Hvornår er aflivning den rette løsning?

[Hopsa]

I hvilke situationer bør aflivning være konsekvensen?

Her tænker jeg ift. overfald på dyr/mennesker, og under ordet overfald tænker jeg her lige fra trussel og markering til angreb og skambidning.

 

Er det relevant hvor stor skaden er eller er det handlingen der bør tages udgangspunkt i?

 

Jeg vil gerne understrege at denne tråd ikke "skal" munde ud i en pladder-debat om kamphunde og hundelov.

[Lonny]

Jeg syntes det er handlingen der skal tages udgangspunkt i, altså hvorfor hunden gjorde det og hvad var hensigten.

[Shii]

Jeg syntes det er handlingen der skal tages udgangspunkt i, altså hvorfor hunden gjorde det og hvad var hensigten.

 

Helt enig.

 

OG så synes jeg til dels også det kommer an på ejerens egen situation. Hvis f.eks. man har en hund der flår andre hanhunde, men man bor på en gård og har rig mulighed for at hunden har et dejligt liv, ser jeg ingen grund til at en "dræber hund" skal lade livet. Det samme med f.eks. børn. Hvis man føler det ikke er et problem, og man kan undgå (!) skaden.. Så ser jeg ingen grund til at den skal dømmes død....

 

Men hvis en hund uprovokeret og upåvirket angriber, så synes jeg at der er grund til overvejelse omkring aflivning. Det sagt så tror jeg aldrig jeg har oplevet det? Altså der har som regelt i alle tilfælde været en grund, smerte f.eks... Frygt...

 

Men igen så synes jeg også man f.eks. skal overveje om man har muligheden og ressourcerne til at f.eks. træne en angst hund væk fra at være udadreagerende. Og der synes jeg også man må tage hunden i overvejelse, kan det passe en angst hund skal skifte hjem bare fordi den ikke skal aflives? Nej det synes jeg ikke, og så ville jeg sagtens kunne forstå man valgte en aflivning, f.eks. hvis man har små børn som hunden potentielt kan skade rigtigt meget. Så har man ikke tiden og muligheden for dette, og så må man opveje om hunden kan omplaceres uden at gøre problemet værre...

 

Det kommer altså i mine øjne an på den enkelte situation.

 

Uanset hvad er aflivning kun en løsning hvis alt andet er udelukket. Det vil sige f.eks. smerter, sygdom, frygt, angst osv. Når der ikke kan arbejdes væk fra det.

 

Jeg synes ikke en hund skal afvises fordi den "truer" andre hunde, så skal man arbejde med den. Mange hunde truer, uden aldrig at have hensigten at gøre mere ved det. MEN jeg synes at man som ejer har ansvaret for allerede der at begynde at arbejde med problemet før det vokser sig større.

 

Men hvor grænsen går før man f.eks. som familie ser hunden som en trussel overfor sine børn... Det ved jeg ikke...

[Therese]

Jeg synes også, det er handlingen, man må kigge på og hvad årsagen til angrebet var.

[Franziska]

Spørgsmålet får mig til at tænke på vores Dalmatiner -tæve vi havde der hjemme.

 

Hun var en hund som man ikke kunne stole på - nogen gange brand sikringen bare over på hende.

Det gik rigtig galt to gange (anden gang blev hun aflivet)

Første gang overfald hun en anden hun og "flænsede" baglåret på den. jeg var ikke med da episoden skete, men jeg tror at hvis Maya umotiveret ville angribe/skambide en anden hund ville jeg allerede der overveje hvordan og hvorledes.

 

Vores Dalmatiner endt "bare" med at gå med mundkurv, mindre aggressiv blev hun bestemt ikke (kan ikke huske hvor meget eller hvor lidt mine forældre trænede med hende omkring det problem-

Aflivet blev hun ca. 2 år sener, hvor hun bider et barn, vidst nok fordi hunden ville have den mad som barnet spiste.

 

Jeg vil nok mest afgøre min beslutning om aflivning på baggrund af handlingen/situationen hvor hunden reager uhensigtsmæssigt. Men naturligvis er det værre når sikringen brander så meget igennem at en hund skambider et andet væsen end hvis det "bare" er en markering.

[Hopsa]

Jeg er tilbøjelig til at være enig med jer og kan derfor godt få oparbejdet en vis undren over den generelle udtalelse på div. fora at "den hund skal aflives", når vi samtidig ganske ofte læser div. adfærdsspecialister skrive at en bestemt handling ikke kan vurderes uden at have observeret hunden. Den skriftlige vurdering er altså ikke nok.

 

Hvordan er stemningen så i de tilfælde hvor en hund på 50-70 kilo får tygget i en hund på 20 kilo og den lille hund derfor kommer grundigt til skade. Bør en sådan forseelse vurderes på samme måde som hvis situationen var med omvendt fortegn?

[Franziska]

Jeg er tilbøjelig til at være enig med jer og kan derfor godt få oparbejdet en vis undren over den generelle udtalelse på div. fora at "den hund skal aflives", når vi samtidig ganske ofte læser div. adfærdsspecialister skrive at en bestemt handling ikke kan vurderes uden at have observeret hunden. Den skriftlige vurdering er altså ikke nok.

 

Hvordan er stemningen så i de tilfælde hvor en hund på 50-70 kilo får tygget i en hund på 20 kilo og den lille hund derfor kommer grundigt til skade. Bør en sådan forseelse vurderes på samme måde som hvis situationen var med omvendt fortegn?

 

JA!!

Undskylder på forhånd til alle dem der ejer små hunde - men hold op de små hunde vi møder i det daglige er da også bare p***e provokerne.

Nogen gange undre det mig virkelig ikke at det af og til går ud over dem. De står og skaber sig, knurre, viser tænder, gør osv.. Og ejerne lader alligevel kræet hen til min store hund - fordi DERES jo ikke kan anrette "så meget skade" på min.

Nej fint - men mister min tålmodigheden (som vi arbejder meget med hun ikke gør, men i teorien burde det ikke være nødvendigt) så din hund en smule flad.

 

Sorry surt opstød - ikke det debatten handler om. Men ja, lige gyldig hundens vægt/str (og for den sags skyld race) burde det der er sket, vurderes ud fra situationen og den medfølgende handling

[Hewlett]

Jeg mener at man bør overveje aflivning, når hunden er utilregnelig. Ingen kan holde en hund under konstant opsyn, og har hunden tendens til at reagere aggressivt i første hug, så ville jeg nok vælge at gå den tunge vej.

 

 

Edit: Og dette gælder også for mindre hunde! Jeg synes bare desværre man møder en generel holdning om, at mindre hunde skal have lov til at slippe afsted med mere, sikkert fordi hundeejeren sikkert er vant til at se sin lille hund som 'offeret' i voldsom hundeleg - så er det helt okay, når den en dag sidder i fjæset på en større hund, som bare ville hilse, eller måske endda bare gik og passede sig selv.

[Howlucky]

Franziska.. Synes da det har lidt med det at gøre:) for som du siger, mistede din tålmodigheden, så ville der være en hel del, der mente din hund skulle aflives. Vi har prøvet en gang, en JR hang i kæben på Rex, han kunne lige så vel ha blevet lidt pissed over det. Og så ville nogen jo nok mene han skulle aflives, uden egentlig at kende forhistorien.

En hund der umotiveret angriber, vil jeg mene skal aflives, men synes godt man kan starte med at adfærdsbehandle, aflivning skal være sidste udvej.

En hund der handler i selvforsvar, skal ikke aflives, bare fordi den er stor eller af forkert race.

[Dina]

I hvilke situationer bør aflivning være konsekvensen?

Her tænker jeg ift. overfald på dyr/mennesker, og under ordet overfald tænker jeg her lige fra trussel og markering til angreb og skambidning.

 

Er det relevant hvor stor skaden er eller er det handlingen der bør tages udgangspunkt i?

En hund, der indskrænker sig til at true eller markere, skal ikke aflives.

 

Hundes overfald på mennesker (her medtages så ikke lige indbrudstyve!) skal altid medføre aflivning. Hmm, og så alligevel - for man kan snildt udtænke adskillige situationer, hvor det så ikke skal gælde.

 

Men naturligvis er det relevant at inddrage skadens omfang. Der er jo forskel på, om der er tale om et lille lynhurtigt haps eller et eller flere voldsomme bid.

[Umulia]

Jeg mener slet ikke at aflivning pga. adfærd skal være en mulighed, med mindre eksperter vurderer at hunden permanent vil være til fare for sine omgivelser, og hverken træning, adfærdsbehandling, undervisning af ejeren eller ejerskifte vil have nogen positiv effekt.

 

Dvs. stort set aldrig.

[Hopsa]

En hund, der indskrænker sig til at true eller markere, skal ikke aflives.

 

Hundes overfald på mennesker (her medtages så ikke lige indbrudstyve!) skal altid medføre aflivning. Hmm, og så alligevel - for man kan snildt udtænke adskillige situationer, hvor det så ikke skal gælde.

 

Men naturligvis er det relevant at inddrage skadens omfang. Der er jo forskel på, om der er tale om et lille lynhurtigt haps eller et eller flere voldsomme bid.

 

Lad os sige din og min hund mødes - af en eller anden grund faldet dette møde negativt ud.

Din hund tygger min hund i låret så hårdt han kan, der går derfor hul i min hund.

Min hund tygger din hund i låret så hårdt den kan, din hun får derfor knust lårben og hofteskål.

 

Handlingen fra begge hunde er den samme, skaden er ikke den samme.

Bør der handles ens eller forskelligt i de to tilfælde?

[Ninjamor]

Jeg tænker lige højt her:

 

Hensigten og skadens omfang må være det der skal tages udgangspunkt i

Ikke ubetinget aflivning for førstegangsforseelser.

 

Mennesker som begår vold mod andre mennesker eller dyr får forseelsen vurderet efter forskellige faktorer: Hvor voldsomt, hvor ofte osv. Det kunne jeg godt tænke mig også kom hundene til gode. En hund som begår en førstegangsforseelse må kunne "dømmes" til adfærdsvurdering og ejerne til rådgivning/træning. Men så langt kommer vi næppe i lille danmark.

 

Små hunde kan ikke udrette lige så store skader på større hunde, som store hunde kan på samme størrelse og mindre hunde, men deres adfærd bør tages seriøst og ligeledes vurderes/ejeren skal rådgives og træne.

 

Noget helt andet er, at en superaggressiv hund nok har bedst af at blive aflivet, det må være stressende at gå og blive gal i skralden hver gang den ser en anden hund.

[PinPoynter]

Jeg mener slet ikke at aflivning pga. adfærd skal være en mulighed, med mindre eksperter vurderer at hunden permanent vil være til fare for sine omgivelser, og hverken træning, adfærdsbehandling, undervisning af ejeren eller ejerskifte vil have nogen positiv effekt.

 

Dvs. stort set aldrig.

 

er nok tilbøjelig til at være enig med Umulia.

[Hopsa]

Ift. det her med at omplacere en hund der har udvist "uhensigtsmæssig adfærd" så mener jeg det kan være en glimrende løsning i mange tilfælde. Jeg tror simpelthen ikke på at hundene generelt er problemerne, jeg kunne meget nemmere forestille mig at der i 90% af de tilfælde her hjemme hvor een hund overfalder en anden, der var situationen ikke opstået hvis hunden havde været i hænderne på en kompetent hundeejer.

 

Man ser hunde der sættes i situationer som nogle på forhånd forventer vil ende galt, men hvor ejeren ikke kan forudse noget problematisk. Senest sagen med et par grander i en park, hvor den ene tygger i en mindre hund. Jeg sidder og tænker at sådan en situation for det første sagtens kunne have været undgået, for det andet at der er flere mulige forklaringer på hændelsen. Måske har hunden hele sit liv været luftet i parken, man må gå ud fra at ejeren oplever hunden som omgængelig siden hun lufter den med en anden hanhund (så vidt jeg har forstået).

Det kan være den er blevet kønsmoden, det kan være den har haft et par parringer, det kan være den har været overfaldet af en hund der minder om hunden de mødte, det kan være den føler den har et ansvar for ejer/flok men ikke ved hvordan dette ansvar varetages bedst.

 

Man kan nemt aflive sådan en hund, specielt hvis ejeren ikke er i stand til at acceptere hvilken hund vedkommende har i sit hjem. Jeg mener bare ikke det burde være nødvendigt, for hvis hunden boede i et hjem med mere erfaring, større vilje til at anerkende den enkelte hunds handlemønster og derfor ikke sætte den i uhensigtsmæssige situationer, så er hunden da sikkert ikke hverken et problem eller til fare for sine omgivelser.

[Therese]

Jeg er tilbøjelig til at være enig med jer og kan derfor godt få oparbejdet en vis undren over den generelle udtalelse på div. fora at "den hund skal aflives", når vi samtidig ganske ofte læser div. adfærdsspecialister skrive at en bestemt handling ikke kan vurderes uden at have observeret hunden. Den skriftlige vurdering er altså ikke nok.

 

Hvordan er stemningen så i de tilfælde hvor en hund på 50-70 kilo får tygget i en hund på 20 kilo og den lille hund derfor kommer grundigt til skade. Bør en sådan forseelse vurderes på samme måde som hvis situationen var med omvendt fortegn?

Ja, det synes jeg. Der bor en hund på "min" gade, som bestemt ikke kan lide andre hunde. Bare de kigger på ham, kan han gå helt bananas. Jeg ved ikke, hvad han har været ude for, siden han er sådan, men jeg får lidt ondt i maven hver gang jeg ser ham - synes det er virkelig synd at han skal gå rundt og have det sådan, for det må bestemt ikke være sjovt for ham at føle trang til at angribe hver gang han ser en anden hund. Uanset hvad grunden så måtte være - om det er angst eller "bare" fordi han er socialiseret helt vildt forkert eller hvad det er.

 

Han kan nok allerhøjest rykke et tot hår af Bobo, men hvis det var min hund, så var den altså blevet aflivet. Det er en situation, som kun bliver værre og værre. Han har endda bidt en gravhundehvalp. Der skulle være taget hånd om det for lang tid siden, tror jeg.

 

Det var bare lige et eksempel, men ja. Jeg ville vurdere hunden på præcis samme måde, hvis den havde været 40 kg. tungere, for jeg tror ikke det er sundt for hunden at leve sådan.

Desuden kan det jo godt være, at den ikke kan gøre så stor skade rent fysisk, men jeg er ikke helt klar over, hvad der kan ske i hovedet på en hund, selvom den kun bliver angrebet af en lille hund. Det er vel ikke utænkeligt, at der kan ske et eller andet i knoppen på en hund, selvom den ikke lider fysisk overlast og det er jo også synd.

[Retrieveren]

Jeg har selv aflivet en ung hund fordi han var utilregnelig. Han blev kun 3 år.

Han reagerede lige pludselig og ud af ingenting. Han kunne løbe og lege med sin bedste ven og pludselig slog det bare klik for ham og han angreb (bed dog aldrig hul på nogen, men det var slemt nok alligevel). Han nåede at overfaldet min gamle hund på 12 år, 2 eller 3 gange. Den ene gang stod gammel hunden endda med ryggen til og det kom helt bag på os begge! Adgærdsbehandlere og trænere undrede sig og kunne ikke forklare det.

 

Da han blev 3 år var det til sidst så slemt så jeg begyndte at takke nej til hunde leg selvom det var med hunde han kendte. Jeg turde have ham mindre og mindre fri og til sidst fik han fred - jeg turde simpelthen ikke løbe an med sådan en hund. Og ja - jeg var faktisk bekymret for min kærestes nevøer og niecer når de var på besøg. Barney var altid bundet af og børnene informeret om at holde afstand. Stolede ikke på ham.

 

Efter en lang snak med dyrlægen, blev det mere og mere klart for mig. Dyrlægen sagde at de indimellem oplever hunde som har ledninger sat forkert sammen i hovedet - altså en medfødt hjerneskade, præcis som børn kan have det. Og zaki havde virkelig været en udfordring siden han var 8 uger! En meget atypisk hvalp som fik nogle sibdsyge flip indimellem.

 

Det det gjorde det endelige udfald var da en med-træner bad mig kigge ned på min hund og fortælle hende om jeg virkelig synes han lignede en hund der havde det godt. Og nej det gjorde han faktisk ikke. Zaki fejlede også nogle andre fysiske ting som man ikke rigtig kunne forklare og hvor end jeg gerne ville, havde de ikke sammenhæng med den måde han reagerede på.

 

Så der gik min grænse. Jeg turde ikke have en hund jeg ikk stolede på. Jeg er idag stadig mege glad for min beslutning. Zaki var aldrig en nem hund, heller ikke til dagligt og at bo sammen med. Og han fik fred. Heldigvis nåede han aldrig at bide nogen men hvor et jeg bare ked af de ting han nåede at gøre. Jeg tror ikk eg havde kunnet tilgive mig selv hvis han havde bidt noget, når jeg vidste hvordan han var.

[Dina]

Lad os sige din og min hund mødes - af en eller anden grund faldet dette møde negativt ud.

Din hund tygger min hund i låret så hårdt han kan, der går derfor hul i min hund.

Min hund tygger din hund i låret så hårdt den kan, din hun får derfor knust lårben og hofteskål.

 

Handlingen fra begge hunde er den samme, skaden er ikke den samme.

Bør der handles ens eller forskelligt i de to tilfælde?

Jeg tror egentlig, at Ninjamor siger det ret fint: "Noget helt andet er, at en superaggressiv hund nok har bedst af at blive aflivet, det må være stressende at gå og blive gal i skralden hver gang den ser en anden hund". Hvis enten din eller min hund kan komme ind under den hat (og det kan de heldigvis ikke, går jeg ud fra), så ER aflivning i mine øjne den eneste rigtige mulighed.

[Gæst Iben B]

Jeg har aflivet en hund grundet overfald på en anden hund. Skaden på den anden hund var egentlig ikke stor - et par punktsår i nakken - men der var ikke i tvivl om at min hund gik efter at gøre større skade end hun nåede.

Min hund havde en træls forhistorie med at brænde sikringer når hun så andre hunde. Vi havde haft hende hos en meget kompetent adfærdsbehandler og behandlingen gik fremad, men så indtraf altså ulykken.

Trods at vi kunne have arbejdet videre med hende, valgte vi at aflive, og det var der flere årsager til:

 

- Det var første gang hun nåede hen til en hund hun gjorde udfald mod, og derfor vidste vi ikke tidligere hvad hendes intentioner var, hvis hun rent faktisk nåede derhen. Vi fik desværre syn for, at hun faktisk gik efter at gøre voldsom skade, når hun gjorde udfald mod andre hunde, hvilket vi tidligere havde været usikre på. Hun havde før været oppe at toppes med andre hunde i 'almindelige' hundeslagsmål, og havde generelt et godt hundesprog, men her var der tale om blackout-dræber-mode.

- Hun nåede hen til den anden hund. Tidligere havde vi kunnet forsvare at hive rundt med en aggressiv hund, fordi vi havde kræfter nok til at holde hende tilbage når hun brændte sammen. Men den forsikring forsvandt altså den dag, hvor hendes par og 30 kilo var nok til at vælte mig omkuld og hive mig på maven henad jorden. Således røg den sidste 'bastion' mellem hende og de hunde hun ville æde.

- Respekt for den anden hund og ejer: det kan godt være det lyder mærkeligt, men jeg synes at når man er skyld i sådan en ulykke, så er man også forpligtet til at sikre sig at det ALDRIG sker igen. Vi gik meget op i at være 'ansvarlige' hundeejere af en udskældt race, og vi var nået til et punkt hvor det eneste ansvarlige overfor omverdenen var at lægge hende til at sove.

- Alternativet var mundkurv/at hun altid skulle blive på vores matrikel. Men en mundkurv ville jo ikke hindre at hun alligevel kunne sætte en voldsom skræk i livet på en anden hund en anden gang, og vi ved jo alle at psykiske overfaldsskader også er ganske alvorlige. Som sagt var den fysiske skade i dette tilfælde til at overse, fordi jeg hurtigt fik hende væk, men den stakkels lille hund det gik ud over var jo rædselsslagen.

 

Beslutningen var ikke svær, vi vidste begge hvad klokken var slået. Også min mand som tidligere kategorisk havde afvist at aflivning kunne komme på tale. Men det betyder ikke at resten af processen var nem. Jeg mener dog stadig vi gjorde det rigtige.

I vores situation synes jeg man bør aflive: hvis en hund er til fare for omgivelserne og ejerne ikke magter at hindre at den gør skade. Det er nok sådan jeg kan summere det op kortest.

 

I øvrigt blev jeg politianmeldt (helt rimeligt) og svensk politi ser ikke med milde øjne på aggressive hunde (hvilket vel er grunden til at de kan klare sig uden åndssvag racelovgivning). Så der er en god chance for at vi ikke havde fået lov til at beholde hende uanset hvad. Adfærdsbehandling var jo prøvet/i gang.

[Hopsa]

Jeg tror egentlig, at Ninjamor siger det ret fint: "Noget helt andet er, at en superaggressiv hund nok har bedst af at blive aflivet, det må være stressende at gå og blive gal i skralden hver gang den ser en anden hund". Hvis enten din eller min hund kan komme ind under den hat (og det kan de heldigvis ikke, går jeg ud fra), så ER aflivning i mine øjne den eneste rigtige mulighed.

 

Er det et andet indlæg end det indsatte du svarer på?

Jeg kan ihvertfald ikke helt se sammenhængen

[Dina]

Er det et andet indlæg end det indsatte du svarer på?

Jeg kan ihvertfald ikke helt se sammenhængen

Det er mit svar på dit indlæg, hvor du skrev:

 

Lad os sige din og min hund mødes - af en eller anden grund faldet dette møde negativt ud.

Din hund tygger min hund i låret så hårdt han kan, der går derfor hul i min hund.

Min hund tygger din hund i låret så hårdt den kan, din hun får derfor knust lårben og hofteskål.

 

Handlingen fra begge hunde er den samme, skaden er ikke den samme.

Bør der handles ens eller forskelligt i de to tilfælde?

Jeg har lidt svært ved at se din tænkte situation for mig - sådan helt entydigt. Dog vil jeg sige, at såfremt en stor hund straks tygger så voldsomt til (glem ikke, at også store hunde kan administrere bidstyrken og gemme det store hug, til dette bliver nødvendigt!), så er det en hund, som bruger stærkere midler end nødvendigt og en sådan hund hører ikke til i det danske samfund. Den er simpelthen for ustabil og farlig for sine omgivelser. Og så er det egentlig ligegyldigt, hvilken race der er tale om.

 

Derfor svarede jeg generelt: Bliver en hund aggressiv ved synet af andre hunde, så mener jeg, at den bør aflives.

[Hopsa]

Så dit svar er "ja, der skal handles ens i de to tilfælde"?

 

 

Men ok, en hund der ser rødt når den ser en anden hund, den mener du bør aflives. Så har det ingen relevans om denne hund ikke er en del af bybilledet, ikke sættes i situationer der giver den mulighed for at skade andre hunde, og i øvrigt ikke har skambidt en anden hund?

[Gæst Miss_menelli]

Som ejer af en hund som nok kunne sætte en skræk i livet på en del andre hunde og mennesker, hvis han ikke var under kontrol, så synes jeg det er en svær debat.

 

For selvfølgelig skal min velfungerende, nemme og fantastiske hund være her.

Men det skal han kun fordi han lever under de forhold som han gør, ellers kunne han nemt være en af dem som endte med at gøre skade på en anden hund og tidligere var visse mennesker også i risikozonen.

 

Han har aldrig gjort skade på nogen hunde og jeg tror på risikoen for han gør det er fuldstændig den samme som for alle andre normale hunde - For jeg kender min hund og lader ham kun blive passet hos andre der tager min hunds personlighed lige så alvorligt som jeg gør.

Jeg lærte det med at være varsom med hvem der omgås min hund, da han satte tænderne i min mors veninde da min mor luftede ham mens jeg var på job.

Ikke alvorligt og jeg kan ærlig talt ikke bebrejde min hund det - Men min mor fik en svada, jeg betalte en ny jakke og fik købt blomster, vin og chokolade til veninden.

Heldigvis meldte hun det ikke, for havde hun gjort det så er der en reel risiko for jeg ikke havde haft min hund nu.

 

Så det var en lærestreg vi tog til os!!

 

Og derfor vil jeg nødigt være den der sætter reglerne op, for hvornår en hund skal miste livet.

For som udgangspunkt så kan jeg ikke acceptere at en hund sætter tænderne i et menneske... Men der er gråzoner.

 

Men en hund der mere end en gang bider en anden hund/menneske, uanset hvor store skrammer der er tale om bør imo i være i risikozonen for aflivning.

Alle hunde kan blive presset ud i situationer hvor de føler sig nødsaget til at bide fra sig og derfor synes jeg ikke pr. definition man bare bør aflive alle hunde der bider fra sig.

Men sker det mere end en gang, så kan noget tyde på, at ejeren ikke har styr på sin hund og/eller at hunden er total utilregnelig.

 

Andre gange kan ét enkelt overfald med bidskabe være nok som i Ibens tilfælde, hvor der mange gange har været optræk til ballade tidligere og hvor man har afværget det gang på gang, men når det så sker så er tilliden til hunden helt væk.

 

Og helt andre gange så er det ikke engang nødvendigt der sker skader på den der bliver overfaldet, men man ser jo desværre at nogle hunde gang, på gang overfalder andre hunde uden at der sker skader - Ud over de psykiske og de kan være alvorlige nok. Det er sådan jeg selv har fået en hund med en mental brist.

 

Ingen af de hunde der har overfaldet Bamse er aflivet, selvom jeg mener en af dem burde være det, da den efterfølgende har gjort skade på en anden hund og jeg har set hvordan ejeren lufter den her hund.

 

Det er ikke hundens skyld at den har en klaphat af en ejer, men den og så dens ejer udgør en fare for andre hunde og hvis man kan garantere at den kommer til en ejer der kan holde styr på den, så kan den omplaceres.... Men hvem kan stille den slags garantier?

 

Så... Den er svær... Jeg kan ikke sætte det sort/hvidt op og jeg er glad for at jeg ikke skal lovgive på det område, da jeg synes det er så individuelt hvornår en aflivning er på sin plads.

Men gentagne overfald uanset hvor alvorlige skaderne er og udpræget stress og aggression (og dermed manglende livskvalitet) hos en hund er gode grunde for mig.

[Gæst The dogfather]

Hvis det er en listehund skal den bare af med knoppen...også hvis det bare er fordi den knurrer eller gør for at få en godbid...

 

Uuuuundskyld...din disclaimer var bare så indbydende...

[Dina]

Så dit svar er "ja, der skal handles ens i de to tilfælde"?

 

 

Men ok, en hund der ser rødt når den ser en anden hund, den mener du bør aflives. Så har det ingen relevans om denne hund ikke er en del af bybilledet, ikke sættes i situationer der giver den mulighed for at skade andre hunde, og i øvrigt ikke har skambidt en anden hund?

En hund, der ser rødt, når den ser en anden hund, bør i mine øjne have fred. Det samme bør vi andre have. Altså fred for en sådan hund.

 

Danmark er alt for lille et land til at spørge, om det har "relevans om denne hund ikke er en del af bybilledet", medmindre folk da har købt en lille privat ø. Så nej - det har ingen relevans, om hunden bor langt ude på landet på en gård. Der kommer med garanti folk forbi af og til, nogle iført en hund. Utænkeligt er det i al fald ikke.

 

Er vi ikke ude i noget flueknepperi her? Min klare holdning er, at er en hund aggressiv, så skal den aflives. Hvis du er uenig, er det fuldt lovligt.