Bor i lejlighed med egen dør lige ud til gaden. For mange år siden var der i en periode nogle børn der morede sig med at "tænde" for hundene, så derfor lærte jeg dem at ignorere det når det bankede på. Thailo er dog vagtsom, hvis der sker noget mærkeligt. En madpakke til hundene, som min mor havde sat ind på mit køkkenbord, udløste engang en knurren (værdig en rottweiler) da han kom ud i køkkenet. Jeg blev faktisk en lille smule nervøs indtil jeg fandt ud af hvad han havde følt sig sådan truet af. :stupid:
For ikke ret lang tid siden vågnede jeg ved at jeg skulle kaste op, så jeg fløj op af sengen og suset fra min dyne har sikkert fået gardinerne til at bevæge sig lidt. Hold op hvor blev han tosset og gøede og knurrede og det ville bare ingen ende tage. Jeg sad jo med hovedet nede i kummen og blev mere og mere stresset over at jeg ikke kunne gøre en skid ved det, så da jeg endelig var færdig med at ørle, skyndte jeg mig at åbne hoveddøren så han kunne se at der ikke var noget. Havde så ikke lige fat i ham, for jeg regnede da med at han bare lige ville kigge,.... men nej nej,... han skulle da ud i skoven og undlod behændigt at kigge efter om jeg var med (så er det altså ikke smart at man ikke kan kalde på sin hund). Nå, jeg havde jo ingen tøj på så måtte bare vente i døråbningen, på at han kom igen. I 15 graders frost... Jo, det er dejligt med en vagtsom hund.