Inkognito

Jeg starter sådan en 14 dages tid i forvejen med at begynde at sætte foderrationen gevaldigt i vejret med vådkost og andet, der vil sikre, at kræet æder, så hun ikke ligner en udsultet hund i ringen. Dernæst starter trimningen af hende; den starter omtrent 3 uger før en udstilling (hun bliver holdt i nogenlunde showtrim hele tiden), hvor der bliver klippet i det MAN ikke må officielt må/skal klippe i på en spaniel, da tegnene så forsvinder næsten frem til udstillingsdagen. Derudover er der almindelig trimning frem til to dage før udstillingen. Dagen inden udstillingen kommer damen i bad og bliver føntørret (min mand mener ikke en blower er nødvendig :damn:) som MK101 beskriver med dækken osv.. Om morgenen på udstillingsdagen bliver dækkenet skiftet ud til det hun har på på udstillingen og hun bliver gennemredt inden afgang samt får sat håret de steder det er nødvendigt. Jeg bruger i gennemsnit to timer om ugen på trimning/pelspleje af damen i uger uden udstillingsklargøring og tre timer i uger med udstillingsklargøring. Og nåååå ja, bilen bliver pakket dagen inden en udstilling med bur og stol (og telt, hvis den er udendørs), mit tøj bliver fundet frem, madpakken smurt og alt lagt frem til dagen(vovsens papirer, godbidder og ekstra håndklæder). Jeg har også altid min trimmetaske med på udstilling og er begyndt at tage trimmebord med også. Jeg deler race med MK101, men min vovhund mener ikke, at pels er nødvendigt på en pelsrace :damn:, så jeg har ikke problemer med stor pels - jeg har problemer med at få det hun har til at fylde mere og se ud af mere..... Det er så et ligeså stort problem som for meget pels Jeg kører afsted med en enkelt hund og et menneske i en Toyota CombiVan på gule plader, men alligevel render jeg ind i pladsmangel.... Jeg rejser IKKE let

Det er ikke lovligt i Danmark at fjerne ulvekløer uden en medicinsk årsag=den skal være revet i stykker, før man må fjerne dem. Ulvekløer sidestilles med halekupering her i landet, så fjernelse af dem for at undgå skader er ikke en mulighed officielt.

Øv, for en kedelig og ubehagelig oplevelse for jer alle 4 :ae: Jeg håber ikke Lumi får permanente men af oplevelsen og jeg håber du kan finde nogle hunde, der minder om Caia i udseendet og gå nogle ture med på Lumi's præmisser. Mollie fløj jo i hovedet på Jessie uden advarsel eller noget og hun jagtede Jessie udenfor, selvom Jessie gjorde alt for at undgå konflikten. Jessie endte faktisk med at have Mollie lagt ned på ryggen, men det har ikke ændret på Jessie's opfattelse af hendes egen race og farvekombination. Jeg har en god veninde, som har en BC'er og en hanhund, der minder meget om Mollie i udseendet (samme race og farvekombination) og den første gang Jessie mødte ham efter "episoden" blev Jessie rigtig bange og nervøs og det krævede næsten 10 minutter, før hun turde hilse på ham. Jessie havde mødt hanhunden før "episoden" med Mollie og var dengang helt tryg ved ham, men det er hun ikke længere, førend hun lige har indset, at det er Carlos og ikke Mollie. Det hjælper dog en hel del, at BC'eren er med på vores ture, da Jessie elsker den BC'er overalt på jorden. Når Jessie holder op med at reagere på Carlos, så skal vi videre i forløbet og hilse på andre brun/hvide springere og jeg håber Jessie vil komme sig over det mentalt. Hun har dog heldigvis ikke problemer med andre racer. God bedring til både dig og Lumi, men også til Carina og Caia - det er ikke en behagelig situation for hende heller.

Øv, for en grim oplevelse :-( I får lige sådan en her begge to :ae: Og så håber jeg virkelig, at den anden ejer ikke løj for jer med hensyn til, at den ikke har gjort det før..... Det er altså ikke så svært at tage sine forholdsregler med en hund, der ikke bryder sig om andre hunde Og man skal have MEGET respekt for et hundebid. Da Rosie overfaldt Mollie, havde Mollie et fint aftryk af Rosie's tænder i skulderen (gået igennem og blødte) - det lignede en af det små gule gummiænder i formen, men det var ikke det værste: huden på begge skuldrer og over nakken var hevet op som på din lille hund.... Mollie var jo brun/hvid og der hvor overhuden havde været revet op i det brune kunne man altid se og mærke forskel resten af hendes dage. Hun var blevet lysere brun i det område og hun virkede lidt mere stiv i huden. Rosie blev ikke fjernet med magt og hun var derfor ikke blevet revet væk, men hun havde desværre en tendens til at ruske og det var det, der havde lavet skaden i overhuden.

Er der plads til træning i FT-klubben med en standard-springer? Og i såfald ved nogle af jer hvordan metoderne er i regionerne på Sjælland? Jeg tænker her udelukkende på jagttræningen - den almindelige lydighed træner vi andre steder. Det drejer sig om en 3 årige springer-tæve uden jagterfaring ej heller apporteringen er trænet og en fører, der ikke har nogen jagterfaring eller markprøveerfaring, men som efterhånden er blevet noget nysgerrig på jagttræningen/markprøvetræningen.

Jessie har et halsbånd med hendes navn broderet på og 3 skilte hængende i. Et skilt med mit efternavn, telefonnummer og adresse, et skilt fra Dansk Hunderegister og et skilt med teksten I'v been chipped. Hun har ikke halsbånd på herhjemme eller i vores lukkede have, men ellers har hun det altid på. Jeg har sat mine skilte i en karabinhage, så de er nemme at skifte over til selen eller et andet halsbånd.

Jeg har et, der mindet meget om det fra Skødehunden. Jeg har haft 3 hundebure stående i det + 2 mennesker med stole. Det blev noget trangt. Du må gerne komme forbi og prøve det/se det. Mit er ligeså stabilt i vind som DKK's og ekstremt nemt at slå op og ned for en person, men jeg tror det vil blive for lille til dit behov.

Danish Millenniums Mollie, standard springer, 18.12.03-21.03.11: Hun var min soulmate og en hund som hende får man kun en gang; hun blev brugt til schweiss-træning, som hun var helt eminent til og til almindelig lydighedstræning herunder også lidt agility og rally. Bad du hende om det, så ville hun arbejde sig ihjel for dig - denne egenskab har jeg ikke mødt i andre standardspringere. Fru Hansens Rose, standardspringer, 02.02.05-20.11.09: Min skønne Rosie, der måtte kæmpe en ulige kamp mod allergien, der til sidst ændrede hendes sind til det værre. Hun var en fantastisk hund med en stor sjæl; hun var hunden nervøse og usocialiserede hunde bad om hjælp og hun var en stor fan af små hunde. Hun havde sin egen mening om tingene og træning gad hun ikke rigtig; hun havde dog en fysisk styrke, som kunne bære hende igennem hvad som helst. Hun blev brugt til udstillinger med gode resultater og den lydighedstræning hun nu engang gad, hvilket ikke var ret meget (en gentagelse af en øvelse var mere end rigeligt i hendes verden). Danish Millenniums Jessie, standardspringer, født 23.03.08: Jessie har altid været familiens baby og jeg tror aldrig hun bliver voksen. Hun er en forsigtig hund, der lige skal se folk og andre hunde an, før hun åbner sig for dem og hun er en udpræget enmandshund. Jessie er udstillingshund med rigtig gode resultater og hun bliver brugt til Rally samt har lige starte sin forhåbentlige lange sporkarriere. Hun er en hund, der skal have tid til at tænke over tingene, men hun arbejder godt sålænge man tænker over ens egen kropssprog og væremåde. Havde jeg interessen for jagt, ville hun være en oplagt emne, da hun arbejder med godt tempo (højere end de fleste standardspringere iflg. dem, der har set hende) og grundighed uden at glemme hvor hun er og hvem hun skal høre efter.

Tja, min familie er udpræget anti-hunde, så mine hunde har aldrig været indefor hos min mor f.eks. Og andre folks hunde har ikke været velkomne i mit hjem på grund af Mollie og hendes adfærd mod andre hunde. Nu er jeg jo gået fra at have 3 til 1 hund på 16 måneder og jeg kan godt mærke i mig selv, at jeg har ændret holdning. Hvis Jessie ikke må komme med, så bliver jeg helst hjemme - alternativt kommer hun med i bilen, da hun er vant til at være alene i bilen, men ikke i vores hjem (en kæmpe fejl fra vores side, men vores nedskæring af hundeantallet var noget pludseligt). Andre folks hunde er nu velkomne i mit hjem, sålænge de er velopdragne og kan med Jessie, men jeg skal spørges om lov til, at de tager deres hunde med eller jeg skal invitere hunden med. Uanmeldte hunde kommer ikke ind, da der ligger gnaveben og legetøj fremme, hvilket ikke vil være der, hvis vi venter besøg. Før i tiden kom hundene med ud på besøg, men de blev i bilen - det gjorde det noget nemmere at tage på besøg længere væk.

Min Rosie fik også fjernet sine analkirtler og hun var EKSTREMT smertepåvirket. Vi fik også ad vide, at smertedækning ikke var så smart (for meget smertedækning får hundene til at leve normalt og det er ikke smart med den operation), men efter 1,5 døgn på Metacam stod vi hos vagtdyrlægen med en hund, der ikke ville noget som helst andet end at bide sig selv bagi på grund af smerter. Vi fik så noget MEGET smertestillende (jeg kan selvfølgelig ikke huske navnet) med hjem til hende og resten af restitueringsperioden gik uden problemer.

Der findes også denne klub: Ny side 1 Hvordan den er, aner jeg ikke.

Jessie og jeg kommer lørdag den 23. i ring 6.

Jeg har på 16 måneder gået fra 3 hunde til 1..... Og Jessie (den tilbageværende hund) kommer til at være enehund ihvertfald det næste års tid som det ser ud lige nu - måske kommer hun til at være enehund resten af hendes liv. Jeg fik hund nr. 2 som selskab til hund nr. 1 og fordi hund nr. 1 ikke opfyldte mine ønsker til at have hund - hund nr. 3 kom også til for at opfylde mit ønske om at avle (det ønske er så forduftet i mellemtiden), da hund nr. 2 ikke kunne opfylde dette. Jeg har lært af mit liv med flere hunde og er blevet meget påpasselig med at udvide familien, da jeg har oplevet hvordan det er, når det IKKE bare kører på skinner og alt er rosenrødt. Næste hund kommer ihvertfald ikke til på grund af, at jeg har nogle ting, som Jessie ikke kan opfylde - hun kan udstilles med et ganske udemærket resultat, hun kan slæbes med til hundetræf uden problemer og hun vil gerne træne og kan tages med på en træningsplads uden problemer. Jeg har dog allerede nu taget kontakt til en opdrætter af en anden race, som vi skal ned og besøge i den nærmeste fremtid for at se hvordan racen er og lære noget mere, da vi er MEGET kritiske med hensyn til racevalg (og naturligvis også til opdrætter og forældredyr) og udviklingen indenfor vores nuværende race gør, at vi ikke kommer til at vælge den igen.

Et kæmpe tillykke med ham - du fortjener noget medgang

Mine hunde har aldrig kunne svømme mere end et kvarter, så for mig er det fint nok Og grundet Mollie har jeg altid skullet vægte forhold over kvantitet - det er jo ligegyldigt nu, men jeg ville alligevel vælge dogswim fremfor Taastrup. Hun virker rigtig god til at planlægge ens træning og der er ingen hunde, der blive tvunget i vandet (som jeg har oplevet i Taastrup).

De er også godt gemt De står her: dogswim.dk Hun er lidt dyrere end andre, men forholdene er også langt bedre i min verden. Jeg synes især godt om, at der kun er et bassin og grundplanen er bygget op, så hunde aldrig mødes. Og så er der sjovt og brugbart med hendes undervandskamera

Selvom jeg bør i Taastrup, så ville jeg vælge dogswim til enhver tid, da den er så meget bedre konstrueret. Vandet er opvarmet, der er tænkt over op og nedramperne og det bedste: du har hallen for dig selv og du møder ikke nogle andre hunde på gangene eller i baderummene.

Det ved jeg du har

Mange tak for alle de rare bemærkninger - de varmer i en kold tid så at sige. Min hånd er godt tygget i, men der er ikke nogle sene eller nerveskader; til gengæld er der gået betændelse i den og den har bredt sig opad til håndleddet. Jeg er på antibiotika, men jeg er penicillinallergiker og antibiotikaen er derfor længere tid om at virke. Jeg er glad for at jeg har Jessie - hun holder mig igang og sørger for at jeg kommer ud af sengen, da jeg jo også er arbejdsløs og det ville have været en rigtig dårlig kombi, hvis Jessie ikke havde været her. Jessie virker umiddelbart ok, men hun skal ud med mange flinke hunde, så hvis nogle (udover Ascha) vil have os med på slæb, så vil vi gerne. Hun havde besøg i går af min veninde og hendes springerhan samt hendes bc-tæve. Jessie sagde intet til tæven (det er hendes gode legekammerat), men da springeren blev lukket ud af bilen, så reagerede hun med ophidselse og frygt - jeg tror han mindede for meget om Mollie. Så flinke brun/hvide springere er ekstra meget velkomne. Her er blevet rigtig tomt uden Molsen og det er lige pludselig gået op for mig præcis hvor meget hun fyldte i vores hverdag. Og hvor nem Jessie er i hverdagen og på gåture - nu foregår vores gåture stille og roligt og avisen bliver læst ekstra grundigt..... Jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg oveni det kæmpe savn og sorg over Mollie også føler mig lettet, men det er vist meget normalt har jeg ladet mig fortælle.

Jeg ville da ellers gerne se dig i den bestyrelse; så kunne det være at "vi" fik vildtspor på programmet uden at skulle tigge andre klubber om deltagelse på schweissprøver eller tage over sundet til de blå/gule. Sorry for ot.

Kæreste lille Molsen. I mandags oprendt så den dag jeg havde frygtet allermest..... Du og jeg måtte køre den sidste lange tur til dyrlægen Du har været en så stor del af mit liv, at jeg ikke ved hvordan jeg skal fortsætte og jeg ville så gerne følge efter dig, men det kan jeg ikke endnu. Du har været gennem så meget i dit liv og jeg har gjort mit bedste for at gøre det til et godt liv for dig, men nu sidder jeg med en følelse af at det ikke var godt nok og at jeg svigtede dig, fordi jeg ikke var god nok eller stærk nok. Jeg føler mig fuldstændig tom indeni og tør dårligt tage ansvaret for Jessie nu - kan jeg være den hundeejer hun har behov for nu i denne svære tilvænningsperiode og vil hun komme igennem hendes erfaringer med dig og Rosie uden at blive skadet? Jeg ved ikke hvad der gik galt søndagaften kl. 23, da du ud af det blå sprang i hovedet på Jessie, der flygtede ud i haven for at undgå dig, men du fulgte efter hende og ville ikke lade hende være - hun fik dig ned med nakken, da hun er mere mobil end du var, men lige lidt hjalp det. Hun sidder tilbage med 2 bidsår i hovedet og jeg sidder tilbage med en venstre hånd, der er godt tygget igennem og skal tilses af en ortopædkirurg, da de frygter skader...... Du haltede på alle 4 ben og var oprevet på benene og i hovedet. Efter den omgang kunne jeg ikke beskytte dig mere og jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne lade dig gennemgå endnu en lang tilvænningsperiode for at du kunne stole på Jessie igen - godt nok var det Rosie sidste gang, men det blev aldrig godt igen og det kunne jeg ikke risikere med Jessie og dig. Du og Jessie har haft et godt år bag jer efter Rosie blev aflivet og I havde leget sammen, hvilet sammen, spist tyggeben sammen og støttet hinanden på gåturene - jeg forstår ikke hvorfor det lige pludselig gik så galt.... Om ikke andet har du haft et fantastisk år, hvor alting bare har gået så godt. Det sidste halve år har jeg været vidne til at alderen og din liv har indhentet dig og du var blevet gammel - du var blevet grå i pelsen, du var blevet stivbenet og jeg er sikker på, at dit syn og hørelse var på nedadgående - måske var dette med til at du fløj i hovedet på Jessie? Du havde været med mig (og Jessie) ude hele dagen og du sov dybt (som du var begyndt at gøre på det sidste), da Jessie og Martin ville i seng... Blev du forskrækket? Jeg vil så gerne finde en årsag til det, men jeg ved, at det ikke vil ske. Du var min onceinalifetime-dog og jeg vil aldrig få en som dig igen; du har ikke levet forgæves og dine ofre gennem tiden har ikke været forgæves... Jeg har lært alt hvad jeg ved om adfærd af dig og på grund af det og det nyder en masse andre hunde og deres ejere godt af nu. Du lærte mig at stole på min mavefornemmelse og at man godt må sige fra overfor folk, der qva deres livslange erfaring med hunde, tror de ved alt, selvom de holdte op med at udvikle sig og følge med for 30 år siden. Du viste mig tillid og du ville arbejde dig ihjel for mig, hvis jeg bad dig om det - vi kom langt med dine problemer, du og jeg, på vores 7 år sammen. Du har taget mit hjerte med dig og du vil altid være højt elsket og dybt savnet, min stærke smukke pige. Du fortjente ikke hvad livet gav dig, men nu er du fri for frygt, smerter og mistillid fra folk, der ikke kendte dig eller ikke kunne lide dig. På en måde er jeg også blevet fri og det gør hele situationen endnu mere kaotisk inde i mig - hvordan kan jeg tillade mig at føle sådan, når jeg elsker dig så højt? Nu skal mit liv gå videre og jeg ved ikke hvordan - der er blevet så stille herhjemme; der er ingen, der grynter af glæde, som en kaffemaskinen, der trænger til afkalkning; der er ingen, der slår haserne i gulvet kl. 4.30 om morgenen, fordi du vil op og ligge i ske med mig; der er ingen, der lægger sit smukke ansigt på madrassen, fordi du vil op under min dyne og ligge..... Der er ingen, der "laver en Lassie", når det gik for langsomt for os at komme ud og give dig mad.... Jeg føler jeg har svigtet dig.... Og jeg håber du kan tilgive mig, når vi ses igen..... Stop all the clocks, cut off the telephone, Prevent the dog from barking with a juicy bone, Silence the pianos and with muffled drum Bring out the coffin, let the mourners come. Let aeroplanes circle moaning overhead Scribbling on the sky the message She is Dead. Put crepe bows round the white necks of the public doves, Let the traffic policemen wear black cotton gloves. You were my North, my South, my East and West, My working week and my Sunday rest, My noon, my midnight, my talk, my song; I thought that love would last forever: I was wrong. The stars are not wanted now; put out every one, Pack up the moon and dismantle the sun, Pour away the ocean and sweep up the woods; For nothing now can ever come to any good. Mange kærlige og ulykkelige hilsner til vi ses igen, Din mor.

Der trænes på hjørnet af Vallensbæk Torvevej og Brøndbyvej. Det er ved afkørsel 3 på Holbækmotorvejen (jeg er skovl til det offentlige, så der bliver jeg dig svar skyldig). Det er samme sted som Ridgeback Klubben Øst bruger, hvis du kender til det. Og ja, jeg synes hun er en fantastisk træner Jeg går kun til træning hos hende, da der er plads til besværlige hunde og hundeejere på hendes hold og der er god hjælp at hente, hvis man sidder fast i en øvelse.

Nu bruger jeg ikke mine standardtøser på jagt eller træner jagtlige discipliner med dem fraregnet blodspor, så jeg udtaler mig udelukkende om "almindelig" træning af dem. Jeg har haft 3 stk.. Mollie (7 år), der er præcis som du beskriver din FT'er - hun vil arbejde sig ihjel for dig, hun elsker at træne og hun er ekstremt hurtig til at lære, så min fejlmargin er 0 med hende, hvilket også ses i nogle aspekter af hendes adfærd. Eksteriørmæssigt ligner hun hverken en standard eller en FT - på en ekstrem god dag med en meget blind dommer kan hun da sikkert godt blive vurderet til en VG/anden præmie, men hun burde ikke kunne. Hun er lille og har tynde ben, men en muskuløs/bred krop, så hun ligner en tønde med ben (hendes overvægt gør det ikke bedre), hendes vinkling er ikke i top, men til gengæld har hun et kønt ansigt. Hun er bygget på en måde, hvor kroppen er lidt imod hende=hun bliver hurtigere smertepåvirket, hvis noget i skelettet falder lidt, da der ikke er så meget plads i skroget på hende til fejl. Rosie (ville være 5 idag) var fysisk syg af allergi og det kan meget vel have indvirket på hendes temperament fra begyndelsen. Hun var en hund, der havde sin egen mening, men hun var meget førerfikseret - hun var dog ikke specielt glad for at træne og hun skulle have noget ud af det, hvis hun skulle træne. Hun var bygget noget nær det perfekte i mine øjne kun skæmmet af et lidt maskulint hoved og hun var stærk som en hest. Hvis det tog hende, så arbejdede hun også som en hest. Jeg havde en større fejlmargin med hende i form af indlæring end med Mollie. Jessie (3 år) er en højbenet spinkel hund, der har et noget forsigtigt temperament. Hun har dog jagtinstinkt og har været med ude og blive vurderet med hensyn til arbejdsegenskaber og der var hun et naturtalent - hun gjorde de rigtige ting med det rigtige tempo (lidt højere end normale springere, som jeg forstod det, men ikke så højt at hun gik over vildtet/fuglene) og dette var uden nogen form for træning. Hvis jeg havde interessen, så blev hun vurderet til at kunne blive en fantastisk jagthund - hun glemmer fuldstædig sin forsigtighed i de situationer, men hun er desværre udstyret med en "moar", der ingen interesse har i jagt eller jagttræning. Qva hendes bygning kan hun arbejde meget længe uden at blive træt. Bliver hun behandlet hårdt, så falder hun fra hinanden og derfor har jeg helt fravalgt markprøvetræning i SPK grundet trænerne. Jeg kan ikke udtale mig om hvordan FT'erne er i de rigtige hænder - jeg har kun mødt dem, der er blevet solgt til mennesker, der troede de købte en standard og derfor ikke har kunne magte dem ej heller kunne finde de rigtige træningssteder, der kunne magte dem. Jeg har valgt springeren som race på grund af deres trænbarhed, villighed til træning og deres menneskeglæde eller hvad jeg nu skal kalde det samt natuligvis deres udseendet (jeg kan ikke leve med en hunderace, der ikke tiltaler mig eksteriørmæssigt). Og jeg synes der er jagtinstinkt i dem, men jeg har jo ingen erfaring med jagt med spaniels (alle dem jeg kender går primært på jagt med retrievere eller ruhårede), så om de ville kunne bruges, aner jeg ikke. Det var dog en jæger og markprøvetræner, der vurderede Jessie og udtalte sig om hende. Der er stor forskel på linierne i mine tre tøser og de kommer fra to forskellige opdrættere, der har dyrket praktisk jagt med forældredyrene til mine tøser, men er slået mere over på lydighedstræning (LP) i de senere år. Jeg vil aldrig få en FT-spaniel, da jeg ikke kan tilbyde dem jagt eller aktivering i de rette mængder (tror jeg) og fordi jeg er udstillingsfan, hvilket de ikke kan være med til, hvis man vil have en chance for at vinde der.

Jeg aner ikke om jeg må dette her efter de nye regler, men nu prøver jeg. Lyngholm Hundeskole starter et unghundehold og et Rallybegynder/let øvet-hold op i Vallensbæk den 14/4-11. Underviseren er Katrine Søegaard, der var den første herhjemme til at føre sin hund til Rallychampiontitlen. Hun underviser efter bløde metoder og er en inspirende træner at træne under (ihvertfald hvis I spørger mig *GG*), der har erfaring med de fleste racer. Jeg er tilmeldt Rallyholdet, men ved, at Katrine gerne vil have et par stykker mere på begge hold. Der kan læses om holdene her: www.lyngholm.com og om Katrine her: www.aktivt-hundeliv.dk - der er står tilmeldingsoplysninger på www.lyngholm.com.

Årsag til sterilisationen af Mollie og tidspunkt for indgrebet: Mollie blev steriliseret i november 2008 efter hvad vi troede var en voldsom slåskamp mellem hende og Rosie, der resulterede i at jeg blev bidt i armen af Mollie, der ville pacificere Rosie. Alternativet var en aflivning. Mollie er født december 2003 og var således næsten 5, da indgrebet blev foretaget og det blev foretaget under en måned før hendes løbetid skulle have været startet. Mollie's baggrund: Smertepåvirket de første tre år af sit liv, hvilket har givet hende "angrib først - spørg bagefter"-holdningen til andre hunde. Dette er blevet trænet meget på og er næsten helt væk nu. Hun havde ekstremt nemt til stress og blev lidt falsk drægtig nogle gange forårsaget af stress. Hun kom op i det røde felt uden problemer, men kunne ikke komme ned selv uden at blive sat i bur eller i et lille værelse. Hendes stress gav store udfordringer i dagligdagen og træningen af "vær-sød-mod-andre-hunde". Hun er en usikker hund, der gemt sig bag "råb højt"-strategien. Fysiske ændringer efter indgrebet: - Har frygtelig nemt ved at tage på. - Er konstant på madrov. - Hendes pels er blevet en anelse finere, men pelsplejen er ikke forøget. Jeg bruger bare nogle andre redskaber til den. - Ligger 2-3 kg. for højt iflg. hendes kiropraktor og har MEGET svært ved at tabe sig (om jeg måske har fået slukket hendes stofskifte i forsøget på vægt, er jeg igang med at afprøve nu og kan ikke sige noget om det). Mentale ændringer før Rosie blev aflivet: - Ingen falsk drægtighed forårsaget af stress. - Hun kom ikke så langt op i stressniveau. - Hun havde ikke længere brug for hjælp til afstressning. - Blev langt mere kontaktbar i alle situationer. - Ingen humperier af andre hunde i familien; heller ikke under deres løbetid. Mentale ændringer efter Rosie blev aflivet: (jeg tager dette med, da jeg tror vi havde set disse ændringer lige efter sterilisationen, hvis vi havde tolket deres forhold korrekt og taget konsekvensen hurtigere med aflivningen af Rosie). - Alle de ovenstående fortsatte. - Hun kan nu finde på at humpe Jessie fra tid til anden, men acceptere at få ad vide, at hun skal smutte både fra mig og Jessie. - Hun er blevet "hvalpet" og glad af sind. - Hun leger gerne. - Hun er stadig træningsnarkoman (BC i forklædning plejer jeg at kalde hende), men hun er blevet langt mere stabil og pålidelig i træningen. - Nu viser hun viser hun bliver usikker på noget istedet for at ignorere det=mere nærværende. Andre ting: I sommeren 2006 flyttede vi fra lejlighed til rækkehus og Mollie var 2 måneder om at blive tryg i de nye omgivelser. I december 2008 flyttede vi fra rækkehuset og til eksil hos min mormor på grund af skimmelsvamp og Mollie var tryg fra dag 1, selvom hun ikke var vant til at være i huset. Jeg har absolut ikke fortrudt at få hende steriliseret, kun at jeg ikke fik det gjort tidligere - det tror jeg ville have sparet os begge for meget. Det eneste jeg er ked af er hendes konstante sult og madjagt Men jeg kan leve med det, når jeg holder det op mod de positive ting.