Dina

Jeg fandt lige billedet frem.

VOV vovvovov

Korrekt. Jeg har et billede fra i vinter af naboens yderst "rene" labrador, der står i snefoget. Han ligner til forveksling en kamphund. Så jeg kan sagtens se problematikken. Mht den sikre genetiske prøve - kan man ikke få taget en DNA-test af forældre og afkom for at bevise, at de er i familie? Men selvfølgelig - hvis forældrene også er blandingshunde, så kører man bare sorteper en generation tilbage. Mht omvendt bevisførelse i forbindelse med den nye hundelov - jeg får ikke røde ører, eftersom jeg faktisk intet har haft med den at skaffe. Det er således ikke mere min skyld end det er din. :slem:

Jeg er da ked af det på dine vegne, hvis du virkelig har det sådan.

Nej. En lille spidsnæset blandingshund på 8-10 kg vil aldrig blive mistænkt for at være listehundeafkom. See? Derfor er udsagnet om retsløshed en kende bombastisk. Men det er rigtigt, at det påhviler hundeejeren at fremvise en slags dokumentation, hvis hunden ligner en kamphundetype.

Ja, der er mange blandingshunde, der ligner, men det gør altså ikke sætningen "I Danmark er man retsløs hvis man har en hund uden stamtavle" sand.

Vel kun, hvis den ligner en kamphund og hvis man ikke har en slags dokumentation på hundens ophav? Venstre ved du, hvor du har!

Ejjj, der var du ellers lige ved at få en ny banandans. Dit forrige billede på den amerikanske bully var da langt skæggere. Øv, ingen banandans.

At man har optalt/kortlagt hundens gener er ikke det samme som, at man præcist ved, hvad disse gener indeholder? Ej heller hvordan generne indbyrdes reagerer? Så vidt jeg ved, er der fx ofte (altid?) tale om samspil mellem flere gener, hvis en sygdom skal have en chance for at bryde ud. Den nu uddøde mammuts gener er også kortlagt, men det betyder ikke, at vi præcist ved, hvordan fx kropssprog over for artsfæller eller dens temperament har været. Så derfor mener jeg stadig ikke, at man med rimelighed kan sige, at hundens gener er kortlagt. Hvis du derimod har ret, så er det meget glædeligt, for det betyder jo, at det snart vil være helt slut med arvelige sygdomme hos hunde. For så ved man jo helt præcist, hvilke gener, der er defekte, og hvilke "gen-kontakter", der blot skal sættes off for at hindre de defekte gener i at gå i gang. Så hvis du ved mere om dette, må du meget gerne indsætte er par links (danske eller engelske), så vil jeg love at læse dem. Og har jeg taget fejl, skal jeg være den første til at indrømme det. Se, der er jeg enig med dig, blot aner jeg som lægkvinde ikke, hvor i hunden disse temperaments-gener lige befinder sig. Også det må man jo så have fundet ud af, da man kortlagde hundens genmasse? Ingen af mine tre airedales er dykket mellem andre hundes forben, ej heller har de fra andre vinkler bidt andre hunde i maven - hvad beviser det? At de ikke var terriere? Nå, det var selvfølgelig pjank, men yderst fristende. Nu skal vi holde tungen lige i munden. En del kamphunde havde en overgang deres hyppige og meget triste gang i aviserne, fordi en del såkaldt almindelige hunde blev overfaldet, adskillige af dem fordi kampfætteren fes over gader og stræder bagfra for at komme til at hugge til. Om det så var grund NOK til et forbud, kan diskuteres. Men lad være med at blande tingene sammen og tro, at det var på grund af kamphundenes fysiske egenskaber og ikke deres - for ovennævntes vedkommende - uacceptable fremfærd (adfærd) i gadebilledet.

Ja, det kommer da i nogen grad bag på mig..... :banan:

Hvor kommer så den engelske staffordshire terrier ind, når man snakker amstaff? Jeg troede, at staff'en var stammoder til amstaff'en? Sådan lidt meget langt ude? At der så kom en pitbull forbi på et tidspunkt - og hvor den i øvrigt kom fra....aner jeg faktisk ikke.

Når man en dag får kortlagt hundes gener, vil man formentlig også finde et, der har med temperamentet at gøre. Men du mente da lige før, at det netop var den store størrelse (styrken!), der var så vigtig for en kamphund.

Fysisk styrke kommer faktisk ofte til kort over for beslutsomhed og hurtighed. For år tilbage havde nogle af vores venner Olfert, en bette welsh terrier på omkring 10 kg. Han mødte jævnligt et ungt par med en meget stor labrador-blanding, og de unge mennesker havde en usædvanlig dårlig vane med at "hidse" deres hanhund op, når de mødte Olfert. "Jaaaa, sådan en lille tæppetisser skal ikke komme og sige noget til dig, veeeel?" og lignende dumheder. Det varede ikke længe, før de to hanhunde ikke kunne mødes på fri fod. Når de efterfølgende mødtes i snor, lavede begge hunde voldsomme udfald mod hinanden, og de unge mennesker sagde "Ja, sig du noget til den lille skid!". Og det gjorde deres hund da gerne. En dag, da Olfert netop havde fået et fint nyt læderhalsbånd, mødtes de så og begge hunde blev som sædvanlig rasende ved synet af hinanden. Skønt halsbåndet var dyrt, var det ikke syet ordentligt, for pludselig var Olfert løs. Og dét lod han sig ikke sige to gange! Han gik kun den store hund til knæene, men det hindrede ham på ingen måde i at nærmest "flyve" rundt om den store og hakke til, hvor det nu faldt sig. Vi stod 4 voksne mennesker og ingen af os havde længe held med at fange Olfert i farten. Tilsidst stod den arme store hund, der jo ikke kunne gøre for, at han var havnet i hænderne på nogle unge gykkelykker, fuldkommen apatisk og hylede, for han kunne heller ikke få fat i tæppetisseren. Så nej, Umulia - det er ikke kun størrelsen, men i høj grad også "gørelsen" det kommer an på. Og for dem, der ikke måtte vide det, så har en welsh terrier faktisk næsten lige så store tænder som en langt større airedale terrier. Og welsh'en plejer at trække tandkortet en tand hurtigere end fx airedalen.

Hold da helt op! Her er der da slet ikke tale om aggression, men om "nedarvet lyst" til at nakke tyre. Imponerende klip.

Jeg er faktisk helt overbevist om, at du ikke behøver at føle dig som talskvinde for andre listemedlemmer. De plejer at kunne svare for sig selv. Nej, Umulia - der er ingen forskel på at lyve og omgås sandheden lemfældigt. I begge tilfælde taler man ikke sandt, så enkelt er det. Men nu forstår jeg så pludselig, hvorfor du følte dig truffet af mit indlæg, som du krævede slettet. Du har simpelthen ikke forstået ordlyden. Og så synes jeg, at du fremover skulle rette dig efter henstilling fra mod-gruppen og ikke som her snige flere personligheder ind, som jeg - også fra henstilling fra mod-gruppen - faktisk ikke må svare på. Tak.

Jamen, der er da helt frit slaw for at gætte på hvadsomhelst. Men skal man være henvist til gætterier eller skal det forestille at være et oplysende referat fra et møde blandt landets førende hundekendere? At tro, at det blot drejer sig om størrelse og styrke ville da være ulogisk, for så var der jo ingen grund til at prøve at ændre på generne. Det springende punkt er stadig, at det i din artikel hævdes, at dette gøres af afsporede ejere, men der fortælles ikke ved samme lejlighed, hvilke gener der i givet fald er tale om eller hvad de gener ændres fra og til ? Kun at de ændres. Sådan kan man altså ikke underbygge nogensomhelst teori. Så er vi da virkelig nede på "det er nok sådan, tror jeg"-planet? Det er i hvert fald næppe helt videnskabeligt, vel? I øvrigt henvistes til en enkelt ameriknsk undersøgelse, så det havde - i det forum - egentlig været rimeligt at tage kildehenvisningen med? Hvis du vil undskylde, at jeg taler så direkte, men - det var ikke den allerbedste dokumentation, du havde valgt, synes jeg.

Apology accepted! Men har du noget at sige til mine kommentarer? Jeg forstod jo ikke rigtigt, hvilke gener der blev ændret? Formålet skulle i henhold til artiklen være, at hundene efterfølgende bedre kunne bruges som "magtmiddel", men hvilke gener blev ændret "fra hvad til hvad"? Det virkede lidt - nej, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige, men måske....kulørt?

Bølgerne går undertiden højt i en debat, men det er ikke nødvendigvis galt. Det er kun galt, når det fyger med personlige bemærkninger i stedet for begrundede meninger. Selve diskussionerne er jo gode nok i sig selv. Det kræver blot lige, at vi alle husker kammertonen - så godt vi kan.

Sagtens....man spænder jo bare tæven fast. Keine Hexerei, nur Behändigkeit. :slem:

Se, nu kunne jeg jo godt skrive noget meget "råt", men jeg tror, at jeg vil indskrænke mig til spagfærdigt at henlede din opmærksomhed på, at jeg på forrige side faktisk har kommenteret en af dine - danske - henvisninger? Er det helt undgået din opmærksomhed? For det fremmer da ikke lysten til fremover at kigge på dine henvisninger.

Det ser ud til, at du kan tillade dig både at bede folk overveje at forlade dette forum, samt at kalde andre mennesker for dovne løgnere. Har du virkelig en særstilling herinde? Eller kan man forudse, at du får slettet dine uforskammetheder?

Og jeg kan fristes til at sige ligeud, at du må lære, at i en debat får du ikke medhold fra alle sider. Men at påstå, at alle med en anden mening end du, blot bygger denne mening på "jeg tror, mener at vide, og syntes..."-planet, det fremmer ikke en god debatånd.

Kammertonen, Lonny....kammertonen. Jeg læser skam, hvad du skriver. Og jeg sad såmænd og prøvede at kommentere noget af din danske "dokumentation", imens du var travlt optaget af at beflitte dig med, hvad jeg gider eller ikke gider. Tsk tsk. Men du må simpelthen ikke forlange, at jeg skal læse en hujende fis på tysk, og eftersom du selv er dansker i DK, så må det være dig muligt at finde din dokumentation på landets sprog.

Nu skal det jo ikke hedde sig, at ingen gider at læse dine henvisninger, (blot de ikke er på tysk), men du må også gøre dig klart, at det jo ikke er nok at LÆSE dem. Du ville vel også gerne have en form for kommentarer, går jeg ud fra. Så her er mine kommentarer til artiklen "Forbud virker ikke!". Allerede overskriften "Forbud virker ikke!" viser, at man har taget stilling til den nye hundelov. Det er også okay, for det har alle andre jo også, men jeg ventede spændt på at læse, hvilke argumenter dette seminar, som samlet havde den største viden om hunde og hundeadfærd i Danmark, ville fremlægge for at underbygge udtalelsen. Et af argumenterne var, at både danske og engelske erfaringer viser, at et forbud ikke virker, men der angives ikke kildehenvisninger (for dem, der orker), og dermed bliver det en påstand. Måske sand, måske ikke. Man har ingen chance for at afgøre det her. Et andet argument var, at forbyder man en bestemt muskelhunderace, så finder visse personer såmænd blot en anden stærk, men tilladt hunderace. Og disse personer, der er uden for pædagogisk rækkevidde har nogle meget grimme talenter. De er nemlig i stand til at gå ind og ændre genmassen på denne anden hunderace. Disse afsporede ejere kan nemlig relativt hurtigt fremelske nogle uheldige gener. Desværre fortalte veterinærsygeplejersken, der skrev denne referat, ikke, hvilke gener, der var tale om, så læserne er henvist til at gætte, men det var noget med, at hundene derefter kunne bruges som magtmiddel. Man sidder og bliver helt nysgerrig efter at høre mere om de "magtmiddel-gener". Det gør man altså. Vi almindelige hundeejere er også henvist til at tro på en dyrlæge, som er særligt sagkyndig på hundeområdet, når hun fortæller, at i henhold til en amerikansk undersøgelse, hun kender til, så er variationerne i adfærden hos de forskellige hunderacer så små, at man ikke kan konkludere, at den ene hunderace er mere aggressiv end den anden. Og man er naiv, hvis man tror, at den nye hundelov har nogen virkning. Tværtimod danner den blot grobund for illegal import af kamphunde, og i øvrigt var den gamle hundelov udmærket, for politiet havde jo mulighed for både selv at gribe ind og fx give snore- og mundkurvepåbud. Så fik vi det på plads. Jeg ville ikke være ked af, hvis nogen har mod på at læse resten af artiklen og evt. korrigere min opfattelse, men jeg vil blot slutte med at meddele, at jeg har selv læst hele artiklen, og noget er jeg enig i (bl.a. dominans og opdragelse), men jeg ville ikke kommentere yderligere.

Tak! Jeg elsker selv at læse, men meterlange udredninger på tysk orker jeg ikke. Godt, at jeg ikke er den eneste. Fordi han ikke så godt kan lide farven? Eller har vagtmanden bare brug for noget helt andet i en vagthund, noget som good old Mark Twain formulerede således: "It's not the size of the dog in the fight, it's the size of the fight in the dog"? Kort sagt, at indmaden i hunden er altafgørende?