DKWiechert

rally-o, lydighed, sportræning, dogdancing (htm??), osv osv osv. Men ok. Med dét behov hvad angår hunde, syntes du så ikke det er at gå bare en anelse for vidt, når du kalder alle der ikke kan nøjes med positiv forstærkning for "mindrevidende"?

Nu er der meget andet end jagt og agility.

ok... Så du har aldrig trænet en hund der har en egentlig funktion, andet end at være kæledyr? Med alt det andet: Prøv at kigge ud af villaboksen en gang, inden du sætter lighedstegn mellem "mindrevidende" og dét at man kigger lidt mere nuanceret på hundehold og -træning end: Hvis ikke det er positiv forstærkning og canis-klikkerkurser, så er det alfa, dominans, og alt muligt andet hejs man tror på. Det er netop dérfor at sparringen med andre folk med andre idéer og holdninger giver langt mere end at sidde som nikkedukke til foredrag ved én man er næsten 100% enig med. Man får udfordret sine ideer og holdninger, og får nuancerne med. Hvis man gider forholde sig kritisk til tingene, og rent faktisk gider sparringen.

Det er stadig et elementært andet stykke arbejde og søgemønster, Dina. Og upåagtet at der er tale om DM i beredskabet, så er dét arbejde, af varighed, af intensitet, og af terræn stadig på ingen måde sammenligneligt med arbejdet en hund i drevet udfører. Tag du ud at se en spanielprøve når du har tid og kig på de kortbenede. I hvertfald hvis det er i spanielklubben. Så kan du sagtens både se og forstå forskellen. Og så vil jeg stadig gøre opmærksom på at det, efter mine observationer under alle omstændigheder, ikke drejer sig om at de slår halen til blods. Snarere at de skærer og flår dem i stykker. Men det er som sagt terrænafhængig. Der er trds alt forsel på om man fører hund i krattet på heden i vestjylland, eller i pur-bevoksningen på fyn.

dobbeltpost

Der er en masse i dét her jeg mener er modsigelser, usammenhængende, og for flere tings vedkommende fejltolkninger af årsager til hvorfor man gør som man gør. Og det er jeg egentlig grundlæggende ligeglad med. Spørgsmålet gik på positiv og negativ straf, og du siger du aldrig bruger nogen af delene. Fair nok. Har du aldrig lavet nej-øvelser, eksempelvis med en godbid i hånden, hvor du så lukker hånden for at forhindre hunden i at tage godbidden før den har fået lov til det (ved kommando. eksempelvis ja, eller vær'sgo eller whatever)? Har du aldrig sagt "vent lidt" eller bliv eller andet til hunden, når du åbnede fordøren, hvor den så først måtte rende ud af døren når den fik lov? Har du aldrig gjort det samme når du åbnede bagsmækken i bilen? Har du aldrig bedt din hund sætte sig og vente med at dykke i madskålen, af én eller anden årsag? Vil du virkelig påstå at du aldrig nogensinde, i én eller anden form, har forhindret din hund i at gøre hvad den ville, eller for det mindste forventet af din hund at den venter med at gøre hvad den vil, til den får lov til dét?

Dårlig sammenligning. For sparringens skyld. For at blive udfordret lidt på meninger, holdninger, idealer osv.

Hvis man vil sidde som en anden røvslikkende nikkedukke til et foredrag der naturligvis er afholdt af en person man næsten 100% er enig med alt i, så man kan få rygklappet sine selvfede skuldre en hel aften, så er det da fint nok. Jeg får mere ud af foredrag og sparring med og ved folk jeg ikke som udgangspunkt er enig med. Kun sådan får man afprøvet sine tanker og ideer, og for den sags skyld får dem holdt op imod hvad der ellers findes af muligheder. "Udvidet horisonten" lidt, som man jo siger. Så kan man kalde folk "mindrevidende" (hvorfor ikke bare skrive dumme, først som sidst?) alt det man vil. Uden sparring og uden at få udfordret ens holdninger og idéer en gang imellem, sker der ingen udvikling. Iøvrigt celina: Bruger du så hverken negativ eller positiv straf, når nu du siger du træner uden straf? Og hvad med positive metoder? Positiv forstærkning? Eller positiv.........hvad? Jeg bruger hverken eller. Jeg går hverken ind for den ene eller den anden eller den tredje eller den x'indstyvende metode. Jeg bruger idéer fra både det ene og det andet. Elementer af lidt af hvert. For der er stort set altid noget at hente ved alle "metoder" om man nu ønsker at kalde det dét. Hver ting har sin berettigelse. Men ikke altid, ikke i alle situationer, og bestemt ikke ved alle hunde til alle formål. . Eksempelvis har jeg endnu til gode at se en fungerende jagthund der er trænet med klikker. Jeg har ladet mig fortælle der er én. Men til dato har jeg ikke set bevis for det. Betyder dét at klikkertræning som helhed ikke duŕ til jagthundetræning? Bestemt nej. Delelementer af bl.a. dét bruger jeg, og har jeg skam også tidligere brugt. Og delelementer af det har været brugt i umindelige tider til jagthundetræning. Før i tiden var der bare ikke nogen smart klikkerdims forbundet med det. Og for mig er der stadig ingen klikker forbundet med det.

jeg mener jo så stadigvæk det er latterligt at buhe dén slags væk fra Danmark. På flere punkter tror jeg stadigvæk jeg ville få mere ud af hans "show", end så mange andres. Ikke fordi jeg tror på hans teorier og måder at gøre tingene på, men samtidig netop pga. jeg ikke gør.

I henhold til dén logik skulle vi helt holde op med at avle og bruge jagthunderacer. En labrador der bruges til dét den er avlet til, lever i reglen ikke så vanvittigt længe, i forhold til sofakartoflen. Jeg forventer ikke en levetid der ligger ret meget over 8-9 år for en aktiv jagthund, næsten uanset race. Og desuden kan vi ikke "bare" skyde dyrene i områder hvor hundene ikke skal gå ind i krat og lignende. Det er i krat og lignende vi har behov for hundene. Og også dét de er lavet til at gå ind i. Og vores hobby retfærdiggør ikke pr. definition at vores hunde kommer galt afsted. Uanset om vi hér taler om en apportør der svømmer en gren i brystet, eller et siv i poten, eller om vi taler om en cocker der flår halen i stykker i brombærkrattet, eller om det er en bracke eller weimaraner der møder sit endeligt under drevet efter vildsvin. Uheld skér. Og vores hunde lever et aktivt og givende liv, hvor de pådrager sig flere skader, og et langt større fysisk slid end sofakartoflerne rundt omkring. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at disse hunde ikke ville være dét liv foruden. De har en reel funktion, et reelt indhold i deres liv. Forskellen på alt det her er imidlertid at vi KAN gøre noget ved at en spaniel flår sin hale i stykker, uden at det har indflydelse på hundens dagligdag. Vi må bare ikke. Ikke engang når skaderne så rent faktisk ér der må vi gøre noget ved det. Svarer lidt til at vi ikke må få lappet labben sammen igen hvis den en dag får skåret sig op på isflagerne i søen, eller får svømmet en gren ind i brystkassen eller lignende. Misforstået og i dén grad malplaceret dyrevelfærd. I særdeleshed når man ser hvad man må og ikke må, og hvad der generelt er fuldt ud accepteret i resten hundeverdenen. Devisen synes at være: Hvis det kommer familierne til gode er det iorden, hvis det gavner brugshunden, og kun brugshunden, så er det no-go. Og hvad er dét da for en holdning?

Det mener jeg nu også der er kommet. Hvad var det nu jeg skrev: = hvis du tydeligt kan se ribbenene når hunden står afslappet, så er hunden nok ved at være for tynd. Altså har dyrlægen ret.

Hvad vi mener om hans vægt er irrelevant. Vi står ikk eved siden af hunden med fingrene i pelsen af den....... Og dét er hvad jeg vil råde dig til at gøre: Stik fingrene i pelsen af hunden og mærk efter. Kan du mærke ribbenene, og kan du se ribbenene tydeligt når hunden står afslappet. Det første skal du kunne. Det sidste er tegn på at den nok er ved at være en anelse tynd. Ligeledes skal der jo gerne være lidt talje på en lab.

yes yes... Det er så én af dem.

Hvis du med "statistik" mener de lister der fra tid til anden kommer frem som argument, så kan du glemme alt om dem. De har meget lidt med statistik at gøre, og dem af dem der er "baseret" på undersøgelser, har meget lidt med saglig tilgang til tingene at gøre, ligesom hele grundlaget at bygge dem op på er alt andet end sagligt, objektivt, og statistisk repræsentativt for hundestanden som helhed, og for Danmark i særdeleshed.

spot on.

Det der "ekstra gear" har alle jagthunde der ved hvad det drejer sig om. Og det skal de ganske enkelt have, for ellers får man dem ikke til at gå ind de steder hvor dejo netop skal ind for at kunne bruges til noget. Herunder også brombærkrat. Det er dét de er avlet til at arbejde i, særligt de kortbenede, og også dér behovet ligger. Så nej. Man kan ikke bare avle hundene dummere, tungere og trægere, for så udfylder de ikke den funktion de egentlig skal udfylde. Så er brugsegenskaberne forsvundet. At dine hunde ikke selv går ind i krattet er lidt et fattigt argument. De bruges mig bekendt ikke på jagt. De har aldrig lært at fungere som jagthunde, ligesom du ikke selv nogensinde har trænet en hund med dét eller et lignende formål, hvilket igen betyder at de egenskaber og den stædighed og ihærdighed der gerne skulle ligge latent i enhver spaniel aldrig er blevet bragt frem af dig.

Der er lavet temmelig store og omfattene undersøgelser af de svenske jagthunde for at kortlægge omfanget af problemet med haleskader, og dét der er ganske enkelt noget sludder. Svenske hunde klarer sig absolut ikke fint med haler. Og at sammenligne hunde med ledproblemer (noget man ikke kan ændre på) med hunde der får haleskader (noget der kan gøres noget ved), giver absolut ingen mening. Endnu mindre mening giver det at sammenligne en hund der bruges til agility, med en hund der bruges på jagt.

nej. Problemet er, som jeg ser det, oftest rivskader og skæreskader på halen, end det er slå-skader

Næh. Det er egentlig ikke tankevækkende overhovedet, når man ved hvad der forlanges af en spaniel på jagt. Det er på ingen måde sammenligneligt med eftersøgning i DCH.

Jeg vil så i dén forbindelse gøre opmærksom på den rent tekniske side af det her: En riffel er indskudt på en vis afstand. Og dén afstand er ikke "et par meter"... Det er noget nemmere at ramme ordentligt i ikke-skydebaneomgivelser på afstande der ligger en slat over "et par meter", eller på helt klos hold. Så længe vi snakker skud med riffel. på de der "par meter" mange åbenbart giver udtryk for er en god ting, der falder sigtelinjen og kuglebanen ikke sammen, og man har derfor en tendens til at skyde enddog temmelig en del for lavt, medmindre man er vant til dén slags afstande i den slags situationer. Og det er de færreste.

Lidt lovtekst Bekendtgørelse om slagtning og aflivning dvs. vores kæledyr er som udgangspunkt også inkluderet i denne bekendtgørelse. Jeg ved der er lidt "halløj" hvad angår nyfødte i kapitel 4 paragraf 13 som kommer lidt senere. Der er tilføjelser hertil i kapitel 4 paragraf 13.: Hér var den med i princippet må man ikke aflive dyr, selv i en akut situation, uden uddannelse heri.... men i praksis (se paragraffen ovenfor) er der lovhjemmel for at det kan være i orden. Det er den der med: "i fornødent omfang" der går ind og driller lidt når man snakker om det. For i praksis er der reelt ikke et problem med det. Jeg har da til dato endnu ikke hørt om en sag der har kørt fordi man har aflivet et dyr i en akut situation. metoderne der må anvendes: I praksis: Hold kaninen i bagbenene og giv den et kraftigt nedadgående håndkantslag i nakken = nakken knækker. og det var det sidste af de metoder man må bruge.

Hvis dyret skal dø, er det vel i princippet lidt ligegyldigt om der bliver lavet mos af det eller ej, er det ikke? Desuden sker det nu ikke, hvis vi snakker aflivning med en kugle. Jeg har efterhånden taget en del smådyr med salonbøsse, og for den sags skyld også den store riffel hvis jeg ikke lige havde patroner til den lille. Hvis man tog haglbøssen for at "ordne" naboens bette hamster, så ville jeg nok kigge noget undrende, for så var der da vist tale om overkill...... og hamstermos. Men død er død. Udover dét er der et par særregler om nyfødte katte, hvalpe og den slags. Skal lige se om jeg kan hitte reglerne igen. Det er efterhånden længe siden jeg rodede med dét sidst.

i princippet, nej. I praksis ser det imidlertid lidt anderledes ud fra tid til anden.

Nu er der jo heldigvis en lovgivning der klart og tydeligt fortæller at det kun er folk med særlig uddannelse i at aflive dyr, der må netop dette. Og en tilfredsstillende måde at aflive en hund på, kunne jo være at give den en kugle.

Jeg citerer heller ikke samme indlæg af samme årsag, men jeg er nogenlunde enig i "træner" argumentet dér. Samlet under én hat er der tale om uddannelse, vejledning og håndtering. Eller som du skriver det: Opdrager og omsorgsgiver. Jeg kan forstå argumentet. Og dén del må vel være en personlig sag og værdisætning af ordene i sig selv eller hvordan man nu kan sige det. Personligt træner jeg mine hunde, jeg træner mine spejder, og jeg træner mine egne færdigheder osv osv. Men jeg opdrager dem også. Og bliver selv opdraget. Forskellen for mig kunne man vel sige var at der ved træning er en lidt klinisk og målbar udvikling og kriterier. Hvor opdragelse sådan lidt mere er.... ja... knap så målbart. I hvertfald i dagligdagen. Spot on. Ledelse er lige så meget at føre an, som det er vejledning, uddannelse, opdragelse, overvågning og kontrol af målbare værdier osv. Og går man videre i ledelseslæren, så finder man at der er ufattelig mange iøvrigt temmelig veldefinerede måder at gøre det på, som alle har deres berettigelse. Men ikke alle måder har deres berettigelse i alle situationer, til alle målsætninger, og med alle subjekter (individer af dyr, mennesker, børn whatever, såvel som grupper af ditto) Særligt ved arbejde med grupper/flokke/flere individer, bliver det blot endnu mere vigtigt at man som leder formår at vekselvirke mellem måderne at gøre tingene på. Måderne at agere på. Naturligvis er det firkantet sat op, for ledelse er ikke 5-10-15 små firkantede bokse man kan hoppe imellem alt efter behov. det er langt mere flydende og dynamisk end som så. Men grundlæggende set kan man i teori såvel som i praksis tale om "hovedtyper" af ledelsesmodeller. Brugen af dem, og dermed effekten afgør så om der er tale om en, i situationen, god leder, eller det modsatte.