Tvangsparringer - er det virkelig sandt?

[Birgitta]

Jeg ved ikke rigtig, hvor meget naturen skal efterstræbes i forbindelse med parring?

Hvis hanner og tæver skulle omgås frit i forbindelse med løbetid, så ville tæven jo være umådelig efterstræbt i hele løbetiden, hvorefter hun på et tidspunkt samarbejder.

Og hannerne forsøger gentagne gange, og bliver afvist til hun er klar..

 

I vores kunstige verden holdes hanner og tæver jo adskilt når tæven er i løbetid, undtagen lige når de skal parre..

Så det er vel naturligt under de omstændigheder, at både han og tæve kan have svært ved at klare parringen selv. Især hvis een eller begge er urefarne..

 

Så kan jeg altså ikke se noget galt i at holde og berolige begge hundene og hjælpe lidt til. Både for at undgå at de kommer til skade, men da også fordi en parring er jo planlagt med henblik på at opdrætte et kuld hvalpe. Og tæven kommer til tider langvejs fra, for at blive parret med en bestemt han. Lykkes parringen ikke, så kommer der jo ingen hvalpe før mange måneder senere..

Det er nok de færreste, der har tid og råd til at bringe han og tæve sammen fra løbetidens start og til hundene efter flere parringer mister interessen for hinanden..

 

Men hvis hundene slet ikke vil, tjah, så skal de da heller ikke... Måske skal de så slet ikke have hvalpe med hinanden. Heller ikke ved inseminering. Der kan jo være en skjult grund til at lige netop DEN kombination ikke virker.

[PBC]

Jeg ved ikke rigtig, hvor meget naturen skal efterstræbes i forbindelse med parring?

Hvis hanner og tæver skulle omgås frit i forbindelse med løbetid, så ville tæven jo være umådelig efterstræbt i hele løbetiden, hvorefter hun på et tidspunkt samarbejder.

Og hannerne forsøger gentagne gange, og bliver afvist til hun er klar..

 

I vores kunstige verden holdes hanner og tæver jo adskilt når tæven er i løbetid, undtagen lige når de skal parre..

Så det er vel naturligt under de omstændigheder, at både han og tæve kan have svært ved at klare parringen selv. Især hvis een eller begge er urefarne..

 

Så kan jeg altså ikke se noget galt i at holde og berolige begge hundene og hjælpe lidt til. Både for at undgå at de kommer til skade, men da også fordi en parring er jo planlagt med henblik på at opdrætte et kuld hvalpe. Og tæven kommer til tider langvejs fra, for at blive parret med en bestemt han. Lykkes parringen ikke, så kommer der jo ingen hvalpe før mange måneder senere..

Det er nok de færreste, der har tid og råd til at bringe han og tæve sammen fra løbetidens start og til hundene efter flere parringer mister interessen for hinanden..

 

Men hvis hundene slet ikke vil, tjah, så skal de da heller ikke... Måske skal de så slet ikke have hvalpe med hinanden. Heller ikke ved inseminering. Der kan jo være en skjult grund til at lige netop DEN kombination ikke virker.

 

ja, det vil i hvert fald ikke hjælpe racen, sundheden eller temperamentet. Kun føre til avl på uegnede individer. Hunde som ikke kan findecud af at parre sig ville aldrig have opnået en position, hvor parring blev aktuelt i en verden hvir naturen har indflydelse på udvælgelse af avlsdyr. Jeg tror i høj grad det koster på især mentalmog fysisk sundhed, hvis ikke avlsudvælgelsen strammes.

[Lab-lover]

De skal bare kunne klare det selv uden indblanding overhovedet. Lad hundene mødes på hanhundens hjemmebane - evt løbegård og når de har hilst på hinanden så overlad resten til hundene. Sæt dem sammen et par gange om dagen de 3-4 dage hvor det nok er aktuelt - og hold øje med dem på afstand.

 

Haha.. Ja, det lyder pisse-nemt.. Men med fuldtidsjob og 2 andre hunde.

Så har jeg bare ikke hverken tid eller lyst til tævebesøg eller parringer flere gange om dagen i 3-4 dage

Mål progestoron og kom, når det er tid. Kom igen 2 dage senere.

 

Det er den måde det foregår på de 2 af de 3 gange jeg har fået parret - og så vidt jeg forstår det mest almindelige med FT Springer Spaniels. Første gang var lidt anderledes. Da var sally lidt knipsk. Hanhunden blev lidt træt af at forsøge. det var en varm dag. Vi tod Sally ud og gå en tur og vendte tilbare efter 30 minutter. Så var hanhunden udvilet og Sally indstillet på at parre og så klarede de det det selv. det med at holde før og efter er en uskik, som ikke bør være nødvendig hvis begge parter er med på legen og det foregår et fredeligt sted.

 

 

Og selve parringen foregår under opsyn, og med hjælpende hånd.

Jeg har flere gange måtte stå og "kramme" bagparterne sammen, så mine hanhunde ikke fik revet deres tisser i stykker, fordi tæverne fik et chok, når de hang sammen, og ellers ville ha taget flugten med hanhunden efter sig..

[PBC]

Haha.. Ja, det lyder pisse-nemt.. Men med fuldtidsjob og 2 andre hunde.

Så har jeg bare ikke hverken tid eller lyst til tævebesøg eller parringer flere gange om dagen i 3-4 dage

Mål progestoron og kom, når det er tid. Kom igen 2 dage senere.

 

 

 

 

Og selve parringen foregår under opsyn, og med hjælpende hånd.

Jeg har flere gange måtte stå og "kramme" bagparterne sammen, så mine hanhunde ikke fik revet deres tisser i stykker, fordi tæverne fik et chok, når de hang sammen, og ellers ville ha taget flugten med hanhunden efter sig..

 

Hvis ikke du har tid og overskud til at gøre det ordentligt skulle du måske undlade at lade din hund avle

 

Og hvis tæverne ikke er i trygge rammer, hvor der også har været tid til at hundene kan lære hinanden at kende måske over flere dage, kan man godt forestille sig at en ellers ok tæve vil forsøge på at flygte.

 

Jeg synes du tegner et ubehageligt billede af stressede og pressede hunde. Det er ikke den måde det skal gøres på. Igen, man behøver jo ikke at avle. Det er vel ikke sådan at du er økonomisk afhængig af at avle?

 

hundene skal klare det selv, men naturligvis tilbydes rimelige vilkår. Tid til at lære hinanden, tid til at falde til ro, rolige omgivelser, ingen stress og jag. Det må det tage den tid det tager.

[Shii]

Jeg er på ingen måde for tvangsparring, men jeg støtter nu også, og de få gange jeg har været der ved en parring imellem to hunde, har jeg støtte, specielt tæven, da alle gange har været tævens første. Det eneste jeg har støttet dem i er efterfølgende, når de hænger sammen, hvor der kan være risiko for skade hvis tæven pludselig smider sig eller forsøger at løbe væk eller på anden måde bliver bange; DOG hverken holder eller tvinger jeg nogen af dem, det er udelukkende berolige ord, og opfordren til at holde sig i ro!

 

Jeg ville også tænke at hvis tæven afviser hannen er det nok bare ikke et godt match, dog kunne jeg sagtens finde på at benytte inseminering f.eks. fra en udenlandsk hund, hvor der ikke var mulighed for at fører hundene sammen. Dog skal Amy f.eks. parres af en Belgisk han, og det bliver på den helt naturlige måde... Og vil de ikke, så må det blive en anden han!

[Lab-lover]

Hvis ikke du har tid og overskud til at gøre det ordentligt skulle du måske undlade at lade din hund avle

 

Og hvis tæverne ikke er i trygge rammer, hvor der også har været tid til at hundene kan lære hinanden at kende måske over flere dage, kan man godt forestille sig at en ellers ok tæve vil forsøge på at flygte.

 

Hvad er ordentligt?

At tæve-ejer aflevere sin tæve, når det er ved at være tid? Og så ringer hanhundeejer og aftaler afhentning, når sagerne er klaret? NEJ!!

 

Jeg afsætter ikke X antal minutter, når der er tævebesøg. Det må ta den tid, som det tager.

Men jeg gider ikke spilde min aften på besøg, hvis tæven er flere dage fra, at være klar.

 

Jeg synes du tegner et ubehageligt billede af stressede og pressede hunde. Det er ikke den måde det skal gøres på. Igen, man behøver jo ikke at avle. Det er vel ikke sådan at du er økonomisk afhængig af at avle?

 

Hvordan tegner jeg et billede af stressede og pressede hunde?

Jeg fortæller bare at nogle uerfarne tæver får et mega chok, når hanhunden svulmer op i hende, og prøver at ta flugten. Det er hverken pres eller stress. Men en simpel reaktion på at noget meget stort pludselig vokser i hende. Og selv erfarne tæver kan vise ubehag ved denne proces af parrings-agten

 

Og der er ingen retningslinjer. At du ikke mener, at det er den måde det skal gøres på, betyder jo ikke at din metode er den absolutte korrekte.

Min afdøde hanhund har fået meget ros for at han var en sød, tålmodig og utrolig venlig hanhund ved parringer. Ros fra gamle erfarne opdrættere.

Dette må jo betyde at både hanhund og ejer giver tæverne den tid, som de skulle ha

 

 

hundene skal klare det selv, men naturligvis tilbydes rimelige vilkår. Tid til at lære hinanden, tid til at falde til ro, rolige omgivelser, ingen stress og jag. Det må det tage den tid det tager.

 

Det tager så ikke mange minutter..

Natur-instinkterne sætter lynhurtigt ind, når tæven har højløbsk. Og leg er en naturlig del af parringsakten.

 

Hul-i-hækken hunde.. De bruger næppe tid på at falde til ro i vante omgivelser. Næh, løbske tæver stikker af for at blive parret. For det siger deres instinkter dem. Og det samme gælder hanner

[Lnilsson]

Hvis ikke du har tid og overskud til at gøre det ordentligt skulle du måske undlade at lade din hund avle

 

Og hvis tæverne ikke er i trygge rammer, hvor der også har været tid til at hundene kan lære hinanden at kende måske over flere dage, kan man godt forestille sig at en ellers ok tæve vil forsøge på at flygte.

 

Jeg synes du tegner et ubehageligt billede af stressede og pressede hunde. Det er ikke den måde det skal gøres på. Igen, man behøver jo ikke at avle. Det er vel ikke sådan at du er økonomisk afhængig af at avle?

 

hundene skal klare det selv, men naturligvis tilbydes rimelige vilkår. Tid til at lære hinanden, tid til at falde til ro, rolige omgivelser, ingen stress og jag. Det må det tage den tid det tager.

 

Jeg synes det er en smule naivt at tro på at moder natur sørger for alt og at man bare skal lade hundene klare sig selv. Jeg går klart ind for at man skal hjælpe hundene så meget som muligt under parring, især når der er tale om hunde der endnu ikke har prøvet en parret forinden. Tæve og hanhund kan sagtens lære hinanden at kende, og dette giver ofte en bedre og mere stressfri parring. Men når der er tale om en "førstegangstæve", så kan man altså ikke forberede hende på følelsen af selve parringen. Selvom hun er helt klar og selv lægger op til parring, kan hun stadig blive forskrækket idet det sker. Her skal man som ansvarlig ejer da støtte sin hund i at det ikke er farligt og hjælpe hende til at holde sig i ro. På nogen tæver gør det ondt når hannen svulmer op, og tæven kan derfor blive utryg. Men det værste der kan ske er da at hun smider sig eller løber væk og derved risikerer skade på både sig selv og hanhunden. At lade uerfarne hunde klare det selv er stort set samme holdning, som at hunde selv skal finde ud af social omgang med andre hunde. En meget gammeldags tankegang, som jeg håber de fleste hundeejere tager afstand fra i dag.

 

Jeg tror også der kan ske skader på "vilde" hunde i naturen. Måske vil det få fatale konsekvenser for individet, men det er jo ikke sikkert der er noget galt med den pågældende hanhund. Måske er det tæven der er noget i vejen med, men hun kan skade hannens reproduktionsorgan, hvorved han ikke kan parre igen. Vil du kalde det for naturlig selektion? Det eneste der er naturlig selektion er at tæven ikke får hvalpe. Men hannen kan sagtens være den bedste han i arten, men uheldig at komme til skade under parring.

 

Afviser tæven hanhunden skal de selvfølgelig ikke parre. Her må det være avlerens afgørelse om de vil gøre brug af inseminering. Jeg ved ikke om en tæve kan sige nej fordi hun kan mærke de ikke passer sammen. Jeg ved fra nogen af de avlere jeg kender, at det kan være svært at parre to hunde som bor sammen, hvor hanhunden ikke er "førerhan" i hjemmet. Altså hvor der er en anden hanhund, som leder flokken. Jeg ved ikke om dette ofte sker, men har hørt fra flere avlere der har oplevet det, som har hundene sammen til dagligt som familiehunde.

[PBC]

Jeg synes det er en smule naivt at tro på at moder natur sørger for alt og at man bare skal lade hundene klare sig selv. Jeg går klart ind for at man skal hjælpe hundene så meget som muligt under parring, især når der er tale om hunde der endnu ikke har prøvet en parret forinden. Tæve og hanhund kan sagtens lære hinanden at kende, og dette giver ofte en bedre og mere stressfri parring. Men når der er tale om en "førstegangstæve", så kan man altså ikke forberede hende på følelsen af selve parringen. Selvom hun er helt klar og selv lægger op til parring, kan hun stadig blive forskrækket idet det sker. Her skal man som ansvarlig ejer da støtte sin hund i at det ikke er farligt og hjælpe hende til at holde sig i ro. På nogen tæver gør det ondt når hannen svulmer op, og tæven kan derfor blive utryg. Men det værste der kan ske er da at hun smider sig eller løber væk og derved risikerer skade på både sig selv og hanhunden. At lade uerfarne hunde klare det selv er stort set samme holdning, som at hunde selv skal finde ud af social omgang med andre hunde. En meget gammeldags tankegang, som jeg håber de fleste hundeejere tager afstand fra i dag.

 

Jeg tror også der kan ske skader på "vilde" hunde i naturen. Måske vil det få fatale konsekvenser for individet, men det er jo ikke sikkert der er noget galt med den pågældende hanhund. Måske er det tæven der er noget i vejen med, men hun kan skade hannens reproduktionsorgan, hvorved han ikke kan parre igen. Vil du kalde det for naturlig selektion? Det eneste der er naturlig selektion er at tæven ikke får hvalpe. Men hannen kan sagtens være den bedste han i arten, men uheldig at komme til skade under parring.

 

Afviser tæven hanhunden skal de selvfølgelig ikke parre. Her må det være avlerens afgørelse om de vil gøre brug af inseminering. Jeg ved ikke om en tæve kan sige nej fordi hun kan mærke de ikke passer sammen. Jeg ved fra nogen af de avlere jeg kender, at det kan være svært at parre to hunde som bor sammen, hvor hanhunden ikke er "førerhan" i hjemmet. Altså hvor der er en anden hanhund, som leder flokken. Jeg ved ikke om dette ofte sker, men har hørt fra flere avlere der har oplevet det, som har hundene sammen til dagligt som familiehunde.

 

Jeg kan ikke se hvor det naive kommer ind i billedet, men jeg kan konstatere at vi bare er dybt uenige.

 

Forplantningen er en essentiel del af udvælgelsen af egnede avlsdyr efter min mening. Det tror jeg egentlig også har været et grundelement i brugshundeavl i flere 1000 år og jeg håber at selvom man idag er indstillet på at hjælpe med både der ene og det andet vil forstå at det ikke vil gavne avlen.

[Lnilsson]

Jeg kan ikke se hvor det naive kommer ind i billedet, men jeg kan konstatere at vi bare er dybt uenige.

 

Forplantningen er en essentiel del af udvælgelsen af egnede avlsdyr efter min mening. Det tror jeg egentlig også har været et grundelement i brugshundeavl i flere 1000 år og jeg håber at selvom man idag er indstillet på at hjælpe med både der ene og det andet vil forstå at det ikke vil gavne avlen.

 

Men du tager jo ikke stilling til at hanhunden kan være yderst egnet som avlsdyr, men at en uerfaren tæve kan ødelægge hans fremtid hvis hun går i panik. Det er da ikke hanhundens manglende avlsevner der er skyld i en tæve der går i panik. Han kan have parret mange tæver hvor de har klaret det selv, men en uerfaren førstegangstæve kan altså blive meget forskrækket.

[PBC]

Man må jo sikre sig at tæven er moden og klar. Tryg ved situationen og ikke stikker af. Hanhundeejeren behøver jo ikke sige ja til alle der efterspørger en parring, men tage krittisk stilling til om tæven er noget hans hund skal parre.

 

Men igen. Det tager tid. Man må se hundene an og lade dem lære hinanden at kende. Jeg har ikke selv de store erfaringer, men jeg mener at langt de fleste ft spaniels klarer parringen uden hjælp. Ofte går hundene sammen 3-5 dage - altså i løbegårde ved siden af hinanden og lukkes sammen 2 gange dagligt, så klarer de det selv.

 

Jeg har selv haft 2 tæver, som uden problemer er blevet parret både første og anden gang, men det tager naturligvis tid og flere besøg - eller at man lader tæven blive hos hanhunden. Det kommer jo lidt an på om tæven er tryg ved det ene eller andet. Jeg har gjort begge dele. Første gang var hanhunden først herovre og vi gik tur sammen og lod hundene hygge i haven en tid. To dage senere besøgte vi så hanhunden og hundene parrede efter lidt tid og en gåtur med tæven, som tidligere beskrevet. De hang sammen 15-20 minutter uden hjælp og det var det. Anden gang var tæven hos hanhunde ejeren 4 dage - inde sammen med andre tæver og så sat sammen med hanhunden i haven et par gange hver dag. Det gik også uproblematisk.

 

Og sådan tror jeg egentlig ofte det går - hvis man altså tør stole på sine hunde.

 

men igen, det tager tid og man behøver jo ikke lade sin hnhund parre tæver der ikke virker trygge og modne.

[Miss_M]

Man må jo sikre sig at tæven er moden og klar. Tryg ved situationen og ikke stikker af. Hanhundeejeren behøver jo ikke sige ja til alle der efterspørger en parring, men tage krittisk stilling til om tæven er noget hans hund skal parre.

 

Men igen. Det tager tid. Man må se hundene an og lade dem lære hinanden at kende. Jeg har ikke selv de store erfaringer, men jeg mener at langt de fleste ft spaniels klarer parringen uden hjælp. Ofte går hundene sammen 3-5 dage - altså i løbegårde ved siden af hinanden og lukkes sammen 2 gange dagligt, så klarer de det selv.

 

Jeg har selv haft 2 tæver, som uden problemer er blevet parret både første og anden gang, men det tager naturligvis tid og flere besøg - eller at man lader tæven blive hos hanhunden. Det kommer jo lidt an på om tæven er tryg ved det ene eller andet. Jeg har gjort begge dele. Første gang var hanhunden først herovre og vi gik tur sammen og lod hundene hygge i haven en tid. To dage senere besøgte vi så hanhunden og hundene parrede efter lidt tid og en gåtur med tæven, som tidligere beskrevet. De hang sammen 15-20 minutter uden hjælp og det var det. Anden gang var tæven hos hanhunde ejeren 4 dage - inde sammen med andre tæver og så sat sammen med hanhunden i haven et par gange hver dag. Det gik også uproblematisk.

 

Og sådan tror jeg egentlig ofte det går - hvis man altså tør stole på sine hunde.

 

men igen, det tager tid og man behøver jo ikke lade sin hnhund parre tæver der ikke virker trygge og modne.

 

Ej, nu må du simpelthen læse hvad der skrives.

 

Er langt hen af vejen enig med dig, men der går altså stivnakkethed og "sur gammel mand vil have ret" i den her.

 

Selv den mest modne og trygge tæve kan blive skræmt, eller få ondt af, at noget lige pludselig vokser inde i hende og forsøge at komme væk fra det der gør ondt.

 

Eller skal man være kvinde for at forstå, at den slags kan være ganske ubehageligt, hvis man bliver overrasket og kan reagere på det? :blink: Kan da selv nikke genkendende til et par episoder igennem livet, hvor jeg har været ganske tryg og villig, men har reageret på et pludseligt ubehag. Det til trods for, at der har været en del træning gennem årene

 

Så synes det giver rigtig god mening, lige at sætte sig og nusse lidt om hundene, når hannen svumler op, så man lige kan sikre ingen lider overlast.

Det er imo tåbeligt andet.

At dine to tæver ikke har reageret, betyder ikke en anden ikke vil kunne gøre det, eller at en af dine ikke kunne gøre det en anden gang - Uanset hvor trygge og parate de så end er.

 

Derfra og så til tvangsparringer er der sørme langt imo - Og det er endda også langt fra, at de ikke kan klare det naturligt, at man lige støtter hundene for at sikre det bliver en god oplevelse.

[PBC]

Ej, nu må du simpelthen læse hvad der skrives.

 

Er langt hen af vejen enig med dig, men der går altså stivnakkethed og "sur gammel mand vil have ret" i den her.

 

Selv den mest modne og trygge tæve kan blive skræmt, eller få ondt af, at noget lige pludselig vokser inde i hende og forsøge at komme væk fra det der gør ondt.

 

Eller skal man være kvinde for at forstå, at den slags kan være ganske ubehageligt, hvis man bliver overrasket og kan reagere på det? :blink: Kan da selv nikke genkendende til et par episoder igennem livet, hvor jeg har været ganske tryg og villig, men har reageret på et pludseligt ubehag. Det til trods for, at der har været en del træning gennem årene

 

Så synes det giver rigtig god mening, lige at sætte sig og nusse lidt om hundene, når hannen svumler op, så man lige kan sikre ingen lider overlast.

Det er imo tåbeligt andet.

At dine to tæver ikke har reageret, betyder ikke en anden ikke vil kunne gøre det, eller at en af dine ikke kunne gøre det en anden gang - Uanset hvor trygge og parate de så end er.

 

Derfra og så til tvangsparringer er der sørme langt imo - Og det er endda også langt fra, at de ikke kan klare det naturligt, at man lige støtter hundene for at sikre det bliver en god oplevelse.

 

Ja så slutter dialogen jo, når det man siger blot bliver betragtet som stivnakket gammelmandssnak. Tak for denne gang.��

 

Synd at man ikke tiltror hundene at de kan klare det selv, for det kan normale mentalt og fysisk sunde hunde altså godt. Det har de kunnet i mange, mange år, men det kan da være at "moderne" opdrættere kan ødelægge det også. Mange tror jo heller ikke hundene kan føde selv. Selv bide navlestrengen over, selv slikke hvalpene rene og klare det hele, men det kan de altså også.

[Miss_M]

Ja så slutter dialogen jo, når det man siger blot bliver betragtet som stivnakket gammelmandssnak. Tak for denne gang.��

 

Synd at man ikke tiltror hundene at de kan klare det selv, for det kan normale mentalt og fysisk sunde hunde altså godt. Det har de kunnet i mange, mange år, men det kan da være at "moderne" opdrættere kan ødelægge det også. Mange tror jo heller ikke hundene kan føde selv. Selv bide navlestrengen over, selv slikke hvalpene rene og klare det hele, men det kan de altså også.

 

 

Ej, men synes helt ærligt, det er stivnakket at påstå, at fysisk og mentalt sunde tæver, ikke kan få avs af at hannen svumler op - Og derfor kan trække sig væk.

Synes det er en helt naturlig reaktion.

 

Og eh... På et ret kvinde domineret forum.... Så tror jeg vist jeg har en del medsøstre, som kan skrive under på, at de har oplevet det samme, og ret mange af os, har en del erfaring med hvordan penetrering føles :blink:

Så kan ikke forstå at det skulle være unaturligt for vores hunde, som bliver udsat for noget der er lidt voldsommere.

[AnneMangetal]

Ja så slutter dialogen jo, når det man siger blot bliver betragtet som stivnakket gammelmandssnak. Tak for denne gang.��

 

Synd at man ikke tiltror hundene at de kan klare det selv, for det kan normale mentalt og fysisk sunde hunde altså godt. Det har de kunnet i mange, mange år, men det kan da være at "moderne" opdrættere kan ødelægge det også. Mange tror jo heller ikke hundene kan føde selv. Selv bide navlestrengen over, selv slikke hvalpene rene og klare det hele, men det kan de altså også.

 

Som tiden går, udvikler man sig jo - på godt og ondt. Jeg undrer mig over hvor din grænse går? Skal kvinder føde naturligt uden smertelindring? Skal mænd undvære Viagra (og verden ville være et bedre sted)? Skal vi undlade ikke-livsnødvendige operationer - på både mennesker og dyr? Skal hvalpe sidde fast i fødselskanalen så både hvalpe og mor dør?

 

Eller skal vi gøre alt det bedste vi kan for os selv og andre? Også selvom det betyder at en tæve skal insemineres eller beroliges under den sidste del af parringen?

[Lab-lover]

Man må jo sikre sig at tæven er moden og klar. Tryg ved situationen og ikke stikker af. Hanhundeejeren behøver jo ikke sige ja til alle der efterspørger en parring, men tage krittisk stilling til om tæven er noget hans hund skal parre.

 

Jeg skal så fortælle om den "værste" tæve, jeg har oplevet.

 

Det var en svensk ung tæve, hvor ejerne kom ned fra Stockholm for at parre.

De parrede 2 dage, hvor de ikke hængte sammen. Tæven var på ingen måde utryg, og løb ham glad i møde begge dage. Og ville også gerne lege bagefter. (Det fik hun så ikke lov til, da de ikke hang sammen og haletudserne skulle helst blive deroppe.)

 

3. dag hang de sammen, og da han svulmede op i hende, der gik hun i vild panik og begge ejere måtte holde hende i ro.

Til al held sad jeg nede imellem, i tilfælde af at han røg ud igen. Så jeg kunne af alle kræfter holde deres røve sammen. Ellers var hun løbet af helvede til med ham.

 

Hun hylede de første 5 min, og resten af tiden stod hun og peb. Da de slap hinanden, der skulle hun hverken lege eller noget. Hun ville bare væk!!

 

På ingen måde har hun været utryg ved de 2 første parringer. Men hold nu op, det blev hun. Sådan noget kan man bare på ingen måder forudse..

Derfor er jeg altid klar til at springe til og holde. Selv den mest villige tæve kan vende på en tallerken.

[luckyluna]

Man må jo sikre sig at tæven er moden og klar. Tryg ved situationen og ikke stikker af. Hanhundeejeren behøver jo ikke sige ja til alle der efterspørger en parring, men tage krittisk stilling til om tæven er noget hans hund skal parre.

 

Men igen. Det tager tid. Man må se hundene an og lade dem lære hinanden at kende. Jeg har ikke selv de store erfaringer, men jeg mener at langt de fleste ft spaniels klarer parringen uden hjælp. Ofte går hundene sammen 3-5 dage - altså i løbegårde ved siden af hinanden og lukkes sammen 2 gange dagligt, så klarer de det selv.

 

Jeg har selv haft 2 tæver, som uden problemer er blevet parret både første og anden gang, men det tager naturligvis tid og flere besøg - eller at man lader tæven blive hos hanhunden. Det kommer jo lidt an på om tæven er tryg ved det ene eller andet. Jeg har gjort begge dele. Første gang var hanhunden først herovre og vi gik tur sammen og lod hundene hygge i haven en tid. To dage senere besøgte vi så hanhunden og hundene parrede efter lidt tid og en gåtur med tæven, som tidligere beskrevet. De hang sammen 15-20 minutter uden hjælp og det var det. Anden gang var tæven hos hanhunde ejeren 4 dage - inde sammen med andre tæver og så sat sammen med hanhunden i haven et par gange hver dag. Det gik også uproblematisk.

 

Og sådan tror jeg egentlig ofte det går - hvis man altså tør stole på sine hunde.

 

men igen, det tager tid og man behøver jo ikke lade sin hnhund parre tæver der ikke virker trygge og modne.

Der er vel heller ikke nogen her der vil gribe ind med mindre der er behov.

 

Hvad ville du selv gøre hvis din tæve begyndte og vende og dreje sig og hyle og skrige for at komme fri mens hundene hang sammen?

[luckyluna]

Jeg så et ulve program engang. Hvor tæven havde sneget sig væk for at passe sig med en anden ulv end hendes mage.

Mens de så hang sammen, så kom alfa hannen og så kom der gang i både han og tæve. Under hyl og skrig og snappe n blev de skilt fra hinanden

 

Naturen er ikke altid skønsom.

[KimJ]

Interessant debat, for os der ikke har haft lejlighed til selv at skulle tage stilling i en aktuel situation.

 

Egentlig er jeg tilbøjelig til at give PBC ret, og det er vel et godt udgangspunkt, at hundene ideelt set skal klare tingene selv.

 

Filmen knækker selvfølgelig, når man hævder at det er bedre at lade en situation hvor tingene er ved at gå galt, eskalere til skade for en eller begge hunde, fordi man har et princip om at tingene skal foregå "naurligt". Ingen ansvarlig hundeejer ville vel gøre det, og jeg tror da heller ikke et øjeblik på, at PBC selv ville stå passivt og se på at hans hund kom galt af sted, principper eller ej. Om man bagefter vælger at der ikke skal avles videre på det eventuelle afkom, kan man jo altid tage stilling til senere.

 

M.h.t. den "naturlighed" der trækkes frem hele tiden, er der kun det at sige, at hvis den skal udføres i sin fulde konsekvens, vil der efter ret kort tid, ikke være egnede brugshunde til rådighed, og al udvikling af racerne må gå i stå. Det er jo ikke noget tilfælde, at ulve ser ud som de gjorde for 10000 år siden, og deres tamme artsfælder har skiftet og stadig skifter udseende og deles i racer på få årtier. Vi mennesker former, på godt og ondt de husdyr vi holder, og "naturlighed" er vist mest en smuk illusion.

[PBC]

Der er vel heller ikke nogen her der vil gribe ind med mindre der er behov.

 

Hvad ville du selv gøre hvis din tæve begyndte og vende og dreje sig og hyle og skrige for at komme fri mens hundene hang sammen?

 

 

Det jeg siger er at gode avlshunde skal kunne klare det selv. Det tror jeg så også mange kan - hvis altså ejerne kunne lade dem få lov - holder sig på afstand og betragter hundene fx indefra gennem et vindue. Desværre tror mange, at de skal støtte en usikker tæve osv. Det skal de ikke. Hvis ikke tæven kan klare at tage imod en hanhund alene, skal den slet ikke parres.

 

Når først parring er sket, må man jo naturligvis lade hundene være og holde afstand. Kun hvis der tydeligvis er problemer - en af hundene pludselig vil væk og ikke kan komme det, må man jo desværre blande sig for at undgå skader. Hvis det er tæven der pludselig er blevet så bange, at den ikke kan stå distancen, må man overveje om hun er en god avlshund. Jeg ville tage hende ud af avlen, med mindre man kan påvise en god og ikke arvelig grund (at hun trådte på en torn eller lignende) til den pludselige og unaturlige trang til at komme væk, i stedet for at sikre sig at den sperm hun har modtaget bliver hvor den skal være..

 

Fuldstændig samme holdning, som til tæver som ikke kan føde og passe hvalpe. Jeg ville naturligvis gøre hvad der skal gøres for at redde situationen, men tæve og afkom er ude af avlen.

 

Det er lidt vanskeligere at vide hvornår hanhunde skal dømmes ude, men de findes sikkert også.

 

Der er 2 ting som kan nævnes: 1 ejerne skal tro på hundenes naturlige evne, modenhed og instinkt og lade dem klare så meget af formeringen selv som muligt. Desværre tror jeg, som ved møde mellem hunde, at ejernes tilstedeværelse generelt udgør det største enkeltproblem. 2 man skulle måske overveje, hvor de eventuelle problemer vi allerede ser (og som flere omtaler) kommer fra. Tæver som vil løbe skrigende bort, tæver som overrasket kigger på nyfødt afkom og ikke aner hvad de skal stille op med det. Måske skulle deres oldemor eller oldefar, have været taget ud af avlen.

 

At nogen igen finder trang til at sammenligne med mennesker, kan jeg ikke rigtig tage alvorligt, men der findes vel også mødre som gerne ville holde deres lille datter i hånden første gang hun skal have samleje med en mand. Det er en absurd sammenligning, som ikke kan tages alvorligt, men blot tilskrives manglende indsigt i dyr og manglende relevante argumenter.

 

Og jo Luckyluna - der er mange som vil gribe ind uanset behov. Både i parring og i fødsler, desværre. Jeg har som sagt, ikke store erfaringer selv, men talt med flere ejere af meget brugte hanhunde og mange fortæller, at alt går meget lettere, når hundene har gået i løbegård ved siden af hinanden og lukkes sammen, når tæve hunde ejeren ikke længere er til stede. Så vil tæven gerne tage imod hanhunden og alt går "af sig selv" som det altså også skal.

 

Vi har haft 3 fødsler herhjemme og tæverne (2 første gangsfødende) har klaret alt selv - den ene gang helt uden vi var der. Hun lå bare i fødekassen med 7 dejlige, rene, tørre hvalpe i fødekassen om morgenen 3 dage før vi ventede dem. Alt var så pænt ordnet at jeg, da jeg så det, troede at min kone havde været oppe om natten og hjulpet til og bare ladet mig sove. Det havde hun ikke. Det var Milles første kuld. Hun var 2½ år gammel og var en fantastisk dejlig avlstæve og mor.

[PBC]

Interessant debat, for os der ikke har haft lejlighed til selv at skulle tage stilling i en aktuel situation.

 

Egentlig er jeg tilbøjelig til at give PBC ret, og det er vel et godt udgangspunkt, at hundene ideelt set skal klare tingene selv.

 

Filmen knækker selvfølgelig, når man hævder at det er bedre at lade en situation hvor tingene er ved at gå galt, eskalere til skade for en eller begge hunde, fordi man har et princip om at tingene skal foregå "naurligt". Ingen ansvarlig hundeejer ville vel gøre det, og jeg tror da heller ikke et øjeblik på, at PBC selv ville stå passivt og se på at hans hund kom galt af sted, principper eller ej. Om man bagefter vælger at der ikke skal avles videre på det eventuelle afkom, kan man jo altid tage stilling til senere.

 

M.h.t. den "naturlighed" der trækkes frem hele tiden, er der kun det at sige, at hvis den skal udføres i sin fulde konsekvens, vil der efter ret kort tid, ikke være egnede brugshunde til rådighed, og al udvikling af racerne må gå i stå. Det er jo ikke noget tilfælde, at ulve ser ud som de gjorde for 10000 år siden, og deres tamme artsfælder har skiftet og stadig skifter udseende og deles i racer på få årtier. Vi mennesker former, på godt og ondt de husdyr vi holder, og "naturlighed" er vist mest en smuk illusion.

 

Jeg taler om at bruge even til at kunne klare hele formeringsprocessen selv som avlsudvælgelseskritterie. Naturligvis må man undgå at hundene kommer til skade. Men hvis man fra begyndelsen mener det er nødvendigt at assistere, skal man undlede at avle på de individer der er tale om. Kun hvis uforudsete problemer opstår efter parring har fundet sted, må man assistere

[Ulla H]

Men PBC, ingen kan vide hvordan en 1 ste gangsfødende tæve vil klare sin fødsel eller pasning af kuldet efterfølgende. Det ved opdrætter først, når hvalpene er slagsklare.

Og jeg forstår godt at ejere af flere hanhunde ikke altid har lyst til at have en fremmed tæve boende flere dage. Så alle hanner er på dupperne. Jeg ville heller ikke kunne have en løbsk eller bare fremmed tæve boende, hun ville blive kuet af mine egne tæver. Så forholdene er forskellige alt efter hvordan hanhundeejer bor og holder sine hunde.

[Drentsche]

Jeg kan jo fortælle hvad jeg gør når der skal parres her eller hos hanhunde ejerne. Jeg/vi lader hundene lege/spille op til hinanden i haven uanset vejr. Når der så er gevinst og de hænger sammen, går vi hen og sætter os ved hundene og sørger for, at der ikke er en af dem pludselig vil væk, så nusser vi hunde og klarer verdenssituationen imens, og glæder os over at det er gået fint, vi har siddet ude i alt slags vejr, kommet ind gennemblødte eller med frosne knæ. Ingen af os (opdrættere) har lyst til at vores avlsdyr kommer til skade, så better safe than sorry, og sådan tror jeg at det foregår mange steder hos opdrættere, der gerne passer på deres dyr.

[PBC]

Men PBC, ingen kan vide hvordan en 1 ste gangsfødende tæve vil klare sin fødsel eller pasning af kuldet efterfølgende. Det ved opdrætter først, når hvalpene er slagsklare.

Og jeg forstår godt at ejere af flere hanhunde ikke altid har lyst til at have en fremmed tæve boende flere dage. Så alle hanner er på dupperne. Jeg ville heller ikke kunne have en løbsk eller bare fremmed tæve boende, hun ville blive kuet af mine egne tæver. Så forholdene er forskellige alt efter hvordan hanhundeejer bor og holder sine hunde.

 

Der er en første gang for alting og hvis man mener tæven er moden og klar må man jo stole på den og tage chancen.

 

Om du vil have tæver på besøg bliver en sag mellem dig og tævehundeejeren, hvis du har hanhunden. Så må tæven jo evt komme flere gange - eller man må indrette sig så man har god tid. det kommer jo også an på om tæven er villig og hurtigt smelter eller om hun er knibst og først skal bearbejdes af hanhunden - og om han vil og gider.

 

Hvis alt går godt og hundene kan finde ud af at parre, tæven føder uden problemer og passer hvalpene er alt jo fint.

 

Hvis ikke hundene af sig selv vil parre, stopper festen der. Parer de selv og hænger sammen er det jo fint. Vil tæven stikke af, må man hjælpe, men overveje om hun skal bruges mere i avl. det samme hvis hun ikke føder og passer hvalpe uproblematisk, så er hun ikke egnet til avl - og egentlig er hvalpene heller ikke.

[PBC]

Jeg kan jo fortælle hvad jeg gør når der skal parres her eller hos hanhunde ejerne. Jeg/vi lader hundene lege/spille op til hinanden i haven uanset vejr. Når der så er gevinst og de hænger sammen, går vi hen og sætter os ved hundene og sørger for, at der ikke er en af dem pludselig vil væk, så nusser vi hunde og klarer verdenssituationen imens, og glæder os over at det er gået fint, vi har siddet ude i alt slags vejr, kommet ind gennemblødte eller med frosne knæ. Ingen af os (opdrættere) har lyst til at vores avlsdyr kommer til skade, så better safe than sorry, og sådan tror jeg at det foregår mange steder hos opdrættere, der gerne passer på deres dyr.

 

Lyder sådan set fornuftigt. Jeg tror bare at der ville være større chance for at hundene forholder sig roligt og hænger sammen længere, hvis man lader dem være. Men hvis det går godt på den måde du beskriver er det jo helt fint. Nu er der jo også rolige hundeejere med overskud og nervøse hundeejere med nerverne siddende uden på tøjet. har man prøvet mange gange og er relativt sikker på sin tæve tager man det nok roligere.

 

Man skal også overveje om det er eget behov eller hundens behov man opfylder.

 

Hvis in tæve efter parring, bliver hysterisk og vil væk er det jo lettere at træde til hvis man er tæt på, men hvis man øger risikoen for at den bliver hysterisk og vil væk, ved at være tæt på, er det jo ikke så godt. Og det tror jeg man gør.

 

Vi har ofte diskuteret herinde hvordan mødet mellem 2 hunde forløber - og generelt er de fleste vist også enige om at chancen for at det forløber godt og fredeligt er størst hvis hundene er løse og lidt på afstand af ejeren. det indebærere jo en risiko, for man kan ikke gribe ind så hurtigt som hvis de var i line - eller man var tæt på, så situationen ligner lidt.

 

Måske nogen skulle skrive en bog: "Din kompetente hund" for jeg tror mange undervurderer hvad hundene faktisk godt kan finde ud af selv.

[Umulia]

Jeg taler om at bruge even til at kunne klare hele formeringsprocessen selv som avlsudvælgelseskritterie. Naturligvis må man undgå at hundene kommer til skade. Men hvis man fra begyndelsen mener det er nødvendigt at assistere, skal man undlede at avle på de individer der er tale om. Kun hvis uforudsete problemer opstår efter parring har fundet sted, må man assistere

 

Jeg har en fjern fortid i fjerkræavl. Her har man racer, som fuldstændig har mistet evnen til dels at forplante sig på naturlig vis, og dels passe afkommet. Det er, efter min ringe mening, ikke en ønskelig situation for vores hunde. Men faktum er, at vi allerede har racer, der ikke kan gennemføre en naturlig parring og fødsel.

 

Jeg er enig med PBC et langt stykke henad vejen - man bør i videst muligt omfang lade hundene klare parringen selv. Men selvfølgelig skal man stå klar til at assistere hvis der er optræk til problemer.

Jeg har selv haft en "tyvparring" i huset, og der stak tæven af ind i sit bur, med hanhunden slæbende efter sig. Da hun nåede buret, ville hun til at vende sig, men hanhunden kunne altså ikke komme ind gennem lågen, så det kunne hurtigt være blevet meget ubehageligt for ham. Selvfølgelig greb jeg ind (hvad jeg burde have gjort FØR parringen, men det løb var ligesom kørt på det tidspunkt

 

KimJ har også en udmærket pointe - vores hunde er ikke "naturlige". De er tilpasset livet hos os. Men det er en tilpasning, som vi bør forvalte ansvarligt og etisk. Og der var det desværre at mit bogprojekt kuldsejlede - fordi ingen vil tale om de mange mange uetiske ting, der foregår i opdrættet, og som hvalpekøbere enten ikke ved noget om, eller hjernevaskes til at acceptere.