Det har jeg aldrig forstået.????

[Louisen]

Jeg mener, at det giver sig selv, at hvis man er hundemennesker som vi, så får man ikke en hund hvis behov man ikke kan imødekomme, uanset hvor forelsket man er i racen.

 

Og jeg kan se noget af min egen hund i alle spidshunde, men ikke i alle hunde generelt - seriøst, udover madglæden, er der meget meget langt fra shibaen til labradoren.

 

Når det så er sagt, så er der en himmel-labrador som jeg glæder mig til at ses med, når jeg selv bliver gammel (forhåbentlig!) og skal over regnbuebroen. Men igen - hun var bare en ener og det vil jeg ikke løbe an på.

Tænk om jeg fik en hund, jeg ikke "tændte" på? Stakkels hund.

[Hopsa]

hmm, jeg ville jo som nummer 1 skulle kunne give hunden et godt liv - og det mener jeg ikke jeg kan give en mastiff af den type. Så et vist minimum af fællesskab skal kunne findes. Jeg sad selv og kom i tanke om at hvad nu hvis jeg kun kunne få en shar pai...- så tvivler jeg altså på at nogen af os ville være lykkelige. Så vil jeg hellere have en kat - en siameser er nok alligevel også mere social, hehe

 

Og nej, jeg synes faktisk det må være meget udseende hvis man kun kan se sig selv med EEN hunderace. Så forskellige er hunde altså heller ikke, at de inden for samme gruppe ikke ligner hinanden utrolig meget indeni;)

 

Og selvfølgelig skal man sætte sig ind i hundenes egenskaber - men hvis man føler man kan give en labrador et godt liv - så kan man helt sikkert også give en golden retriever det.

 

Mest skræmt bliver jeg over at møde hundetrænere som siger de ikke bryder sig om andre hunde end deres egne! Det er da som at være pædagog og ikke kunne lide børn - udover sine egne... Hvis man ikke kan se lidt af sine egne hunde i hver hund man møder, så synes jeg nok man skal øve sig i at se efter;)

 

Jeg tror (håber) vi taler ud fra lidt forskelligt perspektiv her...

Jeg KAN da osse være i selskab og sikkert osse bo sammen med de fleste hund, men jeg har ikke LYST. Jeg har ikke hund for at den hund skal have et godt liv, jeg har huset fyldt med de hunde jeg aller helst vil bruge al min tid på. Jeg tænker aldrig at det kunne være sjovt lige at prøve en anden race, eller at hvis nu det var en anden race, så kunne jeg sikkert nå længere med et eller andet...

Der er ET tidspunkt jeg tænker at jeg har valgt forkert race, og det er når jeg slæber afsted med alt udstillingsudstyret i str. XXXL og skal gå fire gange før alt er på plads - lige der ville jeg bare gerne have haft en lille bitte race men bitte småt tilbehør

[Gæst Sitto]

Altså nu har vi, som skrevet, fire vidt forskellige hunde. Som er så langt fra som det næsten kan komme, fra den type hund jeg altid har drømt om. Jeg har siden barns ben, altid drømt om en Rottweiler. Og én eller anden dag VIL jeg også have en rotte og give mig i kast med seriøs lydigheds/måske forsvarsarbejde. Altså få en rigtig brugshund. Men det er som om at de hunde vi har, på én eller anden måde bare er kommet dumpende ind i vores hjem - og jeg elsker dem så absolut ikke mindre af den grund. Jeg elsker hver og én ufattelig højt, og vi har tilpasset vores liv efter dem. Hvilket ikke genere mig det mindste. Men om rotten en dag kommer ind i vores hjem, det skal så heller ikke siges med sikkerhed nu. For mit hjerte banker virkelig også for alle de hunde som ingen vil have - også de udenlandske gadehunde, som vi har to af. Men rotten er uden tvivl en stor drøm og har altid været. Men jeg vil ikke låse mig fast på hverken det ene eller det andet - begge dele kan passe ind i vores liv, på hver sin tid. Om det bliver det ene eller det andet næste gang, det må vi se.

 

Men jeg mener bare - selvom man har en klar forstilling om hvad man VIL have af en hund - og der så kommer dumpende noget helt andet ind i ens liv, så får hverken ejeren eller hunden et ringere liv, hvis ellers bare man indstiller sig og omstiller sig til netop den hund man har, og er villig til det. Det har vi gjort - og med største glæde. Vi elsker vores fire tøser højere end noget andet, og ville ikke bytte dem ud for noget i verdenen. :hjerte:

[Gæst 1stkholm]

Kan til dels godt forstå det. Men at begrænse det til én race er måske lidt snæversynet. Den franske som jeg har, var dengang en type som jeg troede var noget for mig. Her blev jeg så det klogere. Hun vil altid have en helt særlig plads i hjertet og vil altid være min favorit, men jeg jeg ved at jeg vil have en hund at arbejde med. - Dette har så ført mig til dobermannen. Jeg er ret sikker på at typen(brugshund/meget trænbar hund) er det optimale for mig. jeg holder meget af doberen, men i mine øjne er der højst 10% forskel på den, og så de andre brugshunde. De har de sidste 50-100 år været avlet til næsten samme formål trods alt.

Men skal jeg sige at én race er favoritten, er det klart dobermannen

[Rams]

Jeg tror aldrig at jeg møder RACEN for mig.

For jeg finder så mange racer fascinerende. Og der er flere forskellige aspekter ved de forskellige racer, jeg finder fascinerende. Og aspekter, jeg ikke ønsker, eller mangler i en given race.

 

Så hvis jeg kunne samle alt det som jeg sætte pris på ved de forskellige racer, ville jeg have drømmeracen. Men det kan jeg bare ikke.

 

F.eks. så er jeg totalt forelsket i shih tzuens temperament! men jeg hader pelsen! Den filtrer simpelthen så let! Samtidig drømmer jeg om nogle brugshundetræk, som man aldrig ville finde ved en shih tzu. Og så er den bare ikke til lange gåture, men det er jeg. Men elsker bare helt vildt det tilbagelænede, umiddelbare, glade temperament. Og dette temperament giver mig bare en helt anden ro når jeg er sammen med en shih tzu.

 

Jeg har erfaret at jeg elsker at træne med Boris og elsker ham som han er =helt speciel<3

Hans bløde, afslappede, reserverede, men altid venlige personlighed. Men samtidig så har jeg også erfaret at den personlighed slet ikke er generel for racen. Så tror ikke det bliver en löwchen igen, for jeg vil jo aldrig møde lige præcis denne personlighed igen. Jeg elsker at han stiller sig kritisk til det jeg forlanger af ham når vi træner. For det gør det bare så meget federe, når vi så har succes i træningen!

Men jeg drømmer om at få en brugshund, som har mere drive for træning.

Her har kæresten så kravet om at han vil ikke have en hund der fælder, og helt ærligt, så trives jeg også meget godt med at jeg ikke har hundehår overalt. Men jeg kan bare ikke rigtig finde en race, som har det arbejdsdrive, jeg drømmer om, men som ikke fælder.

 

Så jeg tror altid jeg vil have et men ved hver race. Og det er for sin vis også helt ok. For jeg forudser, at jeg derfor vil komme til at møde rigtig mange forskellige racer og forskellige hunde med hver sit helt fantastiske aspekt. Og så vil der nok altid være noget, jeg må finde mig i ved hver hund. Men det er jo også en del af det, at have hund. For i min optik, skal man som hundeejer gøre plads til alle aspekter af hunden.

 

Må nok slutte mig til den der med, at jeg forelsker mig i individer og specielle træk, frem for en bestemt race:-D

[Missing]

Jeg har haft lidt af hvert af hunde - og er på den måde også blevet mere klar over, hvad jeg vil og ikke vil have. Da jeg fik min gamle tæve (voksen omplacering), var jeg også ude på internaterne for at kigge. Men der var ikke den rigtige hund. Ikke race, men sind/personlighed. Jeg ledte efter noget helt bestemt. Efter at have haft hende, er jeg helt sikkert på, at kemien er det vigtigste.

 

Derfor kan det også godt være, at jeg ikke skal have hund, for visse hundetyper er jeg bare ikke forenelig med. Jo, jeg kunne leve med dem og holde af dem, men nej, jeg vil hellere undvære, end at bo med f.eks en Jack russel terrier, hvor det ikke er optimalt for hverken mig eller hunden.

 

Fremover bliver det dog kun pudler - uanset størrelse, da der er kommet allergi i hjemmet overfor fældende hunde. Så valget er ret nemt. Enten puddel eller ingen hund.

[Siri]

Jeg tror (håber) vi taler ud fra lidt forskelligt perspektiv her...

Jeg KAN da osse være i selskab og sikkert osse bo sammen med de fleste hund, men jeg har ikke LYST. Jeg har ikke hund for at den hund skal have et godt liv, jeg har huset fyldt med de hunde jeg aller helst vil bruge al min tid på. Jeg tænker aldrig at det kunne være sjovt lige at prøve en anden race, eller at hvis nu det var en anden race, så kunne jeg sikkert nå længere med et eller andet...

 

Enig!

[jukl]

Jeg har som kvinde gennemlevet mange forskellige stadier af mit liv, og har der for også haft mange forskellige racer i mit liv...Det de som passede til mig og mit liv da jeg var 20, var ikke de samme som da jeg blev 30 eller 40 eller 50 Men derfra og til nu hvor jeg er godt på vej til slutningen af de 60 år :hjerte: er det schæferen som passer mig så jeg har 4 af slagsen og et kuld hvalpe en gang i mellem.:banan:På nuværende tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig en anden race i mit liv, fordi nu er mit kendskab så stort til denne race at en masse viden ville gå tabt for mig hvis jeg skiftede race...I sagens natur bliver jeg jo nok nødt til at se i øjnene at jeg ikke kan have 4 schæferhunde når jeg er 80... På den anden side, har jeg så aldrig kunne tænke mig at opleve en blealder igen, så jeg håber jeg er død inden da..

Men jeg er én af dem som siger én gang schæfer altid schæfer. Jeg ville bare ønske, at den ikke var blevet så fysisk degenereret, at opdrættere som i flere årtier ikke har vidst hvad det var de var i gang med...Men det er den race jo ikke alene om i raceavlen.

[Gryn]

Kan sagtens forstå at folk vil låse sig fast på en race, det er jo deres valg.

Vi har haft blandinger, 2 stks. Gravhund/Pudel og 1 Gravhund/Foxterrier.

Nu har vi en Pudel, og fremover bliver det Pudel.

[Ulla H]

Jeg personlig vil gerne hele tiden have en hund, der kan udstilles med bare lidt succes. Også derfor bliver det cockeren, fordi det er de opdrættere og ejere ,jeg kender, træner med og har kendt på godt og ondt i så mange år. Og så netop kendskabet til avlen i racen.

Men da jeg drømte om agility, før mine knæ kom i udu og ryg faldt sammen, tænkte jeg på hunde med mere springdrive og lettere typer. Nå, godt jeg ikke fik en sådan model.

Mine græske er begge lette meget bevægelige modeller med stort behov for frihed og bevægelse. Begge er kun positiv trænbare efter aktiv friløb.

Min drøm i min alder var jo cavalier, men det tør jeg så ikke binde an med.

Så enten en cockertæve af god afstamning og sind til avl, hvis overskuddet til dette er der , når de ældste falder væk, ellers bliver det nok halv eller helvoksne græske hunde med behov for hyggeture i det grønne.

For mig er noget af hyggen, at man forlader sin parcel og skal finde et godt sted til friløb ,snus og hygge. Mine hunde er jo skideligeglade med min elskede roser.

Og tak for alle svarene, synes det er interessant med forskellige tanker og synspunkter på vore hundevalg.

[Sammy]

Well, jeg er sådan en af de der schæferfolk, der p.t. har meget svært ved at forestille mig en anden race indtage mit hjem :blink:

 

Og det behøver jeg heldigvis heller ikke, schæferen findes jo i rigtig mange variationer - det eneste der er fast, er størrelsen ellers kan man inden for racen finde lige den variation, der passer til ens temperament :hjerte:

 

Det sagt, så elsker jeg hunde, alle hunde, alle racer. Punktum. Og ved at jeg vil knus-elske en hvilken som helst race, der sætter pote på min matrikel :hjerte: - men så længe fysikken holder, vil jeg holde mig til min elskede schæfer Når fysikken begynder at svigte, vil jeg have mig en lille ruhåret gravbasse - stor hund i en lille krop Mod schæferen, der er en lille hund i en stor krop

 

 

 

Jeg er også en af dem :blink: Så længe jeg overhovedet kan, vil jeg have en schæferbamse ved siden af mig i sofaen :lun:

 

 

Nej jeg har altid undret mig over udtalelse r som at man kan ville have en bestemt race ellers kunne det være lige meget...

 

Jeg har da ikke hunde for at smykke mig med et væsen af et bestemt udseende. Jeg har hund fordi jeg elsker hunde og er fascineret af dem.

 

Eii come on...det har vi som er til en race så, eller?

Det er jo ikke anderledes end hvad jeg føler (bare indsæt schæfer foran :blink:). Jeg er bare faldet pladask for schæferhunden, så hvorfor søge andet, hvis man er ovenud lykkelig for det man har? Jeg syn's der findes rigtig mange søde og dejlige hunde derude, racer og blandinger. Er helt vild med labpiger, syn's border collier er smukke og dygtige osv osv og forstår godt at andre vil leve med de to racer og mange andre racer og blandinger. Men min præference er schæferhunden, og det vil den blive ved med at være til den dag jeg ikke kan have en mere.

[luckyluna]

Jeg tror (håber) vi taler ud fra lidt forskelligt perspektiv her...

Jeg KAN da osse være i selskab og sikkert osse bo sammen med de fleste hund, men jeg har ikke LYST. Jeg har ikke hund for at den hund skal have et godt liv, jeg har huset fyldt med de hunde jeg aller helst vil bruge al min tid på. Jeg tænker aldrig at det kunne være sjovt lige at prøve en anden race, eller at hvis nu det var en anden race, så kunne jeg sikkert nå længere med et eller andet...

Der er ET tidspunkt jeg tænker at jeg har valgt forkert race, og det er når jeg slæber afsted med alt udstillingsudstyret i str. XXXL og skal gå fire gange før alt er på plads - lige der ville jeg bare gerne have haft en lille bitte race men bitte småt tilbehør

 

Det gør vi sikkert.

Jeg forstår i hvertfald ikke helt hvad du siger her?

 

Jeg kan sagtens forstå at man har fundet lige præcis den race, som bare passer aller bedst til en på alle måder og så har man sikkert ikke behovet for at prøve noget andet. Det skal man da heller ikke have- Men jeg synes der er forskel på at have fundet den race man helst vil have og så til at udelukke alle andre med udtalelser som at, hvis jeg ikke kan få xxx race, så er det ligemeget - så vil jeg ikke have hund. Hvilket du jo heller ikke har gjort - me som var det jeg så startindlæget lægge op til:)

 

Jeg har fundet lige præcis den hund som jeg gerne ville have klon på klon på klon af resten af mit liv....desværre er hun bare en blanding og så er jeg blevet tvunget til at finde ud af hvad egenskaber det er hun har , som jeg elsker så højt og det har jeg så fundet ud af egentlig findes i mange andre indpakninger:) Også derfor jeg er tøvende med at få hvalp næste gang - for hvem kan bedømme om en lille uldtot indeholder den personlighed? Så er det nemmere med en unghund;)

[luckyluna]

Jeg er også en af dem :blink: Så længe jeg overhovedet kan, vil jeg have en schæferbamse ved siden af mig i sofaen :lun:

 

 

 

 

Eii come on...det har vi som er til en race så, eller?

Det er jo ikke anderledes end hvad jeg føler (bare indsæt schæfer foran :blink:). Jeg er bare faldet pladask for schæferhunden, så hvorfor søge andet, hvis man er ovenud lykkelig for det man har? Jeg syn's der findes rigtig mange søde og dejlige hunde derude, racer og blandinger. Er helt vild med labpiger, syn's border collier er smukke og dygtige osv osv og forstår godt at andre vil leve med de to racer og mange andre racer og blandinger. Men min præference er schæferhunden, og det vil den blive ved med at være til den dag jeg ikke kan have en mere.

 

Du kan læse mit svar nedenunder som jeg skrev inden jeg læste dit indlæg:) Og desuden ved jeg jo at du drømmer lidt om en lille sort lab pige eller en bomuldshund når du blivr gammel og har tid til pelspleje, hehe så klap du bare hesten eller enzo;)

 

Men det r da muligt at de hårde udtalelser omkring enevalg af race egentlig skal forstås som det du og flere skriver her - at man bare HELST kun vil have xxx race, så længe man kan - men hvis det blev umuligt pga heldbred eller andet,så kunne man måske godt bruge yyy eller qqq race?

[luckyluna]

Jeg mener, at det giver sig selv, at hvis man er hundemennesker som vi, så får man ikke en hund hvis behov man ikke kan imødekomme, uanset hvor forelsket man er i racen.

 

Og jeg kan se noget af min egen hund i alle spidshunde, men ikke i alle hunde generelt - seriøst, udover madglæden, er der meget meget langt fra shibaen til labradoren.

 

Når det så er sagt, så er der en himmel-labrador som jeg glæder mig til at ses med, når jeg selv bliver gammel (forhåbentlig!) og skal over regnbuebroen. Men igen - hun var bare en ener og det vil jeg ikke løbe an på.

Tænk om jeg fik en hund, jeg ikke "tændte" på? Stakkels hund.

 

Jeg er netop meget bevidst om hvad hundepersonlighd jeg gerne vil have fordi jeg har en "perfect match" og en nummer to som slet ikke når derop.. Og det ER egentlig lidt synd, men jeg tror faktisk ikke hun går glip af noget. Hun er jo lieg så afholdt som den gennemsnitlige familiehund - jeg forguder bare Sheila i højere grad..

Jeg tror bare ikke jeg kan låses på en race, da jeg kender mange, mange hunde og de fleste er jo meget forsklige også inden for samme race.Så selvom jeg er helt forelsket i en pudel jeg har passet, så har jeg mødt ande pudler som ikke havde det samme, hvorimod rottweileren ved siden af var lige det jeg drømte om.

[Sammy]

Hov hov ikke kalde lille Enzo for en hest

 

Jeg har ikke planer om to hunde, en er så rigeligt. Men hvis jeg skulle have to, kunne Enzo få sig en schæfer-lillebror eller en lab- eller bomuldshund-lillesøster. Jeg ved ikke om man kan sige at jeg helst vil have.... Jeg VIL have en schæferhund, så længe det overhovedet er muligt. Hvis/når det en dag ikke kan lade sig gøre, så håber jeg da på at plejehjemmet har en sød besøgshund af en slags :blink: (og jeg ville da ikke brokke mig hvis den havde stritører ).

 

 

Om jeg fortsat vil have hund, den dag jeg af den ene eller anden grund ikke kan have min schæfer, ved jeg ikke. Efter Zigo havde jeg jo egentlig bestemt mig for ikke at få hund igen, men der gik jo som bekendt kun et par mdr, hvor jeg kom frem til, at jeg ikke kunne leve uden hund, og så kom Enzo ind i mit liv + *tornado-smiley*. Så det er svært at spå. For 3-4 år siden troede jeg ikke jeg ville have hund nu, det har jeg jo så og al fritid står i hunde pt.... Det kan være jeg finder ud af at jeg vil ud og rejse og opleve verdenen inden det er for sent, og så skal jeg jo i hvert fald ikke have en hund. Måske jeg blive kattedame, måske jeg får en anden race, dunno :blink:

[Dorte]

Hov hov ikke kalde lille Enzo for en hest

 

Jeg har ikke planer om to hunde, en er så rigeligt. Men hvis jeg skulle have to, kunne Enzo få sig en schæfer-lillebror eller en lab- eller bomuldshund-lillesøster. Jeg ved ikke om man kan sige at jeg helst vil have.... Jeg VIL have en schæferhund, så længe det overhovedet er muligt. Hvis/når det en dag ikke kan lade sig gøre, så håber jeg da på at plejehjemmet har en sød besøgshund af en slags :blink: (og jeg ville da ikke brokke mig hvis den havde stritører ).

 

 

Om jeg fortsat vil have hund, den dag jeg af den ene eller anden grund ikke kan have min schæfer, ved jeg ikke. Efter Zigo havde jeg jo egentlig bestemt mig for ikke at få hund igen, men der gik jo som bekendt kun et par mdr, hvor jeg kom frem til, at jeg ikke kunne leve uden hund, og så kom Enzo ind i mit liv + *tornado-smiley*. Så det er svært at spå. For 3-4 år siden troede jeg ikke jeg ville have hund nu, det har jeg jo så og al fritid står i hunde pt.... Det kan være jeg finder ud af at jeg vil ud og rejse og opleve verdenen inden det er for sent, og så skal jeg jo i hvert fald ikke have en hund. Måske jeg blive kattedame, måske jeg får en anden race, dunno :blink:

 

Du skal da have dig en lille Maggie-klon

 

Jeg tror også, at jeg har fundet mig min type hund. Jeg er simpelthen faldet for retrieverne.

Jeg kunne dog sagtens forestille mig, at det blev en golden næste gang.

 

Når jeg kommer til den alder, hvor der skal skiftes til lidt mindre hunde, kunne cavalier være et godt bud