Splinten, mor og mig

Hun hygger sig da vist ;o)

Bedårende :hjerte:

Ja, men alligevel okay - vi har jo hele tiden vidst, at han blev hentet igen, så har mere eller mindre bevidst ladet være med at knytte os for meget og omvendt. Tror tøserne er glade for, at her er ro igen ;o)

Hmmm, hvis du nu kører to af dem herned først og så kører tilbage efter de to andre.... så er de to første væk, når du kommer tilbage ;o) Svært at vælge, men ud fra billeder og sådan, så efterlader du bare Hailey og Hero her, så skal vi nok tage os af dem ;o)

Mormor har ikke ret - det går da fint, når man bare lige folder sig rigtigt! Hvor er de altså gode )

Tak - det var også en god tur med forårssol og det hele.... det ligner dog mere efterår på billederne, men mon ikke snart det bliver grønt derude?

Ja, han blev hentet i går - så der er helt tomt her nu ;o)

Sidste....

Jeg bliver ved....

Flere....

Vi endte med at tage til Viborg istedet for på stranden i dag, så nu tæppebomber jeg lige med billeder ;o)

Det var da lidt af et tilbud! Du er skam meget velkommen

Hvornår får du det så?? Hva? Hva? Hva?

Hvor er Aslan altså bare lækker! Så flot og så nuttet på samme tid ;o)

He... Kimmi gør det meget ;o) Hun sætter sig mellem mig og balladen og gør på en helt særlig måde - et meget anklagende vuf - pause, mens hun kigger på mig, endnu et vuf, pause osv. indtil jeg enten beder hende holde mund eller reagerer ;o) Det skal lige siges, at Kimmi er Bent Betjent forklædt som hund, så der er mange ting, der går ind under betegnelsen ballade, når hun skal vurdere - bare ikke når hun selv er med i det ;o) -Trine

Det ser lækkert ud :5up: Kan det åbnes bagtil også? Og kan "skillerummet" fjernes? Og jeg spørger og spørger ;o) Burde nemlig selv købe nyt bur, men er SÅ glad for det jeg har.... det kan bare ikke rigtig være i bilen - eller det kan det, men det kan ikke åbnes mere end 15 - 20 cm, så jeg mine hunde er nødt til at forblive slanke ;o)

Øv altså! Det fylder så meget og jeg kan sagtens følge dine tanker om lettelse, da du afleverede ham! Jeg blev selv først opmærksom på, hvor meget det egentlig fyldte, da Robin ikke havde været her et par uger... den der konstante dårlige samvittighed over kun at lufte ham i haven og om natten, aldrig at kunne lade ham løbe ud, ikke kunne tage ham med til alle de hundeaktiviteter, jeg render rundt til.... havde Lone Greva ude i starten og fik at vide, at jeg gjorde alt det rigtige og at han var sådan en dejlig hund (det var han også - min hund)... alligevel blev det bare værre og værre. Han havde simpelthen ikke balasten til at klare de dårlige oplevelser livet bringer. Hvert møde med en løs hund gjorde tingene 100 gange værre og til sidst kammede det helt over. Angsten for fyrværkeri og torden kunne jeg sagtens leve med, men det, at han ikke kunne deltage i mit liv, var slemt.... Reelt havde han knap 3 gode år - og 5 uden noget reelt indhold, fordi jeg ikke var i stand til at hjælpe ham og heller ikke var i stand til at sige slut. Det eneste jeg vidste var, at han ikke skulle andre steder hen - hans problem var for seriøst og han var samtidig alt for sød og lydig til at jeg turde stole på, at folk ikke liiiige ville tage chancen. Han kunne sagtens gå løs (indtil man mødte en anden løs hund), han var en dygtig lydighedshund (indtil jeg sendte ham væk fra mig i f.eks. spring, apport eller fremsending), han var meget velopdragen og gik pænt i snor uden at gø eller knurre ved møde med andre hunde (indtil de kom for tæt på). Dråben var et sidste møde med naboens hund.... Han var i haven og Simon ville tage ham ind (døren gik ikke direkte ind i huset). Samtidig kom naboens labrador ud af hans have (den gik altid løs, men holdt sig oftest for sig selv) og kom simpelthen for tæt på. Simon havde ikke ordentligt fat i ham, så han fik vredet sig fri og fulgte efter hunden ind i naboens bryggers, hvor han bed sig fast i den, så Simon måtte vride ham fri, mens naboen råbte og skreg og truede med jagtgevær, hvilket jeg udemærket forstår - jeg havde selv reageret på samme måde! Jeg var på arbejde og Simon ringede til mig.... det var SÅ forfærdeligt, for jeg vidste godt, at nu var det nok.... uanset, hvor meget jeg gjorde, så kunne jeg jo ikke forsikre nogen om, at dette ikke ville ske igen. Kom en anden hund inden for rækkevidde - så bed han i det, der var nærmest, hunden eller mit ben, hvis jeg nåede at gå i mellem.... Og hver gang blev al min træning bombet endnu længere tilbage.... Til sidst holdt jeg op med at gøre noget og de sidste 3 år tilbragte han stort set indenfor matriklen, kun afbrudt af en cykeltur om natten en gang i mellem og spor i en lille skov, hvor der aldrig kom nogen indtil vi mødte en løs golden uden ejer der.... så turde jeg heller ikke det mere. Faktisk havde vi mødt den golden før - på en cykeltur - hvor den kom løbende op af vejen i mod os.... jeg slap Robin og cyklede alt hvad jeg kunne uden om goldenen i håb om, at han så ville løbe med, men rent faktisk stoppede de, snusede og tissede på samme græstot før han løb med.... uden at der skete noget! Straks var der håb igen... men det er rent faktisk de få episoder der gik godt, jeg husker - ikke alle dem, der gik skidt. Den gode episode med den golden fandt sted 2,5 år før han blev aflivet.... Puh altså.... søde, dejlige lille hund! De fylder så meget i ens bevidsthed og ja, det giver et kæmpe knæk! Robin var min første hund overhovedet (har ikke haft hund som barn) og havde jeg ikke allerede fået Kimmi, så tror jeg ikke, at jeg havde fået hund igen efter ham! Jeg ville simpelthen ikke turde Ved du hvor din kom hen og hvordan det er gået bagefter? -Trine

Ja, du har ret - intentionerne var gode og det betyder noget! Han havde bare ikke noget liv til sidst, for jeg kunne ikke tage ham med nogen steder... han kunne ikke håndtere løse hunde og bed, før han spurgte. Derudover var han meget bange for torden og fyrværkeri. Jeg faldt også i kastrationsfælden og det gjorde det kun meget værre Hvad kæmpede I med?

Kan godt se, at ironien i den linie er lidt skjult ;o) Men jeg købte Robin som knap 7 mdr. gammel fra hans opdrætter (en ganske stor DKK opdrætter, der ikke kunne sælge ham som udstillingshund fordi hans hale havde et knæk) af ren medlidenhed. Han havde haft 1 kuldbror, der blev solgt 8 uger gammel og derefter røg han i kælderen.... de tog ham op, da vi var der for at se på 7 uger gamle hvalpe.... han skøjtede forvildet rundt på linoleumen i køkkenet, tissede 4 gange på den time vi var der, havde aldrig haft halsbånd på og havde meget lange negle (som liiige blev voldklippet, inden vi fik ham med). Jeg tog ham med samme aften og det er det dummeste, jeg nogen sinde har gjort! Jeg boede i lejlighed inde midt i Århus, hvor vi landede klokken elleve om aftenen..... Alt var nyt for ham! Heldigvis var han en sej lille hund, så der var rigtig meget, han tog rigtig pænt. Men der var også ting, jeg greb helt forkert an, hvilket i sidste ende kostede ham livet.... han blev aflivet sidste år, 8 år gammel og den dårlige samvittighed og sorgen sidder stadig meget langt ude - derfor reagerer jeg nok lidt voldsomt Din undskyldning er fuldt accepteret - forstår godt din reaktion! Det jeg egentlig ville med mit oprindelige indlæg (nu bliver det kringlet) var netop at fremhæve vigtigheden af, at introducere hvalpen for alle mulige utænkelige ting - også selv om man ikke forventer, at man får brug for det senere - netop som du har gjort med Noomi! -Trine

Okay.... sådan var det så slet, slet ikke ment.... nok nærmere som at hvis jeg havde haft fantasi til at forestille mig situationen, så ville jeg have trænet det.... var bare imponeret af at han klarede det - der var så meget andet, han slet, slet ikke klarede, selv om jeg prøvede at rette op på det, alt hvad jeg kunne Og hvis jeg ikke tidligere har gjort opmærksom på det - så synes jeg Løwchen er en meget, meget kompetent opdrætter - hun havde hvalpe samtidig med mig i de gode gamle jubii-dage, og jeg brugte faktisk hvalpedagbogen på hendes hjemmeside som inspiration til socialisering af mine hvalpe, hvilket jeg takkede hende for dengang - og det gør jeg hjertens gerne igen! Så til dig Løwchen: Endnu en gang tak for dine altid meget kompetente svar om opdræt og hvalpeprægning! Og undskyld, hvis jeg formulerer mig dårligt her til aften, jeg beklager, at mit indlæg kunne misforståes på denne måde. -Trine

Det er Lise-Lottes skema, ikke? Jeg startede på det med mine hvalpe, og så fik køberne dem med, så de selv kunne fortsætte. Mange af tingene gør man jo uden at tænke over det.... tv, musik, støvsuger, kaffemaskiner, opvaskemaskiner osv. kørte jo dagligt alligevel. Mine blev født i juni, så græsslåmaskiner, traktorer, mejetærskere og sådan kunne vi heller ikke undgå. Haven lå lige ud til en mindre vej, hvor der selvfølgelig kørte biler forbi - vi var også ude og se på dem. Bag huset gik grise, overfor gik køer og heste. Katte var der også udenfor. Gæster havde vi en del af - med børn i alle aldre (hvalpekøberne og den stolte farmor samt børn ville jo gerne på besøg). Jeg havde selv en voksen hanhund og naboen havde en voksen labrador, som hvalpene mødte - farhund kom på besøg og hvalpene var med på træningspladsen, hvor der var andre hunde, et par gange. Dyrelægen skulle jo alligevel besøges et par gange (øjenlysning, vaccination og chipning). Bil blev der kørt i for at besøge dyrlægen og træningspladsen mm. - derudover fik de lov at ligge der lidt om aftenen, når det ikke var for varmt. Jeg gik tur med hver enkelt i snor langs vejen og med dem alle op over markerne. Derudover kørte vi i skoven et par gange samt ind til en lille by og gik en tur. Jeg spillede lydcd for dem og larmede lige så meget, som jeg plejer ;o) Vi havde parketgulv i stuen og linoleum i køkkenet, så glatte gulve kendte de til. I hvalpegården stod et transportbur, som blev flittigt benyttet og i bilen var de i et stort bur. Derudover blev de sat enkeltvis i bur, blev børstet og fik klippet negle. I haven var paller, pressening, omvendte baljer, blikplader, tunnel og lignende ting, de kunne lege på. Alle disse ting (og sikkert flere, som jeg ikke har tænkt så meget over) var helt "naturlige" for mig. Det jeg gjorde meget ud af var; at forebygge ressourceforsvar (både overfor hunde og mennesker), at gøre dem trygge ved mennesker og børn, at lære dem at håndtere stress, lyde og at biler er okay og ikke noget, man hyrder(nu er det jo border collier). Descideret miljøtræning (by, tog, banegårde, skoler osv.) overlod jeg til hvalpekøberne, ligesom descideret træning - de blev belønnet for øjenkontakt, for at følge med mig og for at komme på indkald, intet andet.... Men jeg manglede faktisk noget litteratur om "opdrætter-socialisering" - hvor meget, hvad og hvor tit? Nogen, der kan anbefale noget sådant?? -Trine

He... kom lige til at tænke på engang, hvor jeg var til lydighedsprøver i Ølstykke hallen - det var i klasse 2 med Robin og vi gik glade og frejdige ind til første øvelse; fællesdæk.... Jeg tror jeg så liiiiidt sjov ud, da jeg fandt ud af, at hende, der skulle stå ved siden af mig, kørte i sådan en el-scooter-kørestolsagtig ting Robin tog det dog i stiv pote - eldrevne køretøjer på den ene side og en irsk ulvehund på den anden ;o) Men han var jo også meget velsocialiseret fra hvalpeben af - han havde i hvert fald haft ca. 6 mdr. til at studere en boks under trappen i en kælder indefra.... -Trine