade af at være meget selvbestemmende. - En race der ikke har ret meget vildtinteresse og som ikke sætter tænderne i byttedyr (bor op ad en skov hvor der er meget vildt). - Langhåret og blød, men uden at kræve mere end et minimum af pelspleje. Desuden nem at gøre rent efter. - Generelt bare en hund med retrieverens egenskaber (troværdig, hvis man må menneskeliggøre den lidt) der samtidig er vågen, hurtig, livlig, aktiv og en smule egenrådig når det slår den, eller man bliver for kedelig i dens øjne.

Dejligt at høre at han er i bedring. :klap: Er han interesseret i at apportere, for så kan du jo give ham en bold eller andet at svømme med. Så kan han jo ikke drikke vand mens han samtidig skal holde en genstand.

Æv, det var ikke lige hvad jeg havde håbet at høre, men du må jo trøste dig ved at det ikke har dannet metastaser. Så er der jo en rimelig chance for at der ikke kommer flere og jeg er ret sikker på at dyrlægen har fjernet rigeligt væv omkring, for at være på den sikre side. Håber på at det var en enlig svale og at Sheila ikke får flere af det djævelskab. :ae:

Kan han have drukket for meget af det vand der er i bassinet, for der er jo lidt klor i?. Jeg synes ikke det lyder godt og ville finde adressen på et dyrehospital. Held og lykke, håber det ikke er noget alvorligt.

Tjah, jeg må nu indrømme at jeg sidder og håber på at en eller anden fremavler en flatcoat i black and tan eller i tricolore. Nuiii det ville være en smuk hund. :klap: Egentlig har jeg det problem at jeg ikke kan finde een eneste race der i skind og sind passer nøjagtigt til mig og så er det jo det ydre jeg må gå på kompromis med. Et lille kompromis men dog et kompromis. .... jo, og så ønsker jeg mig en kæmpestor, korthåret muskuløs race med et temperament som en newfoundland. Mærkeligt at der ikke er nogen der arbejder på den slags.

Jeg synes også det ville være en god idè, problemet er bare at allergi er noget ret kompliceret noget og at de tests der bliver lavet ikke helt er til at stole på. F.eks. viste en test at min venindes riesen var multiallergiker og rent faktisk var hun ikke allergisk men havde lymfecancer. Jeg ved ikke om en hund der faktisk er allergisk kan testes negativ, men det er vist de færreste hunde der kan fremvise en helt blank test, så der er ihvertfald også en grænseværdi der skal tages stilling til. Desuden er der visse typer der er arvelige, og nogle som ikke er, så det er også noget man skal vurdere,... tror det vil blive noget rod at lave, men også at skulle bruge som opdrætter.

Men helt ærligt, hvor galt kan det nå at gå hvis man f.eks. tester for orm en gang om ugen, når de er helt små og hver anden når de bliver lidt ældre?. Og så har jeg vist aldrig helt forstået hvordan en tæve der ikke selv har orm kan smitte hvalpene, men det er bare en generel undren. Det vil jeg så heller ikke udsætte min hvalp for (for det menes også at kunne udløse allergi) men da jeg regner med at hvalpene er "delt ud" i 7-ugersalderen, kan jeg jo selv bestemme det. Hvordan gør du det?, for mig bekendt bliver allergi ikke registreret som f.eks. HD og lignende. Jo det lyder da som en fin idè (og jeg ville da heller aldrig anskaffe mig en schæfer eller en westie) men så længe der ikke føres kontrol med det synes jeg ikke man har mulighed for at undgå de evt. linier det ligger i.

Jeg vil give dig fuldstændig ret men ville da godt vide hvad du så åbenbart mener en adfærdsbiolog ville kunne observere uden at skulle bruge en hel arbejdsdag x 8 uger på det?. Det troede jeg også indtil jeg lærte noget mere, for jeg forstår at du dermed mener at alt hvad der går galt er ejerens fejl og mangler?. ....Og undskyld at jeg lige kaster op over din måde at skrive på, men du har altså en tendens til at tale ned til andre, imo. og det klæder absolut ikke en universitetsuddannet (burde heller ikke være nødvendigt, hvis man kan sit stof)..... hvis du altså er det.

Jeg ønsker selvfølgelig ikke at man ikke skal behandle for orm hvis man ved de er der, men som det er hos langt de fleste opdrættere og også hos folk der har hovsakuld, gives det pr.automatik 3 gange uanset om hvalpene har orm eller ej. Selvfølgelig er der andre ting i spil, ligesom ikke rygere der udvikler rygerlunger og storrygeren der aldrig får problemer med lungerne, men er der en udslagsgivende faktor synes jeg jo ligeså godt at man kan fjerne den. Hvor får du det fra?. Det er da ikke noget jeg har skrevet ihvertfald. Du har vist slet ikke læst mit indlæg. Jeg argumenterer ikke for at der ikke skal gives ormekur selvom hvalpene viser tydelige tegn på at have involdsorm, men bare at opdrætterne lige undersøger om der er orm tilstede før en ormekur gives (noget jeg egentlig også mener at loven siger). Inden du går helt i selvsving så læs lige hvad jeg egentlig skrev. Tak for tippet.

Det gjorde jeg også,... og så fik jeg Thailo.

Den sætning forstår jeg ikke helt?. Den parasitolog der var med i programmet talte engelsk, men man kunne jo godt ringe derind og forhøre sig. Og du ville ikke være bekymret for at evt. købere valgte dig fra fordi det jo er standart at behandle forebyggende?.

Jeg stoler ikke på mine egne observationer hos opdrætter længere, så derfor er det blevet til nulretid for mig. Tror ihvertfald at man får mere præcise oplysninger af at bruge tiden på at udspørge den der kender hvalpen på alle tider af døgnet, end ved at observere hvalpene som de er i det øjeblik man selv er til stede. Okay, det troede jeg bare, for der er jo ikke meget at se de første par uger og imo derfor heller ingen grund til at forstyrre tæven.

Sad og læste Sigurds tråd om hvad der var rimeligt vedr. besøg hos opdrætter og kom til at tænke på mit fremtidige "projekt hundehvalp". Jeg har haft to hunde og begge har haft allergi (selvom det egentlig ikke er racer det ligger specielt til) og er derfor lidt nervøs for at få endnu een med det irriterende problem. For noget tid siden så jeg en udsendelse med en parasitolog der mente at en af grundene til, at antallet af individer med allergi er eksploderet (både hos mennesker og hunde) er, at vi ikke bliver udsat for parasitter mens vi en små. Hmm, interessant ikke?.... og det lyder egentlig logisk i mine ører at et immunforsvar der ikke bliver aktiveret tidligt i livet kan reagere uhensigtsmæssigt senere hen. Derfor har jeg tænkt mig at gøre en indsats for at min kommende opdrætter ikke giver 3 standart ormekure men ved ikke lige hvordan jeg skal gribe det an (har dog forhåbentlig nogle år at spekulere i) men tænkte at: hvorfor ikke starte en debat om emnet, for det kunne måske ændre den generelle opfattelse af hvad et ansvarsbevidst opdræt er (hvad der lige sælger). Jeg har kun en idè og den går på at tilbyde at betale for fæcesundersøgelser af samtlige hvalpe et par gange mens de er hos opdrætter, men ved ikke hvordan det vil kunne opfattes. Andre der har nogle meninger om den idè eller selv har et bud?. Og hvad ville I der opdrætter hvalpe tænke hvis I stødte på en hvalpekøber der ikke ønskede at deres hvalp skulle have disse standart behandlinger?.

Jeg synes der er så mange andre ting der er vigtigere end at nulre hvalpe (selvom der jo ikke findes noget hyggeligere) men bruger opdrætters tid til at indhente information og meget kan sagtens klares over telefonen eller ved besøg inden tæven får hvalpe. Om tæven stresses af de mange besøg?,... vel ikke mere end hvis der er mindre børn i husstanden (her tænker jeg mest på de første 3 uger hvor de fleste opdrættere ikke tillader besøg).

Jeg synes også sagtens at I kan besøge opdrætter nr. 2, for det betyder jo ikke at man køber hvalp, bare fordi man kommer på besøg og så kan I også bedre sammenligne og dermed finde den rigtige opdrætter.

Det med hørelsen tror jeg sagtens du kan have ret i. Da Ascha var omkring de ti år reagerede hun også pludselig på nytårsaften, hvor hun ellers havde været helt cool og bare syntes det var spændende. Jeg havde også den fornemmelse at det var fordi tingene lød anderledes i hendes ører. Jeg fik det til at gå væk ved at sige "bomkiks" (man kan selvfølgelig finde et andet udtryk, hvis man synes det lyder for åndsvagt) når der lød et brag og samtidig kaste en godbid. Det tog et par dage før det var ovre. Håber I kan arbejde det væk igen.

Okay, jeg har bare aldrig oplevet det. Men hvordan ved man at dyrene ikke er syge eller svage?. Ulve kan spotte den slags selvom mennesket intet kan se, før de har mulighed for f.eks. at nærstuderer en film af jagten, så hvorfor skulle hunde ikke også kunne det?. Altså, jeg spørger fordi jeg ikke kan forstå det, ikke fordi jeg vil så tvivl om det du siger, men de rådyr der bor i vores skov er pænt hurtige når de støder på hunde der mener det alvorligt (her i vores skov går der bl.a. en korthåret hønsehund og den er rådyrene skrækslagne for, kan man se på deres flugt), men alligevel har den trods alt aldrig fanget nogen.

Jeg lufter som regel i hundeskov, har så ikke snor på og derfor heller ikke den slags problemer. Men vil folk gå lige i røven på os, så må de da selv om det. Dog er der også en langt større koncentration af hunde og mennesker at det ville være vanskeligt ikke at skulle i nærheden af andre. Den eneste situation jeg kan finde lidt underlig er, når folk med hunde i snor (sommetider løbetidstæver) bevidst vælger at skulle møde hunde der er løse, når de har mulighed for at undgå det. Så belemrer man jo folk, der skal tage deres hunde i snor og det synes jeg måske ikke er nødvendigt.

Njah, jeg synes de fleste beskriver deres flatter som værende livlige ude, men rolige indendøre,... men hvis du nu ikke stimulerer den ordentligt, så skal den nok kravle på væggene. Ej, spøg til side. Tror meget af det (hvis jeg forstår dit spørgsmål korrekt) er afhængig af hvordan man selv er og hvad man opfordrer hunden til bevidst eller ikke bevidst. Men er der egentlig nogen der har nævnt dobermann i denne tråd?. De få jeg har kendt har da været ret foretagsomme hjemme.

Mener du mht. til andre hunde?.

Min gamle flatter var langt fra lalleglad (var faktisk luddoven, med mindre man trænede med hende eller der var vand i nærheden) og lukkede helt af overfor voldsomme hunde, dem gad hun ikke og ville generelt helst lege med mennesker. Hun var også temmelig alvorlig og virkede lidt "hævet over pøblen", men hun var generelt ikke racetypisk. Alligevel havde hun sine favoritracer som hun ville lege med og dem kunne hun godt fjante rundt med selv som gammel.

Det havde jeg også indtil for nogle år siden, men så har jeg altså mødt et par stykker, der ikke liiiige har været Guds bedste børn. En del flatcoats har tendens til at lave "hyrdehundeangreb" og (det er min egen teori) at man gør sig selv en tjeneste ved at stoppe det fra start af. En flat er faktisk en ret stærk hund men skal helst ikke opdage det for tidligt i livet, for selvom det ikke er en skarp hund er der altså mere "kant" på dem i forhold til lab og golden.

.... hov, og så glemte jeg lige at sige at flatten imo godt nok er livlig og energisk men alligevel ikke så forvirret som mange af de jagtgoldens jeg har mødt.

Jeg synes jo klart at flatten passer til dine krav: en hund med pels, men som er nem at holde (og navnlig nem at gøre ren efter) , en hund der er hurtig, vandglad og trænbar men som alligevel ikke er så (ved ikke lige hvad jeg skal kalde det,... fyld selv ind) som en bordercollie eller golden.