Ascha

Nå da. Jo da.

Min mor har 80 kvm. og får ikke boligstøtte til de sidste kvm.

Det er mig bekendt ikke afhængig af indkomst når man er pensionist. Jo dyrere husleje, jo mere støtte og så skal man holde sig under 66 kvm. bolig tror jeg det er.

Det er vist ikke helt galt hvad PBC siger. Min mor får så vidt jeg husker ca. 3500,- i støtte og sidder med en husleje på 5800,-

Forleden påstod en af mine arbejdskollegaer at man kunne få boligsikring, selv hvis man havde 400.000,- i årlig pension. Jeg troede selvfølgelig ikke på hende, så hun fandt et sted hvor man kunne regne boligstøtte ud,.. og ganske rigtig, det kan man sgu!!!. Boligen skal bare være dyr nok,... så får sådan en rig pensionist mere i boligstøtte end en pensionist der kun har sin grundpension. Det er også ligegyldigt om man har millioner i banken. Så tror fanden at vores velfærdssystem er ved at bryde sammen. :stupid:

Undskyld, jeg havde ikke fået læst dit indlæg ordentligt. Med forkalkning menes der sikkert noget spondylose-agtigt og ikke slidgigt, men jeg ville dog stadigvæk få taget billeder så man evt. kan afgøre hvad det er der skaber problemer.

Jeg synes der bør tages røntgen af den ryg. Hvis man skal holde hunden i ro ved en prolabs (det har jeg ikke noget kendskab til), så er det jo i direkte modstrid med hvis problemet er slidgigt i ryggen. Ved gigt er det værste man kan gøre at holde hunden i ro. Den skal ud og bevæge sig rigtig mange gange om dagen, men må ikke springe op og ned og skal skånes for at gå på trapper osv.. Hvad med at sætte en snor på Sonny, så han kan få lov til at være hvor du er?.

Arh, vi har nu ikke helt frit valg. Hver gang nogen giver over 500,- årligt til velgørenhed, kan de trække det fra i skat. Dvs. at på bundlinjen har man ikke selv lov til at bestemme om man vil give til velgørenhed, eller hvem man vil give til. Et mærkeligt system, synes jeg.

Tak for det,.. nu kan jeg ligge og gruble over det i nat. Jeg ved heller ikke præcis hvordan jeg ville reagere, men har en meget stærk formodning om at jeg ville kaste mig ud i at redde min hund og så få en frygtelig følelse bagefter, over at jeg har ladet en lille dreng drukne.

Okay, det hjalp en del på hvordan og hvorfor jeg føler, som jeg gør. :5up: Spændende, og det understøtter sådan set lidt af det jeg tænker,.. nemlig at man egentlig er lidt i klemme hvis man altså har hund som familiemedlem og også skal leve op til normerne i samfundet.

Jeg ved jeg ikke er en ørn til at forklare så andre end jeg selv forstår det, og jeg kan se at jeg også har haft problemer her. For lige at ridse det op igen er der ingen "hvis' er" i det, dvs. at I ikke skal hænge jer i detaljer om hvorvidt der nu er længere til den ene end til den anden, eller om man kan afgøre om en person er narkoman på afstand. Det er ikke det det drejer sig om. Jeg beder jer granske de følelser I sidder med når I tænker over en situation (og den kan I i og for sig selv bestemme hvad skal være) hvor der ikke er noget der afgør om man lettere vil kunne redde den ene end den anden, og på det valg I så, gud forbyde, ville blive tvunget til at træffe. Det drejer sig ikke om jeres børn (for det er jo oplagt), heller ikke jeres hund sat overfor en fremmed hund. Det jeg er interesseret i er de tilfælde hvor man vil (og nogle vil måske ikke) havne i en konflikt mellem hvad følelserne dikterer kontra hvad samfundets moral dikterer. Til de af jer der kategorisk hævder at I til hver en tid ville redde et menneske fremfor jeres egen hund, vil jeg derfor spørge om I så i stedet kan tænke over hvordan valget mellem jeres gamle mor og naboens barn ville føles, og om det ville kunne bringe jer i et dilemma?. Jeg vil også gerne lige gentage min påstand om at et menneske, før vi blev civiliserede, ikke ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for selv en belastende olding fra deres egen flok,.. hvad tænker I om det?. Kan det passe at nogle basale, instinktive følelser bliver undertrykket af hvad moral lærer os, og er det rimeligt?. Her forestiller jeg mig at man godt kunne havne i "aftenshowet" hvis man var "kommet til" at redde sin gamle mor eller mormor på 95, når man kunne have reddet et lille barn i stedet (lad os forestille os at nogen havde set at vi traf et valg hvor forholdene var fuldstændig lige). Det hele er selvfølgelig sat fuldstændigt på spidsen, men jeg kom bare til at tænke at vi måske bliver påduttet at vores følelser (som jeg mener er instinktive) overfor vores hunde er forkerte. Men det kunne jo f.eks. være forklaringen på at samfundet reagerer ved at prikke til vores dårlige samvittighed hvis vi bruger 300.000,- på en hund igennem 12 år, men aldrig skænker de små sultne børn i Afrika et stykke, hvis nogen køber en bil til halvanden million (på 12 år har den jo mistet mere end 300.000 i værdi). Jeg tænker at det måske også kan forklare hvorfor man så ofte hører at man jo ikke skal menneskeliggøre hunde (forstået sådan, at det f.eks. er forkert at lade dem være i møbler). Jeg kan ikke forstå hvor det kommer fra og hvorfor det er sådan, så derfor startede jeg tråden i forhåbning om, at andre måske bedre forstår hvordan det hænger sammen.

Måske er det fordi folk har det med at kopiere hinanden og at man lægger de samme ting frem, som man ser andre har gjort.

Jeg sad og så et program om kæledyr, der på et tidspunkt kom ind på det etiske og moralske ved at folk bruger så mange penge på deres kæledyr, når nu der er så mange mennesker der sulter ihjel. Programmet fik mig samtidig til at tænke over en bog, skrevet af Anders Hallgren, der hedder: Hunden i vore hjerter og i vort samfund. Bogen handler bl.a. om vores følelser til vores hunde og sammenligner med forældres følelser til deres børn (hvilket jo er noget jeg elsker at folk tør,... offentligt). Bogen konkluderer faktisk at hundeejere reagerer ligeså voldsomt eller voldsommere end forældre hvis deres hund/ barn kommer op at slås, går igennem isen eller havner i andre ubehagelige situationer. Og så kom jeg til at tænke på hvad det er for noget, det dér med hvem der har størst værdi og hvad samfundet "tænker" om det. Hvis min hund gik igennem isen og en fremmed hund gik igennem isen, så ville jeg redde min egen hund. Det er der ingen ben i, det ville alle gøre. På samme måde som alle ville redde deres egen gamle mor, hvis hun gik igennem isen samtidig med en anden gammel dame. Men så holder det også op med at være let, hvis I ellers gider følge mig på dette lidt uhyggelige tankeeksperiment A : Hvad nu hvis din hund gik igennem isen samtidig med et barn (se bort fra at hunden vil kunne holde sig i live længere),... hvem ville du redde?. Og ville det ændre noget at det var en gammel person?. En pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?. B : Hvad nu hvis din gamle mor gik igennem isen samtidig med naboens 8-årige dreng?. Og ville det ændre noget at det var en pædofil?. En morder?. En cancerpatient uden mulighed for at blive helbredt?. Jeg blev faktisk helt utilpas af at tænke over det, mest af alt fordi jeg da godt ved hvad man bør vælge. Men samtidig tror jeg simpelthen ikke på at jeg ville kunne få mig selv til at ofre nogen jeg elskede for en fremmed. Det gik helt galt da jeg så også kom til at tænke på at samfundet ville have delte meninger (tror jeg) vedr. spørgsmål B, og så er vi jo inde på at det i nogle tilfælde er okay at ofre fremmede for sine egne og i andre ikke. Samfundet har besluttet at mennesker er mere værd end hunde og samfundet har besluttet at en 8-årigs liv er mere værd end en 85-årigs,.. men, hånden på hjertet, ville dine følelser kunne følge de bestemmelser?. Ville din hjerne kunne vinde over dit hjerte?. Til sidst tænker jeg at det egentlig kun er mennesker der tænker i at sætte liv op mod liv på den måde og at vi derfor menneskeliggør dyr hele tiden, ved at pådutte dem vores måde at værdisætte på. Gad vide også hvordan oldtidsmennesker ville reagere i de førnævnte situationer. Tror aldrig de ville vælge at redde et fremmed barn til fordel for et flokmedlem,.. så er det egentlig i virkeligheden lidt naturstridigt at skulle vælge at redde et fremmed barn, frem for at vælge at redde sin egen hund?. Det blev langt, og nej, jeg har ikke siddet og drukket hele natten hvis der er nogen der tænker det.

Jeg synes ærlig talt at du og PBC er særdeles kreative i jeres tankegang, for at få denne tæve til at fremstå som en hund med et godt temperament. Jeg har også selv haft en reserveret hund, der kunne vride sig i afsky hvis fremmede ved et tilfælde kom så tæt på hende, at de kom til at røre ved hende. Men hvis hun havde haft små hvalpe er jeg da 100% sikker på at hun aldrig havde forladt dem, hvis der kom nogen i nærheden. Når man som hvalpekøber sætter sig ved hvalpekassen og hvalpene kun er 3 uger gamle (det er hvor folk kan begynde at komme på besøg) er det da unormalt at tæven vælger at "ikke gide" én. Om ikke andet bør hun i hvert fald "gide" hendes hvalpe.

Der står: Guffer hjælper jo på mange ting, især Lolle. Der kan vist næppe herske nogen tvivl om at hunden er madglad.Og hvis nogle havde evner til at lokke hunden hen ved første besøg, ville der jo ikke stå: Dog når der er kunder der har købt hvalp som 3 ugers og kommer på besøg hver søndag, kan de godt blive gode vener med hende.

Jeg er også enig. Jeg havde en standard springer der hentede bolde og dummier fordi jeg motiverede ham til det med godbidder, ros og glæde. Fugl hentede han med passion og en helt anden,.. nærmest stolthed (hvis man lige må menneskeliggøre lidt). Hans samarbejdsvilje blev også aktiveret på en helt anden måde, end uanset hvad vi ellers trænede. Jeg har svært ved at se hvordan det kan være det samme, selvom man kan opsætte en "ingredientsliste" for træning, for hvordan skal man kunne hamle op med en forstærkning der hedder: at finde og bringe en fugl. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, hvis vi kun taler spaniels. Det er nok også derfor man advarer nye spanielejere om at, for alt i verden, undgå at de får succes med at gå på jagt selv. Belønningen er simpelthen så stor at man ikke kan konkurrere.

Men opfatter du det som "ligeglad", når en madglad hund ikke kan lokkes hen før den har set dig nogle gange?.

Der er nogle der bliver ved med at sige at den omtalte westie godt kan have et godt temperament, selvom den ikke er racetypisk. Det kan jeg i grunden godt følge. Spørgsmålet er så om man kan kalde temperamentet godt, hvis tæven skal se én an adskillige søndage inden man kan få kontakt til hende. Lad mig spørge: Hvordan kan man kalde det temperament for "godt", og ville I nogensinde selv købe en hvalp efter en tæve som det lyder til, ikke kan lokkes til at tage kontakt, selv med godbidder, før man har mødt hende et par gange?. Nu vi taler om racehunde, nogle mener kun bliver opdrættet med udseendet for øje, så tror jeg at sådan en hund ville havne laaaangt fra ønskeprofilen i en mentalbeskrivelse (når det drejer sig om tilgangen til fremmede mennesker) for stort set samtlige racer.

Ja, det er meget godt. Men nu er det altså min hund der har hypermobile led,.. ikke mig. Det ligner lidt, bare mere vinkelret. .... og så er der nogle der er bange for rottweilere. Man kan da kun få lyst til at kramme den dejlige, store bamse.

Lige netop det spørgsmål får umiddelbart mig til at svare ja til Lenschows spørgsmål. Jeg kan ikke sådan lige komme i tanke om noget, der kan erstatte selve det at hyrde, for en "fuldblods" hyrdehund. Derimod er det ret let at lave øvelser der stimulerer de fleste jagthundes instinkter på en ret realistisk måde, set med hundens øjne.

Dialog fører så kun fremad hvis man går ind i en den, med viljen til at lytte og forholde sig til det folk forsøger at sige. Når du stædigt holder fast i at man mener noget man bliver ved med at forklare at man ikke mener, så bliver din attitude overfor andre mennesker præcis ligeså nedladende som du forsøger at fremstille andres i denne tråd, bl.a. min. Og jeg ved da ikke hvordan det kan blive andet end personligt, når du kritiserer folks etik og moral.

Sjovt at læse det beskrevet. Shandie veksler mellem pandekagen og den døde kakerlak. Hun har en favoritudgave af kakerlakken som jeg får helt ondt i nakken af at se på. Den kræver at jeg sidder i sofaen, så hun kan ligge så tæt på mig at halsen bliver vredet i en 90 grader vinkel, ned langs mit lår og ud over kanten af sofaen. Det ser fuldstændigt åndsvagt ud når hun ligger dér på ryggen, som en hovedløs kylling.

Jeg spurgte fordi man skal lade tvivlen komme folk til gode. Men nu er min tvivl væk,.. ligesom lysten til at forsvare mig selv overfor dig. Det nytter jo ikke en skid alligevel og så kan man lige så godt lave noget andet.

Der er åbenbart ingen grænser for hvad du griber efter, for at undgå at forstå/ forholde dig til hvad jeg skriver,... og det hér er simpelthen for lavt til at jeg gider at bruge mere tid på at forklare et sammenhængen du ikke "forstår".

Det er da hverken sladder eller useriøst,.. det er ren logik. Som Irene også skriver, så kan man ikke vide hvilke egenskaber der nedarves når man blander hulter til bulter. Den må du gerne lige forklare.