Inkognito

Det er en aftale Minihunden syntes at hendes 7 måneders fødselsdag var en god dag at gå i løbetid, så vi må melde afbud :-(

hahaha, ja denne gang er det inden for landets grænser og vi kan oven i købet godt begrænse os til Sjælland Hvor er I dygtige Kommer I med nogle datoer eller hvordan?

Racekonform=racetypisk? Eksteriørmæssigt: Størrelsen og meget maskuline hunde. Temperamentsmæssigt: Aggressionsissues; herunder også egetkønsaggression og stress i hundene/manglende stopknap. Sundhed: Allergi. Arbejdsegenskaber: Her kommer jeg lidt til kort, da jeg ikke er jæger og synes, at mine springere udviser et fornuftigt jagtgen og søgemønster, men jeg har hørt kritikken, at standardspringerne ikke længere kan bruges til det de er avlet til. Lige pt. er der heldigvis stadig en overvægt af de "gode" springere, men opdrætterne skal tænke over deres opdræt, så vi ikke ender, hvor cockerne er i dag med meget ressourceforsvar og hidsighed.

Da vi kiggede på hund tilbage i 2004, kiggede vi egenligt på retrieverracerne, men min daværende kollega nævnte for mig, at hun havde en tæve tilbage fra hendes seneste kuld af engelske springer spaniels og hvis vi kunne leve med en retriever, så mente hun bestemt, at vi også kunne leve med en springer. Vi mødte hendes 3 voksne hunde + 4 hvalpe, der var født december 2003 engang i januar 2004 og så var vi solgte - egentligt ikke så meget på grund af hvalpene, men på grund af de voksne hunde og deres udseende samt væremåde. I dag har jeg så engelsk springer nr. 3 og 4 boede og jeg synes stadig racen passer godt til mig, men hvis stjernefrøet i hund nr. 4 ikke kommer frem og hun må trækkes fra avlen, inden hun er indgået i den og racen generelt bliver ved med at udvikle sig i den retning den "truer" med at gøre, så tror jeg, at jeg er færdig med den engelske springer........ Meeeen på den anden side: Jeg sagde også, at hund nr. 4 ville blive af en anden spanielrace....... Indtil videre har jeg haft tæver, men hvis nu min drøm om opdræt går i opfyldelse og det viser sig, at der er en superhanhund blandt hvalpene, så vil jeg da ikke frasige mig at blive hanhundeejer.

Ja, det kan jeg godt Det er indenfor landets grænser I mener, ik? man ved jo aldrig med jer to.

det er muligt, men man må gå alle steder i statsskove og du må have hund med bare den er i snor, så hvor pokker er problemet, der står ingen steder at du ikke må gå med din hund i en 10 eller 15 m line foran dig, det er bare at komme igang. Det behøver du skam ikke sige til mig - jeg træner schweiss en gang om ugen ca. med tøserne Hvor jeg gør det er så min hemmelighed Problemet hvis man ikke har tilladelsen og bliver opdaget, så koster det en bøde på 2000 i værste tilfælde for dig selv og man er med til at give hundefolk et dårligt ry.

Markprøve på Juellund :blink: Skal du ikke ned og kigge? Jeg skal på den årlige juletraditionstur til Nyhavn om eftermiddagen, så det kan jeg ikke nå.

Man får heller ikke tilladelse til spor i de sjællandske statsskove :-(

Name time and place.... jeg tænker det måske kunne være en ide at træne det spor bare en gang eller 2 inden vi gik til prøve Søndag?

Tror ikke det er den samme. Den jeg har kig på, koster 400 kr:genert: http://www.alttilhundogkat.dk/hurtta-lifeguard.6?/Generelt/HUNDE/Lifeguard%20Hurtta%20ALT/Hurtta%20Lifeguard%20Twilight%20vest/&showitem=10641 Men nu har jeg spurgt:5up: Uh den vandskål ville jeg også godt have, meen vil famer ikke give 200 kr for den:mrgreen: Mine springere har den refleksvest i str. 35. Og på dem sidder den helt rigtig, så størrelsestabellen passer udemærket. Tøserne vejer i starten af tyverne.

Du siger bare til Og nu er spor jo så dejligt taknemmeligt, at det ikke gør noget med en "grøn" sammen med mere rutinerede

Du må da gerne komme ud med os og prøve.

Emma gør det på Jessie under fangeleg. Jessie er vanvittig hurtig af natur (hun har f.eks. ingen problemer med at følge med en BC'er, der giver maks gas) og kan jo snildt løbe fra Emma, der jo kun er næsten 7 måneder. Nogle gange sætter Jessie lige tempoet ned for at give Emma nogle succesoplevelser (sådan virker det på tilskuerne) og det havde hun ikke gjort mere end et par gange, før Emma havde luret den og så begyndte Emma at tage fat i bedste elefantstil i halen på Jessie for så satte hun jo ikke turbo på igen. Det ender med, at Jessie stopper sit løberi, Emma giver slip og Jessie går fra 0 til 100 på et splitsekund, hvorpå legen starter forfra.

Tilbage i januar 2009 havde jeg en til at "snakke" med mine daværende tre tøser. Og det passede egentligt ret godt på dem alle 3 dengang - bare et par måneder senere så billedet helt anderledes ud, idet Mollie blev trynet psykisk af Rosie og hun var ikke længere selvsikker :-( Jeg ved dog ikke hvad jeg skal tænke om hendes beskrivelse af trekløveret, da Mollie og Rosie jo allerede dengang i perioder var i kamp, men hun snakkede med dem i en periode, hvor der var ro på. Det er ihvertfald helt sikkert, at hun ikke bare læste på nettet eller min hjemmeside om dem De eneste informationer hun fik var deres navne og at Rosie havde en ukontrollerbar allergi mod ihvertfald støvmider og lagermider samt under mistanke om pollen. Og det er lidt sjovt, at hun kalder Jessie for Jessica - min mormor troede de første par år, at Jessie hed Jessica og det kaldte hun hende (på det tidspunkt boede vi hos hende). Det kursive er den tilbagemelding hun sendte til mig og derved er hendes ord. Jeg startede med Mollie først, da jeg følte det var hende, der på mange måder var den ledende i flokken, og hun ville også selv meget gerne frem og fortælle om sig selv. Mollie er meget vagtsom, nysgerrig og også ret selvbevidst, selvom jeg også oplever at det nærmest er som om at der af og til kan foregå en kamp mellem hende og Jessica om, hvem der er på førstepladsen i hundenes hierarki. Der er i hvert fald optræk til det ude i fremtiden. Jeg føler hun er en stædig og bestemt dame, der dog er sin ejer (dig) meget hengiven og hun er samtidig en hund, der vil gå langt i sit daglige arbejde og udvikling. Jeg ved ikke om I træner agility, men jeg får et billede af Mollie, der balancerer på en form for vippe, og hun ser meget stolt og lidt pralende ud – se, hvad JEG kan. Hun viser mig også noget med at gå rundt i ring og følge noget. Hun snuser og gør sig umage og synes det er sjovt. Hun viste mig, at hun holder mest af at være udendørs. Det er her liv og glade dage foregår og her hun virkelig er i sit es. Hun viste mig dog også en kurv/tæppe af en art, hvor hun godt kunne lide at ligge – det er som om det er hendes plads mest. Hun vil i hvert fald gerne have, at det kun er hendes plads. Det skal helst være hende, der bestemmer, og på det område er hun lidt af en skrap moster, men at have de 2 andre hunde omkring sig oplever jeg som værende utrolig godt for hendes udvikling, da hun er en hund, der faktisk ofte er nødt til at blive sat på plads og holdes lidt i ørerne, så hun ikke overtager hele showet. Men bare rolig du gør alt rigtigt i forhold til hende. Hun viser mig jo kun billeder af, hvor glad hun er og stolt af det arbejde I udfører sammen. Det virker som om du har et meget aktivt udeliv med hundene. Hun er en hund, der elsker opmærksomhed, men jeg oplever ikke, at selv laver kunster for at få den – dertil føler jeg, at hun er for stolt en hund, men når hun så får opmærksomhed soler hun sig nærmest i den. Jeg kan nærmest føle, hvordan hun næsten vrikker og vrider sig i kroppen af stolthed. Hun synes selv hun er en ret flot dame og lidt af en lækkerbisken. Der er sådan lidt dronning over hende. Undersåtterne (dvs. andre hunde) skal helst komme til hende, og hun går ikke af vejen for at vise, at hun er dronningen. At hun gerne vil være dronning føler jeg er den største udfordring du har/vil få med hende. Fysisk ser jeg ikke umiddelbart noget, men jeg får oplyst, at du med tiden skal være opmærksom på hendes bagparti, der ville have godt af varme i kombination med massage (ved ikke om man gør det på hunde?). Jeg oplever det mest som om, at der i bagpartiet kan opstå/har været lidt inflammation/irritation, måske overanstrengelse? Jeg fik i hvert fald en følelse af at skulle vride nogle muskler, så måske har nu haft lidt ”larmende” knogler (ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men jeg oplever en masse stræk og bøj) Men ellers er Mollie så sandelig en stærk dame både fysisk og psykisk. Jeg føler dog, at hendes trang til at være dronningeagtig med lidt dominerende tendenser nu mere skyldes en indre usikkerhed end et egentligt aggressivt karaktertræk hos hende, så tålmod og ros er vejen frem, og det virker som om hun hele tiden er ivrig efter at gøre fremskridt. Rosie er en lidt mere forsigtig og sart dame, og det skyldes ikke kun den allergi du fortalte om, men er noget som ligger dybt i hendes sjæl. Hun har en utrolig dejlig og ren energi – en virkelig elskelig hund, men jeg oplever hende som en anelse mere forsigtig end de 2 andre hunde. Hun er dog ikke så reserveret som Mollie kan være. Jeg oplever hende som mere udadvendt og kontaktsøgende overfor både mennesker og andre hunde. Hun er dog altid sin glæde til trods en smule forsigtig. Det ligger simpelthen naturligt til hende. Det er ikke sikkert hun selv er bevidst om det, men hun er rigtig god til at charme sig ind. Hun kender ikke til sit værd på samme måde som Mollie, og det skal hun trænes i, da hun har et virkelig behageligt temperament (stille, rolig og meget hengiven). Hun er en hund, der også kan være meget livlig, men det er altid på en sød og legende måde. Jeg oplever ikke nogen form for aggressiv adfærd i hende, men almene spilopperJ. Hvad angår Rosies allergi fornemmer jeg, at hun er allergisk overfor partikler som jeg ser hvirvle rundt i luften, men interessant nok fortæller hun, at hun har det bedst udenfor og særligt om sommeren elsker hun at hoppe og danse rundt i græsset, så min fornemmelse er, at det næppe er græs/pollen eller andet i den stil, der generer hende, men mere noget, der findes inden døre. Hun tåler i det hele taget bedst naturlige materialer og medicin fornemmer jeg. Jeg oplever også, at der været en del kløe hos hende, og det i det hele taget er vanskeligt at finde den rette behandling til hende, da jeg oplever hun ikke nødvendigvis vil reagere som det er hensigten på almen medicin, da hendes system er så fint og sart. Rosie er mere end legehund end en arbejdshund Har I prøvet at give hende lidt drikke Aloe Vera i hendes mad? Det ville måske kunne hjælpe hende lidt og gøre hende mere modstandsdygtig. Jessica er en meget intelligent hund, og hun har samme vagtsomme og nysgerrige træk som Mollie, men hun er mere udadvendt end Mollie. Jeg oplever hende som meget glad og legesyg, så måske er hun en unghund? I hvert fald ser jeg hende rulle rundt og daske til andre hunde med sine poter og opfordre til leg. Hun er bestemt også noget af charmetrold. Hun er en hund, der vil frem, og jeg fornemmer hun har et talent med sin næse. Jeg tror hun vil komme til at gøre særdeles gode resultater med at snuse sig frem, så jeg håber det er noget racen kan bruges til. Jeg føler hun er kommet noget senere til end Mollie og Rosie, men at det været det helt rigtige at anskaffe hende. Hun passer perfekt ind i det lille trekløver. Hun er god for Mollie, idet hun (Jessica) bare ved sin væremåde vil få Mollie til at slappe mere af og langsomt vil det være Jessica, der er øverst i hierarkiet (men på en stille, rolig og naturlig måde). Jessica er desuden god for Rosie, idet hun med sit livlige og stabile sind kan være med at få Rosie til at føle sig mere tryg. Du kan dårligt gøre mere for dine hunde end du allerede gør i forvejen. Det skulle måske være, at du lod være med at bekymre dig så meget om du nu gør det godt nok, for det gør du – og endda mere tilJ. Du synes præcis at vide, hvad dine hunde har brug for. Har du overvejet at arbejde professionelt med hunde? Du har nemlig en rigtig god og meget intuitiv føling med dyr, og jeg tror også godt du selv kunne lære at kommunikere/få input fra dine dyr. Faktisk er det min følelse at du allerede får disse input uden at du dog ved, hvad du skal kalde det. Mit råd til dig er blot at fortsætte med det store arbejde du lægger i dine hunde. Hundene er hver især kommet til dig for at lære dig noget og for indbyrdes at hjælpe og guide hinanden. Konstellationen er perfekt og alt er faktisk som det skal være. Dine hunde savner ikke noget. De kunne jo dårligt få mere kærlighed og omsorg. Mollie har dog en enkelt lille bøn. Hun kunne godt tænke sig at få bare en lille smule tid alene eller blot med dig, hvor hun kan slappe lidt af og puste ud. Det er nemlig som om, at hendes sind sommetider nærmest kommer på overarbejde – som om der er en masse energi hun ikke altid ved, hvordan hun skal komme af med på en hensigtsmæssig måde, og jeg oplever at for mange indtryk kan forvirre hende og få hende til at gå i selvsving og få hende til at flippe lidt ud, fx gø og virke lidt aggressiv. Jeg føler, at healing ville være super godt for hende, så hun kunne lære at slappe lidt mere af i kroppen og i sit sind. Så en lille kærlig stund med lidt massage fra dig ville være en god idé. Jeg håber du kan bruge mit kig på hundene positivt.

Det er en aftale

Ud af 7 forskellige dyreklinikker med x antal dyrlæger har jeg kun oplevet Flemming Kristensen undersøge prøver af betændte ører som noget normalt. De andre har kun gjort det, hvis JEG insisterede :-( Så i min verden kan man ikke gå udfra at de gør det.

Det kan jeg også For første gang i min karriere arbejder jeg et sted med tvungen ferie ml. jul og nytår, så jeg har for første gang i mit arbejdsliv fri ml. jul og nytår

Vi siger: hvad tid skal vi komme?

Hvis det er gærsvampeinfektion, så ville jeg prøve Canaural-dråber frem for Virbacs. Jeg kan ikke helt gennemskue om der er antibiotika i de øredråber I har fået? Det skal der ihvertfald være ellers får I aldrig bugt med infektionen. Canaural har altid taget min allergihunds øreproblemer (gærsvampe); selv de rigtig slemme, hvor øret har været lukket. Er det en stafylykokinfektion, så kan jeg ikke huske hvad hun fik. Det er vigtigt de tjekker med en prøve på en glasplade i et mickoskop hvilken infektion, der er tale om. Bare hvis dyrlægen nu ikke har gjort det. Og hvis de har gjort det, så lige tjekker om "den" er resistent - det har min venindes hund lige lidt af (han er ikke allergiker). Min allergihund kunne heller ikke tåle Virbacs ørerens eller deres shampoo. Og så tror jeg at jeg ville skifte til en ekspert i allergi; Flemming Kristensen er god og der er også en kvinde på KVL, der skulle være rigtig god.

Hunde opfylder vel altid et behov hos dem, der har dem og begrundelsen kommer vel an på ens liv; dem, der i andre aspekter af deres liv, "snobber" vil vel altid vælge en hund med papirer for at undgå at skulle fortælle alle deres venner om deres blandingshund? Det stemmer ihvertfald overens med de erfaringer jeg har, når jeg kigger udenfor den inkarnerede del af hundeverdenen. Helt personligt så opfylder mine hunde nok et behov for at have nogen i mit liv, der altid er der og som jeg kan gå op i - jeg vil ikke sige, at de er en erstatning for børn, for jeg kan godt få børn rent fysisk, men jeg har bevist fravalgt dem og så virker det jo en lille bitte smule åndsvagt at sige de er en erstatning for børn. Min begrundelse for at få hund tilbage i 2004 var 110% egoistisk; jeg har altid været hestemenneske, men bosiddende i Storkøbenhavn og med udsigt til en ganske almindelig lønindtægt resten af mit liv stod det hurtigt klart, at der ikke ville være råd til hest i fremtiden (jeg ville have hesten opstaldet nær skov, ridehus og med ridebane på stedet=omtrent 2000 om måneden i opstaldning alene) og min begrænsede omgangskreds var alle centreret omkring heste, så jeg ville miste min omgangskreds, når min hest ikke var længere. Jeg ønskede derfor en "erstatningshobby", der havde med dyr at gøre og da jeg også dengang var løbeinteresseret, så faldt valget på hunde fremfor f.eks. kat. Kort oversat så var min motivation for at få hund baseret på mit ønske om menneskekontakt udover arbejdskollegaer og familie. At jeg landede på en "papirhund" bundede 100% i min fortid i hesteverdenen, hvor jeg altid er opvokset med heste med papirer - hesteverdenen er bare anderledes og har mange små avlsforbund pr. race fremfor 1 FCI-godkendt indenfor hunde. At jeg lige præcis landede på DKK, var nok en tilfældighed for jeg havde ikke undersøgt det nærmere. Idag har jeg hund(e), fordi de opfylder et kontaktbehov hos mig (der er altid nogen at nusse med og en varm krop i sengen-behov) og de giver mig en masse oplevelser på det sociale plan i forbindelse med f.eks. udstillinger og træning samt har givet mig en bekendtskabskreds og de holder mig igang (depressionstendenser, hvilket de i stor stil kan holde væk). Jeg mener ikke, at nogen hunde er bedre end andre, selvom jeg vælger at have "papirhunde" og jeg kunne da sagtens "nøjes" med en papirløs og blandingshund, men har pt. en interesse i udstillinger og der er jeg jo ligssom afhængig af papirerne. Hvis jeg bliver træt af udstillinger, så kan jeg da sagtens se, at jeg vælger en papirløs el. blanding baseret på indkøbsprisen. Jeg slår mig da i tøjret hver gang jeg har betalt for en hundehvalp med papirer, for dybest set synes jeg hundehvalpe med papirer er dyre og da min økonomi ændrede sig i negativ retning på grund af et skidt huskøb (skimmelsvamp osv.), kan jeg da godt se, at de 10.000 jeg gav for Emma kunne have været brugt anderledes og mere fornuftigt.

Vi kunne godt overtales; bare ikke den 23..

Wiiiiii, hvor fedt Jessie og jeg er stadig friske Bliver det noget i retning af 750 kr. for deltagelse med hund?

Jeg satser også på at komme med 2 engelske springer-tæve; en i åben klasse og en for sidste gang i hvalpeklassen. Vi er på om lørdagen

Jeg synes det er et svært emne. Hvis jeg starter bagvent: Hvis en havde fået aflivet en hund, kat, hamster eller et andet dyr, der betød meget for dem, så ville jeg ikke sige noget omkring beslutningen; heller ikke hvis jeg var uenig. Hvis en fremmede (ala herinde) spurgte om en aflivning var i orden uanset årsag, så ville jeg nok sige hvad jeg mente om situationen; hvis jeg syntes, at det var en skidt ide med aflivning og dyret blev aflivet, så ville jeg bagefter også flette næbbet. Hvis en i min omgangskreds gik med aflivningstanker og spurgte til råds, så ville jeg sige hvad jeg mente om situationen og ellers støtte op om personens valg, men nu kender jeg heller ikke nogen, der kan finde på at aflive et sundt og raskt dyr, der kunne omplaceres eller sælges. Personligt har jeg sagt farvel til 3 dyr siden 2007; en hest og to hunde. Rocket (hesten) nåede at blive 19 år og jeg havde ham de 15 af dem. Han var min bedste ven gennem teenagelivets svære tid og det var en ekstrem hård beslutning at erkende, at han ikke kunne mere. Han fik støvallergi i 2000 og mistede 10% af sin lungekapacitet i det første anfald; derefter mistede han ca. 5% i de varme somre derefter, så han havde nok omkring 60-70% kapacitet tilbage, da han blev slået ned. Han blev slået ned den 4/6-07, da jeg sommeren før godt kunne se, at han ikke tålte de varme somre ret godt mere; han havde svært ved at trække vejret ordentligt. Han blev slået ned af en dyrlæge, som han var helt tryg ved og han blev slået ned i sin fold, da han var bange både for trailere og ikke ville overgive sig til bedøvelser (han havde præsteret at stå på sine ben under en bedøvelse, der burde havde tvunget ham ned at ligge). Jeg havde lavet en aftale med Zoo i København, der kom og hentede hans krop bagefter til deres kødædere. De var der faktisk 15 minutter før aftalt og dyrlægen var der 30 minutter før aftalt, hvor han brugte 20 minutter på at snakke med mig om Rockets liv. Jeg har kun stor ros til både afhentningsmanden fra Zoo (jeg fangede aldrig hans navn) og dyrlæge Henrik Walsøe, der egentlig kun arbejder som hestetanddyrlæge, men som indvilgende i at slå Rocket ned. Jeg har på intet tidspunkt haft second thoughts omkring ham, selvom jeg har måtte høre meget i den forbindelse; at det f.eks. var dyremishandling at få ham slået ned fremfor aflivet og hvordan jeg dog kunne give ham til Zoo. Rosie (hund nr. 1) var allergiker og blev kun 4 år. Hun fik allergi i oktober 2006 og svarede først rigtig positivt på behandlingen, men i januar 2007 endte hun på 1,25 mg. Prednisolon dagligt for at holde hende kløefri. I maj 2008 tog hun højst uventet en slåskamp med Mollie for første gang og jeg rådførte mig med Flemming Kristensen (allergidyrlæge). Han tog prøver på hende og vi måtte konstatere, at hendes krop var begyndt at vise tegn på ikke længere at tåle Prednisolonen særligt godt og at hendes sind var begyndt at tage skade også. Derefter og frem til november 2009 levede vi i et rent helvede; både økonomisk pgr. af dyrlægeregningerne, men også pgr. af de mange slåskampe mellem Rosie og Mollie. Når Rosies allergi var i udbrud, så krævede hun typisk en hurtig Prednisolon-kur (2 x 5 mg. + 2 x 2,5 mg.) og andre behandlinger (antibiotika, øredrypning og potevaske), hvilket gjorde hende mentalt meget hård og hun lod ikke Mollie få et ben til jorden i de perioder. Den 19/11-09 overfaldt hun Mollie, mens vi var på arbejde og kun med nød og næppe fik min mormor på 75 skildt dem ad. Havde hun ikke fået skildt dem ad, så havde Rosie slået Mollie ihjel. Rosie havde lige været igennem en løbetid, en vaccination og en Prednisolonkur og allergien bankede derudaf i hendes krop og Mollie var jo bare Mollie med alle hendes mentale problemer. Jeg havde rent faktisk snakket med Rosie en uge forinden, hvor jeg havde fortalt hende, at det var ok, hvis hun gav op nu. Rosie blev aflivet den 20/11-09 kl. 18.45 hos Karlslunde Dyrehospital og det var en rigtig grim oplevelse. De mente ikke, at det var nødvendigt med bedøvelse først og jeg var ikke i stand til at sige noget som helst til dem omkring det og jeg er 110% sikker på, at aflivningen gjorde ondt på hende. Vi måtte heller ikke blive bagefter til vi var klar til at gå og vi blev gennet ud efter 5 minutter. Jeg kommer ALDRIG til at sætte mine ben igen hos Karlslunde Dyrehospital :-( Ser jeg tilbage nu, hvor sorgen er kommet lidt på afstand (ikke forstået sådan, at jeg ikke stadig græder over hende), så skulle hun måske have været aflivet et år, før hun blev og hele beslutningen samt forløbet omkring hendes aflivning har jeg det stadig rigtig svært ved. Mollie var hund nr. 2, som jeg fik aflivet og hun blev aflivet den 21/3-11. Efter Rosie forsvandt fra hjemmet, blev Mollie en helt anden hund; hun slappede af og stolede rent faktisk så meget på Jessie og jeg, at hun kunne ligge på ryggen ved siden af os i sengen, hvilket måske ikke lyder af meget, men for Mollie var det kæmpe stort. Men desværre blev hun også hurtigt gammel, da alt stress og pres forsvandt fra hendes krop - Rosie havde kørt psykisk terror på hende siden maj 2008 og jeg havde ikke set det. Jeg var faktisk begyndt at tro, at hun ikke klarede endnu en vinter på grund af stive ben, stiv krop og nedsat hørelse (måske også syn) og jeg fik desværre ret. Den 20/3 var begge tøser og jeg samt min veninde og hendes hunde ude og gå schweiss og det havde været en lang hård dag for os alle. Mollie gik ud som et lys i sengen og sov dybt hele eftermiddagen og aftenen. Om aftenen ville Jessie og Martin i seng også og jeg tror Mollie blev forskrækket, da hun jo ikke hørte så godt længere. Hun sprang lige i hovedet på Jessie og jagtede hende ud af huset. Jessie endte med at have Mollie liggende på ryggen under sig og fik givet hende nogle gevaldige bidsår i forbenene. Mollie fik flået Jessie snude op. Begge hunde fik flået min venstre hånd op og jeg har den dag i dag nerveskader i huden på den, men til alt held ikke nerveskader med hensyn til brugen af den. Selve aflivningen af Mollie gik stille og roligt og hun var helt afslappet og tryg - hun virkede klar. Jeg havde brugt hele natten mellem den 20. og 21. på at fortælle hende hvor meget hun betød for mig og hvor meget hun havde betyder for mig og hvordan jeg ikke kunne lade dem gå igennem endnu en tilvænningsperiode, hvor de ville være usikre på hinanden osv. osv. Jeg er ked af, at det måtte ende på den måde (med slåskampe som den udløsende årsag) og jeg kommer mig nok aldrig helt over hverken Mollie's aflivning eller Rosie's. Jeg kan ikke rigtig give nogen facitliste for hvornår jeg synes det er ok at aflive eller hvad der er ok at udsætte sit dyr for af behandlinger og andet (f.eks. er det ok at lade sin ældre pensionerede hund tulle rundt derhjemme og bruge al sin energi på det unge dyr?)- det kommer an på dyret.

Jeg har læst artiklen. Jeg synes de slap fint afsted med at beskrive hvad man skal være forberedt på i værste tilfælde, når man vælger en hund fra udlandet gennem diverse foreninger. Her spiller mit forudgående kendskab til at andre foreninger eksistere udover de græske hunde måske ind, for jeg sad ikke med en fornemmelse af, at der kun findes græske hunde i Danmark. Jeg var blevet mere harm, hvis de havde beskrevet en udenlandsk genbrugshund, som en hund, der uden problemer eller tilvænning kan glide ubesværet ind i det danske samfund; især hvis der var tale om en hund, der havde levet på gaden og blevet behandlet, som man hører om med giftudlægning, forsøgt hængt eller bare tæsket. Jeg fik heller ikke indtrykket af, at alle udenlandske genbrugshunde kommer med voldsomme problemer, men at problemerne kan være meget anderledes end vi normalt er vant til i Danmark; f.eks. manglende erfaring med bylivet og det at leve indendørs. Jeg skærer ikke alle udenlandske adoptions/genbrugshunde eller danske genbrugshunde over en kam, men det er altså anderledes at tage en sådan hund ind end at få en hvalpebasse, der har levet under de fleste danske forhold UANSET papirerne eller mangel på samme og forventer man, at en udenlandsk voksen genbrugshund kommer til landet uden nogen form for problemer/bagage med eller at hunden bliver åhh så lykkelig over at være blevet reddet, at den helt glemmer alt hvad den har været udsat for, så er man da en anelse naiv i min verden. Det samme gælder for så vidt genbrugshunde herhjemme fra - de har som oftes også lig i lasten og kræver lidt mere end en almindelig hvalp. Selv langvarige internatophold kan ændre en hund og give den problemer i et eller andet omfang. Jeg er pt. på DKK-hund nr. 4 siden 2004 og jeg har haft en DKK-hund med psykiske problemer (noget genetisk og noget menneskeskabt fra min side pgr. af manglende viden), en DKK-hund med fysisk sygdom (allergi og hun blev 4 år), en DKK-hund der bare fungerer, men ikke lever 100% op til racestandarden og nu nr. 4 DKK-hund, der indtil videre lever 100% op til både den fysiske og psykiske del af racestandarden. Og netop min første hund med psykiske problemer samt mit liv, som det ser ud lige nu, har gjort, at jeg har fravalgt genbrugshunde (både uden- og indenlandske) lige pt., da jeg ikke føler, at jeg kan tilbyde en genbrugshund de rammer, som de kræver baseret på alle de fortællinger, som ligger rundt omkring på nettet, så det kan måske godt farve min holdning til artiklen. Jeg har ikke afskrevet hverken blandingshunde (her tænker jeg på at købe en fra hvalp af) eller genbrugshunde i min fremtid; lige nu er mit liv bare ikke til det. Der er ikke ro eller overskud nok til en voksen hund med issues og jeg synes stadig udstillinger er sjove, så jeg skal bruge papirer på kræene.