Egenkønsaggressivitet ??

[Hopsa]

Er det en adfærd der kræver "behandling" eller en adfærd der generelt følger med det at være hund?

 

Har mennesket måske valgt at se hundes naturlige adfærd som et problem der skal løses enten ved aflivning eller timelange konsultationer hos eksperterne?

[Franziska]

hmmm...

 

hvis Maya pludselig en dag bare ikke kunne døje andre tæver længere, ville jeg nok træne at hun ikke behøver råbe røvhul efter dem, men jeg synes bestemt ikke at hun skulle tvinges til at lege/hilse med/på dem.

[Tullemus]

Jeg ser det som noget ganske naturligt fra hundens side og ikke noget der kræver behandling på nogen måde..

Jeg har en hanhund, som ikke kan lide vores anden hanhund, det er selvfølgelig lidt irreterende, men sådan er det, det er der ikke noget at gøre ved.

[ccmi]

Vores tæve kan ikke udstå andre tæver, men hanhunde ingen problem. Gå dannebrog med Isa og andre tæver virkede ikke. Hun har været god til dannebrog med andre hanner der ikke kunne med det samme køn.

 

Det er et stort problem når man har en hund med egenkønsaggressivitet, men ligefrem aflivning det sys jeg bestemt ikke om.

Nogle af de hunde vi har haft har og haft det problem, men har jeg/vi gået tur,,været til træning, har vi holdt afstand fra de andre hunde. Tico måtte tog jeg og vendte ham om og fik ham i siit og ventede til den anden hund var forbi. Hm, gav mit svar nogen menning?

[Louisen]

Jeg har det fint med, at Taiki ikke kan lide de fleste andre hanner vi møder, udover de lokale hundevenner han altid har kendt. Til gengæld skal han altså kunne gå på gaden uden at flippe ud over en hund på den anden side og han skal ikke gøre udfald, når vi passerer en anden hund på en sti og der er fin afstand imellem dem, og den anden hund ikke gør andet end at være der.

 

Mit mål har hele tiden været, at Taiki gerne måtte vise at han ikke gad en hund (det gør det nemmere for mig som ejer at vide, om vi skal holde afstand eller måske kan hilse), men han skal afstemme sin reaktion efter situationen.

[Umulia]

Jeg ser det som noget ganske naturligt fra hundens side og ikke noget der kræver behandling på nogen måde..

 

Helt enig.

 

Jeg har en hanhund, som ikke kan lide vores anden hanhund, det er selvfølgelig lidt irreterende, men sådan er det, det er der ikke noget at gøre ved.

 

Det kunne jeg til gengæld ikke leve med, men det er jo min personlige præference, og ikke hundens skyld. Men jeg vil gerne have at de hunde, der bor under tag med mig, kan enes. Derfor lægger jeg også ret meget arbejde i at vælge nogle, der passer godt sammen.

[tjikson]

Jeg har tidligere haft hunde med eget køns aggressivitet... Det var bestemt ikke et problem for mig!.. jeg tog bare forholdsreglerne, og undgik tæt kontakt med andre hanner.. Lærte ham at han skulle sætte sig og fik så godbid istedet for at flippe ud

[Hopsa]

Når forskellige racer beskrives, så undrer det mig lidt at det at have et lidt anstrengt forhold til eget køn, beskrives som racekarakteristika, da det nærmest virker som om at det er lettere at tælle de racer der ikke har det på den måde

[Tullemus]

Helt enig.

 

 

 

Det kunne jeg til gengæld ikke leve med, men det er jo min personlige præference, og ikke hundens skyld. Men jeg vil gerne have at de hunde, der bor under tag med mig, kan enes. Derfor lægger jeg også ret meget arbejde i at vælge nogle, der passer godt sammen.

 

Det ville også være rigtigt rart hvis de kunne sammen. Men vi har prøvet og det går bare ikke. Det er Rex, som ikke kan lide Obie. Det var jo heller ikke meningen, at vi skulle beholde Obie i starten, han var her jo kun i midlertidig pleje, men knyttede sig rigtig meget til os og skulle så have haft sit 4. hjem efter, at have været her. Det kunne vi ikke nænne. Så vi lever med det.

Men ellers så går jeg også efter hunde der kan sammen med resten af flokken.

[Ulla H]

Hanhunde:

Nu har vi vel alle en forskellig opfattelse af dette.

For mig, hvis min hanhund (2 1/2 år) flanede ud på f.eks en anden jævnaldrende hanhund som han synes kom for tæt på til træning, eller ved udstilling, ville jeg blive gal. Altså uden stirren eller anden anledning.

Hvis jeg gik et sted med hanhund og tæver løse, og en fremmed han kom farende , tydeligt interesseret i tæverne ville jeg synes han var temmelig normal hund for sin race.

 

Jeg kan ikke se at evt behandling skulle hjælpe på en hund, der pludselig ikke vil snakke pænt til andre af samme køn.

Min nu snart 8 årige græske tæve har så lært at komme ind , eller stå , hvis hun observerer nogen i nærheden.

Hvis hunden er usocialiseret , så er det een anden sag, men her tager jeg så også denne hunds moders adfærd med,m ht erfaring i den erfaring ,ejer har fået..De gider ikke fremmede tæver. Ingen problemer på hjemmepronten.

[ccmi]

Der mange racer/blandingshunde der har de problemer. Mange hunde kan ikke hundesprog, har set det utalige gange.

[Eris]

Vi var godt klar over det inden vi valgte vores race. Underligt nok har vi været så heldige, at vores tæve ikke er det. :hmm:For det meste leger hun bedre med hanhunde, men hun kan sagtens enes med tæver, medmindre de laver udfald mod hende. Det er prøvet én gang, og hun har aldrig kunnet enes med den hund igen. Det kan godt være, at jeg lyder tarvelig og kun giver de andre hunde skylden. Men hun har 7 - 9 - 13 ikke startet noget selv.

Derfor tager vi vores forholdsregler, og sørger for, at vores næste hund er en hanhund, så er vi sikre på, at der ikke kan ske noget i den dur. Han bliver garanteret aggressiv på andre hanhunde, men så må vi jo holde ham fra andre hanhunde og lære ham at ignorere dem, når de går forbi ham.

Jeg synes ikke, at det er et kæmpe problem. Mine "hunde" behøver ikke enes med alle, bare de kan enes derhjemme, det er trods alt der de bor. Jeg tror dog, at jeg ville have det anderledes, hvis Eris ikke kunne enes med nogen, for hun er jo alenehund indtil videre. Hun har jo ikke nogen at hygge sig med herhjemme. Tror også hendes behov for social kontakt dykker en del, når vi får hund nr. 2. Eller måske det stadig ikke ændres?

 

Vi kunne garanteret godt tænke os en hund nr. 3 en dag, men så skal der andre boller på suppen! Synes ikke det er smart at have 3 shibaer. Fatter ikke, at nogle opdrættere gider at gå og dele deres tæver op hele tiden, fordi de ikke kan enes. Det skal nok være en tæve som er ligeglad med "at vinde", ikke er egetkønsagressiv osv.

 

Bottomline, jeg vil helst undgå at have hunde der skændes i hjemmet. Udenfor synes jeg sgu, at det er ligegyldigt, så længe man kan gå forbi andre hunde, uden at hundene går totalt amok.

[Ninjamor]

Er det en adfærd der kræver "behandling" eller en adfærd der generelt følger med det at være hund?

 

Har mennesket måske valgt at se hundes naturlige adfærd som et problem der skal løses enten ved aflivning eller timelange konsultationer hos eksperterne?

 

Host host... Aggression er en følelse ikke en adfærd

 

De aggressive hunde er ikke dem jeg ser flest af. Hvis en hundeejer står med en stærkt egetkønsaggressiv hund vil h*n ofte først henvende sig som "sidste udvej" og dette betyder reelt at ressourcerne er brugt op og der ikke er meget at arbejde med.

Langt de fleste aggressive hunde jeg har set er hunde som har haft grimme oplevelser med i bagagen og det er værd at arbejde med.

 

Der er to årsager til egetkønsaggresion: Den medfødte tendens hos visse racer og den er svær at træne væk, men man kan hæve tærsklen og dermed få kontrol over hunden og så er der aggression overfor eget køn, som ofte er resultatet af chok, mobning og kraftig eller hyppig grænseoverskridende behandling. Sidstnævnte er det absolut værd at bruge timelange konsultationer hos eksperterne for, da den ofte bunder i frygt hvilket må være rædselsfuldt for den ramte hund.

 

Jeg synes absolut ikke egetkønsaggression generelt følger med det at have hund. Gjorde det det, gad jeg ikke have hund. Konkurrence indenfor samme køn er jo helt naturligt, og kan medføre aggression, men ikke egetkønsaggression som standard.

[Gæst Iben B]

Jeg ville aldrig forlange af min hund - eller kommende hunde - at han godtog fremmede voksne hanner. Til gengæld forlanger jeg at vi kan gå forbi dem uden at flippe skråt, som andre også har pointeret.

 

Mandens spaniel kan omgås alle hunde. Jeg mener at have hørt at man bevidst har avlet væk fra det hos mange jagthunderacer, da der er mange hunde med på jagterne og det ikke nytter noget at de render og ryger i totterne på hinanden. I sådan en situation er det selvfølgelig ret praktisk at en stor flok individer kan være samlet. Men så er der til gengæld heller ingen der forventer at de leger med hinanden

 

 

Vores tæve kan ikke udstå andre tæver, men hanhunde ingen problem. Gå dannebrog med Isa og andre tæver virkede ikke. Hun har været god til dannebrog med andre hanner der ikke kunne med det samme køn.

 

Hvad er dannebrog?!?

[Retrieveren]

Da jeg valgte hund snakkede jeg meget med opdrætter om det her med andre hanhunde. Jeg synes nemlig ikke det er super fedt at have en hund med ud til agility konkurrence (hvor de tit er tæt) eller lydighed, hvis jeg vidste hunden kunne finde på at fare på andre hunde. Så det betød faktisk noget for mig at den race jeg valgte normalt var omgængelig med andre hunde.

Barney er endnu kun 1,5 år, men jeg har ikke oplevet at han ligger op til ballade hvilket jeg synes er RIGTIG dejligt. (om det så er naturligt eller ej). Men det giver mig en tryghed at vide at jeg kan dække ham af i en konkurrence, og HVIS han stik imod al min forventning skulle smutte, jamen så ved jeg at han ikke vil hakke den første og bedste hund han møder.

 

Men var han ikke glad for andre hanhunde så måtte jeg jo tage mine forholdsregler og så var den jo ikke længere. Men må indrømme at det betyder meget for mig at han kan med andre hunde. Han behøver ikke at skulle elske alle, men bare at han ikke ligger op til ballade. Så ja - det betød noget for mig da jeg valgte hund. Om det er naturligt eller ej. Og jeg fik heldigvis en hund som er lige som jeg gerne vil have ham

[KimC]

Er det en adfærd der kræver "behandling" eller en adfærd der generelt følger med det at være hund?

 

Har mennesket måske valgt at se hundes naturlige adfærd som et problem der skal løses enten ved aflivning eller timelange konsultationer hos eksperterne?

 

I en naturlig ulvebestand vil der være flere hanner, og enten vil de indordne sig, eller forlade flokken. I naturen er den adfærd uønskelig. Jeg mener ikke at der er tale om naturlig adfærd.

Hos vores hunde er nogen racer mere tilbøjelige til egenkønsagression end andre. I nogen racer ses problemet mere i nogen linjer end andre linjer. Derfor tror jeg at fænomenet også er arveligt betinget.

 

Det er lidt træls at færdes med en hund med den slags problemer. Men der kan gøres noget ved det. Ikke at en hund der har problemet bliver skidesocial med alt og alle, men nok til at man kan færdes uden de helt store problemer.

 

Naturligvis er der jo dem der mener at det er OK at deres hund ikke kan lide andre hunde af samme køn, og derfor skælder dem ud, eller farer frem mod dem. Det er dem man sørger for ikke at måde på lufteturene.

[Louisen]

Host host... Aggression er en følelse ikke en adfærd

 

De aggressive hunde er ikke dem jeg ser flest af. Hvis en hundeejer står med en stærkt egetkønsaggressiv hund vil h*n ofte først henvende sig som "sidste udvej" og dette betyder reelt at ressourcerne er brugt op og der ikke er meget at arbejde med.

Langt de fleste aggressive hunde jeg har set er hunde som har haft grimme oplevelser med i bagagen og det er værd at arbejde med.

 

Der er to årsager til egetkønsaggresion: Den medfødte tendens hos visse racer og den er svær at træne væk, men man kan hæve tærsklen og dermed få kontrol over hunden og så er der aggression overfor eget køn, som ofte er resultatet af chok, mobning og kraftig eller hyppig grænseoverskridende behandling. Sidstnævnte er det absolut værd at bruge timelange konsultationer hos eksperterne for, da den ofte bunder i frygt hvilket må være rædselsfuldt for den ramte hund.

 

Jeg synes absolut ikke egetkønsaggression generelt følger med det at have hund. Gjorde det det, gad jeg ikke have hund. Konkurrence indenfor samme køn er jo helt naturligt, og kan medføre aggression, men ikke egetkønsaggression som standard.

 

Det du beskriver her, er grunden til at vi har arbejdet med en adfærdsbehandler. Jeg syntes, at det var synd for Taiki, at han stressede sådan over de andre hunde, for det var altså stress meget af det.

 

Jeg tror, at han pga. sin race som er kendt for at være nogle sure løg ift. andre af samme køn, har været ekstra udsat og kombineret med nogle uheldige episoder i hvalpetiden og den tidlige unghunde-periode, så blev det en cocktail som i vores hund blev til stress. Man kunne ligefrem mærke, hvordan han sitrede ved synet af en anden hund; var det en tæve dampede det lidt af, men var det en anden han, var det som om at Taiki ikke vidste om den ville ham noget godt eller dårligt, og derfor var ekstrem vagtsom, nervøs og "på dupperne".

I en "fight or flight" situation kæmper han altid, det har han gjort siden han var hvalp, så det tænkte vi også meget over. Han overgiver sig ALDRIG, har aldrig gjort det... Og det måtte vi så træne ud fra. Altså, han bliver ikke en hund som trækker sig.

 

Til gengæld har vi lært ham, at han godt kan lade være med at reagere på den anden hund og at han skal blive ved os. Det er så vores ansvar at bede om space, så den anden hundeejer ikke kommer hen med sin hund. Taiki slapper mere af, fordi situationerne er blevet mere forudsigelige for ham. Han ved, at så snart vi mærker hans anspændthed/nervøsitet, så tager vi hånd om situationen. Så starter ritualerne med at komme på plads, sige til den anden ejer at vi ikke hilser osv., og han ved at det resulterer i, at han ikke møder den anden hund.

Så slapper han af.

 

Han har lært, hvad det betyder når jeg siger "Se Taiki, det er en PIGE!", det gør ham mere afslappet inden de evt. hilser på hinanden. Men mærker jeg på ham, at han er for stresset, så takker jeg nej til at hilse.

 

Det betyder også, at når han bliver passet af f.eks. min mor, som ikke læser ham lige så godt som min kæreste og jeg, så er hunde-hils lukket land.

 

 

Tilføjelse: Taiki får masser af positive hundemøder og -samkvem, med de hunde vi ved at han kan med. Så er der også mindre pres ift. at hilse på fremmede hunde, da vi ved at han får opfyldt sit sociale behov og det derfor ikke er strengt nødvendigt, at han får hilst/leget på tilfældige hunde vi møder.

[Ascha]

Jeg synes ofte at egetkønsaggression skyldes at ejeren ikke har vidst hvordan man kan undgå at hunden får de tendenser og at det så bare bliver pakket ind i en undskyldning,..... sådan står der nemlig i bøgerne.

[Eris]

Er der nogen der ved hvordan man kan forebygge det så, eller har nogle gode råd?

Jeg skal jo muligvis have en han til sommer, og vil da gerne forebygge, at han bliver stresset ved andre hanhunde?

Håber lidt at han kopierer Eris's adfærd og lærer fra hende, selvom hun bliver overglad, når hun spotter en hund..

[Ascha]

Er der nogen der ved hvordan man kan forebygge det så, eller har nogle gode råd?

Jeg skal jo muligvis have en han til sommer, og vil da gerne forebygge, at han bliver stresset ved andre hanhunde?

Håber lidt at han kopierer Eris's adfærd og lærer fra hende, selvom hun bliver overglad, når hun spotter en hund..

Jeg fik engang det råd fra Ninjamor, at lade være med at presse en ung hanhund ud blandt voksne hanner og dermed en masse negative konflikter og det har virkelig virket på en venindes bullmastiffs.

 

Jeg klikkede Thailo for at sende venlige signaler, og han kom til at kunne enes med næsten alle andre hanhunde. Tror ikke han vidste at andre hanner slappede af pga. hans signaler, der blev tolket positivt af andre hunde, men det blev en vane for ham at vise venlghed, selvom det var instuderet og ikke noget han selv havde valgt.

[Eris]

Jeg fik engang det råd fra Ninjamor, at lade være med at presse en ung hanhund ud blandt voksne hanner og dermed en masse negative konflikter og det har virkelig virket på en venindes bullmastiffs.

Når du siger presset, betyder det så at de lige "skal" lege, eller at de lige "skal" hilse? Eller bliver sat ind i en gruppe med hanhunde for så at klare sig selv?

[Ascha]

Når du siger presset, betyder det så at de lige "skal" lege, eller at de lige "skal" hilse? Eller bliver sat ind i en gruppe med hanhunde for så at klare sig selv?

Det var også et dumt ord at bruge. Det betyder egentlig at hilse på. Mange unghunde skal lige afprøve grænser overfor andre hunde og derfor får de mange negative møder når de møder ældre individer der ikke gider deres udfordringer. Det ses så mest hos hanner.

[Umulia]

I en naturlig ulvebestand vil der være flere hanner, og enten vil de indordne sig, eller forlade flokken. I naturen er den adfærd uønskelig. Jeg mener ikke at der er tale om naturlig adfærd.

Hos vores hunde er nogen racer mere tilbøjelige til egenkønsagression end andre. I nogen racer ses problemet mere i nogen linjer end andre linjer. Derfor tror jeg at fænomenet også er arveligt betinget.

 

Det er lidt træls at færdes med en hund med den slags problemer. Men der kan gøres noget ved det. Ikke at en hund der har problemet bliver skidesocial med alt og alle, men nok til at man kan færdes uden de helt store problemer.

 

Naturligvis er der jo dem der mener at det er OK at deres hund ikke kan lide andre hunde af samme køn, og derfor skælder dem ud, eller farer frem mod dem. Det er dem man sørger for ikke at måde på lufteturene.

 

Det jeg mener med at kalde det "naturligt" er at det er meget almindeligt, og derfor ikke - efter min mening - kan klassificeres som sygelig eller behandlingskrævende adfærd. Hunde er ikke ulve - selv ikke ulvehunde

 

Selvfølglig skal man sørge for at ens hund kan passere andre uden at vise aggression, men det er et træningsspørgsmål. I øvrigt noget min pubertetsbombe holder mig beskæftiget med lige pt. efter at han forleden trak mig + cykel over et stendige for at komme i råbekonkurrence med en arrig DSG bag et hegn

[Tullemus]

Det jeg mener med at kalde det "naturligt" er at det er meget almindeligt, og derfor ikke - efter min mening - kan klassificeres som sygelig eller behandlingskrævende adfærd. Hunde er ikke ulve - selv ikke ulvehunde

 

Selvfølglig skal man sørge for at ens hund kan passere andre uden at vise aggression, men det er et træningsspørgsmål. I øvrigt noget min pubertetsbombe holder mig beskæftiget med lige pt. efter at han forleden trak mig + cykel over et stendige for at komme i råbekonkurrence med en arrig DSG bag et hegn

 

Det er også det jeg mener med naturlig og at det derfor ikke er behandlingskrævende.

 

Ingen tvivl om, at Rex`s "jeg kan ikke lide dig, skrid" attitude er kommet som følge af, at han er blevet overfaldet, mens han var på internatet.

Vi kan sagtens passere andre hunde uden problemer.

[Lonny]

I en naturlig ulvebestand vil der være flere hanner, og enten vil de indordne sig, eller forlade flokken. I naturen er den adfærd uønskelig. Jeg mener ikke at der er tale om naturlig adfærd.

Hos vores hunde er nogen racer mere tilbøjelige til egenkønsagression end andre. I nogen racer ses problemet mere i nogen linjer end andre linjer. Derfor tror jeg at fænomenet også er arveligt betinget.

 

Det er lidt træls at færdes med en hund med den slags problemer. Men der kan gøres noget ved det. Ikke at en hund der har problemet bliver skidesocial med alt og alle, men nok til at man kan færdes uden de helt store problemer.

 

Naturligvis er der jo dem der mener at det er OK at deres hund ikke kan lide andre hunde af samme køn, og derfor skælder dem ud, eller farer frem mod dem. Det er dem man sørger for ikke at måde på lufteturene.

 

Men nu er hunden jo ikke en ulv, hunden er rent faktisk slet ikke et flokdyr som ulven er, derimod er den semi-solitær