Kæledyr = mere empatiske børn

[Aslan]

Jeg hører ofte at børn der vokser op med hund, bliver mere empatiske.....

 

 

Men hvorfor egentlig?

 

Er det fordi de vokser op med at ae ae og ikke hive kradse rive?

 

Eller er det hunden som viser barnet hvad ægte kærlighed og venskab er?

 

 

Pt har jeg jo en et årig, og hun er ikke særlig empatisk over for hendes mor

Men hun har kun een gang rykket ASlan i halen og ellers giver hun ham tyggeben, griseøre, modtager og tilbyder kys (hvilet forældrene ihvertilfalde IKKE får).

 

Som udgangspunkt ville jeg jo mene at Martin og jeg giver banditten ligeså meget kærlighed som Aslan giver - om end på to vidt forksellige måde.....

 

Men hvad er det ved hunden som gør at hun er mere empatisk/venlig over for ham?

[Potemis]

Hunde skælder aldrig ud..

Ej, jeg tænker lidt at der er en eller anden ro ved dyr som tiltaler mennesker. Dyr kan ikke tale og det tvinger os på en måde til at være mere blide og lyttende. Min niece er halvandet og ligeså voldsom hun kan være, ligeså blid er hun overfor deres kat.. "ae ae" eller "aj aj" som vi siger hernede sydpå. Hun synes også at min hund er noget af det sjoveste, selvom hun er enormt forsigtig med at røre.. hun vil bare gerne se den spise kiks

[søster lagkage]

jeg har vist ikke hørt, at dyr skulle give empatiske børn på et sådan mere generelt niveau. men at vokse op med dyr giver selvfølgelig et barn som omgås dyr på en fornuftig måde - hvis altså forældrene har lært dem det.

 

nu har jeg jo også en baby der vokser op med hund - og han er absolut uempatisk og voldelig over for både hund og mennesker, han skelner ikke mellem mere eller mindre værdige ofre

[Annette]

Hmm, jeg er så en af dem der ikke tror på det. På den lange bane altså. At børnene er/kan være venlige overfor vores kæledyr, det er jo noget vi lærer dem.

Ar det så skulle betyde at de har større empati overfor deres medmennesker tror jeg nok der skal ledes længe efter i skoven. Det siger min erfaring lige pt.

 

Jeg har arbejdet i børnehave i 14 år og hjemme som dagplejer de sidste 5,5 år. Og uanset om børnene har kæledyr derhjemme eller ej er de meget hårde ved hinanden.

Der er desværre en kedelig tendens til at vi er os selv nærmest. Og det lærer børnene af os voksne. Det et travlt samfund vi lever i, både for voksne og børn. Og jeg tror ikke altid der er tid til at vi lærer vores børn at tage de rette hensyn til omgivelserne, netop fordi det gør vi ikke selv.

[Aslan]

jeg har vist ikke hørt, at dyr skulle give empatiske børn på et sådan mere generelt niveau. men at vokse op med dyr giver selvfølgelig et barn som omgås dyr på en fornuftig måde - hvis altså forældrene har lært dem det.

 

nu har jeg jo også en baby der vokser op med hund - og han er absolut uempatisk og voldelig over for både hund og mennesker, han skelner ikke mellem mere eller mindre værdige ofre

 

 

Men det kunne jo være at samværdet med Halfdan nu - gør at Holger fremadrettet bliver mere empatisk........ det vides jo ikke endnu om Holger bliver ved med at være så..... fysisk glad (se det var et andet ord :blink: )

[søster lagkage]

Men det kunne jo være at samværdet med Halfdan nu - gør at Holger fremadrettet bliver mere empatisk........ det vides jo ikke endnu om Holger bliver ved med at være så..... fysisk glad (se det var et andet ord :blink: )

 

jeg regner da bestemt med, at han lærer empati - men det tror jeg alligevel primært, at man lærer af andre mennesker? dermed ikke sagt, at det ikke er sundt at vokse op med dyr, det tror jeg bestemt, at det er!

[Ninjamor]

Hmm, jeg er så en af dem der ikke tror på det. På den lange bane altså. At børnene er/kan være venlige overfor vores kæledyr, det er jo noget vi lærer dem.

Ar det så skulle betyde at de har større empati overfor deres medmennesker tror jeg nok der skal ledes længe efter i skoven. Det siger min erfaring lige pt.

 

Jeg har arbejdet i børnehave i 14 år og hjemme som dagplejer de sidste 5,5 år. Og uanset om børnene har kæledyr derhjemme eller ej er de meget hårde ved hinanden.

Der er desværre en kedelig tendens til at vi er os selv nærmest. Og det lærer børnene af os voksne. Det et travlt samfund vi lever i, både for voksne og børn. Og jeg tror ikke altid der er tid til at vi lærer vores børn at tage de rette hensyn til omgivelserne, netop fordi det gør vi ikke selv.

 

Ikke desto mindre er det sandt, der er forsket i det. Jeg har været til foredrag om det ved en lektor et eller andet for en del år siden. Jeg har intet materiale om det længere eller links at henvise til

 

Børn som vokser op med dyr, og vel at mærke lærer at vise dem omsorg, bliver mere empatiske som voksne. Det er også fastslået at børnene bliver stærkere til at kommunikere idet de bedre tyder de små nonverbale signaler hos mennesker, hvis de er vokset op med dyr.

 

Dine observationer bør give stof til eftertanke, det gør de bare ikke hos dem, der virkelig bør tænke..

 

Sikken en fest når nutidens børn og unge skal passe os når vi bliver gamle...

[Gæst Mimas]

Det skyldes også at hunden ser barnet som det er, elsker barnet for det er og lader barnet være det som barnet nu er. Ikke fordi forældre ikke gør dette, men ved dyrene kan barnet dele sine hemmeligheder, have lange samtaler, bliver ikke irettesat samt har dyrene som regl tiden til børnene, samt giver dyrene børnene den

opmærksomhed de har brug for

 

Samt lærer børn det non verbale sprog meget hurtigere og nemmere end de børn der ikke omgåes dyr.

dyrene styrker også børnenes ansvarsfølelse og børnene selvværd/tillid styrkes ligeleses når de fx reder katten og pelsen bliver fint og katten spinder, giver hunden mad, når hunden giver pote og stikker dem et ordentligt slik i hovedet. Dyrene er taknmmelige når man er ordentlige over for dem, og dette lærer børnene at man skal være god ved sine omgivelser. For er man ikke ordentlig ved fx en hund, så gøer, knurre eller snapper de og det er der ingen der bryder sig om.

 

Men for at dette skal "virke" så skal forældrene selvføgelig have en ordentlig holdning til børnene

[sonja77]

jeg har vist ikke hørt, at dyr skulle give empatiske børn på et sådan mere generelt niveau. men at vokse op med dyr giver selvfølgelig et barn som omgås dyr på en fornuftig måde - hvis altså forældrene har lært dem det.

 

nu har jeg jo også en baby der vokser op med hund - og han er absolut uempatisk og voldelig over for både hund og mennesker, han skelner ikke mellem mere eller mindre værdige ofre

 

Den er skam god nok, som Ninjamor skriver er der videnskabelige undersøgelser, der viser, at vokser man op med dyr som barn, bliver mere empatiske som voksne. Men det kan godt være, at du lige skal vente et par år, før du kan se effekten hos Holger

[Gæst Beaglepack]

Nu var mine drenge ikke helt små da vi fik den første hund (dalmatiner) tilbage i 2000 - de var 7 og 9 år dengang. I årerne frem til nu hvor vi ikke længere har dalmatineren - men 3 beagler har jeg oplevet mine drenge blive mere udadvente og sociale (de har begge en autisme diagnose) - og gennem hundene er der i årernes løb skabt en enorm kontakt, fordi hunde altid er som de er - der forventes ikke noget i forhold til drengene - men vi kan sidde her side om side og jeg "lytter" til dig.

Efterhånden som mine drenge blev ældre kom der flere ting ind - som at gå ture med beaglerne, at træne dem - at have et forhold til den enkle hund. Det var min yngste søn der valgte Darwin, fordi der lige var noget og det valg var slet ikke tosset, når man ser hvordan de to er i dag

 

Min ældste søn er lige flyttet hjemmefra - men det afholder ham ikke fra at komme hjem flere gange i ugen, bare for at gå med beaglerne og være sammen med dem.

Så jeg kan om nogen skrive under på at mine drenges empati er vokset rigtig meget også i forhold til os med to ben

[Birgitta]

Børn kan lære at vise andre omsorg ved at vokse op med dyr, ja.

 

Men det er da ikke det samme som empati.

For empati er ikke omsorg, men en forståelse for hvad en anden (person) tænker og føler. Også når den anden handler anderledes end man selv ville gøre. .

Empatien kan så bruges til at yde kvalificeret omsorg.

 

Empati kan nok ikke "læres" men den kan udvikles hvis der gives muligheder for det gennem hele barndommen.

Og jeg mener ikke, at en familiehund nødvendigvis giver den mulighed.

 

De fleste børn udvikler deres empati i samværet med andre mennesker. De, der har svært ved det, kan hjælpes med meget konkret undervisning. Måske bliver de ikke meget mere empatiske af undervisningen, men de lærer at følge nogle regler, der er vigtige her i livet.

 

Det, børn lærer ved at have hund, er at kommunikere og acceptere andre på tværs af forskellighed. Og at respektere andre, selv om de ikke nødvendigvis forstår dem. Og så lærer de at yde omsorg til andre. Ikke efter hvordan de selv har lyst til at føle og give omsorg, men efter hvordan de lærer at andre(hunden) har brug for det. Men det er forældrene, der skal lære barnet hvad hunden har brug for.

 

 

---Jeg har selv en voksen søn med Aspergers syndrom, - et syndrom, som netop blandt andet er kendetegnet ved begrænsede evner for empati.

Han er vokset op med hunde siden han blev født og til han flyttede hjemmefra. Og jeg oplever ikke, at han har udviklet sig særligt på det empatiske område.

Det skyldes så ikke mangel på hunde, men snarere min -og samfundets- manglende evne og indsigt i syndromet da han var lille. Dengang vidste man endnu mindre om empati og mangel på samme end man gør i dag.

 

--Egentlig er det nok noget andet, der er tale om: Børn, der i forvejen har empatiske evner, vil ved samværet med hunde få udviklet deres empatiske evner til at yde meningsfuld omsorg for andre.

 

Mens børn med mindre empatiske evner vil se omsorgen for hunden som mindre vigtig og mere uinteressant. Og vil derefter som voksne vælge fag, der ikke indebærer omsorg for andre.

 

Næ... jeg skal sgu ikke på plejehjem.. Jeg er ikke så vild med den kommunale lavtlønnede "omsorg".

[Gæst Caligo]

Jeg troede først at overskriften sagde "kæledyr = mere empatiske END børn" Jeg tænkte at det lød som en meget interessant tråd, he he.

[Aslan]

Tak for jeres input - jeg må jo satse på at vi gør det rigtig med vores Sofie

Og så håbe på det bedste

 

 

 

Men hvor er det forøvrigt hyggeligt at se hund og barn lege sammen - havde aldrig troet at Aslan ville være så god en "storebror"

[Umulia]

Jeg troede først at overskriften sagde "kæledyr = mere empatiske END børn" Jeg tænkte at det lød som en meget interessant tråd, he he.

 

Det er muligvis ikke helt forkert

 

[Gæst Caligo]

Ha ha ha ha! Det er vist en meeeget tålmodig hund det der

[Ninjamor]

Børn kan lære at vise andre omsorg ved at vokse op med dyr, ja.

 

Men det er da ikke det samme som empati.

For empati er ikke omsorg, men en forståelse for hvad en anden (person) tænker og føler. Også når den anden handler anderledes end man selv ville gøre. .

 

Hvilket et barn kan lære hvis forældrene bruger pædagogik - og så kan andre børn igen fint selv sætte sig i et dyrs sted og synes noget er synd "for det ville jeg ikke selv synes om"

 

Empatien kan så bruges til at yde kvalificeret omsorg.

 

Empati kan nok ikke "læres" men den kan udvikles hvis der gives muligheder for det gennem hele barndommen.

Og jeg mener ikke, at en familiehund nødvendigvis giver den mulighed.

 

Det er der vist heller ingen der siger.

 

På DcH's ungdomslejr har jeg i mange år set børn behandle deres hunde skidt når lejren starter, men har også kunne se hvor de har lært dette ved at se og høre hvordan deres forældre omgås hunden.

[Ninjamor]

Børn kan lære at vise andre omsorg ved at vokse op med dyr, ja.

 

Men det er da ikke det samme som empati.

For empati er ikke omsorg, men en forståelse for hvad en anden (person) tænker og føler. Også når den anden handler anderledes end man selv ville gøre. .

 

Hvilket et barn kan lære hvis forældrene bruger pædagogik - og så kan andre børn igen fint selv sætte sig i et dyrs sted og synes noget er synd "for det ville jeg ikke selv synes om"

 

Empatien kan så bruges til at yde kvalificeret omsorg.

 

Empati kan nok ikke "læres" men den kan udvikles hvis der gives muligheder for det gennem hele barndommen.

Og jeg mener ikke, at en familiehund nødvendigvis giver den mulighed.

 

Det er der vist heller ingen der siger.

 

På DcH's ungdomslejr har jeg i mange år set børn behandle deres hunde skidt når lejren starter, men har også kunne se hvor de har lært dette ved at se og høre hvordan deres forældre omgås hunden.

[PinPoynter]

Jeg ved ikke voldsomt meget om børns udvikling, men har gjort en sjov observation hos min nyligt 2 årige datter. Hun roser! Hun roser hundene, og katten, og mig (når jeg gør noget godt "Good Booooy, mummy!" eller "VERY good boooy, mummy" hvis jeg gør noget rigtig godt -vi er allesammen good boys, også pigerne) og hun roser sine legekammerater, når de f.eks. rutsjer selv ned ad rutsjebanen "well done I Aimee!!" osv mens hun klapper i hænderne.. Det synes jeg er skægt, og det kommer jo helt sikkert fra vores dagligdag med rigtig mange hunde, som skal roses rigtig meget.

Der er ingen af hendes jævnaldrende venner der gør det samme, og det er ikke noget jeg har nogensinde har sagt, eller forventet, at hun skulle gøre.

[Ulla H]

Jeg mener ikke at impati og omsorg for dyr er gennemgående træk hos meget små børn. De er sig selv nærmest og de fleste småbørn tror jo nærmest, at kloden drejer rundt for deres skyld. Småbørn har som hundehvalpe NU OG HER BEHOV. De kan ikke vente 2 timer på sent aftensmad, fordi stegen ikke kom i ovnene til tiden. Det kan 3-4 mdr´s hvalpe hellerikke.

Men klart giver dyr og fællespasning med forældre, børn indsigt i dyrs behov for omsorg.

Altså hvis forældre eller bare den ene af dem er en opmærksom dyreejer.

Jeg vil tro at dagen meget små familier , hvis forældrene havde overskud ville have glæde af husdyr.De viser også børn, at omsorg fint kan deles uden nogen mangler noget.

Fraset dette viser visse USA undersøgelser jo desværre, at mange grove forbrydelser starter med dyremishandling i ungdommen eller tidligerer. Især for drenge.Men det kan være , at disse er meget socialt udsatte og ikke kan vise magt på andre måder.

[AnjaCS]

Jeg ved ikke voldsomt meget om børns udvikling, men har gjort en sjov observation hos min nyligt 2 årige datter. Hun roser! Hun roser hundene, og katten, og mig (når jeg gør noget godt "Good Booooy, mummy!" eller "VERY good boooy, mummy" hvis jeg gør noget rigtig godt -vi er allesammen good boys, også pigerne) og hun roser sine legekammerater, når de f.eks. rutsjer selv ned ad rutsjebanen "well done I Aimee!!" osv mens hun klapper i hænderne.. Det synes jeg er skægt, og det kommer jo helt sikkert fra vores dagligdag med rigtig mange hunde, som skal roses rigtig meget.

Der er ingen af hendes jævnaldrende venner der gør det samme, og det er ikke noget jeg har nogensinde har sagt, eller forventet, at hun skulle gøre.

 

De lærer meget de der små børn. Henriettes hunde skal bare overveje at nærme sig bordet, mens vi spiser, så råber Vito omgående DÆK mens han laver håndtegnet for afdækning..

 

Jow jow, de samler en del op de små børn.

 

 

 

 

Jeg tror altid det er gavnligt for børn at lære at være en del af et ansvar. At være med til at passe, pleje, træne og hygge med et dyr, og drage omsorg for det, og se dets behov samt at lære at samarbejde med det (hvis det er et dyr man kan samarbejde med). Jeg tror ikke det er så vigtigt om det er en hund eller slange, jeg tror det er vigtigere at barnet passer det, og lærer at se og imødekomme dets behov.

 

 

Jeg er 100% overbevist om at børn bør vokse op med dyr, og får vi ikke en hund inden for en rimelig tidshorisont herhjemme, så starter vi med gnavere. Jeg vil helst ikke at min søn vokser op uden dyr.. (og katten er ikke nok, for den vil aldrig sætte pris på kontakt med ham)

[Umulia]

Jeg har engang set en dokumentarudsendelse om empati og social adfærd. Desværre kan jeg ikke huske hvad den hed, men den gjorde et stærkt indtryk på mig.

 

De eksperimenter, der blev vist i udsendelsen, viste klart at empati skal læres, men at børn allerede i 18 mdrs alderen viser tegn på at kunne gætte hvad andre tænker eller føler. Lidt interessant var der forskelle på nationaliteter - altså børn fra nogle lande udvikler evnen hurtigere end andre. Egentlig empati mestrer de dog tidligst i 4-års alderen.

 

Der var også et forsøg med hanekyllinger, hvor man isolerede nogle, og lod dem vokse op helt uden selskab. Disse haner var som voksne ikke i stand til at omgå artsfæller, hverken høns eller andre haner, men angreb alt hvad de så.

 

Som flere andre også er inde på, er det nok mest forældrene, der lærer børn empati. Dvs at hvis forældrene lærer barnet respekt for hunden som levende væsen, er hunden med at gøre barnet empatisk. Men i familer hvor dyr behandles dårligt og ikke regnes for andet end legetøj eller brugsgenstande, er det det, barnet lærer. Så man bliver ikke nødvendigvis empatisk af at vokse op i et hjem med hund.

[AnjaCS]

Jeg har engang set en dokumentarudsendelse om empati og social adfærd. Desværre kan jeg ikke huske hvad den hed, men den gjorde et stærkt indtryk på mig.

 

De eksperimenter, der blev vist i udsendelsen, viste klart at empati skal læres, men at børn allerede i 18 mdrs alderen viser tegn på at kunne gætte hvad andre tænker eller føler. Lidt interessant var der forskelle på nationaliteter - altså børn fra nogle lande udvikler evnen hurtigere end andre. Egentlig empati mestrer de dog tidligst i 4-års alderen.

 

Der var også et forsøg med hanekyllinger, hvor man isolerede nogle, og lod dem vokse op helt uden selskab. Disse haner var som voksne ikke i stand til at omgå artsfæller, hverken høns eller andre haner, men angreb alt hvad de så.

 

Som flere andre også er inde på, er det nok mest forældrene, der lærer børn empati. Dvs at hvis forældrene lærer barnet respekt for hunden som levende væsen, er hunden med at gøre barnet empatisk. Men i familer hvor dyr behandles dårligt og ikke regnes for andet end legetøj eller brugsgenstande, er det det, barnet lærer. Så man bliver ikke nødvendigvis empatisk af at vokse op i et hjem med hund.

 

Nej, præcis. flirten er f.eks vokset op i et hjem med dyr, han er opvokset på landet og havde endda en kæleged som helt lille. Men for ham er dyr bare ting, og det har de altid været. Han har ingen følelsesmæssig tilknytning til dem, og kan slet ikke fordrage min kat, og var heller ikke begejstret da Bertram var her.

 

Han er opvokset med at de var ting, som ikke havde nogen reel betydning, udover den værdi da havde i form af føde eller hvad de ellers blev til. og hans empatiske side kunne HELT KLART godt være mere veludviklet..

[Umulia]

Da jeg fra starten havde en mistanke om at min søn desværre skulle vokse op som enebarn, gik jeg ret meget op i at have dyr i hjemmet, netop for at lære ham at tage hensyn til andre - eller som jeg vist sagde dengang: For at han ikke skal blive en forkælet møgunge.

 

Da han var lille havde vi to hunde, to beostære, rotter og en kanin. Gnaverne var ikke lige os i det lange løb, men hundene har virkelig været en uvurdelig hjælp når det gjalt om at lære ungen at opføre sig ordentligt :5up:

På et tidspunkt var jeg faktisk bange for at jeg havde overdrevet det med empatien, for der var en tendens til at han blev tromlet af andre folks møgunger da han gik i de mindre klasser. Heldigvis giver det fuld valuta nu, hvor han er blevet en rigtig ledertype, som alle kan lide. Det eneste negative ved det er at jeg har huset fuldt af teenagere hver weekend

[Ninjamor]

Begge mine "unger" er vokset op med hunde, katte og fisk. Ud over dem har vi haft sumpskildpadder, marsvin, og mus.

 

Mit store drog af en søn fjerner snegle og orm, hvis han ser de ligger, hvor der skal graves.

 

Edderkopper som jeg får ståpels af, har han også lært bare skal sættes udenfor de skal ikke myrdes bare fordi jeg ikke kan lide dem.

[Louisen]

Børn har ikke udviklet evnen til empati, før en vis alder. Og derudover er meget af det også miljø, selvom arv /gener også spiller en faktor. F.eks. giver det ikke mening at kræve empati af et barn på 1½ år, for de forstår det ikke. Selv dem, som er søde over for andre - de gør det ikke, fordi de forstår at det er synd for hunden eller mor, at man slår den/hende, men fordi de bare har accepteret, at hvis man gør det, får man skæld-ud og det ønsker de ikke.

 

Jeg tror, at børn der anerkendes og elskes, selv udvikler evnerne til at anerkende andre og elske. Og kærligheden fra en hund er speciel, fordi den er uden krav eller forventninger. Som én allerede har skrevet: Hunde skælder ikke ud. :blink:

 

Derudover tror jeg også, at når børnene bliver ældre, giver det en masse positivt at de lærer ansvar over for et andet, levende væsen. De skal måske gå med hunden /lukke den ud i haven, give den mad etc. og selv hvis det udelukkende er forældrene, der har disse pligter, vil børnene opdage og lære, at hundens behov kommer før menneskets i visse tilfælde (f.eks. hvis det regner, går man jo alligevel med hunden).

Det der med, at lære at sætte sine behov i anden række, tror jeg er sindssyg vigtigt, for empati er jo ikke meget bevendt, hvis man ikke også agerer efter indsigten. Og det tror jeg både er noget, man lærer ved at se sine forældre kunne det over for andre, men også ved selv at være en del af det og blive "tvunget" til det selv ("Jeg ved godt, at du gerne vil ned i kiosken efter en is, men Fifi skal luftes først, hun har ikke været ude siden i morges.")

 

 

Derudover er det beroligende og rart, at have hund! Det er jo bl.a. derfor, at hunde-ejere generelt lider af færre psykiske dårligdomme, selv når man regner de hunde med, som bor sammen med hjemløse, narkomaner og/eller alkoholikere.

Man kan simpelthen måle, at hjerne-aktiviteten bliver mindre hektisk, når folk der ikke er bange for hunde, er sammen med en sød hund. Og ens blodtryk falder også.

 

Blandt andet har man målt på maniske patienter, hvis hjerne-aktivitet permanent (i fasen) er hævet, at de bliver helt ekstremt rolige omkring hunde - de oplever næsten normal-tilstand hvilket er meget imponerende, da det ellers kræver anti-psykotisk medicin.