Inkognito

Jeg tænkte jeg ville vise min lille nye hvalpebasse frem Vi hentede hende i mandags, så billederne er ikke så gamle Og ja, der er en årsag til, at hun sover på alle billederne

Jeg bor 800 meter væk fra Tåstrup station og 1,5 km. væk fra posthuset *GG* Stationen er nemmest Jeg er hjemme hele dagen i morgen og fra kl. 11 på fredag, så du siger bare et tidspunkt

Bladene er gode, men jeg tror man kan få en lige så god negleklipper lidt billigere hos en dyrlæge - lige pt. har jeg en Trixie (billigt tysk mærke) negleklipper også, der er udformet som en saks mere end en kloklipper og den klipper lige så godt som den dyre med elektronikken på min hund. Jeg ved ikke om en lab. har tykkere negle end en springer? Jeg har købt min hos Østrand og forklaringen var, at elektronikken er en hjælp, men man skal stadig klippe et lille stykke ad gangen og kigge på neglen - det er sådan jeg har brugt den til min mosters hund (der forøvrigt er en dværggravbasse med negle på tykkelse med min hunds - jeg har aldrig set en lille hund med så kraftige negle). Østrands medarbejder afprøvede på en af hendes hunde og fandt intet i vejen med den... Og jeg stoler nok på Østrand og deres medarbejdere til at de ikke bare ville sige det. Den ligger bare og samler støv, da jeg ikke kan tage mig sammen til at sætte den salg, så du må gerne låne den - jeg kommer ikke til at bruge den igen. Og det lyder som om Ninja vil foretrække en klipper frem for en sliber

Hvor langt væk fra Køge må det være? Jeg bruger Ayoe Weiland fra Solrød Dyreklinik og er meget tilfreds; både med behandling og priser. Jeg har også et godt indtryk til Anitha dernede fra, men jeg kender hende ikke så godt endnu. Hun aflivede Mollie for mig og selvom hun ikke kendte os, så blev hun alligevel så rørt af situationen og vores historie, at hun også måtte snøfte et par gange. Mollie syntes hun var mega sød, selvom Mollie altid har hadet dyrlæger og det er jeg taknemmelig for idag=at hun blev aflivet af en dyrlæge, som hun kunne lide.

Jeg har sådan en klipper med elektronik i.... Det er en fantastisk klipper, hvis man ser på bladene, men man MÅ IKKE stole på elektronikken i den - jeg har haft min nede hos forhandleren, da jeg ikke mente den fungerede, men den fungere efter standarden. Jeg har brugt min en gang på min egen hund og 3 gange på min mosters hund - på min egen hund lyste den grønt, men alligevel klippede den meget for langt op og blodet sprøjtede. På min mosters hund har jeg aldrig stolet på elektronikken og derfor er det ikke gået galt med den hund. Det er denne klipper jeg har: Negleklipper Quickfinder de luxe med lysindikation Idag klipper jeg ikke længere klør; jeg sliber med en Aeolus Neglesliber. Den er lavet til hunde, men minder uhyggeligt meget om en Dremel-sliber (spørg en mand og han ved hvad det er) og "reserveslibeblade" til den er også fra Dremel. Dremelmaskinen fåes i alt fra Jem & Fix over Harald Nyborg til Bauhaus og Silvan. Det er maskinen til hobbybrug man skal gå efter. Det kræver naturligvis lidt tilvænning fra hundens side at vænne sig til en sliber, men det er så meget nemmere og mere behageligt, da man ikke kan komme for langt ned hurtigt. Jeg har ikke haft nogle problemer med vænne mig selv til den eller få taget på at slibe istedet for at klippe (jeg hader at klippe sorte klør) og det tog Jessie 1 minut at vænne sig til den, men nu er hun jo også i forvejen vant til en trimmemaskine, så om det har hjulpet hende, ved jeg ikke. Jessie er forresten en Springer-spaniel. Hvis jeg kan finde min Quickfinder og brugsvejledningen (klipperen ved jeg godt hvor er) og du befinder dig i nærheden af Taastrup, så må du gerne afprøve den, hvis du vil.

Jeg fodrer med Nutra Nuggets Gold Laks/Kartoffel eller Adult samt Regal Adult. Det er de to mærker jeg altid vender tilbage til, når jeg har fået et eller andet flip med at skulle prøve et andet foder f.eks. Acana. Rosie (lagermide- og støvmideallergiker samt lidt pollen og skimmelsvampe) levede uden problemer på Regal Lam og Ris eller Nutra Nuggets Gold Laks og Kartoffel. Jessie er mega kræsen og ligger 2 kg. for lavt i vægten til dyrlægens smag (3-4 kg. til min smag), hvilket gør fodring en udfordring. Hun kan f.eks. uden problemer gå 3 dage uden at spise. Jessie vil dog gerne spise Nutra Nuggets Gold og Regal ihvertfald en gang om dagen. Udover hendes tørfoder får hun tilskud af vådkost fra Cesar (kun den i sovs - pateerne vil hun ikke røre) og Applaws i. Jeg har prøvet mange fodermærker på markedet fra de billige til de rigtig dyre; enten har jeg ikke kunnet med indholdet i foderet eller også har hundene ikke trives på det. Næste hundehvalp kommer til at vokse op på Nutra Nuggets Gold Puppy.

Jessie har flg. i en lille karabinhage: Det grå skilt fra Dansk Hunderegister. Dette med vores adresse og mit tlf.nr. graveret (det holder rigtig godt): Firkant Plast - 9 Forskellige Dette til hvis hun bliver væk i det store udland: I´ve been chipped Der er meget lidt lyd fra dem og intet, der skinner i øjnene (ståltegnet hænger imellem de to andre). Jeg har også prøvet dem fra Rogz og de var heller ikke et hit herhjemme, men plastikskiltet fra hundetegn.com lægger de ikke mærke til.

Jeg har også oplevet det der minder om snobberi eller måske bare uvidenhed og dårlige tabere til både træning og udstillinger. Til træning blev jeg engang spurgt hvorfor Jessie som 2 års ikke kunne ret meget lydighed og jeg svarede, som sandheden var og er, at vi ikke havde brugt ret mange kræfter på det i hendes hvalpetid og istedet brugt tiden på ringtræning og udstillingstræning..... Dem der havde spurgt kiggede lige op og ned af mig og så var jeg dømt som dyremishandler og ingen snakkede til mig resten af træningsgangene udover træneren, der godt var klar over, at udstillinger ikke nødvendigvis er lig med mishandling eller ubehag for hunden. Og jeg har været vidne til snobberi omkring stamtavlenavn på hundene for mange år siden i min specialklubsregion - der skulle man ikke komme med en hund med et "forkert" stamtavlenavn. Det er dog heldigvis blevet ændret. Til udstilling kan jeg med al tydelighed huske en episode, hvor jeg udstillede min sort/hvide springer-tæve, der tilfældigvis en sjælden gang vandt sin klasse med CK og blev 5 eller 6 bedste tæve.... Hende jeg slog (og som jeg også var kørende med derover) i klassen havde åbenbart udtrykt sin mening om min hund til nogle andre og lige pludselig kom der en, for mig, totalt fremmede hen til mig og Rosie (hunden) og mærkede på Rosie og udtalte: "Ja, jeg forstår heller hvordan en for tyk hund kan vinde" til hende jeg slog...... Rigtig grim oplevelse :-( Når jeg er afsted på udstillinger eller til prøver, så holder jeg mig mest for mig selv - jeg er genert og går ikke hen og forstyrre folk jeg ikke kender og jeg kan også virke lidt tillukket på grund af nerver eller koncentration, så personligt er jeg glad for folk som MK101 og CHR...., som har introduceret mig for andre og derved udvidet min bekendtskabskreds lidt

Ja :-( Jeg læste dem på engelsk og jeg tænkte helt seriøst: Ej, nu skal jeg læse den sidste halvdel om for jeg kan da slet ikke forstået noget af den, når den slutter nu og på den måde......

Jeg erklærer mig også enig - jeg havde præcis samme fornemmelse....

Jeg har valgt at fodre med et foder, som hunden fungere på. Jeg har prøvet flg.: Wolfsblut Acana Olivers Eukanuba RC Pedigree Chudleys Nutra Nuggets Gold Regal Taste of the Wild De dyre fodertyper uden korn fungere køteren ikke på - hun begynder med det samme at spise lækre efterladenskaber fra andre. Dette gælder også for Olivers. De dyre med korn (RC og Eukanuba) er for dyre til min pengepung, når jeg kigger på ingredienserne, men det vigtigste er, at kræet ikke synes om det. Pedigree blev brugt til Mollie i en kort periode og hun elskede det (sjovt nok); jeg har overvejet det til Jessie, da hun ikke vil æde og ikke kan holde vægten, men lige pt. er hun begyndt at spise igen, så tanken er sat på hold. Hun vejer godt 3 kg. for lidt og har intet at stå imod med, hvis hun bliver syg, hvilket er lige så farligt som overvægt :-( Jeg vender hver gang tilbage til Nutra Nuggets Gold og Regal, da det lader til at være det vovsen helst vil spise og fungere optimalt på (hvilket har været tilfældet med alle 3 af mine vovser). Jeg er lidt spændt på hvordan hun vil fungere på Regal nu hvor ingredienserne er blevet ændret, men det må komme an på en prøve. Når jeg prøver et nyt foder, så er det i snit 12 kg. kræet får lov at æde sig igennem, så jeg er helt sikker på, at det ikke bare er tilvænningsbesvær. Taste of the Wild var dog ikke andet end 1 uge, da vovsen pure nægtede at spise det og ikke fik mad i 3 dage.

Den var nok også meget indforstået mellem MK101 og jeg, da vi kender hinanden IRL. Det betyder, at racen ikke skal udvikle sig til f.eks. en rottweiler eller dobermann, der kræver noget ekstra af køberne. Jeg snakker her om temperamentet, der skal være til at gå til for enhver og ikke kun for dem, der har læst alt hvad der er af litteratur om hunde. Og racen jeg snakker om er begyndt at undergå en sindsændring, der kan skade den på sigt. Selvfølgelig har jeg krav til hvalpekøberne, men det er ikke diskussionen eller emnet her. Det drejer sig udelukkende om krav til udvælgelse af avlsdyr og her vil jeg ikke vælge en med et skarpt eller krævende (f.eks. højtkørrende i stressniveau), da det ikke er en del af racebeskrivelsen. Gav det mere mening nu?

Jeg har købt den og de to andre i serien hos Canis, men jeg har set dem hos Crosskeysbooks.com også. For bogen er kennelnavnet nok ligegyldigt - det er kun interessant for racefanatikere Jeg har ikke kunne finde nogen publiceret undersøgelse om emnet fra forskeren, men jeg kan finde hendes kontaktoplysninger - er man nysgerrig nok, så kan man måske spørge kilden? Jeg ved ikke hvordan sådanne forskermennesker virker og om de vil svare. Søger man på syndromet, så virker det til at være langt mere fremherskende over på den anden side af andedammen og selv der er vist ikke noget 100% klarlagt og den er svær at fremvise, da den bunder i seratoninniveauet i hjernen, hvilket ikke kan testes, hvis man skal stole på diverse "brevkasser" af amerikansk oprindelse. I det enkelte tilfælde kan det jo også være en anden hjernefejl eller tumor, der kan være synderen. Jeg hørte for nogle år siden, at en svensk opdrætter syntes at se nogle tilfælde i Sverige, der kunne være "rage" i hendes virke som kontaktperson - men igen, når det er svært beviseligt, så kan der være et utal af neurologiske årsager til en pludselig adfærdsændring/nedsmeltning. I Europa og Norden har vi ikke tradition for at obducere dyr udenfor forskningen, men måske man skulle overveje det på hunde, der lige pludselig nedsmelter ala "rage", hvis ejerne var villige. Jeg tror ikke jeg ville være det; det er hårdt at sige farvel til en hund, men når et farvel til et elsket familiemedlem sker på baggrund af en katastrofe, hvor en anden er blevet såret, så er det bare endnu hårdere. Jo, det vil jeg da gerne dele Mit avlsmål: Racetypiske sunde hunde både af sind og udseendet. Racetypisk for mig er: - En hund, der kan indgå i enhver familie; racen skal imo kunne håndteres af hr. og fru Danmark uden de store udfordringer og det skal IKKE blive til race man ikke anbefaler til førstegangshundeejere. - En hund, der ligner racen og ligger indenfor racestandarden af udseendet. - En hund, der sindsmæssigt stadig er af racen=trænbar, villig og med arbejdslyst uden skarphed. En hund, der skal indgå i avlen hos mig, skal opfylde: - Sundhedskrav for racen + et godt helbred; ingen "mandagshund" vil indgå i avlen hos mig. - Den skal være mentalt i orden; ingen skarphed eller problematisk adfærd herunder også ressourceforsvar og stress/højtkørende. - Den skal være trænbar og arbejdsvillig. - Den skal ligne racen eksteriørmæssigt. - Have psykisk og fysisk sunde kuldsøskende. - Have psykisk og fysisk sunde forældre. Derudover ville jeg kigge på halvsøskendes mentale og fysiske tilstand - er der mange fejl deri, så ville den stå svagere og skulle være så meget bedre selv. Jeg har ingen prioteringsliste, men jeg kan bedre leve med et svagere eksteriør end en svag psyke. Og dertil kommer så de forhold som hvalpe og avlsdyr skal have, men det er en hel anden snak, der måske og måske ikke hører ind under dette emne. Ja, det der med at tro og stole på sig selv..... Efter de sidste par år af mit liv er jeg ikke helt overbevist om mine evner dertil

Jeg tror du vil finde bogen interessant - jeg er ikke kommet så langt i den grundet det tunge stof på engelsk, så om han giver en mere udførlig beskrivelse af syndromet, ved jeg ikke. Han beskriver det ihvertfald ikke på den side, hvor han nævner det - det er taget ud af et kapitel om "origins and domestication" og hvordan genetik indspiller på avlen. Jeg har også hele tiden haft den samme opfattelse som dig om syndromet. Kennelnavnet blev ikke nævnt, men hun (Ilana) må vel have publiceret sin undersøgelse et eller andet sted. Nej, de røde cockere havde ikke rage, men der er nogle, der tror det og kalder det det :-( Selv blandt spanielfolk. Selv Mollie blev nævnt som en kandidat til rage en overgang.... Og hun "led af meget", men rage tror jeg simpelthen ikke på. Jeg synes også det er en svær balancegang for hvem, der trækkes fra avlen og hvem, der ikke gør.... Jeg ved hvad jeg selv går efter som hvalpekøber og jeg har en ide om hvordan jeg vil udvælge avlsdyr, hvis jeg tør begå mig i den verden.... Jeg er forøvrigt nærmest i panik over, at jeg nu selv står og skal ud på hvalpekøbermarkedet, fordi jeg har fået så strenge krav over tiden - vil jeg overhovedet kunne finde en opdrætter og en race, der vil leve op til mine krav (jeg er dog næsten 99% sikker på at jeg har fundet begge dele, men alligevel .... Der kan gå så meget galt)

Er det så simpelt? At hunde, der udvikler problemadfærd, har haft en dårlig opvækst og intet kan ligge på generne, hvis det er den eneste hund med de linier og problemer? F.eks. hvorfor bliver nogle hunde, der er blevet angrebet af andre udfarne mod andre hunde, hvor andre hunde i samme situation blive frygtsomme og vælger flugt fremfor kamp/angreb? Kan det altid henskrives til miljøet de er vokset op i eller ligger der noget i generne, der gør, at nogle bliver udfarne og andre flygter, når forholdene er så identiske som muligt? Efter at have boet med min flok, der ikke fungerede, er jeg ikke længere så overbevist om, at det er så simpelt og jeg tror, at der kan ligge noget på generne, der gør, at nogle hunde bliver aggressive ved dårlige opvækst/oplevelser og andre bliver flugtsomme (er det et ord?=flygter frem for at tage kampen op eller angribe). Og selvom man får lokaliseret genet for aggression, så er det at have genet jo ikke lig med, at man udvikler aggression - det gør risikoen større for at udvikle aggression, hvis miljøet/forudsætningerne er til stede. En forsker (Ilana Reisner fra Cornell University) i USA mener at have fundet ophavet/genetikken til "springer-rage syndrome" iflg. Stephen Lindsay i "Handbook of applied dog behavior and training - volume one" side 27, hvor Ilana mener at have sporet ophavet til en enkelt kennel og deres hunde i USA....... Skal alt opdræt på deres linier (showlinier), der måske eller måske ikke er i Danmark, så stoppes? Stephen Lindsay kalder forøvrigt syndromet for "low-treshold dominance aggression" i bogen. Det er vel ikke alle hunde på de linier, der har udviklet syndromet og syndromet findes måske og måske ikke allerede i Danmark udenfor amerikanske linier - hvem har ikke hørt "rage-syndromet" nævnt om f.eks. røde cockere? Bogen er skrevet i år 2000 og Ilana var på det tidspunkt igang med en større undersøgelse omkring syndromet ved hjælp af købere af hunde fra den kennel/linierne, så om hun rent faktisk fik isoleret genet for denne dysfunktion/tendens, aner jeg ikke.

Min dybeste medfølelse:cry: R.I.P Frostie

Når man skal investere i sakse, så skal man prøve at have dem i hænderne og mærke hvordan de føles imo. Jo længere en saks er jo sværere er den at styre. Jeg køber mine sakse hos Østrand, da han ligger i nærheden eller også kigger jeg hos Tholo på udstillingerne for at have prøvet dem inden køb. Jeg går ikke efter et specifikt mærke, men efter hvordan de føles i min hånd og værdien af mine sakse ligger vel på 4000 fordelt på 5 sæler, hvoraf den ældste er 7 år og stadig virker, selvom den er ved at trænge til slibning for første gang. Jeg trimmer en spaniel en gang om ugen nu, men har i flere år trimmet 3 om ugen.

Jessie havde en periode efter Rosie blev aflivet, hvor hun bevidst støtte ind i Mollie under løb=det gik meget stærkt og på en afstand, hvor vi umuligt kunne få fat i hende, da hun aldrig gjorde det i snor. Mollie havde jo et noget specielt temperament, men overfor Jessie efter Rosies aflivning var hun meget overbærende - Mollie var desuden noget ældre i kroppen end hendes fysiske alder. Når Jessie støtte ind i Mollie, bøjede Mollie altid af eller søgte over mod mig og Jessie blev langsomt mere modig. En dag valgte Jessie at komme med 180 i timen og med sigte direkte på Mollie fra en afstand på 100 meter og hun løb direkte ind i siden på hende (der var rig mulighed for, at hun kunne have undveget) - Mollie rullede fire gange rundt og endte op i en mustensvæg med en skæv hofte og ømme ribben som resultat... Jeg var rødgløende af raseri og var på vej over for at give Jessie en ordentlig overhaling, men Mollie klarede det selv: Hun vendte bunden i vejret på Jessie og stod oven over hende, mens hun med MEGET store bogstaver "råbte og skreg" Jessie ind i hovedet. I den situation havde jeg jo forventet, at det ville udvikle sig til slagsmål (grundet deres tidligere erfaringer/måde at være på) og mit hjerte stoppede helt... Jeg kunne simpelthen ikke klare, at Mollie udover at være blevet kastet ind i en murstensmur af en ung møgtøs også skulle få bøllebank af den samme møgtøs (Jessie var stærkere end Mollie), men her overraskede de også: Mollie flyttede sig storfnysende og Jessie rejste sig og gik slukøret væk... Jeg tror Jessie var omtrent 5 cm. høj efter irettesættelsen. Jessie løb ALDRIG igen ind i Mollie og løber ALDRIG ind i fremmede hunde (det gjorde hun heller ikke før irettesættelsen). Min flok (da de var tre) var ikke velfungerende og enhver opdragelse af den yngste (Jessie) fra den ældstes (Mollie) side resulterede i en slåskamp mellem Mollie og Rosie, da Rosie ikke ville acceptere, at der blev krummet et hår på Jessies hoved af Mollie. Mollies bidhæmning virkede altid og Rosies virkede aldrig, når det var Mollie.

Jeg har også prøvet hvidløg til Jessie. Hun fik halv ration af hvad hun skulle have, men hun lignede en, der blev forsøgt forgivet, når det var i foderet og hun fik sure opstød i en halv time bagefter hvert måltid. Vi er også tilbage på kemien i form af Praktik, da hun ikke kan tåle at springe flere måltider over og jeg ikke vil risikere, at hun bliver syg af det.

Jeg må nok indrømme, at hvis udviklingen går i den retning, så er Jessie færdig med at lege med fremmede hunde. Jessie er en forsigtig hund, men uheld kan ske og min hund skal ikke lade livet på grund af et uheld; om uheldet så sker i leg eller fordi hun og en anden bliver uenige og ender med at slås (ikke overfald). Men på den anden side: ifølge den nye lov så har hun skambidt en anden hund nemlig Mollie. Jessie forsvarede sig overfor Mollie, men det skelner loven jo ikke imellem og hvis Mollie ikke var blevet aflivet, så havde hendes skader krævet dyrlæge ligesom Jessies egne skader også krævede dyrlægehjælp i form af rensning og antibiotika. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvem, der har meldt sagen til politiet....... Jeg har dog legesituationer, der har resulteret i både mistet øje og rivskader efter tænder - det er dog altid blevet ordnet på ejers egen regning.

Jeg ville heller ikke have noget problem med at betale medlemskontigent til FT Klubben, hvis bare jeg kunne få den relevante træning med trænerne, som jeg stemmer overens med i overbevisninger og ikke ville blive grinet ud af pladsen ved at komme med en tung dum standard-springer Og jeg har dårlige erfaringer med at spørge en træner om deres træningsmetode, da jeg synes, at de fleste mener, at de træner efter bløde metoder... Dette gemmer så på alt lige fra tvangsapportering og fysisk tvang til, at man under ingen omstændigheder må sige nej til sin hund, fordi man så vil skade dens mentalitet. Begge "poler" har jeg det svært med. Æhm, hvilke folk anbefaler dem? Det der med mentaliter igen

Herhjemme er vi to om at bestemme en fremtidig hunderace, selvom det reelt set kun er mig, der har interessen for hunde=arbejde med dem. Min mand har stillet flg. krav: - Ingen korthårede hunde=han kan under ingen omstændigheder forlige sig med det faktum, at man kan se "vedhænget"/kønnet så tydeligt på korthårede hunde. - Ingen hunde, der har tendes til at savle. - Ingen ruhårede hunde herunder også hunde med skæg=de er ubehagelige at røre ved. Det er tydeligt, at han vælger på udseendet Jeg har en del hunderacer, der ikke kommer over mine dørtrin ihvertfald når der bliver spurgt lige nu Jeg kommer ikke til at eje: - Spidshunde: Smukke smukke hunde, men vores temperamenter kan IKKE forenes. - Terrier: For selvstændige. - Stående hunde: For selvstændige. - Gravgående hunde: For selvstændige. - Støvere: For selvstændige. - Små hunderacer under cocker-størrelse og dette er alene på grund af størrelsen; de er for skrøbelige. - Gøende hunderacer: Jeg kan ikke træne det ud af dem og jeg bliver sindsyg af at høre konstant gøen. - Racer, der er avlet sundhedsmæssigt deforme (kort snude, lavt bagparti, lange rygge osv.). - Racer, der har et forhøjet aggressionsniveau eller tendens til f.eks. hanhundeaggression. - Racer over knæhøjde eller Springer-størrelse: de fylder for meget i sengen - Ruhårede hunde: jeg kan ikke klare at røre deres pels. - Mynder: De er super flotte i bevægelse, men så stopper min fascination også der. - Border Collieer og lignende energiniveau og inteligens: De er alt for kloge til min evne til at træne hund. Gad vide om jeg nogensinde får hund igen :mrgreen: For udover alle mine racefravalg, så har jeg også høje krav til valg af opdrætter og linier.....

Det markerede: Det kommer an på hvor sød en tand din hund har Det er ikke smart, hvis din hund elsker smagen af cola, skal jeg lige hilse og sige fra en, der har prøvet det