Inkognito

Min allergihund og min gamle tæve (begge eng. springere og den ældste var steriliseret) blev klippet ned med maskine hver anden måned hele året (de nåede vel begge at blive klippet på den måde i 3 år=18 gange) og klippet ned her i huset menes 3,2 mm. på kroppen og bibeholdelse af fanerne, der dog kortes ned og udtyndes og de blev redt med enten en karte eller en Furminator hver 3. uge. Furminatoren tog dog ikke ret meget af dem. Deres pels tog ikke skade i form af gener for hunden; det var gener for det menneskelige øje (den brune/hvide steriliserede blev grålig i pelsen og pelsen krøllede, hvis den blev længere end 3 cm.; den sort/hvide havde ingen farveændring og blev heller ikke krøllet) og huden var i tiptop-kondition i alle årene og min erfaring er, at de nyder det mere, når pelsen er væk.

For mig kan det heller ikke betale sig at skifte fra Dyrekassen til Agria. Forsikringen vil blive ca. 500 kr. dyrere pr. hund med dårligere dækning (formindsket dækningssum pr. år og højere selvrisiko uden bedre dækning). Jeg prøvede deres prisberegner lige da de kom til landet og der landede min forsikring også på næsten 4000, hvor den landende på 1800 nu.

En gang om ugen kommer de på trimmebordet og bliver grundigt gennemgået og trimmet hist og her, hvor det trænger. Jessie får slebet negle en gang om ugen nu og Emma får dem klippet og slebet, når de trænger. De bliver tjekket for filtrer hver dag på sofaen om aftenen. De kommer i bad inden hver udstilling og bliver føntørret, så i sæsonen er det vel to gange om måneden i snit. Jeg bruger vel 1-1½ time om ugen i normale uger og 3-4 timer om ugen i udstillingsuger pr. hund. Begge hunde bliver holdt i udstillingstrim hele året, da det er væsentligt nemmere.

Ja, Djæs er jo ikke lige kendt for kropslig pondus Og slet ikke efter 1½ måned på antibiotika og smertestillende on/off. Hun manglede generelt trimning og især på "the feathers" - enten hentyder han til hendes faner eller også hentyder han til hendes fehår på siden. Jeg kunne forestille mig begge dele, da han var meget interesseret i at se hende bagfra. Indrømmet vask og føntørring gik galt til denne udstilling, men alligevel.... *Mig 4 år* Jeg tænker lidt, at jeg godt kunne bruge en handler til M&M's til Skensved i marts, hvis du nu savner at komme i ringen med en junior. Det er hendes første tur i juniorklassen og jeg vil gerne se om hun reagerer på samme måde overfor dommeren med en cool person i snoren, som hun gør med et nervevrag i snoren. Af en eller anden grund så bliver jeg rystende nervøs, når M&M's skal i ringen og jeg er helt rolig, når det er Djæs. Opdrættermutter tilbød opdrætterdatter, men mon ikke hun har andet at tage sig til på den udstilling og du har den fordel, at M&M kender dig.

*GG* Mange tak Altid rart med helt upartiske vurderinger af ens hund fra tilskuerne, der i forvejen synes ens hund er fantastisk Og jeg tog da hjem med både den smukkeste og sødeste voksne Springer-tæve og Springerhvalp uanset dommerens mening

For mig var højdepunktet på Fredericiaudstillingen besøget af Fox og PM ved ringen Vi havde en super sympatisk dommer, der var rigtig flink til at forklare alting, men han var desværre meget lidt begejstret for Jessie og M&M opførte sig som altid i ringen (landingsstellet klappede sammen, da dommeren kom hen til hende) og så kunne hun jo ikke klare sig mod sin halvniece, der var konkurrenten i hvalpeklassen. Jeg har aldrig i min udstillingskarriere, der trods alt startede i 2005, fået så dårlig en kritik på en hund, som jeg fik på Jessie i lørdags - der var intet, der var rigtigt på hende for slet ikke at tale om trimningen..... Og sådan en kritik gør det noget svært at finde glæden over en VG (kritikken var til en Good eller lavere) og en klassevinder over to andre. Emma fik sin hidtil korteste kritik, der som sådan ikke fejlede noget. Og hendes opdrætter kom et forsigtigt forslag om at lade en anden handle hende næste gang (f.eks. opdrætters datter eller måske MK101), når nu jeg sagtens kan handle hende under opvarmning uden hun klapper landingsstellet sammen og en direkte ordre om at hun skulle tabe sig 1-1,5 kg...... Så hvor Aslan har brug for CHRxxxxx, så har jeg brug for MK101, men hun ved det bare ikke endnu Så alt i alt var Fox's og PM's ringsidebesøg det mest sjove ved den udstilling og vi valgte at tage en smuttur til Tyskland for at trøsteshoppe sodavand og øl..... Den stakkels lille Toyota var på overarbejde på vej hjem

Det synes jeg du skulle gøre Så kan du ved selvsyn se M&M's i ringen sammen med den faaaaaaaaaaaarrrrrrrrrrrrligeeeeeeeeeeeeeeeeee dommer

Bedømmelserne starter i alle ringe kl. 10. Fra kl. 12 er der forskellige ting i Store Ring og de afsluttende konkurrencer starter der kl. 16. Indgang fra kl. 8.30. Vestre Ringvej 101, 7000 Fredericia.

Sikkert et rigtig tåbeligt spørgsmål til dem, der har prøvet alt for at undgå skader på halerne : Har I prøvet fedt? Militaryhestene og nogle jagtheste får tit smurt forben og bringe ind i et tykt lagt fedt for at yde dem bedre beskyttelse mod rifter og slag under udførelsen af deres hårde job. Kunne det måske tænkes at afhjælpe måske bare nogle af skaderne? Og nej, jeg er ikke jæger eller hundefører på jagt og bliver det sikkert aldrig, så det er af ren nysgerrighed og uvidenhed jeg spørger.

Herhjemme har vi flg. gangarter: - Skridt. - Trav. - Pasgang. - Galop af 4 forskellige hastigheder. Skridt bruges indendørs af dem begge og typisk kun hvis de bliver kaldt på og lysten til at komme til os er begrænset. De skridter MEGET sjældent udenfor; gør det det udendørs, så er de trætte. Trav bruges indendørs af dem begge, i udstillingsringen af dem begge, på gåture uden snor af dem begge og på gåture i snor af Emma. Pasgang bruges af Jessie på gåture i snor og ja, hun bliver tjekket og masseret hver anden måned af en kiropraktor - racen er kendt for pasgang. Det bruges også af Jessie, når hun er med mig ude og løbe, hvilket er helt vildt provokerende for mig, da det jo betyder, at jeg ikke løber hurtigt nok til, at hun gider trave *møgkræ*. Galop i 1. gear bruges af Emma indendørs og af dem begge udendørs, hvor Emma også bruger det i snor. Jessie galopere kun uden snor. Galop i 2. gear bruges af Emma indendørs og af dem begge udendørs, hvor Emma også bruger det i snor. Jessie galopere kun uden snor og gear nr. 2 bruges, når hun synes hun skal give Emma lidt succes med at fange hende. Galop i 3. gear bruges som ovenstående; dog ikke i snor for Emmas vedkommende (og tak for det siger jeg *GG*). Galop i 4. gear bruges af Emma indendørs og af dem begge udendørs uden snor. Begge har naturligvis 4. gearet, men tempoet er meget forskelligt. Jessie er hurtigt nok til at følge med en BC'er, når hun rammer 4. gear og hun bruger det, hvis Emma skal trynes lidt og lære, at man ikke altid kan følge med de andre. Vores gåture i snor er i flexline. Mollie havde kun 2 gear udenfor og det var "ståstille" og "fuldkraftfrem" fra hun var 8 uger til hun blev aflivet i en alder af 7 - hun kunne dog godt trave på gåture til sidst. Indendørs skridtede hun eller pasgængede. Mollie pasgængede typisk kun, når hun trængte til massage. Rosie havde både skridt, trav og galop, hvor skridt og trav blev brugt i snor - jeg så hende stort set ikke pasgænge medmindre jeg forsøgte at løbe med hende... Der var den igen... Mon jeg skal tænke over mit løbetempo? *GG*

Hvis forholdene var gode og i nærheden, så ville jeg godt betale for leje af faciliteterne, men jeg ville selv vaske, tørre og fønne, da tøserne kun kommer i bad op til en udstilling og der er ikke helt ligegyldigt hvordan det bliver gjort med tørring og føn. God forhold=hæve/sænkebadekar, varmt vand, gulvvarme, varme i lokalet, trimmebord og rigtig blower samt naturligvis kun mig og tøserne til stede (ikke mange hunde samtidigt). Jeg har intet imod at vaske hunde, men den vaskestilling jeg skal være i (har bruseniche og svag ryg) gør mig skør og rengøringen i hele huset bagefter vil jeg gerne slippe for.

Det første dyr jeg sagde farvel til i mit "voksne" (Læs: hvor jeg selv har haft en indflydelse) var min hest; jeg fik ham, da han var 4 og jeg var 12 i 1992 og vi sagde det sidste farvel den 4/6-07. Han var helt speciel og hans farvel til dette liv blev specielt; han blev slået ned i sin fold af en dyrlæge, der egentligt kun arbejder som hestetandlæge og derefter hentet af Zoologisk Have i København, der brugte kroppen til dyremad og doneret hovedet til KVL for deres dyrlægestuderende. Begravning og kremering var ikke en mulighed for en hest nær København og indenfor min pengepung og jeg kunne simpelthen ikke bede DAKA komme og hente ham eller sælge ham til en slagter til menneskekonsum, så han blev givet til noget fornuftigt, da han ikke var syg eller fyldt med alt muligt medicin. Det var den helt rigtige beslutning for ham og jeg; han kunne ikke transporteres uden frygt og jeg kunne ikke klare tanken om DAKA eller menneskekonsum selvom jeg spiser hestekød... Jeg har så ikke kunne få mig selv til at gå i Zoo siden. Rosie var mit næste dyr jeg skulle sige farvel til og hele forløbet omkring aflivningen står som mit værste mareridt. Rosie havde overfaldet Mollie ganske alvorligt og vi skulle beslutte hvad der skulle ske med en af dem; Rosie var fysisk syg og vi var enige om, at det var hende, der skulle væk. Martin vælger så en fredagaften, hvor han vækkede mig i en lur og sagde, at nu var det nu - han kunne ikke klare tanken længere. På det tidspunkt havde Rosie kun været sammen med min mormor de sidste 24 timer og jeg var så fortumlet, at jeg bare sagde ja uden at tænke ordentligt. Martin ville ikke have hendes aske med hjem og dyrehospitalet valgte ikke at bedøve hende inden aflivningsvæsken, så jeg er helt overbevist om, at hun led. Derudover nærmest smed de os ud bagefter, da de jo ikke gad være der mere.. Jeg kommer ALDRIG til at sætte mine ben der mere og de kommer endda så velanbefalet af alle :-( Der er ikke gået en dag siden den 20/11-09, hvor jeg ikke har fortrudt bitterligt, at Rosie ikke kom hjem igen i en urne. Mollie sagde jeg farvel til den 21/3-11 og hun blev kremeret. Hun hoppede i hovedet på Jessie efter de havde levet i fuld harmoni i godt et år og jeg blev igen bidt ganske voldsomt af dem begge; denne gang i venstre hånd, hvor jeg stadig har føleforstyrrelser i to fingre. Vi prøvede at sætte dem sammen igen, men det stod meget klart, at det ville ikke gå :-( Mollie og jeg tilbragte den sidste nat alene sammen, hvor jeg fortalte hende alt og hvor meget hun havde betydet for mig. Mollie blev aflivet hos vores normale dyrlæge og det foregik så stille og roligt, at jeg vil beskrive det som en god og fin oplevelse - Mollie var helt rolig og stressede ikke. Mollie blev kremeret og jeg har fået urnen hjem; der gik dog nogle uger fra dyrlægen havde ringet og sagt, at den var klar til afhentning til at jeg var klar til afhentning af den. Jeg var helt overbevist om, at jeg ville kopiere Nollike's farvel til hendes hund, men her snart et år efter står urnen stadig i papkassen i mit soveværelse; jeg kan ikke få mig til at slå hul på den og jeg kan ikke få mig selv til at begrave den. Jeg har en skuffe med minder om alle 3 dyr, hvor deres mapper med papirer og hundenes halsbånd (Rockets grime var ødelagt af blodet, så den blev smidt ud) samt billeder af dem stående fremme. Da Emme flyttede ind, gav jeg hende Mollies hundeskilt og den dag jeg lukkede Emma ud af bilen og hun havde ødelagt skiltet, gik jeg helt i stykker og bare græd i 1½ time..... Jeg græder stadig over alle 3 dyr, men især Mollie gør ondt.

Jeg har tilmeldt Emma til hvalp/unghund og Jessie på det viderekomne kursus den 17/3 forudsat at der stadig er ledige pladser

Jeg bor i rækkehus, hvor vores grundareal er ca. 320 kvm. og deraf ligger der så 104 kvm. hus i et plan på + et skur på 10 kvm. og der er lidt på forsiden af huset, hvor hundene kun kommer i snor (ud af hoveddøren). Min/vores have er derfor ikke ret stor og der er udsigt til haven fra alle rum undtaget badeværelset, bryggerset og vores fordelingsgang - rum vi ikke bruger såååå tit igen. Haven er desuden totalt indhegnet, hvor den eneste vej ud for dem er udgravning under hegnet. Tøserne bliver lukket ud flere gange om dagen, men de er kun derude sålænge det tager dem at tisse eller hente det legetøj de har fået øje på. De gider ikke være der uden os. Er vi i haven eller sidder på terrassen, så kan de sagtens tulle rundt derude i flere timer. Hvis de en sjælden gang gider at være derude uden os, så kigger jeg til dem hver 5-10 minutter.

Nja, det er en sandhed med modifikationer i min verden. Rosie fik dagligt 1,25 mg. Prednisolon og efter 1½ år begyndte leveren at vise tegn på, at hun skulle ud af Prednisolonen og hendes sind havde taget mærkbart skade. Efterfølgende fik hun korte kure (3-5 dage i lavdosis) med Prednisolon og vi kunne mærke en øjeblikkelig ændring i sindet på hende, når hun kom på det (hun blev kort for hovedet og aggressiv) - dette vil jeg ikke risikere med en ny hund og Prednisolon bliver kun brugt herhjemme, hvis hunden er i farezonen for at falde død om af en akut allergisk reaktion. Jeg ved godt mange hunde kan leve flere år på Prednisolon også i høje doser uden de bliver påvirket, men hos os endte det i slåskampe ml. to hunde og til sidst måtte vi vælge aflivning for enten den ene eller den anden hund. Derfor er jeg ekstra hysterisk med Prednisolon. Jessie ville skulle have ca. 2,25 mg. hveranden dag resten af hendes liv og det er mere eller mindre præcis samme dosis, som Rosie fik.... Hvis hun nu lider af den autoimmune udgave. Jeg har besluttet, efter at have støvet nettet igennem for sygdommen, at hun vil få et tilskud af EFA Prescription olie, E-vitamin og biotin. På nettet findes denne "sygdom" i to versioner; en idiopatisk og en autoimmun. Jeg synes slet ikke Jessie's tilstand minder om den autoimmune udgave (den kommer i perioder, hvor ALLE hundens negle falder af af sig selv over 3 uger), men jeg kan godt se, at hun måske kunne lide af den idiopatiske (misdannede negle dybest set). Den idiopatiske kan afhjælpes med olier, e-vitamin og biotin og har øjensynligt ikke samme smertebillede, som den autoimmune. Den hedder forresten onychodystrofi. Så jeg har besluttet, at indtil hun evt. begynder at miste sine negle uden årsag, så er hun rask. Basta

Jeg kan få hende testet, når hun mister en tå og den kan testes for. Der er åbenbart ingen andre måder at teste for det iflg. Dyrlæge Boysen. Og som min dyrlæge siger: så slemt er det langt fra med Jessie. Hun er ikke umiddelbart i farezonen for at miste en tå ( lige nu slikker hun voldsomt på resterne af neglen og det kan rent faktisk koste hende tåen i ekstreme tilfælde - jeg er blevet rigtig god til "stop, Jessie"). Jeg skal holde hendes negle ekstremt korte, give hende tilskud og holde øje med dem. Jeg kan prøve at give hende Prednisolon og se om hun ændre hendes ståstilling (de der flade fødder du har set); har det en effekt, så hjælper det og har det ikke en effekt, så virker det ikke. Jeg skal have fat i min rigtige dyrlæge ig dobbelttjekke at mine oplysninger er korrekte.... Jeg kan ikke forstå man ikke kan blodprøveteste for en autoimmun sygdom. Jeg overvejer også at besøge dyrlæge Boysen.

Jeg vil da gerne lægge hund(e) til din træning. Jeg kan tilbyde en næsten 4 års gammel springer-tæve, der fuldstændig ignorere andre og en 8 måneders gammel springer-tæve, der er lidt mere fremme i skoene, så det vil ikke være hende vi skulle starte ud med :blink: Og nååå ja, så mig selv, der kender til træningsprincippet og selv har brugt det på en tidligere hund.

Jeg hedder både Søs og mor, når det kommer til hundene og manden hedder både Martin og far, når det kommer til hundene. Min mor har faktisk ikke rigtig nogen titel, da jeg har et tæt forhold til min mormor, der altid omtaler sig selv som "mormor" og det har hundene lært. Martins familie har deres navne og ingen titler. Mit indkald hedder "Jessie kom" eller "Emma kom" - man fanger mig ikke i at lave et indkald, hvor jeg kalder "kom hen til mor" og jeg siger det heller ikke derhjemme. Jeg kan finde på overfor "udeforstående" at kalde Jessie for en mor-hund, men det er for at undgå en laaaaang forklaring på konceptet enmandshund. Det genere mig ikke, at andre kalder mig Jessie og Emma's mor eller des lige - jeg betragter ikke hundene som erstatningsbørn, for så vidt vides kan jeg godt få børn og de bliver ikke behandlet som børn, men skal jeg forklare hurtigt hvordan jeg har det med dem, så kalder jeg dem mine pelsbørn. Jeg har ikke menneskebørn og får det heller aldrig og lægger ikke skjul på, at hundene dækker det der plejegen hos mig og at de rent faktisk dækker flere behov hos mig. Så kan andre finde det sørgeligt og mærkeligt - det er deres hovedpine. Jeg kan også finde på at omtale dem som den; det kommer helt an på hvad vi snakker om (f.eks. hvis jeg snakker om aflivning af en af dem, så hedder hunden "hund" og "den" - simpelthen for at jeg kan distancere mig følelsesmæssigt fra emnet) og med hvem jeg snakker. De fleste gange bliver de dog nævnt med navn og hun/hende. Min hest blev også tit kaldt for "hesten"; f.eks. lærte Mollie udtrykket: "skal du med ud til hesten?" For mig er udtryk som hesten, krikken, møghunden, vovse, hunden, hundene og tøserne kælenavne for mine dyr i stil med Molsen, M&M's, Djæs, Bummer osv.

Mange tak for et fyldestgørende svar Jeg vil læse din hjemmeside igennem for der er godt nok meget viden samlet der Det er kun fiskeolie hun ikke vil røre - fisk i almindelighed incl. tun i olie og makrel i tomat spiser hun med velbehag. Jeg tror jeg vil prøve med kapsler. Jeg har hende mistænkt for, at det er oliekonsistensen, der får "prinsessen" til at sige nej tak. Skal hun bare have menneskeration af både E-vitamin og oliekapsler? Og jeg krydser fingre for, at hun tester negativ, da eneste behandling er Prednisolon og min erfaring med Prednisolon kontra hunde er meget negativ :-(

Ja, det var da det hun hedder Jeg vidste, at der var en herinde med meget viden, men ikke om jeg kunne huske navnet Mange tak

Jessie er under mistanke for at have en autoimmun lidelse, der giver problemer med skrøbelige negle og smerter/ømhed i neglene. Min dyrlæge nævnte, at hun syntes vi skulle starte hende op på E-vitamin og Omega 3-fedtsyre, da de har god erfaring med at dette kan afhjælpe og ikke skader, hvis hun bliver testet negativ for lidelsen. Nu har jeg jo tidligere haft en allergihund og der var det jo ikke helt ligegyldigt med Omega 3- og Omega 6-forholdet. Nogen der kan fortælle om dette altid er gældende? Og nu har jeg læst, at det er nødvendigt for optagelsen af E-vitamin, at der er godt fedt i kosten og hvordan tjekker man lige det? Hun bliver pt. fodret med Nutra Nuggets Gold Adult. Hun har altid ligget til den slanke side og vejer pt. 21,9 kg., hvilket egentligt er passende, men hun er på ingen måde tung eller har for meget på sidebenene. Er jeg ude i at skulle skifte foder for at få nok fedtindhold til optagelse af ekstra E-vitamin? Og i såfald til hvilket mærke (hun har det ikke godt med helt kornfrie produkter som Acana)? Kan ekstra E-vitamin skade, hvis hun nu ikke mangler det? Hvor køber man E-vitamin til hunde og hvordan er dosen? Hvilken olie skal jeg vælge (hun nægter at røre fiskeolier), når forholdet mellem Omega 3 og 6 skal være i orden og GLA også skal være i orden? Og ja, jeg har tænkt mig at snakke nærmere med min dyrlæge, men jeg er ikke sikker på hendes viden om fodring.

Nej, en forfærdelig nyhed at logge på til :-( Jeg håber virkelig Andrea bliver hvor hun er set, så Nette kan komme til stedet. Jeg krydser alt hvad krydses kan.

Jeg vil da også gerne give min oplevelse af kurset til kende Jeg havde begrænset kendskab til TTouch før kurset efter at have læst Linda's bog om TTouch til heste og til hunde, men jeg har aldrig haft ret meget held med at udføre det IRL og har måske altid lidt tænkt, at det var for alternativt til mig (f.eks. bodywrap'en syntes jeg var helt hen i vejret og selve banen kunne jeg ikke set tanken med). Jeg deltog ikke i kurset med en hund med massive problemer, men fordi jeg gerne ville se om det kunne give hende lidt mere selvtillid og få hende til ikke at se ud som om hun får tæsk med en våd SøndagsBerlinger hver dag. Og så deltog jeg for at få ny viden. Jeg synes, at kurset var bygget godt op med dets fordeling af teori, "grebgennemgang" og praktisk prøven på banen og jeg synes det var rart, at vi ikke fik præsenteret mere end 3 greb ad gangen. Grebpræsentationen var lige hvad jeg manglede og det var ligssom, at teorien faldt på plads inde i mit hovede og at "lyset blev tændt" i hjernen på mig. Selve banen og ledemetoderne så jeg også lige pludselig ideen med, men mit største gennembrud kom ubestridt i forbindelse med bodywrap'en, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg vist så en anelse tvivlende ud i ansigtet, da hun begyndte at beskrive det. På Jessie har "man" altid kunne mærke hendes rygrad ganske tydeligt og på det seneste har kiropraktoren altid rettet hendes ryg og hun har altid gået lidt snævert bagtil. Jeg har egentligt altid henskrevet det at kunne mærke hendes rygrad til at hun har været til den tynde side hele hendes liv, men efter Emma er kommet til har hun rent faktisk sat muskler og kan holde vægten uden problemer. Jessie fik et bodywrap, der forbandt forkrop med bagkrop og det havde hun vel på i 10 minutter for så at gå over til et wrap omkring bagbenene. Efter disse to wraps sank rygraden ned på plads og hun bevægede sig mere frit og bredt bagtil samt Pia kunne se, at hun stod anderledes - jeg var alt for fascineret af at hendes rygrad var sunket på plads til at se noget som helst andet, men nu hvor jeg har gået og kigget på hende i en uge, så kan jeg faktisk godt selv se det. Rygraden ligger stadig, hvor den skal selv efter en uge - når hun har været hos kiropraktoren og blevet rettet, så plejer rygraden kun at blive liggende nede i et par dage. Jeg har dog købt et elastikbind, hvis nu hun skulle få behovet for lidt reminder om kroppens placering. Jeg er også ubevidst begyndt at nusse "in TTouch-style" istedet for den almindelige nusning. Til min store forbavselse så bryder Jessie sig ikke synderligt om EarTTouchet, men edderkoppen og leoparden er et hit. MouthTTouchet har jeg ikke prøvet. Jeg har også prøvet lidt på Emma - hun har fået ind i sit lille kønne hoved at halsbånd, sele og snor er noget farligt noget og hun smider sig på ryggen, når hun skal have det på. Jeg har nu et par gange sat mig ned ved siden af hende og forklaret hende hvad der skulle ske (og ja, jeg følte mig ekstremt latterlig ved at fortælle hende hvorfor hun skulle have sele på) og brugt leoparden på hende, inden hun fik selen på med det resultat, at hun har sat sig op og ikke vist frygt for selen. Jeg er også gået igang med at genlæse bogen om TTouch til hunde. Så alt i alt har jeg været meget tilfreds med kurset

Undskyld til TS, men jeg bliver lige nødt til at svare lidt OT på nedenstående. Jeg tror ikke vi bliver enige om den sag eller rettere jeg vil jo aldrig sådan rigtigt klogt kunne modsige dig, når jeg ikke bevæger mig ud på såterne. Jeg tror vi er meget enige et langt stykke af vejen, men igen: jeg har intet belæg for at udtale mig om standard-springerne på jagt - dem jeg har set arbejde (godt nok på noget markprøvelignende noget) har jeg syntes arbejdede godt og jeg synes også mine egne udstillingsmodeller viser de rigtige ting med min begrænsede viden omkring det. Heldigvis er der flere og flere opdrættere, der får øjnene op for markprøvedeltagelser og mange går efter DKCH nu istedet for DKCH(U). Hvis M&M's skal indgå i avlen, så bliver jeg nok også nødt til det der markprøvenoget....... Ellers er jeg da noget dobbeltmoralsk