Sur teenagehan... bliver det bedre?

[Louisen]

Vi træner, vi gør det vi skal. Men alligevel kan Taiki som nu her til aftenturen blive sur på en hund, han ellers er gode venner med (også en intakt han). Jeg ved ikke hvem der startede. Pludselig var de bare sure.

 

Jeg føler det er op ad bakke og at uanset hvad jeg gør, fortsætter problemet. Der er få hunde som er okay i Taikis verden (af intakte hanner), resten skal bare råbes ad. Han bider dem ikke og de heller ikke ham, men det ser jo voldsomt ud når de gør af hinanden lige op i hovederne med alle tænder, så man tror de er ved at flå hinanden levende, selvom det ikke sker.

 

Så følger en kort periode hvor han er normal og rimelig rolig, hvis de andre hunde ikke provokerer først - og så bliver han en bisse igen.

 

 

Det startede med kønsmodningen.

 

 

Hvor meget af det kan jeg håbe (!) på forsvinder igen når han runder de der magiske 2-3 år og hvor meget beholder han.

 

Er det relevant at overveje kemisk kastration (en enkelt gang)?

 

Skal vi bare begrænse al hans socialisering med andre hunde til de samme 2-3 hunde han kan med og måske ser 1-2 gange i ugen, har han brug for ro?

 

 

Suk og øv. Jeg synes det er lidt svært lige for tiden, at have en intakt unghund i huset.

[Petrine]

:ae: har ingen erfaring med køns-aggresion, men kemisk kastration er og bliver noget helt andet end kirurgisk, der er himmelvid forskel, hvis du beslutter dig på at afprøve det, så undersøg bivirkningerne og muligheden for at ophæve den rigtigt grundigt, før du gør det.

 

Håber han bliver sød igen

[søster lagkage]

jeg ville i hvert fald undgå møder med hanhunde han ikke kender eller hvor du er usikker på relationen. der er ingen grund til at han gror sig en dårlig vane. halfdan havde lidt en periode, og der var han bare kun sammen med hunde han kendte - men han er jo noget helt andet end en shiba, så det kan nok ikke helt sammenlignes, jeg var aldrig i tvivl om, at det ville gå over, og det er vel i modsætning ret sædvanligt, at shibahanner ikke kan med andre hanhunde?

[Louisen]

jeg ville i hvert fald undgå møder med hanhunde han ikke kender eller hvor du er usikker på relationen. der er ingen grund til at han gror sig en dårlig vane. halfdan havde lidt en periode, og der var han bare kun sammen med hunde han kendte - men han er jo noget helt andet end en shiba, så det kan nok ikke helt sammenlignes, jeg var aldrig i tvivl om, at det ville gå over, og det er vel i modsætning ret sædvanligt, at shibahanner ikke kan med andre hanhunde?

 

Det er meget forskelligt synes jeg, ang. shibahanner. F.eks. da vi havde fælles gåtur med klubben var der ingen ballade. Så de kan åbenbart godt tolerere hinanden.

 

Jeg tror også bare at det er svært fordi Taiki var så social som hvalp. Så den kamel skal jeg lige sluge.

Også fordi jeg sidder fast i en idé om, at hunde har BEHOV for at være meget sociale med andre hunde, og selvom han har det helt fint bare med os og de hunde, han nu engang er glad for, så bliver jeg stadig nervøs for, om det er nok.

 

Hvornår ved man, at ens hund er ensom/ikke får opfyldt sit sociale behov? Shibaer kan jo godt være meget egenrådige og have nok i sig selv.

 

 

Mht. det kemiske, er det også bare sådan en ønskedrøm at det ville fjerne alle problemer, men omvendt er der så mange bivirkninger jeg heller ikke vil udsætte ham for.

 

Jeg tror jeg vil snakke om opdrætter, som har en kastreret hanhund og først prøvede kemisk på ham, om hvad de synes.

 

 

Jeg må købe nogle gule bånd og være lidt eneboer-agtig med Taiki for en periode. For ellers byggges der jo bare den ene dårlige oplevelse oven på den anden.

[Petrine]

Hvis det 'kun' er intakte hanhunde, så kan du måske lade ham være social med kastrater / tæver? Kan godt forstå dit behov for at han får sociale oplevelser :ae:

[søster lagkage]

Det er meget forskelligt synes jeg, ang. shibahanner. F.eks. da vi havde fælles gåtur med klubben var der ingen ballade. Så de kan åbenbart godt tolerere hinanden.

 

men så ville jeg nok i denne periode arbejde på at tolerere frem for interagere. hvis det giver mening. altså passere pænt, ignorere, ikke råbe røv, den slags. det er trods alt det vigtigste, og er der så ikke nogle tæver, som han kan hygge sig lidt mere konfliktfrit med i mellemtiden?

[CBK]

Jeg har nøjagtig samme problem med Zeus. Min gamle Lab kan ikke lide andre hanhunde, den før ham havde ingen problemer med det. Det er efter et par episoder blevet klart for mig at noget af Zeus' gøeri åbenbart er usikkerhed/hold dig væk/territorialt og ikke mere kun "kom snak med mig" som det har været tidligere.

 

Jeg har søgt råd ved forskellige, og her er det blevet til at møder (især i snor, har aldrig oplevet problemer hvis han har hilst løs på en fremmed hund, men det får han så heller ikke lov til mere) med andre hunde kun sker med hunde han kender og har det godt med - eller hvor jeg har snakket godt med ejeren før.

Hvorfor han har fået det sådan ved jeg egentlig ikke, og han er endda kastreret. Men jeg har også bare måtte sluge en kamel og konstaterer at i hvert fald i øjeblikket skal have have ro fra fremmede hunde (og de fra ham). Så vi er begyndt at træne at ignorere og ignorere.

 

Jeg ville som dig bare erkende at pt. skal han bare ikke hilse på alle hunde, og sørge for at han kun får gode møder. Hvis det er med mange fremmede hunde han opfører sig sådan, så skal det måske kun være med hunde han kender...

 

Du skal bare huske at kastration ikke nødvendigvis vil løse dette problem, slet ikke hvis det når at "sætte sig" i ham. Kemisk kender jeg ikke så meget til.

[Louisen]

Jeg takker for jeres indput, især dig søster lagkage. Burde have dig på speed dial

 

I min frustration googlede jeg en hel masse selvom vi alle er gået i seng og fandt dette link:

 

Dog to Dog Aggression – Why and How to Stop It

 

 

Og det vil jeg printe ud, følge som en slave og tvinge min kæreste til også at følge.

Vi har gjort noget lignende før, efter råd fra træner og terapeut, men nu gør vi det her til vores dages ende eller Taiki bliver omgængelig.

[Shii]

Jeg er så modsat Petrine kan jeg se... Jeg ville afgjort forsøge at se om kemisk kastration ville hjælpe på dit problem, omend jeg ikke tror det vil have en effekt...

 

Vi fik Dexter kemisk kastreret, og vi snakker stadig engang imellem om, om der virkelig "blev gjort noget"... Han er på ALLE punkter helt som før, og han har ingen bivirkninger whatsoever... Og han er ca. halvvejs inde i den periode der kan forventes at den skulle virke...

 

Vi har så valgt at vi nok hverken skal have ham kastreret hverken kemisk eller kirugisk...

 

Med hensyn til dit problem generelt så synes jeg det virker til at være et rigtig godt link, og det virker som om det er nogle "nemme" brugbare råd at følge...

[AnneMangetal]

Jeg er ret sikker på at jeg netop over for dig, TS, tidligere har nævnt Malde, min tidligere hund. Han kunne ikke med intakte hanner, punktum! De skulle dø, og det kunne kun gå for langsomt. Sådan havde han haft det siden han blev kønsmoden.

 

Når man får hund, må man også løbe den risiko at den ikke bliver perfekt og lever op til det ønskede glansbillede. Der er næppe mange der decideret ønsker en hund der ikke kan lide andre, men faktum er, at der er rigtig mange hunde der ikke har lyst til at omgås andre hunde (tit af samme køn). Og sådan er det.

 

Det betyder jo ikke at din hund er en psyko-hund (som det blev kaldt i en anden tråd), men at du ikke kan stole på hvordan han vil reagere over for fremmede hunde. Så tag dine forholdsregler, og undgå for alt i verden at sætte ham i situationer hvor temperamentet kan eksplodere. Giv det noget tid, men hvis det ikke lykkes at omvende ham, er det jo bare det. Det er faktisk ikke verdens undergang!

[Amocca]

Nogle gange må vi bare acceptere at vores søde små sociale hvalpe altså vokser op og bliver asociale voksne hunde og det skal de altså have lov til at være! Der er ikke noget galt med dem på nogen måder, tværtimod var jeg lige ved at sige... Der er intet unaturligt eller underligt i, at en hund / ulv ikke har et ønske om at socialisere med fremmede hunde udenfor deres egen flok når de når over hvalpestadiet...

 

Hvis de har et par kendte hundevenner de kan med, så er det vel fino bambino? Mine møder ikke fremmede hunde... Karla gider det ikke og Johna kan ikke finde ud det når Karla er med, da hun ikke kan gennemskue om hun skal følge sin egen impuls, som er "jaaa, en hund, den er søøøøød!" eller Karlas impuls som er: "urgh! Et røvhul, jeg lader som om jeg ikke har set den, hvis den kommer herhen så beder jeg den skride!"

[Tweesa]

Hvis han ikke selv opsøger problemerne, så synes jeg ikke rigtig der er behov for at gøre det store? Dolph gider SLET ikke hanhunde. Og så er det sådan det er? Pænt træls når andre lader deres hanhunde rende uden snor og uden kontrol, men sådan i det daglige og på træningsbanen er det ikke noget problem.

Hvis han ikke gider en anden hund, så skal han så sandelig heller ikke tvinges. Han skal bare ikke starte balladen. (Det er så gået tilbage i træningen efter tre overfald i rap)

 

Hvis Taiki ikke søger de andre hunde for at være social, så tror jeg roligt du kan regne med at han ikke har behov for at være mere social med andre hunde end han er nu. Han ses jo også med andre, som du siger.

[Nollike]

Min gamle hund kunne heller ikke med andre hannner Først fik jeg ham kemisk kastreret og det virkede fantastisk :5up: så jeg lagde ham under kniven og fik ham kirurgisk kastreret og så blev det hele bare meget værre Nu kunne han til tider også "gå på" tæver Han var 5 år da det blev gjort, så der har selvfølgelig været mange dårlige oplevelser med i bagagen som jeg på daværende tidspunkt ikke formåede at få rettet op på. Derfor kan man måske ikke helt sammenligne vores tilfælde, Futte blev kastreret alt for sent og mine evner slog ikke til

 

Jeg synes at du skal følge de råd du har fået om at holde ham væk fra intakte hanner i en periode og se om ikke det ændrer sig når han bliver lidt ældre. (Spørg evt. Ascha, hun har godt styr på den problemstilling). Jeg kan sagtens følge de råd du får om at "det er ok at hanhunde ikke har brug for at være sociale med andre hanner", men alt efter hvor man bor, så kan det være mere eller mindre svært at indtage den holdning. Her hvor jeg bor er der rigtig mange hunde og det er svært at have en hund som ikke kan med andre, især fordi ikke alle respekterer at de skal holde deres hunde væk Jeg bor lige klods op af en mose, hvor det er dejligt at gå tur med sin hund, men jeg måtte opgive at gå der med Futte, for selv om man skal have sin hund i snor der, så bliver det ikke respekteret og vi kom ud i mange dumme situationer dernede, fordi folk ikke tager almindeligt basalt hensyn

Så mit råd må være at "skærme" ham i en periode og håbe at det ændrer sig når han bliver mere fornuftig i hovedet Om ikke andet vil han ikke få opbygget en masse dårlige erfaringer, så hvis det bliver nødvendigt at kastrere ham, vil han måske være nemmere at arbejde med efterfølgende.

[Amocca]

Jeg bor inde midt i byen, lige ved siden af en af de 2 store parker = oversvømmet af hunde... Jeg har en hund der ikke kan med andre hunde, men det lykkes mig nu stadig at gå tur med hende Har jeg tiden, så flygter jeg dog ud af byen, kører på stranden eller i skoven eller lign. men det kan godt lade sig gøre at gå inde i byen, hvis man vil.... Enten går jeg på skæve tidspunkter, hvor der ikke er så mange andre eller også så er hundene i snor og jeg er udstyret med en meget gennemtrængende stemme...

 

Efterhånden får man et ry som "hende den sure" og så lader folk os i fred

[Ulla H]

Jeg synes ,det er en menneskelig misforståelse at mene, at hunde skal være sociale med fremmede hunde.Vi mennesker er jo også kun sociale med åndsfæller ,og familie og nære bekendte.

Det er jo anstrengende for en teenagerhund at skulle forholde sig til fremmede hunde, især af samme køn. Det bliver vel ofte nær en overstimulering for nogle. At mange voksne hunde alligevel er vældige nærmest barnlige ved sådanne møder, er jo dejligt for ejeren, men vi kan ikke forvente, at alle vokser op og bliver sådan.

Vi må erkende, at vores hunde får forskellige behov for kontakt med andre hunde.

Måske er det usikkerhed , måske er det bare sådan hunden er.

Men jeg ville da også ønske, mine var sociale og stabile allesammen, det er de så ikke.

[Louisen]

Jeg er så glad og taknemmelig for, at I deler disse tanker.

 

Jeg har ikke behov for, at min hund kan med alle. Jeg har bare behov for at blive bekræftet i, at jeg opfylder hans behov. At jeg slår til som hundemor. Han er jo ene hund i hjemmet, så han kan ikke selv opsøge socialt samvær. Derfor er det op til mig som hans menneske at sørge for det. Og derfor fokuserer jeg nok så meget på det.

 

Taiki udviser stor interesse for andre hunde. Han vil gerne hen til dem og i kontakt. Det første han gør, uanset om det er hanner eller tæver, er at smide sig ned på jorden og ligge. Skal han med videre, så skal han trækkes/slæbes.

 

Men at han går i dæk, er hverken udtryk for aggression eller ikke-aggression. Det er bare det, han gør, når han ser en fremmed hund. Men folk som ser dette, tror at det er fordi han er trænet til det og derfor er en dygtig hund som jeg har helt styr på (jeg har styr på ham, men sgu ikke i den situation, hvorfor vi selvsagt ikke skal hilse) eller fordi han er sød og vil gøre sig mindre, af hensyn til den anden.

 

Hvis jeg stod med en sur hund, kunne de nok forstå at jeg sagde nej til at hilse. Når de tror, at jeg står med en social, glad, interesseret bamse, synes de at jeg er mærkelig pga. det og skal tit have det ind med syvtommersøm.

 

 

Det gør det også svært at træne, for hvis den anden hund kommer 100 meter væk på en sti, smider Taiki sig ned. Jeg gør det, at jeg prøver at slå væk i en 90 graders vinkel, så vi straks mister synet af hunden, men det kan man ikke altid. Og så kan det ende med, at jeg enten haler Taiki væk (fordi jeg forudser ballade) eller at jeg må stå og bede den anden ejer om at passere uden at hundene hilser, selvom min hund har ligget klar i 100 meter's tid, fordi han vokser fast til jorden.

 

 

Han kan gå den flotteste plads, men andre hunde har åbenbart effekten af meget stærk tyngdekraft.

 

Hverken leg, distraktion, gøgl eller godbidder virker til at aflede ham.

 

 

Forslag?

 

 

 

Heldigvis er han stadig selskabelig over for de fleste tæver og sine bedste venner. Så det må bare være sådan han får opfyldt sit sociale behov.

Er allerede synket så dybt at jeg har tilbudt min kæreste at vi udskyder projekt første barn nogle år (han finder tanken om børn skræmmende), for at få en shibatæve, så de har hinanden. Men ved jo godt, at det er meget uansvarligt at købe en hund til sin hund, og Taiki er sgu lidt et luksusdyr der helst ikke deler, så det er jo bare endnu en ønsketanke som skal dø i bunken af ønsketanker.

 

 

Tror jeg vil forsøge de gule bånd!

[Louisen]

Hejsa,

 

jeg synes allerede at det går bedre efter at vi har boycuttet tilfældige møder med hanner. Taiki kan allerede gå forbi hanner vi møder, hvis han ikke bliver overrasket over dem og vi i god tid påbegynder "plads" og kontaktøvelse. Og jeg er blevet god til at sige kontakt-signalet "Tjek, Taiki, Tjek" samtidig med at jeg meget hurtigt siger "Ja-vi-træner-kontakt-så-vi-hilser-altså-ikke TJEK Taiki" haha.

 

Der er kommet en anden ro over ham, nu hvor han ikke længere bliver sur på hver eneste tur vi går, mindre stresset, så det er helt sikkert denne retning vil skal gå og så må vi om en længere periode se, om han er kommet ud over dette her eller ej.

 

Han leger fint med en del tæver og hans bedste venner er stadig okay (intakte hanner), så jeg er heller ikke så nervøs længere for, at han ikke får social kontakt.

[Louisen]

I dag har vi haft den dejligste lange tur, hvor vi både jagtede fluer, søgte godbidder og tyggede tyggeben mens han blev afpelset (han fælder). På vejen hjem gik vi durk fordi en mega sur rottweilerhan, Taiki gik yderst på min venstre side og rottweileren passerede på den højre. Han rynkede lidt på næsen men blev så distraheret af en lækker tørret fisk og der var ikke noget ballade.

Han fik lige knebet de sidste 2 dråber tis oven på en stor tisplet lavet af rottweileren. Det var han meget tilfreds med og stolt over; så stolt at vi ikke kunne gå videre før han havde fået en godbid.

 

Vi faldt lidt i søvn på en græsbunker i solen, så jeg tænkte at vi hellere måtte gå hjem og nu putter han sig oven på mine fødder i sofaen og drømmer sageligt, med et stort grin om munden. Rævepels!

[søster lagkage]

det lyder godt! jeg følte selv, at det nedsatte stressen hos både halfdan og os, da vi besluttede at bare konsekvent passere uden at hilse, så er man fri for at spekulere på, om det ender træls og anspændt. og det lyder da til, at han lynhurtigt har affundet sig med situationen.

[Louisen]

det lyder godt! jeg følte selv, at det nedsatte stressen hos både halfdan og os, da vi besluttede at bare konsekvent passere uden at hilse, så er man fri for at spekulere på, om det ender træls og anspændt. og det lyder da til, at han lynhurtigt har affundet sig med situationen.

 

Ja, han har hurtigt accepteret den nye situation.

 

Han kan stadig finde på at lægge sig ned når han ser en fremmed hund. Det skal vi have trænet væk, for det skaber en del problemer. Både at han ligger og nedstirrer den anden hund, og gør det umuligt at passere den uden at trække ham hen af jorden. Men også at ejeren til den anden hund mistolker og tror, at han enten viser underdanig interesse eller er meget artig og ligger i en "dæk". Men i virkeligheden ligger han på spring, klar til at springe op hvis han ikke kan lide den anden hund.

 

Han er også mindre rastløs hjemme, så der er helt sikkert mindre stress.

[søster lagkage]

halfdan er også en nedlægger, når det lige passer ham. derfor gør vi det måske lidt besværlige at simpelthen skifte fortov, når vi ser en anden hund. sådan rimeligt konsekvent. så får vi selvfølgelig ikke trænet passér pænt på helt samme måde, men tilgengæld slipper vi for at han lægger sig ned og bliver helt fikseret og anspændt og vi slipper for de ret mange københavnske hundeejere som det er meget svært at passere uden at hilse på, selv om man prøver at sende et meget tydeligt signal om, at man helst vil være fri. så det fungerer for os. det skal i øvrigt lige siges, at halfdan egentlig ikke har problemer, så når vi uundgåeligt møder hilsehunde vi ikke kan slippe uden om, går det altid fint. jeg synes bare, at det er rarere og mere afslappende for os alle uden random hilsning - og så kender vi jo en stor del af områdets hunde, og dem hilser han selvfølgelig altid på, så han lider ingen nød.

[Louisen]

Udviklingen i træningen er gået lidt i stå, men heller ikke tilbage. Vi kan gå forbi andre hunde/hanner med nogle meters afstand og Taiki kan gå pænt (men fokuserer lidt på dem), og hvis der er mere end 5 meters afstand kan han nemt afledes.

 

Problemet er lidt, at vi jo går tur steder hvor der ikke altid er mega meget plads til at holde nok afstand til, at han afledes helt.

 

Men vi klør på og det går i det mindste ikke baglæns, og er blevet meget bedre siden vi startede, så jeg er fortrøstningsfuld.

[anne-lise hansen]

reagerer han ens uanset om han er løs eller i snor ? min Tot er en bølle når han er hæmmet af snoren , men ikke når han er løs .

[Gæst jepsen]

Dupond var jo den sødeste lille han indtil han blev 2 år!

 

Så begyndte han at sige fra. Og da han fandt ud af, de andre hunde faktisk respekterede ham ..... Så fortsatte han bare. Han fik snippet, da han var 10 mdr gammel.

 

Han er meget glad for sit "personlige rum" og der er ikke mange, der må komme derind. Han bider ikke, men han smider de andre hunde ned og "råber" dem lige ind i hovedet.

 

Jeg vil ikke ignorere den adfærd. Jeg er med på at hunde er hunde og der skal være plads til at sætte sig i respekt. Dupond har, heldigvis, et fantastisk kropssprog så jeg kan se på ham hvornår han vil til at puste sig op. Så jeg kalder ham i plads eller afleder ham fra den anden hund.

 

Dupond reagerer i snor og når han er fri. Når vi er i snor og han begynder at knurre eller trække, så vender jeg om, går 5 m og prøver igen. Det gør jeg med glæde 100 gange for at få ham til at forstå, at man godt kan passere andre hunde UDEN at skulle fortælle dem hvor skabet står

 

Nogle gange virker det og andre gange er det som at trække en sur papkasse bag sig ingen reaktion overhovedet.