Når hunden mister sin hundeven

[PBC]

Hvis man har flere hunde oplever man jo af og til at man mister en hund. Hvordan reagerer så de andre hunde på det. Altså når en hund dør.

 

Min erfaring er at de er temmelig kyniske. Så bliver der mere plads og mere tid til mig:blink:

 

Jeg har aldrig oplevet bare antydning af sørgmodighed.

[tjikson]

Det har jeg nu. Der blev ledt ude og inde i en uges tid

[Gæst DorteDK]

Har ikke prøvet det endnu, men er faktisk lidt nervøs for hvordan Zeus vil tage det den dag Walther er væk? Jeg ville tro at han ville søge efter ham i hele huset og i haven.

[Ascha]

Måske handler det om hvordan hundene er vant til at være sammen og hvordan man holder hund, for jeg har i hvert fald oplevet det modsatte af hvad TS har.

 

Jeg ved godt at jeg har fortalt det før, men nu bliver jeg ligesom nødt til at genfortælle ihvertfald til TS. Thailo var med inde hos dyrlægen da Ascha blev aflivet. Dengang var han en bandit, der syntes at alt skulle undersøges (også det der stod oppe på hylder osv.) og var faktisk slet ikke nem at holde styr på inde i f.eks. en konsultation. Men da Ascha havde fået en beroligende sprøjte blev han faktisk så stille at jeg helt glemte at han var med. Han havde lagt sig bagved mig og da Ascha tog sine sidste åndedrag (det var en noget længere proces fordi dyrlægen førte medicinen ind direkte i leveren) sprang han op, styrtede hen og satte sin snude på Aschas øre mens han peb en mærkelig, svag og langtrukken uhuuu-lyd. Jeg har aldrig hørt en hund sige sådan, hverken før eller siden.

 

Den efterfølgende tid var han tydeligt mærket. Min ellers urolige hvirvelvind blev stille på turene og han blev urenlig om natten. Han elskede at komme til dyrlæge, men første gang han skulle til dyrlæge, sad han rystende i bilen og ville ikke ud. Jeg tror det endte med at jeg måtte bære ham ind og hvor han ellers hilste glad på dyrlægen, gemte han sig nu bagved mig og forsøgte at flygte fra hende. Flere år efter kunne jeg se en glæde i ham hver gang han fik øje på store, mørke, gamle, hunde,.. lige indtil han tilsyneladende indså at det ikke var Ascha. Så nej, jeg har ikke dit billede af at hunde er kyniske og ikke føler noget når de mister en ven.

[Therese]

Det har jeg nu. Der blev ledt ude og inde i en uges tid

Jeg havde lidt samme oplevelse. Ham her lå rigtig meget ude i indkørslen og gik også rundt og kiggede i samtlige rum i huset. Jeg ved ikke, om det kan kaldes sorg, men han kunne i hvert fald ikke forstå hvor den anden var blevet af.

[Therese]

Måske handler det om hvordan hundene er vant til at være sammen og hvordan man holder hund, for jeg har i hvert fald oplevet det modsatte af hvad TS har.

 

Jeg ved godt at jeg har fortalt det før, men nu bliver jeg ligesom nødt til at genfortælle ihvertfald til TS. Thailo var med inde hos dyrlægen da Ascha blev aflivet. Dengang var han en bandit, der syntes at alt skulle undersøges (også det der stod oppe på hylder osv.) og var faktisk slet ikke nem at holde styr på inde i f.eks. en konsultation. Men da Ascha havde fået en beroligende sprøjte blev han faktisk så stille at jeg helt glemte at han var med. Han havde lagt sig bagved mig og da Ascha tog sine sidste åndedrag (det var en noget længere proces fordi dyrlægen førte medicinen ind direkte i leveren) sprang han op, styrtede hen og satte sin snude på Aschas øre mens han peb en mærkelig, svag og langtrukken uhuuu-lyd. Jeg har aldrig hørt en hund sige sådan, hverken før eller siden.

 

Den efterfølgende tid var han tydeligt mærket. Min ellers urolige hvirvelvind blev stille på turene og han blev urenlig om natten. Han elskede at komme til dyrlæge, men første gang han skulle til dyrlæge, sad han rystende i bilen og ville ikke ud. Jeg tror det endte med at jeg måtte bære ham ind og hvor han ellers hilste glad på dyrlægen, gemte han sig nu bagved mig og forsøgte at flygte fra hende. Flere år efter kunne jeg se en glæde i ham hver gang han fik øje på store, mørke, gamle, hunde,.. lige indtil han tilsyneladende indså at det ikke var Ascha. Så nej, jeg har ikke dit billede af at hunde er kyniske og ikke føler noget når de mister en ven.

Hold nu op, hvor er det rørende og sørgeligt på samme tid

[PinPoynter]

Jeg har aldrig mistet en hund og kun haft en hund tilbage, men da Akita blev aflivet, sørgede Indy. Hun blev kort tid efter syg, og var selv død 11 mdr senere. Akita blev aflivet hjemme, Indy og Lex var der ikke mens hun blev aflivet, men fik lov at komme ud og se hende bagefter, og fik lov at snuse indtil de ikke var interesserede længere, og de ledte aldrig efter hende senere hen. Charles og Indy vikede ikke specielt oprevede de Lex døde (hun blev aflivet hos dyrlægen uden de andre hunde til stede) men vi havde også kun haft Charles i knap 2 mdr. Da Indy selv døde, reagerede hverken Charles eller Sally, men Indy var så syg og underlig til sidst, at de ikke i forvejen interagerede meget med hende, men lod hende være.

 

ok, kan godt se det hele ser lidt forvirrende ud, men vi har løbende føjet nye voksne hunde til.

[PBC]

Ascha, tror det er mig du omtaler som TS, men min bruger id er altså PBC:-D

 

Jeg har jo haft en del hunde og oftest flere af gangen. Jeg undrer mig bare over den forskel der er på vores oplevelser og tænker hvor stor påvirkning har vi selv på hvordan vore hunde oplever det. Bliver de kede af det fordi vi er kede af det - eller er det en logisk og instinktiv bekymring af at flokken bliver mindre/svagere eller?

 

Er FT Spaniels mere fokuserede mod mennesker end gennemsnittet af hunderacer og derfor mindre fokuserede mod andre hunde? Mine leger fx aldrig med andre hunde. Andre hunde interesserer dem ikke - og det er måske noget avlere bevidst har foretrukket i avlen. Det er jo rart med en jagthund som hellere vil gå på jagt og samarbejde med jægeren end en der hellere vil lege med de andre hunde.

 

Vi kom sidst af med en unghund, Judy i november 2012. Vi havde haft hende i 5 måneder. hundene sov sammen og Bonnie legede en del med Judy. Selvfølgelig trænede jeg Judy for sig selv også men 90% af tiden var alle 3 hunde sammen. Alligevel kunne jeg absolut ikke mærke noget på mine hunde, da vi kom af med hende. Selv var jeg helt nede og vende og det har taget mig mere end et år at få lyst til en ny hvalp, men Bonnie og Mille havde jeg indtryk af var lige glade.

[PinPoynter]

TS betyder TrådStarter

[CLZ]

Vores labradors går uden tvivl i sorg i en periode, når et elsket flokmedlem dør. Stemningen er længe anderledes og de bliver glade når de på afstand ser en hund, der ligner den gamle ven og lige så skuffede, når de så tættere på ser, at det ikke var vennen alligevel. Vi aktiverer altid ekstra meget og gør nogle nye ting i forhold til hvad vi plejer og ændrer lidt på rutinerne. Jeg ved ikke hvad vi skulle gøre, hvis vi kun havde 2 og den ene så døde - hvis det var muligt, ville jeg nok få et nyt flokmedlem ind inden vi måtte sige farvel til den gamle, for at der ikke var nogen, der skulle efterlades alene tilbage, uden hundeven.

[PBC]

TS betyder TrådStarter

 

:stupid:

[luckyluna]

Jeg har ikke prøvet det rigtigt endnu, men med de gamle hunde jeg har så har jeg spekulret meget på det også hvordan jeg bedst muligt gør det, så mysla ikke går og leder efter sheila.

 

Mysla er MEGET knyttet til sheila, afhængig faktisk og hun er den første der hilses på hvis de har været skilt ad. Mysla tjekker også mange gange dagligt hvor sheila befinder sig henne og hun bliver ved at lede til hun finder hende. Gik faktisk en gang lidt i panik fordi sheila havde lagt sig ind i sit bur, der ikke plejer at være slået op og mysla derfor ikke kunne se hende nogen af de steder hun plejer at ligge.

 

Og det bliver nok sheila der går bort først, som den ældste. Var det den anden vej rundt, tror jeg sheila ville være bedøvende ligeglad....men sikkert kigge forventnibgsfuldt efter ligenende hunde, trods alt.

 

Men for myslas skyld overvejer jeg om hun skal med til dyrlægen, når den tid kommer, så hun ikke skal se at sheila går fra hende og ikke kommer igen ellers så tror jeg simpelthen hun vil bruge dage på bare at ligge og vente på hun kom igen. Hvad tror i?

[Amocca]

Jeg har ikke prøvet det endnu, men forestille mig at hvis Johna døde, at Karla ville være jævnt ligeglad johna er da meget sjov og sød at lege med, men jeg er Karlas primære fokus her i livet.

 

Hvis Karla døde tror jeg derimod Johna ville undre sig over hvor hun var henne og lede efter hende...

Redigeret Maj 1, 2014 af Amocca

[anne-lise hansen]

jeg har oplevet det - da min 1. hund døde gik Knold rundt og ledte efter hende , vendte sig om og kikkede efter hende når vi gik tur , gennemsøgte lejligheden når vi kom hjem og spiste stort set ikke den første uge efter , herefter fortog det sig langsomt , de andre har ikke reageret så kraftigt.

[PinPoynter]

 

Men for myslas skyld overvejer jeg om hun skal med til dyrlægen, når den tid kommer, så hun ikke skal se at sheila går fra hende og ikke kommer igen ellers så tror jeg simpelthen hun vil bruge dage på bare at ligge og vente på hun kom igen. Hvad tror i?

jo det ville jeg nok, eller få dyrlægen til at komme og aflive hjemme hos dig selv.

[Kirsten90]

Mine forældre overtog min brors hund da han af personlige årsager ikke kunne imødekomme hundens behov i en periode sidste forår. Han var meget glad ved deres gamle tæve, og da hun pga. sygdom blev aflivet sidst på sommeren spiste han stort set ikke i en måned, hvilket var meget usædvanligt for ham.

Han var tydeligvis ulykkelig og savnede sin ven.

[korvis]

Jeg har faktisk også kun oplevet det samme som TS - at tilbageblivende hund faktisk nød at være alenehund... Med Iso og Frostie var det måske ikke så underligt, da de to kom op at slås til sidst, pga. Frosties sygdom, og slet ikke kunne gå sammen mere. Men også da Frostie blev alene tilbage, hun nød helt bestemt at være alenehund selv om hun og Daiwa havde et kanongodt forhold. Hun fik også lov til at se Daiwa da hun lige var død, hun gik bare lige forbi hende, jeg kunne se at hun lige drejede snuden lidt og snuste hurtigt i luften - så var Daiwa åbenbart ikke eksisterende i hendes verden mere.

[Gæst DogByHeart]

Da min første hund, labradoren "Bossi" blev aflivet i 2010, blev Chico trist og spiste kun minimalt i ca tre ugers tid.

De to blev venner fra første dag, da jeg overtog Chico fra forrige ejer.

De passede rigtig godt sammen, og jeg er sikker på Chico sørgede over tabet af hans ven.

 

Halvanden måned senere overtog jeg så "Preben".

Preben knyttede straks stærke bånd til Chico, og nu hvor Chico er i sit efterår, 13-14 år gammel, gruer jeg for hvordan lille usikre Preben tager det, når han bliver alenehund. Jeg skal dog have en ny omplaceringshund, efter Chico. Og forhåbentlig vil Preben tage ligeså godt imod den nye hund, som Chico tog imod ham.

 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hunde kan sørge over tabet af en god ven.

[Missing]

Da min gamle hanhund skulle aflives, blev det herhjemme i haven. Min tæve var der også. Hun var meget afhængig af ham. Det var noget vi havde forsøgt at arbejde os lidt ud af, da vi vidste hvilken vej det gik.

 

Hun lå lige bag mig og da han var sovet ind, rejste hun sig, gik hen til ham, snuste han til snuden/munden og gik derefter væk. Der var det min klare opfattelse, at hun forstod. Hun ledte ikke efter ham.

[luckyluna]

jo det ville jeg nok, eller få dyrlægen til at komme og aflive hjemme hos dig selv.

 

Jeg tror ikke det fungerer med dyrlægen herhjemme, dels af hensyn til sheila og dels fordi mysla jo så stadig vil se sheila forlade hende...båret væk. Jeg tror virkelig det bedste for hende er at vi efterlader sheila hos dyrlægen, så mysla ved hvor hun er.

 

Jeg tror ikke hun ved at hun er død bagefter - det har jeg svært ved at forestille mig mysla have åndsnærværelse nok til..

 

Det kan også bare være at hun uanset fremgangsmåde alligevel vil lede. Det havde mindre betydning, hvis ikke det var så forbannet svært for hende at være helt alene hjemme, så jeg gruer for den dag sheila ikke er der som støtte.

[anne-lise hansen]

Jeg tror ikke det fungerer med dyrlægen herhjemme, dels af hensyn til sheila og dels fordi mysla jo så stadig vil se sheila forlade hende...båret væk. Jeg tror virkelig det bedste for hende er at vi efterlader sheila hos dyrlægen, så mysla ved hvor hun er.

 

Jeg tror ikke hun ved at hun er død bagefter - det har jeg svært ved at forestille mig mysla have åndsnærværelse nok til..

 

Det kan også bare være at hun uanset fremgangsmåde alligevel vil lede. Det havde mindre betydning, hvis ikke det var så forbannet svært for hende at være helt alene hjemme, så jeg gruer for den dag sheila ikke er der som støtte.

nogle af mine hunde har heller ikke kunnet være alene så længe deres homemade var der , men det har ikke været noget problem når de opdagede at de var blevet alene , nogen gange er der gået ½ år før næste hund ankom.

[Lab-lover]

Nu har jeg så desværre prøvet det for nyligt.

 

Cody døde jo ret pludseligt for en måned siden og Chabal er tydeligt påvirket af det.

Vi fik en ung tæve i pleje 14 dage før Cody døde, så Chabal er ikke helt alene.

 

Han har ikke ledt efter ham, men Cody døde også herhjemme og han lå på gulvet 3½ time indtil dyrelægen åbnede, så han kunne obduceres.

Begge hunde fik lov at snuse alt det de ville, og Chabal var ovre og snuse af flere gange

 

De første 14 dage trak han sig væk fra os om aftenen. Lagde sig på sine sovesteder, i stedet for på gulvet ved sofaen, hvor jeg var. Det har han aldrig gjort før. Han har siden hvalpetid opholdt sig så tæt på mig som muligt.

Han er dog begyndt igen at lægge der igen. I går måtte jeg dog finde han i det fjerne bryggers, hvor han lå og sov foran døren

Men på gå-turene kan jeg mærke den helt store forandring.

Normalt var han den første til at starte "kom og fang mig". Og de løb stort set altid og legede på aftenturen.

Nu går han indenfor en radius af 2-3 meter og kommer styrtende, hvis han har stoppet op for at tisse eller skide og jeg er kommet for langt foran

 

Pleje-tæven, som bliver her. Hende har jeg intet kunne mærke på.

Men hun nåede også kun at være her 14 dage inden, så hun var på ingen måde knyttet til ham

Redigeret Maj 5, 2014 af Lab-lover