Inkognito

Mine hunde har heller aldrig udvist madaggressioner i forbindelse med fodring uanset hvad de har fået i deres skål - selv da fjendskabet var værst mellem Mollie og Rosie kunne de stå og spise ved siden af hinanden. Herhjemme holder man snudeskaftet væk fra de andre hunde, når der spises - går den ene hund fra maden, så er der fri afbenyttelse til den anden hund. Når de begge har spist færdig, så tjekker de lige hinandens skåle og slikker resterne af (det er der dog sjældent - man er vel spaniel *GG*). Jessie har haft store problemer med at spise og begyndte at spille på sin usikkerhed i forbindelse med måltiderne - efter at have fodret hende seperat og håndfodret hende i 3 måneder, så fik jeg nok og hun fik lov at spise i samme rum som de andre. Hvis hun ikke ville spise, så fik de andre lov at spise hendes mad og hun fik ikke noget. Jessie har ingen problemer med at spise i dag og har ingen ressourceforsvar eller usikkerhed omkring hendes mad, men det kostede nogle måltider, der gik i de forkerte maver, inden hun fandt ud af at hun ikke fik specialbehandling. Jessie fik også mad for sig selv hos opdrætter, da det var vigtigt, at hun spiste på grund af hendes fremtidige karriere som udstillingshund og avlshund, men det har altså bare lært hende nogle stjernenykker, som hun måtte aflære igen på den hårde måde. Til gengæld har mine hunde brug for meget plads omkring sig, hvis de får nogle lækre ben og hvis de ikke får den plads eller ligger i bur, så spiser de ikke og begynder at vogte på hinanden.

Så køber du bare en fleecedims, som hestefolket bruger til at gøre trensens eller grimens nakkestykke mere plostret. Der er velcro eller knapper på og passer ganske fortrinligt til en hundesele

Jeg bruger sådanne nogle her: CLIPBOARD A4 RELIEF MED FORSIDE - Grafical.dk De fungerer upåklageligt både i regn og blæst Med nogle ekstra clips i overstørrelse kan man også sætte et skilt på hver side. Mine skilte er laminerede.

Jeg er slet ikke så meget inde i spanielklubben til at kunne snakke med om hvilke begrundelser, der ligger til grund for afstanden mellem de to typer og jeg er (blevet) bekendt med, at det kan fungere i England og Sverige med samme stambog - men Danmark er et jo kææææmpe land sammenlignet med de to, så det kan jo ikke fungere herhjemme (Ironi kan muligvis forekomme *GG*). Det kunne da være rart, hvis "krigen" mellem de to typer kunne komme til en våbenhvile, så den rigtige type hund kom ud til den rigtige familie/ejer - der er jo desværre kun en taber i det her spil og det er hunden, der er landet forkert :-(

Det er nok der jeg går gal i byen.... Hvorfor skal det også hedde næsten det samme - det stiller alt for store krav til min hjernekapacitet lige for tiden

Mine hunde fik i mange år en lille sjat A38 om aftenen efter aftensturen og det hjalp dem til at falde til ro for natten; især som hvalpe. Den dag i dag, hvor Mollie ikke har fået det i nogle år efterhånden, så ved hun stadig hvad ordet "natymer" betyder. Jeg holdt op med det, da min ene hund blev allergiker overfor mælkeprodukter, men nu hvor hun ikke er her længere, så overvejer jeg kraftigt at indføre det igen. Det er ikke halve eller hele decilitre de får - det er bare såden et par spiseske'er. Mine hunde er engelske springer spaniels og derfor en anelse større end din.

Det markerede: Det var også hvad jeg skrev. Jeg ved godt, at jægerne ved hvad de køber og hvorfor de vælger ft'erne, men hr. og fru hansen, der køber en hund gennem DBA med prædikatet engelsk springer spaniel har en risiko for at købe en ft'er uden at ville det=de er uvidende om hvad de har købt, da ikke alle såkaldte opdrættere er flinke til at sige det (kan du læse mellem linierne hvad jeg mener om dem, der gør det?). Jeg har engang mødt en privat hundetræner (eller det sagde vedkommende at hun var), der sagde til mig, at min meget racetypiske standard-springer da ikke lignede en engelsk springer spaniel.... De fleste springere hun havde mødt var underaktiverede eller forkert aktiverede ft'ere, der desværre var endt i hænderne på nogen, der troede de købte standardudgaven og derigennem gav standard-racen et dårligt ry.... Jeg har kun mødt to ft-cockere, der var fornuftigt brugt og aktiveret og jeg har stadig til gode at møde en fornuftigt brugt og aktiveret ft-springer irl - vi færdes åbenbart ikke i de samme områder (jeg går ikke på jagt og de jægere der er heromkring er alle til ruhårede hønsehunde). Jeg møder kun de sørgelige skæbner, hvor hund og ejer aldrig burde have været sat sammen Jeg er ikke afvisende overfor ft-typerne overhovedet - jeg skal bare aldrig have en, da jeg ikke kan opfylde deres behov for korrekt aktivering eller jagtdeltagelse. Det jeg har et problem med ft'erne er, når folk køber dem i troen om, at det er en standard-cocker eller springer og dem de køber dem af ikke gør nok ud af at forklare om forskellen. Jeg ved ikke hvorfor jeg gerne vil have Dansk Jagthunderegistrering til at hedde Dansk Jagthundeunion Jeg vil prøve at få kodet det om inde i mit hoved (det bliver nok noget af en opgave).

Nu ved jeg hvor meget man skal kunne slæbe rundt på sin hund, men en gennemsnitlig springer-tæve vejer omkring 21-23 kg.. Jeg vil mene, at en springer fra de rigtige linier vil være et godt valg, hvis man kan bærer den. Om jeg er den rette til hjælpe med at finde de rigtige linier, ved jeg nu ikke - lige pt. kan jeg ikke finde nogle aktive kenneler i Danmark, som jeg selv ville købe fra

Du er ikke dum FT betyder Field Trial og det er jagtudgaven af en standard-race. I Danmark ses de fleste FT-spaniels i hænderne på folk, der har været uvidende ved indkøbet af dem (blevet overbevist om, at de har indkøbt en almindelig standard-spaniel) eller i hænderne på jægere. En FT'er kan ikke tåle ikke at blive aktiveret korrekt, hvor en standardspaniel lidt bedre tåler det (det er dog ikke anbefalelsesværdigt). FT-spaniels i Danmark bliver ikke stambogsført i Dansk Kennel Klub og kan ikke udstilles i Dansk Kennel klub - de er stambogsført i Dansk Jagthundeunion (mener jeg det hedder), hvor der ikke er udstillingskrav, men til gengæld bliver der avlet med jagtegenskaberne i højsæde. En FT-spaniel vil typisk ikke ligne en standardspaniel - de vil være mindre og mere vimre i udseendet og deres hovedform er lidt anderledes, men det kræver kendskab til racen at se dette. I Danmark findes FT-udgaven indenfor engelsk springer spaniel og engelsk cocker spaniel.

Det skal vel først og fremmest være en hund hun kan bære. Jeg har kigget lidt på uddannelsen indenfor beredskabskorpset og jeg mener, at jeg læste at kravet til hunden skulle være en stærk psyke, ikke aggressiv mod hverken andre hunde eller mennesker samt at fører skulle være i stand til at bære den. Jeg har jo engelsk springer spaniels og der er stor forskel på sindene i racens linier - jeg har en hund, der vil arbejde til hun falder om for dig i et alt for højt gear og jeg har en hund, der kræver en del opmuntring og hun er knap så selvstændig, men til gengæld virker hendes tænd og sluk-knap. Nogle linier indenfor springeren er stresshoveder og vil ikke egne sig til den form for træning.

Hvor er jeg ked af at høre det Stakkels jer alle sammen. Det er en rigtig møgbeslutning at skulle tage og efter at jeg har fået aflivet Rosie, så deler jeg din opfattelse omkring aflivning - men det kan nogengange være den rigtige beslutning. Jeg føler virkelig med jer alle sammen og ville sådan ønske, at jeg kunne fremtrylle en kur mod sygdommen.

Hej Trådstarter. Hvis du skal have en FT Cocker, så kan du ikke bruge Spanielklubben. I Danmark stambogsføres FT'ere ikke i DKK, men i DJR og fremtræder derfor ikke på Spanielklubbens hvalpeliste eller på Dansk Kennelklubds Hundeweb. Jeg har DKK-springerspaniels, så jeg kan desværre ikke hjælpe med FT Cocker-kennel.

Øv, for en kedelig beslutning du skal tage Nu skriver du, at du ikke ønsker, at han skal ligge alene i et bur omgivet af fremmede og dø (hvem ønsker det for sin hund?), men er der en risiko for, at han vil dø af sig selv lige pludselig? Hvis den risiko ikke er til stede, så vil en dyrlæge vel ikke aflive uden, at ejeren er blevet kontaktet inden? Nu ved jeg godt, at du ikke er sjællænder, men har du overvejet at kontakte Karlslunde Dyrehospital? Jeg har kun positive erfaringer med deres dyrlæger på trods af, at jeg kun bruger det til vagtdyrlæge. Men selvfølgelig skal Leroy's bedste komme først og hvis der ingen håb er eller hvis udsigterne er ringe, så er det måske bedst at give ham fred uden at udsætte ham for en indlæggelse blandt fremmede. :ae:en masse af disse til dig og din søn samt Leroy.

Ikke destomindre er der stadig f.eks. ørekuperede hunde i landet, hvis man skal stole på billeder rundt omkring.... Man ser dem bare ikke på udstillinger. Jeg ved godt, at man ikke kan udstille en kuperet hund Jeg tror på, at ingen dansk dyrlæge hverken vil kupere (uden medicinsk grund) eller debarke hunde, men jeg kan da godt have mine tvivl omkring lande, hvor dyrevelfærd generelt ligger på et meget lille sted på trods af en evt. lovgivning. Når man kan tage hvalpe fra deres mor, inden de fylder 8 uger og sælge dem videre, så kan man vel også se det fornuftige i debarking eller kupering Ingen naboer, der klager over støjen og ingen ører/haler, der kommer i klemme diverse steder...... Min svigermor har fortalt om en hund de havde i hendes unge dage, der var blevet debarket herhjemme (det er nok ihvertfald 30 år siden) lige før det blev gjort ulovligt - dengang var der ingen, der tænkte på, at det var synd for hunden. Det blev gjort af hensyn til naboerne i beboelsesopgangen og nej, hun kunne ALDRIG nogensinde finde på at gøre det i dag.

Lagermider kan begrænses ved at fryse tørfoderet i passende mængder (portionsstørrelser). Alt tørfoder har en risiko for at have lagermider i eller rettere lagermideafføring, som typisk er det hundene reagerer på - der er f.eks også lagermider i ris. Rosie var også mideallergiker og slog ud på støvmider og lagermider, men hun havde ikke problemer med at tåle allergifoderet (Hills Z/D). Ved allergifoder skal man bare være opmærksom på tarmsystemet - foderet er behandlet på en sådan måde, at tarmsystemet efter lang tids brug kan blive sløvt og derfor er det vigtigt med fibre ved siden af (når det er blevet fastslået om der er foderallergi med inde over). Rosie var af en race, hvor 75 % af alle hundene reagerede MEGET positivt på hyposensibiliteringen, men på hende havde det bare ikke den ønskede effekt og pengene var spildt. Rosie blev dog ved at med at udvikle nye allergier og hun boede i et hus med skimmelsvamp, så det kan muligvis have indvirket. Vi fik nævnt Atopica (stoffet presser immunforsvaret ned, så kroppen ikke reagerer og bruges til mennesker, når de er blevet transplanteret) som en behandlingsmulighed eller hvad man nu skal kalde det - symptombehandling -, men det var "dengang" (2009) ikke godkendt af sygeforsikringen til refusion og så var det simpelthen for dyrt. Det ville koste os små 1500-2000 om måneden i medicinen alene - dertil kom de halvårlige blodprøver, der skulle til for at tjekke for bivirkningerne. Stoffet er kræftfremkaldende, men er man ude i at hunden har brug for Atopica, eller Prednisolon for den sags skyld, så har hunden en nedsat livslængde selv uden behandlingerne og så gælder det groft sagt om at gøre tiden så behagelig som mulig Rosie fik Prednisolon til at slå udbruddene ned og hun levede på en lav daglig dosis i godt 1½ år. Hendes krop viste ingen tegn på ikke at kunne tåle det, men alligevel så vi adfærdsændringer. Prednisolon er under stærk mistanke for at give de samme mentale bivirkninger (udover de fysiske) til hunde som hos mennesker og her melder de fleste mennesker om at de føler sig om inde i en osteklokke og isoleret fra alle andre. Vi gik hos en landets førende allergispecialister og iflg. ham og en undersøgelse foretaget på Landbohøjskolen, så blev omkring halvdelen af hunde, der endte på daglig Prednisolon aflivet inden 2 år på grund af bivirkningerne (fysiske såvel som mentale). Det passede med Rosie og hun blev endda succesfuldt trappet ud af daglig brug af Prednisolon, men lige lidt hjalp det. Antihistaminer til mennesker kan hjælpe nogle allergihunde - de hjalp Rosie til en vis grænse. Antihistaminer har ikke samme grelle bivirkninger som Prednisolon eller Atopica og er væsentligt billigere. Jeg har levet med en allergihund og jeg har sagt farvel til en allergihund og jeg er helt sikker i min overbevisning: får jeg nogensinde en allergihund igen, så vil aflivning komme på tale meget tidligt i forløbet. Vi troede, at Rosie havde det godt, men nøj, hvor har hun lidt og hvor var hun plaget hele tiden, selvom vi ikke kunne se det. Rosie nåede aldrig at blive steriliseret og det skulle vi have gjort tilbage i 2006, hvor hun blev erklæret allergiker. Rosie og jeg/vi kæmpede mod allergien fra sommeren 2006 til november 2009, men vi tabte kampen - allergien ændrede hendes sind til det værre og kombineret med Mollie's svære sind gik det galt. For mig er allergi det værste en hund og ejer kan udsættes for - det er en lumsk tilstand, hvor hunden snildt kan se ud som om den er helt frisk og uden problemer, men en hund er så tilpasningsdygtig, at den kan vende sig til konstant kløe i kroppen og kun reagerer, når det bliver rigtig slemt..... Men konstant kløe i kroppen kan ændre sindet til det værre.....

Rart at høre at jeg ikke er den eneste, der ikke har mødt en danskopdrættet hund, der er blevet debarket Jeg har også altid levet i den overbevisning at det var ulovligt, men vi ved vidst alle, at bare fordi noget er ulovligt er det ikke ensbetydende med at det ikke bliver gjort. Jeg mener bare se på kupering af hunde - det bliver jo foretaget på den anden side af grænsen af en dyrlæge, hvis hundene er heldige

Nu er jeg lige faldet over denne artikel: Det bliver forbudt at skære hundes stemmebånd over - Politiken.dk Her bliver der fortalt, at en udstiller/opdrætter tit oplever på udstillingerne, at hundene ikke kan gø på grund af debarking. Jeg synes jeg har været til en del udstillinger i DKK-regi i Danmark og jeg har ikke bemærket, at der har været hunde, der burde kunne gø ikke kunne..... Jeg har hørt om indgrebet af en tidligere bekendt, der havde meget med USA at gøre og hun fortalte, at det var ekstremt normalt der på de store kenneler, men jeg havde ikke indtrykket af, at det var normalt i Danmark. Er det mig, der har sovet på udstillingerne og er det "in" i Danmark at få debarket sine hunde? Jeg er klar over, at man nok godt kan møde importerede amerikanske og canadiske hunde, der er debarket netop fordi det er så brugt i USA, men danskopdrættede hunde i så stor stil, at man "tit" møder dem på udstillinger? (og så levede jeg da i den forvisning om, at det allerede var forbudt i Danmark under dyreværnsloven)

Jeg ringede engang derind for at høre om behandlingsmuligheder til min allergihund og der ville de gerne give deres bud, selvom jeg ikke var patient hos dem og selvom jeg var i behandling hos en anden specialist. Det er vel værd at prøve - man kan kun få et nej. Jeg håber virkelig for jer, at I kan finde ud af hvad Leroy fejler - du må være igennem et rent helvede :ae:

Jeg har overvejet på Aussien, Corgi'erne, Cockerne, Welsh Springer Spaniels, Lagotto'en, Mellem eller storpudel, Clumber Spaniel, Beagle og Sussex Spaniel. Og er jeg meget i syv sind, da jeg altid lader til at kigge på nuværende race og tænke: kan jeg være så heldig at finde en yderligere med Jessie's eller Rosie's temperament, som samtidigt er sund fysisk? Kan jeg det, så tror jeg, at det bliver en engelsk springer igen..... Jeg har ingen planer om at gøre mig gældende på topniveau indenfor diverse hundesports, men jeg er faldet for agility og rally og derudfra kan jeg allerede fjerne ihvertfald en hunderace fra min liste. Martin kan ydermere fjerne 2 eller 3 stykker fra listen, da han kigger mere på udseendet end på det, der er indeni - han skal jo primært kigge på den og ikke arbejde med dem. Jeg tror vi lander på en Cocker, en Welsh eller en Springer som vores næste hund - deres temperament kan snildt opveje deres jagtinstinkt og pelspleje. Meeeeen lad os nu se...... Måske kommer der en "dark horse" ind fra højre lige pludselig.

Tja, min ældste hund bliver 7 til december og grundet hendes hårde liv så er hun begyndt at blive gammel og skrante lidt. Jeg forventer ikke, at hun bliver 10 Når jeg skal vælge hund, så kan der snildt gå op til 2 år med bare at kigge linier og finde en passende opdrætter og derefter skal det passe med at opdrætter har kuld osv. osv., så jeg har ingen problemer med at kigge efter min næste hund, selvom jeg stadig har min ældste. Ydermere har jeg kigget på racer, som er antalsmæssige små og derfor har endnu mere ventetid på den rigtige hvalp. Derudover er der det økonomiske aspekt i det - jeg kan ikke bare rive 10.000 ud af min økonomi til en hvalp, så jeg bliver nødt til at have en ide om prisen på racen og begynde at spare op allerede længe før familieforøgelsen skal komme. Og jeg ønsker ikke at min yngste hund skal være alenehund i mere tid end højst nødvendigt.

Jeg vil lige komme med en opdatering på mit lille problem. Grundet temperaturerne har motionen ikke været på topti-listen og det er ikke blevet til så meget, men til gengæld har min mormor forstået budskabet helt uden at bruge store bogstaver og grimme skrækscenarier. Mollie har siden den 30/6-10 tabt sig 300 gr. - ikke meget, men trods alt en god start på kun 9 dage... Især når dyrlægerne anbefaler 500 gr. om måneden. Hun er ikke blevet sat ned i foder, men har ikke fået så meget udover som hun plejede at få. Min mormor og jeg er kommet til et kompromis: hun har lov til at give dem et stykke krydderbolle eller toastbrød med rejeost af ca. 1x1 cm. ved morgenmaden og ellers kun vores godkendte godbidder eller grøntsager. Jeg har ikke oplevet hende som værende mere sulten end hun plejer, men nu er jeg jo heller ikke hjemme om dagen, hvor de plejede at få....

Hvis de indfører en hundeskat på 5-6000 om året pr. hund, så ville jeg faktisk kunne have hest for den pris mit hundehold koster. Jeg kan holde hest for 2000-3000 pr. mdr. i storkøbenhavn (foder, dyrlæge, forsikring, smed og opstaldning) og jeg sætter 1000 kr. af til to hunde pr. mdr. til foder, dyrlæge, forsikring osv.; hvis jeg yderligere skal sætte 12000 af pr. år til hundeskatten, så vil prisforskellen være latterlig mellem hunde og heste. Holder man hest i løsdrift, så kan opstaldning og månedlige udgifter gøres endnu billigere end 2000 selv i storkbh.. Som min bedre halvdel meget rammende siger: Det var sgu billigere at have hest end hunde selv nu uden hundeskat... Og jeg må med skam indrømme, at han har ret - jeg brugte ikke nær så mange penge på min hest, som jeg gør på hundene..... Jeg synes det er en skam, hvis hundehold skal gøres så dyrt, at kun velhavende eller folk med stramme prioteringer kan have det. Men på den anden side ville jeg gerne betale en skat, hvis den gik til et dyreværnspoliti og ikke til alt muligt andet. Nogen, der sagde dobbeltmoralsk om mig?

Et andet alternativ er at lære at ignorere hundes kiggenmed..... Det er muligt.... Har jeg hørt fra nogen jeg kender Hjemme hos os havde Rosie og Jessie begge svært ved at affinde sig med "pudekampene", da de var små - Rosie lærte det hurtigt og Jessie arbejder vi stadig med.... Gennem total ignorering. Mollie lægger sig bare med ryggen til i et hjørne af sengen og holder sig væk. Jessie kan godt blive lidt anmasende og så bliver hun bare stille og roligt skubbet væk, men hun kigger stadig på, hvilket fra tid til anden godt kan være en anelse irreterende Og ja, hvis det at sove i sengen er ensbetydende med at hundene har overtaget herredømmet, så ligger vi helt sikkert nederst i hierkiet herhjemme... Til gengæld har vores hunde stadig behov for os til at fodre og køre bilen ud til at sjove steder :banan: Nogle gange glæder jeg mig da til, at de selv kan ordne de ting også.... Og hvis de så også lige kan smutte ud og tjene pengene hjem, så jeg kan ligge hjemme i sengen, så vil det være perfekt når nu de har overtaget herredømmet :banan: (ironi kan muligvis forekomme).

Mine hunde lever på Nutra Nuggets Gold. Mollie får Senior-udgaven og Jessie får Laks/kartoffel-udgaven. Jeg har prøvet mange fodermærker efterhånden, men er hver gang vendt tilbage til Nutra Nuggets Gold. Min allergihund levede fantastisk på laks/kartoffeludgaven, selvom hun var støvmide og lagermideallergiker. For mine hunde findes der praktisk taget ikke andet, så min oplevelse med foderet er ovenud positiv. Det er dog kun Gold-versionerne jeg bruger - de andre vil jeg ikke bruge grundet ingredienserne.

Tja.... Mollie besøgte vi vel en gang om ugen i 4 uger sådan ca. og Rosie var også deromkring. Jessie derimod tog jeg selv imod ved fødslen og har været med på sidelinien fra dag 1 - Jessies mor kendte mig særdeles godt i forvejen og var på inden måde stresset af, at jeg/vi kom flere gange om ugen i alle 8 uger. Hvis jeg fik muligheden igen, så var det sådan jeg ville have det, men det gør jeg nok ikke - min næste hund, hvis jeg vælger samme race, vil højst sandsynligt blive hentet hjem fra enten Norge eller Sverige og så vil besøgene ikke være så hyppige. Hvis jeg henter hjem fra udlandet, så vil det nok være et eller to besøg på 8 uger på grund af afstanden. Jessie's og Mollie's opdrætter bor et kvarter væk fra os og Rosie's opdrætter bor i Køge (ca. 25 minutters kørsel).