Mille har ændret sig fra at have været et bundhysterisk hundebarn til at være en rimelig fornuftig voksen hund. Jeg fik virkelig mange sylespidse hvalpetænder i kroppen da hun var lille, og hun havde svært ved at geare ned (jeg tacklede det også forkert, men vidste ikke bedre).
Men jeg kan stadig opleve de hysteriske anfald i ny og næ. Som hvis tæppet krøller under hende i sofaen
Hun har stadig ikke respekt for højder, hvilket har givet mig et par grå hår. Hun har heller ikke respekt for, at hun kan komme til skade, når hun tager sine løbeture og går bananas. Det gør hun stadig, selvom hun nu er 8.
Hun er mere reserveret overfor andre hunde, hun har aldrig gidet de helt små dog. Hun er reserveret overfor mennesker, men udvælger sig pludselig en person, som hun bare MÅ hilse på.
Hendes legesyge er blevet lidt mindre = kortere tid. Hun er generelt meget stille, mild og rolig indendørs. Jeg har altid oplevet hende som en, der tænker meget. Med alderen er hun blevet mere følsom overfor menneskers sindsstemning.
Hun stjæler stadig med arme og ben, går i folks skabe, tasker osv. hvis lejligheden byder sig. Regler siger hende ikke så meget hvis hun ser en grund til at bryde dem; fornyligt sprang hun op på sofabordet, fordi jeg havde klikkeren fremme og jeg ønskede hun tilbød "et eller andet" som hun så valgte, skulle være det
Hun er stadig glad for at sove - længe.
Alt i alt er hun grundlæggende ret meget sig selv