Rigtig ked af det, har brug for gode råd

[Gæst Selune]

Som overskriften siger, så er jeg rigtig ked af det. Årsagen er min datter på snart 5 år her på det sidste er begyndt at blive rigtig strid ved min hund på 9 mdr.

Det skal lige siges, at min datter er enebarn.

Da vi købte vapsen havde vi store problemer med jalousi fra vores datters side. Primært fordi hunden er min, så al min fokus var i starten på hvalpen og det havde min datter svært ved at håndtere.

Med tiden blev hun bedre til hende og de begyndte at få et godt forhold sammen.

 

Af en eller anden årsag er min datter nu begyndt at sparke ud efter vapsen fuldstændig umotiveret og når hun sparker er det som regel efter forpart/hoved.

Vi skælder hende ud og adskiller dem, men nu er hunden begyndt at blive bange for min datter (forståeligt nok). Det er så slemt nogen dage, at hunden kun ligger ved min side, og når min datter kommer hen til mig, sætter hunden sig om bag min ryg eller løber ovenpå. Hvis hun kunne, hoppede hun op i min lomme..

 

Jeg synes det er en frygtelig situation, da jeg er meget frustreret over det. Det er meget tydeligt tilliden er brudt og jeg tænker nu på om det ender med min hund bider ud efter hende en dag og det ønsker jeg bestemt ikke!

Jeg er kommet i en situation hvor jeg faktisk beskytter min hund. Kommer min datter hen, har jeg lagt mærke til, at jeg nogen gange skubber hunden ind til min side - hvilke er forkert, for det gør jo bare situationen værre.

 

What to do?

[AnneMangetal]

Jeg har ingen råd om børneopdragelse (som det vel ret beset handler om), men vil blot sige, at hvis du pludselig står og akut skal af med hunden, tager jeg den gerne i pleje til du finder den et permanent hjem (forudsat at den kan med min tæve).

[Gæst Selune]

Tak Anne1979.

Jeg skal hverken af med min datter eller hund. Det har fungeret og det skal det gør igen. Jeg søger bare nogle råd til hvordan jeg kan tackle problemet

God weekend

[Therese]

Det er jo en træls situation. Jeg tænker umiddelbart, at I skal snakke med hende om at hunden bliver ked af det, når hun sparker den og prøve at finde ud af hvorfor hun gør det. Og spørge hende hvad hun godt kunne tænke sig at I gjorde anderledes, så I alle sammen kunne være der. Måske involvere hende lidt mere i hunden og det sjove der er forbundet med det, så hun har nogle sjove oplevelser med hunden.

 

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad I allerede gør eller har forsøgt, så det her er kun forslag ud fra at jeg ikke ved det. Hvis du har forsøgt noget lignende eller det ikke vil fungere, ser du selvfølgelig bare bort fra det

[Ulla H]

Jeg synes, du skal omplacere hunden, inden den tager varig skade af at bo i et utrygt hjem. Dette kun, fordi jeg tror, at det vil tage for lang tid at få din datters syn på hunden på plads. Og så er den pludselig fuldvoksen. Og måske aggressiv.

Din datter er tydeligvis for lille til at dele dig med nogen.

Meget kedelig situation.

[AnneMangetal]

Helt ok, også bare et tilbud hvis det hele en dag ramler.

 

Har du egentlig overvejet at tage datteren med til hundetræning? I DcH kan man, ihvertfald på famimlieholdene, få lov at involvere børn ret meget. Måske det kunne få hende til at interessere sig for hunden på en positiv måde:-)

[Gæst Chili Con Caia]

Helt ok, også bare et tilbud hvis det hele en dag ramler.

 

Har du egentlig overvejet at tage datteren med til hundetræning? I DcH kan man, ihvertfald på famimlieholdene, få lov at involvere børn ret meget. Måske det kunne få hende til at interessere sig for hunden på en positiv måde:-)

 

God ide:5up:

[Tullemus]

Slettet

[Biene]

Jeg synes også, du skal omplacere hunden hurtigst muligt. En dag har den måske fået nok, og så går det ud over din datter. En schæferhund på ni måneder, kan bide hårdt.

[Trinek]

Hej. Hunde og børn kan være en prøvelse, og vil gerne dele af min erfaring.

Min søn er også 5. Eller det er han om en måned. Hans tilgang til Trille, kunne i starten godt være lidt voldsom, og han har også været voldsom i hans tilgang til hende. Samtidig startede vores hunde eventyr også med jalousi.

Den store har der dog ikke været noget med. Hun er generelt bare vild med dyr, og ville have sit eget minizoo, hvis hun fik lov.

 

Vi ændrede helt vores tilgang til tingene, da vi ikke rigtig fik noget ud af at skælde ham ud. Nu træner vi faktisk ham på samme måde, som vi træner hunden. (Dog bruger vi ikke klikker på ham:mrgreen:)

Han er fuldstændig aktiv i Trille's hverdag. Vi gør intet der omhandler hende, uden at begge børn får tilbuddet om deltagelse. Dette gælder både fodring, lufteture, dyrlæge, fodersøg på græsplænen, hundespil og badning. De fleste gange takker han nej, men begge dele er acceptabelt.

Desuden får han masser af ros, hver gang hans tilnærmelser til hunden er positive, og han får lov til at give godbidder og ros når vi træner og hygger.

Hvis hans tilgang istedet er negativ, eller for voldsom, så forklarer vi hvordan han istedet skal gøre. Han har en enkelt gang eller to forsøgt at sparke hunden, hvor vi stille og roligt har sat ham i timeout(værelset) og når vreden er ovre, fortalt ham hvorfor han er kommet på værelset, og at man hverken må sparke venner, hund eller forældre.

 

Jeg tænker i måske kan bruge noget af det.

Og så for at gøre hunden tryg igen, kunne i måske sætte jer sammen på gulvet med godbidder, og så først lade hende ae mave, mens både hund og datter får ros, derefter lade hende give godbidder, igen med masser af ros, så det at hunden er der, er en hyggestund med datteren, og for hunden en hyggestund med begge:-D

 

Det skal nok lykkedes, men der vil være tilbagefald, men i sidste ende, så skal de nok blive de bedste venner:lun:

[Gæst Beaglepack]

Din datter er gammel nok til at fortælle hvorfor hun sparker jeres hund. Den snak syntes jeg du bør tage med hende, forstår ikke hvorfor du ikke har gjort det forlængst. Du er nød til at finde kernen i det her. Min opfattelse af dit indlæg er, at du ikke har snakket det igennem med din datter endnu.

Ellers er enig med de fleste - få hunden omplaceret så den kan få et ordentlig hundeliv før der sker noget mere alvorligt.

[Trinek]

Jeg kan altså ikke se hvorfor jeres bedste råd er en omplacering. Så skulle Rulle os have været omplaceret:vedikke:

 

I bund og grund handler det jo om datteren er jaloux. Helt naturligt hun er 5.

Nu skal hun bare inddrages, så hun bliver en del af hunden og morderens liv. Lige så snart hun føler sig som en del af beslutningen om en hund, så falder der ro på.

Det er jo ikke alle børn der er vokset op med hund, og nu skal hun jo lige finde fodfæste.

Hvis hunden direkte var udsat for dyremishandling, så havde trådstarter nok ompl. For længst. Lige nu søger hun hjælp til at ændre et adfærds mønster, så kan vi i det midste forsøge at hjælpe.

Det havde vi gjort hvis det var omvendt, og det var hunden der snappede:mrgreen:

[Missing]

Jeg tænker også, at det handler mere om børneopdragelse end hundetræning

 

jeg ville nok vælge en omplacering, når din datter er så voldsom, som hun er. Det kan godt være, at mine børn kan være voldsomme, men det er "kærlig-voldsomme" og selv her bremser jeg dem. Jeg kunne ikke forestille mig, at de ville sparke ud efter en hund bare fordi. De er knapt fire og fem et halvt. Vores nuværende hund har vi haft i to år.

 

Hvis det ikke enten skal ende med omplacering, aflivning eller bid, så kræver det en kæmpe indsats fra din side. Desværre må jeg indrømme, at jeg tænker, det måske er for sent, når hunden allerede nu har det så skidt med din datter.

 

 

Helt ok, også bare et tilbud hvis det hele en dag ramler.

 

Har du egentlig overvejet at tage datteren med til hundetræning? I DcH kan man, ihvertfald på famimlieholdene, få lov at involvere børn ret meget. Måske det kunne få hende til at interessere sig for hunden på en positiv måde:-)

 

Mange steder skal børnene være fyldt 10 år...desværre

[Missing]

Jeg kan altså ikke se hvorfor jeres bedste råd er en omplacering. Så skulle Rulle os have været omplaceret:vedikke:

 

I bund og grund handler det jo om datteren er jaloux. Helt naturligt hun er 5.

Nu skal hun bare inddrages, så hun bliver en del af hunden og morderens liv. Lige så snart hun føler sig som en del af beslutningen om en hund, så falder der ro på.

Det er jo ikke alle børn der er vokset op med hund, og nu skal hun jo lige finde fodfæste.

Hvis hunden direkte var udsat for dyremishandling, så havde trådstarter nok ompl. For længst. Lige nu søger hun hjælp til at ændre et adfærds mønster, så kan vi i det midste forsøge at hjælpe.

Det havde vi gjort hvis det var omvendt, og det var hunden der snappede:mrgreen:

 

Fordi hunden allerede har boet der i et halvt år og der først gribes ind nu og derved er hunden allerede mere bange end hvis man griber ind før.

 

og det er ikke for at dunke ts i hovedet. Jeg ved godt, det kan være svært. Min tiltro til man kan rette op er desværre ikke så stor. Jo hunden og barnet kan nok godt, men muligvis ikke i samme hjem.

[Trinek]

Fordi hunden allerede har boet der i et halvt år og der først gribes ind nu og derved er hunden allerede mere mange end hvis man griber ind før.

 

og det er ikke for at dunke ts i hovedet. Jeg ved godt, det kan være svært. Min tiltro til man kan rette op er desværre ikke så stor. Jo hunden og barnet kan nok godt, men muligvis ikke i samme hjem.

Et halvt år?? Troede max det var et par uger. Fawk jeg skal begynde at læse grundigere.

[Umulia]

Jeg er helt enig med TrineK her :5up:

Hunde er fantastiske til at lære børn empati, men det kræver selvfølgelig at forældrene er aktive medspillere.

 

Her er hvad der har virket for mig:

Tag en snak med barnet, spørg f.eks. "Er der nogensinde nogen, der går rundt og sparker dig?" Svaret er (forhåbentlig) "nej".

Spørg så: "Hvordan ville du have det hvis der var en der sparkede dig? Tror du ikke du ville blive ked af det? "Jo".

Og så lidt om hvorfor vi ikke kan lide at være kede af det, og derfor skal vi være søde ved hinanden osv.

Ofte mangler barnet at kunne forholde sig direkte til "hvad nu hvis det var mig selv"-problematikken, men det kan man tale sig til, stille og roligt, uden at være fordømmende. Man kan inddrage erfaringer fra børnehaven - "der var en der skubbede mig så jeg faldt" - "Blev du ked af det? Hunden bliver også ked af det". O.lign.

 

Kombinér det med at være mere inddragende i forhold til hunden, som TrineK beskriver, så datteren får flere gode oplevelser sammen med hunden, i stedet for at føle at samvær med hunden er en "voksenting", som hun er udelukket fra (fremkalder jalousi).

 

Jeg synes ærligt talt det vil være en taberstrategi, både i forhold til hund og barn, at omplacere hunden. Så vinder den lille hustyran jo, og det bliver hendes adfærd bestemt ikke bedre af i fremtiden!

Kom på banen som aktive forældre, og løs problemerne uden at lade konflikterne eskalere. Det er en god ballast at give sit barn med i livet :5up:

[Trinek]

Jeg har studset lidt, og jeg tror, som Umulia, at på trods af en træls start, så skal det nok lykkedes.

Jeg kan også mærke på TS, at hun ikke overvejer omplacering, så måske det er fornuftigt nok, at komme med noget konstruktivt.

[Missing]

Jeg har studset lidt, og jeg tror, som Umulia, at på trods af en træls start, så skal det nok lykkedes.

Jeg kan også mærke på TS, at hun ikke overvejer omplacering, så måske det er fornuftigt nok, at komme med noget konstruktivt.

 

Jamen jeg er enig i, at man skal komme med konstruktivt. Er stor fan af både dit og umulias indlæg. Mit mest konstruktive er bare, desværre, omplacering. Men det er ud fra de erfaringer jeg har med andres børn og hunde.

[Therese]

Et halvt år?? Troede max det var et par uger. Fawk jeg skal begynde at læse grundigere.

Men det tror jeg altså også kun det er. Der står, at datteren er begyndt på det nu. Som i at problemet er opstået for nylig, tænker jeg :hmm:

[Biene]

Jeg synes, risikoen er for stor, barnet får måske men resten af sit liv, og det vil moren aldrig tilgive sig selv.

[Dina]

Jeg kan altså ikke se hvorfor jeres bedste råd er en omplacering. Så skulle Rulle os have været omplaceret:vedikke:

Man kan ikke bare sammenligne de to situationer. De to børn er forskellige individer ligesom du og TS er forskellige. Vi gør allesammen tingene forskelligt.

 

Hvis hunden direkte var udsat for dyremishandling, så havde trådstarter nok ompl.

Der ER s'gu ærlig talt tale om dyremishandling, hvis så stort et barn sparker en hvalp i hovedet. En 5-årig er faktisk ret fornuftig og burde kunne nås. Tænk blot på, hvor mange tunge pligter 5-årige har ude omkring verden?!

 

Jeg ville bestemt også i denne situation råde til enten at inddrage den datter OMHYGGELIGT og under overvågning eller også smide håndklædet i ringen og omplacere den arme hvalp.

[Dina]

Jeg tænker også, at det handler mere om børneopdragelse end hundetræning

 

jeg ville nok vælge en omplacering, når din datter er så voldsom, som hun er. Det kan godt være, at mine børn kan være voldsomme, men det er "kærlig-voldsomme" og selv her bremser jeg dem. Jeg kunne ikke forestille mig, at de ville sparke ud efter en hund bare fordi. De er knapt fire og fem et halvt. Vores nuværende hund har vi haft i to år.

 

Hvis det ikke enten skal ende med omplacering, aflivning eller bid, så kræver det en kæmpe indsats fra din side. Desværre må jeg indrømme, at jeg tænker, det måske er for sent, når hunden allerede nu har det så skidt med din datter.

Helt enig. :5up:

[Trinek]

Man kan ikke bare sammenligne de to situationer. De to børn er forskellige individer ligesom du og TS er forskellige. Vi gør allesammen tingene forskelligt.

 

 

Der ER s'gu ærlig talt tale om dyremishandling, hvis så stort et barn sparker en hvalp i hovedet. En 5-årig er faktisk ret fornuftig og burde kunne nås. Tænk blot på, hvor mange tunge pligter 5-årige har ude omkring verden?!

 

Jeg ville bestemt også i denne situation råde til enten at inddrage den datter OMHYGGELIGT og under overvågning eller også smide håndklædet i ringen og omplacere den arme hvalp.

Individer er de begge, men mønstrene er de samme. Datteren har sparket ud, og ikke sparket.

[Umulia]

Jeg synes, risikoen er for stor, barnet får måske men resten af sit liv, og det vil moren aldrig tilgive sig selv.

 

Nu er det her bare en generel betragtning, og har ikke noget med trådstarter at gøre! Men personligt vil jeg hellere have et barn med et ar, end vide at jeg har opdraget en hensynsløs egoist. Det er ikke de fysiske knubs, der er de værste. Man skal også lige tænke på hvad det bliver for en slags voksen, man sender ud i verden.

[Gæst Selune]

Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg bliver lidt provokeret af folk der skriver hunden skal omplaceres. Jeg er en ansvarlig hunde ejer, og min hund er mit andet barn - dvs. jeg passer godt på hende. Hvis jeg mente dette problem ikke kunne løses og at min hund blev mishandlet eller på andet måde var utryg i vores hjem, så var jeg da den første til at finde et andet hjem til hende. Også selvom det ville være afsindigt svært for mig, min hund skal have det bedste!

 

Så når Beaglepack skriver at "min opfattelse er, at du ikke har snakket med din datter" og "omplacer, så den kan få et ordentlig hundeliv" og Missing skriver "hvis det ikke enten skal ende med omplacering, bid eller aflivning, så kræver det en kæmpe indsats fra din side. Desværre må jeg indrømme, at jeg tænker det er for sent, når hunden allerede har det skidt med din datter", så bliver jeg faktisk lidt sur.

Selvfølgelig har jeg talt med min datter, det er logik for mig, at gøre det når hun gør noget forkert. Om hunden har et godt hundeliv, det må være op til dig at vurdere Beaglepack.

 

Som Therese skriver, så er det et problem der er opstået, dvs. det har stået på et par uger og ikke i de 6 måneder vi har haft hende. Min datter og hund har haft et god forhold til hinanden, min datter er bare inde i en dum periode pt. som jeg skal have gjort noget ved. Og problemet er kun inden for. Når hun er med på tur, er der ingen problemer. Hunden er meget obs på hende uanset om hun er hjemme eller lige ude på legepladsen, så beskytter genet er der stadig, hvilke jeg tolker positivt, ligesom hunden også er glad for at se min datter om morgenen.

 

Jeg vil starte med at lave lidt forsigtige lege på gulvet med hund, datter, mand og jeg. Noget med nogle lækre godbidder, forsigtigt nusse/røre ved hund og give vores datter ros, når hun gør det rigtige og lade hende se reaktionen på hunden, når det er rart det der sker.

 

Det skal nok lykkedes og min lille hustyran skal ikke have det sidste ord herhjemme!