Er i "Mor"/"Far" ?

[Gæst Joey-Salome]

Men at snakke fjollet (sådan i lyyyys og glad tone) gør jeg glad og gerne i fuld offentlighed, hvis Ayo skal roses eller opmuntres til at gøre ét eller andet - så springer jeg gerne rundt og roser i de lyseste toner. Uha Michael kiggede meget på mig de første gange jeg gjorde det og drillede mig med det - så fortalte jeg ham hvorfor og hvor vigtigt det er at rose, det her var så i forbindelse med renligheds-træningen - efter han havde drillet mig en hel del med at jeg gjorde det, så hørte jeg pludselig ude fra altanen en dag et langt "Dyyyyygtiiiiiiig!" haha, så nu er han også begyndt på det!

 

Så at jeg ikke vil omtale mig som mor overfor Ayo har bestemt intet at gøre med at jeg er bange for hvad folk tænker om mig - de tænker sgu nok jeg er skingrende sindssyg i forvejen, så de må tænke alt det de har lyst til

 

Det er jo altså også noget, som stort set alle hundeeksperter anbefaler, det der med at tale i lys og glad tone - fordi det får hunden til at føle sig tryg, den ved, man mener det godt og ja ... hunde elsker den tone der.

Nede på dyreklinikken snakker vi sådan til hundene, der kommer der, dagen lang. Og ejerne bliver så glade, fordi deres hunde er glade.

Så jeg kan slet ikke følge det der med, at man så skulle være tosset eller indlægges, altså, ved godt I mener det for sjov, fordi det lyder fjollet, men det ER jo faktisk ikke fjollet, det er bare godt hundesprog.

[Claudia2500]

Vi er også mor og far. Selvom vi stadig synes det er lidt tosset til tider ^^ Og Inca er enten Inca-pigen eller tøsepigen Min svigermor er farmor og hendes 3 rottweilere er Onkel Odin, Onkel Ydun og Tante Kenya ^^

[Inkognito]

Jeg hedder både Søs og mor, når det kommer til hundene og manden hedder både Martin og far, når det kommer til hundene.

 

Min mor har faktisk ikke rigtig nogen titel, da jeg har et tæt forhold til min mormor, der altid omtaler sig selv som "mormor" og det har hundene lært.

Martins familie har deres navne og ingen titler.

 

Mit indkald hedder "Jessie kom" eller "Emma kom" - man fanger mig ikke i at lave et indkald, hvor jeg kalder "kom hen til mor" og jeg siger det heller ikke derhjemme.

 

Jeg kan finde på overfor "udeforstående" at kalde Jessie for en mor-hund, men det er for at undgå en laaaaang forklaring på konceptet enmandshund.

 

Det genere mig ikke, at andre kalder mig Jessie og Emma's mor eller des lige - jeg betragter ikke hundene som erstatningsbørn, for så vidt vides kan jeg godt få børn og de bliver ikke behandlet som børn, men skal jeg forklare hurtigt hvordan jeg har det med dem, så kalder jeg dem mine pelsbørn. Jeg har ikke menneskebørn og får det heller aldrig og lægger ikke skjul på, at hundene dækker det der plejegen hos mig og at de rent faktisk dækker flere behov hos mig.

Så kan andre finde det sørgeligt og mærkeligt - det er deres hovedpine.

 

Jeg kan også finde på at omtale dem som den; det kommer helt an på hvad vi snakker om (f.eks. hvis jeg snakker om aflivning af en af dem, så hedder hunden "hund" og "den" - simpelthen for at jeg kan distancere mig følelsesmæssigt fra emnet) og med hvem jeg snakker. De fleste gange bliver de dog nævnt med navn og hun/hende.

 

Min hest blev også tit kaldt for "hesten"; f.eks. lærte Mollie udtrykket: "skal du med ud til hesten?" For mig er udtryk som hesten, krikken, møghunden, vovse, hunden, hundene og tøserne kælenavne for mine dyr i stil med Molsen, M&M's, Djæs, Bummer osv.

[Franziska]

JA, vi er Maya´s "mor og far".

Men vi kalder ikke på hende mmed : kom her til mor/far, det mere når man går og snakker med hende.

Fx. skal vi hjem til far - se nu kommer mor

[Gæst amaliebaad]

Ja, vi er mor og far her hjemme.

Kan huske jeg havde en veninde på besøg, mens jeg stod og lavede hjemmelavet mad til min hund. Da der blev serveret for ham, kiggede min veninde på mig med store øjne: "Amalie.. du bliver mere og mere mor-agtig for hver gang vi er sammen.."

[Gæst amaliebaad]

Jeg er (hunde)mor :hjerte: Min mor og hendes kæreste er "bedsterne", bedstemor og bedstefar. Min moster bliver også omtalt som hans moster ***** og min nevø er hans fætter ***** Og jeg siger også for sjov, at han skal være storebror, til min hund nr. 2.

 

Det startede egentlig som en joke, men nu synes jeg det er meget hyggeligt.

 

 

Til gengæld, så har jeg det enormt svært med at en godbid bliver kaldt for "en guffer", som i "skal du have en guffer"

 

Her hjemme hedder det bishmam, haha! Du ville virkelig hade at komme her hjem, tror jeg, med alle de åndssvage udtryk vi har.

[Valhrona]

Vi siger også mor og far til vovserne. Altså "hvor er far" osv. Vi kalder ikke hinanden mor og far som et gammelt ægtepar, men vovserne er vores børn og derfor siger vi mor og far om hinanden til hundene. Og så driller vi min mands mor med at kalde hende "farmor" overfor hundene. Hun hader det, for hun vil gerne have "rigtige" børnebørn og det får hun nok aldrig..

[tantemaier]

Jep, er med på "mor og far" vognen. De hedder også "mors hundemule" osv. Jeg har faktisk aldrig tænkt over om jeg siger "mor" om mig selv når jeg er ude... Det tror jeg... Men jeg er også ligeglad, det er ikke så vigtigt hvad folk tænker når jeg snakker med mine hundepiger. De er vigtigst

Vi eller i hvert fald jeg siger også alle mulige mystiske ting til dem og kalder dem alle mulige kælenavne og går og snakker til dem hele dagen osv. Tror bare det er en naturlig ting for mig... Vi får heller ikke børn, men hundene er ikke en erstatning, altså "et barn". De er bare mors og fars hundepiger. Mine forældre hedder også mormor og morfar og kalder hundene for deres børnebørn Nogle af mine veninder er også tanter...

Hivs man skal tvangsindlægges for at sige fjollede ting, så kan I godt hente mig også

[brigit]

Her hjemme er vi mor og far, ikke fordi vi ikke har børn, det har vi. Vi fandt først hinanden da vi var oppe i årene, så vi har dine børn og mine børn, men ingen fælles børn.

Vovserne blev en slags fælles børn, vi ved de er hunde, forkælede hunde, ja men hunde.

Vi siger mors og fars drenge, både hjemme og ude.

Min mor hedder mormor, og jeg er bedste til min datters hund.

Men der stopper det også, ingen tanter og onkler, vores børn bliver kaldt ved deres navne.

 

At sige den om en hund skærer mig i ørene, det er ikke en ting, men et levende væsen.

[Valhrona]

Vi får heller ikke børn, men hundene er ikke en erstatning, altså "et barn".

 

Vores hunde er nu heller ikke en erstatning for "rigtige" børn. Det er der mange der tror, når man siger vores børn. Det vi mener er, at vi bruger lige så meget tid og energi på vores vovser som andre gør på deres børn. Måske mere, for der er efterhånden mange forældre, som ikke bruger meget tid på deres unger..

[Gæst Valishia]

uh her kom det snigende af sig selv Jeg mente ellers ikke jeg ville gøre det, men jo... "Er det far" siger jeg, når D. er ved at tage hjelmen af ude i haven ved scooteren... Og nu hænger det bare fast, og nej vi har heller ingen børn og er heller ikke sikker på om der nogensinde kommer nogen :hmm: Så altså det er nok bare den der med, at man har taget et væsen til sig, som selvfølgelig skal passes og plejes, så man er vel egentlig en "mor" til dem?? Og jo, svigermor kalder sig da også farmor Hvilket jeg synes virkede lidt underligt

[Gæst Marie Svane]

Jeg kalder mig selv mor i forhold til Vanilie Og jeg er stolt af det, min mor bliver også kaldt mormor, søster moster.. Og min kæreste bliver kaldt far.

[Ditte91]

Jeg bruger mit navn, kan ikke forholde mig til ordet mor, slet ikke når det skal bruges om mig selv Så det bliver mest til sætninger ala: "Ooooskar, hvor er Ditte henne? Koooom"..

 

Mine forældre omtaler sig selv som bedstemor/bedstefar. Eller, det er nok mest min mor Men min far siger tit "du er så forkælet Oskar, du er sgu bessemors hund!" fordi Oskar er total manipulerende og min mor kan ikke stå for det

 

Oskar ved tilgengæld også hvem Ditte er. Jeg bor jo ikke hjemme mere, så jeg ser ikke Oskar så tit. Når jeg taler i telefon med min mor, siger hun til tider til Oskar: "Er det Diiiiitte" og så stormer han ud til døren for at se om jeg kommer. Så sætter hun højtaler på telefonen og når jeg så siger "heeeej basse" så tilter han hovedet fra den ene side til den anden

[Kaya & Mette]

Vi er også "Mor og Far". Det skete bare Tænker ikke over det til hverdag, når vi er alene. Men jeg kan mærke at jeg bliver opmærksom på det når vi har gæster. Så bremser jeg mig selv i at sige "Mor" og bruger mit navn i stedet

[Ebenhardt]

Vi er også med på "mor og far" vognen. Her er det mors/fars piger/dreng og det siger vi også når vi er ude. For os er de vores "ekstra"børn men vi glemmer ikke at de "bare" er hunde, de bliver også behandlet som hunde, men tror de er lige så forkældede som vores datter Ena . Ena er deres storesøster og selv om hun nu har fået Carlos (egen avl) er det stadig mig der er mor, og når hun kalder på ham siger hun: kom hen til Ena

 

Vi går alle 3 og snakker med dem når vi er hjemme, og de har mange kælenavne. For Mille og Bonnies vedkommende bliver de kaldt alt fra tøser til gumser. Ena har meget med at kalde Carlos for Manden (for som hun siger er han den bedste mand i hendes liv og så må kæresten finde sig i at han ligger på 7.pladsen efter hundene og hestene), eller bliver han indtil videre mest kaldt Carlos for at han skal lære sit navn, men det sker da at vi kommer til at kalde ham Calle eller Calse hvilket bestemt ikke passer Ena.

 

 

Vi er også alle klar til direkte indlæggelse på den lukkede, hvad angår det med at sige/gøre fjollede ting til/med hundene

[AnneMangetal]

Bella hedder Bella, men vi er mor og far, og vores forældre er mormor, farmor osv. Da vi blev gift blev Bella nævnt mange gange i talerne, og blev omtalt som vores barn - "ja, vi elsker jo jeres barn, selvom hun er sort og behåret"

 

Bella er også særdeles forkælet. Jeg blev arbejdsløs to dage før vi fik hende, og har derfor gået hjemme med hende. Hun elsker at være sammen med sin "mor", og stoler 100% på mig. Tilgengæld er hun fars prinsesse, og det er min mand hun går til og beklager sig når mor er ond, fx. når hun får ormekur:-D

[Gæst Joey-Salome]

Vores hunde er nu heller ikke en erstatning for "rigtige" børn. Det er der mange der tror, når man siger vores børn. Det vi mener er, at vi bruger lige så meget tid og energi på vores vovser som andre gør på deres børn. Måske mere, for der er efterhånden mange forældre, som ikke bruger meget tid på deres unger..

 

Enig. Mine er heller ikke erstatning på nogen måde - de er hunde (og kat, for Bowies vedkommende), noget HELT andet end menneskebørn. Og hurra for det.

Men mine børn - det er de. Fordi de 100% er mit ansvar og er afhængige af mig. Og bliver passet og plejet med alt, de har brug for - og som du siger, man bruger virkelig meget tid på det og på dem.

[Gæst Joey-Salome]

Vi er også med på "mor og far" vognen. Her er det mors/fars piger/dreng og det siger vi også når vi er ude. For os er de vores "ekstra"børn men vi glemmer ikke at de "bare" er hunde, de bliver også behandlet som hunde, men tror de er lige så forkældede som vores datter Ena . Ena er deres storesøster og selv om hun nu har fået Carlos (egen avl) er det stadig mig der er mor, og når hun kalder på ham siger hun: kom hen til Ena

 

Vi går alle 3 og snakker med dem når vi er hjemme, og de har mange kælenavne. For Mille og Bonnies vedkommende bliver de kaldt alt fra tøser til gumser. Ena har meget med at kalde Carlos for Manden (for som hun siger er han den bedste mand i hendes liv og så må kæresten finde sig i at han ligger på 7.pladsen efter hundene og hestene), eller bliver han indtil videre mest kaldt Carlos for at han skal lære sit navn, men det sker da at vi kommer til at kalde ham Calle eller Calse hvilket bestemt ikke passer Ena.

 

 

Vi er også alle klar til direkte indlæggelse på den lukkede, hvad angår det med at sige/gøre fjollede ting til/med hundene

 

Ikke en kritik af dit indlæg overhovedet, blot en generel tanke til det ord der. "Bare" ... hvad er det? Hunde er hunde, ja. Men det er søreme heller ikke "bare". Når folk siger "det er jo bare en hund blabla", så bliver jeg råddent fornærmet og giver dem flabet igen. Hvad betyder bare??? Som om, det ikke var noget?? Eller som om det i hvert fald var "mindre" end så meget andet?

 

Bare HVAD? - Bare lige den, som elsker mig mere end nogen anden, som altid er glad og klar med kærligt nærvær, leg og hygge, den som trøster mig, når jeg er ked af det, som kan lide mig uanset hvad, som hopper og danser lykkeligt når jeg kommer hjem, følger mig overalt og deler hele sit lille liv med mit.

Det er ikke "bare" lige noget. Det er kæmpestort, større end næsten alt andet. Sgu.

 

[KarinaG]

Jeg hedder både Søs og mor, når det kommer til hundene og manden hedder både Martin og far, når det kommer til hundene.

 

Min mor har faktisk ikke rigtig nogen titel, da jeg har et tæt forhold til min mormor, der altid omtaler sig selv som "mormor" og det har hundene lært.

Martins familie har deres navne og ingen titler.

 

Mit indkald hedder "Jessie kom" eller "Emma kom" - man fanger mig ikke i at lave et indkald, hvor jeg kalder "kom hen til mor" og jeg siger det heller ikke derhjemme.

 

Jeg kan finde på overfor "udeforstående" at kalde Jessie for en mor-hund, men det er for at undgå en laaaaang forklaring på konceptet enmandshund.

 

Det genere mig ikke, at andre kalder mig Jessie og Emma's mor eller des lige - jeg betragter ikke hundene som erstatningsbørn, for så vidt vides kan jeg godt få børn og de bliver ikke behandlet som børn, men skal jeg forklare hurtigt hvordan jeg har det med dem, så kalder jeg dem mine pelsbørn. Jeg har ikke menneskebørn og får det heller aldrig og lægger ikke skjul på, at hundene dækker det der plejegen hos mig og at de rent faktisk dækker flere behov hos mig.

Så kan andre finde det sørgeligt og mærkeligt - det er deres hovedpine.

 

Jeg kan også finde på at omtale dem som den; det kommer helt an på hvad vi snakker om (f.eks. hvis jeg snakker om aflivning af en af dem, så hedder hunden "hund" og "den" - simpelthen for at jeg kan distancere mig følelsesmæssigt fra emnet) og med hvem jeg snakker. De fleste gange bliver de dog nævnt med navn og hun/hende.

 

Min hest blev også tit kaldt for "hesten"; f.eks. lærte Mollie udtrykket: "skal du med ud til hesten?" For mig er udtryk som hesten, krikken, møghunden, vovse, hunden, hundene og tøserne kælenavne for mine dyr i stil med Molsen, M&M's, Djæs, Bummer osv.

Til det fremhævede: det genkender jeg helt-100 og jeg synes hverken du er sørgelig eller mærkelig, jeg tror du er meget menneskelig faktisk.

 

Når der ryger et "mor" ud af min mund, er det oftest når jeg samtaler med Misja og fx. spørger hende om hun er "mors tøs" og en guf kaldes også en guffer (ved ikke hvad det ellers kan betyde ??). Jo-jooe, her forgår mange kloge samtaler i hjemmet og jeg bliver aldrig sagt i mod.

 

Jeg fortrækker at omtales som Misjas menneske eller ejer, men det er ok hvis nogen synes det hedder mor. Men hun er stadig ikke min baby, for mig er børn noget helt-helt andet. Det er historie der bliver skrevet i nutid, fremtid og fortid, ens navn der skriver historie og kontinuitet - for ikke at forglemme alle de følelser det der med børn, også rummer på alle led og kanter....

 

Men det gør ikke min hunds plads mindre, bare lidt anderledes, for mig ihvertfald

Klart nok, dækker det en hel masse behov jeg har på mange forskellige områder. Min primære grund til at have hund og ikke kat, er de lange daglige gåture uanset om jeg er i et smertehelvede eller ej - det kan hverken en kat eller et barn (eller en kæreste for den sags skyld), sparke mig ud i :blink:

[Lisbeth Storm]

Så er vi 2 :blink:

 

øhh 3

[Valhrona]

Ikke en kritik af dit indlæg overhovedet, blot en generel tanke til det ord der. "Bare" ... hvad er det? Hunde er hunde, ja. Men det er søreme heller ikke "bare". Når folk siger "det er jo bare en hund blabla", så bliver jeg råddent fornærmet og giver dem flabet igen. Hvad betyder bare??? Som om, det ikke var noget?? Eller som om det i hvert fald var "mindre" end så meget andet?

 

Bare HVAD? - Bare lige den, som elsker mig mere end nogen anden, som altid er glad og klar med kærligt nærvær, leg og hygge, den som trøster mig, når jeg er ked af det, som kan lide mig uanset hvad, som hopper og danser lykkeligt når jeg kommer hjem, følger mig overalt og deler hele sit lille liv med mit.

Det er ikke "bare" lige noget. Det er kæmpestort, større end næsten alt andet. Sgu.

 

 

Nemlig! Hunde rules!! Hunde er det bedste i verden! Hilsen "Crazy Doglady"..

:hjerte:

[GRAND DANE]

jeg er ikke tulles verten far eller mor nogle gange bliver jeg omtalt som tulles far det kan jeg alsår ikke lig.

på grund af en del biologiske og praktiske årsager er jeg ikke biologisk far til tulle. jeg holler bestemt meget af hinne men jeg er tulles ejer ikke far og det tror jeg tulle er rektig godt tilfres med, havet jeg været far til tulle var jeg formenlig smuttet forlengst og funnet en ny tæve i løbetid eller osse havet jeg som tulle lekket og snorksovet vedsiden af hinne men vem skal så stå for maden og gåturene dyrlægebesøg og så vidre? så jeg tror det er glimrene at jeg er hinnes ejer og ikke hinne far .når:mrgreen:.