Raceren eller blanding? Fordele og ulemper

[Anettesb]

Jeg vil personligt se nogle resultater på forældrene inden for et arbejdsområde, hvis jeg skal købe en hund af arbejdslinjer. Det vil jeg se på fremfor udseendets bedømmelse. Og også før jeg ser på hvor hunden er registreret. Working Aussie jeg har set ville næppe alle klare sig ret godt på show, men det er heller ikke der jeg ville skulle bruge hunden selv.

 

Aslan er Dansk og svensk champ og bedste hund på mønstringen, og jeg kunne ikke være mere ligeglad, for at være helt ærlig. Han har i sine linjer en række gamle arbejdsegenskaber bevaret som vi tester på - og den slags kulturhistorie synes jeg er meget mere spændende at lære om via en hund plus i det daglige give det en fed hund at leve sammen med og træne med.

 

Et spørgsmål: Bruges hundene tidligt eller sent aldersmæssigt, og hvornår er bedst mener I?

 

 

Før og efter foto af en række racer. Nogle er direkte ødelagte i mine øjne, og jeg ville aldrig eje en, men det er der åbenbart nok der vil, siden det fortsætter...

 

https://dogbehaviorscience.wordpress.com/2012/09/29/100-years-of-breed-improvement/

 

Wow

 

Vidste godt de eacer havde ændret sig i en usund retning, men ikke at det var så meget!

syntes faktisk de ser bedre ud i deres gamle og sundere version

[luckyluna]

 

Apropos racer der har ændret sig. Eher er nogle billeder fra en bog fra 1977. Også her er der I nogle tilfælde sket en del og I andre kan du sagtens stadig finde hunde af racen der ser ligesådan ud.

[Ninjamor]

Tidligere kom jeg en del i udstillingsmiljøet og alene det jeg så og oplevede der, gav mig afsmag for at udstille.

Jeg kan godt anerkende, at udstilling har sin berettigelse, men jeg mener aldrig udstillingsresultater alene må resultere i videre avl.

 

Jeg har set en del dårlige dommere, som dømmer en hund op eller ned pga. personlig smag og det er også i orden, hvis to hunde står helt ens efter den objektive vurdering, men den ene så har lidt bedre humør, større udstråling eller en farve dommeren bedst kan lide, noget skal jo skille dem ad.

 

Dog har jeg oplevet meget som kan minde om positiv forskelsbehandling overfor visse opdrættere eller handlere.

 

Selv har jeg kun udstillet få gange og stoppede da dommerne ville have, at min slanke cairn tæve skulle fedes op og da luften fra golden udstillerne var mere en ubehageligt kold da vi stillede med min datters jagtgolden og den engelske dommer syntes hun var henrivende med et fantastisk humør, hvor de andre (store hvide bamser ) virkede som om de sov sammenlignet med vores

Det miljø havde vi slet ikke lyst til at være en del af.

 

Raceren eller blanding? Ved det ikke, det er svært. Hvis sundheden og sindet er i orden er jeg ligeglad med stamtavle, men det må stadig være nemmere at gennemskue en tavlehvalps sundhed end en blandingshvalp uden dokumentation for udersøgelser og resultaterne af disse

[Lenschow]

Nogle går virkelig langt for at vinde - der hvor jeg får et problem, er, når jeg ser hunde, der er utrygge eller kede af at være med. Dem ser jeg desværre og de presses i ringen - ofte fordi de er "smukke" og vinder meget. Der kunne jeg godt tænke mig, at man tog hensyn til hunden i stedet.

 

Her er den nordiske spids/pommersk spids i gode gamle dage, og den ser stort set ud på samme måde i dag. Dog savner jeg så at se TRE farvevarianter...

 

Jeg har også fundet en racebeskrivelse fra 1887, hvor de gamle arbejdsfunktioner også beskrives. Til de hundekulturhistorisk nysgerrige kommer den her. Kilde: Viggo Møller, ”Hunden og Hunderacerne.” En populær Fremstilling. Kjøbenhavn, P. G. Philipsens Forlag, 1887. Når han skriver "Spidshunden" er det den nordiske, Pommersk Spids/Dansk Spids, ikke spidshunde generelt. Han har afsnit om de andre racer også - herunder Den nordiske dværgspids, som lyder hen af pomeranian og den skandinaviske elghund mfl.

 

Citat start:

 

"Af karakter er Spidshunden gnaven, til dels bidsk og ikke lærevillig. Den anvendes som vagthund, og i den retning er den meget pålidelig på grund af sin stridbarhed, og fordi den har en smældende stemme. Inde i et hus gør den om natten en forfærdelig alarm ved den ringeste anledning.

 

I Tyskland har den tidligere været meget yndet; Hering fortæller:

 

På den tid, da postkørselen endnu stod i fuld blomst, da gader og landeveje blev livlig befærdet af tunge, med hvidt og gråt omhyggeligt tildækkede vogne, hvis kæmpemæssige læs blev slæbt af kraftige hingste med grævlingeskind på seletøjet, da var det Spidshundens glansperiode.

 

Så man et sligt køretøj nærme sig, kunne man være sikker på allerede i afstand at høre en Spidshunds bjæffende stemme, der ofte slog over af vrede og arrigskab og truede med at blive hæs. Trods al raslen og rumlen havde den lydhøre hund, der sad i vognmagasinet ved siden af den sovende kusk eller i en kasse, der hængte under vognen, og kiggede frem mellem alle slags kæder, vinder og bremser, kendt lyden af en fremmed, der nærmede sig og i rette tid afgivet den livligste melding til sin herre.

 

Begavet med en mere fint følende vagtsomhed end nogen som helst anden hunderace, var den som skabt for det liv og den virksomhed, som fragtvæsenet førte med sig. Med kusken og hestene var den fuldstændig sammenvokset.

 

Når dens herre sad på knejpen, lagde den brave Spidshund sig som en ubestikkelig vogter under vognen, idet den skarpt iagttog alle med sit politiblik og gøede højst ubehageligt ad enhver, der vovede at nærme sig til vognen. Hverken tilkasten af lækre mundfulde eller landsbykøternes lokken kunne bringe dens samvittighedsfuldhed til at vakle eller få den til at forlade sin post.

 

På landet var den husets og gårdens bevogter, kun måtte man ikke lægge den i lænke, den måtte frit kunne gennemløbe sit terræn og efter godtbefindende vælge sig en dørtærskel, et trappetrin eller møddingen til leje. Den udviklede sig uden nogen som helst dressur med alderen til en tro husfælle, kunne ikke tænkes mere pålidelig, vagtsom og elskværdig mod børn, eller mere fjendtlig over for enhver fremmed.

 

Spidshunden har imidlertid fået tidernes skiften at føle; over alt er den i den senere tid blevet skubbet til side. Rottehunde og større racer har fortrængt den fra fragtkørselen og gårdspladserne, hvor til måske også den omstændighed har medvirket, at Spidshunden ligesom huskatten mere hængte sig ved huset end ved herren og kun nødig besluttede sig til at ombytte det sted, hvor den var op-vokset, med noget andet.

 

Ser man uhildet på den, så står det fast, at mennesket i den havde en ven og hjælper der i selv-fornægtelse, opmærksomhed, utrættelighed, tilforladelighed og troskab meget vel kan tjene mangt menneske til mønster.

 

Hold derfor i al tid denne race i ære.”

 

Og så er der foto af hundene, der var hvide, sorte og ulvegrå. Og som fuldstædig ligner Aslan som han ligger her i min stue i 2016. Der er også foto, hvor de driver og bevogter kvæg.

 

Om racernes opståen skriver Møller:

 

"Racernes opståen

 

Dyreracer er kulturprodukter og dannes ved hjælp af kunstig parringsvalg og pleje.

 

Dette gælder særlig om hunderacerne. De fleste af disse er frembragt med forsæt, dels ved hensigtsmæssige foretagne krydsninger, dels ved hjælp af et i én bestemt retning foretaget og omhyggelig gennemført udvalg af avlsdyr. Hånd i hånd med påvirkning i form af anvendelse og dressur.

 

Mange klassiske skribenter omtaler hunden. Men det er ikke altid let at finde rede i navnene, da disse foruden at være afvigende hos forskellige forfattere, i reglen er givet efter lande og folkeslag.

 

Aristoteles, Alexander d. Stores berømte lærer, der levede omtrent 350 år f. Kr., opregner i sin Historia animalum syv forskellige slags hunde.

 

Senere forfattere nævner efterhånden flere og flere racer.

 

Linné omtaler i 1700-tallet 36 hunderacer, bl.a. Spidshunden med det latinske navn Canis Pomeranus. "

 

 

Citat slut.

 

Det der fik mig i gang med denne research var, at vi ikke forstod, hvad det var for en hund, vi delte hjem med. Som nogle husker gik han og s,måbrummede før han slog over i gøen, og vi kunne ikke se, hvad der udløste det. Der blev gættet på mange årsager, som ikke viste sig at være rigtige. Men nu har vi løst det, og det er så dejligt. Siden har vi nemlig fundet ud af, at Aslans linjer går tilbage til de gamle arbejdslinjer, så der er altså også forskelle på linjerne inden for racen i dag. Nogle er rene hyggebamser, andre er ikke. Vores skal også BRUGES for at trives. Og når han giver disse mange lyde er det et signal til os, og når vi viser, at vi har forstået hans alarmopkald, så stopper det. Det er også tydeligt, at der er lagt en art grænse ind i hunden. De slår alarm til en vis grænse, de fortsætter ikke frem mod den fremmede - det må andre tage sig af Klogt! Samtidig kan vi nu forstå alle de ting omkring ham, som vi ikke forstod i starten, og det gør det altså bare lettere. Det gør så også, at når man skal henvise en til at få en af denne race, så kan man spørge ind til, hvad deres erfaring er, og hvad de vil med hunden. Vil de have en sofakartoffel, som mange tror Dansk Spids udelukkende er, så skal de kigge linjer. For os har dette været en kæmpe øjenåbner, og vi er slet ikke færdige endnu med at lære om vores hund og race. Jeg tror faktisk ikke ret mange ved disse ting om racen, men der er masser af dygtige opdrættere og avlsudvalg, der hellere end gerne deler deres viden, og vi er dem meget taknemmelig. Når man ved, hvad man ejer, så er det nemlig let at arbejde med - og Aslan er blevet verdens nemmeste hund, fordi han bor hos folk, der forstår ham. Faktisk har han fundet ud af, at han kan slå alarm alene ved at kigge på noget nu, og så er det kun, hvis man ikke ser dette fine signal, at han laver en lyd, så vi opdager den potentielle fare. Jeg vil tilføje, at jeg synes sindet er bedre i racen i dag også i arbejdslinjerne, end de tilsyneladende var, da Møller skrev sin bog Og om de er lærevillige handler nok snarere om praktiske færdigheder end om hunden - den gang viste man næppe de ting om læring, som vi gør i dag Til sidst kan tilføjes, at der ikke er tale om specialiserede arbejdslinjer - man kan derfor næppe anvende dem til ret meget hyrdning fx. De ser snarere ud til at have evner for at bevogte husdyr er indstillingen hos de, der ved noget om dette. Og det gør jeg ikke - endnu

[Jane]

Kan det være fordi vel hovedparten af DKs hunde er familiehunde i dag, at der ikke lægges så meget vægt på brugsdelen, hos nogle opdrættere?

 

Hvad angår det ekstreme, som korte snuder, lange rygge, skæve rygge m.m tror jeg på at det er oplysning, der skal til, så folk fravælger at købe hunde, der er krøblinge. De opdrættere der avler snuden fladere hos bulldog, ryggen nærmest lodret hos schæferen m.m ved udemærket, at hundene lider. For mig at se kan det kun være fordi det handler om penge. Det er i hvertilfælde ikke hundens ve og vel, der tænkes på. Samt at der skal en ændringsholdning til hos nogle udstillingsdommere. Men jeg tror at det er os hundeejere der kan gøre den største forskel, ved ikke at købe hvalpe hos føromtalte opdrættere.

[Lenschow]

Wow

 

Vidste godt de eacer havde ændret sig i en usund retning, men ikke at det var så meget!

syntes faktisk de ser bedre ud i deres gamle og sundere version

 

Jeg er enig - selvom nogle forandringer kan være gode. Tag Dansk Spids - heldigvis er den da mildere stemt over for fremmede i dag end for ca 200 år siden, så ikke alle ændringer er dårlige

[Lenschow]

Kan det være fordi vel hovedparten af DKs hunde er familiehunde i dag, at der ikke lægges så meget vægt på brugsdelen, hos nogle opdrættere?

 

Hvad angår det ekstreme, som korte snuder, lange rygge, skæve rygge m.m tror jeg på at det er oplysning, der skal til, så folk fravælger at købe hunde, der er krøblinge. De opdrættere der avler snuden fladere hos bulldog, ryggen nærmest lodret hos schæferen m.m ved udemærket, at hundene lider. For mig at se kan det kun være fordi det handler om penge. Det er i hvertilfælde ikke hundens ve og vel, der tænkes på. Samt at der skal en ændringsholdning til hos nogle udstillingsdommere. Men jeg tror at det er os hundeejere der kan gøre den største forskel, ved ikke at købe hvalpe hos føromtalte opdrættere.

 

Enig - så længe nogle køber den slags, så er der et marked. Jeg har den samme indstilling med andre arter - fx er der katteracer, jeg aldrig får pga dette.

 

Er der nogle, der ved hvorfor Irsk Ulvehund ikke bliver ret gammel? Er det en myte eller sandt? Jeg er nysgerrig efter om det skyldes avl?

[Anettesb]

Kan det være fordi vel hovedparten af DKs hunde er familiehunde i dag, at der ikke lægges så meget vægt på brugsdelen, hos nogle opdrættere?

 

Hvad angår det ekstreme, som korte snuder, lange rygge, skæve rygge m.m tror jeg på at det er oplysning, der skal til, så folk fravælger at købe hunde, der er krøblinge. De opdrættere der avler snuden fladere hos bulldog, ryggen nærmest lodret hos schæferen m.m ved udemærket, at hundene lider. For mig at se kan det kun være fordi det handler om penge. Det er i hvertilfælde ikke hundens ve og vel, der tænkes på. Samt at der skal en ændringsholdning til hos nogle udstillingsdommere. Men jeg tror at det er os hundeejere der kan gøre den største forskel, ved ikke at købe hvalpe hos føromtalte opdrættere.

 

Tror det en 3 delt ting, jo markedet bestemmer, men en ny hunde ejer vil nemt falde for at forældrene har priser ( så må hvalpen være god, tanke) der tæller dommeren, og avler.

[Anettesb]

Jeg er enig - selvom nogle forandringer kan være gode. Tag Dansk Spids - heldigvis er den da mildere stemt over for fremmede i dag end for ca 200 år siden, så ikke alle ændringer er dårlige

 

Det rigtigt,

det heler ikke altid godt at holde fast i det gamle...

men at avle mod noget der er mere usundt... er tosset syntes jeg.

 

Så et el bare et behov for ansvarsfulde mennesker.... hele vejen rundt

[Anettesb]

Enig - så længe nogle køber den slags, så er der et marked. Jeg har den samme indstilling med andre arter - fx er der katteracer, jeg aldrig får pga dette.

 

Er der nogle, der ved hvorfor Irsk Ulvehund ikke bliver ret gammel? Er det en myte eller sandt? Jeg er nysgerrig efter om det skyldes avl?

Det har jeg også hørt, men det gælder jo også granddanoare.... ved ikke hvorfor

[Lenschow]

Det har jeg også hørt, men det gælder jo også granddanoare.... ved ikke hvorfor

 

Jeg har HØRT, og ved ikke om det passer, at det skyldes deres størrelse - altså noget med hjerte osv - men jeg VED det ikke.... Det gælder vist en del store racer....

[korvis]

Jeg har været ved at skrive et indlæg flere gange, men er gået fra det igen, fordi det er et så stort og komplekst emne at min hjerne står af... Men jeg gør et forsøg igen.

 

Ingen tvivl om at udstilling har ødelagt mange racer, og det tror jeg at stort set alle er enige om. Men det er jo ikke gældende for alle racer - og frem for alt så er det ikke alle opdrættere der avler efter udstillingsresultater. Så jeg synes det er dybt forkert at gå ud fra at en raceren hund = hund der er avlet efter udstillingsresultater.

 

Mht. at avle efter arbejdsegenskaber, så er der jo faktisk ganske få racer der stadig arbejder i dag, så det er IMO blevet til et temmelig udvasket udtryk. Jeg kan bare se på min egen race - som er én af de få der rent faktisk bli'r brugt i arbejde endnu! - hvor der er opdrættere der gladelig mener at de avler efter arbejdsegenskaber, men hvor avlshundene måske ikke en gang har prøvet at hyrde.

 

At sætte racerene hunde op mod blandinger, og liste fordele og ulemper ved dem... Tja, det er vel egentlig ret simpelt..? Ved de racerene ved man hvad der ligger bag ens hund, i flere generationer. Det har man ikke en chance for at vide med en blanding. Er det ikke egentlig bare sådan det er? Hvorvidt sundheden er bedre eller dårligere ved den ene eller den andre - det kommer jo an på vidt forskellige parametre, også parametre vi ikke ved noget om. Men mon ikke man har en større chance for at "forske" i sygdommene, og "ramme rigtigt", når man har databaser at ty til, og ved hvad der ligger bag ens hunde i mange generationer? På den anden side - en ligeglad opdrætter vil jo ikke bruge de redskaber der findes, og så er man jo lige vidt.

 

Mit syn på udstillinger er, at man skulle fjerne alle konkurrenceelementer ved det... Selve grundidéen, at ha' en "skabelon" for hver race, som hver enkelt hund bli'r bedømt ud fra, er da fin nok. Men lige så snart en dommer skal til at dømme en hund som bedre end en anden - så kommer det til syvende og sidst til at handle om smag og behag, fortolkninger, mindre og mindre forskelle - og det er dér vi står i dag. Havde dommerne kun mulighed for at gi' en hund en 1., 2. eller 3. præmie - uden at skulle placere dem indbyrdes! - så tror jeg slet ikke vi ville se de ekstremer vi ser i dag. Og hvem ved, måske heller ikke det kolde miljø mange snakker om?

[Jane]

Tror det en 3 delt ting, jo markedet bestemmer, men en ny hunde ejer vil nemt falde for at forældrene har priser ( så må hvalpen være god, tanke) der tæller dommeren, og avler.

 

Derfor tror jeg det er vigtig med oplysninger. Men at komme det helt til livs, kommer man nok ikke. Men jo mere budskabet bliver bredt ud, jo bedre. Lykkes det ikke første gang, der købes en hvalp, hjælper det måske anden eller tredje gang. Jeg tror næppe, at hvis man har købt en hvalp, der f.eks har problemer med vejrtrækningen, vælger igen at købe en hvalp med samme problemer. Her mener jeg at de mange hundeforeninger og klubber, har en opgave, gennem oplysning, at rådgive nye hvalpekøbere. Tænker at nettet har stor magt. Tænk bare dem, som herinde søger rådgivning, når beslutningen om, at få en hvalp er taget. Så jo mere nye hvalpekøbere, bliver bombarderet med oplysninger, om hvor vigtig sundhed betyder, jo mere vil opdrættere avle henimod hvad hvalpekøberene ønsker.

Efterspørgsel og udbud. Det er suveræn os hvalpekøbere, der i sidste ende bestemmer.

[Anettesb]

Jeg har HØRT, og ved ikke om det passer, at det skyldes deres størrelse - altså noget med hjerte osv - men jeg VED det ikke.... Det gælder vist en del store racer....

 

Det har jeg vidst også hørt noget om.... men jeg ved det heler ikke

[Anettesb]

Derfor tror jeg det er vigtig med oplysninger. Men at komme det helt til livs, kommer man nok ikke. Men jo mere budskabet bliver bredt ud, jo bedre. Lykkes det ikke første gang, der købes en hvalp, hjælper det måske anden eller tredje gang. Jeg tror næppe, at hvis man har købt en hvalp, der f.eks har problemer med vejrtrækningen, vælger igen at købe en hvalp med samme problemer. Her mener jeg at de mange hundeforeninger og klubber, har en opgave, gennem oplysning, at rådgive nye hvalpekøbere. Tænker at nettet har stor magt. Tænk bare dem, som herinde søger rådgivning, når beslutningen om, at få en hvalp er taget. Så jo mere nye hvalpekøbere, bliver bombarderet med oplysninger, om hvor vigtig sundhed betyder, jo mere vil opdrættere avle henimod hvad hvalpekøberene ønsker.

Efterspørgsel og udbud. Det er suveræn os hvalpekøbere, der i sidste ende bestemmer.

 

Absolut enig

[luckyluna]

Helt enig med korvis. Hvis konkurrence elementet blev fjernet fra udstilling, så ville det ikke være så interessant

 

Jeg kan bedst lide de opdrættere der ikke går så højt op i morgen hundene vinder konkurrence r, uanset om det er udstilling eller andet, men mere lægger vægt på at de er velfungerende og sunde.

 

En hund der får en 2. Premie på udstilling er jo for eksempel stadig rigeligt race præget til at bruger i avl.

[AnneMangetal]

Jeg har vist ikke sagt at blandinger står bedre. Eller er bedre.

 

Jeg mener fordelene ved at avle rene racer desværre i nogen grad ødelægges af at eksteriøret fylder for meget i avlsudvælgelsen. Derfor er det jo en nærlæggende tanke at avle på individer som findes avlsegnede uanset udstillingsresultat. Så kan de være rene racer eller blandinger.

 

Jeg tror mine tanker i den retning netop kommer af at jeg har set hvad udstillingsfolk kan gøre ved racer som Labrador, Springer Spaniel, Cocker Spaniel, Engelst Setter, Irsk Setter, Gordon Setter, Schæfer hunden osv. Pragtfulde brugshundecracer ødelægges af folk som kun går op i eksteriør.

 

Når udstillere kan gøre det ved brugshunde, hvad kan de så gøre ved selskabshunde, hvor der måske ikke er folk ssom trækker i en anden og bedre retning.

 

Jeg har ikke noget imod at folk gerne vil udstille. Det er når det i avlsmæssig henseende tager overhånd, jeg bliver bekymret. Men det er måske migvdercser for sort på det. Flere forstandige debbatører herinde siger jo at rigtig mange opdrættere finder en god balance.

 

Jamen, så forstår jeg stadig ikke startindlægget:vedikke:

 

Ja som overskriften siger.

 

Jeg tænker nogen gange at man må kunne lave sundere, stærkere, mere robuste og psykisk bedre hund til familiehunde, hvis man kunne pille kritteriet "racetypisk" ud af formelen. Jeg siger med vilje ikk at man skal pille udseende ud af formelen, bare det "racetypiske".

 

og måske også højtydende brugshunde?

 

Det er tilsyneladende svært i mange racer ikke at lade avlen påvirkes for meget af udstillings resultater - og i visse racer belønnes usund konstitution tilsyneladende. For tunge hunde. For korte snuder osv.

 

Mere sunde, stærke, robuste og bedre psyke end hvad? De hunde der er i dag? Hvor vel et flertal er blandinger? Og så har jeg stadig ikke forstået hvad du mener med "racetypisk", med mindre det relaterer sig til eksteriør på tavlehunde. Og mener du så at man skarpt kan opdele egenskaber og udseende?

[Ascha]

Der er så mange mærkelige fordomme i forb. med racehunde. En af de sjoveste jeg har hørt for nylig, var en ejer af en blandingshund der sagde noget a´la: og så køber folk dyre racehunde,.. og så kan de ikke engang komme når man kalder.

 

Det er så nemt at lange ud efter opdrættere der kun skeler til udseendet, men jeg synes man glemmer at de jo ikke ville opdrætte hunde, der ikke var købere til. Derfor synes jeg at man burde tvinge folk der ønskede at købe f.eks. engelsk bulldog til at have en klemme på næsen, tre sugerør i munden og så ud at gå en tur. Eller binde snore fra folks sko til deres øreflipper og bede dem gå med det, inden de købte en basset hound. Og så kunne de samtidig lige få klistret deres underste øjenlåg fast til kinderne, så slimhinderne blev blottet og se hvor sjovt det var. Det største problem hundeavlen har, er at køberne ikke sætter sig ind i hvad de er ved at købe og i deres uvidenhed og jagt på noget særligt eller moderigtigt, får støttet legaliseret dyrplageri eller opdrættere der er ude på et skråplan.

[PinPoynter]

Der er så mange mærkelige fordomme i forb. med racehunde. En af de sjoveste jeg har hørt for nylig, var en ejer af en blandingshund der sagde noget a´la: og så køber folk dyre racehunde,.. og så kan de ikke engang komme når man kalder.

Det er fandme bare heller ikke iorden!

 

 

[Therese]

Det er fandeme også for dårligt at man betaler i dyre domme for sådan en hund og så er det ikke engang en del af pakken

[Shii]

Helt enig med korvis. Hvis konkurrence elementet blev fjernet fra udstilling, så ville det ikke være så interessant

 

Jeg kan bedst lide de opdrættere der ikke går så højt op i morgen hundene vinder konkurrence r, uanset om det er udstilling eller andet, men mere lægger vægt på at de er velfungerende og sunde.

 

En hund der får en 2. Premie på udstilling er jo for eksempel stadig rigeligt race præget til at bruger i avl.

 

Det har ikke noget med om det er en anden plads, eller en 5. plads.

 

F.eks. i nogle racer er der 11 hunde i klassen, og de 7 første kan sagtens få excellent, som jo betyder at de lever fuldt op til standarden og kun meget minimale fejl har.

 

Mit mål når jeg tager på udstilling er at mine hunde får excellent, jeg vil vildt gerne vinde fordi ja... Det tror jeg alle godt kan lide? Men det har ingen betydning for mig om hunden kan bruges i avl eller ej.

 

Det vigtigste for mig for at bruge en hund i avl er at JEG kan stå inde for det.

 

Jeg vil aldrig lave et kuld hvalpe hvor jeg ikke har intentioner om at beholde en hvalp, og personligt er jeg bare ikke interesseret i en ikke sund hund...

[Kirsten H]

 

Mere sunde, stærke, robuste og bedre psyke end hvad? De hunde der er i dag? Hvor vel et flertal er blandinger? Og så har jeg stadig ikke forstået hvad du mener med "racetypisk", med mindre det relaterer sig til eksteriør på tavlehunde. Og mener du så at man skarpt kan opdele egenskaber og udseende?

 

Racetypisk er for mig både, eksteriør, egenskaber og sind.

Jeg har haft en enkelt whippet, som var ganske racetypisk af udseende og egenskaber (stærkt jagtinstinkt, jager med synet, fast greb, med rusk om "bytte"), men hendes sind var for skarpt, hun var egetkønsaggressiv og udadfarende, mere terrier end mynde.

En whippet skal ikke være egetkønsaggressiv overhovedet og slet ikke udadfarende. Det er en race, hvor man ganske uproblematisk kan have 5-10 individer af samme køn gående uden de mindste problemer. Hun kom ikke i avl.

[korvis]

Racetypisk er for mig både, eksteriør, egenskaber og sind.

Jeg har haft en enkelt whippet, som var ganske racetypisk af udseende og egenskaber (stærkt jagtinstinkt, jager med synet, fast greb, med rusk om "bytte"), men hendes sind var for skarpt, hun var egetkønsaggressiv og udadfarende, mere terrier end mynde.

En whippet skal ikke være egetkønsaggressiv overhovedet og slet ikke udadfarende. Det er en race, hvor man ganske uproblematisk kan have 5-10 individer af samme køn gående uden de mindste problemer. Hun kom ikke i avl.

Enig i det markerede. :5up: Og derfor forstår jeg heller ikke rigtig startindlægget... :hmm:

[PBC]

Racetypisk er for mig både, eksteriør, egenskaber og sind.

Jeg har haft en enkelt whippet, som var ganske racetypisk af udseende og egenskaber (stærkt jagtinstinkt, jager med synet, fast greb, med rusk om "bytte"), men hendes sind var for skarpt, hun var egetkønsaggressiv og udadfarende, mere terrier end mynde.

En whippet skal ikke være egetkønsaggressiv overhovedet og slet ikke udadfarende. Det er en race, hvor man ganske uproblematisk kan have 5-10 individer af samme køn gående uden de mindste problemer. Hun kom ikke i avl.

 

det er det også for mig. Hvis man ikke stiller specifikke krav til at en vis hund skal kombinere en række krav samtidig for at væe god nok til avl er det jo klart lettere at finde sunde, raske, robuste og psykisk stabile hunde at avle på.

 

Lad os sige at man har en Hovawart som er super sund, skønt temperament og super velfungerende på alle måder, men den er altså desværre ikke reserverer, så man må tage den ud af avlen. Eller den havde haft ørene lidt for højt ansat - ud af avlen. I stedet har vi en Hovawwart, som er perfekt at se på, passende reserveret og umiddelbart er den jo fin og ser sådan ud. Der er godt nok noget med at den ikke tåler oksekød, men det kan man jo bare undlade at give den. Så den avler vi på. Jeg ville hellere avle på en af de andre. Man kan også sigecat ingen af de 3 har avlskvalitet, men jeg tror altså de fleste opdrættere ville avle på både den der ikke er reserveret og den der ikke kan tåle oksekød, men den med forkert ansatte ører, bliver taget ud. Håber jeg tager fejl, men det tror jeg altså ikke jeg gør.

[Shii]

det er det også for mig. Hvis man ikke stiller specifikke krav til at en vis hund skal kombinere en række krav samtidig for at væe god nok til avl er det jo klart lettere at finde sunde, raske, robuste og psykisk stabile hunde at avle på.

 

Lad os sige at man har en Hovawart som er super sund, skønt temperament og super velfungerende på alle måder, men den er altså desværre ikke reserverer, så man må tage den ud af avlen. Eller den havde haft ørene lidt for højt ansat - ud af avlen. I stedet har vi en Hovawwart, som er perfekt at se på, passende reserveret og umiddelbart er den jo fin og ser sådan ud. Der er godt nok noget med at den ikke tåler oksekød, men det kan man jo bare undlade at give den. Så den avler vi på. Jeg ville hellere avle på en af de andre. Man kan også sigecat ingen af de 3 har avlskvalitet, men jeg tror altså de fleste opdrættere ville avle på både den der ikke er reserveret og den der ikke kan tåle oksekød, men den med forkert ansatte ører, bliver taget ud. Håber jeg tager fejl, men det tror jeg altså ikke jeg gør.

 

 

Jeg er faktisk enig. Og jeg tror de færreste ville tage en hund ud af avlen pga et fysisk forkert træk, fremfor adfærds eller sundhed.

 

For mig er adfærd og sundheds forkerte træk 100% ud af avlen. F.eks. hvis en Lowchen er aggressiv, eller har et højt jagtinstinkt. Det er slet ikke normalt, og i mine øjne ville jeg aldrig avle på en sådan hund.

 

Men hvis de har perfekt temperament, og er kerne sunde, men deres øre lidt for højt sat, så ville jeg sagtens overveje at bruge dem.