Arv eller miljø?

[Gæst andrea]

Hej alle!

 

Jeg har gået og funderet lidt på det sidste, om det egentlig er arv eller miljø der spiller mest ind hos hunde? Altså, jeg er så glad og taknemmelig for at Chili er den hun er, hun er god til indkald, til andre hunde, mennesker, hygning, leg, træning og hun er bare super! Men når jeg kigger tilbage på, hvor lidt vi faktisk vidste om det at have hvalp, da vi fik hende, kan jeg kun ryste på hovedet og skamme mig en smule...

 

Så mit spørgsmål er nu: Har vi fået sådan en fanta-superhund fordi vi valgte et godt opdræt, eller fordi vi alligvel har gjort et eller andet rigtigt i vores træning? Også generelt, arv eller miljø hos hunde? Det er selvfølgelig en vurderingssag, men jeg vil gerne høre jeres syn!:5up:

[Amocca]

Opdragelse og socialisering er vigtigt jo... Men! Hvis forældredyrene er noget skrammel psykisk, så tror jeg på du får psykisk skramlede hvalpe...

 

skulle jeg vælge, ville jeg hellere have en hvalp der havde boet i stald / hundegård, men ud af nervefaste forældre, end en hvalp hvor sæt var gjort rigtigt, men ud af nervøse forældre....

 

man kan redde en del, men fundamentet skal være i orden - efter min bedste overbevisning

[Umulia]

Jeg tror det som udgangspunkt er 50/50. Det tror jeg også om mennesker.

Men nogle racer (altså hunde!) tror jeg er generelt nemmere at "ødelægge" end andre, fordi de har en tendens til nervøsitet eller følsomhed, medens andre er mere psykisk robuste. Kombinerer man en følsom/svag hund med en hårdhændet og uempatisk ejer, kan det næsten kun gå galt. Hvorimod hvis samme person får en nervestærk hund, vil han ende med at synes at han er alletiders største hundeekspert - kender flere af slagsen

 

Jeg har i øvrigt også selv været meget mere heldig med en hund end jeg havde fortjent

[Hopsa]

Genetik er stærkest, om det så er i negativ eller positiv retning.

Vi kan gøre en masse for at forme og præge vores hunde, men fundamentet kan vi aldrig ændre på.

[NickiA]

Tror også det er 50/50.. Kombinationen af en genetisk ordentligt baggrund, og et godt miljø at vokse op i er jo alfa og omega for en god hund, og det er jo også noget nemmere for os, især os nye hundeejere at fortsætte den gode stime i stedet for at skulle starte forfra med noget som har mangler.

 

Hvis jeg skulle udelukke en af delene, ahrg den er svær. På den ene side tror jeg på at de fleste hvalpe som har haft en rigtig god baggrund kan blive nogle dejlige hunde på trods af forældres manglende kvaliteter, men det er jo nok ikke helt så realistisk som jeg gerne vil have det til at være.

På den anden side, en hvalp der har manglet alt, men som har nogle hundrede pct. stabile aner ville self. være nemmere at rette op på en end hund som ikke har nogen stabil genetisk baggrund. Tror dog jeg ville vælge miljø for det betyder i mine øjne aller mest.

[Shii]

Jeg er også på en 50/50... Eller måske mest til arv faktisk.

 

Med det mener jeg at Miljø kan altid trænes på en hund der ikke er nervøst anlagt. Så hvis du har en hund der er ud af gode linier rent psykisk, så tror jeg meget kan reddes hen af vejen. Hvor at hvis du har en hund der er meget nervøs risikere du at miljøet faktisk går ind og skader hunden endnu mere.

 

Jeg tror også at miljøtræning er mindre vigtigt hos en nervefast hund, end en nervøs hund. Ment på den måde at hvis du har en hund der springer ud i alt og er nysgerrig så bliver den ikke så påvirket af at være hos en ejer der måske ikke anede hvordan man skulle gøre... Hvor hvis du har en nervøs hund, som aldrig har oplevet noget og den ryster og skræk hver gang den skal noget nyt.. Så er det altså svært....

 

Så ja... Jeg er måske på en 60/40 arv-miljø.

[Dina]

Så mit spørgsmål er nu: Har vi fået sådan en fanta-superhund fordi vi valgte et godt opdræt, eller fordi vi alligvel har gjort et eller andet rigtigt i vores træning? Også generelt, arv eller miljø hos hunde? Det er selvfølgelig en vurderingssag, men jeg vil gerne høre jeres syn!:5up:

Da jeg var ung og smuk og sirlig, troede jeg, at miljø var den eneste faktor, der havde betydning for et individs udvikling. Efter at have vandret i hundeverdenen i mange år, har jeg revideret denne opfattelse. Jeg tror nu helt bestemt, at både arv og miljø har betydning, og at miljøet udelukkende modificerer, hvad et individ har arvet fra forældrene. Det er så langt lettere at se, når det drejer sig om hunde i forhold til mennesker.

 

Så jeg tror, at du har fået en god hund OG at du har understøttet alt det gode, som opdrætteren har lagt i din hund. Til STORT lykke med det. :5up:

[Rams]

Jeg tror genetik er stærkest ligesom hopsa siger.

[Ninjamor]

Jeg tror ikke man kan sætte % på..

 

Mht. cairn så er det lige præcis en race hvor der er "plads" til at begå fejl, idet den har et robust livssyn og ikke tager ting så nær. Så medmindre vi taler om uretfærdig og hård opdragelse mener jeg Chili er som hun er mere pga. hendes race og ikke nødvendigvis pga. opdrættet.

 

Der er lavet mange stygge forsøg med hele kuld hundehvalpe for at fastslå hvor meget den tidlige påvirkning betyder for den voksne hund og dens måde at reagere på overfor stimuli. Mig bekendt er der ikke noget resultat, som entydigt viser betydningen af hhv. gener og miljø.

[Rams]

Har en veninde der har fået en hund fra en af de værste hundehandlere og hun har ikke vidst det store om at have hund da hun fik den. Og den er bare helt fantastisk dejlig i temperamentet. Og det er bare én af de mest ydergående historier, jeg kender til. Så jeg ville hellere mangle noget på 'miljøkontoen' og så få en hvalp med nervefaste forældredyr.

[Therese]

Jeg siger også arv. Som andre også nævner, kan man ikke ændre på noget genetisk. Uanset hvad man gør, vil det jo altid være der. Det vil altid være noget nemmere at arbejde med et problem, der er en konsekvens af miljøet end hvis problemet er opstået på baggrund af noget genetisk.

[anne-lise hansen]

jeg tror begge dele har indflydelse - jeg har oplevet airedales med et temperament på udstillinger som jeg bestemt ikke brød mig om - når jeg så talte med dens opdrætter var hendes svar at den var så flot derhjemme - på udstillingen ville den have krøbet i et musehul hvis der havde været et, hvad hjælper det at hunden ser godt ud hvis den kun får lov at opleve opdrætters hjem.

[Therese]

jeg tror begge dele har indflydelse - jeg har oplevet airedales med et temperament på udstillinger som jeg bestemt ikke brød mig om - når jeg så talte med dens opdrætter var hendes svar at den var så flot derhjemme - på udstillingen ville den have krøbet i et musehul hvis der havde været et, hvad hjælper det at hunden ser godt ud hvis den kun får lov at opleve opdrætters hjem.

 

Jeg tror helt sikkert også at begge dele betyder noget - eller det ved jeg, at det gør Alle gode hunde kan ødelægges og nogle "dårlige" hunde kan rettes op, tænker jeg. Så hverken arv eller miljø kan stå alene. Miljøet har helt klart også en stor betydning for hvordan en hund udvikler sig, det er klart

[Gæst Sus&Siku]

Hvis man kigger på et hel kuld, så kan der være store forskelle på hvalpenes temp og tilgang til nye ting.

 

I min hunds kuld samt tidl kuld af samme blanding, er der probl med hannerne. Der er kun en af hannerne, som er reserveret og sky. Resten af hannerne er frembrusende, viljestærke og stort temp. Tæverne ved jeg intet om.

 

Forældrenedyrene så jeg op til flere gange. Tæven var lidt arrig, meget gøende. Hannen var aktiv, løbende og nysgerrig.

 

Jeg tror, genetik er det mest gennemtrængende. Dog er vi(de fleste)købere til kuldene 1gangshundeejere. Den han som er reseveret og sky, er kommet hjem til erfarne hundeejere.

[Shii]

Hvis man kigger på et hel kuld, så kan der være store forskelle på hvalpenes temp og tilgang til nye ting.

 

I min hunds kuld samt tidl kuld af samme blanding, er der probl med hannerne. Der er kun en af hannerne, som er reserveret og sky. Resten af hannerne er frembrusende, viljestærke og stort temp. Tæverne ved jeg intet om.

 

Forældrenedyrene så jeg op til flere gange. Tæven var lidt arrig, meget gøende. Hannen var aktiv, løbende og nysgerrig.

 

Jeg tror, genetik er det mest gennemtrængende. Dog er vi(de fleste)købere til kuldene 1gangshundeejere. Den han som er reseveret og sky, er kommet hjem til erfarne hundeejere.

 

Men på det punkt er blandingshunde jo også langt mere farligt, i mangel af bedre ord. For hvilken race bryder igennem?

 

F.eks. som Ninjamor elsker er en cain terrier jo en ufatteligt robust hund psykisk. Men hvis du havde parret en cain med en race som var lidt mere "sart", så ville du jo ikke vide hvad der bryder igennem, og hvordan de ændre sig senere hen. F.eks. er der jo racer som indtil de rammer kønsmodningen ikke udviser noget problem adfærd/nervøsitet osv. Og der kan på den måde laves blandinger hvor du får mixet to race træk der bare ikke fungere godt sammen, og som måske ikke slår igennem før senere hen.

[Ulla H]

Jeg tror også at den genetiske nedarvede pzyke og adfærd er det vigtigste for at få en rubust hund. Men mener så også, at selve den tidlige hvalpetid spiller ind. Her menes tævens omsorg og prægning til , at livet er skønt og sjovt. At hun har overskuddet til at give det videre.

Førhen hørtes ofte om hvalpe solgt før 8 uger, fordi tæven ikke gad eller orkede dem. Så hun gik ikke mere med hvalpene. Dette vil forekomme med tæver, der er uegnede som mødre,men nok mest med tæver , der lever et lidt kummerligt liv, f.eks skal opholde sig alle døgnets timer i mindre indelukke med sine hvalpe uden oplevelser og menneskekontakt.Hun vil periodevis bare have fred.

Sådanne hvalpe opfostres måske i hjem med kun en tæve, så hvalpene ser ikke andre hunde i den alder, hvor de skal lære at være familiehund. Altså ingen at se op til.Ingen voksne hunde, der gider lege og som man kan spejle sig i.Og måske ingen menneskebesøg, så de lærer at fremmede vil dem det så godt, for hvor er de lære.

Mine 2 første hanhunde kom fra hvalpefabrik hertil som over et år gammel og var hele livet lidt pzykisk sarte.De knyttede ikke bånd til mange mennesker, ud over mig.Kender ikke deres forældre.

Min 3 de var opvokset i rimelig stor kennel, dog med forældre med en hvis , faktisk for racen stor selvtillid. Han var også 13-14 måneder, og var jo kasseret til videreformidling efter fjernelse fra hjemmet. Men jeg kendte til så mange i hans familie der fungerede uden aggression, så jeg anså det som stress. Og han blev da anderledes stabil uden udfald, de første blev bare bange og skulle beskyttes, hvis noget uventet eller ubehageligt dukkede op..

[Dina]

jeg tror begge dele har indflydelse - jeg har oplevet airedales med et temperament på udstillinger som jeg bestemt ikke brød mig om - når jeg så talte med dens opdrætter var hendes svar at den var så flot derhjemme - på udstillingen ville den have krøbet i et musehul hvis der havde været et, hvad hjælper det at hunden ser godt ud hvis den kun får lov at opleve opdrætters hjem.

Hende tror jeg næsten, at jeg kender. :slem:

[Shii]

Jeg tror også at den genetiske nedarvede pzyke og adfærd er det vigtigste for at få en rubust hund. Men mener så også, at selve den tidlige hvalpetid spiller ind. Her menes tævens omsorg og prægning til , at livet er skønt og sjovt. At hun har overskuddet til at give det videre.

Førhen hørtes ofte om hvalpe solgt før 8 uger, fordi tæven ikke gad eller orkede dem. Så hun gik ikke mere med hvalpene. Dette vil forekomme med tæver, der er uegnede som mødre,men nok mest med tæver , der lever et lidt kummerligt liv, f.eks skal opholde sig alle døgnets timer i mindre indelukke med sine hvalpe uden oplevelser og menneskekontakt.Hun vil periodevis bare have fred.

Sådanne hvalpe opfostres måske i hjem med kun en tæve, så hvalpene ser ikke andre hunde i den alder, hvor de skal lære at være familiehund. Altså ingen at se op til.Ingen voksne hunde, der gider lege og som man kan spejle sig i.Og måske ingen menneskebesøg, så de lærer at fremmede vil dem det så godt, for hvor er de lære.

Mine 2 første hanhunde kom fra hvalpefabrik hertil som over et år gammel og var hele livet lidt pzykisk sarte.De knyttede ikke bånd til mange mennesker, ud over mig.Kender ikke deres forældre.

Min 3 de var opvokset i rimelig stor kennel, dog med forældre med en hvis , faktisk for racen stor selvtillid. Han var også 13-14 måneder, og var jo kasseret til videreformidling efter fjernelse fra hjemmet. Men jeg kendte til så mange i hans familie der fungerede uden aggression, så jeg anså det som stress. Og han blev da anderledes stabil uden udfald, de første blev bare bange og skulle beskyttes, hvis noget uventet eller ubehageligt dukkede op..

 

Men det er jo netop en af de ting som folk undervudere. Tævens opførsel overfor hvalpen er jo også en nedarvelse fra tævens egen mor.

 

Jeg var i Zoo igår folk de fortalte om en Orangutang som var blevet afvist af sin mor da den var lille, og derfor var blevet fodret med flaske af dyrepasserne. For to år siden fik den selv en unge, og den kunne sagtens finde ud af at passe ungen, men den kunne ikke finde ud af at give den mad. Dyrepasserne gav Orangutang moren en flaske, som den selv fodrede ungen med uden at de havde vist hende hvordan hun skulle gøre. Det skal dog siges at ungen kort efter blev adopteret af en anden orangutang som selv havde en unge på samme alder, så den fik bryst af hende istedet for, og den biologiske mor deltog så kun rent socialt med ungen.

 

Jeg ved godt at aber og hunde langt fra er det samme, men her er vi jo inde i en hvad er arv og hvad er miljø. For i princippet er det i det her tilfølde jo miljøet der nedarves. Det faktum at en hundemor ikke tager sig af sine hvalpe, det sætter sig i hvalpene, og derfor vil du også se rigtig mange opdrættere som aldrig ville vælge at avle på hvalpe af en sådan mor; Netop fordi denne adfærd eller mangel på, nedarves.

 

Men igen bringes der i mine øjne noget ind som der ikke helt handler om det (for mig) emnet her skulle handle om.

 

I mine øjne har hverken arv eller miljø nogen bedtydning for en hund der ER ødelagt. Her mener jeg psykisk tvunget i knæ og helt nede. Hvis du tager en hvilken som helst hund, uanset hvor nervefast den er og banker den, sparker den og ikke lader den se andre mennesker eller hunde i et år, så vil alle hunde være ødelagte i større eller mindre grad.

Opbygningen af hunden er præget af, i mine øjne arven, for her snakker vi jo netop om, hvor hurtigt hunden får tillid til mennesket igen. Og der er dit eksempel jo faktisk helt tydeligt Ulla. For hvis det "bare" var miljø der betød mest, så ville alle hundene jo være endt ud i ca. samme psyke. Men det gør de ikke, for nogen af dem har arveligt bare mere tendens til nervøsitet og usikkerhed end andre. Og uanset hvor meget miljøtræning osv vi laver, så kan vi bare ikke ændre på den slags.

 

Det betyder I mine øjne netop ikke at bare fordi en hund er vokset op i en stald og aldrig har mødt andre mennesker eller hunde, så kan man ikke få en god hund. Omvendt betyder det også at opdrætteren kan smide nok så meget arbejde i sine hvalpe, hvis forældrene er usikre og nervøse, så vil hvalpene også have tendens til dette.

 

MEN: Med miljø og en god ejer kan man undgå en hel masse problemer, også for nervøse hunde.

 

Og igen: Alle hunde er forskellige, og nogen vil altid være mere nervøse end andre osv.

[Ulla H]

Til Shii.

Jeg var jo for desværre år tilbage til et superhyggeligt seminar med bl.and. Anders Hallgren. Vi kom netop ind på avl og han fortale om nogle undersøgelser på en avlsstation for Svenske ,mener det var politi og militærhunde, så nok primært schæferer. Der var laver undersøgelser på tævernes behandling af hvalpene og det var ikke sådan, at det indebar materiale nok til en stor videnskabelig rapport, men nok til et fingerpej.

Alle hunde var jo avlsgodkendt og bestået den prøve, der gjorde at hvalpe efter dem ville kunne bidrage til superhunde.

Men det viste sig at de tæver, der trods et superaktivt liv indtil fødslen kunne finde de bedste moderegenskaber frem , deres hvalpe var også de letteste at træne op, fordi de havde det der med, at livet skulle være sjovt og bruges.

Nogle supertæver vil vel ligge så højt i gear???? at hvalpeklassen og den ro og omsorg ikke lige er dem.

Sådan er mennesker jo også.

[Shii]

Til Shii.

Jeg var jo for desværre år tilbage til et superhyggeligt seminar med bl.and. Anders Hallgren. Vi kom netop ind på avl og han fortale om nogle undersøgelser på en avlsstation for Svenske ,mener det var politi og militærhunde, så nok primært schæferer. Der var laver undersøgelser på tævernes behandling af hvalpene og det var ikke sådan, at det indebar materiale nok til en stor videnskabelig rapport, men nok til et fingerpej.

Alle hunde var jo avlsgodkendt og bestået den prøve, der gjorde at hvalpe efter dem ville kunne bidrage til superhunde.

Men det viste sig at de tæver, der trods et superaktivt liv indtil fødslen kunne finde de bedste moderegenskaber frem , deres hvalpe var også de letteste at træne op, fordi de havde det der med, at livet skulle være sjovt og bruges.

Nogle supertæver vil vel ligge så højt i gear???? at hvalpeklassen og den ro og omsorg ikke lige er dem.

Sådan er mennesker jo også.

 

Jeg forstår ikke hvad du mener?

 

I mine øjne, hvis en tæve ikke kan passe sine hvalpe skal hun ikke indgå i avl, færdig slut. Og så kan hun være nok så god en aktiv hund. De skal kunne have begge dele, moderinstinkt er jo en naturlig del af en tæve, og findes dette ikke i hunden, er det i mine øjne lige så forkert at avle på som at avle på en Border Collie der ikke har hyrde instinkt f.eks. Det er IKKE en god ting for avlen at instinkter er avlet væk.

[Fluffykins]

Jeg forstår ikke hvad du mener?

 

I mine øjne, hvis en tæve ikke kan passe sine hvalpe skal hun ikke indgå i avl, færdig slut. Og så kan hun være nok så god en aktiv hund. De skal kunne have begge dele, moderinstinkt er jo en naturlig del af en tæve, og findes dette ikke i hunden, er det i mine øjne lige så forkert at avle på som at avle på en Border Collie der ikke har hyrde instinkt f.eks. Det er IKKE en god ting for avlen at instinkter er avlet væk.

Men moderinstinket er vel bare en af de ting man ikke kender på sin hund, inden den får hvalpe, og så er det jo for sent.

Desuden spiller miljøet jo også ind på moderen, da stress og mangel på ro omkring mor og hvalpe kan have nogle meget uheldige konsekvenser?

[Ninjamor]

Men det er jo netop en af de ting som folk undervudere. Tævens opførsel overfor hvalpen er jo også en nedarvelse fra tævens egen mor.

 

Tævens adfærd overfor hvalpene gives ikke kun af generne. En tæve som er for ung, er sygdomsmærket, har smerter, er stresset eller sågar overforkælet passer muligvis ikke sine hvalpe godt nok. Dette har intet med genetisk arv at gøre.

Det er min oplevelse at tæver som er sunde og raske på alle fronter, og ikke overforkælede, instinktivt passer deres hvalpe fint, men vi kan nemt bryde ind og lave skævheder hos en tæve som ellers fungerer fint.

 

Et eksempel er min egen Pelle. Hans mor var vant til at kunne komme til ejer altid og da han så valgte at sætte hvalpe og tæve ud i et udhus fordi de derfra havde fri adgang til græsareal, da hvalpene var ca. 3 uger, forlod tæven hvalpene for at være hos ejeren. Hun gik kun ud og ammede og nursede allerhøjst nødvendigt. Tæven vendte så tilbage til hvalpene og var der mere og mere.

Det var en på alle tænkelige måder dårlig disposition fra opdrætters side, men havde hvalpene taget skade af tævens behandling/fravær ville det ikke ligge i deres gener.

[Shii]

Men moderinstinket er vel bare en af de ting man ikke kender på sin hund, inden den får hvalpe, og så er det jo for sent.

Desuden spiller miljøet jo også ind på moderen, da stress og mangel på ro omkring mor og hvalpe kan have nogle meget uheldige konsekvenser?

 

Helt bestemt! Og det er jo derfor at det er super vigtigt at man gør det klart når man sælger hvalpene. At disse bør sælges med avlsforbud.

 

Og igen kan man jo så diskutere om stress og mangel på ro omkring moren så er tævens sind der spiller ind. For hvis tæven er i de omgivelser hun altid har været i, burde det jo ikke ændre sig fordi hun får hvalpe. Og bliver hun stresset af at få hvalpe er vi jo tilbage til at hun bare ikke egner sig som mor.

 

Tævens adfærd overfor hvalpene gives ikke kun af generne. En tæve som er for ung, er sygdomsmærket, har smerter, er stresset eller sågar overforkælet passer muligvis ikke sine hvalpe godt nok. Dette har intet med genetisk arv at gøre.

Det er min oplevelse at tæver som er sunde og raske på alle fronter, og ikke overforkælede, instinktivt passer deres hvalpe fint, men vi kan nemt bryde ind og lave skævheder hos en tæve som ellers fungerer fint.

 

Et eksempel er min egen Pelle. Hans mor var vant til at kunne komme til ejer altid og da han så valgte at sætte hvalpe og tæve ud i et udhus fordi de derfra havde fri adgang til græsareal, da hvalpene var ca. 3 uger, forlod tæven hvalpene for at være hos ejeren. Hun gik kun ud og ammede og nursede allerhøjst nødvendigt. Tæven vendte så tilbage til hvalpene og var der mere og mere.

Det var en på alle tænkelige måder dårlig disposition fra opdrætters side, men havde hvalpene taget skade af tævens behandling/fravær ville det ikke ligge i deres gener.

 

Jah, men faktisk er det her hvor vi rammer at den dækker begge dele.

 

At hvalpene f.eks. bliver nervøse ville være pga. miljøet, og ikke være noget de som sådan har arvet fra deres mor, men noget der var pådraget fra morens adfærd. Bliver hvalpene dårlige mødre selv, ville det jo være en arv fra den behandling de havde fået fra deres mor, skabt af miljøet som opdrætteren havde givet moren. Så i princippet rammer vi jo ind i at miljøet, kan skabe en arvelig effekt. Nemlig at moren ikke var en god mor, og dermed lærte hvalpene ikke selv hvordan en hunde mor skulle være.

 

Virkelig interessant emne.

[Gæst Spilop]

Gener er stærkest. Har ti hunde, 4 omplaceringshunde af de værste slags. Fået fra narkomaner etc. En enkelt af mine " fra hvalphund" er mere sancipel end ham der har fået tæsk, med 4 brækket knogler da jeg fik. Jeg har haft 4 hvalpe på 2 år, alle præget og opdraget ens. Hvis jeg tager dem ud hver for sig, ville ingen gætte at de har haft de samme opvækst betingelser.

[Fluffykins]

 

Og igen kan man jo så diskutere om stress og mangel på ro omkring moren så er tævens sind der spiller ind. For hvis tæven er i de omgivelser hun altid har været i, burde det jo ikke ændre sig fordi hun får hvalpe. Og bliver hun stresset af at få hvalpe er vi jo tilbage til at hun bare ikke egner sig som mor.

 

 

 

Jah, men faktisk er det her hvor vi rammer at den dækker begge dele.

 

At hvalpene f.eks. bliver nervøse ville være pga. miljøet, og ikke være noget de som sådan har arvet fra deres mor, men noget der var pådraget fra morens adfærd. Bliver hvalpene dårlige mødre selv, ville det jo være en arv fra den behandling de havde fået fra deres mor, skabt af miljøet som opdrætteren havde givet moren. Så i princippet rammer vi jo ind i at miljøet, kan skabe en arvelig effekt. Nemlig at moren ikke var en god mor, og dermed lærte hvalpene ikke selv hvordan en hunde mor skulle være.

 

Virkelig interessant emne.

 

Her er jeg både enig og uenig med dig, for der er jo netop forskel på hunde, og med de letpåvirkelige racer, som sheltier og collier, betyder det rigtigt meget at hunden netop er tryg i sit eget hjem, og får fuldstændig ro... Men det er jo en følsomhed overfor omgivelserne, som er racetypisk, og som netop giver mange af de egenskaber man værdsætter når man vælger en hund af de racer. - så at lave avlsforbud på hvalpene, fordi dem der avler på hunden har valgt en forkert race til deres hjem, avlet på en for ung hund, eller en hund med sygdom/smerter, synes jeg måske lige er voldsomt nok, hvis modergenerne ellers er stærke i linjen.