Inkognito

Emma er ikke fra Susanne :blink: Jessie er fra Susanne og hun bærer kun rundt på ting; det er meget få ting, der gik tabt under hendes hvalpetid Emma er fra Viborg og bliver 1 år i næste måned og hun er godt nok en kreativ hund. Hvis hun keder sig og man ikke lige har tid til at underholde hende, så finder hun da bare på noget selv.... Hvis jeg havde en 10'er for hver gang jeg har fundet hende på enten spisebordet eller stuebordet, så havde jeg tjent hendes pris hjem allerede Jeg har for øvrigt tjekket hendes øreflipper og der er hverken skæl eller rødme, så nu sætter jeg ind med ørevask hver gang hun har madsnask i øret (indtil jeg får syet en krave til hende) og forsøger at give hende et tøjdyr hver gang jeg fanger øret i munden på hende. Igår da jeg kom hjem havde det åbenbart været en meget kedelig dag, for jeg fandt vores børnegitter ind til stuen brudt op og en fjernbetjening med batterier ødelagt, 1 par sko tygget i (de kan dog reddes) og hun havde skubbet en stol ud fra spisebordet, så hun kunne komme derop og hente to deodoranter, som hun så efterfølgende punkterede samt hun havde hentet 15 bolscher og pakket dem ud og spist dem (sikkert for at tage den grimme smag af deodorant)..... Til gengæld var øret intakt

Ja, det er en sjov uvane og det ser nuttet ud...... Lige indtil jeg står overfor hendes opdrætter til en udstilling og skal forklare hvorfor kræet mangler vedhænget

Den jeg færdes i i KBH-området er der ikke de problemer. Folk kalder ikke deres hund til dem, hvis man møder dem og ikke har sin hund i plads eller i snor, men hvis man har hunden i plads eller i snor, så kalder folk deres hunde til dem. Jeg kan godt gå 1½ time i den skov og kun møde 1 eller 2 hunde, der bare lunter forbi mine og mine, der bare lunter forbi den anden. Jeg kommer der som regel om aftenen efter kl. 18 på hverdage og i weekenderne inden kl. 12 eller efter kl. 14, så hvordan den er i primetime, aner jeg ikke. Mine hunde går da heller ikke i hundeskoven for at møde andre fremmede hunde. De gider ikke fremmede hunde, men acceptere dem, hilser på dem, hvis de hilser pænt og så går de videre uden at lege med dem. Da de jo har hinanden til daglig, har de slet ikke behovet for at lege med fremmede. Og os skal der vel også være plads til i hundeskovene? Jeg forventer ikke, at folk kalder deres hund til sig og spørger om de må hilse inden - det gør jeg heller ikke selv medmindre den anden hund er i snor eller i plads-position, men jeg forventer, at folk tager deres hunde med sig, når de går, så jeg har ikke deres hund med rundt på min gåtur og fjerner deres brushoveder, hvis de (hundene altså) ikke respektere, at mine ikke gider dem ligssom jeg sørger for at fjerne mine, hvis indkaldet glipper i deres vil-døve-perioder. Jeg oplever dog sjældent problemer; heller ikke fra unge brushoveder, men det tror jeg er Jessie's fortjeneste. Hun har et meget sikkert hundesprog og jeg tror jeg oplevet, at hun måtte knurre en hund væk 3 eller 4 gange.

Æhm, umiddelbart vil jeg sige nej, men da jeg jo ikke lige har gennemgået øret med et forstørrelsesglas, så kan jeg jo ikke lige sige det med 100% sikkerhed og jeg har slet ikke tænkt tanken med en svampeinfektion Jeg vil gå hjem og pille i øret og se om det har fået skæl eller rødme på øreflipperne. Tak

Altså nu hvor jeg tænker over det, så har vi to røde Ikea-slanger liggende til udsmidning på terrassen fordi hun har tømt dem (og der er godt nok meget fyld i sådan en tøjslange fra Ikea) og det var hendes yndlingslegetøj..... Indtil jeg fjernede dem.... Dem kunne jeg jo smide i vaskemaskinen og give hende samtidigt med at ørene bliver pakket væk... God ide Tak

Vi har ikke bamser med fyld i herhjemme Det ordner hun helt selv i løbet af en 10 minutters tid, men det kan da være at jeg skal lade være med at fjerne skallen af bamsen, når hun har tømt den... Det har jeg aldrig tænkt over. Og jeg må forsøge mig med den krave.

Jeg kan da også lige svare her Jeg kommer begge dage med to engelske springer-tæve; en åben og en junior.

Sådanne skåle bruger vi allerede, men måske jeg skal prøve med nummeret mindre.... Mine spaniels er åbenbart de eneste, der stadig får dyppet ørene ved brug af sådanne skåle *suk* Ja, Emma er ikke helt normal, men til gengæld spiser hun så ikke ting og sager - hun gnaver dem kun i stykker f.eks. de 12 par sko hun har tygget i stykker i denne uge og skoene var endda sat bag et gitter Jeg har aldrig fået så mange nye sko, som efter M&M er flyttet ind Jo, hun bruger sine ører som sut Når hun f.eks. render rundt og leger for sig selv (når Jessie har meldt pas) har hun sit øre i munden og det slider på dem. Når hun ligger om aftenen og falder i søvn, har hun også øret i munden.... Og så tit har hun trods alt ikke madrester i ørene Takker for links

Jeg har jo lille dejlige Emma ud af nogle fine fine udstillingslinier, som gerne selv også skal have en karriere i udstillingsringen, meeeeeeeeeeeeeeeeeen møgtøsen spiser spidserne af sine ører En springer spaniel skal jo have ører med vedhæng og det har Emma bare ikke; hendes ører minder mest og alt som en FT-springers korte ører Hun går og sutter på dem, som var de en sut og hun gnaver vedhænget af, hvis de bare lugter det mindst af noget spiseligt. Lige pt. er hendes ene øre 3 cm. kortere end det andet efter hendes usmarte "moar" gav dem havregrød i deres morgenmad, hvilket jo sætter sig i lange spanielører :damn: Hvad kan jeg putte i ørerne, så de smager grimt og som ikke ødelægger hud eller pels eller forstyrre hendes lugtesans?

Æhm, det må være fordi når jeg tidligere har brugt et foder med så høj fedtprocent i, så har jeg haft mere end svært ved at holde vægten nede på tidligere hunde. Det du skriver lyder jo egentligt ganske logisk Også selvom du ikke har videnskabelig bevis for det Jeg tror bare "vi" skal konkludere, at jeg er hysterisk og mistroisk overfor et foder købt i MaxiZoo for hundene fungerer på det og så må deres "moar" bare spænde hjelmen og slappe lidt af

Min kræsenpind af en springer har fundet sin madglæde og spiser to måltider om dagen nu. Dette er sket efter vi skiftede over på N&D med vildsvin og æbler. Det er det første kornfrie foder mine dyr har kunne spise uden at gå på hestepærerjagt på gåturene. Hvis du vil holde dig væk fra urter, så tror jeg måske ikke det vil være et hit for jer. Tøserne har ikke problemer med vægtøgning på N&D og ser fine ud i pelsen samt maven/konsistensen af afføringen , men det at de ikke har problemer med at holde vægten nede med et foder 18% fedt har jeg det sådan noget lunkent ved. Måske er jeg bare hysterisk, som den bedre halvdel mener. Jeg køber det i min lokale MaxiZoo.

Min drøm er heller ikke hemmelig eller uopnåelig. Jeg er ret sikker på, at næste hund der flytter ind på matriklen bliver en Bayersk Schweisshund af danske linier. Meeeeen nu er Jessie kun 4 år og Emma er kun 10,5 måned, så der går mange år inden jeg skal have ny hund. Hvis jeg kun kigger på udseendet, så skulle jeg eje en Irsk Setter eller Flatcoated Retriever - det er de mest elegante hunde i min optik.

Den første gang Mollie og Rosie røg på hinanden, der blev Mollie ekstremt overrasket (Rosie røg i hovedet på hende) og var til stede under kampen, men Rosie.... Nøj, hun var langt væk som Drentsche beskriver og hun var absolut ikke til at stoppe igen. Hun havde ingen bidhæmning, når det kom til Mollie og hun lavede voldsomme skader. Tilliden imellem dem var væk for bestandigt efter den omgang, men det så vi desværre for sent :-( For hver kamp de havde forsvandt de begge længere væk i blikket og fokuserede kun på at skade den anden eller det vil sige: Rosie fokuserede på at skade Mollie og Mollie forsøgte at skade Rosie - skaderne kom som forsvarsskader i hovedet og på forben. Lige indtil den sidste kamp hvor vi ikke var hjemme og Rosie gik på Mollie; Mollie havde været tæt på at miste livet i den kamp og hvordan min 73 årige mormor fik dem skildt ad er en gåde for os alle, da Martin og jeg havde store problemer, når vi var der. Jessie og Mollie var i konflikter 3 gange, hvor Jessie var tydeligt overlegen og tilliden mellem dem var ikke skadet, så Mollie bed ikke hende og Jessie bed ikke Mollie, men brugte "retningslinierne" for konflikter mellem hunde. Den ene gang fik de dog begge ridser i snuden, da vi fik hevet i dem for tidligt og de stadig havde fat i hinanden. Det gik dog også galt mellem dem til sidst og Mollie røg i hovedet på Jessie uden årsag en sen aften; der forsvarede Jessie sig og hun var helt og adeles væk i blikket. Det var første kamp, hvor jeg ikke havde fat i Mollie (det var normalt mig, der havde fat i Mollie og Martin, der havde fat i Rosie) og jeg kunne derfor se hende i øjnene - det er simpelthen den værste oplevelse jeg nogensinde har oplevet.... Det blik de har :-( Koldt og ikke kontaktbart. I den kamp fik jeg Jessie væk fra Mollie ved et lykketræf og derefter sad Mollie fast i min venstre hånd (jeg tror det gik op for Jessie, at hun havde fat i min venstre hånd og slap, hvorefter Mollie overtog).... I den position havde jeg god mulighed til at følge med i udviklingen i sindet på en kæmpende hund - Mollie fattede først, at hun havde fat i mig og ikke Jessie efter 1 minut og slap. Iflg. min erfaring er hundene totalt ligeglade med smertepåførsel, løft i benene, hiven i ørene, råb eller vandpåkast- hos os var det eneste, der hjalp ro og fastholdelse til det splitsekund, hvor de slipper ganske lidt og så få dem fra hinanden og de er ofte flere minutter om at vende tilbage til virkeligheden. Jeg har fået EKSTREM respekt for hunde, der slås og jeg blander mig kun, hvis det er min egen er indblandet. Jeg lægger mig ikke imellem to fremmede hunde. Hverken Martin eller jeg hører til de mindste mennesker, men vi havde store problemer med at holde to engelske springer-tæver, der sloges for alvor og for at slå ihjel - jeg tør slet ikke tænke på hvor svært det må være med større hunde eller hunde med større temperamenter. Og nej, jeg valgte ikke at se videoen, da jeg har nogle store psykiske mén af at have levet med slåssende (er det det korrekte udtryk?) hunde på matriklen - det gælder forøvrigt også både Jessie og Martin.

Artiklen er dateret den 9/1-08 og der foreligger en polititilladelse på salg af hunde og indehavelse af x-antal voksne hunde dateret den 11/1-08. Man kan dog ikke se antallet af hunde på tilladelsen. For den ukyndige hvalpekøber virker det hele meget proffessionelt og jeg kan godt forstå folk "falder for det" og køber hund af dem :-( Men trist er det at "man" ikke kan få den lukket.

Jessie: Engelsk springer spaniel, tæve, 4 år og vejer ind på 21 kg.. Emma: Engelsk springer spaniel, tæve, 10 mdr. og vejer ind på 19 kg.; hun er pt. på kur og skal 1-1½ kg. ned. Mollie var også ESS-tæve, steriliseret og vejede ind på 23 kg.; hun skulle have været minimum 5 kg. ned. Hun var en lille tæve. Rosie var også ESS-tæve, allergihund på Prednisolon i perioder og vejede ind på 25-27 kg.. De 27 kg. var i Prednisolonperioderne og hun skulle ligge på ca. 24-25 kg..

Jeg ville vælge KVL's allergiekspert (en kvinde og jeg kan simpelthen ikke huske hendes navn - det hjælper jer helt sikkert meget eller nowet....) eller Flemming Kristensen i Bagsværd. Flemming laver intet andet end hudsygdomme og allergi hos hunde og katte og eksperten på KVL ser stort alle de dyr, der mistænkes for allergi derinde. Allergi kan kun påvises med en blodprøve eller priktest.

Hun er hermed skrevet ned For mine kræ er jo eksperter i at komme dyrlægekrævende-til-skade udenfor Ayoe's åbningstid....

Altså hjemme hos mig (og bemærk venligst at Mollie var psykisk ustabil og Rosie var fysisk plaget/syg af allergi) blev der ikke leget overhovedet eller det vil sige Mollie og Rosie legede sammen dengang Rosie var lillebitte hvalp, men det holdt op, da Rosie blev kønsmoden. Da Jessie flyttede ind blev der heller ikke leget hundene imellem og ganske lidt leg blev accepteret mellem hunde og mennesker - Rosie stoppede simpelthen legen meget hurtigt. Vi troede, at Mollie var lederen hos os, men da Rosie blev aflivet gik det op for os, at det havde været Rosie og hun havde ledet gruppen med meget hård pote og psykisk holden-neden. Mollie blev en hel anden hund; hun livede op og blev næsten hvalp igen og hun turde lige pludselig vise svaghedstegn (f.eks. kunne hun ligge på ryggen og blive nusset lige ved siden af Jessie; noget vi ALDRIG så, da Rosie var i huset). Mollie begyndte også at lægge op til leg med Jessie og de to forsøgte at få legen til fungere. Det lykkedes sådan næsten, men de blev aldrig 100% sikre på hinanden i legesituationer. Da Emma flyttede ind til Jessie sidste år, ændrede meget sig og til det positive. Jessie begyndte at gå i barndommen og lege med Emma; noget vi slet ikke havde set fra Jessie's side før. Idag er Jessie blevet fræk som en slagterhund og det er gået op for os, at vores nemme og velopdragne voksne tæve måske ikke var det af natur, men ud af forsigtighed overfor Mollie/Rosie-kombien og senest bare Mollie. Idag går Jessie på stuebordet, hun stjæler fra bordene, hun hopper op ad folk, hun glemmer sit indkald og hun er blevet sådan helt teenageagtig (hun er lige blevet 4 år) og alt sammen efter hun har kigget på Emma, der jo bare var/er en lille hvalp med et stort gåpåmod. Jeg tror sagtens en hund kan holdes psykisk nede af en anden hund uden at vi mennesker nødvendigvis ser det, så for mig lyder det ganske plausibelt, at Mille har holdt jeres Jessie nede uden at være voldsom eller bruge vold. Min Jessie havde ingen problemer med at blive sat ind i en anden flok og havde ingen problemer omgang med andre hunde, selvom hun ikke virkede selvsikker derhjemme og var usikker overfor kamphønerne. I min verden er slåskampe og problemer indbyrdes i en flok noget, der skal tages hånd om hurtigt og man bliver pinedød nødt til at have øjne på, der ikke er følelsesmæssigt indvolveret og som "kan kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl".

Kan det måske ikke hænge sammen med, at hun er vant til at nye hunde i huset skaber spændinger og hun ikke vil de spændinger? Min Jessie levede jo sammen med to tæver, der sloges for alvor fra hun flyttede ind i juni 2008 til Rosie blev aflivet i november 2009; derefter levede hun sammen med Mollie til marts 2011. Mollie var ikke helt mentalt stabil og der var nogle konflikter mellem dem i starten, hvor de skulle vænne sig til at være to fremfor 3, men slet ikke i stil med problemerne mellem Mollie og Rosie. Jessie har taget noget negativt med sig ud af hendes liv som "tilskuer" til slåskampe og konflikter; hun har store problemer med højrøstede stemmer og er der hunde, der begynder at sige "slåskampelyde" (f.eks. til en udstilling), så fryser hun på stedet for så at blive kampberedt. Jeg så f.eks. Breaking Dawn på dvd her den anden dag og i den film er der lyde fra slåskampe mellem enten ulve eller hunde samt nogle dårlige efterligninger af varulve på skærmen. Jessie lå over mine ben og sov, men da lydene gik i gang vågnede hun brat og knurrede med rejste børster. Det var først, da lydene aftog, at hun slappede af igen. Denne reaktion har jeg også observeret ved naturprogrammer. Måske det kan være tilfældet med Freddie og "jeres" Jessie også?

Nu har jeg fået set den........ Jeg blev slemt skuffet over Eclipse og meldte mig ud af "fanklubben", hvilket betød, at jeg ikke gik i biografen og så Breaking Dawn. Lad os bare nøjes med at sige at jeg nu er meldt voldsomt ind i fanklubben igen og fortryder stort, at jeg ikke gik i biffen og så den. Hold da op, hvor den leverede varen og hvor er der frygtelig lang tid til del 2 kommer i biffen.

Jeg betaler sjældent over 600 kr. for en konsultation; til gengæld har de som hovedregel ingen medicin til udlevering og man skal derfor på apoteket, men der kommer ikke ekstra udgifter for at kigge i ørerne eller lytte på lungerne. Ved det årlige sundhedseftersyn betaler jeg naturligvis også for vaccinen og bortskaffelse af kanylen udover konsultationen. Og skal vovse i narkose, så betaler jeg kun for det; ikke for konsultationen. Dyrlægerne ved hvad de laver; de behandler kunderne med respekt, men er ikke bange for at sige, hvis man behandler dyret forkert eller hvis de skønner, at en behandling bare vil forlænge en lidelse hos dyret og de bliver ikke fornærmede, hvis man vælger at gå til en specialist (jeg har haft en allergihund, der var i behandling hos Flemming Kristensen fremfor Solrød). Hvis de rammer hovedet mod muren med en diagnose, så ringer de hellere selv til en specialist end at give en halvhjertet forklaring. De har ikke uddannede veterinærsygeplejersker; de har kun elever, hvilket for mig tæller positivt (dårlige erfaringer med nogle skrankepaver af sygeplejersker hos andre dyreklinikker). Det negative for mig er deres samarbejdspartner udenfor normal åbningstid; vil man have en billigere regning og have en automatisk deling af journaler udenfor normal åbningstid, så skal man bruge Karlslunde Dyrehospital og der sætter jeg aldrig nogensinde mere mine ben, så i de tilfælde skal jeg huske at få en journal med fra den behandlende dyrlæge til min egen (jeg bruger KVL udenfor normal åbningstid). Jeg er 110% tryg ved at efterlade mine hunde til operation eller narkose hos Ayo og har været det fra dag 1. De kan finde på at udtale sig som adfærd, men jeg har fra start af frabedt mig de store samtaler omkring det emne, da jeg i de tilfælde benytter en adfærdsbehandler og ikke min dyrlæge - dette bliver respekteret. Jeg kender ikke deres holdning til neutralisering af hunde, der ikke skal indgå i avlen, da de ved, at jeg går med en lille opdrætterdrøm i maven og så er sådan en diskussion jo unødvendig. Og det er ikke nødvendigt at bede dem om negleklipning eller tandkigning, hvis hunden alligevel skal i narkose; de to ting er en service de yder, hvis hunden alligevel sover. Jeg tror jeg har fået renset tænder dernede "gratis" på den facon 2 eller 3 gange på min ældste tæve. Ayo har også et godt ry med hensyn til forplantning og til HD-fotografering.

Mine tøser får altid massage sammen med ledmanipulation og jeg gik egentligt i min naivitet og troede det altid hang sammen ved dyrebehandlinger. Ledmanipulationen står kun alene hos os, hvis det er ung skade=et par dage gammel, hvor musklerne endnu ikke har lært at blive i den dårlige position eller kiropraktoren vurdere, at massage ikke er nødvendigt. Mig selv er en hel anden snak; hverken kiropraktor eller fysioterapeut kommer i nærheden af at justere på mine led - jeg kan ikke slappe nok af til at de kan gøre noget uden at skade mig.... Hvilket er lidt af et problem, da jeg har nogle problemer i den øverste del af rygsøjlen og nakken og jeg kan sagtens fortælle mit hoved, at behandlingen vil hjælpe, men i det øjeblik de tager fat for at "rykke" rundt, så spænder jeg op og kæmper imod UDEN at ville det :-(

Jada, jeg bruger Solrød Dyreklinik og primært Ayo Weiland derfra.

Ejeren de to første gange og en kvindelig dyrlæge den sidste gang. Jeg tror egentligt at de er kompetente nok og flinke mod hundene, men al det var min tidligere dyrlæge også og hun kunne tilbyde bedre operationsfaciliteter til langt billigere pris, så jeg var/er nok en meget besværlig kunde (jeg er forøvrigt flyttet tilbage til min "gamle" dyrlæge på trods af de 30 km. hver vej ca.). Jeg kom jo fra en meget faglig dygtig dyrlæge, der har kendt mig i årevis, hvor det var afstanden, der fik mig til at prøve en anden..... Og jeg er notorisk kendt for at være svær at stille tilfreds, når det kommer til mine dyr, hvilket kan have farvet min opfattelse og gjort at Avedøre ikke fik mange chancer for at imponere mig. Selvom "de" i min verden ALTID skal kigge i et spanieløre, hvis ejeren siger, at det lugter lidt og det var dette jeg "fyrede" dem på - priserne kunne jeg have accepteret. Jeg synes du skal tage ud og kigge og snakke med dem=danne dit eget indtryk.

Du skal have det store dankort med. Du skal betale for alt incl. gebyret for at træde ind af døren. Deres operationsrum er et gennemgangsrum til deres kælder, hvor hundene venter på deres ejere eller ligger til opvågning og de vader frem og tilbage også hvis der er en operation igang. Jeg var kunde hos dem 3 gange og kommer ikke igen; de mente mere eller mindre, at jeg var hysterisk, da jeg påpegede, at jeg syntes min spaniels øre lugtede og de kiggede ikke engang i hendes øre før mit tredie besøg, hvor hendes øre så var blevet rødt og skidt. Det kostede så 250 kr. for at de kiggede i øret og tog et svab. Det er ikke et sted jeg vil komme igen.