Arv eller miljø?

[anne-lise hansen]

Jeg overtog engang en tævehvalp der kun lige var godt 7 uger - hun udviklede sig til at være en af de mest psykisk stabile Airedales jeg nogen sinde har kendt. De hanhunde jeg siden har haft har også alle været meget stabile , selv om man dårligt kan forestille sig et større miljøskift- fra Vestjylland til Nørrebro, jeg ved ikke hvor meget der er arv eller miljø , men det er da spændende.

[Shii]

Her er jeg både enig og uenig med dig, for der er jo netop forskel på hunde, og med de letpåvirkelige racer, som sheltier og collier, betyder det rigtigt meget at hunden netop er tryg i sit eget hjem, og får fuldstændig ro... Men det er jo en følsomhed overfor omgivelserne, som er racetypisk, og som netop giver mange af de egenskaber man værdsætter når man vælger en hund af de racer. - så at lave avlsforbud på hvalpene, fordi dem der avler på hunden har valgt en forkert race til deres hjem, avlet på en for ung hund, eller en hund med sygdom/smerter, synes jeg måske lige er voldsomt nok, hvis modergenerne ellers er stærke i linjen.

 

Jamen jeg er helt enig I at det netop spiller ind hvor de kommer hen også. Men hvis du får en race som ikke passer til dig, og du avler på en nervøs tæve f.eks. Så gives dette videre til hvalpene, som vil blive præget af en nervøs tæve i deres opvækst, og dette vil jo netop spille en rolle, og derfor synes jeg bestemt ikke at man bør avle på sådanne hvalpe. Da de jo også risikere at give dette videre til deres hvalpe. Og hvis der findes andre med stærke sind, så kunne man jo vælge at avle på dem i stedet for.

 

Og personligt kender jeg rigtig mange opdrættere som tager den konsekvens, f.eks. at lave avlsforbud på hvalpe hvor moren ikke har passet dem ordentligt. Du kan sagtens få hunde som vokser op stærke og helt normale, men det faktum at de f.eks. kun er opvokset på flaske og i menneske hænder, kan altså betyde at de ikke ved hvordan de skulle tage sig af deres egne hvalpe. Så medmindre der er seriøs mangel på racen, ville jeg personligt være helt for et avlsforbud på hvalpen, og selvfølgelig forvente at tæven blev taget ud af avlen.

 

Dernæst: Dem som vælger at avle på en for ung hund eller en syg hund ville jo heller ikke være ansvarlige nok til at tage konsekvensen. Her er vi jo ude i noget der ikke handler om decideret opdræt, men nærmere dyremishandling hvis man gør det bevidst. Og ja, så er avlsforbud endnu mere at ønske, men også noget som aldrig ville ske.

 

Men jeg kender også en opdrætter som fik en ung tæve parret (papillon), og den fødte to små hvalpe, og selvom den tog sig fint af dem, blev tæven aldrig brugt i avl igen, udelukkende pga. den tidlige fødsel... Men det er jo igen noget som en opdrætter selv skal tage stilling til, en ung hund kan sagtens være en rigtig god hundemor.

[Ninjamor]

Helt bestemt! Og det er jo derfor at det er super vigtigt at man gør det klart når man sælger hvalpene. At disse bør sælges med avlsforbud.

 

Og igen kan man jo så diskutere om stress og mangel på ro omkring moren så er tævens sind der spiller ind. For hvis tæven er i de omgivelser hun altid har været i, burde det jo ikke ændre sig fordi hun får hvalpe. Og bliver hun stresset af at få hvalpe er vi jo tilbage til at hun bare ikke egner sig som mor.

 

Du forenkler det..

En hvilken som helst hund kan blive stresset, presset mv. uden at være af dårligt materiale. Jeg tænkte ikke på tæver som blev stressede af at få hvalpe.

 

Vi kan ikke gå ud fra, at alle tæver som får hvalpe er ejet af mønsteropdrættere. Der er for mig ingen tvivl om, at f.eks. Pelles mor blev udsat for urimelig stress ved at blive flyttet til et miljø væk fra sin ejer. En type miljø hun ikke var bekendt med. Det gør hende ikke til dårligt avlsmateriale. Hendes håndtering af hvalpene var også i top, hun tilbragte bare ikke den til sammen med hvalpene jeg synes hun skulle.

Lige sådan skal man have med i sine beregninger at forskellige racer har uens tolerancetærskler for lige præcis stress, nu det er stress jeg har taget op.

Det er nemmere at forestille sig at en selskabshund vil blive stresset over at blive fjernet fra sit indemiljø end f.eks. en Skt. Bernhard eller anden gårdhund, slædehund, vogterhund mm. Dette gør jo ikke de sidstnævnte til bedre avlsmateriale.

Der er formentlig også forskel på hvordan Dexter og Penny håndterer forskellige situationer, alene fordi de er af to vidt forskellige racer.

 

Du overser, at en tæve som får hvalpe kan være/blive presset fra flere sider, noget hun normalt kan håndtere men med hvalpe at passe kan dette blive dråben, der får bægeret til at flyde over så hun ændrer adfærd.

 

 

At hvalpene f.eks. bliver nervøse ville være pga. miljøet, og ikke være noget de som sådan har arvet fra deres mor, men noget der var pådraget fra morens adfærd. Bliver hvalpene dårlige mødre selv, ville det jo være en arv fra den behandling de havde fået fra deres mor, skabt af miljøet som opdrætteren havde givet moren. Så i princippet rammer vi jo ind i at miljøet, kan skabe en arvelig effekt. Nemlig at moren ikke var en god mor, og dermed lærte hvalpene ikke selv hvordan en hunde mor skulle være.

 

Naturligvis påvirker miljøet hvalpen i både positiv og negativ retning. Men din model er stadig ikke genetisk nedarvet, som er det jeg taler om. Den eventuelle effekt vil være tillært

[Shii]

Du forenkler det..

En hvilken som helst hund kan blive stresset, presset mv. uden at være af dårligt materiale. Jeg tænkte ikke på tæver som blev stressede af at få hvalpe.

 

Vi kan ikke gå ud fra, at alle tæver som får hvalpe er ejet af mønsteropdrættere. Der er for mig ingen tvivl om, at f.eks. Pelles mor blev udsat for urimelig stress ved at blive flyttet til et miljø væk fra sin ejer. En type miljø hun ikke var bekendt med. Det gør hende ikke til dårligt avlsmateriale. Hendes håndtering af hvalpene var også i top, hun tilbragte bare ikke den til sammen med hvalpene jeg synes hun skulle.

Lige sådan skal man have med i sine beregninger at forskellige racer har uens tolerancetærskler for lige præcis stress, nu det er stress jeg har taget op.

Det er nemmere at forestille sig at en selskabshund vil blive stresset over at blive fjernet fra sit indemiljø end f.eks. en Skt. Bernhard eller anden gårdhund, slædehund, vogterhund mm. Dette gør jo ikke de sidstnævnte til bedre avlsmateriale.

Der er formentlig også forskel på hvordan Dexter og Penny håndterer forskellige situationer, alene fordi de er af to vidt forskellige racer.

 

Du overser, at en tæve som får hvalpe kan være/blive presset fra flere sider, noget hun normalt kan håndtere men med hvalpe at passe kan dette blive dråben, der får bægeret til at flyde over så hun ændrer adfærd.

 

 

 

 

Naturligvis påvirker miljøet hvalpen i både positiv og negativ retning. Men din model er stadig ikke genetisk nedarvet, som er det jeg taler om. Den eventuelle effekt vil være tillært

 

Men læser du hvad jeg skriver? Jeg skriver faktisk ikke at tæven nødvendigvis er dårlig avlsmateriale. Jeg skriver at HVALPE født af sådan en tæve, ville jeg aldrig anbefale at blive brugt i avl, her forståes tævehvalpe. Da disse ikke har lært hvordan en tævehund skal passe sine hvalpe. F.eks. i det tilfælde du beskriver er der jo ikke tale om en tæve der instinktivt ikke gider sine hvalpe. Hun fravælger sine hvalpe fordi hun er tvunget. Hendes næste kuld, under optimale forhold ville hun ikke nødvendigvis gøre det samme ved. Men de hvalpe der har været udsat for den manglende mor, mener jeg stadig er blevet påvirket i en sådan grad at de i mange tilfælde ikke vil kunne passe deres egne unger selv.

 

Og du har helt ret, det er forenklet, for ellers bliver der alt for mange "hvis nu", og den slags. Jeg taler helt generelt, og der vil altid være eksempler som ikke passer ind. Men derfor mener jeg generelt set stadig at en hvalp der er opflasket uden kontakt til en morhund eller erstatningsmor, ikke bør bruges i avl. (også af andre grunde end at moren ikke har kunne fodre den).

 

Og jeg har netop sagt at JEG synes det er en blanding, for der er ting der er arveligt, og ting der er tillært. Og arveligt, behøves jo ikke i min verden være genetisk, en hvalps adfærd overfor andre hunde er jo stort set altid tillært.

[Drentsche]

Jeg læste lige det her link, som faktisk kommer ind på noget af det, noget direkte svar er der jo ikke, da alt spiller ind, både genetik og miljø. Men interessant emne.

 

http://teiens.com/det-er-ikke-hunden-som-er-problemet-det-er-eieren-eller/

[Ulla H]

Jeg har hørt om ellers sunde tæver der var så forskrækkede over fødslen, at de var bange for deres nyfødte. Og kender en ellers i mine øjne normal tæve, der det 1 ste døgn bed alle sine nyfødte ihjel. Det viste sig, at en kuldsøster havde gjordt det samme. Jeg har ikke forklaringen på , hvad der sker i sådan en tæves sind.

Jeg mailede for år tilbage med en 1 stegangopdrætter, hvis westie kun fik en hvalp. Tæven måtte holdes for at hvalpen kunne die, ellers nappede/bed??? den hvalpen. Og hun fulgte mit råd om at finde en modertæve i samme størrelse med modergener, så hvalpen fik en normal opvækst.

Ved ikke om tæven havde mælkekirtelbetændelse eller andet , som hun ikke kunne finde ud af.Men synes det var så synd for den enlige hvalp at skulle ligge der helt alene. Ammestuen fandt en plejetæve hurtigt.

Men aner jo ikke hvordan en 1 stegangstæve vil klare både fødsel og de første krævende uger i hvalpekassen.

Men som Ninjamor skriver, vil der ofte komme problemer med meget overforkælede tæver, der er vant til at ejer danser efter deres behov heletiden. De vil ofte betragte sig selv som småbørn ,og tror at verden kun drejer rundt for deres skyld.

Hvis man ikke sørger for at tæven er på dupperne efter de 3 uger og klar til at give hvalpene et godt indtryk af verden , så vil hun ofte bare hvile og have fred i for lang tid. Her kommer det virkelige krævende for opdrættere.

[Ninjamor]

Men læser du hvad jeg skriver? Jeg skriver faktisk ikke at tæven nødvendigvis er dårlig avlsmateriale. Jeg skriver at HVALPE født af sådan en tæve, ville jeg aldrig anbefale at blive brugt i avl, her forståes tævehvalpe. Da disse ikke har lært hvordan en tævehund skal passe sine hvalpe. F.eks. i det tilfælde du beskriver er der jo ikke tale om en tæve der instinktivt ikke gider sine hvalpe. Hun fravælger sine hvalpe fordi hun er tvunget. Hendes næste kuld, under optimale forhold ville hun ikke nødvendigvis gøre det samme ved. Men de hvalpe der har været udsat for den manglende mor, mener jeg stadig er blevet påvirket i en sådan grad at de i mange tilfælde ikke vil kunne passe deres egne unger selv.

 

Og du har helt ret, det er forenklet, for ellers bliver der alt for mange "hvis nu", og den slags. Jeg taler helt generelt, og der vil altid være eksempler som ikke passer ind. Men derfor mener jeg generelt set stadig at en hvalp der er opflasket uden kontakt til en morhund eller erstatningsmor, ikke bør bruges i avl. (også af andre grunde end at moren ikke har kunne fodre den).

 

Og jeg har netop sagt at JEG synes det er en blanding, for der er ting der er arveligt, og ting der er tillært. Og arveligt, behøves jo ikke i min verden være genetisk, en hvalps adfærd overfor andre hunde er jo stort set altid tillært.

 

Jeg læser hvad du skriver..

[Hewlett]

Hvor er det en spændende debat

 

Når man snakker miljø er det måske også bare så svært at lave målinger, for hvis hunden kommer ud til den 'rigtige' ejer, som behandler hunden som lige netop dén hund har brug for, så er det slet ikke sikkert at hundens potentielle adfærdsproblemer bliver 'trigget' nok til at ejeren nogensinde får dem at se, eller hvad?

 

Jeg tror selv på at der skal flere faktorer i spil, før en hund får deciderede adfærdsproblemer udledt af dårligt miljø.

En hunds psyke bliver måske ikke ændret af at blive snakket ekstremt hårdt til. Men hvis man kombinerer dét med at hunden er understimuleret og kun må opholde sig ude i bryggerset/væk fra familien, jamen så kan det måske gå helt galt.

 

Men som sagt en spændende debat, især taget i betragtning at vi lige har overtaget en 15mdr. gammel tæve, hvor vi nu er det 3. hjem. Jeg er ikke i tvivl om at den familie vi overtog hende fra, har behandlet hende godt, men mon ikke også at hendes sind og temperament spiller en stor rolle i forhold til hvordan hun har taget flytningen og 'alt det nye' ?

[Hopsa]

Når man snakker miljø er det måske også bare så svært at lave målinger, for hvis hunden kommer ud til den 'rigtige' ejer, som behandler hunden som lige netop dén hund har brug for, så er det slet ikke sikkert at hundens potentielle adfærdsproblemer bliver 'trigget' nok til at ejeren nogensinde får dem at se, eller hvad?

 

Der er osse værd at huske, at det som een hundeejer oplever og beskriver som problemhund, ikke nødvendigvis vil blive opfattet sådan af en anden hundeejer.

Personligt har jeg flere gange oplevet hunde der netop grundet det de genetisk indeholder, bliver værdsat helt enormt i deres hjem/familie, men hvor man ikke er i tvivl om at det i en anden familie ville skabe frustrationer og problemer.

 

Så man kan drage en pokkers masse faktorer ind i ligningen når man kommer ind på dette emne, men som opdrætter der har en grundlæggende interesse for at lave hundene rigtigt fra bunden og ikke skulle reperere dem efterfølgende gennem et 20 a4-siders skemalagt prægningsprogram, så er der ingen tvivl i mit sind..... genetikken er meget, meget afgørende for slutproduktet.

[Louisen]

Vores hund kommer fra et super opdræt med virkelig gode forældredyr og han blev tilvænnet og socialiseret som det sig hør og bør, hos både opdrætter og os.

 

Når han alligevel i visse henseender er anstrengt, skyldes det helt sikkert miljø.

Og når han på trods af diverse oplevelser, stadigvæk via træning kan være rolig og lære at reagere konstruktivt i problematiske situationer, tror jeg det er både arv og miljø.

 

 

Der er nogle hunde, hvor man tydeligt mærker, at de har sind efter deres forældre, på godt og ondt. Og andre hunde, hvor man mærker, at opdragelsen har noget at sige.

 

Et positivt eksempel er en pige jeg kender, med en collie, der efter sine forældre har arvet det mest nervøse sind. Men via meget stille og rolig træning, i et meeeeget langsomt tempo, har hun lært den at være en rolig og harmonisk hund 80-90% af tiden. Her har miljøet altså begrænset arvens indvirkning, omend den stadig er der.

[Hewlett]

Der er osse værd at huske, at det som een hundeejer oplever og beskriver som problemhund, ikke nødvendigvis vil blive opfattet sådan af en anden hundeejer.

Personligt har jeg flere gange oplevet hunde der netop grundet det de genetisk indeholder, bliver værdsat helt enormt i deres hjem/familie, men hvor man ikke er i tvivl om at det i en anden familie ville skabe frustrationer og problemer.

 

Så man kan drage en pokkers masse faktorer ind i ligningen når man kommer ind på dette emne, men som opdrætter der har en grundlæggende interesse for at lave hundene rigtigt fra bunden og ikke skulle reperere dem efterfølgende gennem et 20 a4-siders skemalagt prægningsprogram, så er der ingen tvivl i mit sind..... genetikken er meget, meget afgørende for slutproduktet.

 

Det er måske uklart i mit indlæg, fordi jeg kun svarer på miljøets betydning. Men jeg er enig med dig i, at genetik spiller en større rolle end miljøet.

[Ulla H]

Til Louisen

Det du beskriver med den collie er jo netop den symtombehandling, som ingen hunde skulle have behov for, hvis de lander i deres rigtige miljø.Og vel og mærker kommer fra gode stabile forældredyr med stabile gener.

Fra mit arbejde med de græske ser ser også, at visse er født nervøse/usikre og opvæksten kompenserer så ikke i rette tidspunkt for deres udvikling- -

Personlig kalder jeg dem "glashunde",for uanset hvad man gør, vil det altid ligge som en del af deres usikkerhed, der kan dutte op når som helst..

Men de kan sagtens virke velfungerende -. Men sårbarheden ligger lige under overfladen, og der skal hele tiden tages hensyn fremadtil.

[Louisen]

Til Louisen

Det du beskriver med den collie er jo netop den symtombehandling, som ingen hunde skulle have behov for, hvis de lander i deres rigtige miljø.Og vel og mærker kommer fra gode stabile forældredyr med stabile gener.

Fra mit arbejde med de græske ser ser også, at visse er født nervøse/usikre og opvæksten kompenserer så ikke i rette tidspunkt for deres udvikling- -

Personlig kalder jeg dem "glashunde",for uanset hvad man gør, vil det altid ligge som en del af deres usikkerhed, der kan dutte op når som helst..

Men de kan sagtens virke velfungerende -. Men sårbarheden ligger lige under overfladen, og der skal hele tiden tages hensyn fremadtil.

 

Så vidt jeg ved fra pigen selv, så har opdrætter og hun selv gjort en del ud af tilvænning og socialisering m.m., men ALLE hvalpene i kuldet er bare meget nervøse af natur og stresser hurtigt op.

 

Min veninde har så via kontrabetingning, træning og gode lege hvor hunden bliver brugt uden at stresse, fået den ned i et gear, hvor den kan holde ud at være i sin egen krop.

En anden hund fra kuldet bed i stress/nervøsitet sin ejers søn og blev aflivet.

 

De bor i udlandet og det har senere vist sig, at opdrætteren ikke havde helt rent mel i posen og vist bare ville tjene nogle penge - uden skelen til hundenes sind.

[Hopsa]

Der er nogle hunde, hvor man tydeligt mærker, at de har sind efter deres forældre, på godt og ondt. Og andre hunde, hvor man mærker, at opdragelsen har noget at sige.

 

Hvordan mærker man det, hvis ikke man rimeligt tilbundsgående kender til hundens genetik?

[Ninkamus]

Jeg tror på vi i gennem miljøet kan provokere på både godt og skidt det der ligger i avlen/arv.

Hvis avl er byggeklodser så er miljø ordene, og vi kan kun sammensætte de ord som vi har byggeklodser til.

Nogle er heldige at kunne lave en type ord mega nemt, hvor andre mangler byggekloder hertil.

 

Det vidst den bedste måde jeg kan beskrive det på.

[AnneMangetal]

Jeg tror at genetikken skaber et udgangspunkt, enten positivt eller negativt, og så kan miljøet "strække" sindet i den ene eller anden retning.

 

Jeg ser meget af min første hund i Bella, på trods af at de jo på ingen måde er i familie. Noget bunder selvfølgelig i race(rne), men noget af miljø. Jeg kan se at Bellas søskende er meget lig Bella af sind, men at vi hver især har vores små problemer, som helt sikkert stammer fra miljø.

 

Ved den kommende hvalp er jeg så heldig at kende både mor og mormor. Og jeg både tror og håber at deres sind vil gå videre til vores hvalp. Fædrene kender jeg ikke, men sætter min lid til at opdrætter vælger hanner som matcher tævernes sind. Alligevel er jeg jo skrækslageb for at den kommende hvalp på den ene eller anden måde falder uheldigt ud. Ikke så meget pga miljø, men fordi man jo så trods alt aldrig kender ALT til de hunde man avler på.

[Dorte]

hikke

[Louisen]

Hvordan mærker man det, hvis ikke man rimeligt tilbundsgående kender til hundens genetik?

 

Jeg skrev det med tanke på nogle hunde i familien, hvor forældredyrene har været meget kendt og også et par af bedsteforældrene faktisk. At man kan se, at nogle af de samme ting går igen.

[Gæst Spilop]

Glashunde, godt udtryk Ulla. Jeg har oplevet hunde, gå igennem livet under værre kår end de fleste mennesker kan forstille sig, ny familie, helt alm. hund uden de mindste ar på sjælen, så har jeg oplevet hunde, der er blevet angrebet af en anden hund, uden mærker, huller eller andet, som trods tons af fornuftigt arbejde fra ejerens side aldrig bliver den samme hund igen. Glashunde.

[Gæst Spilop]

Thoughts On Breeding - K9 Performance På engelsk og et langt indlæg, men klogord

[jukl]

Efter alle mine hvalpekuld og div børn og unge i familipleje her i huset, vil jeg sige at miljø for mig er den vigtigste faktor, men også at man ikke bare kan sige at det er det eller det andet...

Der skal ikke ret meget til for at ødselægge en lille hvalp..Med menneske børn så vokser og udvikler de sig meget langsomt i forhold til en hvalp, se derfor skal der en længere tid til at ødelægge et barn i et dårlight miljø, og så igen er der så lige de som på trods af alle ods overlever og får en rimeliog peronlighed og udvikling..

[Ulla H]

Mine glashunde.

Den 1 ste var Bamse, gravhund, jeg overtog den dag han skulle aflives. Født på hundefabrik og byttet væk som 7 mdr til en anden nok hundefabrik, unge mennesker med 2 småbørn, heste,ponyer, grise, høns og 23 hunde???? Og begge på arbejdsmarkedet.Var 13-15 mdr og netop overlevet en ubehandlet parvo infektion med senskader til følge.De havde ikke råd til dyrlæge.

De kunne ikke få ham renlig og han var bange for begge ejerer og især ungerne.

 

Charley, cavalier fra hvalpefabrik, ingen havde rørt ved ham i mindst 6 mdr, og havde aldrig været udenfor ejendommen , set en bil eller et halsbånd eller været inde i andet end en stald.

 

Victor fik jeg i pleje som 14 mdr efter tvangsfjernelse pga mulig sexmisbrug. Han var på internat inden og var såkald mulig angstbider, blandt andet.Hans høje gear var nok til dels medfødt, for den ene linie var alle meget højtkørende hunde ,der skulle kunne klare en hel dag på jagt.

 

Min græske lider også begge lidt af Glashundeeffekten.

Nana har både i sin mors liv og senerer sultet så meget at hun var måneder om at trives.Plejemor i det Græske kunne ikke få ormekure til at virke da alle hvalpe led af voldsom diarre. Mavetarmbetændelse , spolorm og store mængder bændelorm.Og vild underernæring.

Snoopy er jo smidt ud i en papkasse som nok mellem 3-4 ugers hvalp med sine søskende. At miste sin mor i den vigtige alder bidrager ikke til følelsen af, at livet er herligt, især når ingen reservemor kunne findes.

 

Heldigvis lever hunde mere i nuet end mennesker, så nogle ting går over med tiden og for glashunde er det virkelig nødvendigt at få deres indre stress ned på et niveau, som de kan leve godt .Ellers trænger indlæring af nye vaner og forståelse ikke ind.

Man kan lære meget af at have en Glashund.

[Lonny]

Jeg tror simpelthen ikke at man kan stille det så simpelt op at man kan sige, at så meget kommer fra miljø, og så meget kommer fra arv.

 

Arv er jo ikke kun at arve temperament, men måske også at arve nogle muterede gener som forældrerne ikke havde, men som blev skabt da dette individ blev til. Og hvilken effekt denne mutering kan have afhænger jo så af hvordan den spiller sammen med de andre gener individet har.

 

Og hvad angår miljø, det er jo svært at sige hvor meget vi kan påvirke miljøet idet at opfattelsen er subjektiv, så hvad jeg opfatter som godt opfatter du måske som skidt, og vores opfattelse kan være præget både af genetik og tidligere oplevelser.

 

Hvordan vi reagerer på forskellige stoffer er jo også noget der ligger i genetikken, hvorefter at det afhænger af miljøet hvilke stoffer vi så bliver udsat for, og disse stoffers påvirkning i en tidlig alder kan måske have en varig effekt, og hvad er denne påvirkning så, genetik eller miljø?

 

Så jeg mener at der er så mange variabler der spiller ind så det er helt umuligt at sige hvorvidt det er miljø eller genetik, også fordi at det sjældent kun er det ene der har drevet en bestemt egenskab/reaktion frem, men derimod en kombination af begge, og denne kombination kan laves på en million forskellige måder...

[Lonny]

Og hvor ville det da egentlig også være skræmmende hvis det var så enkelt

 

Hvis vi nu konkluderer at det var let og vi vidste at arven var 70% og miljøet 30%, så kunne vi sterilliserer alle kriminelle og narkomaner og på den måde undgå fremtidige kriminelle og narkomaner, og jeg er overbevist om at hvis man en dag fandt ud af at det hang sådan sammen, så ville der være en potentiel risiko for sortering efter gener

 

Og en helt anden ting, når du kigger på forældrerne til afkommet, hvordan kan du så fortælle hvorvidt deres reaktionsmønstrer bunder i arv eller miljø, og dermed konkluderer hvorvidt afkommet har arvet nogle gener der kommer til udtryk på denne måde, eller om de blot er opvokset under samme omstændigheder som forældrerne og dermed reagerer ligesom forældrerne

[Ulla H]

Der har jo i mange år været forsket rigtig meget i tvillingebørn både samboende og dem der kom fra hinanden. Og især de eenæggede viste jo helt overvejende samme adfærd og interesser, trods adskillelse fra fødsel.

Vore hvalpekuld er jo ikke eenæggede, men forskning viser jo at det genetiste materiale er utroligt stærk.

Hvis jeg ser bort fra min genbrugshunde og bare kigger på dem, jeg har haft som hvalp, skulle jeg mene, de ville vokse op med nogenlunde samme adfærd pga prægningen her. Jeg har ikke lavet meget om på sit syn på hundes behov gennem årene.

Men jeg tro ikke på, at alle hunde ligner deres ejer, som mange førhen sagde.

Mine har været utrolig forskellige af sind og mht almindelig træning/opdragelse/vejledning har de skulle behandles vidt forskelligt, for at jeg opnåede den lydighed, der gjorde at de kunne begå sig rimelig uden snor på.

Det drejer sig om flere forskellige racer.

Men ens håndtering og pasning giver ikke ens hunde, deres medfødte gener giver vidt forskellige typer hunde.

Som yngre undrede det mig ofte, at jeg ville kunne nå at træne 10 stk cavalier på samme tid , som det tog mig at få en gravhund lydig.

Og ja. jeg er bekendt med, at gravhunde genetisk skal kunne arbejde sejt og selvstændigt, og at cavalieren er en mest ikke brugshund.