Det har jeg aldrig forstået.????

[Ulla H]

Foranlediget af et indlæg fra Louisen," hvor hun påstår, at ingen andre racer end en shiba ville kunne tænkes i hendes liv". Så hellere slet ingen hundehold. Sådan en udtalelse finder jeg underlig, især fra folk, hvor de ejer den 1 ste hund af en race. Min mening er, at der inden for racer kan være store variationer i temperament og opførsel, selv om racerne naturligt har deres racespecifikke træk i opførsel og ikke kun i udseende.

Jeg har da hørt sådanne udtalelser før, mest fra schæferfolk.

Jeg har stor forståelse for, at folk synes , at netop den valgte race eller type hund lige er den, de føler, de passer så godt sammen.

Jeg har så altid følt, at med sådanne udtaleser kan de nok slet ikke lide hunde, eller kun lige den de nu har af slagsen.

 

Hvordan har i andre det. Det er ikke en kritik af Louisens mening om sit valg, jeg forstår det simpelt bare ikke.

Jeg ville kunne elske stort set alle hunde, hvis vi lige passede sammen. Uanset udseende. Men der findes da mange racer, jeg ikke lige ville vælge, af mange forskellige grunde.

[Shii]

Da vi fik en husky, synes jeg det var en SKØN hund. Men jeg vidste at der manglede noget. Så fik vi en Aussie, og det var langt mere min hund. Jeg elsker virkelig den race, og den er helt fantastisk, en der er stadig ting ved den jeg gerne ville ændre. Nu har vi fået en Lowchen. Og der må jeg indrømme at jeg har fundet min race. Om det bare er fordi selskabsracerne passer bedst til mig ved jeg ikke

 

Personligt skal jeg aldrig have andet end Lowchens fremover. Men vi er jo to mennesker herhjemme.... Men det har jo så også taget over 20 års hundehold for at finde min race.... Og jeg har haft mange "DET her er den perfekte race for mig"....

[Gittemus]

Jeger bestem tikke lukket fast på en bestemt race. Der er forskel på hva man kan tilbyde en hund på forskellige tidspunkter af livet.

[Gæst Sitto]

Jeg har ikke låst mig fast på én race og kommer formentlig heller aldrig til det.

Vi har fire vidt forskellige hunde herhjemme, én Yorkshire terriere og tre blandinger, hvoraf de to af dem godt nok er søstre, men meget forskellige alligevel.

 

Jeg har da flere racer som ligger mit hjerte mere nær end andre: Dansk Svensk Gårdhund, Rottweiler og Yorkshire terrier. Tre VIDT forskellige racer. DSG'en har jeg haft og passede perfekt ind i mit liv, men det samme gør Yorkshire Terrieren - og det samme tror jeg også på at en Rottweiler vil kunne (altså ikke sammen med vores fire små piger dog). Jeg tror vi tilpasser os ret meget den enkelte hunds behov, uanset race. Derfor vil jeg ikke sige at én race er mere perfekt end en anden, jeg tror det handler mere om kemi/personlighed/opdragelse osv. Altså selvfølgelig vil der altid være visse racer som jeg mener slet ikke passer til os, men sådan generelt set, så tror jeg vi er i stand til at tilpasse os ret godt, med hvad vi kan tilbyde og er villige til. For som du også nævner, så kan to hunde af samme race, være vidt forskellige. Endda vores Camy & Zazu som er søstre, men vidt forskellige i sind alligevel.

 

Om det bliver en racehund eller endnu en gadehund der havner i vores hjem og hjerte næste gang, det vides ikke. Det tager vi til den tid om mange, mange, mange, MANGE år. Hvad vi lige føler mest for, passer til vores liv på det tidspunkt.

 

Og generelt så er det dét at have hunde jeg elsker så utrolig meget - uanset race. Og ikke blot én bestemt race.

[Ulla H]

Til Shii.

Ha-ha- du kører fra den ene type til den anden. Som yngre var mine fortrukne gravhund, den langhårene mini, og cavalier. Gravhunde kan larme en del, og være lidt udadvendte på den negative måde. Mine 3 stk var yderst velopdragne og kunne med alle. Cavalie gik jeg fra, pga, at flere og flere sygdomme dukkede op i racen.

Mine forældre var af typen, en rigtig hund er en schæfer, men da vi skulle have hund igen, ville min mor gerne have Cocker. Inden vi så os om, fik vi en genbrugshund fra bekendte, en korthåret gravhundemix.

Min 1 ste Cocker var en ungtæve med HD, der bare skulle have et roligt godt liv.

Og så sneg der sig lige et par græske ind. Dette pga min hunderegel. Jeg må ikke købe 2 hunde uden at den næste skal være en akuthund/udsat /genplacering. Regler gælder til jeg er 70 år.

Det er så 10 år siden jeg sidst har købt en racehund, nemlig Laura. Debbie er Mollys( 13 år nu) hvalp. Og Freddie er Debbies søn.

[Therese]

Foranlediget af et indlæg fra Louisen," hvor hun påstår, at ingen andre racer end en shiba ville kunne tænkes i hendes liv". Så hellere slet ingen hundehold. Sådan en udtalelse finder jeg underlig, især fra folk, hvor de ejer den 1 ste hund af en race. Min mening er, at der inden for racer kan være store variationer i temperament og opførsel, selv om racerne naturligt har deres racespecifikke træk i opførsel og ikke kun i udseende.

Jeg har da hørt sådanne udtalelser før, mest fra schæferfolk.

Jeg har stor forståelse for, at folk synes , at netop den valgte race eller type hund lige er den, de føler, de passer så godt sammen.

Jeg har så altid følt, at med sådanne udtaleser kan de nok slet ikke lide hunde, eller kun lige den de nu har af slagsen.

 

Hvordan har i andre det. Det er ikke en kritik af Louisens mening om sit valg, jeg forstår det simpelt bare ikke.

Jeg ville kunne elske stort set alle hunde, hvis vi lige passede sammen. Uanset udseende. Men der findes da mange racer, jeg ikke lige ville vælge, af mange forskellige grunde.

Jeg har holdt virkelig meget af alle de hunde jeg har haft indtil videre, men jeg har aldrig passet så godt sammen med nogen, som jeg gør med ham jeg har nu. Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg altid vil have labrador i huset! Det betyder dog ikke, at jeg aldrig vil have andre racer. Der er racer, der passer bedre til de former for hundesport, som jeg gerne vil dyrke, så for at gøre det nemmere for mig selv, vil jeg gerne have andre racer. Og så er der racer, som jeg bare godt kunne tænke mig at prøve at eje!

Måske finder jeg så ud af, at jeg passer rigtig godt sammen med dem også eller også finder jeg ud af, at jeg slet ikke dur sammen med dem.

 

Men jeg har nu aldrig tænkt, at folk ikke kan lide hunde generelt, hvis de kun vil eje en enkelt race. Der er da også hunde, som jeg synes er helt fantastisk søde, men som jeg aldrig vil have indenfor døren, fordi jeg slet ikke ville kunne honorere deres krav og/eller trives med deres sind. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker hunden som art

[Gæst kleo]

Jeg har altid troet at hyrdehundetyper var det eneste rigtige, men jeg må indrømme et Pjevs er kommet godt ind under huden, en Cocker mere kunne sagtens komme ind af døren;)

[pivpiv]

Jeg er vokset op med gravhund, labrador og golden og jeg kan ikke se vores hjem uden mindst en labber

Jeg kan ikke forestille mig en lille race her, ingen af os er vilde med dem.

En blandingshund må gerne bo her, men som det er nu skræmmer det mig fordi folk avler på ALT også det der ikke er skide godt. For mig er det vigtigt at forældrene er tjekket og at hvalpene ikke bare er en måde at tjene penge på.

 

Meeeen labber er en klar vinder her og måske sniger der sig en gang en toller ind, gud hvor er den fantastisk

[Umulia]

Jeger bestem tikke lukket fast på en bestemt race. Der er forskel på hva man kan tilbyde en hund på forskellige tidspunkter af livet.

 

Det synes jeg er en fornuftig holdning :5up:

Selv har jeg med alderen fundet ud af hvilken type hund, der passer bedst til mig. Jeg har også fundet ud af hvilken af de racer jeg har ejet og kendt, jeg holder mest af: Grand Danois. Men samtidig må jeg konstatere at jeg nok aldrig får en igen.

Men der er mange dejlige hunde. Hvis man tidligt i livet lukker sig om én enkelt race, synes jeg at man snyder sig selv for oplevelser, men nogle mennesker har det bedst sådan, og det kan jeg da godt respektere.

Personligt glæder jeg mig til at møde flere hundepersonligheder med tiden.

[Drentsche]

Jeg har pt. 3 forskellige racer, og alle lige skønne, med hver deres for og imod, jeg ville mægtig gerne, have en til af den ene race jeg har, men jeg kan ikke, lige i øjeblikket tilbyde den, det som jeg synes at racen skal bruges til. Der er flere racer, mit hjerte brænder for, som passer mit temperament helt fint. Men jeg kan måske nok godt forstå, at man falder for en bestemt type hund.

[AnneMangetal]

Jeg er omvendt af Louisens udtalelse - jeg kan udelukke visse racer, men der er mange racer jeg drømmer om, og endnu flere der godt kunne arbejde sig ind i mit hjerte:-)

 

Chi, yorkie, alle spidser, labrador og cockerspaniel er nogle af dem jeg kan sige at jeg aldrig vil anskaffe mig (bevidst), men stort set alle andre racer......

[korvis]

Jeg ville helt sikkert kunne holde af en hvilken som helst hund. Men der er jo visse karakteristika der bare passer til én, mere end andre... Og jeg har bare klikket med bordercollien fra første møde. Jeg valgte dog en anden race som første hund, da jeg vidste hvad en BC krævede. Da jeg fik min første BC var jeg "kommet hjem", sådan føltes det virkelig! Så jeg vil ha' BC i mange år endnu, helt sikkert. Men jeg er også klar over at på et tidspunkt bli'r jeg for gammel til at orke en så pas krævende hund på agilitybanen (og NEJ, det er jeg ikke endnu!!! ), og så vil jeg nok finde en anden race jeg kan fungere ok med. Og den vil jeg helt sikkert komme til at holde lige så meget af - men jeg er ikke sikker på at jeg kommer til at klikke lige så godt med den, som med BC'en...

[Tullemus]

Min barndoms første hund var en collie, dernæst fulgte en blanding mellem en collie og puddel og da jeg flyttede hjemmefra, flyttede der en schæfer ind, dem har der været nogle stykker af og siden har så været, en blanding mellem en DSG og labrador, en springer spanielblanding, en pekingeser og nu bor her en DSG, en labrador, en schæfer (blanding) og formodentlig en bretonblanding. Så nej, jeg er heller ikke låst fast på en bestemt race. Det betyder ikke så meget for mig hvilken race/blanding det er, bare at kemien er der.

[AnjaCS]

Der er mange racer jeg elsker og drømmer om. Rigtig mange.

Og også en del som jeg elsker men aldrig ville kunne passe med.

 

 

Men der er kun een race, som er RACEN for mig. Sådan en får jeg dog nok aldrig igen, medmindre de laver loven om. Amstaff er hunden for mig, det er der slet ingen tvivl om. Det er den perfekte hund

[Birgitta]

Jeg har været dybt forelsket i berner sennen:lun: i mange år. Har haft 4 af dem. Men det knuser mit hjerte at stå med en hund, som allerede fra start af tegner til ikke at blive ret gammel.

 

Så derfor skiftede jeg til golden retriever... Jeg ville aldrig føle det samme for den race..... troede jeg....

 

Men i dag ville jeg aldrig nogensinde bytte tilbage igen. Selv om jeg havde en garanti for at en berner ikke mere kunne få de sygdomme, der hænger ved racen. Jeg er absolut golden-fan! :hjerte:

 

Men jeg er 65år. Og fordi jeg med Silke har lært, at det KAN lade sig gøre at skifte til en anden race, som jeg VIL blive mindst lige så betaget af, så vil jeg næste gang gå endnu en tand ned i størrelse. Dog håber jeg at finde en hund med samme intelligens og nærvær som Silke.

 

Min næste hund bliver en lagotto romagnolo. Jeg har nu mødt en del af dem. Var på udstilling sidste weekend. Og jeg er sikker på, at det vil blive min sidste hunderace.

Lille og sund. De sygdomme som racen har -som alle racer- dem kan der testes for. Og hundene virker meget bevidste og intelligente.

Jeg vil elske at bruge alt det andet, Silke også har lært mig de sidste 11½ år, på en ny lille lagotto-hvalp en dag.

 

Man KAN altså skifte race og blive lige så forelsket igen. Hvis man er nødt til det af en eller anden grund, så gør man det.

For alternativet: At være uden hund, -det er som at skifte sin sjæl.....

[Tonks]

Hver gang jeg møder en hund tænker jeg SÅDAN en skal jeg ha engang :hjerte: ...men tror jeg blir en af dem der ender fastlåst i en race :hmm: ...når Izzie engang ikke er her mere, vil jeg nok sidde og se hvalpe billeder af hende og så ta ud og se dsg hvalpe og VUPTI hovsa så ender det med den race igen

[Hopsa]

Tjah.... jeg har haft Dobermann, Amstaff og GD. Jeg har købt en Fransk med min mor og Staffen er jeg ret pjattet med. De racer siger mig grundlæggende noget, men ikke alle individer tiltrækker mig - langt fra egentlig. Og jeg er slet ikke typen der er "vild med hunde". De fleste hunde interesserer mig ikke det fjerneste. Jeg vil lissom Louise hellere undvære en hund i hjemmet, end at skulle dele livet med en race jeg ingen grundlæggende interesse har for.

 

Hunde jeg præsenteres for gennem min træningsbane eller hundepasning, de vil altid have min interesse fordi de er her længe nok til at jeg lærer dem at kende. Men der kan sagtens gå en hund forbi mig på gaden eller på stranden, som jeg egentlig kun bemærker hvis dens ejer ikke har styr på den.

[KimC]

Min første hund var en ruhåret hønsehund, jeg blev inficeret af min daværende nabo. Jeg havde kendt racen gennem mange år via min daværende nabo, og for mig var det bare hunden. På et tidspunkt dukkede der en mere op i mit liv, ved et tilfælde, også denne hund havde mange af de træk jeg kendte fra racen.

Da min første ruhår døde, faldt valget lidt ved tilfældighederne spil på en spinone, som udadtil ligner de ruhårede ret meget, men også kun udadtil. Det var en helt anden hund indeni. Hvor der er fuld turbo på en tysk ruhår, kan en spinone skynde sig langsomt, og dog nå det hele.

På et tidspunkt drattede der en irsk ulvehund ind i mit liv, og det var så igen noget helt andet. Men han blev da oplært af den tilbageværende ruhår og spinonen og fik lært at apportere, og søge spor. Derefter kom mit skæbnesvangre møde med racen borzoi, som jeg oprindeligt ikke brød mig særligt meget om, det var igen noget helt andet end nogen af mine tidligere hunde, men også det blev et interessant møde og flere fulgte efter. Min hjortehund er den eneste planlagte hundeanskaffelse nogensinde, og selv om han udadtil ligner en irsk ulvehund noget, så er softwaren en helt anden.

 

Jeg synes det har været berigende at lære nye racer at kende. På et tidspunkt før ulvehunden var der to gennemstegte bouvier des flandres der var ved at lægge an til landing hos mig, men jeg turde dengang ikke binde an med racen. Det har også på et tidspunkt været lige op over med en berger picard som heller ikke blev til noget af samme grund. Picarden ville jeg nok turde binde an med i dag, men huset ER fuldt..

[a9]

Foranlediget af et indlæg fra Louisen," hvor hun påstår, at ingen andre racer end en shiba ville kunne tænkes i hendes liv". Så hellere slet ingen hundehold. Sådan en udtalelse finder jeg underlig, især fra folk, hvor de ejer den 1 ste hund af en race. Min mening er, at der inden for racer kan være store variationer i temperament og opførsel, selv om racerne naturligt har deres racespecifikke træk i opførsel og ikke kun i udseende.

Jeg har da hørt sådanne udtalelser før, mest fra schæferfolk.

Jeg har stor forståelse for, at folk synes , at netop den valgte race eller type hund lige er den, de føler, de passer så godt sammen.

Jeg har så altid følt, at med sådanne udtaleser kan de nok slet ikke lide hunde, eller kun lige den de nu har af slagsen.

 

Hvordan har i andre det. Det er ikke en kritik af Louisens mening om sit valg, jeg forstår det simpelt bare ikke.

Jeg ville kunne elske stort set alle hunde, hvis vi lige passede sammen. Uanset udseende. Men der findes da mange racer, jeg ikke lige ville vælge, af mange forskellige grunde.

 

Well, jeg er sådan en af de der schæferfolk, der p.t. har meget svært ved at forestille mig en anden race indtage mit hjem :blink:

 

Og det behøver jeg heldigvis heller ikke, schæferen findes jo i rigtig mange variationer - det eneste der er fast, er størrelsen ellers kan man inden for racen finde lige den variation, der passer til ens temperament :hjerte:

 

Det sagt, så elsker jeg hunde, alle hunde, alle racer. Punktum. Og ved at jeg vil knus-elske en hvilken som helst race, der sætter pote på min matrikel :hjerte: - men så længe fysikken holder, vil jeg holde mig til min elskede schæfer Når fysikken begynder at svigte, vil jeg have mig en lille ruhåret gravbasse - stor hund i en lille krop Mod schæferen, der er en lille hund i en stor krop

[NickiA]

Jeg tror aldrig jeg ville kunne lukke mig fast på en race, lige nu har jeg en cavalier og kunne da ikke forestille mig et liv uden en cavalier, men der er da så mange andre spændende racer, dog meget få som jeg egentlig virkelig brænder for at eje. Mine forældre har f.eks. en golden og selvom jeg knuselsker ham og synes han er noget af det smukkeste, så ved jeg at jeg aldrig skal have sådan en race, de siger mig bare intet.

[Gæst Stella]

Jeg kunne godt elske og leve med andre hunderacer end cocker spanielen, elsker jo hunde i al almindelighed. Men der er klart hunde jeg synes mere om end andre, både væremåde, temperament og udsensmæssigt.

 

Men den engelske cocker spaniel ville altid være mit første valg. Men hvis jeg en dag ikke kan tilbyde en cocker det den har brug for, så ville jeg kigge efter en anden race.

[Maria84]

Der er nogle racer der passer bedre til mig end andre, men generelt er jeg vild med alle hunde og kan se noget godt i dem alle. Når jeg ser hunde et sted, håber jeg altid på at jeg kan komme til at hilse på dem.

Synes Kato, som er en finsk lapphund, passer rigtig godt til mig, men som andre skriver så kan mit liv forandre sig, så jeg ved ikke hvilken race den næste hund bliver (om mange mange mange år)

[Gæst Beaglepack]

Jeg har selv indset at jeg "voksede" fra en race som jeg ellers holder utrolig meget af - min dalmatiner Pongo. Jeg ville gerne have haft en dalmatiner igen - men indså at det blev for stor en mundfuld.

Jeg er vokset op med mellem store hunde af jagt racer - så jeg vidste det var her jeg skulle finde min næste hund - det blev så beaglen som er min absolutte soul hund - vi passer bare sammen - størrelsen er perfekt og så har den lige det der bløde look som også dalmatineren har.

Jeg ville gerne have en Bassett hound - men det er jo et nr. op i størrelsen, så den må jeg måske blive ved med at drømme om. Jeg tror det bliver svært at finde en erstatning for beaglen og det sind den har - så derfor kunne jeg godt forestille mig, at hvis jeg om 8-10 år og mine beagler er ved at falde væk kan se, at det her ikke længere vil være optimalt, så vil jeg hellere være uden hund - fremfor at vælge en race som er mindre igen (små hunde siger mig generelt ikke noget)

[Doberfan]

Der går sikkert mange år, inden jeg får andet end Doberman, men det er fordi jeg er så involveret med rescuen, jeg ville få dårlig samvittighed, hvis jeg fik ud og anskaffede mig en hvalp af en anden race.

 

Men der er rigtig mange racer jeg gerne ville have. Jeg er nok mest til brugs- og hyrdehunde, men kunne også sagtens forestille mig at få en tosset lille foxterrier igen.

[Gæst Caligo]

Jeg er dybt forelsket i samojeden, men jeg kunne godt have en anden hunderace, for der er mange racer som jeg synes virker skønne og som jeg godt kunne tænke mig erfaringer med. Jeg har dog en idé om at jeg altid vil have 1 samojede i hjemmet

 

Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at have en alaskan malamute, men nu må vi se om det nogensinde bliver til noget. Kæresten vil gerne have større hunde såsom Berner Sennen, Landseer eller Giant Alaskan Malamute (sidstnævnte er jeg dog ret meget i tvivl om, hvorvidt det er sundt for den race at være avlet større). Anyway, pointen er at jeg godt kan se mig selv med andre hunderacer end samojeden, men jeg er dog ikke villig til at give slip på den